RED EYE på vej

Oberstløjtnant J. F. Bay, Artilleriets Befalingsmandsskole, kommenterer beslutningen om anskaffelse af RED EYE-luftværnsraketten.
 

Finansudvalget har givet bevilling til indkøb af RED EYE raketter til brigaderne, og forventningerne til disse våben er store. For ikke at skuffe disse forventninger er det nok vigtigt, at man ikke giver barnet et pigenavn ved fødslen, hvis det nu skulle vise sig at være et drengebarn. 
Det vil være en falsk varebetegnelse at anvende glosen »luftværn«, hvorved man hidtil har forstået et forsvar, der med en vis sikkerhed hindrede fjendens fly i at nå ind på den afstand, hvorfra flyets våben skulle udløses. Dette opnår man med NIKE og HAWK raketter, men ikke med RED EYE, som skytten først udløser, efter at flyet har passeret ham og derfor muligvis allerede har truffet sit mål. Man har forsøgt at kalde det et »nabovåben«, hvorved man indicerer, at raketskytten ikke luftsikrer den enhed, han opholder sig ved, men denne enheds naboer. Såfremt alle naboer nu havde raketskytter i et passende antal, ville man altså være luftsikret undtagen i front og flanke. Men så mange raketskytter får brigaden ikke, og det er derfor ligeså godt straks at erkende, at indførelsen af RED EYE ikke betyder, at brigaden nu bliver »luftsikret« hverken i visse faser eller visse snævre rum. Brigaden får ikke en »luftværnsparaply«, men må fortsat iagttage hidtidige passive foranstaltninger og med samtlige enheders 12,7 mm maskingevær og andre våben, der er egnede i en given situation, bekæmpe truslen fra luften, når der blot er den mindste chance for virkning. Især helikopter-truslen må bekæmpes af alle enheder, idet RED EYE her kan være for kostbar en løsning, så længe andre muligheder haves.
Dette lyder meget nedslående og for alle, der ønsker sig et godt forsvars- våben, er det nedslående. 
Men for alle os, der ønsker et godt angrebsvåben, og som ikke vil forsvare landet til sidste mand, men derimod vil angribe hver en fjende på dansk territorium til vands, til lands eller i luften, for os er det simpelthen lykken at få et angrebsvåben, der følger efter flyets varmeudstråling med en dræbende sikkerhed. 
Efter at vi luftværnsofficerer i en lang årrække har levet og åndet defensivt, har været glemte lænkehunde på små objekter i det store brigaderum, så bliver vi nu offensive i en grad, så vi næsten kommer i modsætning til den øvrige brigade. RED EYE skytten er nemlig en jæger, for hvem alle andre i brigaden er klappere, jo mere de bevæger sig, jo mere de ses og støjer, des mere vildt bliver der jaget op, des mere bytte er der. En brigade i det perfekte flyverskjul og med gennemført radiotavshed ødelægger komplet disse jægeres chancer, men at være fremme i kampen ved de forreste enheder, hvorover størsteparten af indflyvninger normalt finder sted, det er lykken! 
Disse raketter er meget kostbare. Det er den kampvogn eller PMV også, flyet eventuelt har truffet inden raketten rammer, men moderne jagerfly er endnu mere kostbare og træfningssandsynligheden er så stor, at det er meget dårlig økonomi for fly at angribe mål, når der er sådanne raketter i nærheden. På denne indirekte måde tilfører disse raketter brigaden en vis form for »luftsikring«, en afskrækkende effekt af betydeligt større værdi end tidligere luftværnsenheder kunne give den samlede brigade. 
Dertil kommer, at disse træfsikre raketter har en betragtelig nedslidende effekt over for det fjendtlige flyvåben. 
Disse våben, deres skytter og enhed må have et navn med offensiv klang. Vor krigshistorie taler med megen respekt om jægere og jægerbataljoner. Fra 1816 til 1842 havde vi et raketcorps. Soldaterne hertil skulle være særligt udvalgte, modige og selvstændige, de skulle bære jægerkorpsets uniform og endelig fik raketskytterne et særligt navn: Raquettist. Dette navn klinger nok ikke godt i dag. Ordet flyj æger er kortere, langt mere sigende og ikke så let at misforstå som luftværns-raketskytte.
Flyjægeren vil komme til at affyre det mest kostbare våben i hele brigaden og normalt må han gøre det helt på eget initiativ. Han må selv vælge det rette sekund for affyring og selv bestemme mål, kun bundet af batteriets ildrestriktioner. Det stiller store krav til mod, beslutsomhed og offensiv ånd. Men han må også have hjælp, f.eks. til sikring, til ekstra observation, evt. til transport, men fremfor alt må han have kontinuerlig information om aktiviteterne ved den enhed, hvor han opholder sig og om naboenhederne. 
Flyj ægerbatteriet vil kræve meget samarbejde med alle brigadens enheder. Det vil ikke garantere nogen luftsikring, men stor træfsikkerhed, dræbende virkning og offensiv ånd vil være det karakteristiske ved de kommende flyjægerbatterier.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_101_aargang_dec_1.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord