Psykologisk »Krigsførelse«

I fortsættelse af to tidligere artikler om emnet (Mt. årg. 1972 p. 344-349 og 510-513) beskæftiger major P. Svensson, Forsvarskommandoen, sig i dette indlæg med anvendelsen af psykologisk virksomhed mod udvalgte befolkningsgrupper i den hensigt at påvirke deres holdninger og adfærd.

 

»We should go to the masses and learn from them, synthesize their experience into better, articulated principles and methods, then do propaganda among the masses, and call upon them to put these principles and methods into practice so as to solve their problems and help them achieve liberation and happiness.«

- Chairman Mao, nov. 1943.

 

Indledning.
»Psykologisk krigsførelse« dækker flere begreber, der oftest vækker meget forskelligartede følelser hos dem, der læser eller hører om denne betegnelse. Nogle forbinder hermed okkulte og fordækte handlinger og aktiviteter, der som eneste formål har en aldrig ophørende ubevidst påvirkning af menneskers sind. Andre mener, at det er noget med »hjernevask«, manipulation, indoktrinering, propaganda og meget mere. Og endelig dækker betegnelsen for nogle i al sin enkelhed blot en aktivitet, hvor man under anvendelse af tekniske hjælpemidler bringer et budskab fra egen side over på den modsatte side af fronten til en erklæret fjende; altså en teknisk foranstaltning der kun gennemføres i krig eller under krigslignende tilstande.
Det følgende skal betragtes som et forsøg på at dække begrebet i dettes bredeste betydning, d.v.s. omfattende anvendelse af psykologisk virksomhed mod udvalgte befolkningsgrupper med henblik på dér at skabe holdninger og adfærd, der er gunstige for at opnå mål af f.eks. kommerciel, politisk eller ideologisk, herunder religiøs, art.
 
Verden af i dag.
Flere forhold gør, at den måde, hvorpå den enkelte i dag oplever verden omkring sig, er væsensforskellig fra de oplevelser, man kunne have blot få år tilbage. Eksistensen af atomvåben med altødelæggende virkning er en kendsgerning, og menneskets dagligdag er derfor - bevidst eller ubevidst - præget af en udbredt frygt for en mulig anvendelse af disse våben, dersom forholdene skulle tilspidses i en storkonflikt. Tilstedeværelsen af masseøde- læggelsesvåben medfører, at andre konfliktformer kan blive aktuelle. Man vil i dag og fremover formentlig søge at holde konflikter på lavest mulige niveau, og i stedet for total krig stater eller grupper af stater i mellem, vil iværksættelse af interne uroligheder i de enkelte stater måske blive det middel, hvormed en nation eller befolkningsgruppe søger at påtvinge andre sin vilje.
 
På lignende måde forudser nogle konfliktforskere, at anvendelsen af de tekniske massekommunikationsmidler - hvad enten de anvendes til udbredelse af ensidig propaganda eller alsidig oplysning - vil være et af de midler, der i stigende grad vil blive brugt til påvirkning af opinionsdannelsen til fordel for denne eller hin nation eller samfundsopfattelse. Massekommunikationsmidlernes udbredelseseksplosion er i sig selv et forhold, der præger verden af i dag. Ikke alene læser mange i dagens Danmark mere end én daglig avis, men selv i det ødest liggende beduintelt vil en analfabet ved hjælp af sin transistorradio kunne følge med i, hvad Radio Cairo m.fl. mener, han skal mene; for ikke at nævne Sovjetunionens seriøst mente forslag i De forenede Nationers generalforsamling om forbud mod fjernsynstransmissioner via kommunikationssatelitter - officielt for at beskytte den russiske befolkning mod vestlige pornografiske udsendelser.
 
Massekommunikationsmidleme udgør tillige et vigtigt våben i den ideologiernes kamp, der daglig finder sted. Problemet er her, at man i nogle samfund lægger mest vægt på ligheden mennesker imellem - oftest dækket under betegnelser som socialisme eller marxisme-leninisme - medens andre ud fra mere liberalistisk prægede synspunkter sætter den enkeltes frihed højest. Den mere almindeligt kendte betegnelse for sidstnævnte er kapitalisme, til tider benævnt monopol- eller privatkapitalisme, men aldrig statskapitalisme. Den ideologiske konflikt, disse to synspunkter giver udtryk for, synes ikke at være i aftagende i dag. Snarere tværtimod. Men den synes at gennemgå en ændring fra at være et rent Øst-Vest opgør til at blive en Nord- Syd konfrontation, hvor Nord er betegnelsen for industrilande præget af velstand og overflod, medens Syd omfatter udviklingslandene med revolutioner og sult. Noget af det mere interessante i denne forbindelse er, at én af de kommunistiske magter - Folkerepublikken Kina - i dag betegner sig selv som et udviklingsland, der på grundlag af egne erfaringer er velegnet til at bistå og hjælpe andre udviklingslande, samtidigt med at Sovjetunionen, der ikke mindst som følge af egen teknologisk indsats i rumforskning m.v. må placeres i gruppen af industrilande, af sin ideologiske tidligere forbundsfælle nu beskyldes for socialimperialisme.
 
Man kan ikke omtale verden af i dag uden også at bemærke, at ni tiendedele af alle de videnskabsmænd, der nogensinde har levet, hævdes at være nulevende. Men samtidigt skal nævnes, at den amerikanske samfundsforsker William Ogburn har fremsat den teori, at samfundet forandrer sig i tre forskellige tempi på tre forskellige niveauer. Hurtigst forandrer teknikken sig, langsommere samfundets institutioner, men aller- trægest er menneskenes forestillingsverden. Erling Bjøl skriver i sin samfundshistorie »Duellen uden ende«, at denne »efterslæbsteori« vil man gang på gang finde bekræftet i tiden efter 1945, og man stiller uvilkårligt spørgsmålet: Hvorfor er det mon sådan?
 
Mennesket i verden af i dag.
For at besvare dette spørgsmål, kan man betragte den proces eller de processer, der er medvirkende til at skabe menneskers holdninger og adfærd. Ideologiers, konflikters og omverdenens øvrige påvirkning af det enkelte menneske sker gennem dets sanser, først og fremmest syn og hørelse. Samme påvirkninger virker forskelligt på forskellige mennesker, idet de enkelte - alt efter personlig baggrund og forudsætninger - ikke opfatter det sete og hørte ens, ligesom ikke alle påvirkninger gør lige dybt indtryk på alle. Det er i denne forbindelse værd at erindre, at undersøgelser har vist, at efter et givet tidsforløb husker man 10 % af, hvad man har læst, 20 % af hvad man har hørt, 30 % af det sete, 50 % af det sete og hørte, men 90 % af det, man har været aktivt engageret i, f.eks. gennem manuelt arbejde eller ved deltagelse i debat. Selv om det på ét tidspunkt huskede vil blive glemt med tiden, må man dog kunne gå ud fra, at det læste - f.eks. avisoverskrifter m.v. - glemmes først, og at påvirkning gennem engagement varer længst.
 
Mennesker påvirkes endvidere ofte mere ubevidst rent følelsesmæssigt ved anvendelse af visse ord og vendinger fremfor andre, hvilket med forsæt bliver anvendt i forsøg på opinionsdannelse m.m. Følgende historie fra Knud Meisters »Søndag Morgen« i Berlingske Tidende kan illustrere dette: »En arbejder får løn. En kontormand får gage. En konsulent får et vederlag. En forfatter får honorarer. Det er altsammen anstændigt, forståeligt og acceptabelt. Men hvis en forretningsmand undgår at få et underskud, så har han skrabet profit til sig, og det ser man skævt til.« Mennesket påvirkes dog væsentligst af sine nærmeste omgivelser, der er med til at danne meninger og holdninger. Den samme person kan imidlertid godt udvise forskelligt adfærdsmønster alt efter, om han er husfader og børneopdrager inden for hjemmets fire vægge, om han er blandt ligestillede kolleger på sin arbejdsplads, eller om han måske er elev på en aftenskole, som han frekventerer for at videreuddanne sig med henblik på at skifte arbejde og miljø. De forskellige grupper, mennesket færdes i - familie, arbejdsplads, skole m.v. - skaber den holdning, det vil sige det konstante beredskab for at reagere på en bestemt måde, som vedkommende har og somme tider giver udtryk for.
 
Ser man på menneskets allertidligste tilværelse, synes grunden for to følelser - angst og skyldfølelse - at blive lagt på dette tidspunkt. Netop disse følelser forekommer at spille en stor rolle i forbindelse med den enkeltes reaktion på ydre påvirkninger i den senere del af livsforløbet, jfr. her bl.a. angsten for anvendelse af atomvåben i en eventuel storkonflikt. Antagelsen om denne tidlige grundlæggelse af angst og skyldfølelse er baseret på iagttagelser gjort af Melaine Klein i hendes arbejde med børn. Englænderen J. A. C. Brown har nævnt dette i sin bog »Techniques of Persuasion« i hvilken han endvidere fremsætter den teori, at den grundlæggende personlighed, d.v.s. alle de egenskaber og den særlige organisation af disse, som forekommer hos et individ, formes i livets første 5-6 år.
 
Det nyfødte menneskes verden er domineret af øjeblikkets fysiske behov for føde, søvn, varme og lettelse af tarm og blære. Alligevel vil man kunne se forskel på nyfødtes adfærd - nogle er aktive og muntre, andre mere afdæmpede, medens atter andre kan virke aggressive, nærmest kværulantiske. På dette grundlag formes personligheden gennem opdragelsen, der vil være afhængig af blandt andet, hvilket geografisk område man befinder sig i, herunder dets historie og traditioner. Indledningsvis foretages opdragelsen af forældre og nære slægtninge, men fra det øjeblik andre autoriteter manifesterer sig i barnets verden, f.eks. ældre legekammerater og senere skolelæreren, skabes for alvor tvivl og konflikter, hvorved de indtryk de forskellige påvirkninger gør på barnet ikke bliver af samme karakter som de, der er modtaget igennem den tidligste opdragelse. Selv om et menneskes personlighed kan ændres, f.eks. gennem operative indgreb eller som følge af sygdom, er dette undtagelsen, og mennesket er i almindelighed præget af de påvirkninger, det har modtaget gennem opdragelse i barndommen i nogen grad modificeret gennem samværet med den daglige omgangskreds.
 
Man kan som følge af denne teori opdele det menneskelige sind i flere lag, hvor meninger eller de kortvarige, flygtige indstillinger, der gør sig gældende i en enkelt øjeblikkelig situation for dernæst at ophøre, udgør yderste lag. Næste lag består af holdninger, der er varige indstillinger, og som dannes i de sociale grupper, den enkelte er medlem af. Det inderste lag udgøres af det mere permanente bag al skiftende adfærd, som er den organiserede aktivitet i forhold til omgivelserne. Medens meninger er udtryk for en indstilling her og nu - og derfor hurtigt kan ændres - og holdninger som nævnt er mere varige indstillinger, der dog kan ændres gennem påvirkning fra de nærmeste omgivelser, er de karaktertræk, der er baseret på de første leveårs oplevelser, ifølge Brown næsten umulige at ændre. Det er måske dette der gør, at følelsesladede påvirkninger og andre i en aktuel situation udtalte meningstilkendegivelser tilsyneladende ikke har helt den betydning, man tillægger den, medens skabelse eller ændring af holdninger er en længerevarende, kompliceret proces.
 
Kampen om meninger.
Reklame er, jfr. professor Max Kjær-Hansen, en organiseret anvendelse af midler med det formål, gennem en psykologisk påvirkning af en flerhed af personer at fremme efterspørgslen efter en vare. Man kan anføre, at reklamen for en stor del baseres på købernes meninger, omend varen - og ikke i samme grad reklamen - må være af en sådan beskaffenhed, at meningerne kan føre til en mere varig indstilling, d.v.s. få køberen til også ved næste indkøb at anskaffe sig samme vare. En hvervekampagne kan således nok gennem effektiv annoncering få frivillige til at melde sig til forsvaret, men er forholdene på stedet, når man har meldt sig, ikke tilfredsstillende, vil de frivillige igen forlade systemet, ligesom talen herom mand og mand imellem vil gøre resultatet af yderligere annoncering problematisk.
 
På samme måde vil en del af de politiske partier basere deres program på de holdninger, der kommer til udtryk i de dele af vælgerbefolkningen, det enkelte parti især søger at appellere til. Partiprogrammerne må derfor ikke alene afspejle, hvad holdningen er i den bestemte befolkningsgruppe, partiet især ønsker at hente stemmer fra, f.eks. arbejdere, landmænd eller funktionærer, men vil også give udtryk for idéer og synspunkter, der har mulighed for at vinde sympati for samme befolkningsgruppers holdninger. Problemet for de politiske partier er derfor at være fleksible nok til at følge med i samfundets omstrukturering efterhånden som flere og flere arbejdere opnår funktionærstatus samtidigt med at landbefolkningens tal reduceres, idet et politisk partis primære formål - skjult eller åbent - må være, at få så stor tilslutning, at det opnår parlamentarisk indflydelse, helst regeringsmagt.
 
Andre, mere ideologisk prægede politiske samt visse religiøse bevægelser arbejder bevidst på at få indflydelse på mennesker gennem påvirkning af børnene fra det tidligst mulige tidspunkt. Det kan for sådanne ideologier derfor være et mål at få opløst den gængse familiestruktur, om ikke på anden måde så ved at fastslå, at mødrene af flere grunde må ud i produktionen, hvorefter samfundet skal påtage sig børneopdragelsen allerede fra vuggestuestadiet. Tilsvarende synspunkter kan have dannet grundlaget for den af Israels højesteret stadfæstede kendelse om, hvem der kan betegnes som jøde — ikke at forveksle med israeler. En jøde er herefter blandt andre den person, der er født af en jødisk moder, og som ikke ved dåb eller anden tilsvarende handling er udtrådt af det jødiske religionssamfund. På samme måde lægger den romersk-katolske sociallære stærk vægt på, at familien er kernen i samfundets opbygning, og at den har bestemte rettigheder og ansvar, der ikke kan overtages af staten.
 
At der i forbindelse med nogle af disse ideologisk prægede bevægelsers virksomhed bevidst appelleres til den enkeltes skyldfølelse f.eks. i relation til tidligere generationers udnyttelse af de forhenværende kolonier i den såkaldte 3. verden, skal blot nævnes for fuldstændighedens skyld.
 
Psykologisk virksomhed som kampmiddel.
Den leder, det være sig politisk, religiøs eller militær, der ved hjælp af psykologisk påvirkning ønsker at skabe holdninger og adfærd, der er gunstige for at opnå et givet mål, må følge den grundlæggende regel, at man først skal søge at fremme selvbevidstheden og styrke sammenholdet blandt sine egne, for dernæst at prøve at sprede tvivl og skabe splittelse i modstanderens rækker.
 
I deres bog »Ikke-vold som nationalforsvar« anfører Anders Boserup og Andrew Mack således, at skabelse af sammenhold fremmes gennem symbolske handlinger såsom demonstrationer, protestmarcher, proteststrejker o.s.v. Nævnte handlinger giver et kontant udtryk for styrke og sammenhold såvel over for egne tilhængere som over for modstanderen, ligesom de tjener til at skabe en gruppefølelse og et gruppesammenhold. På samme måde skabes splittelse hos og svækkelse af modstanderen ved at fremkalde uenighed og frafald blandt hans besættelsesstyrker i eget land og uenighed i hans hjemland eller blandt hans allierede. Dette sker, jfr. tilhængere af ikke-vold, gennem appel til samvittigheden. På samme må må den militære - og politiske - leder søge at styrke sine egne f.eks. ved skabelse af tillid til lederne, tilbundsgående og gensidig kommunikation m.m., ligesom splittelse søges fremkaldt hos modstanderen ved at påpege hans eller hans styrkers utilstrækkelighed, spille på frygt og misundelse samt fremhæve uoverensstemmelser. Når dernæst modstanderens tilhængere er kommet under egen dominans, må de vindes for egen sag f.eks. gennem udøvelse af retfærdighed og tilvejebringelse af et grundlag for en velstandsfremgang.
 
Inden for NATO betegner man planlagt psykologisk virksomhed, der i fred som i krig rettes mod fjendtligt- og venligtindstillede som mod neutrale befolkningsgrupper med henblik på dér at skabe holdninger og adfærd, der er gunstige for opnåelse af politiske og militære mål, som psykologiske operationer. Disse indebærer politiske, ideologiske, økonomiske, oplysende og militære aktiviteter og omfatter begreber som psykologisk aktion, psykologisk krigsførelse samt psykologisk konsolidering. Medens psykologiske operationer således omfatter enhver virksomhed og ethvert middel, hvormed det tilstræbte formål kan opnås, omfatter psykologiske aktioner bl.a. anvendelse af visse media som radio- og fjernsynsudsendelser med henblik på påvirkning af fjendtligt indstillede samt neutrale befolkningsgrupper. Psykologiske aktioner gennemføres af nogle nationer allerede i fredstid, hvorimod psykologisk krigsførelse, jfr. NATO kun finder sted i krig og under krigslignende forhold. Den psykologiske krigsførelse omfatter da anvendelse af radio, fjernsyn, flyveblade m.m. over for den erklærede fjende med henblik på at svække hans vilje til at fortsætte fjendtlighederne. Endelig gennemføres psykologisk konsolidering over for befolkningen i og bag kampzonen samt i områder, der er besat af egne styrker, alt med det formål at sikre orden og sikkerhed samt at opnå befolkningens umiddelbare støtte.
 
Konklusion.
Set i sammenhæng kan det siges, at begrebet »Psykologisk krigsførelse« rent fagligt kun dækker over en teknisk overførelse af et budskab, en oplysning eller lignende fra en part til en anden. Om budskabet får den ønskede effekt eller ikke, er et spørgsmål om mange faktorer, hvor holdninger og muligheden for ændring af disse er en af de vigtigere. Der er således intet fordækt eller okkult i anvendelsen af psykologisk krigsførelse, men blandt andet som følge af frygten for anvendelse af atomvåben må det forudses, at midler og metoder, der svarer til den psykologiske krigsførelses, kan blive en forberedelse til og en del af fremtidige konflikter - eksterne som interne.
 
Denne udvikling lettes gennem udbredelsen af massekommunikationsmidlerne, der imidlertid også har medført, at den enkelte nu konfronteres med mange flere og meget mere forskelligartede problemer end man gjorde for blot en generation siden. Den øgede informationsmængde synes i mange tilfælde at bevirke, at den enkelte ganske simpelt drukner i informationer og derfor ikke har mulighed for at være velorienteret om alt, hvad der kommunikeres. Mange, for ikke at sige næsten alle, bliver derfor ret så selektive med hensyn til, hvad hun eller han ønsker at opfatte af og fra informationerne. En lytter- og seerundersøgelse i forbindelse med sidste folketingsvalg, synes således at indicere, at man gennem sit mediavalg oftere forstærkes i sin tro på allerede tagne standpunkter, ligesom man bestyrkes i sin afstandtagen fra andre synspunkter, fremfor at man søger at se sagen fra en ny synsvinkel. 
 
Man må derfor være opmærksom på, at det massekommunikationsmidlerne giver udtryk for, f.eks. gennem emnevalg og overskrifter, ikke altid er et udtryk for publikums holdninger, men måske snarere er et udtryk for en kommerciel interesse for, hvad der kan øge salget eller lytter- og seertallet. William Ogbum synes at have ret i sin »efterslæbsteori«, idet den menneskelige mekanisme tilsyneladende er indrettet således, at ændringer af varige indstillinger, altså af holdningerne, er en længere varende proces, i hvilken det personlige engagement er af afgørende betydning. Vil man have varig indflydelse på menneskers adfærd, må man begynde i vuggestuestadiet - måske før. Har man ikke mulighed for at opnå en sådan indflydelse eller tid til at afvente resultaterne, kan voldelig eller revolutionær virksomhed måske virke tiltrækkende.
 
Afstår man af den ene eller anden grund fra at få indflydelse på den enkeltes grundlæggende karakterdannelse, vil man dog have mulighed for at ændre holdninger, selv om dette tager tid. En mulighed herfor er gennem en åben og gensidig kommunikationsvirksomhed flere og flere sociale grupper imellem at nedbryde fordomme og mindre hensigtsmæssige indstillinger. På den anden side må det erkendes, at jo mere åben og fordomsfri man selv er, desto vanskeligere bliver det at påtvinge andre sine egne, ufejlbarlige meninger og evige sandheder. For den fanatiske ideolog og den ubøjelige dogmatiker er samarbejdsordninger af enhver art kun et onde, der stilles i vejen for udbredelsen af den rette lære.
 
 
»The only way to settle questions of an ideological nature or controversial issues among the people is by the democratic method, the method of discussion, of criticism, of persuasion and education, and not by the method of coersion or repression.«
 
- Mao, feb. 1957
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_102_aargang_maj.pdf

 

Litteraturliste

Del: