Pakistan - en strategisk områdestudie

Denne områdestudie er udarbejdet som en opgavebesvarelse på Forsvarsakademiet
ved forfatterens gennemgang a f stabskursus I I 1998/99. Opgaven er
afleveret den 23. november 1998. Ved tilpasning til tidsskriftet er noter og bilag
ikke medtaget.

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Opgaveanalyse
Pakistans strategiske potentiale udgøres af følgende faktorer: Den fysisk-geografiske
faktor, den økonomisk-videnskabelige faktor, den kommunikationsmæssige
faktor, den sociologiske faktor, den militære faktor, den indenrigspolitiske faktor
og den udenrigspolitiske faktor. Redegørelsen for disse faktorer vil blive givet med
vægtning på de forhold, som har betydning for landets sikkerhedspolitiske situation.
Der er således behov for en definition af, hvad der skal indgå i begrebet sikkerhedspolitik.
Med sikkerhedspolitik vil jeg i denne opgave mene " den sammenfattende
betegnelse for en stats politisk styrede aktiviteter, der skal sikre at statens
målsætninger kan realiseres, også hvor staten trues af andre aktører, især andre
stater, i det internationale system". Sikkerhedspolitik vil blive betragtet som
national sikkerhedspolitik, altså set fra staten Pakistan, og som total sikkerhedspolitik,
det vil sige i bred ramme.
 

Metode
Studien gennemføres i overensstemmelse med metodikken for den strategiske
områdestudie i Forsvarsakademiets vejledningssamling. Analysen af Pakistans
sikkerhedspolitiske situation vil ske på baggrund af en redegørelse for de forhold,
der vurderes at have indflydelse herpå. Analyse af hver faktor vil blive afsluttet
med en delkonklusion, hvori de vigtigste forhold i relation til sikkerhedspolitikken
vil blive fremhævet. Vægtningen i studien vil afspejle ovennævnte forhold.
Indsamling af kilder og data er afsluttet medio november 1998.

Historisk baggrund
Det geografiske område, som i dag er Pakistan har en urgammel historie. En af
verdens ældste højkulturer opstod på Indussletten. Gennem tiderne har området
været præget af den geostrategiske placering i forbindelsesområdet mellem
Sydasien, Vestasien og Centralasien. Området har været domineret af skiftende
udefra kommende erobrere, som til det indiske subkontinent lagde vejen gennem
de nordvestlige bjergpas, perserne ca. 500 f.Kr., siden Alexander den Store og
Inderne. Fra slutningen af 600-tallet e.Kr. nåede Islam frem til området gennem
araberne. Tyrkiske og afghanske invasioner fulgte, men fra 1600-tallet dominerede
det Britiske Ostindiske Kompagni området, provinserne Punjab og Sind erobreres
i 1840. Efter sepoyoprøret i 1857-1858 blev Indien gjort til britisk kronkoloni.
Muslimerne havde svært ved at finde sig til rette i den i 1885 oprettede indiske
nationalkongres og dannede i 1906 det Muslimske Forbund (All-India Moslem
League).
Efterhånden som Indiens selvstændighed nærmede sig, voksede modsætningerne
mellem den indiske nationalkongres og det muslimske forbund, og følgen blev,
at Pakistan blev udråbt til selvstændig stat d. 14. august 1947, dagen før den Indiske
Union. Pakistan kom til at bestå af to dele - Vestpakistan og Østpakistan.
Uenighed om styreformen hos forskellige politiske grupperinger dominerede
tiden efter statens dannelse, fa lande har været udsat for så mange politiske og
forfatningsmæssige eksperimenter som Pakistan. Fra 1950erne udviklede Pakistan
sig i retning af et autoritært styre under påvirkning af bureaukratiet og militæret. I
1958 fik landet militærstyre, som fortsatte til 1970, hvor de første frie valg blev
afholdt. I 1977 var der et oprør i provinsen Baluchistan, som regeringen slog ned
med magt. Dette udløste strejker og demonstrationer, og regeringen måtte gå af.
Atter kom der militærstyre, som varede til 1988. Herefter har der været demokratisk
valgte regeringer, men landet har været ramt af politisk uro. Ingen regering har
siddet valgperioden ud. Politisk vold, korruption, kriminalitet og konflikter mellem
etniske og religiøse grupperinger har præget og præger fortsat Pakistan. Separatistiske
kræfter findes i alle provinser,
Pakistan har siden statens dannelse været præget af modsætningsforholdet til
Indien. Dette blev grundlagt i de religiøse konflikter og i striden om retten til
Kashmir, et bjergområde beliggende mellem Indien, Pakistan og Kina. Denne strid
har resulteret i 2 krige, sidst i 1965. Økonomisk forfordeling og etniske modsætninger
førte til løsrivelse af Østpakistan og dannelse af staten Bangladesh. Indiens
støtte til løsrivelsen førte til den sidste af de tre krige mod Indien i 1971.
Af betydning for Pakistan udadtil har også været naboforholdet til det urolige
Afghanistan og samarbejdet med den gryende stormagt, Kina. Pakistans relationer
til USA har været skiftende og afhængige af USA’s strategiske interesser i Centralog
Sydasien.Det har længe været kendt at både Indien og Pakistan besad teknologi til
fremstilling af kernevåben. Helt aktuelt har Pakistan gennemført kemevåbenprøvesprængninger
28. maj 30. maj 1998, som svar på tilsvarende indiske, gennemført
15 dage før.
1 1950erne var den økonomiske orientering mod privat foretagsomhed. Senere
kom en økonomisk vækst, men det var kun et fåtal godsejere og private virksomhedsejere,
som drog nytte af denne. Banker og industrier blev nationaliseret sidst
i 1970erne.
I 1990erne er man atter begyndt at privatisere de statslige virksomheder. Selv
der har været en økonomisk vækst op gennem 1990erne, er den pakistanske
økonomi meget svag, og landet lider i dag af kronisk underskud på handelsbalance
og betalingsbalance.
Pakistans befolkning vokser hastigt. En tredjedel lever i stor fattigdom. Hvert
1 Oende barn dør før et års alderen, og ikke engang havdelen af befolkningen har
adgang til rent drikkevand.
 

Afgrænsning a f opgaven
Således set i et historisk lys rettet mod Pakistan af i dag fremtræder en række
forhold af betydning for landets sikkerhedspolitiske situation:
Indadtil er det politiske, etniske og religiøse konflikter, politisk vold, alvorlig
kriminalitet, vanskeligheder med at etablere et stabilt demokratisk styre, korruption,
fattigdom og dårlige sociale forhold for hovedparten af befolkningen.
Udadtil er det forholdet til Indien, i særdeleshed problematikken om Kashmir,
men også forholdet til Afghanistan, Iran, Kina og USA. Kemevåbensproblematikken
er af stor betydning for den sikkerhedspolitiske udvikling i Sydasien.
Pakistans økonomiske situation har betydning som underliggende årsag til indre
instabilitet.
På denne baggrund vil følgende faktorer i det strategiske potentiale blive
vægtet: Den indenrigspolitiske faktor, den udenrigspolitiske faktor og den økonomiske
faktor.
På basis redegørelsen for Pakistans strategiske potentiale og den efterfølgende
analyse gives et skøn over Pakistans sikkerhedspolitiske udviklingsmuligheder, idet
der opstilles tre scenarier. Hvilket af disse der er mest sandsynligt, vil afslutningsvis
blive vurderet.
 

Den fysisk-geografiske faktor
Beliggenhed, grænser, størrelse
Pakistan er beliggende i Sydasien, nordvest for Indien. Landet har kystlinie til det
Arabiske Hav i den nordlige del af det Indiske Ocean. Mod nordøst ligger Kina,mod nordvest Afghanistan og mod vest Iran. Mod nord og nordøst ligger Kashmir,
hvor den af Pakistan besatte del grænser op til Kina. Grænser: Total længde af
grænser: 6.774 km. Grænse til Iran 909 km, til Afghanistan 2,430 km, til Kina 523
km og til Indien 2.912 km. Kystlinien udgør 1.046 km. Størrelse: 796.095 km2.
Denne størrelse indbefatter ikke den pakistansk kontrollerede del af Kashmir, som
udgør 84.000 km2.
 

Land-, sø- og luftadgangsveje
Der er vejforbindelse fra hovedfærdselsåren mellem Karachi og Peshawar til Kina,
forbindelserne til de øvrige lande er fa i forhold til grænsernes længde. Adgangsvejene
mod nordvest er præget af beliggenheden i et vanskeligt tilgængeligt
bjergterræn. Grænsepassene mellem Pakistan og Indien har spillet en stor rolle som
Vest- og Centralasiens indgangsport til Indien. Der er to store havne ud til det
Arabiske Hav i Karachi og Port Quasim 56 km øst for Karachi. Der er 5 internationale
lufthavne.
 

Nøgleområder
Et nøgleområde erhvervsgeografisk set er Indussletten, hvor hovedparten af
landbruget findes. Den nordlige del af sletten, i Punjab, er for størstedelen frugtbar.
Den sydlige del, i Sind, er med mellemrum udsat for oversvømmelser.
Kashmir er et bjergrigt område mellem Kina, Afghanistan, Indien og Pakistan.
Området er delt mellem Indien og Pakistan ved en våbenstilstandslinie, som er
angivet på kortet. Sikkerhedsgeografisk er dette et nøgleområde, da det er genstand
for grænsestrid med Indien. Hovedparten af Kashmirs befolkning på den indiske
side er muslimer, der er her jævnligt sammenstød mellem muslimer og hinduer.
 

Klima og vejr
Pakistan har gennemgående et tørt fastlandsklima med store temperaturudsving
såvel inden for døgnet som efter årstiden. I år med megen nedbør er især den
sydlige del af slettelandet udsat for oversvømmelser.
 

Geografiske regioner og terræn
Landet inddeles i 4 provinser: Punjab, Nordvestre Grænseprovins, Baluchistan og
Sind samt den føderale hovedstad Islamabad. Beliggenheden af de nævnte områder
er angivet på kortet. Den sydlige provins, Sind består af fladt sletteland omkring
Indus, som har et sumpet delta mod syd. Baluchistan i sydvest er, bortset fra kysten,
højland med et antal sydvest og nordøstgående bjergkæder, der i syd når op i 2000
m o.h., i nord op i 3000 m.
Den Nordvestlige Grænseprovins er bjergterræn med flere toppe over 8000 m.
Den midterste provins Punjab er præget af Indus og dens fire bifloder.

Den kommunikationsmæssige faktor
Vej- og jernbanenet
Vejnettet udgør ca. 200.000 km, hvoraf egentlige motorveje kun udgør 6.500 km.
Store dele af det årlige budget til vejbygning og vejvedligeholdelse går til
prestigeprojekter. Generelt er vejene nedslidte, men må trods det bære 60% af
trafikken over land, da Pakistans jernbaner er i tiltagende dårlig forfatning.
Jernbanerne havde i 1996 en samlet banelængde på 7.344 km.
Hvad angår internationale vej- og jernbaneforbindelser, er der kun fa. Der er
dog jernbaneforbindelse mellem Pakistan og Iran,og som nævnt vejforbindelse til
Kina. Der er planer om, på trods af borgerkrigen i Afghanistan, at etablere vej- og
jernbaneforbindelser, så Pakistan forbindes med de 3 centralasiatiske republikker
Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan. Pakistan er også interesseret i at få
vejforbindelser til Indien.
 

Rørledninger
I oktober 1995 underskrev det amerikanske Unocal Corporation og det saudiarabiske
Delta Oil Company en hensigtsprotokol vedrørende projektering af en
olierørledning fra Turkmenistan gennem Afghanistan og Pakistan.
 

Skibs- og luftfart
Ud over( allerede nævnte havne er en ny international havn under anlæggelse i Port
Gwadar, nær den iranske grænse. Pakistan har 75 lufthavne med startbaner med
belægning. En hel del udenlandske luftfartselskaber har forbindelser til Pakistan,
men der er ingen større godstransport. Lufttransportkapaciteten hvad angår
passagerer og søtransportkapaciten er veludbygget.
 

Telekommunikation
Telekommunikationssystemet er statsejet, og meget gammeldags. 1 1995 var der i
landet 2.492.000 telefoner. Til sammenligning var der i Danmark 3,25 mio.
telefonabonnementer i 1996. Det er planen, at det statslige telekommunikationsselskab
skal privatiseres.
 

Den sociologiske faktor
Befolkningens størrelse og geografiske fordeling
Folketællingen i 1997 gav som foreløbigt resultat en populationsstørrelse på 13 8,58
mio. mennesker. Pakistan er et af verdens mest folkerige lande. Befolkningen er
ung - mere end halvdelen under 20 år, og befolkningstilvæksten er høj - 2,6% pr.
år.
Sidste folketælling var i 1981, dengang var totalpopulationen 84,3 mio.
Allerede dengang var befolkningstætheden i Punjab, hvor hovedparten af
befolkningen lever, dobbelt så stor som befolkningstætheden i Danmark i 1997.
Selv om officielle statistikker angiver procentdelen af populationen i
landområder til 67,5%, accelererer urbaniseringen hurtigt. Karachis population på
10 mio. vokser med ca. 6% pr. år.
 

Etniske og lingvistiske grupperinger
Sproget er i Pakistan en vigtig markør af den etniske identitet. Der er mere end 20
forskellige sprog i Pakistan. Skønt urdu er det officielle nationalsprog, er det kun
8% af af befolkningen, der har det som modersmål. Disse, som kaldes mohajirer,
er efterkommere til de muslimer, som flyttede til Pakistan fra Indien i 1947. Urdu
tales også af mennesker med høj uddannelsesmæssig baggrund. Mohajirerne har
betydelig politisk betydning som folkegruppe. De fleste bor i Sind.
Provinsernes befolkninger - punjaber, sindhier, balucher og pasthnuner (Nordvestlige
Grænseprovins) samt mohajireme - har hver sit sprog, og de har politiske
og socialt betingede indbyrdes modsætningsforhold.
 

Religiøse grupperinger
Omkring 97% af alle pakistanerne er muslimer. Omkring 20% skønnes at være
shiamuslimer (shiitter), 77% sunnimuslimer. Den resterende del af befolkningen er
kristne, hinduer eller tilhører andre religioner.
 

Sundhed og levestandard
1 1994 var der 814 hospitaler, 66.199 læger og 21.419 sygeplejersker. Spædbørnsdødeligheden
er 9%. Bruttonationalprodukt (BNP) per capita var 480 US $ i 1996.
Til sammenligning havde Danmark et BNP per capita på 32.000 US $ samme år.
Der er stor skævhed i indkomstfordelingen. Den vigtigste sociale foranstaltning i
Pakistan er storfamilien. Det er her, der tages hånd om de syge og de gamle. Der
findes ikke alderspension.
 

Uddannelse
Ifølge forfatningen har alle pakistanske børn ret til en femårig, gratis grundskole.
Men skolegangen er ikke obligatorisk, og mindre en halvdelen af alle skolebørn får
ingen skolegang overhovedet. Der er mangel på lærere, og forældrene har ikke råd
til at undvære børnenes arbejdskraft. I de senere år er mange alternative Koranskoler
dukket op. Hvad angår den højere uddannelse, så findes der universiteter o.l.
i alle provinser. Der er var i 1995 24 universiteter, 87.000 studerende og 6.400
universitetslærere.

Den økonomisk-videnskabelige faktor
Landbrugsproduktion og ressourcer
Landbruget skaber 26% af bruttonationalproduktet (BNP). Landbrugsproduktionen
foregår i kunstvandede områder på og omkring Indussletten. Landet er selvforsynende
med hvede, ris og sukker. Der produceres også animalske fødevarer og
mælk. Herudover er bomuld en vigtig del af landbrugsproduktionen, som danner
basis for tekstilproduktionen. Produktionen af bomuld er faldet 1997/98 p.g.a.
dårlige vejrforhold.
Frem til 1995 har der været forholdsvis ringe stigning i produktionen af de
vigtigste afgrøder, trods forbedrede høstmetoder og kunstgødning. De seneste tal
viser dog en lille stigning. Kunstvandingssystememe er ikke effektive nok, og
arealet af opdyrket land er ikke øget i de seneste år. Store jordbesiddere ejer 40%
af al jord i landet og kontrollerer næsten alle kunstvandingssystemer. På grund af
modstand fra denne magtfulde gruppe betales ikke skat på fortjenesten i landbruget,
og jordreformer er aldrig blevet gennemført.
 

Energiproduktion og ressourcer
Hvad angår energi er Pakistan ikke selvforsynende. 11995 var produktionen af olie
2.7 mio. tons, men landet måtte importere 13.3 mio. tons. Kulproduktionen udgør
kun en lille del (4,4 %) af den samlede energiproduktion. Behovet for energi er
stigende, men Pakistans reserver af kulbrinter (olie og gas) er svindende. Af den
elektriske energi stammer hovedparten fra forbrænding af kulbrinter, men op til to
femtedele kommer fra vandkraftværker. En ganske lille del stammer fra kernekraftværker.
Der er mangel på elektrisk energi i industrien, og kun halvdelen af byerne
har elektricitet.
 

Industriproduktion og råmaterialer til industrien
Regeringen ønsker øget privatisering inden for industrien, men de største industrier
er fortsat statsejede. En stor del af industrien i Pakistan er tekstilindustri, som
producerer garn og bomuldstøj. Denne del, sammen med den del der producerer
jute-tekstiler, smør (ghee) og sukker får deres råvarer fra landbruget. Herudover er
udvindes mineraler, især kalksten. Industrien bidrager med 16,8% til BNP.
 

Handel
Pakistan eksporterer mest til USA, Hong Kong, Tyskland og Japan. Der foregår
ingen særlig samhandel med nabolandene. De seneste år har der været underskud
på handelsbalancen.

Arbejdskraft
Af landets 130 mio. indbyggere er kun ca. 35 mio. beskæftiget, heraf hovedparten
i landbruget. 3,53 mio. angives ansat i industrien, og 2,26 mio. i byggesektoren.
 

Økonomisk struktur og finanser
Faldende vækst i BNP fra 1995 til 1997 understreger en række problemer i den
pakistanske økonomi, hovedsagelig af strukturel art. Hovedparten (70%) af statens
udgifter er betaling af renter og afdrag på ekstern gæld og udgifter til forsvaret.
Pakistan har de seneste år haft større udgifter end indtægter, en udlandsgæld på ca.
30 mia. US $, underskud på betalingsbalancens løbende poster og en inflation på
10- 11%.
Den Internationale Monetære Fond (IMF) har til gengæld for låneaftaler krævet
liberalisering af markedet, reduktion i statens budgetunderskud og ændringer i
skattestrukturen med henblik på at øge skattegrundlaget. Implementeringen af disse
foranstaltninger er påbegyndt af regeringen.
Økonomiske sanktioner, indefrysning af økonomisk bistand og stop for
udbetaling af lån fra IMF og Verdensbanken efter kemevåbenprøvesprængningeme
i maj 1998, har bragt landet på randen af en betalingskrise, til trods for, at Pakistan
officielt har skønnet en vækst i BNP på 5,4% for 1997/98. Som følge afpres på den
pakistanske rupee (PKR), indførte Pakistans Centralbank 28. maj 1998 restriktioner
i brugen af fremmed valuta. PKR blev devalueret i juni 1998. Som følge af krisen
er Pakistans valutareserver i bund med en værdi på omkring 500 mio. US $ (juli
1998). Hvis IMF ikke frigør 3. rate af allerede givne lån, vil Pakistan ikke opfylde
sine internationale gældsforpligtigelser.
 

Videnskab og teknologi
Ud over ved universiteter og tekniske højskoler, foregår der forskning under
ministeriet for forsvarsproduktion (ministry of defence production). Der forskes i
våbenudvikling, herunder missil- og kemevåbensteknologi. Der udvikles også
teknologi i energiproduktionen, både i forbindelse med kernekraft og vandkraft.
 

Den militære faktor
Opgaver og koncepter for forsvaret
Pakistans forsvar har til opgave at imødegå trusler mod landets territoriale integritet.
Det er sammensat med henblik på at forsvare landet mod, hvad det anser som sin
eneste fjende i regionen: Indien. Pakistans koncept for det nationale forsvar følger
den såkaldte "offensivt forsvar"-doktrin: Forsvaret holdes konstant i et forholdsvis
højt beredskab. To mekaniserede, mobile armékorps har til opgave at imødegå
angribende indiske styrker, om muligt på indisk territorium, resten af hærstyrkerne
skal forsvare eget territorium. Flyvevåbnets opgaver er at støtte hæren og at
forsvare luftrummet. Søværnets opgave er at forsvare kysten og beskytte kommunikationslinier
over havet.
 

Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau
Pakistans præsident er øverstkommanderende for forsvaret. Han er også formand
for det værnsfælles forsvarsråd (Joint Chief of Staff Committee). Dette rådgiver
regeringen i sager vedrørende militære- og sikkerhedsspørgsmål, også indre
sikkerhed. De vigtigste beslutninger i landet tages af præsidenten, premierministeren
og hærchefen. Det er ikke et ønske hos hæren at vende tilbage til tidligere
tiders militærstyre.
 

Størrelse, organisation og materiel
Stående styrke: Hær 520.000 md., flyvevåben 45.000 md., søværn 22.000 md.
Materiellet er gennemgående af god standard, og kommando- og kontrolsy stememe
er under effektivisering.
Udover hær, flyvevåben og søværn er der paramilitære styrker(nationalgarden,
grænsekorpset, kystvagt og rangers) på i alt 247.000 mand stående. Disse
kontrollerer grænser og har lokalforsvarsopgaver.
Pakistan har foruden Hatf-missilet udviklet Ghaurimissilet, et mellemdistancemissil
med en rækkevidde på 1500 km. Dette ballistiske missil blev testet i april
1998. Pakistan vurderes istand til at producere nukleare sprænghoveder til
missilerne og fissionsbomber til jagerfly.
 

Uddannelsesmæssige og logistiske forhold
Den pakistanske hær er en veltrænet, professionel organisation. Dens største
svaghed er dårligt samarbejde med de pakistanske flyvevåben, som også er et yderst
veltrænet værn. Søværnet er uddannelsesmæssigt det mest forsømte værn. Kloralen
er høj i alle værn. Den logistiske situation er nu god efter en lang periode med
leveringsproblemer fra USA og Vesten på våbenområdet - en følge af Pakistans
kerne våbenprogram. Pakistan forsynes med våben af bl.a. Kina.
 

Andre forhold
Hæren har tiltagende vanskeligheder med at acceptere at blive sat ind mod indre
civile uroligheder, som det er sket adskillige gange. Det ser også ud som om at
hærens officerskorps i stigende grad identificerer sig med de sunnimuslimske
værdier.

Den indenrigspolitiske faktor
Nationale interesser og målsætning
Pakistans forfatning er baseret på Islam. Af forfatningens kapitel om målsætning
fremgår bl.a. at undervisning og uddannelse skal fremmes, landbrug og industri skal
udvikles, der skal sikres humane arbejdsforhold, og kriminalitet skal forebygges.
Herudover skal staten arbejde for at øge den sociale sikkerhed for den arbejdende
befolkning, sikre de basale livsnødvendigheder for hele befolkningen og skabe en
mere lige indkomstfordeling.
 

National holdning og selvopfattelse
Pakistans befolkning består af en blanding af etniske, lingvistiske og regionale
grupperinger, hvilket er hæmmende for en national integration. Staten Pakistan
opfatter sig som en muslimsk stat, og et samfund med en fælles kulturel baggrund.
Ved hjælp af den fælles religion, Islam, og ved at fremhæve sproget urdu,
nationalsproget, som en del af den kulturelle arv, forsøger staten at skabe en fælles
identitet for pakistanerne.
 

Regering og administration
Pakistan er en republik. Præsidenten, Rafiq Tarar, er statsoverhoved og valgt af
parlamentet. Parlamentet består af 2 kamre, senatet med 87 pladser og nationalforsamlingen
med 217. Provinserne har hver et lokalt parlament og en regering.
Provinsregeringerne er repræsenteret i senatet. Nationalforsamlingen vælges ved
direkte valg.
Regeringen er valgt Februar 1997 og består af det moderat islamiske Pakistan
Muslim League (PML) med Nawaz Sharif som premierminister. Valgdeltagelsen
var 38%. PML og støttepartier har majoritet med 137 pladser i nationalforsamlingen.
Alliancer i Pakistansk politik kan dog skifte hurtigt.
Retssystemet består af højesteret, som under sig har et hierarki af lavere
instanser.
Loven består af parallelle verdslige og islamiske systemer, men premierministeren
har for nylig afsløret planer om at indføre fuld islamisk lov - sharia.
 

Politiske partier og interessegrupper
I opposition til premierministerens PML er det mere verdslige Pakistan People’s
party (PPP), ledet af Benazir Bhutto. PPP er stærkt svækket efter valget med 18
pladser i nationalforsamlingen, ydermere står fru Bhutto anklaget for korruption.
Betydende politisk er også mohajirpartiet Mohajir Quami Movement (MQM) med
12 pladser i nationalforsamlingen. Nogle fraktioner af MQM er meget militante.
Hertil kommer provinsnationalistiske partier og små, men indflydelsesrige
islamiske partier. Mest betydning har forsvaret (generalerne), som har været den
drivende kraft bag fjernelsen af de sidste 3 valgte regeringer i utide.
 

Stabilitet
Punjab anses for at være den mest tilgodesete provins, flest punjaber besætter
stillinger i toppen af militæret og bureaukratiet. Punjab har hovedparten af landbrugsproduktionen.
Sind har også landbrugsjord og kulbrinter. Baluchistan og den
Nordvestre Grænseprovins er fattige og underudviklede. Der har været oprør i
Baluchistan, kampagner for et separat hjemland for pasthuner og ønsker om en
uafhængig mohaj irstat.
I Sind er der jævnligt kampe mellem mohajirer og sindhier og mellem
immigrerede pasthuner og sindhier. Alene i Karachi blev der i juni 1998 dræbt 180
mennesker i interne kampe og politisk vold, og der var adskillige bombeeksplosioner.
Store dele af Sind plages af bevæbnede grupper, der kombinerer etnisk
radikalisme med kriminalitet. Der er betydelig narkotikahandel og ulovligt
våbensalg i den Nordvestre grænseprovins og Baluchistan.
De fleste af Pakistans shiamuslimer lever i Punjab. I 1998 er foreløbig 600
mennesker dræbt i sammenstød mellem militante sunni- og shiamuslimer, hovedsagelig
i Punjab. Den radikale muhamedanisme får tiltagende fodfæste i Pakistan.
 

Den udenrigspolitiske faktor
Kernevåben
Indien har siden midten af 1970erne og Pakistan siden 1980erne været istand til at
fremstille kernevåben. Hverken Indien eller Pakistan har underskrevet den
verdensomspændende prøvestop-aftale (CTBT) eller ikke-spredningsaftalen (NPT).
Den 11. og den 13. Maj foretog Indien 5 kerne våbenprøvesprængninger. To uger
senere foretog Pakistan i 2 omgange 6 prøvesprængninger. Den pakistanske
regering mener, at den efter prøvesprængningerne har opnået en ny international
status, og bør behandles på lige fod med Indien. Der er nu risiko for at en af
parterne vil være fristet til et forebyggende angreb på den andens nukleare
kapabilitet, hvis relationerne mellem dem forværres.
 

Relationer til Indien
Siden Britisk Indiens deling i 1947 har Pakistans forhold til Indien været anspændt,
og resulteret i 3 krige og et utal af grænseskærmydsler. Uenighed om retten til
Kashmir er stadig hovedstridsspørgsmålet. Indien beskylder Pakistan for at støtte
den muslimske seperatistbevægelse i den indiske del af Kashmir, og på det seneste
har der været tiltagende kampe omkring våbenstilstandslinien. Indien og Pakistan
har dog indledt forhandlinger om ikke kun Kashmir-spørgsmålet men også om en
række andre spørgsmål, bl.a. økonomisk-kommercielt samarbejde. Der er dog ingen
fremskridt for øjeblikket.
 

Relationer til Kina
Det venskabelige forhold til Kina er et af de mere konstante træk i den pakistanske
udenrigspolitik. Kina har støttet Pakistan med nuklear - og missilteknologi. Kina
anses af Pakistan for nærmeste allierede og strategisk partner.
 

Relationer til Afghanistan
Så langt tilbage som til 1978 har Pakistan støttet radikale sunnimuslimske grupper
i kampen mod Sovjethæren og det afghanske kommunistregime. Taleban, en radikal
sunnimuslimsk bevægelse dannet blandt afghanske flygtninge i Pakistan, har ved
hjælp af bl.a. pakistanske våben erobret magten i Afghanistan. Talebans succes
smitter af på Pakistan i form af radikale sunni-grupper, som breder sig i stigende
grad og truer Pakistans indre stabilitet.
Pakistan ønsker at se Afghanistan som en indgangsdør til de nye centralasiatiske
republikker.
 

Relationer til Iran
Pakistan mæglede i konflikten mellem Iran og Talebanstyrkeme i Afghanistan, som
opstod i august 1998 efter drabet på 9 iranske diplomater i Afghanistan. Iran afstod
fra at invadere Afghanistan, men vil helt sikkert støtte oppositionsstyrkeme i
Afghanistan. Iran vil måske også øge den skjulte støtte til militante grene af den
shiamuslimske minoritet i Pakistan. Pakistans støtte til Taleban er blevet taget ilde
op af Iran.
 

Relationer til USA og Vesten
USA og Vesten vil overveje at hæve sanktionerne, hvis Pakistan ubetinget
underskriver CTBT, demonstrerer vilje til egentlige fredsforhandlinger med Indien
og villighed til at underskrive NPT og traktaten for begrænsning af produktionen
af fissilt materiale. USA er reelt bekymret for at Pakistan vil eksportere nuklear
teknologi til slyngelstater, hvis den økonomiske nedgang fortsætter. Til gengæld vil
Pakistan ønske genoptagelse af IMF- og Verdensbankassistance og genoptagelse
af militærhjælp.
USA's krydsermissilangreb over pakistansk territorium på en terroristbase i
Afghanistan var stærkt ydmygende for Pakistans regering, og førte til voldsomme
demonstrationer.

Analyse
Den fysisk-geografiske faktor
Pakistans beliggenhed på overgangen mellem Vest- og Centralasien og det indiske
subkontinent gør landet vigtigt i geostrategisk sammenhæng. Den korteste
forbindelse fra Pakistan til Centralasien går via de uvejsomme bjergpas på grænsen
til Afghanistan. Hvis der kunne etableres nogenlunde sikker forbindelse gennem
Afghanistan til Pakistan, så kunne landet blive den korridor, der forbandt
Mellemøsten, Centralasien og Sydasien. Pakistans sydlige kyst er vigtig for landet,
da det uden adgang til havet ellers ville kunne isoleres - dels som følge af forholdet
til Indien og dels på grund af bjergene i vest og i nord.
Grænsestridigheder har været blandt de hyppigste konfliktkilder i historien, og
det fornægter sig da heller ikke i Pakistans tilfælde. Kashmirs tilhørsforhold er
stadig et uløst problem, og det kan fortsat være en årsag til en fremtidig væbnet
konflikt mellem Indien og Pakistan.
Militærgeografisk betragtet, er det flade land mellem det store nøgleområde
Indussletten og den indiske grænse, velegnet til offensive operationer. De mange
sumpe mod syd og floderne udgør dog naturlige hindringer. Mod vest og nord giver
bjergene terrænmæssigt gode forsvarsmuligheder, og en eventuel aggressor vil
formentlig have svært ved at beherske landet fuldstændigt. Den lange grænse til
Indien har formentlig betydning for dimensioneringen af det pakistanske forsvar.
Delkonklusion: Pakistan er geostrategisk placeret på overgangen mellem
Centralasien og det indiske subkontinent, hvilket er et økonomisk og handelsmæssigt
potentiale, der kan fa betydning for Pakistans fremtid. Det uløste grænseproblem
i Kashmir udgør en sikkerhedspolitisk risikofaktor. Den lange grænse til
Indien har betydning for forsvarets størrelse.
 

Den kommunikationsmæssige faktor
Pakistans mål om i fremtiden at blive en handelskorridor for Centralasien og
Mellemøsten afhænger ikke kun af, om man kan fa åbnet grænsen til Indien.
Opfyldelsen af dette mål er også i højeste grad afhængig af, at landet udvikler en
transportinfrastruktur, som understøtter en større samhandel. For at dette kan opnås,
kræves betydelige investeringer i vejnettet og i jernbanenettet, penge som staten har
svært ved at afse i den aktuelle økonomiske situation. En modernisering og
udvidelse af jernbanerne synes tiltrængt. Bedre landtransportforbindelser ville også
kunne øge skibstransporten, idet Pakistan har god havnekapacitet og via havet gode
forbindelser til det internationale marked. Lufttransportens kapacitet er for lille, til
at den har nogen betydning i denne sammenhæng.
Hvis der kommer en olierørledning til Pakistan fra Turkmenistan, vil Pakistan
øge sine muligheder for energiforsyning i tilfælde af en konflikt med Indien.
En anden hæmsko for samfundsudviklingen og erhvervslivet er det dårlige og
alderstegne telefonsystem. Der er meget få telefonapparater i forhold til befolkningens
størrelse, når man f.eks. sammenligner med Danmark. Der er ingen tvivl om
at en modernisering af telekommunikationerne ville kunne understøtte en
økonomisk udvikling, og gøre administrationen af landet nemmere på alle niveauer.
Hidtil er det ikke lykkedes at skabe en tilstrækkelig basis for hel eller delvis
privatisering på dette område. Hverken jernbanenettet eller telekommunikationssystemet
vil kunne udnyttes i større grad militært.
Delkonklusion: Pakistan har en utilstrækkelig landtransportinfrastruktur og et
utidssvarende, utilstrækkeligt telekommunikationssystem. Dette er hæmmende for
administrationen og landets økonomiske udviklingsmuligheder.
 

Den sociologiske faktor
På 16 år er Pakistans befolkningsstørrelse steget fra 84 mio. mennesker til 138 mio.
- øgning på 64%. Den høje befolkningstilvækst må antages at være et af Pakistans
største problemer, og medvirkende til at underminere alle økonomiske og sociale
fremskridt for landet. Det er byerne, i særdeleshed Karachi, som må bære byrden
af den store befolkningstilvækst, og man må forvente, at der her kan skabes
grobund for kriminalitet, politisk uro og religiøs ekstremisme.
Pakistan er et land med betydelige etniske grupperinger med indbyrdes
modsætningsforhold, og uden et fælles sprog som samlende faktor. Selv om landet
er en stat baseret på Islam, er ikke engang religionen en forenende faktor. Der er
uforenelighed mellem sunni- og shiamuslimers holdning til, hvad der er den rette
vej inden for Islam, og qua det betydelige shiamuslimske mindretal, må ud over
etniske faktorer også religiøse faktorer formodes at kunne bidrage til instabilitet.
Levestandarden vurderet ved BNP per capita er meget lav sammenlignet med
Danmark. Dette, sammenholdt med skævheden i indkomstfordelingen, kan være en
kilde til social uro.
Spædbømsdødeligheden er høj, og antallet af sundhedspersonale vurderes at
være utilstrækkeligt. Men staten synes ikke at ville prioritere sundhedsområdet, og
statslige sociale foranstaltninger findes ikke. Også disse forhold peger mod indre
instabilitet. Skolevæsenet er underprioriteret, og de fattigste dele af befolkningen
får ingen uddannelse, et forhold der bidrager til at opretholde en uretfærdig
fordeling af værdier i det pakistanske samfund. Antallet af højere uddannelsesinstitutioner
er helt utilstrækkeligt for en befolkning på 13 8 mio. De alternative religiøse
skoler vil kunne øge religiøs fundamentalisme.
Delkonklusion: En række forhold i det pakistanske samfund har potentiale til at
skabe ustabilitet: Høj befolkningstilvækst, etniske og religiøse grupperinger med
indbyrdes modsætningsforhold, ingen statslig socialhjælp, utilstrækkeligt sundhedsog
skolevæsen og lav levestandard hos store dele af befolkningen.
 

Den økonomisk-videnskabelige faktor
Området omkring Indussletten er yderst værdifuldt for Pakistan. Det er her landbrugsproduktionen,
grundlaget for landets eksport skabes. Ikke kun fødevarer, men
også råvarer til landets betydeligste industri, tekstilindustrien, produceres i dette
område. I de seneste år har der været næsten stilstand i produktionstilvæksten i
landbruget. Det må antages, at jordreformer og en ændret skattestruktur i landbruget,
vil kunne bane vej for modernisering og udvidelse af kunstvandingssystememe
og dermed øget produktion.
Inden for industrien ønsker regeringen øget privatisering, fordi man herved må
forvente øget effektivitet. Privatiserings-processen synes dog at forløbe trægt, og
industrien er forholdsvis lille bidragsyder til det samlede BNP. Hæmmende for
industriproduktionen er tillige manglen på elektrisk energi.
Det er et strategisk problem for Pakistan, at det ikke er selvforsynede på energiområdet.
Landet vil være meget afhængigt af en sikker energiforsyningslinie i
tilfælde af en regional konflikt. Pakistan vurderes derfor at være stærkt interesseret
i at fa olie fra Turkmenistan.
Pakistan eksporterer mest til USA, men også til Hong Kong og Japan. Dette
forhold er ugunstigt for den pakistanske økonomi set i lyset af den asiatiske økonomiske
krise.
Kun 27% af befolkningen er registreret som beskæftiget. På baggrund af de
ovennævnte vanskeligheder med at effektivisere både landbrug og industri og den
høje befolkningstilvækst, er der intet, der tyder på at beskæftigelsen vil øges inden
for den nærmeste fremtid.
Den Pakistanske økonomi vurderes som følge af de seneste års faldende vækst
og dårlig styring at være meget svag. Størstedelen af statens udgifter går til betaling
af renter og afdrag på international gæld og forsvarsudgifter, hvilket ikke efterlader
meget til forbedring af infrastruktur, sundhedsvæsen og levestandard. Privatisering,
liberalisering af markedet og ændret skattestruktur er ikke slået igennem endnu.
Aktuelt skønnes situationen forværret på grund af økonomiske sanktioner efter
kemevåbenprøve-sprængningeme. Før disse var det mest positive element i
Pakistans økonomi aftaler med både Verdensbanken og IMF om økonomiske
støtteprojekter og lån. Regeringens skøn over BNP-tilvækst for 1997/98 peger også
i den positive retning. Men på baggrund af udviklingen i BNP-tilvæksten til og med
1997 må dette estimat vurderes som meget optimistisk. Reaktionen på sanktionerne
i form af indefrysningen af depoterne af fremmed valuta via Centralbanken har
næppe bidraget til at stabilisere situationen.
Tilliden til den pakistanske økonomi skønnes svag, og derfor vil PKR fortsat
svækkes. Antagelig bliver en ny devaluering nødvendig. Falder valutareserverne
yderligere, kan Pakistan komme i en situation, hvor det ikke kan opfylde sine
gældsforpligtigelser. Det er dog næppe i USA’s og verdens interesse at lade
Pakistans økonomi bryde sammen, hvorfor ophævelse af sanktioner og forhandlinger
med IMF om nye lån må forventes.
Pakistans største teknologiske kapacitet er inden for våbenudvikling. Landet
vurderes være istand til at eksportere denne teknologi.
Delkonklusion: De seneste år har der ikke været nogen produktivitetsøgning i
landbrug eller industri, som modsvarer den store populationstilvækst, og økonomien
har som følge af en række strukturelle problemer været meget svag i flere år.
Pakistan er begyndt på at løse problemerne, men ændringerne er ikke slået igennem
endnu. Aktuelt er landet i krise - faldende økonomisk vækst, den asiatiske krise og
de økonomiske sanktioner efter kemevåbenprøvesprængningeme i maj 1998, har
bragt Pakistan på randen af økonomisk sammenbrud. Landet er kan komme i en
situation, hvor det ikke kan opfylde sine internationale gældsforpligtigelser. Kun
genoptagelse af rateudbetalingeme på allerede givne lån og nye internationale lån
vil kunne forhindre et sammenbrud.
 

Den militære faktor
Pakistans forsvar er sammensat med henblik på at kunne forsvare sig mod et angreb
fra Indien. En betragtning af et kort over Pakistan viser, at set i relation til et forsvar
mod et angreb fra sydøst, har landet kun ringe dybde. Den såkaldte "offensivt
forsvars" doktrin synes at være en konsekvens af dette geostrategiske forhold.
Doktrinen synes endvidere at begrunde det store antal stående styrker, som Pakistan
er i besiddelse af.
Selv om der er indikationer på samarbejdsproblemer værnene imellem, er
uddannelsesniveauet og moralen høj, og materielmæssigt vurderes Pakistans forsvar
at være godt udrustet - både når man ser på hærens materiel, kampfly og skibe.
Søværnet er dog ikke i størrelsesmæssig balance med de andre værn. En væsentlig
forsyningslinie til Pakistan går via havet. Med den nuværende kapacitet vurderes
det at være vanskeligt at beskytte denne.
Kina er blevet våbenleverandør til Pakistan, efter at USA af politiske årsager
stoppede våbenleverancer og samarbejde på våbenområdet. Efter kemevåbenprøvesprængningeme
har Pakistan nu operationelle kernevåben
Forsvaret er formelt under politisk kontrol. Der er dog ikke tvivl om, at de
udgør en væsentlig magtfaktor i de pakistanske samfund, og at de øverste chefer,
i særdeleshed hærchefen, har betydelig politisk indflydelse. I øjeblikket er der i
forsvaret intet ønske om tilbagevenden til tidligere tiders militærstyre, men givet
erfaringerne, skønnes dette at ændre sig i tilfælde af øget indre ustabilitet En
stigende fundamentalisme i officerskorpset vil have betydning, hvis hæren sættes
ind i forbindelse med religiøse opstande.
Delkonklusion: Pakistans forsvar er en veltrænet, materielmæssigt godt udrustet
organisation, nu med nuklear kapabilitet. De er et væsentligt sikkerhedspolitisk
instrument udadtil med en betydelig afskrækkelsesværdi. Det kan ikke udelukkes,
at styrkeme(hæren) atter vil blive anvendt i tilfælde af indre uroligheder.
 

Den indenrigspolitiske faktor
I den pakistanske forfatnings kapitel om målsætning er der formuleret en række mål
for levestandard, økonomisk vækst, uddannelsesniveau og social retfærdighed i
Pakistan. Det er ikke lykkedes at leve op til denne målsætning, det er ikke lykkedes
at skabe en effektiv, moderne stat. De mange forskellige interesser - regionale,
etniske og religiøse - gør det uhyre vanskeligt at lede landet. Nationalsproget Urdu
er mohaj irernes sprog, men da denne folkegruppe synes at isolere sig, er dette sprog
ikke en faktor som forener, snarere tværtimod.
De mange etniske og religiøse grupperinger er repræsenteret i parlamentet, men
Pakistan vurderes at være et svagt demokrati. Der er ringe valgdeltagelse, og
militæret har det afgørende ord i det det politiske system.
Det ser ud som om, at der er sociale og økonomiske uligheder provinserne
imellem. Tensioner mellem befolkningsgrupperne, udvikling af uafhængighedsbevægelser
, politisk vold og uro, er symptomer på denne ubalance. Kriminaliteten
antages at hænge sammen med den lave levestandard og de sociale skævheder.
I lighed med udviklingen i de islamiske nabolande er der tiltagende religiøs
radikalisme i Pakistan. Der synes også at være opblussen i sunni-shia konflikterne.
Nawaz Sharif og hans regering forsøger at konsolidere sig ved at gribe til det,
man vurderer som samlingspunktet for Pakistan som nation - Islam. En forfatningsændring
med en reel styrkelse af sharia, Koranens lovkompleks, og med tilsvarende
svækkelse af verdslige retsregler, må ses som et forsøg på at bevare kontrollen over
det splittede land. Det er dog ikke sandsynligt at et sådant tiltag vil kunne lægge en
dæmper på MQM og den politiske vold, som bevægelsen i mange tilfælde står bag.
Det vil næppe heller mindske sunni-shia modsætningerne eller løse provinsernes
problemer. Dette peger på, at den politiske og etniske uro i landet vil fortsætte. En
militær magtovertagelse er en reel mulighed, om den kommer, vil afhænge af
hvordan den økonomiske og politiske situation for landet udvikler sig.
Delkonklusion: Pakistan er præget af uro, vold samt etniske og religiøse konflikter.
Fundamentalistisk muhamedanisme får tiltagende fodfæste. Regeringen har forsøgt
at kontrollere situationen ved at kræve yderligere forfatningsmæssig styrkelse af
islamisk lov, men situationen er ustabil. En militær magtovertagelse kan på lidt
længere sigt blive en realitet.
 

Den udenrigspolitiske faktor
Pakistan har nu åbent erklæret sig som kerne våbenmagt. Der kan tænkes flere
grunde til at Pakistan valgte ar gennemføre prøvesprængningerne. For det første var
de et signal til Indien. For det andet ønsker Pakistan at blive betragtet som en
betydelig magt internationalt. Endelig var det nødvendigt af hensyn til den
indenrigspolitiske situation - manglende svar på Indiens prøvesprængninger ville
have resulteret i voldsom utilfredshed med regeringen. Det har længe været kendt,
at både Indien og Pakistan besad evnen til at fremstille kernevåben. Således har de
to lande længe gensidigt befundet sig i et afskrækkelsesforhold. Dette har da også
medført, at der trods grænsedueller ikke har været krig mellem dem i mange år. Der
vil sandsynligvis ikke opstå et atomvåbenkapløb i Sydasien. Pakistan har ikke - og
Indien formentlig heller ikke - økonomiske ressourcer til det. Desuden skræmmer
sporene fra den Kolde Krig. Der er dog den forskel, at atomvåbnene nu er
operationelle, der er dermed risiko for atomkrig evt. før en konventionel konfrontation,
især set i lyset af Pakistans "offensivt forsvar”-doktrin. I en spændt situation
vil det være fristende for Pakistan at gennemføre et forebyggende angreb, og der
vil altid være risiko for fejltagelser.
Hvad angår forholdet til Indien, er det ikke sandsynligt at de sikkerhedspolitiske
spændinger i regionen vil blive forværret, og risikoen for krig dermed stige.
Tværtimod taler man sammen. Selv om det bliver svært, synes både Indien og
Pakistan at være interesseret i at fa løst Kashmirspørgsmålet.
Pakistans venskabelige forhold til Kina vil bestå, og efterhånden som Kina
bliver en betydelig magt - også økonomisk - vil samarbejdet formentlig blive
udvidet. Kina vil fortsat støtte Pakistan med våben og nuklear teknologi. Om Kina
vil garantere Pakistans sikkerhed er tvivlsomt.
Forholdet til Afghanistan og Taleban er tosidet. På den ene side er Pakistan
interesseret i et samarbejde om forbindelseslinier og rørledninger mellem Pakistan
og Centralasien, som nødvendigvis må gå gennem Afghanistan. På den anden side
er Pakistan bange for talebanemes sunnimuslimske fanatisme, som har tendens til
at sprede sig over grænsen. Pakistan ønsker stabile forhold i Afghanistan, og bidrog
derfor aktivt til at hindre en væbnet konflikt mellem Taleban og Iran. Forholdet til
Iran har ikke været helt godt på det seneste p.g.a. Pakistans støtte til Talebanmilitsen.
Hvis den iranske støtte til den shiamuslimske minoritet i Pakistan øges, vil de
religiøst betingede uroligheder i landet forværres, og dette vil yderligere afkøle
forholdet mellem Iran og Pakistan. Sikkerhedspolitisk er der intet ydre i forholdet
til Afghanistan og Iran, der truer Pakistan, men smitsom islamisk fundamentalisme
fra de to lande indvirker på Pakistans indre stabilitet.
USA frygter at Pakistans og Indiens prøvesprængninger vil skade ikke-spredningsregimet,
og ønsker derfor ikke at Pakistan skal opnå politiske fordele. Det ville
være det samme som at sende et signal til små og underudviklede lande, om at det
er muligt at opnå indflydelse ved at besidde kernevåben. På den anden side kan
sanktionerne være det sidste skub ud over afgrunden for Pakistans økonomi. Derfor
vil Vesten med USA i spidsen hæve sanktionerne, og IMF og verdensbanken vil
genoptage deres programmer i Pakistan. Men man vil kræve, at Pakistan tilslutter
sig ikke-sprednings-regimet. Den tiltagende radikalisering af Islam i Pakistan vil
på sigt også påvirke forholdet til USA, især hvis USA atter lader Tomahawkmisiler
passere pakistansk luftrum.
Delkonklusion: Et atomvåbenkapløb mellem Indien og Pakistan er ikke sandsynligt,
og risikoen for en krig mellem Indien og Pakistan er ikke øget efter prøvesprængningerne.
At staterne nu har operationelle atomvåben indebærer dog en
større risiko for atomkrig i tilslutning til en konventionel konfrontation. Kina vil
fortsat støtte Pakistan med våben og nuklear teknologi, men vil næppe garantere
dets sikkerhed. Den islamiske fundamentalisme i Iran og Afghanistan spreder sig
til Pakistan, og indvirker på den indre stabilitet. Vesten og USA er bekymret for,
at sanktionerne efter prøvesprængningerne skal medføre økonomisk sammenbrud
og dermed øge ustabiliteten i Pakistan. Til gengæld for ophævelse_af sanktioner og
genoptagelse af støtteprogrammer vil USA og Vesten kræve, at Pakistan tilslutter
sig ikke-spredningsregimet.
 

Konklusion og vurdering
Konklusion
Pakistan er i en krise, som ikke kun er økonomisk, men som omfatter hele det
pakistanske samftmd. Det er ikke lykkedes for staten Pakistan at skabe en stabil
økonomisk vækst og at skabe ordentlige livsbetingelser for befolkningen. Dette har
sikkerhedspolitisk betydning, idet den lave levestandard og den ulige fordeling af
værdierne i samfundet som en understrøm sætter bevægelse i de politiske, etniske
og religiøse spændinger. Der er tendens til stigende islamisk fundamentalisme. Alt
dette fører i sidste ende til indre ustabilitet.
Den økonomiske udvikling afhænger af den kommunikationsmæssige faktor
og den fysisk-geografiske faktor. Med en effektiv infrastruktur og etablering af en
olierørledning kunne Pakistan blive en transport-/oliekorridor mellem Centralasien,
Mellemøsten og Indien. Dette vil kræve betydelige investeringer og et stabilt
Afghanistan, men det ville give vækst i transport- og servicesektorerne og dermed
økonomisk vækst.
Økonomien er imidlertid også afhængig af, at liberaliseringen af erhvervslivet,
privatiseringen af industrien, forbedringen af produktionsmetoderne i landbruget,
og gennemførelsen af skattereformer, fortsætter uhindret Stabilisering af samfundet
vil kræve en politisk omprioritering af økonomien, som tilstræber en mere ligelig
fordeling, og at de dårligst udviklede provinser tilgodeses. Det er en stor opgave for
en regering i et svagt demokrati.
I dag prioriteres forsvarsudgifter på bekostning af udgifter til uddannelse, bedre
infrastruktur, bedre sociale forhold og bedre sundhedssystem. Den dårlige økonomi
har altså ikke haft væsentlig indflydelse på den militære faktor. Den eneste virkelig
moderne institution i landet er forsvaret. Dette vurderes at afspejle magtfordelingen
i landet. Hvis den civile regering endnu engang svigter, vil resultatet blive en
militær magtovertagelse. Anvendelse af fysisk magt kan måske dæmpe uroligheder,
men et militærstyre kan næppe løse de basale problemer i det pakistanske samfund.
Bestemmende for Pakistans udenrigspolitik er den fysisk-geografiske faktor i
form af Kashmir, venskabet med Kina og modsætningsforholdet til Indien. Dette
har også været medvirkende til at dimensionere den militære faktor. Pakistan håber
på øget status efter at have erklæret sig som kemevåbenmagt, men vil ikke have
kræfter til at gå ind i et atomvåbenkapløb, selv ikke med støtte fra Kina.
En fredsaftale med Indien om Kashmir ville være til gavn for begge parter, og
afgørende for den sikkerhedspolitiske situation for Pakistan. Selv om risikoen for
krig med Indien ikke er øget efter prøvesprængningerne, er den heller ikke blevet
mindre - og skulle der komme en krig, er der øget risiko for at den - måske
utilsigtet - kan eskalere til en atomkrig. Denne risiko vil ikke være væk, selv om
Pakistan (og Indien) tilslutter sig ikke-spredningsregimet.
 

Vurdering
I det følgende opstilles 3 scenarier for den fremtidige udvikling af Pakistan,
sikkerhedspolitisk set. Fælles for dem alle er, at en krig med Indien indebærer øget
risiko for anvendelse af nukleare våben, da disse nu er operationelle i begge stater.
 

Scenario 1: Et demokratisk uland
Trods økonomisk krise og politisk uro bliver regeringen siddende. Pakistan og
Indien tilslutter sig ikke-spredningsregimet, gennem forhandlinger øges tilliden
langsomt mellem Indien og Pakistan, og på længere sigt (5-10 år) kan Kashmirproblemet
løses. Der sker en stabilisering i Afghanistan. Verdensbanken og IMF
genoptager og øger den økonomiske bistand - måske foretages hel eller delvis
sanering af Pakistans gæld. Økonomisk liberalisering, og ændret skattestruktur -
herunder indførelse af skat på fortjenesten i landbruget - begynder at virke, og den
økonomiske vækst øges. Som følge af øget tillid mellem Indien og Pakistan
mindskes forsvarsudgifterne. Der afsættes midler til forbedring af kommunikationssystemer
og infrastruktur. Pakistan bliver et knudepunkt i forbindelsen mellem
Centralasien, Mellemøsten og Sydasien. Samarbejdet med Vesten vil øges. På lidt
længere sigt (10 år) skabes bedre balance i værdifordelingen og den økonomiske
fordeling mellem provinserne. Befolkningstilvæksten mindskes, og tiltagende
bedring i levestandarden dæmper etniske og religiøse spændinger og kriminaliteten.
Bevægelsen mod religiøs fundamentalisme vendes. Alt i alt styrkes demokratiet, og
Pakistan kan begynde at leve op til sin forfatnings målsætning.
 

Scenario 2: Et fattigt uland med militærstyre
MQM-udløst politisk vold i Sind eller religiøs uro i Punjab tiltager i en sådan grad,
at hæren må sættes ind. Utilfredshed med Regeringen i Islamabad giver selvstændighedsbevægelserne
i Baluchistan og den Nordvestre grænseprovins vind i sejlene.
Regeringen tvinges til at gå af, og generalerne overtager magten for at holde
sammen på landet. Dette bevirker voldsomme demonstrationer og protester og
måske opstand i de fattigste provinser, men ved indførelse af militær undtagelsestilstand
lykkes det hæren at holde samme på landet. Sanktionerne vil være ophævede,
men den militære magtovertagelse vækker internationalt mishag og vanskeliggør
nye aftaler om økonomisk bistand. Som følge heraf slår de af regeringen indledte
økonomiske og skattemæssige reformer ikke igennem, og den økonomiske vækst
kan ikke fortsætte. Der vil komme øget bureaukratisering og kontrol i samfundet,
og der vil ikke ske tilstrækkelig omprioritering af værdier. Levestandarden og de
sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige forhold for befolkningen vil ikke
forbedres. Forholdet til Indien vil være præget af mistillid, og forsvarsudgifterne vil
øges. Pakistan vil støtte sig mere og mere til Kina, og vende sig væk fra Vesten. Der
vil være betydelige islamisk fundamentalistiske kræfter i landet og internt i hæren.
De ledende generaler vil støtte sig til Islam for at undgå intern splittelse. Pakistan
bliver et fattigt uland med militærdiktatur.
 

Scenario 3: Et nyt Afghanistan
Den tiltagende radikalisering af Islam tager fart i Pakistan. De ekstremistiske
sunnibevægelser far mere og mere fodfæste, også i hæren. Regeringen forsøger at
komme bevægelsen i møde ved indføre sharia, men dette vil ikke tilfredsstille de
dele af bevægelsen, der er præget af Taleban. Der vil komme tiltagende kampe
mellem sunni- og shiamuslimer i Punjab. Hæren vil blive sat ind, men de
fundamentalistisk prægede dele af den vil vende sig mod styret.
I det efterfølgende kaos vil der opstå anarki. Religiøse og politiske grupperinger
vil kæmpe om magten, en eller flere provinser vil måske rive sig løs, og der vil
komme borgerkrig. Det sunnimuslimske Talebanstyrede Afghanistan og det
shiitiske Iran vil måske blive involveret. I dette spændingsfelt kan også Indien blive
involveret - og måske Kina, og der er øget risiko for en regional konflikt.
Scenario 1 tager udgangspunkt i Pakistans økonomiske og udenrigspolitiske
situation. En positiv udvikling vil her vil kunne medføre øget stabilitet indenrigspolitisk,
forudsat at den politik, der bliver ført, virkelig adresserer de basale problemer
i det pakistanske samfund. I scenario 1 bevarer Pakistan sin eksistens, sin suverænitet,
sin autonomi og sin integritet, og øger levestandarden for sin befolkning.
Scenario 2 tager udgangspunkt i den indenrigspolitiske situation. En negativ
udvikling her vil medføre, at staten Pakistan for at sikre stabiliteten og dermed
eksistensen af staten, må anvende magt. Dette medfører en negativ økonomisk og
udenrigspolitisk udvikling. Pakistan overlever som stat, og bevarer sin suverænitet
og sin autonomi, men integriteten er truet, og levestandarden falder måske
yderligere.
Scenario 3 tager udgangspunkt i en delfaktor i det pakistanske samfund, som
kan vokse så kraftigt, at den kan ødelægge statens indre integritet. Dette får
voldsomme implikationer for den økonomiske og den udenrigspolitiske situation.
I scenario 3 er eksistensen truet, og staten har mistet sin integritet.
Kemevåbenproblematikken er af stor betydning for Pakistans sikkerhed. Der
er nu tre kemevåbenstater i Sydasien, men de sikkerhedspolitiske spændinger i
regionen vurderes ikke øgede. Det er derfor min vurdering, at det er elementer i de
indre forhold, der skaber det sikkerhedspolitiske udviklingsperspektiv. Derfor
vurderer jeg scenario 2, evt. en variant hvor hæren indsættes for at støtte en civil
regering, for mere sandsynlig end scenario 1. Analysen har vist, at den stigende
islamiske fundamentalisme påvirker det pakistanske samfund på flere planer. Jeg
anser den for en underfaktor, der er yderst farlig for Pakistan som stat. Skønt mindst
sandsynligt, er scenario 3 en reel mulighed. Bliver det til virkelighed, er ikke kun
Pakistans, men verdens sikkerhed truet.
 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_sep.pdf

 

Bibliografi
Kildemateriale:
Länder i Fickformat: Pakistan. (LiFP)
Hæftet indgår i en serie af hæfter om alle verdens lande udgivet af det svenske
Utrikespolitiska Institutet. Det aktuelle hæfte er redigeret af Gert Holmertz 1995.
Kilden vurderes som meget troværdig, men tidsmæssigt ikke helt aktuel.

The Library o f Congress: Country Studies- Pakistan. (LoCP)_
En serie af bøger udgivet af "The Federal Research Division of The Library of
Congress under the Country Studies/Area Handbook Programme sponsored by the
Department of the Army".

Internetadresse: http://lcweb2. loc.gov/frd/cs/cs/home. hmtl
Kilden vurderet som troværdig, dog med en del faktuelle oplysninger tidsmæssigt
forældede.

Center for Nonproliferation Studies: Indian and Pakistani Nuclear tests. (CfNS)
Monterey Institute of International Studies, Monterey, CA, USA.
Internetadresse: http://cns.miis.edu/research/india/index.htm
Kilden stammer fra et forskningscenter i USA, og vurderes med baggrund i andre
kilder at være troværdig. Der er en række faktuelle oplysninger i relation til den
historiske udvikling af kemevåbensteknologi i Indien og Pakistan. Meget tidsaktuel.

Lademannsr98: Lademanns leksikon 1998p å CD-ROM. (Ldm)
Her er især anvendt artikler vedrørende geografiske oplysninger om Pakistan.
Troværdig kilde.

Microsoft Encarta 98 Encyclopedia (CD-ROM). (Encarta)
1993-1997 Microsoft Corporation. Atlas og leksikon. Anvendt til ældre (før 1997)
historiske oplysninger om Pakistan. Troværdig kilde.

The Statesmans Yearbook 1998-99. (StYb)
Redigeret af B. Hunter. En årlig politisk/økonomisk oversigt over verdens lande.
Meget troværdig. Anvendt som hovedkilde for faktuelle og talmæssige oplysninger.

CIA Word Factbook 1997. (CIA)
Central Intelligence Agency, USA. Internetadresse:
http://www.odci.gov/cia/publications/factbook/country.html.
Kortfattet data oversigt over verdens lande. Nogle af oplysningerne ikke helt
aktuelle, kilden hovedsagelig anvendt til statistiske oplysninger. Vurderes
troværdig.

Jyllands-Posten 19.07.96. (JP 19.07.96)
Artikel skrevet i anledning af et møde mellem den danske udenrigsminister og den
pakistanske udenrigsminister Sardar Aseff Ahmed Ali juli 1996. Faktuelle
oplysninger skønnes troværdige.

Jyllands-P osten 04.08.98. (JP 19.07.96)
Artikel: Indisk-Pakistansk konflikt optrappet. Faktuelle oplysninger skønnes
troværdige.

The Economist Intelligence Unit. Country Profile: Pakistan. (EIU CP)
Oversigt fra the Economic Intelligence Unit februar 1997. En redegørelse for og
analyse af den økonomiske og politiske situation i Pakistan. Meget troværdig og
aktuel. Anvendt som hovedkilde til beskrivelse àf den økonomisk-videnskabelige
faktor.

The Economist Tntelligence Unit. Country Report 3rdquarter: Pakistan. (EIU CR3)
Rapport fra the Economic Intelligence Unit august 1998. De seneste politiske og
økonomiske data og vurderinger vedrørende Pakistan. Meget troværdig kilde.
Anvendt som hovedkilde til beskrivelse af den økonomisk-videnskabelige faktor.

Jane ’s Sentinel. South Asia. Pakistan. (JanSen)
Jane’s Information Group Limited, Sentinal House, Surrey, United Kingdom 1997
Edition. En oversigt over landes geografiske, demografiske, infrastrukturmæssige,
politiske og militære forhold. Meget troværdig kilde.

International Defense Review 3/1995. (IDR 3/95)
Internationalt militært tidsskrift. Artikel: Pakistan strives to match aims and
capabilities. Af Brian Cloughley. Troværdig kilde.

The Military Balance 1998/99. (MilBal 98/99)
Udgives af The International Institute for Strategic Studies, London. Dataoversigt
over forsvarsstyrkeme i verdens lande. Meget troværdig kilde. Hovedkilde til
oplysninger om struktur og styrketal i Pakistans væbnede styrker.

Strategic Survey 1996/97. (IISS 96/97)
The International Institute for Strategic Studies, London. Forskningscenter for
sikkerhedspolitik. Udgiver artikler og kommentater med strategiske vurderinger fra
hele verden. Troværdig kilde.

Strategic Comments vol 4, June 1998. (IISC 4/6/98)
The International Institute for Strategic Studies, London.
Strategisk kommentar: India and Pakistans Nuclear Tests. Troværdighed som
ovenfor.

Strategic Comments vol 4, October 1998L (IISC 4/10/98)
The International Institute for Strategic Studies, London.
Strategisk kommentar: Pakistan’s growing crisis. Troværdighed som ovenfor

The Politics o f Oil in the Caucasus and Central Asia (Oil)
Hæfte udgivet af the International Institute for Strategic Studies, London 1996. Af
R. Forsythe. Troværdig kilde.

Newsbrief: Vol 18 No 6, June 1998. (NB 18/6)
The Royal United Services Institute for Defense Studies. Månedligt udkommende
tidsskrift der beskæftiger sig med forsvars/sikkerhedsspørgsmål. Troværdig kilde.

Pakistan: Constitution. (Const)
Stanford University, USA. Universitetets hjemmeside på internet. Internetadresse:
http://www.stanford.edu/group/pakistan/constitution.
Den fulde tekst til Pakistans forfatning. Kilden skønnes at indeholde den fulde
engelske tekst til Pakistans forfatning.

International Monetary Fund. Press Information notice: IMF concludes Article IV
consultation with Pakistan. (IMF)
IMF hjemmeside på internet. Intemetadresse:http://www.imf.org.
Rapport fra oktober 1997 efter IMF forhandlinger med Pakistan. Giver IMF
vurdering af den pakistanske økonomi. Troværdig kilde.

Newsweek 14.09.98. (NW 14.09.98)
Internationalt nyhedsmagasin. Artikel: How much religion? Af Tony Clifton.
Kilden vurderes sammenholdt med andre kilder som troværdig.

Udenrigs 3/1998 (Udnrgs 3/98)
Udenrigspolitisk tidsskrift. Artikel af Jesper S. Thomsen og Jens Peter Bjerg:
Kædereaktioner i Indien og Pakistan. En vurdering efter kemevåbenprøvesprængningeme.
De faktuelle oplysninger i artiklen vurderes troværdige.

Associated Press o f pakistan: News summary 13.11.98. (ApoPK 13.11.98)
Den pakistanske regerings hjemmeside. Aktuelle nyheder i form afkorte artikler.
Internetadresse: http://www.pak.gov.pk./govt/app.
Her er anvendt artiklen: China closest ally and strategic partner. Artikel på
baggrund af udtalelser fra Pakistans informationsminister. Kilden antagelig
kontrolleret af Pakistans regering. Kan bruges til vurdering af regeringens,
holdninger. Faktuelle oplysninger skønnes troværdige.

Associated Press o f Pakistan: News summary 14.11.98. (ApoPK 14.11.98)
Den pakistanske regerings hjemmeside. Aktuelle nyheder i form afkorte artikler.
Internetadresse: http://www.pak.gov.pk./govt/app. Her er anvendt artiklerne: Pak
India talks concludes without progress, says Foreign office spokesman og: PM to
forcefully take up Kashmir issue with Clinton. Kilde vurdering som ovenfor.

Nationaløkonomiske statistikker (NAT ØK)
Skemaer udleveret ved undervisning i nationaløkonomi på FAK. Udfærdiget på
baggrund af statistikker fra IMF og Verdensbanken. Vurderes troværdige.

Baggrundslitteratur:
Säkerhetspolitik - analyser och tillämpningar. (NA)
Bog af Nils Andrèn. Norstedts Juridik, Stockholm 1997.

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.