Planlægning i Forsvaret

I forbindelse med gennemførelse af Managementkursus 1978 på Forsvarsakademiet behandlede departementschef Verner Christiansen, Forsvarsministeriet, og oberstløjtnant P. J. Jørgensen, Forsvarsministeriets Planlægningsenhed, en række aktuelle planlægningsproblemer for forsvaret. De følgende to indlæg er med enkelte redaktionelle ændringer de to forelæseres manuskripter.

 

Indledning.
Det er vist første, men forhåbentlig ikke sidste gang, at forsvarsministeriet er med til at fremsætte synspunkter og deltage i en debat vedrørende planlægning her på MAKU. At ministeriet ikke før har været med, skyldes ikke, at planlægning er et ukendt begreb. Forsvarsministeriet har hidtil været involveret i NATO’s infrastruktur, force goals- og nucleare planlægning, ligesom det har været repræsenteret i Forsvarskommandoens arbejde med Forsvarets Planlægnings- system. Det, der først og fremmest taler for, at ministeriet nu og i fremtiden medvirker ved diskussion af planlægningsproblemer er den kendsgerning, at der er truffet foranstaltninger til en væsentlig styrkelse af ministeriets rolle og indsats i planlægningen vedrørende forsvarets udvikling. På baggrund af den seneste betænkning om centraladministrationens planlægningsvirksomhed kan hovedopgaven for ministeriets planlægning udtrykkes som »at forberede en ny eller ændret forsvarspolitik«. Planlægningsopgaven kan også betegnes som »at bidrage til at skabe, formulere og belyse politiske intentioner vedrørende forsvarets udvikling på længere sigt«. Nærværende redegørelse vil være afgrænset til dette aspekt af begrebet planlægning, idet der først redegøres for hovedpunkter i den udvikling, der har ført frem til ministeriets aktive engagement i den overordnede planlægning.

Dernæst gøres nogle bemærkninger om de generelle vilkår og rammer for planlægningsvirksomheden. På denne baggrund redegøres så for den planlægningsorganisation og det konkrete planlægningsprojekt, ministeriet iværksatte i en skrivelse af 30. september 1977 til forsvarskommandoen samt i Kundgørelse for Forsvaret B.20-1977. Redegørelsen vil ikke komme ind på den rent praktiske gennemførelse af planlægningen og de metoder, der anvendes. Det er heller ikke hensigten her at præsentere konkrete delresultater af den hidtidige planlægningsvirksomhed. Det bør nok understreges, at det aktuelle planlægningsprojekt i væsentlig grad søges gennemført som en proces inden for rammerne af det politiske systems opgaver og funktioner. Deri ligger også berettigelsen af at kunne sige, at ministeriets medvirken i planlægningsarbejdet udgør et nyt element — en ny fase i denne virksomhed. Den kendsgerning, at der er tale om et arbejde for den siddende regering, indebærer også, at der er de politisk ansvarlige, som har — og naturligvis også bør have — monopol på fastsættelse af kriterierne for information om planlægningsresultaterne.
 
Men lad mig hertil føje, at ministeriet ikke prøver at gøre sin planlægningsvirksomhed til noget eksklusivt — hverken i den ene eller anden henseende. Det er både ministerens og departementets opfattelse og hensigt, at planlægningsarbejdet skal give grundlag for iværksættelse af en nødvendig orientering og debat. Blot er tidspunktet og formen for informationsvirksomhedens påbegyndelse og gennemførelse ikke endelig fastsat. Hertil kommer, at der kan opstå betydelig risiko for, at en forsvarsdebat afspores, hvis den iværksættes, uden at de ansvarlige myndigheder og politikere har fuldt overblik over planlægningens mål, præmisser og resultater. Jeg skal senere i indlægget gøre nogle bemærkninger om vore foreløbige overvejelser vedrørende information om planlægningsvirksomheden.
 
Ministeriets planlægningsfunktion.
Som jeg nævnte indledningsvis, blev ministeriet i 1973 repræsenteret i forsvarskommandoens projektorganisation for Forsvarets Planlægningssystem. Størst udbytte fik vi gennem vor deltagelse i forsøget på at udarbejde forsvarets første perspektivplan. I 1973 indledtes også en analyse af ministeriets egen organisation og opgaver. Den førte som sit første resultat til en beslutning i 1976 om at oprette en såkaldt planlægningsenhed i departementet.
Planlægningsenheden blev i løbet af 1977 bemandet med de foreslåede tre medarbejdere:
— en officer med indgående kendskab til — hvad man vel kan kalde »virksomhedsstrategisk planlægning« i forsvaret.
— en civil embedsmand med erfaring i behandling af sikkerheds- og for- svarspolitiske problemstillinger og
— en civil embedsmand med uddannelse og erfaring i virksomheds- og nationaløkonomi.
 
Planlægningsenheden har direkte referat til en permanent oprettet styringsgruppe, bestående af departementschefen og de to afdelingschefer. Til sikring af den tværgående koordination af ministeriets planlægnings- aktiviteter er oprettet en permanent planlægningsgruppe sammensat af planlægningsenheden og udpegede repræsentanter for hvert af ministeriets fagkontorer. Disse kontaktmænd har et bredt kendskab til pågældende kontors forvaltningsområde. Vi har med denne — vel for et departement noget atypiske — organisationsform tilstræbt at anskue den overordnede planlægning som et ansvar for den øverste ledelse. Planlægningsenheden er dermed i første række ledelsens sekretariat. Vi har med andre ord bevidst søgt undgået, at planlægning gøres til et særskilt forvaltningsområde på linie med kontorernes forvaltningsområder. En placering af planlægningsfunktionen som en del af den formelle organisation vil efter min opfattelse indebære beslutning om betydelige indgreb i ministeriets nugældende organisation, ansvars- og arbejdsdeling.
 
Generelle rammer for ministeriets planlægningsopgaver.
Af betænkningen fra 1976 vedrørende planlægningen i centraladministrationen kan udledes, at planlægningen skal bidrage til en bedre og mere systematisk forberedelse af de beslutninger og dispositioner, som træffes i folketinget, på regeringsplan og i departementet med hensyn til forsvarets fremtidige udvikling. Der lægges således vægt på, at planlægningen muliggør valg og prioritering mellem forskellige alternativer under hensyn til økonomiske og andre konsekvenser. Som væsentlige elementer af forsvarsministeriets planlægningsvirksomhed kan på denne baggrund nævnes 4 opgaver:
1) fortløbende og systematisk indsamling af statistiske og andre informationer,
2) analyse af informationerne med henblik på at afdække mulige ændrede forudsætninger for den hidtidige forsvarspolitik,
3) formulering af retningslinier for en ny eller revideret forsvarsordning og udarbejdelse af forslag dertil, og
4) systematisk analyse og sammenligning af konsekvenserne af den hidtidige forsvarsordning med de udarbejdede alternativer.
 
Dette arbejde udføres inden for rammerne af Forsvarets Planlægningssy- stem, der består af 4 hovedkomponenter:
1) Perspektivplanlægning, der skal belyse forsvarets udviklingsbehov, -muligheder og vilkår på langt sigt.
2) Femårs-planer, der konkret beskriver udviklingsmålene med dertil hørende ressourcebehov over en 4—5 års periode.
3) Systemplanlægning, hvormed vi forbinder nutid med fremtid gennem bl.a. planer om udvælgelse og anskaffelse af våbensystemer, der har konsekvenser for forsvarets organisation og opgaver.
4) Finanslovplanlægning, ressource- og aktivitetsstyring og regnskabskontrol.
 
Samtlige disse hovedkomponenter er af forsvarspolitisk interesse, og ministeriet har derfor en klar interesse i at deltage i deres praktiske udformning og anvendelse — også som deltager i en informationsvirksomhed, der kan få betydning for det daglige arbejde. Denne opfattelse understøttes også af formålet med Forsvarets Planlæg- ningssystem, nemlig at planlægningen:
— For det første skal øge folketingets og regeringens muligheder for at afveje mellem tildeling af ressourcer til forsvaret og til andre samfundsformål. Der skal herunder træffes politiske beslutninger om forsvarets mål, størrelse og struktur.
— For det andet skal planlægningssystemet styrke forsvarsledelsens muligheder for at træffe beslutninger, der giver den bedst mulige fordeling og udnyttelse af de ressourcer, der er tildelt forsvaret.
— For det tredie skal den systematiske planlægning forbedre mulighederne for at omsætte regeringens og den øverste ledelses beslutninger i hensigtsmæssige detailplaner og direktiver med forskellige tidsrammer.
— Og endelig for det fjerde skal man forbedre mulighederne for at realisere de lagte planer, herunder iværksætte kontrolforanstaltninger, der kan sikre en løbende tilpasning af planlægning, planer og beslutninger til de gældende vilkår.
 
Den her nævnte beskrivelse af planlægningens formål og opgaver understreger, at planlægning og beslutningstagen ikke kan adskilles. Adskilles de — hvad enten det er af organisatoriske, holdningsbestemte eller andre årsager — risikerer vi, at planlægningen bliver overflødig eller urealistisk. Vi risikerer også, at der træffes forkerte beslutninger, fordi de udelukkende er grundet på for- og nutid eller fordi de ikke vurderes tværgående i en helhedsramme nationalt og internationalt.
 
Særlige vilkår for Forsvarets Planlægningssystem.
Som bekendt er Forsvarets Planlægningssystem opbygget på grundlag af det svenske planlægningssystem. Det kunne måske derfor være nyttigt at kaste et blik på de to landes præmisser og vilkår for planlægningen. Det falder her i øjnene, at det ikke var på foranledning af folketing eller forsvarsministerium, at Forsvarskommandoen bestemte sig for at udvikle et planlægningssystem efter svensk model. I modsætning til Sverige har det altså været Forsvarskommandoen, der har skullet overbevise såvel sine egne skeptikere som departement og folketing om det nødvendige og hensigtsmæssige i at tænke, planlægge og handle langsigtet. Departementet og ministeriet er, hvad gerne skulle fremgå af min redegørelse,' overbevist. Men vi har endnu ikke som i Sverige fået etableret retningslinier for en planlægningsdialog med det politiske system, selv om også vi har fået et stående forsvarsudvalg.
 
Det betyder på den anden side ikke, at der ikke imellem forligene er en dialog med folketinget om forsvaret. Der har efterhånden udviklet sig en praksis med hensyn til skriftlige spørgsmål og svar mellem forsvarsudvalg og minister. Udvalget holder ofte samråd med ministeren, og ministeren holder jævnligt møder, hvor forsvarsudvalg og repræsentanter for politiske partier modtager orienteringer. Forsvarsudvalgets tjenestestedsbesøg, overværelser af øvelser og tilstedeværelse ved briefinger om forsvaret i Forsvarskommandoen og andre steder er alt sammen eksempler på, at der er skred i udviklingen mod tilvejebringelse af større politisk interesse i forståelse for forsvarets problemer, også imellem de perioder, hvor selve forsvarsordningen er i støbeskeen.
 
Men det må også nævnes, at interessehorisonten hidtil væsentlig har været præget af den gældende forsvarsordning og de nationale udviklingstendenser inden for forligsperioderne. En medvirkende årsag til den tilbageholdenhed, der her i landet har gjort sig gældende med hensyn til anvendelse af langsigtet planlægning er nok også, at industrien og øvrige erhvervsorganisationer slet ikke er medinteressenter i et omfang, der tåler sammenligning med Sverige. Bortset fra bygning af skrog til krigsskibe på egne værfter importerer vi langt hovedparten af vort militære udstyr. Selv vor industris medvirken i Draken og F-16 projekterne og forskellige andre medproduktions- eller kom- pensationsaftaler har kun en marginal indflydelse på beskæftigelsessituationen og erhvervsøkonomien. Her spiller restriktionerne for national våbeneksport og våbenproduktion naturligvis også ind. En anden forskel hidrører fra den sikkerhedspolitiske rollefordeling som NATO betyder for Danmark.
 
Det er klart, at hensynet til samarbejdet i NATO både lægger væsentlige restriktioner på vor planlægningsmæssige handlefrihed og stiller krav til planernes indhold og form. På den anden side må det erindres, at det først er på allerseneste, at man i NATO er begyndt at interessere sig for den mere langsigtede forsvarsplanlægning. Samtidig bør man også være opmærksom på, at NATO’s styrkemålsplan- lægning ikke i samme grad er baseret på økonomiske præmisser som vor nationale langtidsplanlægning. Endelig bør nævnes, at vi herhjemme hidtil har afgrænset planlægningen til kun at omfatte det militære forsvar inclusive efterretningstjenesten og hjemmeværnet. Vi har endnu ikke fået etableret en egentlig langsigtet, koordineret totalforsvarsplanlægning, men vi ligesom fornemmer, at der er en voksende erkendelse af dette behov, og at vi ved vor virksomhed kan bidrage til, at behovet afløses af et politisk ønske om en indsats også på dette felt.
 
Det igangværende planlægningsprojekt.
Efter folketingsbeslutningen i 1977 om den nugældende ordnings videreførelse var det oplagt, at ministeriets første, egentlige planlægningsopgave burde koncentreres om tiden efter forligsperiodens udløb den 1. april 1981. Efter indstilling fra planlæggerne drøftedes spørsmålet på et møde i august 1977 hos forsvarsminister Orla Møller, hvor forsvarschefen, chefen for forsvarsstaben og jeg deltog.
Mødet resulterede i en beslutning om at nedlægge forsvarskommandoens projektorganisation for Forsvarets Planlægningssystem, når perspektivplan- redegørelsen var færdig ved udgangen af 1977. De erfaringer og resultater, der hermed var indhøstet, skulle nyttiggøres i et planlægningsarbejde med sigte på oplæg til de politiske forhandlinger og beslutninger om 80-ernes forsvarsordning. Til direkte styring og koordination af planlægningen, som skal foretages på tværs af den bestående organisation og ansvarsfordeling, oprettede ministeriet i efteråret 1977 en projektledelse og et sekretariat. Projektledelsen har departementschefen i forsvarsministeriet som formand. Derudover er udpeget følgende medlemmer, der alle har fællesværnsfunktio- ner: Chefen for Forsvarsstaben, Chefen for Forsvarets operative Styrker — der jo tillige beklæder den for vor planlægning væsentlige funktion som chef for BALTAP — og endelig Chefen for Hjemmeværnet. Projektledelsens sekretariat består af ministeriets planlægningsenhed samt cheferne for tre af forsvarsstabens planlægningssektioner, nemlig perspektivplanlægningen, 5-årsplanlægningen og NATO-planlægningen. CH/FOS og CH/HJV har hver udpeget en kontaktmand til sekretariatet. I arbejdet sondres dels mellem forsvarets hoved\componenter, dels mellem en række faser i planlægningsprocessen.
 
Hovedkomponenterne er Forsvarskommandoen med heri indgående værn m.v., Forsvarets Efterretningstjeneste og Hjemmeværnet, der hver bl.a. belyses særskilt i økonomisk henseende, men samtidig ud fra en helhedsvurdering af det samlede forsvars hovedopgaver, muligheder og behov. Hovedparten af det egentlige planlægningsarbejde er i overensstemmelse hermed henlagt til først og fremmest forsvarsstab og værnsstabe. Men væsentlige planlægningsopgaver udføres også i Hjemmeværnskommandoen og i Forsvarets Efterretningstjeneste, ligesom naturligvis Forsvarets Forskningstjeneste deltager i arbejdet. Selve planlægningsprocessen er inddelt i følgende 4 hovedfaser: Fase 1 omfatter en analyse af forsvarets og hjemmeværnets forventede status ved forligsperiodens udløb, d.v.s. status i forhold til de nugældende mål og normer for organisation, opgaver og aktiviteter. Særlig opmærksomhed er viet manglerne i forhold til det målsatte. I fase 2 undersøges de omkostnings- og effektmæssige konsekvenser, såfremt man i perioden 1981—89 vil udfylde og fastholde den nugældende ordnings mål og normer med fornødne justeringer. I denne undersøgelse med- inddrages de anbefalinger, vi har modtaget fra NATO som resultat af det såkaldte Carter-arbejde, der jo officielt går under betegnelse LTDP. Der er for Danmarks vedkommende her fremsat en række anbefalinger, der i princippet sigter på at styrke forsvarets kvalitative effekt i 80-erne. Fase 1 og 2 udføres af Forsvarskommandoen på direkte anmodning fra ministeriet. Her er altså ikke tale om et af projektledelsen iværksat arbejde, men projektledelsen har drøftet de forudsætninger, Forsvarskommandoen har anlagt for arbejdet. Derudover har projektledelsen også givet en række planlæg- ningstekniske anvisninger, der skulle sikre, at planlægningsresultaterne præsenteres i en form, der i størst mulig grad letter gennemførelsen af de efterfølgende faser.
 
Den tredie hovedfase i planlægningsarbejdet er nok den del af hele processen, der rummer den egentlige idé i det planlægningsbegreb, jeg indledningsvis omtalte. Her vil der formentlig — som det er tilfældet med planlægningen vedrørende Hjemmeværnet og Forsvarets Efterretningstjeneste — blive tale om opgaver, der af ministeriet direkte pålægges projektledelsen. Fase 3 omfatter udarbejdelse af forslag til omkostnings- og effektvurderede alternativer til løsning af forsvarets, efterretningstjenestens og hjemmeværnets operative opgaver, funktioner og alternativer til disse organisationers sammensætning i planperioden. Udgangspunktet er også her den forventede status ved forligsperiodens udløb. Men for fase 3-arbejdet er det ikke så meget manglerne i forhold til målet, der er interessant. Det væsentlige er den »arv« og den handlefrihed, som for- . svarets status 1. april 1981 giver beslutningstagerne med hensyn til de fremtidige udviklingsmuligheder. Fase 3-projektet er for så vidt allerede iværksat på grundlag af en række foreløbige forudsætninger og direktiver fra projektledelsen. Arbejdet indeholder to hovedtrin: Først undersøges de alternative muligheder, som en budgetmæssig 0-løsning giver os i relation til trussel, opgaver, arv og det allierede forsvarssamarbejde i BALTAP.
 
Det er væsentligt, at vi under arbejdet med O-løsningen seriøst undersøger mulighederne for ved mulige indgreb i forsvarets fredsorganisation og støttestrukturer at opnå øget handlefrihed til at styrke de såkaldte »spidse ender«, d.v.s. krigsorganisationernes kampevne og de rent operative funktioner. Et væsentligt, men også vanskeligt problem for vor planlægning er netop at sikre, at vor fredstidsorganisation, det, man kunne kalde »styrkeproduktionsapparatet«, netop har den størrelse og sammensætning, der er nødvendig og tilstrækkelig for den operative effekt, vi vil producere. En realistisk bedømmelse af den øjeblikkelige samfundsøkonomiske situation og udsigterne i så henseende må stærkt underbygge denne opfattelse. Næste hovedtrin i fase 3-arbejdet skal tage sigte på at udarbejde prioriterede og konkret beskrevne forslag til en effektiv udnyttelse af eventuelle forøgelser af forsvarsbudgettets totalramme i planperioden. I overensstemmelse med de forudsætninger og eventuelle prioriteringer, som fastsættes af ministeriet, skal vi forsøge at koncentrere vor planlægning og måske senere de politiske overvejelser omkring forslag, projekter, der virkelig kan styrke forsvars- effekten. Vi stiler mod at kunne afslutte fase 3-arbejdet i løbet af sommeren 1979. I den sidste, fjerde planlægningsfase, påregnes projektledelsens arbejde afsluttet med udfærdigelsen af forslag til ministeriets oplæg til 80-ernes forsvarsordning. Dette oplæg skulle indeholde et omkostnings- og effektbedømt forslag til såvel freds- som krigsorganisationens hovedbestanddele og aktiviteter. Hele planlægningsprojektet forventes afsluttet ultimo 1979, og resultatet vil naturligvis blive behandlet såvel i forsvarskommandoen som i forsvarsministeriet.
 
Planlægningens forudsætninger og mål.
Baseret på erfaringer og resultater fra perspektivplanarbejdet har projektledelsen udgivet en række generelle planlægningsforudsætninger. Disse omfatter dels antagelser vedrørende den internationale og nationale udvikling i planperioden inden for områder af særlig interesse for forsvarsplanlægning. Endvidere har de trusselsmæssige forudsætninger og herunder også en beskrivelse af trusselsbilledets ændring siden 1973, da de nugældende styrkemål fastsattes, været genstand for drøftelser i projektledelsen og vil blive yderligere behandlet. En for alternativplanlægningen meget væsentlig forudsætning er bedømmelsen vedrørende udviklingen af de vesttyske styrker, der indgår i det fælles forsvar af BALTAP-området og også hele problematikken vedrørende eksterne forstærkninger. Der er også fastsat forudsætninger vedrørende forsvarets formål, de generelle krav til forsvaret og en inddeling af forsvarets operative virksomhed i en række hovedopgaver. Disse forudsætninger er stort set identiske med dem, der i sin tid blev fastsat for perspektivplanlægningsarbejdet. Dog bør det nævnes, at vi i hovedopgaveinddelingen sondrer mellem de operative opgaver i BALTAP-regie, og de opgaver, der alene angår vort nationale regie. Det bør også nævnes, at vi som led i planlægningsarbejdet har iværksat en undersøgelse med sigte på at belyse problemer omkring vort NATO-samarbejde i fred, i spændingsperioder og i tilfælde af egentlig væbnet angreb på landet. Sammenfattende kan hele formålet med planlægningsprocessen som jeg tidligere har sagt beskrives som et forsøg på at tilvejebringe forudsætninger for de politiske beslutninger om udviklingen af vort forsvar i 80-erne. I disse beslutninger vil problemet om balance — nu som tidligere — dukke op i flere forbindelser, og jeg bør derfor nok præcisere forsvarsministeriets syn på dette begreb.
 
For det første vil vi gerne tilvejebringe bedst muligt bidrag til den uundgåelige diskussion om en rimelig og holdbar balance mellem de ressourcer, der afsættes til forsvaret og til andre, samfundsvigtige formål. For det andet ønskes forsvarets operative sammensætning og formåen som nævnt afbalanceret i en BALTAP-ramme. Det betyder, at vi skal have undersøgt mulighederne for at organisere vort eget forsvar sådan, at der opnås størst muligt udbytte af den fælles forsvarsindsats inden for BALTAP. At søge forsvarets fremtidige sammensætning belyst — med hovedvægt på en allieret sammenhæng — forudsætter imidlertid evne og vilje til at anlægge både utraditionelle synspunkter på begrebet suverænitet og på normerne for hvert værns organisation og bestanddele. For det tredie skal vi søge sikret en stabil balance mellem de våbensystemer, vi har eller vil anskaffe i planperioden og de betingelser, der skal være opfyldt for at våbnene skal kunne udnyttes optimalt. For det fjerde vil vi, som nævnt, gerne have undersøgt mulighederne for at forskyde ressourcernes fordeling og anvendelse til fordel for opnåelse af større beredskab og hurtigere virkende kampeffekt på bekostning muligvis af hidtidige krav til den organisatoriske opbakning og støtte i fred og krig. Vi skal også se nærmere på, om det er muligt og hensigtsmæssigt, at forsvaret i højere grad end hidtil udnytter det civile samfunds evne til at præstere serviceydelser for os i fred og krig. I denne forbindelse skal det også undersøges, om der er udveje for at udnytte forskelle i forsvarets opgaver og betingelser i de forskellige geografiske områder. Ud af alt dette skulle der gerne komme en redegørelse for og forslag til en meget væsentlig balance, nemlig en fordeling af ressourcerne:
1) Til varsling.
2) Til stående styrker (beredskab).
3) Til mobiliseringsstyrker og hjemmeværn samt til
4) Foranstaltninger til rettidig modtagelse og udnyttelse af eksterne forstærkninger.
Som nævnt skal vi også sikre, at vor fredsorganisation og dens aktiviteter til stadighed tilpasses et realistisk styrkeproduktionsbehov.
 
Fremlæggelsen af resultater.
En meget væsentligt problem for vort planlægningsarbejde er, hvordan man kan oplyse om resultaterne på en forståelig og dermed forhåbentlig også interesseskabende måde. Ministeriet er meget opmærksom på behovet for at tilvejebringe forudsætningerne for en forsvarsdebat, som forhåbentlig kan føre til saglige politiske beslutninger. Jeg ved ikke, om nogen tidligere har formået at løse dette informationsproblem på tilfredsstillende vis. Redelig information af presse og af befolkningen samt deres valgte repræsentanter er jo helt afgørende for en forsvars- ordnings levedygtighed. Men netop når det drejer sig om forsvarspolitikken og forsvarets forhold i øvrigt, kan det være uhyre svært at finde den rette balance mellem informationsbehov, informationsmuligheder og informationsform. I ethvert demokrati er forsvaret et sensitivt emne, præget ofte af unuancerede holdnings- og værdidominerede opfattelser og tilkendegivelser. Og hertil skal så lægges den kendsgerning, at fuld information i vid udstrækning blokeres af klassifikationsmæssige årsager, herunder også forpligtelse over for vore allierede.
 
Der er i ministeriet truffet foreløbig beslutning om, at informationsvirksomheden skal startes med udsendelse af redegørelser vedrørende dels planlægningens indretning og mål, dels de gennem perspektivplanlægningen indhøstede resultater og erfaringer. Vi forestiller os i øjeblikket en række temahæfter, som skal laves med bistand af Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste i en form og en fordeling, der svarer til de oplysningshæfter, der udgives på forsvarschefens vegne. Som eksempel herpå kan jeg nævne hæftet om Grønland, der jo netop er afledt af perspektivplanarbejdet. Derudover går vi i departementet og overvejer mulighederne for gennem et uformelt samarbejde med Det udenrigspolitiske Selskab at øge forståelsen for de sikkerheds- og forsvarspolitiske sammenhænge. Jeg sigter her til arrangementer for især politiske ledere af samme art, som karakteriserede selskabets seminar om krisestyring for et par år siden. På dette seminar opfordrede statsministeren netop til at gentage sådanne arrangementer. En tanke, som også fortjener nærmere overvejelse, er folketingsmand Poul Nielsons idé i interviewet i »Linieofficeren« om en slags studiekredsarbejde med interesserede politikere.
 
Afslutning.
Der er tre ting i dette planlægningsarbejde, der for mig at se, er uhyre væsentlige, hvis forsvaret skal yde et konstruktivt bidrag til den forsvarspolitiske debat og beslutningsproces. Det ene er, at vi må kunne redegøre for de økonomiske konsekvenser af vore forslag på en sådan måde, at der virkelig bliver mulighed for at sammenholde og prioritere forsvarets opgaver og ressourcebehov med de sikkerhedspolitiske behov. Det andet er, at jeg fornemmer et stærkt behov for, at forsvaret også demonstrerer en evne til uopfordret at fremsætte konstruktive forslag til foranstaltninger, som kan forbedre forsvarseffekten, uden at der nødvendigvis skal fremskaffes merbevillinger. For det tredie er det helt afgørende — som allerede nævnt — at vi kan præsentere vort arbejde på en måde, som omverdenen kan forstå. Vi skal ikke tro, at vi er de første i landets historie, der har arbejdet med at skaffe ordnet og velbegrundet stof til brug for forsvarspolitiske overvejelser. Vi er endnu en del, der f.eks. husker det store og dygtige arbejde, der blev udført af en omfattende organisation — forsvarskommissionen — forud for lovgivningen i 1950—52, uden at man dengang tænkte meget på planlægning som sådan.
 
Metoderne, formuleringerne, må selvfølgelig være anderledes i dag. Selve det at samle og behandle informationer om fortid, nutid og fremtid er nu blevet et fag, en ekspertise, vi ikke alle kan få guldmedalje i. Det er en uundgåelig udvikling i forsvaret som på andre samfundsområder. Men det rummer en fare, som planlægningseksperterne selv må være med til at søge fjernet, og det er risikoen for en forståelseskløft, som igen skaber skepsis og ofte også irritation hos dem, der har brug for eksperternes hjælp. Den måde, hvorpå planlæggerne beskriver deres abstrakte system, deres ter- milogier, bør holdes aldeles adskilt fra den måde, hvorpå de eller ministerierne beskriver deres resultater og råd til f.eks. politikerne. Disse anerkender nok anvendelse af EDB-computere og andre komplicerede behandlingsmåder af samfundsinformationer, f.eks. planlægningssystemer. Men det er min erfaring, at de vil have sig frabedt ikke alene at skulle forstå disse arbejdsredskabers funktioner, men også at tilegnelsen af resultatet af sådanne behandlinger i mindste måde skal være sværere af den grund. Tværtimod, det arbejdspres, politikerne lever med i dag, gør kravet til en koncentreret form og et jævnt ordvalg ved præsentation af planlægningsresultaterne større end nogensinde. Jeg håber, at vi gennem planlægningen og dens fremlæggelse på denne måde kan finde ikke blot forståelse, men også vilje til at øge forsvarets budgetramme. Men jeg må tilstå, at denne optimisme i øjeblikket er temmelig behersket. Samtidig er jeg overbevist om, at en succes i denne henseende er stærkt betinget af, at vi kan demonstrere en konstruktiv og mådeholdende adfærd, der viser, at vi er klare over, at forsvarets problemer ikke kan løses uafhængigt af andre store samfundsproblemer.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_mar.pdf
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: