POW - the fight continues after the battle.

Måske var det en opgave for vore politikere at opstille nogle realistiske normer og formulere en samfunds- ideologi. Således konkluderer major, cand. psych. S. Jensen denne analyse af krigsfangens problem, der tager sit udgangspunkt i den afsluttede våbenstilstand i Vietnam og bygger på erfaringer fra den 2. verdenskrig, Koreakrigen og Vietnam.

 

Indledning.

Atter engang skal der hjems endes amerikanske krigsfanger fra et område af verden, hvor det de to foregående gange gav anledning til megen debat og intensive undersøgelser. Der er tilsyneladende sat meget i værk for at få undersøgt, om man denne gang står overfor en række nye erfaringer. I Danmark optræder krigsfangespørgsmålene kun få steder i uddannelsesbestemmelser m.m. Her skal blot henvises til HIS BBU/KA I (KA 204), hvor der under faget tjenestekendskab er anført følgende:
- efterleve bestemmelserne om forhold som krigsfange omfattende forhold ved tilfangetagelse, afhøring, forhold i krigsfangelejr samt flugt.
- efterleve de regler i de 4 Genéve-konventioner, der angår den enkelte soldat.
 
I HIS BBU UA 32000 vedrørende »Faldskærms- og patruljekursus for PRLT (A) og SKLT (B)« anføres:
- Eleven skal gives praktisk erfaring om, hvad reglerne for behandling af og forhold som krigsfange indebærer. Han skal derunder deltage i en flugt- og undvigelsesøvelse og anbringes i en simuleret krigsfangesituation for ved selvoplevelse at erkende nogle af de hermed forbundne konsekvenser.
 
Det understreges såvel i uddannelsesbestemmelserne som i bestemmelser for krigsfangetjeneste under øvelser i fredstid, at krigsfangekonventionens bestemmelser skal overholdes. I forbindelse med undervisningen i kamppsykologi bl.a. på officersskolerne stilles der ofte spørgsmål om, hvorvidt uddannelsen vedrørende forhold som krigsfange af såvel værnepligtige som frivillige og befalingsmænd er tilstrækkelig god til, at den enkelte kan modstå presset i en given situation. Mange har i krigslitteraturen læst om tortur, hjernevask, udsultning, hårdt fysisk arbejde m.m. Hvis vi går ud fra, at modparten i en given situation overholder krigsfangekonventionen til punkt og prikke, behøver vi næppe anvende mange timer på emnet. Blot skal vi sikre os, at enhver af vore egne også kender konventionen og er indstillet på at følge den.
 
I »Grundbog for Hærens menige« kommer tvivlen vedrørende modparten imidlertid til udtryk som følger: »Danmark har underskrevet krigsfangekonventionen og danske soldater skal nøje overholde aftalens bestemmelser. Men mange lande har ikke underskrevet konventionen.
Vi har heller ingen sikkerhed for, at underskriverlandenes soldater alle vil overholde konventionens bestemmelser. Krigsfangen må være klar over, at fjenden vil gennemføre afhøring under anvendelse af mange forskellige midler. Behandlingen vil i bedste fald være barsk.« Med udgangspunkt i denne sidste sætning gives i det følgende et billede af de forhold, hvorunder amerikanske soldater - på trods af de alvorlige belastninger — alligevel overlevede i de japanske fangelejre under 2. verdenskrig og i de kinesiske fangelejre under Koreakrigen. Der er i hovedsagen anvendt psykologisk/psykiatrisk litteratur til behandlingen af emnet.
 
2. Verdenskrig.
Nardini (1952) var »medical officer« i japanske fangelejre i ca. i l/2 år fra foråret 1942 til september 1945. Han stiftede bekendtskab med lejre på såvel Filipineme som i Japan. Ialt drejede det sig om ca. 30.000 fanger, hvoraf størsteparten blev taget til fange ved japanernes erobring af Filipi- nerne i april/maj 1942. Kun ca. 12.000 (40%) af disse fanger overlevede. Nardini belyser for det første de forhold, der gjorde overlevelse så vanskelig, og for det andet påpeger han de individuelle egenskaber, som alligevel gjorde det muligt for nogle at overleve. Situationen forud for tilfangetagelsen spiller en væsentlig rolle for overlevelsesmulighederne. I dette tilfælde havde de fleste deltaget i aktiv kamp i ca. 5 måneder. Denne periode havde især været præget af
- mangel på mad,
- det tropiske klima,
- uafbrudt kamp mod en ubarmhjertig fjende, hvilket medførte mangel på hvile,
- konstante nederlag med deraf følgende angst og frygt,
- mange psykiske sammenbrud (Guadalcanal, Lidz (1946)),
- megen sygdom og - et ofte dårligt lederskab.
 
Hertil knytter sig tilfangetagelseschoket, som under disse extreme forhold virkede ekstra stærkt. Resultatet var da også, at ca. 4000 mand døde i løbet af de første tre måneder efter tilfangetagelsen. Disse soldater var hjemmefra vænnet til en beskyttelse af de individuelle rettigheder, til en rimelig og retfærdig behandling, samt til at de altid kunne henholde sig til krigsfangekonventionens bestemmelser. I stedet fandt de sig nu berøvet navn, rang, identitet, retfærdighed og i øvrigt ethvert krav om at blive behandlet som menneskelige væsener. Forholdene i fangelejrene var ubeskrivelige. Der var mangel på alt og især på mad. Dette, sammen med kravene om strengt legemligt arbejde, alvorlige epidemier, mangel på lægemidler, frygt og fortvivlelse, extreme temperaturer og mere eller mindre alvorlige mishandlinger, lå langt fra, hvad nogen havde forestillet sig en krigsfange kunne blive udsat for.
 
Disse forhold medførte en stærk grad af demoralisering blandt fangerne. De begik ofte handlinger, som ellers var uforenelige med deres normsæt og adfærd. Deres selvrespekt led et alvorligt knæk. De stredes om madrationerne, var mistænksomme overfor hinanden, deltog i umoralske byttehandler, udnyttede mindre kloge kammerater, stjal fra hinanden, gennem- rodede affald og leflede endog for de ellers så forhadte fangevogtere. Deres personlighed undergik alvorlige ændringer, som ydermere gav sig udtryk i irritation, fjendskab mod egne og i isolering, ligesom de blev mere og mere følelsesmæssigt afstumpede. Deres tanker og følelser drejede sig ofte kun om een eneste ting: den næste skål ris. Apati og depressioner opstod hurtigt hos mange og en del opgav simpelthen at søge at stå imod og begik derved indirekte selvmord.
 
Det her anførte svarer til de beskrivelser Bettelheim (1943), Cohen (1954) og Frankl (1968) giver af forholdene i tyske koncentrationslejre. De anfører bl.a., at den extreme stress, fangerne var udsat for, medførte en personlighedsændring, hvis resultat var en voksende primitivisering.
Der tales om tre stadier i udviklingen, nemlig:
- initialfasen (følger af optagelseschoket)
- adaptationsfasen og
- apatifasen.
 
Mødet med lejren var et alvorligt chok for de fleste. Over for sig selv nægtede de at tro på, hvad de så og blev udsat for. En grotesk form for galgenhumor begyndte at optræde. Frankl nævner, at der hos mange opstod en særlig form for nysgerrighed, der ligesom objektiviserede verden og distancerede mennesket; en afventende tilskuerattitude, hvor den enkelte stillede sig udenfor. Denne tilstand ligner meget den, Bettelheim og Cohen omtaler som depersonalisering eller personlighedssplatning. Depersonalisering manifesterer sig som en fremmedgørelse fra ens eget ego, fra ens egen krop, fra den omgivende verden.
 
Overlever fangen denne fase, må han ganske enkelt tilpasse sig forholdene. Overværelsen af henrettelser, tortur, mishandling, sygdom og død medførte, at personerne »døde indvendig«. Frankl anfører, at denne ufølsomhed er et særdeles nødvendigt panser, som fangens sjæl omgiver sig med. Al stræben og alt følelsesliv bliver nu koncentreret om dette at overleve. Når individets elementære behov ikke dækkes, falder det tilbage til tidligere og mere primitive udviklingstrin. Der kan i denne forbindelse henvises til LOU (1969) s. 85-86 om Maslows behovsteori.
 
Sidste fase, apatien, kan herefter indtræde som et sidste muligt forsvar mod de voldsomme påvirkninger. En yderligere j>rimitivisering finder sted både hvad angår adfærd (stereotypi) og følelser. Apatien er et farligt stade, fordi det gør fangen ligeglad med forsigtighedsregler m.v., hvilket lettere udsætter ham for sanktioner. Sidste del af denne fase er den fra koncentrationslejrene så ofte omtalte muselmand. Strassmann (1955) giver en ganske tilsvarende beskrivelse af reaktionerne hos krigsfanger, der var udsat for alvorlige belastninger. Nardini (1952) anfører, at grunden til, at så mange mistede troen på en fremtid, måtte søges i den manglende information om krigens forløb, tvangsarbejdet samt den underdanighed, underkastelse og ofte fysiske afstraffelse, som fangerne var udsat for.
 
Som de væsentligste årsager til den meget store dødelighed anfører han de forudgående kamphandlinger, tilstanden ved tilfangetagelsen, tilfange- tagelseschoket, de hurtigt opståede depressioner, følelsen af at være svigtet af sit eget folk, ydmygelserne, den bevidste nedbrydelse af selvrespekten og de meget ringe levevilkår med deraf følgende udsultning, svigtende modstandskraft samt den mangelfulde lægebehandling. Er det overhovedet muligt at overleve under sådanne forhold? Kan individets vilje til at overleve styrkes? og mange andre spørgsmål stiller Nardini sine medfanger og sine forskerkolleger. Til det første spørgsmål må der svares ja, ganske enkelt fordi der var nogle, der overlevede. Til det andet spørgsmål svarer Nardini selv, at han ikke ved, hvorvidt individet har en fri vilje, »men jeg ved, hvad viljestyrke betød som over- levelseskriterium i lejrene«, tilføjer han.
 
Hertil nævner han individets forsvarsmekanismer, dets ego-styrke og bevarelsen af selvrespekten som afgørende forebyggende faktorer mod sammenbrud. Desuden anfører han, at individer, der kunne tænke såvel tilbage som fremad uden at miste realitetssansen og som kunne bevare identifikationen med deres landsmænd, f.eks. at man er amerikaner, vestfra, texaner, soldat, officer, artillerist, far eller et hvilket som helst andet ego- støttende begreb, havde gode overlevelsesmuligheder. Disse mennesker var også i stand til at overse, fortrænge eller ignorere nutiden, hvilket er en form for personlighedsspaltning, hvor individet dog ikke har mistet kontrollen over viljeslivet. Hos enkelte gjorde egenskaber som stædighed, en stærk fastholden af visse idealer f.eks. af religiøs art samt humor, sig gældende. Også visse gruppemekanismer, som f.eks. trådte i kraft, når et medlem af gruppen var ved at give op, var afgørende. Der kunne være tale om alt lige fra ros og opmuntring til direkte hån og fremkaldelse af vrede og skamfølelse hos vedkommende. Selv om det kunne være svært at danne grupper, opstod de alligevel, og denne faktor betød givet overlevelse for adskillige fanger.
Ud over den egentlige faglitteratur skal her blot henvises til tre bøger, som i høj grad bekræfter det anførte, nemlig: Boulle (1962), Caplan (1960) og Pavillard (1960).
 
Koreakrigen.
Da Koreakrigen begyndte, var man i USA forberedt på, at eventuelle krigsfanger kunne blive udsat for en lignende behandling som hos japanerne. Men erfaringerne blev helt anderledes. I de første 4^5 måneder af Koreakrigen var der tale om en konflikt mellem de to koreanske stater, og FN sendte sit første kontingent dertil ca. en måned efter konfliktens udbrud.
Situationen udviklede sig nærmest til en katastrofe for FN-enhedeme i begyndelsen, men efter et par måneder var der opnået nogenlunde stabilitet. Umiddelbart herefter sendte Kina imidlertid enheder til støtte for Nordkorea. De amerikanske FN-enheder udgjorde ca. 1,6 million mand, medens alle andre landes kontingenter var langt mindre.
Lidt over 7000 amerikanske soldater blev taget til fange. Næsten alle var fra hæren (der var ca. 250 fra henholdsvis flyvevåben og marinekorps). Fra andre lande var der tale om ca. 1400 fanger ialt heraf størstedelen fra England.
 
Det var første gang i historien, at amerikanske soldater blev krigsfanger i en kommunistisk stat. De erfaringer man indhøstede var nye, overraskende og skræmmende. De medførte nærmest chok- og panikagtige tilstande hos de ansvarlige i forsvaret. Efter krigen, da oplysningerne kom til offentlighedens kendskab, oplevede man lignende reaktioner. Der blev derfor udgivet en meget omfattende litteratur om emnet og hertil et utal af mere eller mindre sensationelle tidsskriftartikler og bøger. Visse publikationer havde et klart propagandistisk sigte. Det ene i pædagogisk retning m.h.p. at vække den nationale bevidsthed og samling og det andet havde til formål at forberede ændringer i uddannelsesbestemmelserne i det amerikanske forsvar og især ændringer, som nok ville være upopulære i befolkningen. Kinkead (1959) søgte at give et efter forholdene realistisk billede af erfaringerne. Hans bog blev autoriseret af forsvarets myndigheder. Forfatteren fik imidlertid ikke adgang til alt efterretningsmateriale, men måtte i høj grad bygge på samtaler med ansvarlige folk på området. Bogen er stærkt kritiseret og må nok for nogle oplysningers vedkommende tages med et vist forbehold. Senere forfatteres værker som f.eks. Biderman (1963) og Wåchter (1965) tyder herpå.
 
Det væsentlige i denne sammenhæng er imidlertid de kendsgerninger, man kom til at stå overfor i denne krig og som på mange måder adskilte sig fra tidligere erfaringer. Kun fire dage efter at amerikanske FN-tropper ankom til Sydkorea, blev der over Seoul radio, som på dette tidspunkt var i nordkoreanernes hænder, udsendt et budskab på 900 ord. Det var en amerikansk officer der, 48 timer efter at være blevet taget til fange, bl.a. udtalte følgende (her efter Wåchter (1965)):
 
»Vi kender intet til årsagen til denne krig og til den egentlige grund til, at vi tvinges til at kæmpe mod det koreanske folk. Den koreanske folkerepublik (Nordkorea) har vist sin store imødekommenhed ved at tilgive os, ved at sørge for vort helbred, for mad og tøj o.s.v. Kære venner, vi, alle fanger, appellerer enstemmigt til Jeres samvittighed: Den væbnede intervention i Koreas indre anliggender er helt og holdent en barbarisk og aggressiv aktion med det formål at beskytte de amerikanske, kapitalistiske monopolisters gevinst. Lad os sammen kæmpe for det gode mod det onde ved beslutsomt at modsætte os alle forsøg på mobilisering til en lignende krig mod Sovjetrusland.«
 
En række tilsvarende eksempler blev udsendt i tiden efter og gav anledning til stor bekymring hos myndighederne. Der har ikke været tvivl om, at det var den amerikanske officer, der oplæste det ovenfor anførte. En enkelt forfatter, Biderman (1963), påpeger, at officeren blev truet til at oplæse budskabet. I modsat fald ville alle, der blev taget til fange sammen med ham, blive skudt. Begivenhederne medførte, at der blev nedsat en komité, som skulle undersøge og følge udviklingen. Gruppen afsluttede sit arbejde i 1955 bl.a. med en rapport med denne artikels overskrift. I løbet af krigen døde ialt 38 % af fangerne. Det anføres som det højeste tal nogensinde, men svarer ikke til oplysningerne hos f.eks. Nardini (1952), som anførte, at kun 40 % overlevede i de lejre, hvor han virkede som læge. Medinddrager man imidlertid alle japanske fangelejre fra 2. verdenskrig, bliver antallet af døde ca. 35 % og derved bliver det ovenfor anførte tal for Koreakrigen det hidtil største.
 
Dette høje tal (38 % ) var en direkte følge af de såkaldte dødsmarcher, som fandt sted under nordkoreanernes ledelse i krigens første måneder. De anvendte lignende brutale metoder som japanerne og nedskydning af fanger, der ikke kunne følge med, var almindelig procedure. Beskrivelserne af dødsmarcherne viser, at der blev stillet helt umenneskelige krav til fangerne.
Flere amerikanske undersøgere anfører imidlertid, at en væsentlig årsag til mange af dødsfaldene var den amerikanske soldats dårlige fysiske standard, som i øvrigt også kom bag på i hvert fald kineserne.
At dødsmarcherne krævede sine ofre, kan et par tal belyse: I begyndelsen af november 1950 begyndte en krigsfangemarch fra Mampo med 700 fanger. Temperaturen var under frysepunktet og marchen foregik i dyb sne. Efter een måneds march var kun 250 af fangerne i live.
Forholdene ændrede sig imidlertid radikalt, da kineserne overtog ansvaret for fangerne. Fangerne blev hurtigt opdelt i grupper på 10-20 mand. Ca. 5 % blev sorteret fra som »uhelbredeligt reaktionære« og anbragt i særlige lejre. Som oftest var der tale om lederpersonligheder, men tallet er interessant i sammenligning med fangernes fordeling på grader nemlig 5 % officerer, 38 % underofficerer og resten menige.
 
Den lille gruppe var den vigtigste enhed i lejrene. I hver lejr var der en politisk og en militær sektion, men det var i hovedsagen folk fra den politiske sektion, der havde kontakten med fangerne. Repræsentanterne fra den politiske sektion talte for de flestes vedkommende udmærket engelsk og mange havde fået deres uddannelse i USA.
Forholdene i lejrene var antagelige, men meget primitive set med en amerikaners øjne. Maden var tilstrækkelig til at overleve på, påklædningen antagelig, medens de hygiejniske og lægelige forhold var af ringe standard. Sammenlignet med andre landes lejre blev de betegnet som lige så gode eller en smule bedre. Der var sjældent pigtråd om lejrene, som i øvrigt ofte var en landsby, som var inddraget til formålet. Bevogtningen var af betydeligt ringere omfang end normalt.
 
Et almindeligt dagprogram så således ud:
0700 vækning
0900-1200 undervisning og gruppediskussioner
1200-1400 pause
1400-1600 undervisning
1600-1900 pause
1900 sengetid
 
Der kunne dog gives særskilt tilladelse til at være oppe til kl. 2100, hvis man viste særlig interesse for intensive studier i lejrens bibliotek. Den rådige litteratur behøver næppe en nærmere beskrivelse. Undervisningen drejede sig om gennemgang af litteratur, foredrag, lektioner og diskussioner. I diskussionerne bearbejdede man det gennemgående stof nærmere, men hovedvægten blev lagt på den holdningsmæssige side af sagen, hvilket kom til udtryk gennem kritik og selvkritik. Man kunne bruge adskillige uger til et bestemt emne eller en bestemt tekst og undervejs skulle fangerne gennem selvkritik gøre rede for deres ideologisk fejlagtige opfattelser, og dette materiale dannede samtidig grundlag for den kritik, som kammeraterne skulle fremføre. Manglende aktivitet eller »uheldige« indlæg blev ligeledes gjort til genstand for indgående behandling gennem kritik og selvkritik. I undervisningen anvendtes den mest enkle form for manipulation med individets behov: cigaretter, ekstra mad, ros, opmuntring, omtale for god indsats i lejraviser, udlevering af tilbageholdt post, tilladelse til at sende breve.
 
I øvrigt spillede man stærkt på isolering fra omverdenen og skabelse af usikkerhed og angst for derigennem at nedbryde individets psykiske modstandskraft, dets personlige integritet og hidtidige normsæt. Ovennævnte er en meget forenklet gengivelse af den såkaldte indoktrineringsproces, som i øvrigt byggede på tre enkle pædagogiske principper
- gentagelser, Samme emne blev gentaget atter og atter, blev diskuteret og vendt og drejet for til slut at ende som udenadlært stof gennem overindlæring, i øvrigt arbejder propagandaen efter samme princip.
- aktivitet. Den enkelte fik aldrig lov til at være sig selv og måtte altid være engageret i, hvad der foregik. Hovedidéen i denne pædagogik var at stimulere eleven til selvvirksomhed for derigennem at øge indlæringseffekten.
- kritik og selvkritik. Alle skulle føle sig usikre, hvilket blev opnået gennem den konstante opmærksomhed fra de øvrige. De forskellige nederlag og ydmygelser og den anvendte kritik skulle »blødgøre« de enkelte, således at instruktøren kunne nå sit mål. Følgen blev ofte angiveri af kammeraterne endog for handlinger, de ikke havde begået blot for at opnå een eller anden form for belønning.
 
Kinkead (1959) og Segal (1956) giver forskellige oversigter over, i hvilken grad fangerne havde samarbejdet med fjenden. Det anføres bl.a., at over 70 % på een eller anden måde havde deltaget i kommunisternes psykologiske krigsførelse, 39 % havde underskrevet forskellige propaganda- skrifter, 22 % større rapporter, 11 % skrev artikler, som blev offentliggjort i fjendtlige aviser o.s.v. Et andet sted anvendtes en inddeling i tre grupper: 15 % aktive kollaboratører, 5 % aktive modstandere og 80 % tilhører en mellemgruppe. Segal (1956) deler disse tre grupper op i seks. Kollaboratørerne deles i tre, nemlig en gruppe som heller ikke kan modstå andre former for stress, en gruppe af »opportunister« - eller måske snarere psykopater - som benytter enhver lejlighed til at opnå fordele for sig selv uden hensyn til andre, og endelig en gruppe som blev overbeviste kommunister. Det er imidlertid interessant at konstatere, at af de 4.435 fanger, som var tilbage i Korea i 1953, var der kun 23, som af egen vilje ønskede at blive hos kine* serne. To vendte hurtigt hjem og i 1960 var der kun 10 tilbage.
 
Hele mellemgruppen - de 80 % - udgør stadig een gruppe. Segal betegner dem som »neutralister«. De gik ikke aktivt ind i et samarbejde med fjenden, men de lod sig udnytte i propagandaøjemed på forholdsvis harmløs vis. Men reelt havde de alle overtrådt krigsfangekonventionen og forskellige regler i det amerikanske forsvar. De aktive modstandere (5 %) bestod af to væsensforskellige grupper. Den ene bestod af folk, som i deres tidligere tilværelse havde vist alvorlig mangel på tilpasning. De havde været i konflikt med myndighederne, havde begået forskellige kriminelle handlinger og havde i det hele taget ikke kunnet underordne sig nogen form for autoritet. Denne holdning kom også klart til udtryk i denne situation. Den sidste gruppe blev betegnet som modne og velintegrerede personligheder, som i kraft af overbevisning og viljestyrke måtte gøre modstand. De var få, men som gruppe viste de, at det var muligt at modstå de anvendte indoktrineringsmetoder.
 
Vietnam.
Rowe (1971) fortæller i sin bog om sit ophold hos vietcong i godt 5 år. Hans oplysninger tyder på, at såvel japanernes brutalitet og tortur som kinesernes indoktrinering er blevet anvendt mod de amerikanske krigsfanger i Vietnam. Han var udhungret, led af flere alvorlige sygdomme, blev udsat for fysisk tortur og et vedholdende psykisk pres med det formål at få ham til at bryde sammen. Værst var angsten for, at USA havde »glemt« sine fanger og overladt dem til deres egen skæbne. Det, der holdt ham igang, var skrivningen af den dagbog, som danner grundlaget for bogen. Han anfører direkte, at arbejdet med den reddede ham fra at gå fra forstanden. Det vil imidlertid være forkert alene på dette grundlag at udtale sig generelt om forholdene for de amerikanske krigsfanger i Vietnam. De nærmeste måneder vil antagelig bringe nyt herom.
 
Forsvar mod de anvendte metoder.
Wachter (1965) fremsætter på baggrund af en ret omfattende litteratur nogle tanker om forsvarsmuligheder overfor egentlig hjernevask, fysisk vold og indoktrinering. Han fastslår generelt, at mulighederne er temmelig ringe, såfremt modparten har en fuldstændig fysisk kontrol med fangerne, som det oftest er tilfældet med krigsfanger. Mod torturen er der ingen muligheder. Ethvert individ, der systematisk udsættes for tortur, vil bryde sammen eller dø. Organismen bringes i en sådan tilstand, at de psykologiske kontrolfunktioner ophører. Forestillingen om, at individet kan hærdes til at modstå fysiske og psykiske pinsler, er forkert, siger Wachter. Der henvises her bl.a. til Jensen (1972), hvor der gives en kort omtale af opbygning af soldatens psykiske styrke. Wachter anfører, at der kun findes een sikker vej som forsvar mod tortur og hjernevask, nemlig at undgå at komme i en situation, hvor modstanderen kan anvende metoderne. Han tager i øvrigt den debat op, som fulgte efter Koreakrigen især i USA.
 
Wolff (1960) giver en skildring af denne debat, som bevægede sig fra synspunkter om, at krigsfangen måtte sige alt til en nøje fastholden af krigskonventionens bestemmelser om nummer, grad, navn og fødselsdato. Det første synspunkt blev begrundet med, at alle jo alligevel kunne bringes - og blev bragt til - at tale på eet eller andet tidspunkt under »behandlingen«. Det andet var, at man ved en sådan fremgangsmåde ville undergrave forsvarsviljen. Det ville virke demoraliserende, hvis man legaliserede landsforræderi. Wåchter ligger nærmest det første synspunkt, medens W olff mente, at der snarere end en ændring i bestemmelserne (på dette tidspunkt havde man code of conduct, som blev fremsat i 1955 af føromtalte komité) skulle en effektiv oplysning og uddannelse til. Enhver soldat skulle have en grundig viden om, hvad han kunne vente sig som krigsfange, både m.h.t. de metoder, der ville blive brugt imod ham og deres effekt på ham. Han skulle vide noget om modstanderens politiske system, hans fremgangsmåder m.v. og han skulle nøje vide, hvad man forventede af ham, uanset hvad han blev udsat for af afsavn, usikkerhed, lidelser o.s.v.
 
Han skulle vide, at god militær disciplin, en stærk overbevisning, loyalitet og troskab er de vigtigste elementer til beskyttelse mod de anvendte metoder. »He must know that the comitted man’s loyalty has no breaking point«. Forsvar mod indoktrinering er der gode muligheder for, mener Wachter. Han anfører, at metoderne allerede er kendte og at deres rolle delvis er udspillet. Men dette indebærer, at det til stadighed er nødvendigt at informere om metoderne. Soldaten bør vide noget om indlæringspsykologiske mekanismer, gruppedynamik og socialpsykologiske mekanismer samt om regressionseffekt m.m. Hertil føjer Wåchter nogle ideologiske tanker, som vel også er anvendelige på danske forhold. Han siger, at man i højere grad end tilfældet er, bør knytte den enkelte borger til den fremherskende samfundsideologi. Dette skal ikke ske ved opfordringer til at højne moralen eller gennem en moraliserende holdning. Dette kan kun virkeliggøres gennem en realistisk udformning af samfundets normsystem. I et samfund, hvor der eksisterer en kløft mellem det formelle normsystem og den måde, det efterleves på, er modstanderens muligheder for påvirkning gode. De normer, samfundet opstiller, bør være i overensstemmelse med individernes psykologiske forudsætninger.
 
Individerne opdrages til loyalitet med samfundet, når de oplever det som noget af værdi, noget som er væsentligt med hensyn til tilfredsstillelse af deres centrale behov. Vejen til øget modstandsvilje går gennem målbevidste samfundsforbedringer, som giver det enkelte individ mulighed for at opleve samfundet som et umisteligt gode. Kun hvis han kan identificere egne interesser med samfundets, bliver samfundets forsvar lig hans eget - eller i en anden sprogbrug: samfundets normer er blevet internaliserede. Måske var det en opgave for vore politikere at opstille nogle realistiske normer og formulere en samfundsideologi. I modsat fald er jeg bange for, at den eksisterende kløft vil uddybes - til gunst for en eventuel modstander. Såvel Wolff som Wachter bevæger sig ind på det holdningsmæssige og dermed det affektive område, hvor målformuleringer er vanskelige. Måske kunne også dette område inddrages under begrebet »psykisk styrke« og løses ad de veje, der er angivet i Militært tidsskrift, december 1972 s. 488 ff. 
 
 
 
Litteratur
Betelheim, B.: Individual and mass behaviour in extreme situations (1943).
Biderman, A.: March to Calumny (1963).
Boulle, P.: Broen over Floden Kwai (1962).
Caplan, J.: From Gorbals to Jungle (1960).
Cohen, E. A.: Human behavior in the concentration camp (1953).
Frankl, V. E.: Psykologi og eksistens (1968).
Hærkommandoen: Ledelse og uddannelse, Militær Pædagogik (1969).
Jensen, S.: Soldatens psykiske styrke som uddannelsesmål (Militært Tidsskrift, december 1972).
Kinhead, E.: In every war but one (1959).
Lidz, T.: Psychiatric Casualties from Guadalcanal (1946).
Meerloo, J. M. A.: The rape of the mind (1956).
Ministry of Defence: Treatment of British Prisoners of War in Korea (1955).
Nardini, J. E.: Survival factors in American Prisoners of War of the Japanese (1952).
Otkjær, J.: Senfølger af extreme stress-situationer (1971).
Pavilard, S. S.: Bamboo Doctor (1960).
Rowe, J. N.: Five years to freedom (1971).
Sargant, W.: Battle for the mind (1957).
Schein, E. H.: The Chinese Indoctrination Program for Prisoners of War (1956).
Secretary of Defence: POW, the fight continues after the battle (1955).
Segal, J.: Factors related to the collaboration and resistance behavior of U.S. Army P.W.’s in Korea (1956).
Strassmann, H. D.: A prisoner of War Syndrome, Apaty as a reaction severe Stress (1955).
Wolf, S. & Ripley, H. S.: Reaction among allied prisoners of war subjected to three years of imprisonment and torture by the Japanese (1947).
Wolff, H. G.: Every man has his breaking point (1960).
Wachter, M.: Hjarntvatt (1965).
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

 

Litteraturliste

Del: