Psykiske kampskader

Denne artikel er - med enkelte ændringer - manuskriptet til et foredrag i Dansk Militærpsykologisk Selskab den 9. oktober 1968 af major, cand. psych., S. Jensen, Militærpsykologisk Tjeneste. Artiklen, der bl. a. baserer sig på forfatterens specialopgave i forbindelse med afslutningen af psykologistudiet ved Københavns Universitet, redegør på baggrund af erfaringer fra 2. verdenskrig og Koreakrigen for veje og midler t il at opnå størst mulig effektivitet under kampforhold og peger i den forbindelse bl. a. på de konklusioner, man kan drage, med hensyn til udvælgelsessystemets, uddannelsens og lederskabets betydning for mindskelsen af psykiske kampskader.

Indledningsvis kan der være behov for at give en nærmere forklaring af betegnelsen »psykiske kampskader«. I en stor del af krigslitteraturen møder man en række forskellige betegnelser for kampskader hos soldater, som ikke falder i grupperne sårede eller almindeligt syge. Vi kan begynde med den 1. verdenskrigs granatchok og gå videre til en gruppe, der indeholder ordet neurose (war, combat, battle, flying neuroses m. fl.) , (1), hvorfra det i Skandinavien almindeligt anvendte udtryk krigsneuroser stammer. Samtidig og senere ser man sammensætninger, hvor ordene fatigue og exhaustion, altså træthed (udmattelse) forekommer, (2). A f flere grunde forlod man disse betegnelser, og fra sidste del af 2. verdenskrig og fremefter anvendes i stor udstrækning »combat exhaustion« (kamptræthed), (3), som fællesbetegnelse for denne gruppe. Da det for mig ikke i så høj grad har været et spørgsmål om at inddele efter diagnose, men i hovedsagen har været et spørgsmål om at behandle problemerne i forbindelse med den store gruppe af kampsoldater, som blev ineffektive eller kampuduelige uden at være sårede eller uden at lide af egentlige sygdomme, har jeg valgt at anvende betegnelsen »psykiske kampskader«, (4), eller »psykiske sammenbrud« som fællesbetegnelse for alle, der hører hjemme i hovedgrupperne psykoser (sindssygdomme), psykopatier, neuroser og kamptræthed. Af disse spiller den sidste gruppe i denne forbindelse langt den største rolle. Erfaringerne fra to verdenskrige og Koreakrigen har gjort det klart, at psykiske kampskader udgør et meget stort problem under krigsforhold. Tabene af dræbte og sårede yder en alvorlig indflydelse på kampeffektiviteten, men det er et spørgsmål, om ikke psykiske kampskader er en endnu alvorligere faktor. Antallet af kasserede efter indkaldelsen var stort, men hertil kom det mange gange større antal af mere eller mindre alvorligt psykisk skadede, som måtte have en kortere eller længere behandling, før de igen var kampduelige, eller i det mindste anvendelige til lettere tjeneste. Også i gruppen, der klarer sig igennem uden egentlig behandling, ser man en stærk nedsættelse af kampeffektiviteten på grund af kampens stress (frygt, angst, kamptræthed m. v.). Indenfor områderne dræbte og sårede har der altid været stor interesse for forebyggelse og for de sårede også for en hurtig og effektiv behandling. Dette har imidlertid langt fra været tilfældet hvad angår psykiske skader. De alvorlige situationer, der opstod ikke mindst under 2. verdenskrig, satte imidlertid gang i såvel behandlingsmetoder som præventive foranstaltninger.

I dag er man i de fleste krigsdeltagende lande enige om, at præventive foranstaltninger disse skader vedrørende ikke alene er et spørgsmål om dygtige læger og psykiatere i tilstrækkeligt antal, men at dette spørgsmål i lige så høj grad må løses af officerer, befalingsmænd og mandskab. Dette kræver imidlertid, at disse sidste personelgrupper får en uddannelse, som sætter dem i stand til at forstå sådanne vanskeligheder og lære deres årsager og symptomer at kende. Kun herved giver man dem m ulighed for at gribe ind med de i det enkelte tilfælde rigtige og mest hensigtsmæssige foranstaltninger.

Herefter lidt historie

Under den 1. verdenskrig opbyggede amerikanerne en omfattende psykologisk/psykiatrisk udvælgelsesprocedure, og denne blev yderligere udbygget i mellemkrigsårene samt under og efter den 2. verdenskrig, (5). Englænderne brugte hverken udvælgelsesmetoder ved udskrivningen eller ved udvælgelse af officersaspiranter. I begyndelsen af 1939 havde  engelske psykologer og psykiatere udarbejdet en plan for udvælgelsesprøver, men den blev forkastet af de militære myndigheder, (1). I såvel USA som England var indstillingen til militærpsykiatrien mildest talt kølig fra såvel officers- som lægside. Man mente ligefrem , at psykiaternes virksomhed kunne virke svækkende på disciplinen, og at de fratog enhederne mandskab uden tilstrækkeligt sikre kriterier. I England gik man af ovennævnte grund så vidt at betragte deres arbejde som en slags femte kolonne virksomhed. Et indtryk af situationen i England får man ved at læse et memorandum fra premierministeren til Lord President i december 1942 vedrørende et udvalgs overvågen af en sagkyndig komissionsbehandling af spørgsmålet om anvendelse af psykologer og psykiatere ved kampenhederne. Churchill skrev her bl. a.:
 
»Jeg er overbevist om, at det fornuftigste ville være at begrænse disse herrers arbejde så meget som muligt, idet de er i stand til at gøre umådelig skade med noget, der meget let udarter i det rene gøgl. De skal holdes absolut stramt, og det skal ikke tillades dem i større antal at sætte sig fast i de væbnede styrker på statens bekostning. Der er utvivlsomt ganske indlysende tilfælde, hvor en behandling af denne art kan gavne, men det er fuldkommen forkert at sætte fluer i hovedet på masser af sunde, normale mænd og kvinder ved at stille dem mærkelige spørgsmål af den art, som psykiaterne har gjort sig til speciale. Vi har allerede tilstrækkeligt af påhæng og rend«. (6).
 
I de fleste andre lande var situationen ikke meget anderledes på dette område. For hovedparten af de allierede lande kan den 2. verdenskrig dette vedrørende inddeles i to perioder: I den første periode - ind til foråret 1943 — afstod man i hovedsagen fra behandling af psykisk sammenbrudte i selve kampområderne. Som oftest blev de evakuerede til hovedlandet eller i hvert fald over meget lange strækninger. I den anden periode satte man alle ressourcer ind for at opnå en så effektiv behandling så hurtigt som m uligt og så langt fremme bag fronten som muligt. Sammenligning mellem disse to perioder viser, at man i den første periode kun fik ca. 5% af de psykisk skadede helbredte tilbage til enhederne, medens man i den sidste kunne anvende 85-90% af de behandlede igen, og heraf 30-70% til egentlig kamptjeneste, (5). Den egentlige årsag til denne totale ændring var, at man meget hurtigt efter krigens udbrud stod over for et helt uventet antal psykisk skadede soldater.
 
Efter landgangen i Nordafrika i november 1942 blev antallet af psykiske skader i foråret og sommeren 1943 så stort, at situationen var kritisk, (7). Dette gælder også enhederne i Stillehavet bl. a. på Guadalcanal, hvor der efter 7—8 ugers kampe var lige så mange psykiske skader som andre skader og sygdomme tilsammen på lazaretterne, og det på trods af, at de her kæmpende styrker hørte til eliten, (8), (9). I øvrigt v il jeg her henvise til figur 1, og herefter gå over til symptomatologien.
 
 
De fleste sammenbrud sker akut, men forud er der gået en initialperiode med en række mere eller mindre tydelige symptomer. I begyndelsen optræder en tiltagende irritation og følsomhed. Soldaten farer heftigt sammen ved uventede lyde eller hændelser, bliver opfarende over småting, svarer sine befalingsmænd igen, bliver vred og skælder ud selv på sine bedste kammerater. Overfølsomhed, irritation og søvnforstyrrelser er typiske for initialstadiet. Hertil kommer en række psykosomatiske symptomer som hovedpine, svimmelhed, hjertebanken, smerter i bryst og mave, tremor, ildebefindende, opkastninger, ofte vandladning og diarré som optræder i forskellige kombinationer og grader. Alle disse symptomer er almindelige og optræder bos de fleste soldater, og de bliver betegnet som helt normale kampreaktioner. Soldaterne søger på mange måder at få afløb for den ulidelige emotionelle spænding. Nogle bliver rastløst virksomme, andre forfalder til brug af spiritus. Nogle viser en overdreven og nervøst forceret snakken, medens andre bliver tillukkede, tvære, surmulende og søger at undgå kammeraterne. Uorden og ligegyldighed kan begynde at optræde hos tidligere meget ordentlige soldater. Deres almindelige optræden forandres. Samtidig med overfølsomheden kan de glide over i momentane lette skrækreaktioner, som eventuelt fører til partiel forvirring med en nedsættelse af dømmekraften. For på så tidlig t et tidspunkt som muligt at konstatere ændringer hos den enkelte er det nødvendigt, at lederne kender deres mandskab. Blandt andet derfor er også en udskiftning af enhed i stedet for af enkeltmand at foretrække, men det skal jeg vende tilbage til.
 
Jeg vil godt her sige et par ord mere om normalitet. En lang række af de tilstande, som optræder hos soldaterne i initialstadiet, vil under fredsforhold blive betragtet som patologiske. Men i det miljø, som krigsskuepladsen udgør, bliver sådanne reaktioner ofte betragtet som normale, fordi de er almindelige, altså optræder hos næsten alle soldater i kamp, og for det andet fordi de kan betragtes som adæquate reaktioner på i høj grad abnorme stimuli. De betragtes som normale, så længe soldaten har dem under relativ kontrol og er i stand til at udføre sine opgaver. Som patologiske anses de først, når de bliver af en sådan styrke, at de ikke længere kan beherskes, eller der optræder en sådan kvalitativ forandring, at optræden på kamppladsen bliver umulig, (10), (11).
 
Og nu lidt om selve sammenbruddet. 
Enhver soldat i den beskrevne tilstand kan nu pludselig bryde sammen spontant eller f. eks. i forbindelse med eksplosioner, tabet af en kammerat eller dårlige eller ingen nyheder hjemmefra. Alle symptomerne kan pludselig forværres. En del begynder at stamme og skrige, at tale usammenhængende eller græde hysterisk. Andre bliver forvirrede og omtågede, optræder truende mod de øvrige, begiver sig planløst bagud eller springer op af skyttegrave og lignende uden egentlig grund og udsætter sig derved for yderligere livsfare. Soldaten er nu nået til den tilstand, hvor han ikke længere kan betegnes som »normal« eller kampduelig. Man ser imidlertid også et andet billede optræde nemlig »The old sergeant syndrome«, (12), (13), som er ét af de mest slående eksempler på, hvordan en normal soldat udvikler et forsvar mod angst, som er frembragt af kampsituationer, og på, hvordan han efterhånden bliver ukampdygtig på grund af stress. Syndromet ser man mest hos de ældre underofficerer og veteraner. På trods af alvorlige fysiske symptomer og extrem angst og på trods af, at de sandsynligvis har været i uafbrudt kamp i adskillige uger, prøver de på at fortsætte, selv om de uden vanskeligheder kunne henvende sig til lægen. Almindeligvis måtte man beordre dem dertil. Det tidligere omtalte akute billede optræder ikke her. Der er færre skræksymptomer, tilstanden er roligere, men med delvis undertrykt angst, hæmninger og stærk udmattelse og ofte selvbebrejdelser over egen udueliglied. Disse soldater beskrives som velafbalancerede, psykisk og fysisk modstandsdygtige, godt tilpassede i det militære miljø og i besiddelse af høj moral og god motivation. De udgjorde kernen i deres enheder, og af officererne betragtedes de som de egentlige støtter i enhederne. Når de kom til behandling, insisterede de på hurtigst m uligt at komme tilbage til fronten. Gav man dem lov dertil, vendte de imidlertid hurtigt tilbage til forbindepladsen og nu i en betydeligt forværret tilstand, ofte totalt psykisk nedbrudte. Under de hårde kampe i Anzio-brohovedet (Italien) blev man tvunget til, efter kortest m ulig behandling og hvile, at sende sådanne personer ud til fronten. Alle kom tilbage som kampuduelige inden tre dage.
 
Lad mig lige sige om begreberne frygt, angst og skræk, at man psykologisk søger at skelne mellem disse affekter. De har dog det tilfælles, at de er intensivt ulystbetonede. Som oftest forekommer de blandede, og hos soldater i kampsituationer var det ikke m uligt umiddelbart at skelne dem fra hinanden.
 
Frygt opstår over for ydre farer og i sin stærkeste form over for sådanne, som truer individets liv. Frygt er et almindeligt og normalt fænomen under krigsforhold, idet krigen i alle dens former byder på farer. For at undgå sammenbrud, må soldaten imidlertid lære at beherske frygten, og det er netop her, at forebyggelse gennem uddannelse og tilvænning er af stor betydning. De fysiologiske fænomener, som indgår i denne affekt, øger individets beredskab mod faren. Flugt er den umiddelbare reaktion, men samtidig foreligger en tendens til at studere faren. Der ses en øjeblikkelig anspændthed, en parathed til flugt, samtidig med en skærpet opmærksomhed. For soldaten er der som oftest ikke mulighed for flugt, og selv om der skulle være det, står han i en alvorlig konfliktsituation mellem denne tendens og hensynet til pligten og kammeraterne. En følge af denne konfliktsituation kan være inaktivitet. Marchall har jo herom anført, at den mest slående virkning af frygt er den manglende ildafgivelse under kamp, (14). En anden (15) siger, at soldaten kan lære at tilpasse sig bedre under farefulde omstændigheder, men der er ikke tale om en formindskelse af frygtens psykiske indflydelse. Den eneste sikre beskyttelse og forebyggelse mod et sammenbrud er et udskiftningssystem, der tager hensyn til disse forhold. Veteranerne fra Guadalcanal er enige om, at det, de frygtede mest, var de natlige bombardementer. »Det hjalp ikke, at de kom næsten hver nat, - det var ikke noget, man kunne vænne sig til.«
 
Groft taget kan man sige, at angst i højere grad end frygt er kendetegnet af uvished og indre spænding samt ofte pinefulde legemlige symptomer, og at angst i mindre grad eller slet ikke er en umiddelbar reaktion på en ydre foranledning. Angst er altså mere bestemt af interne psykologiske problemer, og den er oftest konstant til stede og fører til mere alvorlige og langvarige somatiske eller psykologiske ændringer.
 
Det manglende objekt i angsttilstanden kan hos individet medføre vanskeligheder med at skelne mellem farligt og ufarligt, relevant og irrelevant, virkeligt og uvirkeligt. Hvis en sådan tilstand til stadighed påvirker individet, vil dets »egostyrke« svækkes.
 
Skræk kan betegnes som en maksimal tilstand af frygt, idet den er en umiddelbart reaktion på en helt uventet eller helt overmægtig fare, overfor hvilken individets forsvarsmekanismer står totalt magtesløse. Belastningen bliver for stor. Personligheden slås i stykker, og orientering og opfattelse af omgivelserne bliver stærkt forstyrrede. Form ålet med den i det foregående givne oversigt skulle være at danne baggrund for behandling af spørgsmålet profylaktiske foranstaltninger (forebyggelse). Det ser ud til, at man i begejstringen over de fine behandlingsresultater i sidste del af 2. verdenskrig og i Koreakrigen i nogen grad har forsømt profylaksen. Flere militærpsykiatere gør dog opmærksom på dette forhold. Der mangler imidlertid endnu noget i den almindelige fredstidsuddannelse, hvor det netop - som det vil fremgå senere - er af betydning at give soldaten så realistiske og fyldestgørende oplysninger som m uligt og hertil en realistisk og krævende uddannelse, så han ved,hvad der kan vente ham i en given situation. Blandt andet herved v il man få større mulighed for at klare sig uden at bryde sammen. De i litteraturen oftest fremhævede præventive foranstaltninger er udvælgelse, gruppefaktorer, lederskab, udskiftningssystemer og uddannelse. Herunder nævnes ofte faktorer som brudgrænse, effektivitetsmaksimum, mod, moral, had, motivation, disciplin m. m. Jeg skal her kun tage enkelte af disse punkter op.
 

Individets brudgrænse

»Every man has his breaking point« er et ofte diskuteret emne i krigslitteraturen. På et eller andet tidspunkt v il enhver soldat bryde sammen, har man sagt. Spørgsmålet er blot, hvor grænsen er. Mange faktorer gør sig imidlertid gældende, hl. a. den enkelte psykiske modstandskraft og kampens sværhedsgrad og længde. Kan mennesker »hærdes« i en sådan grad, at de bliver upåvirkede af krigens rædsler, spørger man. Undersøgelser i et stort antal enheder har vist, at soldaterne før eller senere bliver psykisk udmattede og bryder sammen, hvis ikke hvile- og rekreationsperioder anvendes. Psykiske sammenbrud er uundgåelige. De hører lige så intimt sammen med krigen som skader af kulde og granater m. v.
 

Effektivitetsmaksimum

En lang række undersøgelser er gennemført for at klarlægge, hvor længe soldaterne i virkeligheden kan holde til egentlig fronttjeneste, og hvilket tidspunkt deres kampeffektivitet når maksimum. I studier af ca. 5000 psykiske sammenbrud fra kampene i Normandiet 1944/45 peger resultaterne overalt på den meget store betydning, som frygten for død og den fortsatte stresspåvirkning har for udviklingen af psykiske sammenbrud, (16), (17), (18). Den første reaktion hos kampsoldaten er frygt, men efterhånden lærer de fleste at kontrollere frygten - de bliver med andre ord kampvante. Efter en periode, som varierede med individernes stabilitet og kampens hårdhed, begyndte tegnene på kamptræthed at vise sig, og initialstadiets forskellige symptomer gjorde sig stærkere og stærkere gældende. Det mest interessante i disse undersøgelser er imidlertid beskrivelsen af forløbet af de psykiske sammenbrud, som det er gengivet i figur 2.

 

Meningerne med hensyn til effektivitetsmaksimum og indtræden af kampuduelighed af psykiske årsager er dog meget forskellige. Men i én henseende er der god overensstemmelse. Når ca. 65% af en enheds oprindelige mandskab er gået tabt, falder kampeffektiviteten hos de tilbageværende uanset indsættelse af nyt mandskab. Men her nogle eksempler fra forskellige undersøgelser. I de første kampdage befinder det overvejende flertal af soldaterne sig i en konstant tilstand af rædsel og frygt i forskellige grader. Efter 5 til 7 dage indtræder en vis tilpasning. Soldaterne kan nu skelne mellem eget og fjendens artilleri, bedømme kaliber og nedslagssted og begynde at interessere sig for den taktiske situation. De kan nu bedre beherske frygten og optræde rationelt. Efterhånden som soldaterne får mere kamperfaring, vokser deres effektivitet langsomt for endelig at nå maksimum efter ca. 3 måneder, (9). Herefter begynder kampdueligheden igen at falde. Alle initialstadiets symptomer træder mere og mere frem. Efter 140-180 dage anså amerikanske officerer i Italien soldaterne som værdiløse ved fronten. Andre har sat grænsen ved 200-240 dage, (16). Ved nogle divisioner i Normandiet, som gennemførte extremt hårde kampe, nåedes effektivitetsmaksimum efter ca. 30 dage, og de fleste soldater brød psykisk sammen i løbet af 45 dage, (13). Efter tre til fire måneders effektiv kamp i hårdt terræn og under ugunstige klimaforhold er infanteristen død, såret eller psykisk syg, (19).

Udvælgelse

Menninger (5) har i sit store værk om psykiatrien under 2. verdenskrig gjort opmærksom på, at én af de alvorligste fejl, USA begik ved 2. verdenskrigs udbrud, var en for stærk tro på, at udvælgelsesproceduren var så effektiv, at man ikke behøvede at regne med en nævneværdig frekvens af psykiske sammenbrud. Som om talt indledningsvis, kom det til at gå helt anderledes. Er det muligt at opbygge et så effektivt udvælgelsesapparat, at man på forhånd kan udskille alle, som med rimelig sikkerhed v il bryde sammen under kampforhold? Svaret må indtil videre blive et nej. Jeg har imidlertid ikke tilstrækkeligt materiale og viden til at gå i detaljer på dette område. Derfor kun nogle få yderligere kommentarer til udvælgelse.
 
Det er sikkert m uligt at opbygge en så effektiv udvælgelsesprocedure, at frekvensen af psykiske skader under kampe nedsættes endog væsentligt i forhold til 2. verdenskrigs og Koreakrigens frekvens. Men samtidig må man gøre sig klart, at der ved udvælgelsen også vil blive kasseret et stort antal, som ville have klaret sig udmærket under kamp. Hvor grænsen skal sættes mellem »egnet« og »uskikket til krigstjeneste« vil derfor i høj grad være bestemt af, hvor stor en risiko for psykiske sammenbrud man vil acceptere. Ønsker man f. eks. at leve op til den almindelige værnepligts principper, som de i Danmark er udtrykt i Grundlovens § 81, så kan det næppe accepteres, at en gruppe af værnepligtsmassen, som egentlig er egnede, sorteres fra, blot fordi selektionsproceduren har placeret dem i gruppen af tvivlsomme emner. Meget taler da også for, at man må erkende, at en vis gruppe af de værnepligtige v il have tilpasningsvanskeligheder, og at det er vanskeligt på forhånd at udpege denne gruppe. Derfor bør der snarere sættes ind på det miljømæssige og interpersonelle område (placering, uddannelse, grupperelationer, lederskab, samarbejde m. v.) end på at søge efter individuelle psykopatologiske vanskeligheder. Hermed være ikke sagt, at man ikke fortsat skal effektivisere udvælgelsen i takt med, at den psykologiske viden og indsigt øges, men de hidtidige erfaringer liar blot vist, at udvælgelse som præventiv foranstaltning mod psykiske sammenbrud i kamp ikke er tilstrækkelig. Dette er også belyst gennem undersøgelser, hvor man har udskrevet personel, som var erklæret uegnet af sessionerne, og som man derefter sendte til fronten. Flere undersøgelser viste ingen forskelle i frekvensen af psykiske kampskader i eksperimentalgrupper og kontrolgrupper, (20), (21), (22). Af de forebyggende foranstaltninger er gruppen ofte blevet fremhævet som værende af størst betydning. Tydeligst kom dette frem i en undersøgelse af Sobel, (12), (13). Han søgte at finde frem til hvilke faktorer, der var mest afgørende for, at soldater i det hele taget kæmpede på trods af deres ofte pinefulde tilstand. Han arbejdede med fem hovedfaktorer, som blev opstillet efter deres betydning for soldatens mentale stabilitet, se (figur 3). Distant ideals. Efter de første få måneders kampe blev begreber som »the four freedoms«, demokrati, kampen for fædrelandet ikke længere oplevet som et mål for kampen. Det kunne med sikkerhed fastslås, at disse faktorer var af relativ lille betydning såvel for motivationen som for opbygningen af et forsvar mod angst i de undersøgte grupper. Hatred of Enemy. Selv om bad kunne spille en positiv rolle som forsvar mod angst, var det alligevel det næste, som kunne falde bort, uden at soldaten brød sammen. Det skal dog anføres, at hans grupper, som i hovedsagen bestod af folk med »The old sergeant syndrome«, viste en langt større grad af fjendtlig indstilling end de øvrige grupper af psykisk sammenbrudte. Short-term goals. Sådanne forhold, som at love, at når næste angrebsmål var nået eller en bestemt by indtaget o. s. v., så ville der blive en pause, eller afløsning ville finde sted, kunne fremkalde nye kræfter hos de fleste. Men når løfterne viste sig ikke at holde, faldt moralen så meget desto hurtigere. Under 2. verdenskrig var det en almindelig opfattelse hos såvel officerer som mandskab, som kæmpede i Nordafrika i 1942^43, at når kampene her var endt, ville de blive sendt hjem, selv om der intet officielt forelå derom, (23). Da disse tropper derfor i juli-august 1943 blev sat ind ved landgangen på Sicilien, opstod der for det første mange psykiske sammenbrud, og for det andet gav soldaterne ved disse enheder stærkt udtryk for deres harme over det uberettigede i, at de efter den store indsats i Afrika skulle udsættes for yderligere kamphandlinger.
 
 
Man fandt også, at der mod slutningen af 2. verdenskrig opstod stærkere og stærkere normer for, hvor længe en soldat kunne holde til kampens pres. Alle kendte begrebet »Every man has his breaking point«, og var et bestemt antal dage af gruppen fastsat som norm for, at nu måtte brudgrænsen være nær, synes denne forventning at have afgørende virkning på evnen hos vedkommende gruppe til at udholde yderligere kampdage. Man kunne måske i denne forbindelse fristes til at tale om, at primærgruppen var ved at gå i opløsning. Men netop denne internaliserede norm er et udtryk for, hvor stærk primærgruppen er. At denne norm 3å ikke var heldig set fra et effektivitetssynspunkt, er en helt anden sag. Pride in self var af meget stor betydning som forebyggelse mod angst.
 
Næsten alle i denne undersøgelse havde en stærk oplevelse af, hvad man ventede af dem og gjorde meget for at leve op til disse idealer. De var stolte af deres job, og de var alene på grund heraf i stand til at modstå mere end de fleste. Netop her har israelerne gjort en stor indsats, idet de i uddannelsen starter med at indpode soldaten tillid til og tro på sit job, d. v. s., at soldaten erkender, at netop han har et vigtigt joh at udføre, og - hvilket ikke er mindst vigtigt — at han kan jobbet. I samtaler med soldater, som blev dekoreret for udvist mod, fandt man, at de fleste af disse soldater handlede, som de gjorde, fordi det blev forventet af dem. Det var usandsynligt, at de ville have sat livet på spil på lignende måde, hvis ikke kammeraterne havde været der. Når soldaterne alligevel handlede aggressivt, var det mere i positiv end i negativ betydning; mere af kærlighed end af had, som en undersøger udtrykte det. De kæmpede mere for nogen end egentlig mod nogen. De kæmpede for kammeraterne, for lederen, for gruppen, (7), (24). Loyalty to the group var det sidste og alt afgørende for disse mennesker. Hvis først gruppesammenholdet blev slået i stykker - hvilket kunne ske på flere måder - så var det sidste forsvar mod angsten borte, og der var ikke længere tale om en kampenhed. Denne gruppeloyalitet kan være så stærk, at den eneste mulige vej ud af gruppen er at blive såret eller dø.
 

Lederskabet og lederen

I den grønne betænkning om »Militær Pædagogik og Lederskab« (25) står bl. a., at undersøgelser under krigsforhold peger på gruppen som en af de mest betydende faktorer bag militær effektivitet, fordi gruppetilhørsforholdet tilsyneladende bevirker, at den enkelte får styrke til at handle effektivt i situationer, hvor han ellers ville bukke under for kampens stress. Også i den specielle litteratur, som jeg har benyttet, bekræftes dette, så jeg v il gå videre til lederskab. Også her er man enige om, at lederskab (lederens personlighed, relationer til gruppemedlemmer m. v.) er af stor betydning i profylaktisk henseende. Man støder imidlertid meget hurtigt på en række vanskeligheder, når der skal gøres nærmere rede for, hvad der menes med gode og dårlige ledere, godt og mindre godt lederskab og god og dårlig moral, mod og manglende sådant.
 
Fiedler (26) opstiller to hovedkrav til lederen, idet han anfører, at der tilsyneladende er et stærkt modsætningsforhold mellem de to hovedtyper af krav, man stiller til ledere, i det mindste når det drejer sig om ledere af mindre grupper. For det første stiller man helt oplagt krav om, at lederne skal være effektive, hvorved man mener, at deres grupper skal være maksimalt produktive (effektive). For det andet ønsker man, at lederen også skal være ansvarlig for sine gruppemedlemmers velbefindende (trivsel, tilpasning, tilfredshed o. s. v.) altså for de mere psykologiske sider af gruppelivet. Han skal være en slags »skriftefader«, til hvem medlemmerne kan komme med deres personlige problemer, han skal lytte til dem, hjælpe dem og give dem råd og vejledning og dæmpe (nedsætte) deres angst og usikkerhed. Fiedler søger at påvise, at disse to hovedkrav er uforenelige. Kravet om maksimal produktivitet (effektivitet) og det mere kvasiterapeutiske krav om at yde hjælp, bl. a. med henblik på at opnå bedre tilpasning, synes at kræve helt forskellige indstillinger og forskellige roller, som kun den helt usædvanlige leder vil kunne bestride. Fiedler nævner en række resultater fra såvel civile som militære undersøgelser. Han mener, at ledere, der føler sig stærkt emotionelt knyttede til deres gruppemedlemmer, ofte kommer i store vanskeligheder, når de f. eks. må afskedige dem, straffe dem eller sende dem ud på farlige opgaver o. s. v. Men har vi empiriske resultater, som støtter hypotesen om, at ledere, som er mindre fortrolige (familiar) over for deres medarbejdere - altså holder større afstand til dem - har bedre arbejdende grupper end ledere, der har nære relationer til deres gruppemedlemmer? Fiedler fandt, at dette var tilfældet. Mest tydelig viste denne »psykologiske« afstands betydning sig for effektiviteten i små militære grupper - her kampvogns- og flybesætninger - i forholdet mellem leder og nøglepersonel i gruppen. Man fandt, at ledere med et almindeligt fortroligt forhold til deres mandskab kunne have udmærkede »teams«, såfremt de ikke sociometrisk var bedre end denne eller disse nøglepersoner. Også her kan jeg henvise til førnævnte betænkning, (25), idet der her om lederen anføres: »Det er meget betydningsfuldt, at lederen til stadighed tilstræber at delegere opgaver og ansvar. Lederen bør tilstræbe, at de enkelte gruppemedlemmer på hver deres specielle område har større færdighed end han selv.«
 
Fiedler kom til det resultat, at den effektive leder er kritisk og ikke vil acceptere dårlige medarbejdere. En sådan indstilling er - giger han - i modstrid med de indstillinger, man forventer fra den mere terapeutisk indstillede leder, som skal være accepterende, mindre dømmende og mindre kritisk. Resultatet af de hos Fiedler omtalte undersøgelser er i korthed, at da man ikke kan forvente at finde mange ledere, der kan bestride begge hovedfunktioner, må man dele disse op således, at visse ledelsesfunktioner bestrides af lederen og andre af et eller flere medlemmer af gruppen. Men dette svarer jo i høj grad til det funktionelle synspunkt, som der gives udtryk for i betænkningen og i lederskabstræningen herhjemme. I en undersøgelse fra Koreakrigen (27) indsamlede man detaljerede oplysninger om og beskrivelser af 69 infanteridelinger, som alle kæmpede i forreste linie.
 
Det viste sig, at særlig fem lederskabsfunktioner var almindelige:
- lede delingen,
- bestemme (fastlægge) regler og procedurer for hensigtsmæssig adfærd (normer),
- danne et forbillede,
- undervise (uddanne) mandskabet,
- give den nødvendige emotionelle støtte til mandskabet.
 
Den første af disse funktioner (lede delingen) blev normalt varetaget af lederen (delingsføreren), hvorimod de øvrige funktioner udmærket kunne varetages af andre medlemmer i enheden. Nær ved en trediedel af alle øvrige medlemmer i de undersøgte delinger udførte én eller flere af lederskabsfunktioneme, og mere end halvdelen af disse blev udført af andre end delingsføreren.
 
Samarbejde og rådgivning
 
Et resultat af ovennævnte synspunkter og erfaringer er, at lederskab i dag erkendes som en kompliceret proces, der indeholder så mange og helt forskellige momenter, at de ikke alle kan bestrides af en enkelt person. Men selv om flere eller alle i gruppen kan udføre de specifikke lederskabsfunktioner, bliver der yderligere en række områder tilbage, hvor mere sagkyndig bistand kan blive nødvendig. Flere bar beskæftiget sig indgående med psykiatriens opgaver og stilling i forbindelse med den militære uddannelse og gennemgået de forventninger  og krav, som de tre hovedgrupper af im plicerede (psykiaterne, officererne og patienterne) stillede med, (28), (29), (30). Man omtaler også de opgaver og præventive foranstaltninger, som »the psychiatric team« kunne bestride i samarbejde med de uddannende myndigheder og lægerne for herved at undgå tilpasningsvanskeligheder. Det anføres, at det i de senere år er blevet mere og mere almindeligt at søge årsagerne til ineffektiv adfærd hos soldater i omgivelser (m iljø) og i interpersonelle relationer snarere end i individuel psykopatologi. Denne ændring har i mange lande medført et nært samarbejde mellem psykiatere, psykologer, officerer og andre, som har indflydelse på det m iljø, soldaten befinder sig i, såvel under uddannelsen som under krigsforhold. Samme forfattere anfører, at denne ændrede opfattelse giver anledning til tre former for præventive foranstaltninger. Primær forebyggelse, hvor man søger at ændre på sådanne forhold i det m iljø, soldaten arbejder, lever og kæmper i, at sandsynligheden for dårlig tilpasning nedsættes. Sekundær forebyggelse, hvor man arbejder på at konstatere tilpasningsvanskeligheder så tidlig t som m uligt og at tage disse under »behandling«, medens soldaten stadig er ved sin enhed (behandling i miljøet). Tertiær forebyggelse, hvor man søger at skabe sådanne miljømæssige og terapeutiske forhold for dem, der har så alvorlige vanskeligheder, at de må behandles på hospital, at deres tilstand hurtigt kan bedres. Sådanne foranstaltninger er også blevet anvendt på personer med disciplinære vanskeligheder, og forfatterne konkluderer, at dette program medfører en væsentlig nedgang i hospitalisering og kassation på grund af psykiske vanskeligheder, ligesom antallet af straffede falder væsentligt. Samarbejdet mellem ovennævnte personer har i øvrigt givet anledning til oprettelse af rådgivningshold, bestående af en række specialister, som er til rådighed ved de uddannende enheder og som kan være en hjælp og aflastning for de enkelte chefer m. h. t. problemer og vanskeligheder med enkeltpersoner og med mere generelle problemer vedrørende disciplin, moral, tilpasning, trivsel o. s. v. Andre (31) giver en nærmere beskrivelse af et sådant rådgivningsholds sammensætning og arbejdsmetoder og konkluderer, at man har opnået så gode resultater af såvel tidsmæssig som forebyggende art, at sådanne rådgivningshold bør oprettes ved alle større tjenestesteder.
 

Udskiftningssystemer

Ved udskiftningssystemer skal her forstås de fremgangsmåder, der anvendes m. h. t. den tid, kampenhederne gør egentlig fronttjeneste afbrudt af en tid længere tilbage i reserve eller på orlov samt de fremgangsmåder, der anvendes ved indsættelse af erstatningsmandskab. Her viste der sig at være meget stor forskel på bl. a. amerikanske og engelske systemer. Amerikanerne erstattede successivt tabene ved enhederne og holdt de samme enheder fremme som frontenheder i længere tid. Englænderne brugte en anden fremgangsmåde, idet de som hovedregel holdt enhederne ved fronten i tolv dage for herefter at trække dem i reserve i fire dage ofte ret langt bag fronten i nogenlunde sikret rum. Herunder indgik erstatningsmandskab i enhederne, og forsyninger m. v. blev suppleret op, (1). Noget andet og sikkert ikke mindre vigtigt i denne forbindelse er, at englænderne ikke anvendte udskiftning af enkeltindivider, men af enheder især på de laveste trin (grupper, sektioner, delinger), (32). Amerikanerne ændrede mod krigens slutning fremgangsmåde i retning af englændernes.
 
Uddannelsen
 
Uddannelsens betydning som forebyggende faktor mod ineffektivitet kunne synes umiddelbart indlysende. Har uddannelsen været effektiv, hvormed menes, at soldaten har lært sit job, kan yde en maksimal indsats, kan udholde fysiske strabadser i et vist omfang o.s.v., skulle han også i tilsvarende grad være beskyttet mod de psykiske og fysiske påvirkninger på kamppladsen og dermed være effektiv. Fredstidsuddannelsen kan dog meget vel udelukkende bygge på ledernes form elle autoritet, hvor man efter traditionel militær pædagogik søger ordrer, påbud og regler gennem ført og overholdt ved løfter om belønninger samt ved trusler om straf og andre sanktioner. Det er sikkert muligt gennem en blind lydighedstræning i fredstidsuddannelsen at opnå en effektivitet, som tilsyneladende tilfredsstiller kravene i uddannelsesbestemmelserne. Mandskabet kan deres job, kan arbejde hurtigt og sikkert, er i udmærket fysisk form o.s.v. De udviser udmærket disciplin, idet de uden tøven og indsigelse efterkommer enhver ordre. Man vil være tilbøjelig til at sige, at enheden er i besiddelse af en udmærket moral og god disciplin.

Det er imidlertid ikke m uligt gennem en sådan uddannelse at skabe sikkerhed for, at soldaten også på kamppladsen vil udvise blind lydighed. Foruden den angst og frygt, der i forvejen er skabt gennem anvendelse af straf og andre sanktioner, kommer nu følgerne af kamppladsens mangeartede stimuli. Jeg har tidligere frem ført, at frygt og angst optræder hos alle kampsoldater, og at følgen heraf er inaktivitet. For at en enhed kan betegnes som kampduelig, må de enkelte i enheden i så høj grad som m uligt kunne beherske frygt og angst. Disse emotioner kan imidlertid kun beherskes - stadig inden for visse grænser - ved at den enkelte føler (oplever) en stærk tilknytning til sin gruppe, heri indbefattet lederen. Disse krav kan imidlertid næppe op fyldes under et rent autoritært system. Et sådant system har en tendens til at skabe antipatier, fordomme og generaliseringer. Undersøgelser har vist, at uformelle kammeratskabsgrupper eller kliker dannet på tværs af mere form elle grupper, der er skabt som en del af et større socialt system, kan bidrage til at forringe fællesindsatsen inden for de form elle grupper, (33). Dette er yderligere en påmindelse om, at de af forsvaret dannede formelle grupper (udpeget leder og tilfældigt sammensatte grupper af menige (rekrutter)) så hurtigt som muligt hør danne positive primærgrupper med de for disse særlige karakteristika. Den absolutte lydighedspligt bliver under sådanne omstændigheder intet problem. Lederen har gennem sin personlige autoritet opnået, at lydighed er blevet en norm i gruppen. Men herved er der samtidig dannet en enhed med en god moral og disciplin og vel at mærke en moral og disciplin, som virker forebyggende mod tilpasningsvanskeligheder i almindelighed og mod inaktivitet under kampforhold. Det anføres også, at det er m uligt gennem uddannelse og erfaring (træning), at nedsætte effekten af frygt og angst. Man har nævnt, at en krævende og realistisk uddannelse må gennemføres, hvis man blot i nogen grad skal kunne vænne soldaten til kamppladsens stim uli, samt lære ham at løse vanskelige opgaver under mere eller mindre farlige omstændigheder og ofte med livet som indsats. Der nævnes tilvænningsøvelser af en sådan karakter, at den enkelte herunder kommer til at opleve frygt samt får lejlighed til at beherske den. Her skal blot nævnes ophold i gruppehjælm på ubestemt tid, overlevelsesøvelser i gruppe, løsning af vanskelige opgaver som passage af  svære hindringer m.v., som kræver samarbejde, reaktions- og handlebaneøvelser med så realistiske momenter som muligt, og opøvelse af evnen til at kunne optræde sikkert i mørke og til at kunne forskydes hurtigt fra eet sted til et andet. Hertil kommer tilvænning til kamppladsens mangeartede lyde, hvor soldaterne i skydeterræner m.v. så ofte som muligt og på så nært hold som muligt udsættes for forskellige former for beskydning, altså øvelser i lighed med de amerikanske infiltrationsøvelser, hvor soldaten skal passere et bestemt terrænområde, hvorover der skydes med skarpt, (34), (35), (36). Især overlevelses- og tilvænningsøvelser er af stor forebyggende værdi for enheder, der senere bliver udsat for egentlige kamphandlinger. Dette er ofte blevet bekræftet i samtaler og interviews med krigsveteraner - såvel befalingsmænd som menige - idet de anfører, at de i alt for ringe grad var blevet forberedt på det, de blev udsat for på kamppladsen. De havde hørt et foredrag eller to og måske set nogle krigsfilm . Selv om mange enheder under moderne krigsforhold bliver transporterede på den ene eller den anden måde, viser erfaringerne, at den fysiske træning også er af stor betydning. Den fysisk udmattede og nedbrudte soldat er ikke i stand til at mobilisere et tilstrækkeligt forsvar, hvis situationen pludselig forværres eller noget uventet sker. Selv om den fysiske udtrætning ikke antages at være den primære årsag til psykiske sammenbrud og ineffektivitet, er det dog indlysende, at jo bedre en enheds fysiske standard er, des bedre vil dens kampeffektivitet være, og i jo højere grad er det m uligt at mobilisere kræfter til at modstå de emotionelle reaktioner i det mindste på korterevarende stress. Til en effektiv uddannelse hører også et grundigt kendskab til enhedens materiel og våben m.v. Sikkerhed i betjening og behandling af dette giver soldaten mulighed for aktiv handlen, når noget uventet sker, og aktivitet er i sig selv frygt- og angstdæmpende. Men selv om det er rigtigt, at våbenbetjening, forskellige formationer og andre procedurer skal kunne udføres under alle forhold, og uden at soldaten skal tænke over de enkelte greb m.v., behøver det ikke at være rigtigt, at denne rutine kun kan opnås ved stadige gentagelser som eksercermæssige indøvelser og andre standardprægede metoder. Under kampforhold vil to situationer næppe være ens, og en bunden og standardpræget uddannelse kan derfor medføre, at soldaten ikke kan handle i nye og uvante situationer, og ej heller uden at ganske bestemte kommandoer bliver givet. Resultatet er inaktivitet og manglende evne til at handle selvstændigt eller til at tilpasse det lærte til nye situationer. Vedrørende enkeltmands- og enhedsuddannelse ser det for mig umiddelbart ud til at Israelerne har taget konsekvensen af krigserfaringerne. Jeg kan her henvise til artiklen »Junikrigen 1967« i Militært tidsskrift, oktober 1968. Heri står bl.a., idet jeg tillader mig at citere: »Gruppe- og delingsuddannelse ofres særlig opmærksomhed. Man kan uden besvær ved formel uddannelse få kompagnier, bataljoner og højere enheder til at overskride udgangslinien for et angreb, at rykke frem i rigtig formation, at storme på det rette tidspunkt o.s.v., men hvis ikke delinger, grupper og enkeltmand herefter i forbindelse med indbruddet optræder på den måde, situationen kræver, indebærer det, at man i stedet for soldater snarere har uddannet et hold statister - og med statister kan man ikke vinde et slag.« Så vidt Israelerne.

Sammenfatning

Uanset udvælgelsessystemets effektivitet, må det erkendes, at udvælgelse alene som profylaktisk foranstaltning mod psykiske sammenbrud, ikke giver tilstrækkelig sikkerhed. Adskillige undersøgelser har vist, at soldater, som på forhånd var anset for velegnede til krigstjeneste, alligevel brød tidlig t sammen, medens andre, som efter de samme kriterier var blevet anset for tvivlsomt egnede eller endog uegnede, klarede sig godt. Da det således ikke kan forventes, at psykiske skader og ineffektivitet helt kan undgås under krigsforhold, må konsekvensen være, at man allerede i fredstid har truffet sådanne foranstaltninger bl.a. med hensyn til behandling, at denne vil kunne være effektiv samtidig med eller i umiddelbar tilslutning til krigshandlingers opståen - ikke mindst fordi erfaringerne har vist, hvor afgørende en hurtig behandling af disse skadede kan være for deres fortsatte anvendelse under krigen og for deres senere civile tilværelse. Vedrørende lederskab og gruppefaktor fremgår det af krigserfaringerne, at gruppesammenholdet og et emotionelt betonet (gruppeorienteret) lederskab er de bedste præventive foranstaltninger mod sammenbrud. På trods af kritiske bemærkninger mod såvel primærgruppen som mod lederens stilling og til trods for de store forskelle på fredstid og krigstid med hensyn til stress og andre faktorer, så må det erkendes, at der allerede under fredstidsuddannelsen må lægges vægt på gruppedannelse.

Erfaringerne taler for, at i jo højere grad det er muligt under uddannelsen at skabe et gruppeorienteret klima, i jo højere grad har man udnyttet lederskabets og gruppefaktorens profylaktiske muligheder. At ethvert individ har sin brudgrænse, kan næppe betvivles og vel ej heller, at en række individuelle faktorer spiller ind. Det er blevet anført, at ethvert individ har sine stærke og svage punkter, og at et psykisk sammenbrud under kamp ofte er en følge af, at netop et af dette individs svage punkter er blevet ramt af en bestemt påvirkning. På den anden side må man også se på kampenheden som sådan med hensyn til dens effektivitet. Her har erfaringerne vist, at et udskiftningssystem er nødvendigt, hvis der skal regnes med kampe over en længere periode. Hvordan det skal formes er måske knap så afgørende, som at det er forberedt i fredstidsuddannelsen og i planlægningen bl.a. vedrørende mobiliseringsenhedernes sammensætning, opstilling og indsættelse. Her bør også nævnes, at mobiliseringssoldaterne i så høj grad som muligt bør forblive ved deres gamle enheder uanset deres geografiske opholdssted i hvert fald ved de højst prioriterede enheder. Uddannelsen skal være realistisk og krævende. Meget af det arbejde en soldat må udføre er ubehageligt, men feltlivet under kamp vil stille meget store krav til både fysisk og psykisk styrke hos den enkelte. Hertil kommer, at alt personel bør have et så grundigt kendskab som m uligt til kampens realiteter. Alle må vide noget om »normale« kampreaktioner, kende de almindeligste reaktioner i initialstadiet og ved psykiske sammenbrud, ligesom de almindeligste forebyggende foranstaltninger må være kendte.

En hård og krævende uddannelse vil uden tvivl stille for store krav til nogle individer, og bl.a. derfor er det omtalte program vedrørende forebyggelse sikkert af stor værdi. Man må acceptere, at efterkassationer ikke kan undgås, men til gengæld vil man hurtigt få opstillet mere effektive enheder og behandlingen af soldater med tilpasningsproblemer kan i høj grad foregå i miljøet (altså uden indlæggelser), hvorved man har konstateret, at en helbredelse (tilpasning) går langt hurtigere. Jeg har i hovedsagen ladet dette indlæg dreje sig om effektivitet contra ineffektivitet under kampforhold. Jeg finder det helt forkert at tro, at vor udvælgelsesprocedure skulle være så effektiv og vore soldater så gode, at psykiske kampskader og ineffektivitet ikke skulle forekomme under kamp. Og vi har vel ikke råd til at miste een eneste mand. Vi gør, hvad vi kan, for at lære ham at overleve og for at hjælpe ham, hvis han såres.

Men gør vi tilstrækkeligt under uddannelsen med henblik på at nedsætte antallet af psykiske skader og for at undgå ineffektivitet under kampforhold?

S. Jensen

Referencer

(1) Ahrenfeldt, R . H . Psychiatry in the British Army in the Second World War. London, 1958.

(2) Bartemeir, L . H . m. fL Combat Exhaustion. Journal of Nervous and Mental Disease, 1946, 104.

(3) Glass, A . J. Combat Exhaustion. U . S. Armed Forces Medical Journal, 1951, 2.

(4) Jensen, S. Psykiske kampskader. Militærpsykologisk Tjeneste, 1968.

(5) Menninger, W . C . Psychiatry in a troubled World , N . Y ., 1948.

(6) Churchill, W . S. Den anden verdenskrig. København, 1951.

(7) Spiegel, H . X . Psychiatric observations in the Tunesian campaign. Am r. J. of Ortopsychiatry, 1944, 14.

(8) Lidz , T . Psychiatric Casualties from Guadalcanal. Psychiatry, 1916, 9.

(9) Stouffer, et al. The American Soldier. N . Y ., 1949.

(10) Hanson, F . R . Combat Psychiatry. The Bulletin of the U . S. Army Medical Department, 1949

(11) Hanson, F . R . The Factor of Fatigue in the Neuroses of Combat. I: Combat Psychiatry, 1949.

(12) Sobel, R . The o ld Sergeant Syndrome. Psychiatry, 1947, 10.

(13) Sobel, R . Anxiety-depressive reactions after prolonged combat experience. Bull. of U . S. Army Medical Department, 1949.

(14) Marshall, S. L . A . M en against fire. N . Y ., 1951.

(15) Glass, A . J. T he Prob lem of stress in the combat zone. I: Symposium on Stress. Washington, 1953.

(16) Swank, R . Combat exhaustion. J. of Nervous & Mental Disease, 1949, 109.

(17) Swank, R . & Cohen, B . Cron ic Symptomatology of Combat Neuroses. War Medicin , 1945, 8.

(18) Swank, R . & Marchand, E . Combat Neuroses. Development of combat exhaustion. Arch . Neuro l. & Psychiatry, 1946, 55.

(19) Garner, H . Psychiatric casualties in combat. W ar medicin. 1945, 8.

(20) Needles, W . The succesfull neurotic soldier. The Bull, of U . S. Army Medical Department, 1945, 4.

(21) Sharp, W . L . Fate of 395 m ild neuropsychiatric cases salvaged from training period and taken into combat. Am r. J. of Psychiatry, 1950, 106.

(22) Glass, A . J. An attempt to predict probable combat effectiveness by brief psychiatric examination. Am r. J. of Psychiatry, 1949, 106.

(23) Glass, A . J. Observations upon the epidemiology of mental illness in troops during warfare. I: Symposium on preventive and social Psychiatry. Washington, 1957.

(24) Spiegel, H . X . Preventive Psychiatry with combat troops. Am r. J. of Psychiatry, 1944, 101.

(25) Betænkning nr. 428 om Militær pædagogik og ledelsesformer. København, 1966.

(26) Fiedler, F . E . Non-fraternization between leaders and followers and its effects on group productivity and psychological adjustment. I: Symposium on preventive and social Psychiatry. Washington, 1957.

(27) Janowitz, M . Sociology and the Military Establishment. N . Y . 1965.

(28) Weiss, J. M . A . The role of Psychotherapist in M ilitary Training Centers. Military Medicin, 1956, 118.

(29) Weiss, J. M . A . A conceptual Framework for Preventive Psychiatric Programs in Military Centers. Military M ed ic in , 1958, 122.

(30) Glass, A . J. m. fl. The current status of Arm y Psychiatry. Am r. J. of Psychiatry, 1961, 117.

(31) Druss, R . G . Group Intake Conferences at a Mental Hygiene Consultation Service. Military Medicin, 1964.

(32) Kardiner, A . & Spiegel, H . X . War Stress and Neurotic Illness. N . Y ., 1947.

(33) Goldschmidt, V . Samfundsmennesket. København, 1964.

(34) Basowitz, H . et al. Anxiety and Stress. N . Y . 1955.

(35) Clark, R . A . Leadership in R iffle Squads on the Korean Front L ine . H um R R O , Technical Report, 21, 1955.

(36) Berkun, M . M . et al. Experimental studies of psychological stress in man. Psychological Monographs, 1962, 76.

Supplerende litteratur

Egbert, R . L . m. fl. Fighter I: A n analyses of combat fighters and non-fighters. H um R R O , Techn ical Report, 1957.

Ginzberg, E . et al. The ineffective soldier. Yo l. 1-3. N . Y ., 1959.

Glass, A . J. Psychiatry in the Korean Campaign. U . S. Arm ed Forces Medical Journal, 1953.

Grinker, R . R . & Spiegel, J. P . War Neuroses. Philadelphia, 1945.

Grinker, R . R . & Spiegel, J. P . Men under Stress. Philadelphia, 1945.

Merton, R . K . & Lazarsfeld, P . F . Studies in the scope and method of »The American Soldier«. Illinois, 1950.

Rylander, G . & Thord , Å . Krigsneuroserna och de moderna stredsmedlers psykiska verkninger. Kung liga Krigsvetenskapsakademiens Hand linger och Tidsskrift, 1950, 9.

Wolff, H . G . Every man has his breaking point. Mil. Med., 1960, 125.

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon psykiske_kampskader1969_1.pdf

Litteraturliste

Del: