Opstigende skorpion

Kristian Ditlev Jensen. Udgivet af Gyldendel den 30. september 2010. 304 sider. Pris kr. 299,00 (vejledende).

Som et lille eksperiment – som ikke nødvendigvis bliver gentaget - har redaktionen i dette og det foregående nummer set på i alt tre bøger i den lettere genre. Der er tale om skønlitteratur eller fiktion, ganske vist i militært tilsnit, idet der er tale om bøger vedrørende dansk militær indsats i det fremmede – eller agentromaner i dansk regi – og det er jo en litterær nyskabelse. Bøger fra det militære miljø - eller danske agentromaner - kunne formentlig ikke have været udgivet for 20 år siden – og nogle af dem burde måske heller ikke have været udgivet af kvalitetsmæssige årsager. I sidste nummer blev Frank Esmanns agentroman anmeldt, og denne gang anmeldes to bøger med relation til de udsendte danske tropper. Fælles for de tre bøger er, at deres chancer for at komme på ”best-seller-listen” i Danmark eller i udlandet vurderes som meget beskedne – og bøgerne er formentlig uinteressante for dette tidsskrifts læsere.

Kilde: saxo.com

Det var med nogen bekymring, at anmelderen kastede sig over denne bog, som til en vis grad skulle være en roman, hvor handlingen udspilles omkring en uddannet sprogløjtnant, som efter en mineeksplosion i Irak får vansiret sit ansigt til ukendelighed. Ud over det militære engagement, som viste sig blot at være en relativ beskeden kulisse for en spændingsroman fra misbrugermiljøer, især omkring Istedgade i København, var en del af handlingen lagt i okkulte rammer. Astrologi kan næppe siges at være hverken indenfor anmelderens interesse eller faglige ekspertise – selv med en beskeden astronomisk og navigatorisk baggrund.

Som nævnt, var det militære islæt beskedent, men det er da lykkedes for forfatteren at skrive en ganske spændende og interessant roman. Hans hovedperson er den vansirede sprogløjtnant Wolfgang Tornblad, som er uddannet som arabisk tolk på sprogskolen På Svanemøllens Kaserne under Forsvarsakademiet. Han er, som nogle af sprogeleverne, overbegavet og har efterfølgende gennemgået en uddannelse i lingvistik. Forfatteren er tillige uddannet i lingvistik, og der er igennem hele bogen nogle sproglige betragtninger, som er ganske fornøjelige.

Selve romanen glider ud af det militære miljø og ender som en mordsag med okkulte undertoner – mest om personer født i ”skorpionens tegn”. Det er forfatterens hensigt måske at skrive om alle 12 tegn i ”Dyrekredsen”, og det må man så håbe at han har stof nok til – men det bliver nok ikke med undertegnede som anmelder. Et af bogens budskaber kunne være, at selv om man bliver alvorligt læderet under en krig kan man godt komme videre og skabe sig en tålelig tilværelse– især hvis man er intelligent.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf

Del:

Emneord

Der er ingen emner tilknyttet denne side


Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.