Panserværns-raketter

Også denne artikel af Richard S. Page er gengivet fra Aerospace International nr. 4/1973. Selv om der i årevis er blevet produceret panservæmsraketter, spiller panservæmskanonen stadig en væsentlig rolle. Spørgsmålet er imidlertid om den nye generation af styrede panserværnssystemer vil gøre disse til slagmarkens konge.

 

Lige siden de sidste kampe under den første verdenskrig har kampvogne og forsvaret imod dem kæmpet om førerpladsen på slagmarken. Dette løbende teknologiske kapløb kan ses som et klassisk eksempel på de offensive midlers forsøg på at overgå forsvaret, med det resultat at den ene eller anden part skiftevis har været førende, afhængig af den øjeblikkeligt til rådighed værende teknologi.

Kampvognen, denne rullende stålkolos, grotesk i sin form, men dog i en vis forstand et mål af skønhed i sin kraft, blev født på Vestfronten under den første verdenskrig. Den trådte ind på scenen med fuldstændig overraskelse som udtryk for et hidtil uopnåeligt resultat af krigens teknologi. Formålet med og den primære opgare for kampvognen var alene offensivt. Den skulle gennembryde fjendens linier og åbne en vej for det infanteri, der fulgte den. I forsvaret var dens opgave primært at modangribe. For at kunne løse disse opgaver må kampvognen være udtryk for en kombination af stor bevægelighed, rimelig beskyttelse over for fjendens modforanstaltninger og en eller anden form for direkte våbenvirkning samt et antal andre karakteristika, såsom at kunne funktionere når som helst i kampens hede og i nær kontakt med fjenden.

Med anvendelsen af kampvogne blev panserværn af yderste vigtighed. Indtil slutningen af den anden verdenskrig kunne ingen af parterne hævde at besidde den ultimative løsning på våbenudviklingen. Erfaringerne under krigen havde imidlertid ført til en mere nuanceret udvikling af panserværnssystememe. I dag har disse defensive foranstalt- ringer overgået modpartens offensive kvaliteter til et punkt, hvor nogle anser kampvognen for at have udspillet sin rolle.

De moderne hæres nye kampvogne, såsom den britiske Chieftain, den amerikanske M60, den vesttyske Leopard og den franske AMX 30 samt den russiske T 62, betragtes alle af nogle som forældede og gammeldags i konstruktionen. Disse kampvogne er uhåndterlige og klodsede, såvel hvad angår vægt som hurtighed. De er naturligvis udstyret med fremragende kanoner, men mange moderne militære teoretikere hævder, at disse kunne gøre bedre nytte i lettere og mindre klodsede køretøjer, så meget mere som det er velkendt, at konventionelt panser, uanset tykkelse, kan gennemhulles af mandbårne styrede raketter. Og dette bringer os frem til panserværnets rolle. Siden den anden verdenskrig har en gradvis skiften mellem anvendte taktiske fremgangsmåder og våbenteknologi i overvejende grad favoriseret pan- servæmet. Repræsentativ for det første af denne type våben i den enmandsbetjente kategori er hullad- ningsgranaten og raketten, som begge anvendtes under sidste verdenskrig. Et mere moderne våben - men stadig ikke styret i banen - er den svenske Carl Gustav. Den affyres fra et rekylfrit raketstyr og er effektiv på afstande over adskillige hundrede meter, hvilket i sammenligning med de mod slutningen af sidste verdenskrig anvendte våben er en meget bemærkelsesværdig forbedring.

Disse ikke-styrede våben førte til produktion af den såkaldte første generation af en- eller to-mands betjente styrede panserværnsraketter, som i 1950’eme og 60’erne blev tegnet og konstrueret på baggrund af den da til rådighed værende teknologi. Disse ældre panservæmssyste- mer, såsom den tyske Cobra, de franske SS 11 og Entac, den svenske Bantam, den italienske Mosquito og den engelske Vigiliant opfyldte den tids krav, men de havde afgørende mangler, som har ført til stadige forbedringer eller til udvikling af nye projekter, således at der i dag findes en anden generation, der er bemærkelsesværdig i dens udnyttelse af mere moderne hjælpemidler.

Den første generation af styrede raketter var sammenlignelig i henseende til træffesandsynlighed og ødelæggelseskraft. De afviger alene i den måde, på hvilken de skal betjenes og i deres pris. De er alle manuelt betjente og udnytter en tynd ledning til transmission af styreimpulser. Deres flyvehastighed (med undtagelse af den hurtigere Vigiliant) ligger omkring et gennemsnit på 85-88 m/sek., og deres minimale skudafstand er mindst nogle få hundrede meter.

Den britiske Vigiliant, fremstillet af British Aircraft Corporation, er et godt eksempel på denne mand- båme første generations teknologi. Dens lave vægt, store sprængladning, relative høje fart, gode manøvreegenskaber, høje beredskab og simple betjening sætter den i en klasse for sig. Mod 1960’ernes slutning var over 10.000 stk. af dette våben da også blevet solgt, og det har bevaret sin stilling i første række blandt de manuelt betjente pan- servæmsraketter. Det har været - eller er - i tjeneste i den britiske hær, i Finland og Kuwait, Saudi Arabien og Libyen. Det fremstilles nu ikke længere, men er afløst af den mere moderne Swingfire. Alle styrede raketter har åbenlyse svagheder, blandt hvilke de vigtigste er:
- et utilfredsstillende styrings- og kontrolsystem
- den udgiftskrævende og vanskelige uddannelse af operatører
- den lave flyvehastighed, som nødvendiggøres af den manuelle betjening med den deraf følgende lange flyvetid
- operatøren er udsat
- den minimale operationsafstand er for stor (op til ca. 500 m)

Med henblik på at fastlægge anden generations karakteristika er der udført et omfattende analysearbejde. I den vestlige verden er det USA, England, Vesttyskland og Frankrig, som er nået længst i dette udviklingsarbejde. Den britiske Swingfire de amerikanske Dragon og TOW, den tyske Cobra 2000 og de fransk-tyske Hot og Milan er nogle af de mest avancerede systemer, der i dag er til rådighed. Alle systemer kan gennembryde front- pansret på en moderne kampvogn selv ved små anslagsvinkler.

Swingfire
Udviklingen af Swingfire påbegyndtes i 1958, i 1962 offentliggjordes de første detaljer vedrørende systemets karakteristika, og 11 år senere, i 1969, blev systemet taget i anvendelse af den britiske hær. Det er et langtrækkende tråd-styret våbensystem, konstrueret primært til affyring fra et køretøj. Raketten er automatisk programmeret ind i operatørens synsfelt, hvorefter den styres ved hjælp af styresignaler, der overføres fra operatørens styrepind via en ledning. Raketten kan dirigeres såvel i side som i højde.
 
Det karakteristiske træk ved systemet er dets evne til at operere med køretøjet skjult, så der ikke er direkte sigt fra affyringsrampen til målet. Operatøren kan placeres ca. 50 m fra køretøjet. Våbnets længde er 106 cm, diametren 17 cm. Den minimale rækkevidde, der er afhængig af operatørens placering i forhold til rampen, er fra 150 m til 300 m. Max. rækkevidde mod såvel bevægelige som stationære mål er 4000 m.
 
Swingfire. Et særdeles effektivt anden generations våben
 
 
Dragon
Dette våben, der oprindelig gik under betegnelsen MAW (Medium Antitank Assault Weapon System) og nu officielt benævnes XM47 Surface Attack Guided Missile System, er udviklet til den amerikanske hær og marinekorpset. Det er et særdeles effektivt en-mands betjent våben, bestående af tre hovedkomponenter : et styrings- og kontrol apparat, et rekylfrit affyringsstyr og en raket. Styrings- og kontrolapparatets funktion er at fastlægge rakettens afvigelse i banen i forhold til sigtelinien, hvorefter en elektro-optisk enhed automatisk afgiver styreim- pulser til raketten gennem en ledning. Enheden fæstnes til affyrings- styret, der tjener det dobbelte formål at være transportkasse for raketten og yde drivkraft under selve affyringen. Rakettens kontrolsystem indeholder flere par små raketmotorer monteret rundt om raketkroppen. Våbnet betjenes ved, at operatøren først forbinder kontrolpanelet til affyringsstyret, der placeres i en passende stilling. Derefter opsøger han målet i sigtekikkerten. Ved at placere og fastholde trådkorset på målet fastlægger han sigtelinien for styresystemet. Affyring sker ved at påvirke en aftrækker. Det eneste, operatøren herefter har at gøre, er at holde trådkorset på målet. Skal en ny raket affyres, frigør operatøren blot styreenheden fra det benyttede affyringsstyr og forbinder det til et nyt.
 
 
Dragon. Her vist under en tidlig forsøgs- skydning
 
 
Cobra 2000
Dette våbensystem er en videreudvikling af den af det tyske firma Messerschmidt-B oelkow -Blohm første fremstillede generations Copra. Den maximale rækkevidde er øget fra 1600 m til 2000 m. Den gennemsnitlige flyvehastighed er 300 km/t. Den oprindelige Cobra, hvis udvikling startede i 1957, blev operativ i 1960 og er siden fremstillet i over 150.000 eksemplarer til 18 lande.
 
Cobra
 
 
Cobra 2000 er en lille trådstyret panservæmsraket med en kontrolenhed og kabelforbindelse. Våbnet betjenes af een mand, og betjeningen er simpel. I modsætning til andre trådstyrede raketter affyres Cobra ikke fra en container, men lægges på jorden og forbindes med kablet, der forbinder de enkelte raketter med kontrolenheden på afstande op til 70 m. Dækslet fjernes, og et 2 m ankerkabel forbindes til et jordspyd. Kontrolenheden indeholder et batteri, som yder den nødvendige strøm til affyringen, der sker ved at påvirke en trykknap. Umiddelbart efter affyringen bringer operatøren, ved at påvirke kontrolpinden, raketten ind i sigtelinien, hvor den fastholdes ved små bevægelser af denne.
 
Cobra 2000 fremstilles stadig i Tyskland, Italien, Pakistan og Brasilien, men det er besluttet ikke at udvikle systemet yderligere. Derimod har man ved anvendelse af den til Cobra benyttede teknik indledt udviklingen af et nyt system MAMBA, der i modsætning til Cobra vil få en relativ lille begyndelseshastig- hed (o. 35 m/sek), men derefter vil accelerere til o. 140 m/sek. Flyvetiden på max. afstanden 2000 m bliver herved på kun 17,5 sek. Mindste skudafstand bliver 300 m.
 
Et andet af samme firmas nyeste våben er Armbrust 300, som kun vejer 6,3 kg og kan affyres direkte fra operatørens skulder, idet det ikke frembringer nogen bagflamme. Raketten frigøres fra styret ved hjælp af en fjeder, hvorefter raketten antændes i sikker afstand fra styret. Anvendelsen af våbnet kræver ingen særlig uddannelse. Dets rækkevidde er begrænset til 1000 m, med bedste skudafstand o. 300 m. Det transporteres enkeltvis eller tre hægtet sammen. Det er tænkt som et selvforsvarsvåben mod kampvogne og pansrede køretøjer, men det kan også anvendes mod befæstningsanlæg og helikoptere.
 
 
Den en-mands betjente tyske Armbrust
 
 
Milan og Hot
Udviklingen af Milan (Missile d’/nfanterie Léger ^ntichar) afsluttedes i 1963, men først 8 år senere var den tekniske vurdering og for- søgsskydningeme afsluttet. Systemet fremstilles stadig kun i begrænset omfang. Det er et avanceret anden generations-våben, trådstyret og ret- ningsstabiliseret, der anvender et halvautomatisk styringssystem. Dette betyder, at alt hvad operatøren har at gøre er at fastholde kontrolenhedens trådkors på målet under rakettens flyvning. Systemet består af en raket i et styr, der også tjener som transportbeholder, samt en affyrings- og kontrolenhed. Før affyring monteres styret på affyrings- og kontrolenheden, der enten kan placeres i en trefod eller direkte på operatørens skulder.
 
HOT. En langtrækkende, fransk-tysk produceret, panserværnsraket
 
 
Systemet vejer 24 kg og er dermed noget tungere end første gene- rationsvåbnene, men dog let at transportere. Det kan også anvendes fra køretøjer. Ved hjælp af natsig- temidler er det velanvendeligt i mørke. Dets max. rækkevidde er 2000 m, min. rækkevidden 70 m og flyvehastigheden 200 m/sek. Hot (ffaut subsonique Optique- ment teleguidé tiré d’un Tube) er et tungt panservæmsvåben udviklet i samarbejde mellem franske og tyske firmaer. Det er tænkt at skulle afløse den franske SS 11. I princippet virker det på samme måde som Milan, men det er større og har en bedre ydeevne, idet dets rækkevidde strækker sig fra min. 75 m til max. 4000 m. Rakettens flyvehastighed er 260 m/sek. Sprænghovedet kan gennembore pansret på alle kendte kampvogne, selv ved små anslags- vinkler.
 
Milan. Også en fransk-tysk produktion, men en-mandsbetjent
 
 
TOW
TOW, der står for Tube-launched, Optically-tracked, KTire-guided, er et tungt jord-til-jord og luft-til-jord styret panserværnssystem. Systemet føres i flere enkelte elementer, der hurtigt kan gøres klar til affyring. Det består af trefod, raketstyr, sigte- enhed og kontrolenhed. Den 117 cm lange raket transporteres i en beholder, som indføres fortil i styret. Operatøren fastholder målet i kikkerten og affyrer raketten. Så snart raketten har forladt styret, folder finneme og kontrolpanelet sig ud. Overførsel af styreimpulser sker gennem to tynde ledninger, idet operatøren følger målet i kikkerten, medens en IR-enhed sender signaler om afvigelse i banen i forhold til sigtelinien tilbage til kontrolenheden, der på sin side transmitterer korrektioner til raketten.
 
 
TOW. Det ældste anden generations våben. Her vist i trefod, men våbnet kan monteres såvel på et køretøj som i helikopter
 
En af de mest betydningsfulde nyskabelser er anvendelsen af helikoptere i panservæmsrollen. Skønt koncepten ikke er ny - den bragtes i anvendelse første gang sidst i 1950- eme - har kombinationen af helikopter og panservæmsvåben vist sig effektiv senest i Vietnam. Af de første 89 TOW, der anvendtes under kamp, rapporteredes de 73 at være træffere. Blandt de ødelagte mål var i det mindste de 29 kampvogne, medens resten var pansrede køretøjer, maskinkanonstillinger, bunkers, et beton-vandtårn og en bro.
 
Den til dato mest effektive kombination af panservåben og helikopter udgøres af Bell Huey Cobra og TOW. Denne helikopter blev specielt konstrueret som angrebsheli- kopter og behøvede således ikke at undergå ændringer for at kunne medføre TOW. Raketten kan affyres fra helikopteren ved hjælp af et stabiliseret optisk sigte, en IR- eller en Laserkontrol. Rakettens nuværende rækkevidde er 3000 m, og den minimale skudafstand 65 m, men et udviklingsarbejde er i gang med henblik på at forøge afstanden, ligesom der foregår forsøg med henblik på at kombinere raketten med et nyt IR-sigte beregnet på mørkekamp. TOW er vidt anvendt inden for NATO: den amerikanske hær, Tyskland, Danmark, Luxembourg, Holland og Italien har alle anskaffet eller bestilt raketten. Også andre NATO-lande forventes at ville gå ind for den. Uden for NATO var Iran det første land, som anskaffede den.
 
Morgendagens panserværn
Efter denne gennemgang af første og anden generationen af panser- væmsraketter vil det være naturligt at spekulere over, hvad tredie generation vil byde på. Vil det blive længere eller kortere rækkevidde, lettere vægt, Laser-styring, trådløs styring osv.?
 
De fleste nye systemer, der udvikles, er enten yderst simple eller særdeles komplicerede. Forkortelserne ARPA C og ACRA, står for Frankrigs bidrag til tredie-generationen af panservæmsteknologien. Den første er et let (1,25 kg) mandbåret våben. Det er i hovedsagen fremstillet af plastic og glasfiber. Ligesom Armbrust kræver det minimal træning af operatøren og kan derfor udleveres til enhver soldat, og om nødvendigt enhver borger. Det kan anvendes dag og nat, i det åbne eller i lukkede rum. Betjeningen er som nævnt uhyre simpel. Operatøren piller blot beskyttelsen af, slår sig- temidlerne ud, indtager skydestillin- gen og trykker af. Fra stående, knælende eller liggende stilling kan en gennemsnitsskytte ramme med en nøjagtighed på 1,5 m på 50 m afstand.
 
Atlas. Udviklingen af dette våben er endnu ikke afsluttet. Det påregnes anvendt såvel på korte som længere afstande. På kort hold aff yres det uden styring. På længere afstande anvendes et Lasers tyresystem
 
 
 
 
ACRA viser franskmændenes evner på de Laser-styrede våbens område. Det er et halvautomatisk, kanonleveret, Laser-styret, tungt pan- servæmsvåben. Det styres langs en Laserstråle, der rettes mod målet. Raketten har en meget høj begyn- delseshastighed og når op på 1800 km/t. Flyvetiden på en afstand af 3000 m er mindre end 7 sekunder. Styringen er således indrettet, at en enhed i raketten automatisk fastslår dens placering i forhold tii Laserstrålen. Våbnet er stadig under udvikling men er fremstillet i et mindre antal med henblik på forsøg, der alle har haft et heldigt udfald.
 
ATLAS, eller Anti Tank Laser Assisted System, er det engelske tilbud på de Laser-styrede våbens område. Fremstillingen sker i samarbejde med en belgisk fabrik, og meget få oplysninger er endnu frigivet om dette nye system. Det vides kun, at systemet anvender en Laserstråle, hvormed en operatør oplyser målet, medens en anden operatør sigter under udnyttelse af denne stråle. Raketten bevæger sig herefter imod målet i overensstemmelse med den herved givne retning indtil kort førmålet, hvor det bringes ind på en målsøgende kurs ved hjælp af Laser-illuminationen af målet.
 
De stadige fremskridt inden for panserværnet har tvunget kampvognen bort fra dens oprindelige offensive rolle og over i en defensiv. For nærværende er det svært at forestille sig beskyttelsesforanstaltninger, som er i stand til at imødegå disse nye raketvåben. Mindre og hurtigere kampvogne deployet i stort antal kunne måske ændre forholdet til fordel for kampvognen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at nye panserværnsmidler i så fald vil blive udviklet til at imødegå også denne trussel. Det klassiske kapløb mellem de defensive og de offensive midler vil fortsætte.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_nov.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: