Planlægning contra udførelse

Med udgangspunkt i to krigshistoriske eksempler, analyserer oberst-løjtnant E. Bassing, Kongens Jyske Fodregiment, her visse betydende føreregenskaber uden hvilke en taktisk og teknisk begavelse kan være en fortrinlig hjælper, men aldrig fører.

I enhver operation, i ethvert felttog og slag indgår som bekendt ikke et, men mange principper, som i den duelige førers hånd forenes til en helhed. Man kan sige, at værdien af krigshistoriske studier består deri, at man ved at dissekere operationerne kan uddrage og vurdere visse af disse principper, der ofte vil vise sig at være almengyldige.
Et gennemgående træk er en vis planlægning af den pågældende operation, og at en sådan er nødvendig, turde være hævet over diskussion. I sin simpleste form består planlægningen i, at føreren har gjort sig klart, hvad der er hovedlinien i hans hensigt.
En plan, en hensigt, er naturligvis intet værd, hvis den ikke føres igennem. Der tænkes selvfølgelig ikke her på de logisk betonede ændringer i den oprindelige plan, som bliver nødvendige, hvis forudsætningerne viser sig forkerte, eller hvis væsentlig ændring af situationen indtræder, men på de misforhold der af anden grund undertiden ses mellem plan og udførelse.
Et klassisk - og kendt - eksempel herpå er den tyske hærledelses afvigen fra den schlieffenske plan i 1914 med svækkelse af højre fløj, fremrykning inden om Paris osv., hvilket altsammen førte til den franske sejr ved Mame.
I det følgende behandles to operationer, der, hvor forskellige de end ellers er, har det tilfælles, at en vel tilrettelagt operationsplan mislykkedes helt eller delvis, fordi udførelsen ikke stod mål med planen.
 

Chancellorsville, 1-5. maj 1863.

  • Næst Gettyburg er Chancellorsville vel nok det bedst kendte slag i krigen mellem Syd- og Nordstaterne 1861-65. (»Den nordamerikanske borgerkrig«) Dette slag fremviser på den ene side - Sydens - en af krigshistoriens mesterligste operationer. På den anden side - Nordens - er det et eksempel på, hvordan en vel tilrettelagt og godt begyndt plan mislykkes og fører til nederlag, når føreren mangler den ansvarsgjæde og det moralske mod, der skal til for at føre planen til bunds.

Efter nederlaget ved Frederiksburg i november 1862 stod unionshæren, der nu var under kommando af general Hooker, om Staff ordhøjderne nord for Frederiksburg, idet den observerede Rappahannock River. Syd for Rappahannock stod de konfødererede under general Lee med tyngden om og syd for Frederiksburg, medens overgangene over Rappahannock blev observeret af rytteriet indtil Kellys Ford.

Styrkerne: (1)

Konføderationshæren, general R. E. Lee.

  • Korps Jackson (Stonewall) fra Frederiksb. excl. mod syd indtil Pt. Royal.. 35.000 md.
  • DIV McLaw/Korps Longstreet om Frederiksburg
    DIV Ander s on/Korps Longstreet: støtte for rytteriet: 17.000 md.
  • KAV DIV Stuart: Sikring fra Banks Fd. til Kellys Fd.: 2.700 md
  • Artilleri: 5.000 md
  • Ingeniører mv. 4.000 md
     
  • Ialt: 62.200 md

(Resten af korps Longstreet var sendt andetsteds hen)
Unionshæren (Potomachæren), general Hooker.

  • I korps, general Reynolds: 16.000 md.
  • II korps, general Chauch: 16.000 md.
  • III korps, general Sickles: 18.000 md.
  • V korps, general Meade: 15.000 md.
  • VI korps, general Sedgwick: 22.000 md.
  • XI korps, general Hovard: 15.000 md.
  • XII korps, general Slocum: 11.000 md.
  • KAV korps Stonemann: 11.500 md.
     
  • Ialt: 124.500 md

General Hookers operationsplan gik ud på

  • med en mindre styrke at fastholde Lee i fronten ved Frederiksbrug,
  • at lade hovedmassen af kavallerikorpset ved en langt udgående bevægelse afskære Lees forbindelser med Richmond og
  • med hovedstyrken at foretage en omgående bevægelse ind i ryggen på konføderationshæren. (jvf. skitse)

Der var to iøjnefaldende vanskeligheder ved denne plan, dels at foretage forskydningerne, så Lee ikke erkendte situationen for tidligt, dels at få hovedstyrken uhindret over de to floder, Rappahannock og Rappidan. Begge vanskelighederne blev overvundet, og henset til Hookers dobbelte overlegenhed burde resultatet dermed have været givet. Det var det ikke.

Unionskavalleriets operationer.

General Stonemans bevægelser fik ikke det forløb, som Hooker havde tilsigtet. Hindret af dårligt vejr og høj vandstand kunne Stoneman først overskride Rappahannock den 28. april med to divisioner (7.000 heste), men forsinkelsen var ikke det afgørende. Det var derimod general Stonemans dispositioner. Kommet vel over Rappahannock detacherede han halvdelen af sin styrke, DIV Averill, mod det konfødererede rytteri, og denne division faldt dermed ud af operationen, blev afskåret og gik på Hookers ordre tilbage uden at have gjort gavn.

Med DIV Bullock (3.500 heste) gik Stoneman frem indtil South Anne River i retning af Richmond, hvor han opdelte denne styrke i seks kommandoer, der hver for sig udførte heldige operationer mod jernbanebroer etc.
Bestemmelsen var, at Stoneman skulle stå samlet med hele sin styrke (to divisioner) den 1. maj N. for Thompsons Road (50 km S. for Chancellorsville) for at kunne forhindre fjenden i at gå tilbage efter det forventede nederlag. Imidlertid havde han først sine seks kommandoer samlede på dette sted den 5. maj, da slaget forlængst var afgjort. (2)
Som det gik, fik Stonemans fejltagelser ingen indvirkning på helheden, da han under ingen omstændigheder kunne have indvirket på slagets udfald, hvorimod han i givet fald kunne have gjort et fjendtligt nederlag fuldstændigt.
Derimod blev Hooker forståeligt nok gram i hu og afsatte ham fra kommandoen den 22. maj.

Hovedstyrkens indledende operationer.
Den 27. april satte alle enheder sig i march i henhold til ordrerne. Bevægelserne begunstigedes af regn og tåge, så fjenden ikke opdagede, hvad der skete.
I, III, VI korps og en DIV af II korps marcherede forbi Frederiksburg, to pontonbroer blev slået et stykke syd for byen, og den 29. april førtes to divisioner over floden og dannede brohoveder.
I og III korps, der kun var sendt med som demonstration, blev senere trukket til hovedstyrken, medens divisionen af II korps bevogtede floden ved Banks Ford.
De andre fire korps (II(-4-), V, XI og XII) gik over Rappahannock ved Kellys Ford efter at rytteriet var passeret, fortsatte over Rappidan ved Germanna Ford og var den 30. april samlet om Chancellorsville med et tab af kun 5 mand. Samtidig var III korps, der først havde demonstreret mod Frederiksburg, nået frem til US Ford, og Hooker havde således ca. 70.000 mand samlet om og n. f. Chancellorsville. (3)
Første del af operationsplanen var heldigt gennemført, og Hooker var med rette meget stolt deraf. »Nu kan fjenden godt pakke tornystrene, men jeg skal være efter ham«, sagde han. (4)
Var de følgende operationer ledet i samme optimistiske ånd, som denne udtalelse giver udtryk for, var resultatet nok blevet et andet, men der manglede meget deri.
General Lee fik først sent at vide, at han havde fjendens hovedstyrke i ryggen, nemlig den 30. hen mod middag. Dette ses bl. a. af en skrivelse, som unionstroppeme opsnappede, dateret 30. april kl. 12 og stilet til general Anderson, der jo var rygstød for rytteriet, som observerede flodovergangene.

»Jeg har lige nu fået sikker efterretning om, at fjenden er gået over floden med store styrker. Hvorfor er jeg ikke blevet underrettet? Jeg ønsker at se Dem i hovedkvarteret snarest.« (5)

»Hvorfor er jeg ikke blevet underrettet?« I den overordentlig fine gentleman, Robert E. Lees, mund må denne bemærkning opfattes som den mest hårejsende - og fuldt berettigede - balle.

Når man tager overraskelsen i betragtning, bliver den hurtighed, beslutsomhed og handlekraft, hvormed Lee traf sine modforholdsregler, endnu mere bemærkelsesværdig.

Erkendelsen af en stor fjendtlig styrke i ryggen sammenholdt med, at Sedgwick (unionshærens VI korps) S. for Frederiksburg hidtil kun havde foretaget demonstrationer, overbeviste Lee om, at hovedangrebet truede fra vest. Han efterlod overfor Sedgwick kun DIV Early af korps Jackson (9.000 md.) og marcherede næste morgen mod Chancellorsville for an- grebsvis at imødegå fjenden.

Den 1. maj.

Også Hooker satte sig i march om morgenen den 1. maj. Hans mål var dog ret beskedent, idet han i første omgang ville lægge hånden på vejkrydset ved Tabernacle Church.
Netop på dette sted støtte de to hæres avantgarder sammen, og nu skete noget højst uventet.
Lees tropper gik naturligvis energisk til angreb - hans mål var jo de fjendtlige styrker - men Hooker gav ordre til tilbagegang.

Denne beslutning er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første var hele planen baseret på angreb og på at slå fjenden netop på den strækning, hvor man mødte ham. For det andet vidste Hooker, at Lee først kunne være marcheret fra Frederiksburg-positionen om morgenen, og at det altså kun kunne være hans avantgarde, unionshæren var stødt på, og endelig var Hookers tropper netop nået ud af skovterrænet i åben mark, hvor han kunne udfolde sine kræfter og se noget, medens en tilbagegang førte ind i det uvejsomme skovterræn igen.
Chancellorsville var iøvrigt ikke så imponerende, som man kunne tro efter navnet. Der var kun en enlig gård beliggende i en lysning i skoven ved et vejkryds, og det var ingen gunstig stilling, så det var ikke det, der inspirerede Hooker til hans dispositioner. (6)

Den 2. maj.

Hookers bidrag til energisk krigsførelse den 2. bestod i, at han kl. 020200 maj sendte ordre til Sedgwick om også at sende I korps til US Ford. Da ordren gik gennem stabschefen i det gamle hovedkvarter, fik Sedgwick først ordren kl. 0530, og da I korps havde 22 miles at marchere, kunne det først gøre virkning ved Chancellorsville den 3. om morgenen.
Lee søgte derimod en afgørelse ved en af sine energiske og dristige manøvrer. Idet han selv fastholdt fjenden i fronten (fra syd og øst) med de to divisioner af korps Longstreet, blev Jackson sendt syd om den fjendtlige stilling for at angribe denne fra vest.

Bevægelsen blev opdaget af unionstroppeme, et beskedent modangreb ramte, hvor Jackson havde været, og styrkerne på højre fløj blev advaret, men det ser ud, som Hooker var mest tilbøjelig til at tro, at fjenden søgte at undslippe mod vest - hvilken opfattelse i henhold til planen burde have bevirket feberagtig aktivitet i hans stab.
Jacksons angreb kom om eftermiddagen og ramte XI korps (Hovard), der blev fuldstændig oprevet. En indsættelse af dele af III korps bragte dog det konfødererede angreb til midlertid standsning ud på aftenen.
Jackson ville fortsætte sit angreb om morgenen, men ved en natlig rekognoscering blev han såret og døde kort efter af koldbrand. Det var et yderst føleligt tab for Lee og for Syden. Stuart overtog korpset.
Medens slaget rasede ved Chancellorsville, havde Sedgwick med sine 22.000 mand angrebet Earlys 9.000 ved Frederiksburg, og med et tab af 1.000 mand lykkedes det ham i løbet af dagen at tage Earlys stilling, og trænge hans tropper dels mod syd dels mod vest.

Den 3. maj.

Stuart (korps Jackson) angreb om morgenen, og efter langvarige og hæf- tige kampe gennembrød han unionens front. Stillingen ved Chancellorsville var dermed defensivt uholdbar, og Hooker trak sig tilbage til en halvcirkelf ormet stilling foran US Ford med begge fløje støttet til Rappahannock.
Ved melding om Earlys tilbagegang, havde Lee sendt DIV McLaw til undsætning, og ved middagstid stødte Sedgwick, der rykkede mod Chancellorsville, ved Salem Church på McLaw, der var forstærket med de dele af Earlys division, der var veget tilbage mod vest.
Sedgwicks forreste division blev kastet og mistede 1500 mand, hvorefter han opgav angrebet, og i forventning om, hvad der ville komme, sikrede han sin retræte mod nord over Banks Ford. (7)

Den 4. maj.

Lee ville nu gøre op med Sedgwick først, for derefter at rette det afgørende slag mod fjendens hovedstyrke. DIV Anderson sendtes til Salem Church, og samtidig gik de dele af Earlys division, der var trængt mod syd, frem og afskar vejen til Frederiksburg. Omringet på tre sider af en styrke, der ikke var meget større end hans egen - maximalt 26.000 mand - opgav Sedgwick og gik tilbage over Rappahannock.
Den 5. maj ville Lee rette hovedangrebet mod Hooker, men denne, der havde stået ubeskæftiget hele den 4. med 85.000 mand overfor Lees 24.500 (korps Stuart, tidligere Jackson) og ladet Sedgwick blive kastet ud, gik tilbage over US Ford efterladende sine sårede. Slaget havde kostet Potomachæren 17.157 mand, de konfødererede havde et tab på ca. 13.000. (8)

Bemærkninger.

Uden at komme ind på taktiske detailler, hvor fristende det end kunne være, kan man næppe ønske sig bedre demonstrationsmateriale for at vise, at planlægning i sig selv intet er værd, hvis feltherren ikke har de egenskaber, der skal til for at føre planen igennem, nemlig de egenskaber der til enhver tid er uundværlige for en troppefører: ansvarsglæde, beslutsomhed, viljestyrke og handlekraft.

Lees dispositioner var dristige og taktisk blændende, men at sætte dem i værk krævede netop disse grundlæggende egenskaber, som denne troppefører af Guds nåde i så høj grad besad.
Modsætningen er Hooker, der udkastede en virkelig god angrebsplan, satte den i værk og fik første fase næsten uventet heldigt gennemført så alle fordele var på hans side. Stående ved Chancellorsville med hovedmassen af sin hær den 30. april og med to korps foran Lee ved Frederiksburg, hvor overgang over Rappahannock var sikret, havde han nu kun et at gøre: at slå til.
Og så gik det hele i fisk.

Nu må man naturligvis indrømme, at planen egentlig kun gik til dette moment - at planlægge den afsluttende kamp i detailler ville heller ikke have været realistisk - men Hooker kan dog næppe, med det kendskab man efterhånden havde erhvervet af Sydens energiske fører, have forestillet sig, at Lee ved den blotte trussel skulle have overgivet sig. Antagelig har han håbet på, at Lee ville søge at gå tilbage, men også i dette tilfælde tilsigtede Hooker et afgørende slag. Hans, ganske vist noget tøvende, fremrykning mod Tabernacle Church den 1. viser da også, at han godt var klar over, hvad han havde at gøre.
Tilbage bliver det beskæmmende, at Hooker manglede det moralske mod, der skulle til for at gennemføre planen. Planen var en »feltherreplan«, men feltherrens grundlæggende egenskaber manglede.

Dresden-Kulm, 26-30. august 1813.

Dresden og Kulm er to kamphandlinger, der som oftest betragtes hver for sig som enkeltslag. Dette kan på sin vis forsvares, men dybest set er det forkert, fordi begge kamphandlingerne, begge slag, hører sammen i en operation og er led i en samlet plan, som forudsatte de to begivenheder som en helhed.
Efter sejren ved Bautzen 20-21. maj 1813 var Napoleon mod sine tidligere principper gået ind på en våbenhvile, da han skulle bruge tiden til at uddanne og samarbejde sin unge hær. Imidlertid forstod de allierede også at benytte tiden, og da fjendtlighederne brød ud i august, havde Østrig sluttet sig til Frankrigs fjender.
De allierede - Preussen, Østrig, Rusland og Sverrig - stod med hovedhæren under fyrst Schwartzenberg i Bøhmen, Nordhæren under kronprinsen af Sverrig (Bernadotte) ved Berlin og den schlesiske hær under Blücher i Schlesien.
Også Napoleon stod opmarcheret i tre grupper - foruden Davouts tropper i Hamborg og Rapps i Danzig - en styrke under Mc. Donald, og en anden under Oudinot, medens kejseren selv med hovedstyrken beredte sig til at støtte den af disse, der trængte dertil.
Som den talmæsigt underlegne måtte Napoleon søge afgørelsen ved angreb mod fjendens spredte hære. Han kastede sig først mod Bliicher, men denne veg ud, og så fik kejseren at vide, at Schwartzenberg havde overskredet Bøhmens grænse med 150.000 mand og gik mod Dresden, hvor St. Cyr, stod med 14. armekorps (18.000 mand).

Napoleon, der med sin hovedstyrke stod om Bautzen, udkastede straks sin angrebsplan, der gik ud på

  • at lade St. Cyr (14. AK) fastholde Dresden mod Schwartzenberg, idet kejseren regnede med, at denne by kunne holdes i otte dage,
  • at han selv med resten af den disponible styrke, nemlig Garden (Mortier), 1. AK (Vandamme), 2. AK (Victor), 6. AK (Marmont) og to kaval- lerikorps (Murat), ialt 110.000 mand, ville gå over Elben ved Konigstein og angribe den foran Dresden bundne fjende i ryggen.

Denne plan fremgår af en skrivelse til St. Cyr dateret 24. august. (8)

St. Cyr svarede imidlertid straks, at han højst kunne holde Dresden i 24 timer, da fæstningsværkerne var i en elendig forfatning, og resolut ændrede Napoleon sin plan, idet han fastholdt fjendens fuldstændige nederlag som mål.
»Jeg vil ikke give afkald på Dresden, og derfor ændrer jeg min plan«, sagde han. (9) Ifølge denne plan skulle

- St. Cyr fastholde Dresden
- hovedstyrken under Napoleon ile St. Cyr til undsætning og med Dresden som pivottap for operationen slå fjenden der,
- Vandamme med 1. AK ( + ), 30.000 mand, der var forrest, skulle gå over Konigstein og senest den 27. lægge sig i vejen for fjendtlig tilbagegang mod og over Erzgebirge. (Skitse plan 2) Denne plan blev formuleret i ordrer, der ved general Hazo blev sendt til Vandamme og ved en anden stabsofficer til St. Cyr. (10)

Slaget ved Dresden

Fyrst Schwartzenberg, der var gået mod Dresden med 150.000 mand østrigere, preussere og russere, indledte angrebet på byen den 26. efter ved rekognosceringskampe den 25. at have indesluttet denne. De allierede stod i en halvcirkel om byen på venstre elbbred, og St. Cyr, der var omgået på begge fløje, havde besvær med at klare sig, da kejseren selv ankom med de forreste styrker - kejser garden.
Napoleon satte straks sine styrker ind. To divisioner under Ney genoprettede situationen på højre fløj mod østrigerne, medens to andre under Mortier kastede russerne på venstre. Om aftenen gik Schwartzenberg tilbage til udgangsstillingerne for næste dag at kæmpe defensivt.
Den 27. om morgenen angreb Napoleon. Dresden er det eneste tilfælde, hvor kejseren har indladt sig på dobbelt omfatning af en numerisk overlegen fjende. Murat med kavalleriet og Victor med 2. AK angreb på højre fløj, hvor fjenden blev kastet og 15.000 mand afskåret og taget til fange. Centrum holdt sig til forsvaret, og på venstre fløj angreb St. Cyr, Marmont og Ney. Her varede det længere, og Ney havde på et givet tidspunkt vovet sig lidt langt frem i flanken på fjenden, men dennes passivitet reddede situationen.
Slaget varede hele dagen i silende regn, men Schwartzenberg, der allerede var betænkelig ved det partielle nederlag på hans venstre fløj, fik om eftermiddagen melding om, at Vandamme stod i omegnen af Konigstein, og nu frygtede han for at blive afskåret fra Bøhmen og gav kl. 1700 ordre til at afbryde kampen og gå tilbage. Kampen ved Dresden havde kostet de allierede 20.000 faldne og sårede og lige så mange fanger.

Napoleon.

Endnu om eftermiddagen den 27. synes kejseren at have været i besiddelse af sin vante energi. Da slaget ved 15-tiden syntes sikkert vundet, sendte han ordre til Vandamme, der kæmpede i omegnen af Konigstein, om at fremskynde marchen ad vejene mod Erzegebirge i henhold til planen. (11) Mod aften kom det i historien kendte omslag i kejserens tilstand, Odeleben, der gjorde tjeneste i Napoleons stab, fortæller, at denne, der havde været i aktivitet hele dagen, var gennemblødt til skindet, vandet fossede ud af ærmerne på den grå kappe, og hatteskyggen hang ham ned i nakken som vådt trækpapir. Kl. 18 forlangte kejseren sin hest og red i sit sædvanlige slagtertrav tilbage til slottet i Dresden, hvor alle bekvemmeligheder ventede ham. (12)

Når man genkalder sig de kendte skildringer af kejseren, der uden søvn eller hvile i al slags vejr overvågede, at den sidste kanon blev slæbt på plads, inden han søgte en times hvile - siddende foran bivuakilden - så er denne skildring af Napoleon på et tidspunkt, hvor alle anstrengelser krævedes for at udnytte våbenheldet, et klart bevis på, at der var noget galt.
Nu ved jo alle, at kejseren var grebet af et feberanfald, og denne sygdom blev afgørende. Skønt han var vidende om, at fjenden gik tilbage, og at hans egne planer gik ud på at følge skarpt efter for i forbindelse med Vandamme at gøre det helt af med ham, gik kejseren i kvarter. Næste morgen fulgte franskmændene efter, men uden større energi. Da Napoleon den 28. inspicerede slagmarken, gjorde han intet for at fremskynde forfølgelsen, tværtimod sendte han garden tilbage til Dresden i kvarter og bivuak.

Derimod sendte kejseren en fornyet ordre til Vandamme om at fremskynde sin fremrykning (13), hvilket rimer højst dårligt med kejserens iøvrigt passive holdning og viser, at han stadig havde en dunkel ide om at gennemføre sin manøvreide.
Medvirkende til, at Napoleon opgav videre operationer ved Dresden, skal have været, at han fik underretning om, at Ordinot var slået ved Grosse Beerens og McDonald ved Katzbach. Det er muligvis rigtigt, men det bør dog erindres, at den første af disse meldinger fik han allerede i Stolpe, da han var i færd med at forberede operationerne. (14)
Vandamme kom, som det gik, til at kæmpe alene. Han havde den 27. kastet et russisk korps på 14.000 mand, der i nærheden af Konigstein sik rede de allieredes højre flanke, og var den 29. gået over Erzegebirge, hvoi han ved Kulm blev angrebet af overlegne kræfter - de allierede fik samlet ca. 50.000 mand mod hans styrke, der nu var ca. 25.000.

Da kejseren ikke forfulgte energisk, var det muligt for de allierede at omringe og overvælde Vandamme den 30. så størstedelen af hans styrke enten faldt eller blev taget til fange. Blandt fangerne var den sårede Vandamme selv.
Bagefter søgte man at bortforklare nederlaget ved at give Vandamme skylden. Efter at Napoleon havde ladet Berthier omhyggeligt efterse, hvilke skriftlige ordrer, der var sendt Vandamme, blev det hævdet, at hans ordre lød på at blive nord for passene og der afvente St. Cyr, og at Vandamme af personlig forfængelighed var trængt ned i Teplitzdalen. Den samme version stod i Moniteur den 8. september. (15)

Der skal ikke her gås nærmere ind på Vandammes fejl eller ikke fejl, men det skal blot nævnes, at da Vandamme nåede passene, var fjenden allerede ved at passere. Han stod da i den situation at skulle vælge mellem en ordres ordlyd eller dens ånd, dvs. Napoleons hensigt. Hvis han skulle løse den opgave, som var indeholdt i operationsplanen, nemlig at afskære fjendens hovedstyrke, måtte han efter sin opfattelse trænge frem, til knudepunktet Teplitz, medens kejseren - som han måtte vente - energisk trængte efter og hindrede fjenden i at samle sig. Vandamme kunne jo ikke vide, at Napoleon var syg og helt i modstrid med sit sædvanlige jeg.
Ejheller undlod Vandamme at meddele sin hensigt. Den 28. august kl. 20,30 sendte han melding til Berthier, der bl. a. sagde: »Jeg er ankommet til Hellendorf .... Ved daggry marcherer jeg med hele mit korps mod Teplitz, hvis jeg ikke får anden ordre.« (16) Hvis en sådan ordre - som påstået - er afsendt, er den åbenbart ikke nået Vandamme.
Det afgørende i nærværende forbindelse er imidlertid dette ene, at hvis Napoleon havde fulgt sin plan og energisk fulgt efter den vigende fjende, var ikke Vandamme, men den allierede hær blevet oprevet.

Bemærkninger.

Man bemærker, at Napoleon to gange ændrede eller afveg fra sin oprindelige plan, men man bemærker også, at de to tilfælde er væsensforskellige. Når kejseren ændrede sin første plan (at lade St. Cyr holde Dresden og selv angribe fjenden i ryggen), var det fordi de faktiske forhold (Dres- dens modstandsevne) ikke svarede til forudsætningerne. Planen blev ændret på logisk og realistisk grundlag.
Situationen er en parallel til, hvad der skete ved Regensburg 20. april 1809. Det var her kejserens agt at samle hele sin styrke - som Berthier havde spredt fra Augsburg til Regensburg - foran Ingolstadt, medens Lefebvre kæmpede henholdende med bayerne mod ærkehertug Karl. Da ærkehertugen ændrede sin angrebsplan og i stedet for at gå mod Abendsberg gik uden am Lefebvres front mod Regensburg med hovedstyrken, ændrede Napoleon også sin plan og samlede i stedet ved Abensberg. (Jvf. MT april 1968 p. 182 ff.)

I disse tilfælde var det planen, der ændredes efter den foreliggende situation, men helt anderledes forholder det sig i sidste fase af den her behandlede operation. Første del af planen (»Plan II«) var lykkedes, fjenden var slået foran Dresden og gik tilbage, og Vandamme var klar til at tage imod ham. Muligheden for at ødelægge fjenden totalt var til stede, men så svigtede Napoleons energi.

Nu er der naturligvis ingen, der vil påstå, at Napoleon ikke havde moralsk mod til at føre en operation igennem, eller at han taktisk »gik i for små sko«. Det var sygdom, der sløvede hans energi og handlekraft, men resultatet blev det samme. Det afgørende misforhold mellem plan og udførelse bevirkede, at Vandammes korps blev oprevet, og fjenden undslap - for siden at kunne slå Napoleon ved Leipzig.

Dette eksempel erindrer om, at karakter, energi og beslutsomhed såvel som dømmekraft påvirkes - eller i alt fald kan påvirkes - af legemets svaghed. En general, der mangler et ben, en arm, et øje og et øre, er at foretrække for en, der er åndeligt udkørt.

Ville man søge et eksempel på modsætningen til Vandammes håbløse kamp ved Kulm, kan man finde det ved Tannenberg 28-29. august 1914, hvor i sidste fase I AK (v. Francois) afskar de russiske styrker over en linie på 50 km samtidig med, at korpset måtte forberede sig på et angreb i ryggen. Operationen lykkedes, og tusindvis af fanger og stort bytte faldt i armekorpsets hænder. Årsagen var den enkle, at fjenden ikke blot var slået, men blev trængt energisk, så han ikke kunne samle sine styrker - som ved Kulm. (17)

----

Skønt forskellige på mange måder er der en slående lighed mellem Chancellorsville og Dresden-Kulm. I begge tilfælde blev en vel tilrettelagt og godt begyndt operation saboteret ved manglende beslutsomhed. At Napoleon var syg, undskylder ham personligt, men det ændrer ikke det principielle, nemlig at planlægning, hvor god den end måtte være, intet er værd, hvis den, som skal føre planen igennem, ikke er i besiddelse af - eller mister - de karakteregenskaber, der alene gør en troppefører: ansvar sglæ de, beslutsomhed, viljestyrke og handlekraft. At disse egenskaber sløves ved sygdom eller træthed, som i Napoleons tilfælde, kan ikke forudses, men hvis føreren mangler dem - burde han ikke være fører. En flittig mand med stor taktisk og teknisk begavelse, men som mangler de of tnævnte grundlæggende egenskaber, kan være en fortrinlig hjælper, men aldrig fører.

E. Bassing

Litteratur:
- Aster, Heinrich: Kriegsereignisse zwischen Peterswalde, Pima, Konigstein und Priesten in August 1813 und die Schlacht bei Kulm, Dresden 1845 (Kulm)
- Bruun, Daniel: Krig gennem årtusinder, Napoleonstiden, Kbh. 1910 (Bruun)
- Correspondance de Napoleon I, Paris 1861 (C. de N.)
- Freytag-Loringhoven, Freiherr v.: Studien uber Kriegsfuhrung auf Grundlage des nordamerikanischen Session skri eges, II, Berlin 1901 (Studien)
- Hoffmann, General Max: Tannenberg wie es wirklich war, Berlin 1926
- Høst, Alvild Th.: Napoleons felttog 1813 og 1814, København 1839 (Høst)
- Infantry, februar-marts 1960
- Odeleben, Otto Freiherr v.: Napoleons Feldzug in Sachsen im Jahr 1813 Dresden 1816 (Odeleben) - Reichsarchiv: Der Weltkrieg, Berlin 1925 (Weltkrieg)- Wulff, A.: Den nordamerikanske borgerkrig, København 1867 (Wulff)
 

Noter,

1. Studien p. 57
2. Studien p. 59
3. Studien p. 60
4. Wulff p. 185
5. Wulff p. 184
6. Studien p. 62
7. Studien p. 71
8. Kulm p. LIV
9. Kulm p. LXIII
10. Kulm p. LXII, Høst p. 211
11. Odeleben p. 280
12. Odeleben p. 281
13. Kulm p. 162
14. Kulm p. LX
15. Kulm p. 235
16. Kulm p. 116
17. Weltkrieg II, p. 311 ff.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del: