Organisationsudvikling i den amerikanske hær

Det danske forsvar er i skrivende stund i fuld gang med ganske markante organisationsændringer med det formål, i samvirke med øvrige nationale instrumenter, at kunne virke som et mere effektivt politisk instrument. Dette sker i en verden, som forekommer ’mindre og mindre’, og hvor hændelser geografisk langt væk fra Danmark har – eller meget hurtigt kan få – stor betydning for landet. Danmark er naturligvis ikke det eneste land, der, som en konsekvens af forandringerne i den sikkerhedspolitiske situation efter Den Kolde Krigs ophør og terroranslaget mod USA 11. september 2001, gennemfører en lang række organisatoriske ændringer inden for de militære styrker. Derfor er det interessant at følge udviklingen hos nogle af Danmarks nærmeste allierede, herunder i særdeleshed udviklingstendenserne i den amerikanske hær.
 

Foto: Forsvaret.dk

”Fjenden er ikke et enkelt politisk regime eller person eller religion eller ideologi. Fjenden er terrorisme – planlagt, politisk motiveret vold begået mod uskyldige.” Så utvetydigt står det skrevet i den aktuelle amerikanske sikkerhedsstrategi, og således opfattes fjenden i et USA, der, til forskel fra virkeligheden i langt de fleste europæiske lande, føler sig som en nation i krig. Den fjende, som den vestlige verdens militære styrker traditionelt har været organiseret til at imødegå, er nu erstattet af en fjende, som må engageres konstant i mere eller mindre direkte væbnede konflikter verden over. En fjende, som opnår sine fordele gennem en effektiv tilpasningsevne samt asymmetriske operationer. En fjende, der inden for nicheområder har en reel kapacitet til at ‘ramme’ USA. At imødegå dette kræver ikke kun en organisatorisk ændring, men også en kulturel ændring inden for såvel den politiske verden som den militære. Samtidig hermed er det dog forudsat, at der fortsat skal opretholdes en kapacitet, som er i stand til at indsættes konventionelt.
Amerikanerne indser nu mere end nogensinde tidligere, at militære styrker skal kunne løse opgaver inden for det fulde spektrum af operationer – fra humanitær støtte til højintensive kampopgaver, og dét samtidigt eller under hurtig vekslen. Hertil skal lægges, at de for første gang i nyere tid må indse, at det nordamerikanske kontinent nu indgår i det mulige indsættelsesområde. Som konsekvens heraf, og kombineret med erfaringer fra specielt Afghanistan og Irak, er to principper blevet styrende for den igangværende organisationsudvikling i hæren: Modulopbygning og Standardisering. Modulopbygningen skal tilsikre fleksibilitet, således at styrkerne i højere grad – og hurtigere – end tidligere kan tilpasses det præcise behov, og standardisering skal tilsikre en mere enkel – og dermed ressourcemæssigt ‘billigere’ – organisation. Tilmed vil anvendelsen af begge principper tilgodese behovet for en kontinuerlig indsættelse, der nu snarere er normen end undtagelsen. Dette har stor betydning, da hæren i de igangværende operationer i udstrakt grad gør – og fremover vil gøre – brug af mobiliseringsenheder (Reserve Component) samt hjemmeværn (National Guard) og følgelig har behov for en optimal integrationsmulighed med stående styrke (Active Component). Målet med den igangværende organisationsudvikling er således samlet set en bedre og mere fleksibel strategisk reaktionsevne og samtidig at blive mere dominerende inden for hele operationsspektret under en optimeret ressourceanvendelse.

Den amerikanske hær er i dag relativt traditionelt opbygget med en hierarkisk struktur bestående af hovedkvarterer på armé-, og korpsniveau, og hovedparten af styrkestrukturen inddelt i velkendte enheder som divisioner, brigader, bataljoner osv. I nutidens struktur er divisionen endnu kerneenheden med organisatorisk tilhørende enheder fra samtlige våbenarter. Dette er ikke tilfældet på brigadeniveau, hvor forskellige kampstøtte- og støtteenheder tilføres i f.m. indsættelsen (Task Organization). Divisionens kapacitet til at virke i værnsfælles regi er dog minimal, til trods for at den bl.a. er tilført ekstra føringsstøttekapacitet for at være interoperabel med andre værns enheder. Dens organisatoriske udseende har i store træk ikke ændret sig siden ca. 1960, og det er nu erkendt, at denne struktur primært er optimeret mod en konventionel landtrussel, og ikke besidder den – set med nutidige øjne – nødvendige, værnsfælles kapacitet. Hertil kommer, at der til trods for en terminologisk ensartet struktur er stor forskel på det faktiske indhold af f.eks. de forskellige infanteridivisioner; og dette helt ned til laveste niveau, hvor der eksempelvis er forskel på antallet af både personel og panserværnsvåben i organisatorisk umiddelbart enslydende gruppestørrelser. Denne mangel på sammenlignelighed har vanskeliggjort såvel planlægning af operationer som rotationer i missionsområderne.

Udviklingen i overordnede træk

Den samlede personelstyrke i hæren forventes ikke forøget markant over de næste fem-seks år. Den vil således fortsat ligge på samlet set godt en million fordelt med ca. 512.000 i Active Component, ca. 350.000 i National Guard, og ca. 205.000 i Reserve Component. Den operative struktur udgør knap 80 % af den samlede personelstyrke, mens støttestrukturen udgør de resterende godt 20 %. De store ændringer kommer til at finde sted på divisions- og brigadeniveauet, og på føringsstrukturen over brigadeniveau. Når de igangværende planer er færdigimplementerede med udgangen af 2010, findes divisionsniveauet ganske enkelt ikke længere. Der vil være to enhedstyper: Unit of Action (UA), som består af kamp-, kampstøtte- eller støtteenheder af brigadestørrelse og mindre, og Unit of Employment (UE), som er hovedkvarterer over brigadeniveau med tilhørende føringsstøtteenheder.

Brigade Combat Teams

Inden for Units of Action (UA) vil brigaden være den nye kerneenhed, der i lighed med den nuværende divisionsstruktur organisatorisk indeholder alle våbenarter. Som en undtagelse vil brigaderne fremover, modsat nutidens division, dog ikke indeholde organisatorisk helikopterkapacitet af ressourcemæssige årsager. Kampbrigaderne kan imidlertid efter behov meget fleksibelt og relativt ukompliceret forstærkes med yderligere kapaciteter fra specialiserede støttebrigader. Fordelen ved at samle så mange forskellige kapaciteter som muligt på lavt niveau er bl.a., at det ikke længere er nødvendigt at indsætte en hel divisionsstruktur for at tilvejebringe bestemte kapaciteter.
Kampbrigaderne i såvel Active og Reserve Components som National Guard vil bestå af tre – i modsætning til tidligere 13 – forskellige typer Brigade Combat Teams (BCT): Heavy Brigade, Infantry Brigade og Stryker Brigade (se Figur 1). De to førstnævnte er i høj grad baseret på materielarven, mens sidstnævnte er grundstammen i udviklingen af en ny brigadetype med en teknologisk højt udviklet kapacitet baseret på det såkaldte Future Combat System (FCS). Den fremtidige afløser af disse tre brigadetyper, The Future Force, vil være baseret på FCS, men hverken det teknologiske eller organisatoriske design heraf er endnu helt færdigudviklet.
Den udprægede ensartethed mellem Active Component, National Guard og Reserve Component danner et optimalt grundlag for etablering af ‘rotations-pakker’. I den forbindelse kan det nævnes, at udsendelsesfrekvensen for en enhed af Active Component som udgangspunkt er et år ud af tre, og for National Guard og Reserve Component et år ud af seks.
Alle brigader indeholder nu egen logistikbataljon, artilleriafdeling inkl. raketkastere, egen Reconnaissance-Surveillance-and-Target-Aquisition-bataljon (RSTA) og bl.a. finskyttesektioner samt Space Forces. Sidstnævnte, som hidtil kun har eksisteret på korps- og højere niveauer, bidrager via rumbaseret teknologi til at udbygge det taktiske niveaus kapaciteter inden for kommunikation, tidsberegning, missilvarsel, stedbestemmelse samt miljøovervågning. Brigadernes og kampbataljonernes evne til selvstændig kamp forøges, hvilket er en doktrinær forudsætning for gennemførelse af cellulære – eller fragmenterede – operationer. Infantry Brigade er styrket i sin mobilitet via flere organisatoriske køretøjer end i de nuværende infanteribrigader, og Heavy Brigade er ikke enten en ren kampvognsenhed (Abrams M1A1) eller ren infanterikampkøretøjsenhed (Bradley), men derimod en kombination. Stryker-brigaden (Stryker er navnet på den gennemgående køretøjstype – pansret hjulkøretøj, hvor samme chassis (Mowag Piranha) er grundstamme i alle enhedens rollespecialiserede platforme) har som den eneste brigade eget panseringeniørkompagni, men også på andre måder adskiller den sig væsentligt fra de øvrige brigader – f.eks. ved at have tre i stedet for kun to kampbataljoner (se Figur 2). Hver af disse indeholder dog kun tre kampunderafdelinger, mens kampbataljonerne i de øvrige to brigadetyper indeholder hver fire. Stryker-brigaden repræsenterer i den overordnede betragtning et mellemfaldende skridt i en formodet rigtig retning. Det er i vid udstrækning erkendt, at ‘den rigtige retning’ endnu ikke er tilstrækkeligt defineret. Udviklingen af Stryker-brigaden gennemføres på trods af, at hæren på forhånd ikke føler sig helt sikker på, om det er det helt optimale eller mest ressourcebevidste.

Stryker-brigaden indeholder desuden en lang række karakteristika og kapaciteter, som gør den velegnet til indsættelse i hele operationsspektret: Den har stor ildkraft i både ild- og bevægeterræn, høj taktisk mobilitet, kan transporteres i C130-fly (brigaden skal kunne indsættes i løbet af 96 timer), og endelig indeholder den helt ned til underafdelingsniveau en stor kapacitet inden for Command-Control-Communications-Computers-Intelligence-Surveillance-and-Reconnaisance (C4ISR). Især det sidstnævnte bidrager til, at Stryker-brigaden alene, eller sammen med andre enheder – også fra andre værn – kan opbygge og distribuere et Common Operational Picture (COP), der øger dens mulighed for dels at opnå informationsoverlegenhed, dels at indsætte såvel egne som andre enheders kapaciteter optimalt.

Det endelige antal kampbrigader forventes ved udgangen af 2007 forøget fra 67 til 77, og muligvis etableres yderlig fem Active Component-brigader, således at det samlede antal efter 2007 kan nå op på 82.

Support Brigades
Støttebrigaderne har det tilfælles, at de modulopbygges efter behov, og at de umiddelbart kan virke i rammen af hvilken som helst formation. De vil således indeholde tilstrækkelige kommunikationsmidler, netværk og forbindelsesofficerer til at kunne virke ikke kun for hærenheder og -hovedkvarterer men også til støtte for værnsfælles eller andre værns hovedkvarterer. De organiseres inden for følgende fem typer:

Aviation Brigade, der kan løse opgaver inden for helikopteropklaring, -angreb, -transport, og -evakuation.
Fires Brigade, der ud over normal ildstøtte også indeholder kapaciteter inden for ikke-dødbringende våben samt informationsoperationer.
Battlefield Surveillance Brigade, der stort set indeholder samme enhedstyper som Reconnaissance-Surveillance-and-Taget-Aquisition-bataljonen (RSTA) i kampbrigaderne.
Sustainment Brigade, der skal tilvejebringe al logistisk støtte over brigadeniveau og herved vil kunne skabe logistisk tyngde i hele indsættelsesområdet uanset niveau. Brigaden medvirker også til at reducere antallet af logistiske echeloner.
Maneuver Enhancement Brigade er en helt ny enhedstype, som tager et holistisk udgangspunkt i at skabe manøvrefrihed for øvrige enheder. De enkelte dispositionsenheder under denne brigadetype er ikke nyskabelser (rekognoscerings- og konstruktionsingeniører, militærpoliti, Sensitive-Site-Exploration, vildledning, luftværn, missilforsvar, Explosive-Ordnance-Disposal, Civil-Affairs samt Tactical-Combat-Forces (sikringsstyrker)), men at samordne alle disse kapaciteter under én fører er nyt.

Hovedkvarterer

Inden for hovedkvarterer (med tilhørende føringsstøtteenheder), Units of Employment (UE), etableres to typer: UEx på det taktiske niveau, og UEy på det operative niveau (betegnelserne er midlertidige). Fælles for dem er, at de ikke organisatorisk indeholder bestemte Units of Action, men modulopbygges til at kunne indsætte vidt forskellige enhedstyper. De vil kunne indsættes til føring af værnsfælles operationer (indeholder materiellet men kræver dog tilgang af personel fra de øvrige værn), og de er hver for sig langt mere robuste end de hovedkvarterer, de afløser – f.eks. i form af egne sikringsstyrker, logistik, samt signalmidler og netværk.
Som det fremgår af Figur 3 vil hovedkvarterskapaciteterne fra de tidligere korps-, divisions- og brigadeniveauer fordeles på henholdsvis brigadeniveauet (BCT) og de to nye Unit of Employment-niveauer, hvor korps- og divisionsniveauerne vil danne grundlag for det nye UEx, mens UEy vil modsvare de tidligere korps- og arméniveauer (Army Service Component Command – ASCC).
UEx har kapacitet til at støtte op til seks BCTs (dog flere under Stability Operations) samt en blanding af øvrige kampstøtte- eller støtteenheder efter behov. Desuden kan enheden organisere sig til støtte for geografisk adskilte operationer samt i mindre omfang virke som hovedkvarter for Joint Force Land Component Commander (JFLCC).
UEy bliver designet m.h.p. direkte at virke som hovedkvarter for JFLCC eller Joint Force Commander (JFC) i rammen af det totale indsættelsesområde, f.eks. for en Regional Combatant Commander. UEy vil endvidere selv kunne udskille et mindre, fremskudt hovedkvarter, hvorved der, hvis situationen tillader det (f.eks. ved en Non-Combatant Evacuation Operation), ikke vil være behov for at deployere en hel UEx.

Øvrige operative styrker

Udover de ovenfor beskrevne brigader og hovedkvarterer med føringsstøtte vil der tillige forefindes en ganske betydelig pulje af enheder til varetagelse af luft- og missilforsvar, ingeniørtjeneste, sanitetstjeneste, ABC-forsvar, militærpolititjeneste, efterretningstjeneste, signaltjeneste samt Space Capabilities. Disse enheder vil blive anvendt til modulopbygning af såvel UA som UEx og UEy, så enhver operativ styrke kan skræddersys i forhold til det aktuelle behov i den enkelte mission.
Det bemærkes, at hærens specialoperationsstyker, som ud over egentlige eliteenheder (Special Forces og Rangers) indeholder Civil Affairs-enheder, Psychological Operations-enheder, helikopterenheder samt støtteenheder, forøges i betydeligt omfang grundet et erkendt og stadigt stigende behov for sådanne enheder under det seneste årtis såvel land- som værnsfælles operationer.
En stor del af disse øvrige operative styrker vil blive organiseret således, at de også kan indsættes i nationale operationer til imødegåelse af f.eks. terroraktioner sammen med andre nationale, ikke-militære strukturer.

Betydning for dansk udvikling

Den danske hær, som en forholdsvis lille størrelse i international sammenhæng, kan næppe forvente at kunne være toneangivende inden for andet end nicheområder, og dét endda kun lejlighedsvis. Derfor er det afgørende succeskriterium vores evne til at koble os på en større operation, det være sig i NATO- eller koalitionsregi. Hvis ikke hæren udvikler sine kapaciteter, så de er tidssvarende i rammen af internationale operationer, mister den sin relevans som en del af det militære apparat. Evnen til at ‘koble sig på’ – samarbejde – være interoperabel – gælder ikke kun teknologisk formåen, men har også betydning inden for områderne doktrin og organisation.
I kraft af USAs globale interesser og styrke, og den deraf følgende betydelige, amerikanske militære tilstedeværelse verden over, ses USA ofte i en meget fremtrædende rolle i forsøget på løsning af internationale konflikter, både på det politiske og militære niveau. Og i de missioner, som den danske hær har udsendt egentlige enheder til (Kosovo, Afghanistan og Irak), deltager også amerikanske enheder. Samlet set medfører disse forhold, at den danske hær har en betydelig interesse i at følge med i den amerikanske udvikling, der i stort omfang allerede præger udviklingen af militære styrker i såvel resten af den vestlige verden som i partnerlande globalt.
Danmark har som minimum to ‘referencepunkter’ at kunne pejle imod, nemlig USA og NATO. I den forbindelse er det ganske velkendt, at NATO tilvejebringer den mindste mulige fællesnævner for p.t. 26 nationer og dermed ikke – i hvert fald ikke endnu – ser sig i stand til at gå i spidsen trods accelererende transformationsbestræbelser. Umiddelbart kunne man på den baggrund fristes til at konkludere, at den danske hær dermed må læne sig tæt op ad den amerikanske hær og nedtone NATO-samarbejdet. Men vi bør naturligvis fortsat indstille os på en balancegang mellem den – for den militærfaglige tilskuer – kapacitetsmæssigt attraktive, amerikanske militærudvikling, og den bredt accepterede, men knap så fremadstræbende, udvikling i NATO-ramme.

Med en vis ret kan man alligevel argumentere for det fornuftige i netop i disse år at flytte tyngden af bestræbelserne mere specifikt i retning af den amerikanske udvikling og mindre i retning af den samlede NATO-udvikling. Dette skyldes, at NATO i sine transformationsbestræbelser, der i den militære sfære for en stor del ledes af Supreme Allied Commander Transformation (der samtidig er chef for USAs værnsfælles udviklingskommando, US Joint Forces Command) i forvejen i det store hele ser ud til at forsøge at nå op på niveau med USA på mange specifikke områder. Amerikanerne ‘afventer’ naturligvis ikke NATO i deres udviklingsbestræbelser, men vil imidlertid gerne ‘have NATO med’. Følger man i store træk de amerikanske udviklingstendenser, er man derfor også nærmest pr. definition godt fremme i NATO-sammenhæng. Dette vil også være en gevinst for den danske hærs samarbejde med Storbritannien, der i forvejen forsøger at være militært interoperabel – i bredeste forstand – med USA. Om end vi i Danmark ikke – af ressourcemæssige årsager – skal forsøge at kopiere den amerikanske model helt, så kunne det være relevant at overveje en dansk udvikling af for eksempel RSTA-enheder, og at udvikle vores enheder til at kunne ’plug-and-operate’ med de forskellige amerikanske enhedstyper, herunder at udbygge interoperable kapaciteter på C4I-området.
Udviklingen foregår i et stadigt højere tempo og er nu nået til et punkt, hvor man ikke engang internt i den amerikanske hær finder, at man kan følge med. Det stadigt højere udviklingstempo medfører, at den måde, vi traditionelt har udviklet vores hærkapaciteter på, nødvendigvis må optimeres for at tilsikre konstant innovation, koordination og effektivitet – f.eks. gennem en optimering af studie- og udviklingsstrukturen samt materielanskaffelsesprocessen. Varigheden af forløbet mellem identifikation af en manglende, operativ kapacitet og til implementering af en løsning skal være minimal. Og da det fremtidige operationsmiljø bliver sværere og sværere at spå om, er det vigtigt at bevare muligheden for løbende at kunne ændre på hærens udvikling og ikke, hverken doktrinært, teknologisk eller organisatorisk, låse sig fast på for store løsninger ad gangen. Vi må tilsikre, at vi kan reagere hurtigt og fleksibelt under udnyttelse af vores begrænsede ressourcer. Kun herved vil vi kontinuerligt kunne forbedre hærens kapaciteter og interoperabilitet, og dermed bevare dens relevans.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006.pdf

Litteraturliste

Del: