Primitiv krigsførelse

I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole har kadet E. J. Andersen, klasse Rye, udarbejdet denne studie over den primitive krigsførelses oprindelse og former.

Walter Bagehot: »Civilisationen begynder, ford i civilisationens begyndelse er en militær nødvendighed!«

Begrebet »Primitiv krigsførelse« betragtes normalt kun udfra de få linier, som oberstløjtnant Axel Storch ofrer på emnet i sin bog: »Krigskunst og hærvæsen gennem tiderne.« 1) Et nærmere studium afslører imidlertid meget interessante supplerende kendsgerninger.

Professor i »International Law« ved Chicago-universitetet, Quincy Wright, har ved udarbejdelsen af »A Study of War« 2), hvori han på videnskabelig basis behandler krigens problemer, været klar over dette forhold og har derfor fundet det nødvendigt at opdele stoffet i forskellige afsnit, fordi, som det siges i bogen, citeret efter Polybius3): »Det er kun ved kombination og sammenligning af de forskellige dele af det hele, ved at observere deres ligheder og forskelligheder, at mennesket kan nå sit mål: kan skaffe sig et indtryk, som samtidigt er klart og komplet; og dog bevare både fortjenesten og fornøjelsen ved historien!«

Han inddeler krigen i følgende afsnit:

- Dyrisk krig.

- Primitiv krig.

- Historisk krig.

- Global krig.

Han har altså indset betydningen af de første menneskers krig; ikke alene set som et enkelt afsnit, men betragtet som en integreret del af krigens fænomen.

------------------

1) Udarbejdet til brug ved undervisningen i krigshistorie ved Hærens Officersskole.

2) Quincy Wright: A Study of War. Benyttet som hovedkilde.

3) S. Schuckburgh: The Histories of Polybius. Cit. efter Quincy Wright: A Study of War, side 26.

------------------

Næsten alle militære skribenter har hidtil enten helt undladt at komme ind på emnet, eller har kun givet nogle få spændende, men unøjagtige og lidet overbevisende beretninger som indledning til det egentlige i deres værk, den historiske tidskrig. Det var ønskeligt, at denne indstilling ændres, for »civilisationen er jo endnu kun i sin barndom sammenlignet med den primitive tidsepokes uhyre udstrækning4)!«

Den primitive krig, den primitive mands krig, tog sin begyndelse med fremkomsten af primater, som var i stand til at gøre sig forståelig overfor hinanden ved en eller anden form for bestemt sprog. Denne overgang fra dyret til det første menneske skete for en halv til en hel million år siden. Dette var begyndelsen! Hvor finder man så slutningen af den primitive krig? Svaret hertil må blive: Dette stade er ved at være afsluttet, når vi betragter den primitive krigsform, idet der næppe i dag lever folk her på jorden, som har undgået enhver påvirkning af civilisationen, og som på alle områder befinder sig i et kulturstadie, der ligner det, de allerførste mennesker var udsat for. Som krigsform synes den primitive krigsførelse at være forbi, men dermed er ikke sagt, at alle træk af denne også er forbi.

Her bliver vi stillet overfor spørgsmålene: Hvilke folk er primitive? og Hvordan er deres krig?

På grund af det meget lille antal mennesker, som i vor tid kan henregnes under førnævnte kategori, og som måske ikke har være i berøring med civilisationen, men endmi i vor tid lever helt primitivt, i den betydning jeg i det følgende vil lægge i ordet, er det meget vanskeligt at definere det primitive folk nøjagtigt. Der findes så mange, som gennem en ganske let påvirkning er blevet forandrede, således at de ikke kan komme indunder begrebet; men som passende definition kan man vel sige, at primitive folk er folk, som lever i selvstændige samfund, og som ikke benytter skrift.

På grund af denne mangel på skriftsprog og den dermed følgende mangel på opnoteret historie og erfaring fra tidligere generationer, som måske kunne have startet en udvikling, er de primitive folk tvunget til at organisere sig i små politiske samfund, landsbyer eller stammer, hvis kerne er familien, som taler det samme sprog, og som ikke er større, end at de kan ordne alle sager ved mundtlig forhandling. Enhver form for uddannelse, herunder også viderebringelsen af love og bestemmelser for samfundet, kan kun udstrække sig til de ting, som forældrene kan huske, og som de kan viderebringe mundtligt til næste generation. Det er klart, at et sådant systemer statisk og virker meget hæmmende på udviklingen.

--------------------

4) M. R. Davie: The Evolution of War. Cit. efter Quincy Wright: A Study of War, side 53.

--------------------

Slægtsforhold spiller en meget stor rolle i disse samfundsorganisation, der er ordnet efter ganske bestemte regler, som dog er forskellige for de enkelte samfund. Disse regler er ofte mere baseret på magi end på nogen egentlig logisk tankevirksomhed. Det er ikke lettere at finde frem til et fuldgyldigt svar på spørgsmålet: Hvordan er deres krig? Primitive folk fører sjældent krig med det formål at opnå håndgribeligt økonomisk og politisk udbytte. Deres fjendtligheder dirigeres sjældent af en organiseret militær klasse. Disse ting, der som produkter af civilisationen i vore dage i det væsentlige indgår i krigens billede, kan man ikke finde hos de primitive folkeslag.

Den primitive krigsførelse omfatter langt mere end dette. Den kan defineres som enhver af samfundet billiget magtanvendelse mod andre menneskelige væsener udenfor samfundet. Indunder denne definition kan regnes f. eks. slægtsfejder og hovedjagt, som begge på grund af henholdsvis stammeregier og magi var anerkendt af det øvrige samfund. Andre former for magtanvendelse, som forbrydelser eller personlige afstraffelser, kunne ikke sanktioneres, og som følge deraf ikke komme indunder begrebet krig. Til løsning af sådanne problemer havde man ganske særlige regler. Blandt oprindelige australiere f. eks. afgøres drabssager på den måde, at drabsmanden stiller sig frem som mål for et bestemt antal spyd, som kastes mod ham af en fra den myrdedes familie. Det bliver så drabsmandens sag at sno sig, så han ikke rammes.

Antropologerne har inddelt de primitive mennesker i utallige forskellige grupper, hver med sin geografiske placering og sine racemæssige, sociologiske, kulturelle og sproglige karakteristika. Der er en ganske klar forbindelse mellem nogle af disse klassifikationer. Folk i samme geografiske område er sandsynligvis hinanden lig i racemæssig og kulturel henseende; men der er alligevel så mange undtagelser, at man skal være forsigtig med nogen form for generalisering. Med krigen gælder naturligvis det samme, og dens virksomhed, teknik og forudsætninger varierer da også meget fra stamme til stamme. Det vil dog være på sin plads først at fremhæve og behandle de områder, hvor det er muligt at give problemerne en sammenlignende bedømmelse i større træk.

Dette kan gøres, når man vil bedømme graden af krigeriskhed hos de forskellige folk, da ganske bestemte retningslinier her kan drages. I almindelighed kan man sige, at folkene kan inddeles i fire forskellige kategorier:

- Ukrigeriske folk, som kun kæmper i forsvar.

- Moderat krigeriske, som kæmper for ritualer, sport, hævn eller personlig prestige.

- Mere krigeriske, som kæmper for sociale og økonomiske forhold, så som erobring af bytte eller slaver eller udvidelse af landområder, og endelig

- Mest krigeriske, som udover det allerede nævnte også kæmper for politiske formål.

Denne klassifikation af de primitive folk i fredsommelighed og krigeriskhed kan overføres på den tidligere nævnte antropologiske inddeling med tilfredsstillende resultat. Geografisk kan folk inddeles efter kontinent. Krigeriskheden synes at have været størst i Afrika og Europa og mindst i Australien, mens Amerika og Asien har ligget midt imellem. Dette falder nøje sammen med undersøgelser baseret på raceinddelingen, som viser, at den hvide og den sorte race er mest krigerisk anlagt, medens den gule og den røde race er moderat krigeriske, og australieren kan betegnes som værende fredelig.

Klimaforholdene har også indflydelse på forholdet. Det ser ud, som om folk fra meget varme og meget kolde egne, naturligvis med undtagelser, er mere fredelige end folk, som bor i mere tempererede egne, hvor klimaet skifter med årstiderne. Det er i denne sammenhæng interessant at se, at det netop er i sådanne egne, Nilens, Eufrats og Tigrisdale, at civilisationen sandsynligvis først blev udviklet, hvilket kunne tyde på, at krigen virker udviklende på samfundet, noget jeg skal vende tilbage til senere. Selve landets beskaffenheder også af betydning. Ørken-, steppe- og kystbeboere er alle meget krigeriske. For de to førstnævntes vedkommende fordi forholdene på stedet er meget ringe, og de er tvunget til at erobre bytte og eventuelt land fra naboerne for selv at overleve. For kystbeboernes vedkommende fordi de har så store muligheder for at komme omkring og komme i kontakt med andre stammer. Dette vil uvægerligt medføre stridigheder, som bl. a. kan tage form af regulært sørøveri. Bjerg - og skovbeboere er derimod fredeligere, ford i de sjældent har mulighed for at færdes ret langt uden for deres eget område. Kulturelt kan de primitive folkeslag inddeles i de, som lever af at samle føde, af at jage, af at holde husdyr og af at dyrke jorden. Det viser sig, at samlerne, de lavere jægere og lavere agerbrugere er de mest fredelige, medens højere jægere og højere agerbrugere og specielt hyrderne og nomaderne er mere krigeriske.

Sociologisk kan man inddele folkene efter samfundenes størrelse begyndende med de helt små grupper, over landsbyen, stammen og endende i staten eller stammesammenslutningen. Her gælder det, at jo større et samfund bliver, jo mere krigerisk vil det være. Man kan også foretage en sociologisk inddeling efter, hvorledes arbejdsfordelingen indenfor køn og alder er foretaget i de enkelte samfund. Jo mere opdelingen er gennemført, jo mere krigerisk er samfundet. De mest krigeriske vil naturligvis være de organisationer, som har udskilt en speciel krigerklasse.

Som konklusion kan man sige, at jo længere tid nabofolk har haft til ganske automatisk at komme i ligevægt med hinanden og med miljøet, jo mere fredeligt vil de være indstillet. Dette har kun kunnet ske, hvis mennesker ikke har haft for stor mulighed for at komme i forbindelse med hinanden på grund af f. eks. terrænmæssige og klimamæssige forhindringer, og hvis miljøet har været stabilt og således, at man kunne klare sig på stedet. Omvendt er krigeriskhed forårsaget af forstyrrelser i denne ligevægtsdannelse, som har bevirket, at folkene er blevet nødt til at gribe til våben for at overleve. Hvilke årsager kan der da være til, at et folk går i krig? I det følgende behandles nogle af de vigtigste muligheder, som stort set kan besvare spørgsmålet.

- Føde: Primitive nomader foretager plyndringstogter hos deres naboer og tager deres kvæg til føde, når det står dårligt til med deres egen bestand. Dette udarter sig dog sjældent til krig, da røveren normalt vil foretrække at flygte i stedet for at blive og slås. Blandt samlere og jægere er madrøveri forekommende, selv om det er sjældent. Kannibalisme er, selv om det kan være årsag til krig, mere forbundet med anerkendte ritualer end med spisebordet. Hvis begærlighedsmotiver spiller ind i den primitive krig, er det oftest på grund af magi og ritualer og kun sjældnere på grund af fødemangel. Magtanvendelse for mad vil sædvanligvis være rettet mod helt andre skabninger i form af jagt og ikke mod mænd.

- Kønnets betydning: Kamp om kvinder stammer indbyrdes er ret almindeligt forekommende. Kønnet er i den grad forbundet med hele den sociale organisation, at brud på kønsreglerne, voldtægt og ægteskabsbrud, foretaget af ikke medlemmer af samfundet er en af de almindeligste årsager til fejder og krige. Blandt mange folkeslag er det skik og brug, at manden for at blive gift først skal vise sin færdighed i krig. De krige, som opstår heraf, bliver ofte direkte ansporet af kvinderne, så man kan sige, at kønnet i høj grad er krigsårsag. Bedre bliver det heller ikke af, at der mange steder er tradition for flerkoneri, hvilket let kan resultere i kvinderov fra andre stammer for at få dækket behovet.

- Territoriet: Næsten alle primitive folk lever indenfor nøjagtigt afgrænsede territorier, som tilfredsstiller deres økonomiske behov. Hos samlere og jægere er befolkningens tilvækst sædvanligvis så nøje afstemt, at der sjældent vil være behov for at udvide området, og derfor kan det vanskeligt komme til krig af denne årsag, hvis ikke andre blander sig i forholdene. Her har civilisationens fremmarch tydeligt vist, at praktisk talt alle primitive folkeslag vil gå i krig for at forsvare deres territorium, hvis det er nødvendigt. I praksis er det dog ikke selve territoriet, som bliver forsvaret. Man ville jo bare kunne flytte til andre områder, hvis man ikke blev forhindret deri af andre, og netop dette passer godt med det primitive menneskes natur, at flygte før at kæmpe. (Et forhold, som vil blive behandlet senere.) Det, der forsvares, kan indregnes under de to første faktorer, nemlig mad og køn, da området jo skal føde stammen og give plads til familiens hjem.

- Eventyrlyst: Krig for sportens skyld er mere almindelig, end man måske umiddelbart skulle tro. Melaneserne har f.eks. en meget mild form for krig, som kæmpes mellem to nært beslægtede grupper. De eneste våben der bruges, er stokke, og kampen ender meget sjældent med ulykker. Det er næsten at betragte som en sneboldkamp mellem børnene fra to gader. Det er klart, at man ikke kæmper således overfor alle. Mod mere almindelige fjender er der regulære slag, som, når de resulterer i ulykkes tilfælde, er beskyttet af forskellige regler til at begrænse ødelæggelserne. Endelig er der den alvorligste type krig, som er helt ubarmhjertig. Den udfører melaneserne normalt ved baghold eller natlige plyndringstogter med det formål helt at udslette fjenden og hans ejendom. Det huskes, at australierne var den mest fredelige race. Hos visse stammer af disse sender man af og til ekspeditioner ud tilsyneladende for at indsamle helbredende plan­ter, som kun vokser meget langt borte. Ekspeditionen har undervejs små ublodige sammenstød med andre stammer, hvis territorium de naturligvis må passere, og når de kommer hjem, fortæller de i fantastiske vendinger om deres oplevelser og store krige. Dette er medvirkende til at stække eventyrlysten og på den måde forhindre virkelige krige, samtidig med at disse opdigtede bedrifter styrker sammenholdet i stammen hjemme.

- Selvopholdelsesdriften: Alle mennesker såvel som dyr, vil forsvare sig, hvis de bliver angrebet, og der ikke åbner sig nogen flugtmulighed. Det individuelle selvforsvar giver dog sjældent anledning til magtanvendelse, da de fleste primitive folk sædvanligvis, medmindre de da allerede er i krig, vil foretrække flugt fremfor kamp. På et andet punkt stiller det sig dog noget anderledes. Fejder, krige for at hævne et familie - eller samfundsmedlems død eller krige for at forsvare samfundets skikke, er meget nært knyttet til selvopholdelsesdriftens følelse, fordi det primitive menneske let vil kunne identificere sig selv med familien eller samfundet.

- Herskesyge:  Denne faktor, som har så stor betydning blandt civiliserede folk, eksisterer ikke blandt de helt primitive. Først da høvdingebegrebet opstår, med den mere sammensatte sociale organisation, kan man begynde at regne med den. Man kan tale om, at krige tjener til at bevare den klasseinddeling, der er foretaget i samfundet, og til at bevare høvdingens magt. Det er således høvdingen selv, som ønsker krigen for gennemsejrrige kampe til stadighed at kunne overbevise sine undersåtter om hans berettigelse som fører. Blandt hovedjægere går det så langt, at høvdingen udvælges efter, hvor mange hoveder han har erobret.

- Uafhængighed: Da slaveri, underkastelse og social lagdeling er ukendt hos de fleste primitive folk, er begrebet uafhængighedskrig det altså også. Selv, hvor der virkelig er tale om folk, som har underlagt sig andre ved magt, kender man ikke begrebet. F . eks. erobrede zuluerne en del andre stammer og dannede et slags imperium. Selv om disse stammer blev forsynede med våben for at være med til at fortsætte zuluernes erobringer, gjorde de ikke oprør, men deltog uden modstand i det, de blev beordret til.

- Solidaritet: Opretholdelse af sammenholdet indenfor samfundet er af største betydning for det primitive menneske, og denne solidaritet er skyld i de fleste af de krige, der bliver ført mellem primitive stammer. Flere af de tidligere nævnte faktorer bliver på den ene eller den anden måde berørt af netop denne sidste og absolut vigtigste årsag. Hvorfor er solidariteten så stor? Kan man spørge. Man må nok søge helt tilbage til definitionen af det primitive menneske og svare, at på grund af mangelen på skriftsprog og deraf følgende uddannelse, vil de skikke og religiøse forestillinger, som gør stammen til en sammentømret enhed, have enorm magt. Dette er jo også flere gange tidligere blevet påpeget. På den anden side er det interessant at se, at krig for at udbrede deres religion og skik ikke findes blandt primitive folk. Sådanne ting bliver betragtet som en særlig arv fra forfædrene, som er uegnet til udbredelse blandt andre, og som skal bevares uændret til næste generation.

Almindeligt kan siges, at blandt primitive folkeslag er samfundets regler, skikke og behov langt mere end det menneskelige instinkt afgørende for menneskets drifter. Krigens anledning og form blandt primitive folk er altså af mere sociologisk end psykologisk art. Det vil være af betydning at gå nærmere ind på den sociale solidaritet, som jeg begyndte på under den sidste krigsfrembringende faktor. Opretholdelsen og styrkelsen af dette sammenhold indenfor samfundet må i det væsentlige siges at være krigens hovedformål, og at være af direkte sikkerhedspolitisk natur.5

Krigen kan f. eks. bruges, når fornemmelsen af sammenhold indenfor gruppen synes at svækkes, til på overbevisende og dramatisk måde at demonstrere dette sammenholds nødvendighed og betydning. Vi kan genfinde fænomenet den dag i dag. I mange diktaturstater benyttes krig mod fjender, som tilsyneladende truer nationen, til at samle folket og aflede dets tanker fra indre politiske utilfredsstillende forhold, som kan svække sammenholdet og den gensidige solidaritet. Krig er altså her en sikkerhedspolitisk nødvendighed af hensyn til samfundets overlevelse. Den sociale solidaritet indebærer også, at det økonomiske udbytte, som kan fremskaffes med de midler, der er til rådighed for samfundet, er passende til medlemmernes underhold, og at de kvinder, der er til rådighed, er tilstrækkelige til at imødekomme mændenes krav, der, som tidligere nævnt, ofte er dikteret af skikke, som støtter flerkoneri. Da den primitive krig almindeligvis udrydder mange flere mænd end kvinder, muliggør den flerkoneriet, idet den fjerner eller i hvert fald nedsætter den socialtsplittende rivaliseren om kvinderne. En sådan rivaliseren kan dog ofte være årsag til drab, som medfører fejde og krig. Sådanne krige virker som lægemiddel mod det, som engang startede dem, og når tilstrækkeligt mange mænd er udryddet, er den sociale ligevægt og solidaritet genoprettet.

-------------------

5) H. Kroon: Strategisk Terminologi, Forsvarsakademiet, 1966, giver følgende definition på sikkerhedspolitik: Alle foranstaltninger, der har til formål at imødegå mulige trusler mod en stats selvbestemmelsesret og territoriale integritet. Basis for en stats sikkerhedspolitik udgøres af statens indenrigs-, udenrigs- og forsvarspolitik i videste forstand, idet disses naturlige overgribningsområder tilsammen danner sikkerhedspolitikken. Om denne sikkerhedspolitik lægger staten en bufferzone af »interessepolitik«, der, alt afhængigt af den »nationale styrke«, vil være mere eller mindre en forlængelse af og forpost for sikkerhedspolitikken.

--------------------

Hvilken teknik benytter de primitive folk så i deres krig? Man fandt hurtigt ud af, at den nøgne mand ikke var meget bevendt. På næsten alle punkter var han dyrene underlegen. Han kunne ikke løbe eller svømme så hurtigt eller klatre så godt, hans hænder og negle havde ikke tilstrækkelig kraft til, at han kunne klare sig i kampen, og hans bløde hud ydede ham ingen beskyttelse. Han måtte altså udruste sig på en eller anden måde. Her kommer hans bedre udviklede hjerne og bedre intelligens ham til gode, og han udarbejder beskyttelsesforanstaltninger og våben.

De våben, som bliver udviklet, skal betjenes med foden, hånden eller munden. Her kan nævnes køller, stridsøkser, sværd og lanser samt kastespyd, bue og pil, enten fod- eller håndbetjent, og pusterør. Æggen og spidsen på disse våben var af hårdt træ, sten, ben eller metal, og undertiden blev der benyttet gift på spidsen af spyd og pile. Til beskyttelse fremstilledes skjolde, hjelme og kropsplader.

Den primitive krigskampform var i begyndelsen en direkte overførsel af det almindelige adfærdsmønster, som prægede menneskets hverdag. Han var f. eks. jæger, og derfor blev hans krig på dens første stade ikke andet end jagt på andre mennesker. Almindeligvis var det kun mændene, som jagede, og derfor blev det også dem, som drog i krig. Kun i ganske enkelte tilfælde har vi eksempler på kvinder som krigere. Det var en enkeltmandskrig, hvor en samlet gruppetaktik ikke blev taget i anvendelse. Først noget senere blandt de krigsmæssigt højest udviklede primitive folkeslag som f. eks. zuluerne, kan man finde samlede aktioner. Kampen blev ført i pludselige udfald eller baghold efterfulgt af kamp enkeltmand mod enkeltmand med tilbøjelighed til tilbagegang ved første modgang. Sådanne kampe havde selvsagt et meget kortvarigt forløb.

Generelt må det betegnes som tidligere nævnt: Simpel overførelse af jagten på krigen. Hele styrken ligger i den enkelte mands kraft og bevægelighed, og han benytter våben og taktik, som han er fortrolig med fra den daglige jagt. Heri er der unægtelig sket en stor udvikling på de høje rekulturtrin, men selv i dag kan vi jo genfinde jagtvåbnene i krigen. Den nævnte udvikling synes at vise, at jo højere kulturelt man når, des større bliver kampgrupperne og des mere specialiserede bliver de. Krigen med hastige stød og hurtig tilbagetrækning bliver udviklet til kamp med masseangreb og manøvrer. Våbnene udvikler sig selvfølgelig også, selv om dette foregår uendeligt langsomt. Man var de fleste steder overbevist om, at de våben man havde arvet fra forfædrene, var de bedste, og der skulle meget til, for at fjerne denne tro. Hurtigheden, hvormed nye våben og metoder blev accepteret, har meget nær tilknytning til folkenes grad af krigeriskhed, og det må heller ikke overses, at indførelsen af nyt kan forandre fredelige folkeslag til krigeriske. Da de forandringer, som vi her støder på, skyldes kontakt med civiliserede eller halv civiliserede samfund, hører de dog næppe hjemme under emnet primitiv krigsførelse.

Det er da heller ikke alene selve krigshandlingerne, som bør gøres til genstand for behandling. Hos de fleste primitive folk findes der et utal af ritualer og uskrevne love, som knytter sig til krigsførelsen, og som er nedarvede gennem generationerne. Studiet af disse og de psykologiske baggrunde herfor har måske større betydning for mennesket af i dag end læren om selve kampen.

Lad mig fremdrage et eksempel. Hvorfor benytter så mange folkeslag, uanset race, geografisk placering o.s.v., krigsmaling og masker, når de drager i krig? Denne skik er opstået så mange steder på jorden, at der umuligt kan være tale om påvirkninger folkene indbyrdes. Den må have en dybere årsag. Denne skal søges helt tilbage på de første stader, hvor de samme drifter har virket på vidt forskellige mennesker. Det er unaturligt at ønske at dræbe, eller blive dræbt af, et væsen af samme slags som en selv, og dette gælder også, når man skal drage i krig, hvor man jo netop sætter livet på spil og søger at dræbe andre mænd. Brutalitet og grusomhed er altså ikke naturlige egenskaber indenfor menneskearten, men der kan findes situationer, hvor man er nødt til at gribe til våben alligevel, hvor man er nødt til at forsvare sig selv eller sit samfund. Selvopholdelsesdriften driver altså mennesket i krig. I sådanne situationer ifører man sig masker og maler sin krop i særlige mønstre for ligesom at bortmane sin normale personlighed.

Denne trang til at skjule sin egen identitet er også kommet til udtryk i nyere tid. Fra det sekstende århundrede indtil revolutionstiden var det almindeligt i Frankrig, at soldaten antog et »nom de guerre«. Napoleons march al Victor, hertugen af Belluno, kom f. eks. til at hedde »Beau-Soleil« på denne måde. Når de Frie Franske under 2. verdenskrig antog »noms de guerre«, var det for at undgå ubehageligheder for familien, som stadig boede hjemme i Frankrig.

I vore dage vil vi også gerne sløre os. Vi gør det ligesom vore primitive forfædre med krigsmaling i ansigtet, men dette har dog mere praktisk end rituel betydning. Helt anderledes er det med den normale militære maske, uniformen. Også mennesket af i dag er forandret på mange punkter, når det trækker i en uniform. Denne virker på samme måde, som masken hos de primitive folkeslag. Den eliminerer den normale personlighed, og den uniformerede og maskerede personificerer sig selv med gruppen. Vi kan blot betragte den forskel, der er at spore i tog og på restaurationer, nu efter at soldaterne har fået tilladelse til at benytte civilt tøj.

Efter at have maskeret sig, danser de primitive folk efter særlige ritualer, for at suggerere sig selv og føre andre egenskaber end sine egne over på sit legeme, f. eks. den følelse, at ville ofre sit liv for samfundet. Når krigen er slut, udfører man et tilsvarende ritual for at føre sig selv tilbage til hverdagen. Sådanne suggestive følelser holder dog som regel ikke ret længe. Jeg har nævnt bagholdskampen med den på følgende hastige tilbagetrækning ved mindste modstand. Dette viser bl. a., at følelsen af opofrelse ikke kan holde, når selvopholdelsesdriften viser sig hos den enkelte.

Det sidstnævnte viser modstanden mod selv at blive dræbt. Andre af de uskrevne love illustrerer den naturlige modvilje mod at dræbe andre mennesker. En ret udbredt indstilling hos de primitive folk var, at man ikke ønskede at engagere sig i kamp på ulige vilkår. Dette bevirkede, at krige ­ren ikke gik løs på en ubevæbnet modstander, men ventede, til forholdet var lige. Denne indstilling er unægtelig aftaget i styrke, eftersom udviklingen er skredet frem, og i vore dage kommer den vist desværre ikke til udtryk mere, i hvert fald ikke hos civiliserede mennesker, selv om følelsen af retfærdighed på dette punkt utvivlsomt ligger gemt i os alle. Man må dog ikke forledes til at tro, at de primitive folk af denne grund var mindre grusomme overfor fjenderne. Man havde ganske bestemte regler om, hvorledes krigen måtte udføres, altså en slags »Geneve-konvention«, blot meget mindre omfattende i udstrækning. Heri opregnede man forskellige former for fjender og angav, med hvilke metoder, grusomme eller milde, de enkelte kategorier måtte bekæmpes, jfr. Melanesernes tre arter af krig. Der kunne f. eks. være aftaler stammer indbyrdes, at man ikke måtte benytte forgifte de pile i de indbyrdes stridigheder. Det kan i praksis sammenlignes med vore dages rustningskontrolforanstaltninger. Tidligere har jeg ganske let strejfet krigen som udviklende faktor, hvilket jeg nu vil gå nærmere ind på. Der er ingen tvivl om, at krigen i høj grad har været medvirkende til civilisationens opståen. Den rendyrker dyder som mod, loyalitet og lydighed; den danner solide grupper og giver en mulighed for udvidelse af disse gruppers territorium; alt sammen noget, som er absolut uundværligt for den civilisation, der følger efter. Denne komm er i takt med de fremskridt, som den primitive krigsførelse tager, idet vi uden videre betragter udviklingen fra uciviliseret til civiliseret som et fremskridt.

Civilisationen er altså både en følge af og en grund til krigsførelse. Walter Bagehot6) udtrykker det: »Civilisationen begynder, fordi civilisationens begyndelse er en militær nødvendighed!« Herbert Spencer7) forklarer det mere kompliceret således: »Fra begyndelsen har det ene folks sejr over det andet i det væsentlige været det sociale menneskes sejr over det ikke sociale!« Man skal ikke gå ret langt for at finde forklaringen. Hos primitive stammer, såvel som hos dyr, har værdien af krigen, udnyttet i overlevelsesøjemed, varieret med de skiftende situationer. Hos dyrene har tilpasning baseret på fred normalt vist sig at være bedre egnet til artens forøgelse end tilpasning baseret på krig.

Blandt primitive folkeslag derimod er krigeriske grupper blevet forøget både i antal og art. Fredelige grupper kunne ikke, uden de militære dyder og uden den følelse af solidaritet indenfor samfundet, som dannes af frygten for en ydre fjende, samle sig i organisationer, som var tilstrækkeligt store til en omfattende arbejdsdeling. De kunne ej heller beskytte velstand, dyrehjorder eller dyrket land mod krigeris kind stillede naboer, medmindre de selv indførte krigen. Fra de krigeriske folkeslag opstod civilisationen, mens de fredelige samlere og jægere blev drevet til »verdens ende«, hvor de gradvist er blevet udryddet eller akklimatiseret med den eneste tvivlsomme tilfredsstillelse at iagttage de nationer, som i sin tid så effektivt benyttede krigen til at ødelægge dem, lidt efter lidt selv blive offer for deres eget instrument, for solidaritetsprincippet, der var den vigtigste årsag til krigen, undergraves naturligvis, når tabene i krig bliver for store; så store at samfundets overlevelse står på spil.

E. J. Andersen.

-----------------------

6) Engelsk nationaløkonom og politiker. 1826-77.

7) Engelsk filosof. 1820-1903.

-----------------------

Litteratur:

Quincy Wright: A Study of War. The University of Chicago Press. Chicago 1942.

Richard A. Preston, Sydney F. Wise & Herman O. Werner: Men in Arms. Fr. A . Praeger. New York. 1956.

Lt.-General Sir John Winthrop Hackett: The Profession of Arms. The Times Publishing Company Ltd. London 1962.

Major H. Kroon: Strategisk terminologi. Forsvarsakademiet. 1966.

 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon primitiv_krigsfoerelse.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.