Perspektiver ved Sovjets voksende maritime styrke

Kaptajnløjtnant B. Høi Jensen, Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole, Frederikshavn, beskæftiger sig i denne artikel med den kraftige udbygning af Sovjets maritime styrker, der er skel siden 2. verdenskrig, og de konsekvenser, Sovjets voksende maritime magt har for NATO's og for Danmarks beredskab til søs.

I de sidste årtier har Sovjet gjort fantastiske frem skridt med hensyn til forståelsen for og udnyttelsen af havet, der som et særskilt medium kan udnyttes lokalt eller globalt af en vilkårlig magt med den fornødne vilje og evne hertil. Gennem en forceret vækst af landets orlogsflåde, handelsflåde, fiske og oceanografiske flåde er Sovjet, der traditionelt er en landmagt, ved en målbevidst og storstilet indsats blevet verdens næststørste maritime magt. Intet tyder på, at denne indsats vil tabe i intensitet i de kommende år. Den maritime styrke udvides stadig med blandt andet nye avancerede missilkrydsere, atomdrevne ubåde, missiljagere, helikoptere, hangarskibe og landgangsfartøjer. Forøgelsen af amfibiekapaciteten finder sted i samme tempo som udbygningen af marineinfanteri. Der kan ikke herske tvivl om, at Sovjets hensigt er at udnytte dette magtpotentiel som et middel til at udvide sin globale indflydelse, der, over landområder, kolliderer med veldefinerede grænser og interessesfærer. I en revideret udgave af den sovjetiske bog »Militær Strategi« (1963) gives et autoritativt syn på den ændrede sovjetiske opfattelse af maritime styrkers muligheder. »Under den 2. verdenskrig gennemførte vore søstridskræfter begrænsede operationer i lukkede have — . .. Østersøen. . . . I en fremtidig krig kan flåden blive stillet overfor mere ansvarsfulde opgaver. De store verdenshave kan vise sig at blive krigsskueplads for flåden. Hovedopgaven ... v il blive at nedkæmpe fjendens flådestyrker og bryde hans kommunikationer (søværts forbindelser) på verdenshavene og de andre have. Ved siden af dette kan søstridskræfterne angribe kystmål med kemefysisk ladede raketter, samarbejde med landstyrker, gennemføre søtransporter og beskytte egne søkommunikationer .. ..«

De områder i Europa, der i første omgang direkte berøres af denne sovjetiske ekspansion, er Ishavet, Middelhavet og Østersøen med de danske stræder, idet Sovjet af geografisk betingede årsager har været nødsaget til at organisere sine flådestyrker i 4 vidt adskilte flåder. Ishavsflåden, den største og mest slagkraftige af alle disse flåder, har hovedbaseområde på Kola. Denne flåde, der i den sidste årrække har gennemgået en rivende udvikling, består af moderne missilkrydsere og jagere støttet af stærke flystyrker, flertallet af enhederne udstyret med både konventionelt og kernefysisk potentiel. Ligeledes er størstedelen af Sovjetflådens ca. 350 ubåde stationeret i det nordlige område, indbefattet det hastigt øgende antal missilbærende atomubåde.

Betydningen af denne permanente trussels omfang mod de vestlige landes vitale søvejsforbindelser kan ses udfra den kendsgerning, at Tysklands ubådsflåde, der påførte de allierede katastrofale tab, i 1939 bestod af »kun« 56 ubåde. Den fortsatte sovjetiske flådeopbygning i Middelhavet betragtes med stor alvor i de vestlige lande, og denne alvor kom til udtryk i det communiqué, der blev udsendt efter det netop afholdte NATO ministermøde (15—16 nov), hvor specielt Middelhavet blev nævnt i den egentlige advarsel til Sovjet om at frastå fra yderligere intervention. Til trods for at baseområderne i Sortehavet og på Kolahalvøen er blevet stærkt udbygget i takt med den fortsatte udflytning af flådestyrker, kan det ikke bestrides, at Sovjets maritime hovedsæde stadig befinder sig i Østersø-området. I dette område har Sovjet koncentreret den væsentlige del af sin skibsbygningsindustri - både civil og militær - og ny skibskonstruktioner afprøves i dette farvand. I Østersøen kan der ikke tales om magtbalance, idet Sovjets militære styrker er andre magters styrker totalt overlegne på alle områder - og med det nævnte ny sigte for de sovjetiske maritime styrker må presset mod gennemsejlingsfarvandene til og fra Østersøen fortsat stige. For Sovjet eksisterer ingen praktiske alternativer til disse gennemsejlingsfarvande, når det drejer sig om militær og civil skibstrafik til verdenshavene.

Hvor man tidligere koncentrerede sig om at holde ikke-Østersømagter borte fra området, bl. a. af hensyn til sårbarbeden af den transportmulighed, som søtransporten med sin store kapacitet frembyder for et eventuelt fremstød i Østersøen, så skaber styrkelsen i den sovjetiske offensive kapacitet et ønske om bedst mulige operationsbetingelser mod verdenshavene. Kontrollen med gennemsejlingsfarvandene får også derfor en vital strategisk betydning. Med dette maritime magtpotentiel er Sovjet kommet i besiddelse af et uhyre variabelt instrument, der har mulighed for at udøve politisk pression afstemt efter og lokaliseret på grundlag af den til enhver tid eksisterende politiske situation uden samtidig at risikere, at en gengældelsesaktion får en tilsvarende alvorlig økonomisk betydning henset til de landværts forsyningslinier. Alene den blotte tilstedeværelse af sådanne styrker forårsager den alvorligste uro og bekymring. Således har den forøgede sovjetiske aktivitet i det nordlige område givet anledning til speciel norsk bekymring, der bl. a. kom til udtryk i den norske forsvarsminister Otto Gried Tidemands indlæg i udenrigsdebatten i Stortinget den 29 oktober 1968.

Forsvarsministeren gav i denne redegørelse en relativ udførlig oversigt over den militære virkelighed ved den nuværende situation og udtalte blandt andet: »Nordkalotten og tilførselsvejene til Østersøen er strategiske nøgleområder i øst-vest forholdet, noget der har sammenhæng med hele magtbalancen. En af de erfaringer vi kan få af interventionen i Czekoslovakiet er, at man i ly af øvelser kan skaffe sig handlefrihed og mulighed for overraskende intervention. . . . Af speciel interesse . . . er den betydelige amfibiekapacitet, altså evnen til at flytte tropper søværts med specielle fartøjer, som Sovjet disponerer over i Nord-Europa, og som støttet af kraftige kampenheder kan operere langs vor kyst. Man må videre bemærke, at der i land- og søområdeme i vor umiddelbare nærhed efterhånden skabes et øvelsesmønster, der betragtes som normalt, men som muliggør aktioner med usikre og minim ale muligheder for varsel hos os.«

Den omtalte sovjetiske amfibiekapacitet er bl. a. baseret på iagttagelser af den omfattende flåde- og flyøvelse i juli måned i 1968, hvor en større amfibiestyrke støttet af eskorte jagere, missiljagere og forsyningsskibe sejlede fra Østersøen gennem de danske farvande langs den norske kyst til Kola-området. Dette er realiteterne i det perspektiv, der opstår som følge af Sovjets voksende maritime styrke og med den eksisterende sovjetiske erkendelse af denne styrke som et brugbart middel til udvidelse af sin på kontinentet opdæmmede indflydelse. Den norske forsvarsminister udtalte i samme redegørelse: »...Vi må basere os på, at de (sovjetiske styrker) også kan udnyttes på en måde, som giver os grund til bekymring, fordi den vældige militære magt befinder sig i vor umiddelbare nærhed . . . Vi kan ikke bygge vort lands sikkerhed og militære forsvar på antagne intentioner. Det er de faktiske konstellationer og forhold, som omgiver vort land, der må være afgørende.« Bortset fra den fælles norsk-sovjetiske grænse i nord må de danske gennemsejlingsfarvande betegnes som overordentlige kritiske områder, der på grund af deres specielle karakter kan give mulighed for overraskende handlinger. Handlinger, der vil give forsvaret minimalt taktisk varslingstid. Den nødvendige vilje til en sådan handling i en given situation har Sovjet tydeligt demonstreret ved interventionen i Czekoslovakiet, der ikke tog hensyn til den stærke reaktion og forfærdelse fra verdensopinionen. En reaktion, der både i sin form og i sit omfang måtte have været forudsigelig.

Som tidligere nævnt har Sovjet et globalt sigte med sin accelererende maritime aktivitet, men virkningen for dansk område er umiddelbart indlysende. I takt med den forøgede aktivitet må dansk område og specielt gennemsejlingsfarvandene få øgende betydning for Sovjets strategiske interesser som et øm tåleligt og kritisk område - formuleret efter sovjetisk terminologi - et område af vital betydning for Sovjets sikkerhed. Intensiteten i trafikken af sovjetisk handelstonnage i forbindelse med det maritime magtpotentiel bar i realiteten betydet, at kysterne ved de danske gennemsejlingsfarvande mere og mere har fået karakteren af grænseområder til Sovjet. Men Sovjets overlegenhed i Østersø-området er ingenlunde kun af kvantitativ, men også af kvalitativ karakter. Den voksende »teknologiske kløft« mellem den teknologiske udvikling i på den ene side USA og på den anden side de indbyrdes konkurrerende vest-europæiske lande kan med faktisk samme forhold konstateres mellem de vest-europæiske landes militære styrker og Sovjets militære styrker. Intet tyder foreløbig på, at denne forskel i teknologisk udvikling kan reduceres. Overlegenheden for Sovjets konventionelle maritime-magtpotentiel er således total i dette område, og alene truslen fra USA’s strategiske kernevåbenstyrker kan hindre en massiv indsættelse af dette magtpotentiel. Den strategiske balance mellem USA’s og Sovjets kernevåbenstyrker har imidlertid bevirket, at den tidligere strategi, hvorefter selv et mindre østligt angreb skulle besvares med den fulde gengældelsesstyrke (»massiv gengældelse«), er blevet urealistisk.

I stedet har NATO vedtaget en ny strategi, der hviler på den forudsætning, at enhver form for aggression skal imødegås med m idler, der afpasset efter angrebets karakter og intensitet (»fleksibel imødegåelse«). Alene konventionelle styrker vil i første omgang blive indsat mod en aggression, og kun, hvis det ikke er tilstrækkeligt, vil taktiske atomvåben kunne tages i brug med deraf følgende risiko for en optrapning af konflikten. I sidste instans udgør denne sidste mulighed den afskrækkende faktor, der skal afholde en aggressor fra angreb overhovedet. Men en afgørende forudsætning for, at denne strategi kan gennemføres i praksis, er, at der opretholdes tilstrækkelige konventionelle styrker, således at Sovjet ikke fristes til at indlede et angreb med begrænset sigte i den hensigt at stille NATO overfor en fuldbyrdet kendsgerning i form af en territorial gevinst.

Heraf følger, at størrelsen af den sikkerhedsmargin, denne strategi skaber mellem den begrænsede konventionelle konflikt og den katastrofale massive kernefysiske udveksling, ganske nøje er knyttet til størrelsen af de konventionelle styrker. Sovjet har klart demonstreret, at det på kort tid kan udfylde et militært udtyndet område i Europa - og det må tillægges afgørende betydning, at USA ikke har nogen lignende mulighed i Europa. Danmark må indrette sin tilværelse på tærsklen af en ekspanderende maritim supermagts udfaldsveje mod den globale indflydelse, og denne paradoksale situation stiller krav til realitetssans, sensitivitet og smidig beslutsomhed. En beslutsomhed, der med den hensigt at hindre misfortolkninger og tvivlssituationer, der kunne føre til i første række begrænsede aggressioner, må give sig udslag i opretholdelsen af specielt tilstrækkelige og effektive konventionelle maritime styrker på et højt beredskabsmæssigt niveau. 

B. Høi Jensen

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon perspektiver_ved_sovjets_voksende_maritime_styrke1969_1.pdf

Litteraturliste

Del: