Oplysning om forsvaret - et grundlag for forsvarsviljen

Chefen for Nørrejyske Artilleriregiment, oberst Per Svensson, redegør her for omfang af og problemer i forbindelse med forsvarets oplysningsvirksomhed.
 
»Min Herre! Jeg afskyr Deres meninger.
Men jeg vil give mit liv for at forsvare Deres ret til at fremsætte dem«!
Tillagt Voltaire. 1694-1778.
 
 
Indledning
»Uniformerede korps bør nu tage op til principdebat om deres forhold til militæret. Ikke mindst i en oprustningstid er det vigtigt, at de frasiger sig enhver forbindelse med militæret«. Denne udtalelse blev fremsat af en voksen spejder til et dagblad i maj 1981. Udtalelsen var fremprovokeret af en invitation til nogle spejdere og deres forældre til en udflugt til en flyvestation. Den pågældende fortsatte: »Det er rystende, at man så bevidstløst kan omgås et så alvorligt emne. En militær base er ikke et sted, hvor man tager hen for at hygge sig med sine børn«. En leder fra et af de andre uniformerede korps så anderledes på sagen. Til samme avis udtalte denne: »Personligt kan jeg ikke se nogen forskel på at tage på udflugt til en militær flyvestation og så at besøge en Falck- station eller en politistation. Man får nogle informationer og ser, hvad det er for noget«.
 
Hvorfor oplysning?
Et besøg på en flyvestation eller et andet militært tjenestested, er et led i forsvarets oplysningsvirksomhed. Der er flere grunde til, at forsvaret oplyser om sig selv og sin virksomhed. For det første er det et politisk ønske. Det militære forsvar er en samfundsinstitution, der betales af skatteyderne. Disse bør derfor også vide, hvad deres penge bliver brugt til. Man kan også fremføre, at dersom forsvaret blev udelukket fra at fortælle om sig selv, ville oplysningerne om forsvaret og dets virksomhed blive mangelfulde. Der viUe ganske simpelt mangle et led i den vifte af informationer, der er påkrævet, for at der kan tages stilling til et så alvorligt emne som landets sikkerhed. Dertil kommer, at der vel ikke er nogen, der - ud fra egne erfaringer og viden - er bedre til at fortælle om sit virke end netop de pågældende selv. Ingen er i tvivl om, at lægen er bedst til at tale om sygdom og sygdomsbekæmpelse. Eller læreren om undervisning. Hvorfor skulle den militære sagkundskab så ikke kunne udtale sig om forsvar?
 
At der er andre forhold, der spiller ind, end netop de sagkyndiges vurderinger, er ingen i tvivl om. Økonomi og politiske hensyn for eksempel. Men de politiske beslutningstagere må have et så bredt og alsidigt grundlag som muligt at træffe deres afgørelser på. Derfor må også landets sagkundskab på det militære område tage del i oplysningsvirksomheden. Endvidere medfører samfundsudviklingen et almindehgt ønske om, at flere og flere medinddrages i de forskellige beslutninger. Dette stiller krav om viden. Ingen er interesseret i, at afgørelsen træffes på et for løst grundlag. Kendskab til et minimvim af kendsgerninger er derfor en forudsætning for, at beslutninger træffes på et forholdsvis korrekt grundlag. Men forudsætningen for viden er oplysning. Så også af den grund må forsvaret på lige fod med andre samfundsinstitutioner deltage i den almindelige, samfundsorienterede oplysningsvirksomhed. Endelig - og ikke mindst - er oplysning om forsvaret et vigtigt og uundværligt led i landets psykologiske beredskab.
 
Er man uden kendskab til det militære forsvars virksomhed og muligheder og til de sikkerheds- og forsvarspolitiske realiteter, bliver man lettere et offer for uro, usikkerhed og frygt. Jo bedre kendskab man har til et problem, jo mindre bangé er man for at se problemet i øjnene. Et militært forsvar er en kendsgerning i såvel Danmark som i lande, der har afgørende indflydelse på Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske hverdag. Forsvaret er et instrument til styring af kriser. Derfor gælder det om at kende dets muligheder og begrænsninger. Derved kan man undgå at lade sig lokke, true eller skræmme til mod sin inderste overbevisning at sætte sin tilværelse på spil. Formålet med oplysning om forsvaret er derfor at udbrede kendskab til dette, dets baggrund og virk§ og herunder fremme den indbyrdes forståelse og samarbejdet mellem befolkning og det militære forsvar. Eller sagt mere kortfattet: At styrke befolkningens modstandskraft. Som et minimum må enhver vide, hvad der er forsvarets formål og opgaver. Men også NATO formål, struktur og virke bør være elementær viden for enhver.
 
Den, der måtte frygte, at oplysning om forsvaret givet af forsvaret selv, vil være i stand til som eneste faktor at påvirke den enkeltes holdninger og synspunkter i en eller anden retning, tillægger nok forsvaret for store evner. Hjem, skole og øvrige daglige omgivelser er trods alt mere holdnings- dannende end et besøg eller to på et militært tjenestested. Hensigten med det følgende er at beskrive nogle af de forudsætninger, der ligger til grund for forsvarets oplysningsvirksomhed, samt at omtale nogle af de vilkår og betingelser, oplysningerne må gives under. Der kan her være tale om menneskelige og samfundsprægede forhold, samt om forhold af mere teknisk karakter. Det er tillige hensigten at bidrage til debatten om forsvarets oplysningsvirksomhed. En oplysningsvirksomhed, der af nogle opfattes som krigsop- hidsende, af andre som propaganda, medens atter andre finder den overflødig.
 
Hvilke oplysninger?
Mange ønsker at diskutere, om Danmark overhovedet skal have et militært forsvar. Og i bekræftende fald, hvilket? Forsvarets oplysningsvirksomhed går ud fra den politiske kendsgerning, at Danmark har et forsvar. Skal dette eventuelt afskaffes eller omstruktureres radikalt, er det en politisk diskussion, der ikke indgår i oplysningsvirksomheden. Hvad konsekvenserne heraf kan blive, set med den militære sagkundskabs øjne, bør derimod til fulde indgå i debatten. Interessen synes især at samle sig om generelle emner som sikkerhedspolitik og det militære forsvar som institution, samt om mere specifikke emner som FN-tjeneste, slædepatruljen »Sirius« og Jægerkorpset. Tidligere indgik også militæmægtelse som et emne, men interessen herfor er ikke stor i dag. Restriktioner, forårsaget af at oplysninger kan være klassificerede, d.v.s. fortrolige eller endog hemmelige, forekommer. Stort set har dette imidlertid kun betydning for, hvor detaljerede oplysningerne kan udformes. Oplysninger, der har generel interesse for offentligheden, vil som regel også kunne gives denne. Detaljer interesserer sjældent den almindelige borger. Derimod kan det være et problem, at Warszawapagten omfatter lande med et lukket samfundssystem. Her er man ikke interesseret i at give for mange oplysninger om sig selv. Tværtimod har visse af denne pagts lande tradition for at udsende vildledende og fejlagtige oplysninger, at disinformere. Når omvendt de lande, der er medlemmer af NATO, gør meget for at oplyse om sig selv - også på det militære område - kan en sikkerhedspolitisk debat godt blive skæv. Oplysning om forsvaret skal være alsidig, nøgtern og saglig. Den vil naturligt være præget af, at de, der formidler oplysningerne, ofte har en positiv holdning til nødvendigheden af et militært forsvar. Men derfor bliver det alligevel ikke propaganda. Hvad propaganda er, er der forskellige meninger om. Et synes sikkert. Den, der propaganderer, har til hensigt at formå andre til at gå ind for, støtte eller efterleve det, der propaganderes for. Færdselspropagandaen har således til mål at gøre publikum til bedre trafikanter.
 
Oplysning om militære forhold fra forsvarets side skal derimod hverken propagandere eller missionere. Den skal forelægge kendsgerninger, således som de foreligger for den militære sagkundskab. En oplysningsvirksomhed kan være politisk. I hvert fald når man med dette ord tolker en saglig oplysnings betydning som en del af et beslutningsgrundlag for regering og Folketing. Derimod er der ikke og må der ikke være forbindelse mellem forsvarets oplysningsvirksomhed og partipolitik. Den oplysning, publikum har krav på, kan opdeles i aktuelt nyhedsstof og i en mere dybdegående baggrundsorientering. Der er naturhgvis forbindelse mellem disse to former for oplysning. Forståelsen for nyheden forudsætter således en vis baggrundsviden. I det danske forsvar er der tradition for, at pressen i videst muligt omfang selv kan indhente eller blive forsynet med nyheder direkte ved forsvarets myndigheder og tjenestesteder. Initiativet påhviler således såvel pressen som forsvaret selv, omend det i praksis nok er med hovedvægten hos førstnævnte. For såvidt angår formidling af baggrundsviden af mere generel karakter påhviler denne bl.a. Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, Hjemmeværnet og - hvad angår totalforsvar - Civilforsvarsstyrelsen. Denne oplysningsvirksomhed er mere langsigtet og ikke bundet af snævre tidsrammer. Her er det fortrinsvis myndighederne, der har initiativet.
 
Hvem oplyses?
Alle har krav på oplysning om forsvaret. Skatteyderne, der betaler det. Politikerne, der bestemmer dets udformning og størrelse samt bevilger penge til det. De imge, der måske skal forrette tjeneste i det. Forældre og andre pårørende, der har bøm, kæreste, ægtefæUe, slægtninge eller nære bekendte i det. Naboer, der til daglig ser det. Handlende, der handler med det o.s.v. Derimod kan mange mene, at de ikke har behov for yderhgere oplysning om forsvaret. Et meget stort flertal af den voksne danske vælgerbefolkning har ved flere meningsmålinger givet udtryk for, at Danmark skal have et militært forsvar. De poUtiske partier, der er repræsenteret i Folketinget og som i deres program går ind for et forsvar, udgør tilslutningsmæssigt også et betragteligt flertal. Forsvarsviljen er der ikke noget i vejen med. Men hvad med forsvars- forståelsen?
 
Modstandere
Nogle er modstandere af det militære forsvar. Hertil kan de have forskellige grunde. Nogle er modstandere af politiske grunde. fordi de ikke i givet fald vil forsvare sig. Men de vil ikke være med til at forsvare - og dermed måske bevare - det nuværende samfundssystem. Det er blandt disse modstandere, man finder accept af retfærdige krige. F.eks. krige, der har til formål at hjælpe et undertrykt folk i dets befrielseskamp mod udbytterne. Andre er modstandere af etlské grunde. De kan være pacifister af overbevisning. De kan også være det af religiøse årsager. Rent følelsesmæssigt må alle være imod krig. higen kan af et ærligt hjerte begejstres over død og ødelæggelse. Rent instinktivt har mange derfor den opfattelse, at fjerner man værktøjet - det militære apparat - fjerner man samtidigt årsagen til og mulighederne for at føre krig.
 
Tilhængere
Blandt tilhængere findes dem, der er begejstrede for et militært system, og som ser dette som et mål i sig selv. Der kan imidlertid ikke være mange af dem. Inden for det militære forsvar hører man om dem, men man møder dem så at sige aldrig. I hvert fald ikke i ledende eller andre indflydelsesrige kredse. Andre har en positiv erindring om deres soldatertid. »Da jeg var soldat, da var der soldater til«. At tiderne har ændret sig, spiller ikke altid nogen rolle her. Endelig omfatter flertallet også dem, der mener, at når den militære sagkundskab har udtalt sig, så er der ikke mere at diskutere. »Det må da selv en minister kunne forstå«. Men også blandt dem, der går ind for om nødvendigt at forsvare sig med våben i hånd, er langt de fleste imod krig. De mener imidlertid, at voldelige konflikter også i dag er en mulighed. Derfor må man være forberedt på at kunne imødegå og allerhelst undgå sådanne. Også dette er en rent instinktiv opfattelse hos mange.
 
Følelser og kendsgerninger
Hvis instinktive følelser ikke er i overensstemmelse med kendsgerningerne, løber man risikoen for, at følelserne bestemmer. Og det må de sikkert også godt i mange tilfælde. Men når talen er om noget så dybt alvorligt som krig og overlevelse, bør følelserne ikke alene styre udviklingen. Her må kendsgerningerne tillægges fornøden vægt. Derfor kan ingen med rimelig grund afvise oplysning om forsvaret. Man imdgår ikke krige ved at nægte at beskæftige sig med det militære forsvar, at fornægte dets eksistens og berettigelse. Man kan heller ikke anføre, at man engang har været soldat, har hørt om forsvaret og har taget stilling. Tiden står ikke stille. Udviklingen ændrer vilkårene. Alle har derfor behov for en ajourført oplysning om forsvaret. Så ef man i stand til at deltage i en levende debat om den del af samfundet, der omfatter dets sikkerhed. Og en sådan debat er et nødvendigt led i et demokrati med en parlamentarisk udpeget politisk ledelse.
 
Hvem oplyser?
Alle med tilknytning til forsvaret oplyser om dette, direkte eller indirekte. Det gælder såvel værnepligtige til pligtig tjeneste som kontrakt- og tjenestemandsansatte. Og det gælder det frivillige og faste hjemmeværns- personel af begge køn såvel som hjemkommanderede reserveofficerer. Det gælder også de civilt ansatte i forsvaret, hvad enten de er timeløns- eller overenskomstansatte eller ansat på anden måde. Enhver med tilknytning til forsvaret vil ved sin optræden og sine udtalelser til venner og familie bidrage til at sprede oplysning om forsvarets hverdag og om de vilkår, den daglige tjeneste foregår under. En del af forsvarets personel deltager i det lokale, civile liv. Det være sig i form af deltagelse i arbejdet i idrætsforeninger, grundejerforeninger, politiske foreninger eller lignende. Dette personel vil her, ligesom andre aktivt engagerede fra andre dele af samfundslivet, være i stand til at kunne belyse netop deres del af tilværelsen, dersom spørgsmål herom skulle blive stillet. Egentlig organiseret oplysningsvirksomhed drives imidlertid ikke på denne måde. Det er der andre, der mere professionelt beskæftiger sig med. Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste er således af forsvarsministeren pålagt at udøve kontakt- og oplysningsvirksomhed over for det civile samfund i bredeste forstand gennem mundtlige, skriftlige og billed- mæssige virkemidler. Også Hjemmeværnet virker ifølge lov gennem sin civile, kommitterede for et godt forhold mellem befolkningen og Hjemmeværnet. Forsvarsministeren ansætter et antal hjemmeværnskonsulenter, der er til rådighed til dette formål og den dertil hørende oplysningsvirksomhed. Forsvarskommandoen råder over en presse- og informationstjeneste, der sammen med presseofficereme ved forsvarets tjenestesteder ligeledes deltager i oplysningsvirksomheden. Men medens Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste og Hjemmeværnets konsulenter fortrinsvis beskæftiger sig liied baggrundsorientering, er det i stor udstrækning pressetjenesten, der ifølge sagens natur tager sig af det aktuelle nyhedsstof.
 
Som noget relativt nyt har Forsvarskommandoen som myndighed et par gange udsendt skriftligt materiale, der som den militære sagkundskabs syn i aktuelle tilfælde er indgået i den offentlige debat om forsvaret. Forsvarets Efterretningstjeneste har ligeledes udsendt oplysningsmateriale i form af publikationer. Forsvarets Rekruttering med Forsvarets Oplysningskontor og Hjemmeværnets konsulenter og enheder gennemfører en særlig form for oplysningsvirksomhed med specielt sigte på at rekruttere personel til forsvaret og hverve nye medlemmer til Hjemmeværnet. Også enkeltpersoner deltager på forskellig måde i oplysningsvirksomheden. En del oi forsvarets personel deltager således enten som repræsentanter for forsvarets myndigheder eller som dem selv i forbindelse med et rent personligt engagement. Dette personels virksomhed strækker sig over skribent- og foredragsvirksomhed til deltagelse i paneldiskussioner, høringer m.v. Dertil kommer civile skribenter og kommentatorer, der gennem deres arbejde bl.a. i nyhedsmedierne og i undervisningssektoren medvirker til udbredelse af orientering om forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold. Her er det knap så meget forsvaret selv, der står som formidler af oplysningerne, som det er den pågældende, der af profession og interesse beskæftiger sig netop med disse emner. At visse af oplysningerne så er indhentet via forsvarets kanaler er en anden sag.
 
Hvorledes oplyses?
Det er fremført, at menneskeheden har gennemført tre afgørende revolutioner. Den første, da man omkring det 8. årtusinde før vor tidsregning begyndte at dyrke jorden. Så kom den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet. Den tredie oplever vi netop nu, informationsrevolutionen. Ved den første revolution skabtes den samfundsstruktur, der har dannet grundlaget for de senere højtudviklede kulturer. Ved den anden blev håndens arbejde i stor udstrækning overtaget af maskinen. Men ved den tredie revolution har elektronikken overtaget en del af menneskehjernens virksomhed. Man er i dag ved hjælp af datamater i stand til at indsamle, opbevare for senere påny at frembringe og i stor hast udsprede oplysninger til næsten ethvert sted på jorden i et hidtil ukendt omfang. Dette medfører, at en mangfoldighed af oplysninger - informationer - står til rådighed for menneskeheden. Men det medfører også, at de informationer, der tilvejebringes, er afhængige af pålideligheden af de oplysninger, der er indkodet i systemet. På samme måde er sammenstillingen af informåtionerene afhængig af, hvad datamaten er blevet bedt om at oplyse.
 
Meddelelsesmidler
Maskiner og elektronik har indflydelse på udbredelse af nyheder og oplysninger via massemedierne, såvel i forbindelse med de trykte som de elektroniske meddelelsesmidler. Disse kan så suppleres med den individuelle meddelelsesform, hvor det er den enkelte, der henvender sig direkte til andre enkeltpersoner. Massemedierne omfatter bl.a. dags- og ugepresse, tidsskrifter, i en vis udstrækning bøger og hefter, radio, grammofonplader, lydbånd, film, videobånd og fjernsyn. Oplysninger formidlet via disse medier kan i løbet af kort tid være spredt til et meget stort publikum. Massemedierne er imidlertid karakteriseret ved at være upersonlige og envejs. Man har ingen umiddelbar, spontan reaktion på publikums opfattelse af meddelelsen. Man ved end ikke, om oplysningen er blevet læst, hørt eller set. Den enkelte oplysning kan let drukne i mængden af andre meddelelser, informationer og nyheder. Salgs- og oplagstal, læserbreve, lytter- og seerundersøgelser m.v. kan give visse ideer om interesser og popularitet, især i forbindelse med emnevalg. Men de giver næppe et helt korrekt billede af, om den enkelte oplysning er blevet rigtigt opfattet eller om den måske er blevet helt misforstået.
 
Man kan også på en mere personhg måde komme i kontakt med et større publikum. Dette kan ske i form af møder, udstillinger, opvisninger eller ved demonstration af materiel m.v. Man opnår ikke herved den samme hurtige udbredelse af sine oplysninger som ved hjælp af massemedierne, men man har bedre mulighed for at uddybe og forklare, alt efter publikums umiddelbare reaktioner. I modsætning hertil er den personlige, individuelle meddelelsesform - samtalen - langsom. Den har begrænset udbredelse, hvad enten der er tale om en samtale ansigt til ansigt eller via en telefon. Til gengæld kan den enkelte oplysning lettere udformes under hensyn til, hvem man taler med. Og man kan hurtigere og mere korrekt få en reaktion og derved imødegå eventuelle misforståelser. En mere upersonlig, individuel meddeleisform, der kan gennemføres f.eks. ved hjælp af breve - skriftlige eller med lydbånd - er endnu langsommere, omend breve kan udsendes samtidigt til et større antal modtagere. Også her kan oplysningen udformes under hensyntagen til modtageren, selvom reaktionen og hermed muligheden for korrektioner kan tage tid.
 
Hvad man husker
Et garomelt ordsprog siger: »Hvad jeg hører, glemmer jeg. Hvad jeg ser, husker jeg. Hvad jeg gør, lærer jeg«. Dette er en anden måde at udtrykke en oplysningsvirksomheds eventuelle effekt på. Det man hører, har ikke nær den samme værdi, som det man aktivt deltager i. Hvor længe husker man, hvad man har hørt f.eks. i radioavisen sammenholdt med, hvor længe man husker at gå, svømme, cykle, læse, regne o.s.v. Man lærer f.eks. ikke at regne ved at høre metoderne forklaret eller ved at se andre gøre det. Man må selv gøre en indsats. Til gengæld glemmer man sent, for ikke at sige aldrig, det, man har lært på denne måde.
 
Undersøgelser har vist, at indlæringseffekten er mindst af det, man læser. Dernæst kommer af det, man hører. Så af det man ser som billeder. Kombinerer man billeder og tekst, f.eks. i tegneserier, vokser effekten. Gøres billederne bevægelige og forsynes med lyd, så man får en film, er indlæringseffekten meget større. Men den er størst ved det aktive engagement, hvad enten dette så drejer sig om rent manuelt arbejde, fysiske udfoldelser eller debat. Man kan kombinere upersonlige massemedier med lav indlæringseffekt med den mere effektive personlige, individuelle kontakt og derved opnå højere grad af forståelse. F. eks. kan det skrevne ord i en bog gennem udlægning i diskussion og debat i en mindre kreds få større effekt, end hvis den enkelte blot selv læste bogen i enrum. Udbredelsen af Biblens, Koranens, Karl Marx’, Lenins og formand Mao’s lære viser dette. Inden for uddannelserne anvendes tilsvarende metoder i undervisningen.
 
Holdninger
Oplysning om dansk forsvar danner grundlag for debat om forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. En sådan debat er imidlertid ofte mere præget af holdninger og følelser end af egentlig konkret viden. Nogle er for et militært forsvar, andre er imod. Og dette er så udgangspunktet for debatten.
 
USA’s rolle
Forsvarskritiske debatindlæg bunder således ofte i en modvilje mod Danmarks allierede i NATO: USA. Efter nogles mening udgør denne supermagt den eneste virkelige trussel mod verdensfreden - og dermed mod Danmarks sikkerhed. Deres tema er: NATO er et redskab for USA-imperialismen. USA bestemmer gennem NATO-generaleme, hvor meget danske skatteydere skal betale til det amerikanske NATO-forsvar. Det synspunkt, at NATO er til for blandt andet Danmarks sikkerhedsskyld, accepteres ikke. At det kan være i europæernes egen interesse, at USA allerede i fredstid har stationeret tropper i Vesteuropa, overses. Amerikanernes interesse er efter denne opfattelse, at næste krig skal finde sted på europæisk og ikke på nordamerikansk jord. Og næste krig bliver efter samme opfattelse en altudslettende atomkrig, der som følge heraf kun vil ramme Europa, medens USA vil gå fri. Denne opfattelse er tilsyneladende ret så udbredt. At konflikten i stedet kan finde sted i form af f. éks. politiske eller økonomiske udfordringer glejnmes. Man glemmer ligeledes* at en eventuel frygt for, at en konflikt skal udvikle sig til en militær konfrontation, giver grobund for en psykologisk krigsførelses forsøg på splittelse og selvopgivelse. Det kunne i modsætning hertil fremføres, at USA’s tilstedeværelse i Vesteuropa er en garanti for, at eventuelle tanker om at påbegynde militære eventyr i denne verdensdel automatisk vil involvere Amerikas Forenede Stater. Alene denne mulighed kan være grunden til, at der ikke siden 2. verdenskrigs afslutning i 1945 har været ført krige mod vesteuropæiske lande.
 
Nyhedsmedierne
Dagspresse, radio og fjernsyn tillægges stor værdi i forbindelse med oplysning om faktiske forhold. Dette gælder naturligvis også oplysning om forhold i forsvaret. Imidlertid må man, for så vidt angår disse medier, specielt være opmærksom på, hvornår der er tale om nyheder, og hvornår det drejer sig om mere dybdeborende orientering om emnet. Drejer det sig om aktuelt nyhedsstof, kan sandhedsværdien efter en sagkyndig vurdering være begrænset. Det kan blive et spørgsmål om holdninger. Ikke nødvendigvis et spørgsmål om negativ, kritisk eller positiv holdning til f.eks. forsvaret. Men et spørgsmål om holdningen til netop dette, at få nyheden igennem til offentligheden. En nyhedsredaktion arbejder under konstant tidspres. Avisen skal ud til tiden. Nyheden skal i luften på bestemte klokkesiet. Redaktionssekretæren skal derfor ikke alene vælge mellem mange foreliggende og tilsyneladende lige relevante nyheder. Den enkelte nyhed skal måske også rettes til, så den ikke fylder mere end der er plads til. JoumaUsten kan som følge heraf føle sig fristet til at anvende en metode, hvorefter nyheden bygges op over formlen: Hvem? Hvad? Hvor?
 
De samme spørgsmål udbygges derefter i det følgende. Dette medføijer, at kommer ikke hele nyheden igennem, vil allerede de indledende sætninger omtale det, det drejer sig om. Men det siger sig selv, at alene dette, at de mere uddybende forklaringer kan skæres væk, vil sætte grænser for oplysningsværdien i nyheden set med den sagkyndiges øjne. Arbejder journalisten ved hjælp af kamera, vil nyhedssituationen være begrænset af det, der opfattes via kameralinsen. Situationen bliver meget koncentreret. Alt uden for kameraets synsfelt skæres bort. Og det var måske netop det, der ikke kom med, der ville have afbalanceret indtrykket. Når det så er det mere særprægede, det afvigende, der fanger øjet og interessen, kan alene journalistens arbejdsvilkår medføre, at en nyhed bliver mere opsigtsvækkende end egentlig oplysende. Dertil må lægges, at den enkelte journalist ikke er og ikke kan være sagkyndig på alle områder. Det bliver derfor ofte den på det specifikke område ukyndige, der skal tolke publikums interesse for emnet, måske ud fra ønsket om at belyse dette efter formlen: Hvorfor? Hvorledes? og Hvordan?
 
Når så endelig nyheden står i avisen, bliver omtalt i radioen eller vist i fjernsynet, skal den passere det mentale filter, som hver enkelt læser, lytter, seer er i besiddelse af. Og det er bestemmende for, om nyheden overhovedet opfattes og om den i givet fald forstås. Her er det igen et spørgsmål om holdninger. Denne gang den enkelte avislæsers, lytters og seers holdning til det berørte emne. De fleste har en tilbøjelighed til at søge bekræftelse på sine i forvejen fastlagte - måske oven i købet fastlåste - opfattelser.
 
Dokumentation
Nyheder og oplysninger søges ofte dokumenteret ved hjælp af billeder og film. Man kan jo så med sine egne selv se, hvad det drejer sig om. Et billede kan imidlertid være misvisende. Ikke alene fordi kameraets synsfelt er begrænset. Men også fordi den fotograferede begivenhed kan være specielt konstrueret til formålet. Der kan retoucheres i billedmaterialet. BUledeme kan derved give indtryk af noget andet end af den reelt stedfundne begivenhed. Film kan i endnu højere grad give udtryk for en holdning. Her er der ikke alene tale om konstruerede begivenheder og begivenhedsforløb. Også sammenklipning, ledsagende tekst og tale samt lydeffekten og under lægningsmusik kan medføre, at en films dokumentariske værdi bliver endog meget problematisk. De af NATO og af dansk forsvar producerede oplysningsfilm er naturligvis præget af én holdning. Andre film, som f.eks. den for det britiske fjernsyn BBC fremstillede »Krigsspillet« eller teatergruppen Sofoognens filtn »Fem dage for freden«, er præget af en helt anden holdning. I sidstnævnte film gives der således på grundlag af Solvognens optræden under et NATO-ministerråds møde i København i 1972 indtryk af, at NATO-enheden AMF - det såkaldte »Brandkorps« - har til opgave at nedkæmpe demonstranter i NATO-landene - NATO’s indre fjender. Netop om dette emne - AMF - har Forsvarets Oplysnings- og Velfærds- tjeneste i serien: Forsvaret i Samfundet på Forsvarskommandoens vegne udgivet heftet: »AMF - NATO’s krisestyrke«. I dette hefte beskrives baggrunden for Allied Command Europe Mobile Force (AMF), styrkens opgaver, sammensætning og indsættelse. Her er tale om et og samme emne, men to meget forskellige medier samt to vidt forskellige holdninger.
 
Foredrag og høringer
Holdningen til forsvars- og sikkerhedspolitiske emner viser sig også i den måde debatten iværksættes og afvikles på. Erfaringen synes at vise, at forsvarspositive krédse fortrinsvis arrangerer forsvarsoplysende foredrag med efterfølgende spørge- og diskussions- periode. Mere neutralt indstillede, som f.eks. skoler, foretrækker diskussioner mellem tilhængere og modstandere af et militært forsvar. Det siger sig selv, at et emne, set i forsvarsoplysende sammenhæng, løber risikoen for at bUve knap så dybtgående behandlet i en diskussion som ved et foredrag, der er oplæg til spørgsmål og debat. På den anden side kan sammensætningen af diskussionsdeltagerne sikre en mere alsidig belysning af emnet. Det synes endvidere som om, at man i forsvarskritiske kredse især hælder til paneldiskussioner og høringer, hvor sammensætningen af panelet sikrer, at den kritiske holdning ikke går tabt. Ja, man kunne få det indtryk, at officerer og andre positivt indstillede kun er inviteret med, for at man kan dokumentere en vis alsidighed i holdningerne fra arrangørernes side. Man kunne fristes til at mene, at de positive ønsker deres holdninger bekræftet, at de neutrale' ønsker, at den enkelte selv skal tage stilling, medens de kritiske for alt i verden ikke ønsker at få rokket ved deres forudindtagne kritiske holdning.
 
Konklusion
En gennemgang af de muligheder, der foreligger for den interesserede til at indhente oplysning om militære forhold, kan give indtryk af, at forsvarets oplysningsvirksomhed er større og mere omfattende end den i virkeligheden er. Selv om mulighederne er mange, er de dog kun tilbud. Da langt den største del af den voksne befolkning ikke kommer til at forrette tjeneste i forsvaret, må den som oftest selv vise det initiativ at tage imod de tilbud om oplysning, der foreligger.
 
I et moderne samfund oversvømmes den enkelte daglig med nyheder, oplysninger og nære problemer, der skal løses eller tages stilling her og nu. Oplysning om den del af samfundet, der hedder det militære forsvar eller om forsvars- og sikkerhedspolitiske emner drukner derfor let i den øvrige mængde af informationer. Oplysningerne søges som regel kun af de få med professionel eller anden virkelig interesse for emnet. Langt de fleste slår sig til tåls med, at dét er der andre, der tager sig af. »Det er jo det, man vælger folketingsmedlemmer og uddanner officerer til«, siger mange. Oplysningerne giver anledning til debat. Denne er i udstrakt grad præget af holdninger. Passer oplysningerne ikke ind i et i forvejen accepteret mønster, forkastes de uanset, hvor relevante de måtte være og uanset, hvor meget de måtte være baseret på kendsgerninger. Dette er formentlig vilkårene i et moderne samfund domineret af massemedierne og hvor enhver, der har en mening, kan fremsætte denhe. På den anden side er det ikke betryggende, når tendensen i det samme samfund går i retning af, at befolkningen som helhed skal tage stilling til flere og flere lands- og samfundsomfattende problemer. Så må man være opmærksom på, at ikke følelser og formodninger bliver det altovervejende beslutningsgrundlag. De politiske beslutningstagere har her et stort ansvar. De skal ikke alene træffe beslutninger på det bedst mulige grundlag. De skal også være rede til at forklare - og forsvare - beslutninger, der nødvendigvis må gå imod følelsesprægede strømninger og bevægelser blandt vælgerne. Saglighed er én ting, følelser noget helt andet. De politiske muligheder kan godt være noget helt tredie. Det er ikke let, men det er der heller ingen, der har lovet det skal være.
 
Men det er nok først og fremmest forsvarets eget faste personel, der skal være opmærksom på problemet. Forsvaret er i de senere år blevet meget mere udadvendt, end man tidligere har set. Ikke desto mindre kræver udviklingen, at man må være endnu mere med i, hvad der foregår i den øvrige del af samfundet. Opretholdelsen af værnepligten er her en god og inspirerende måde at sikre, at forsvaret ikke bliver sig selv nok. Fortsat modtagelse og uddannelse af en del af en årgang unge, er det bedste middel til at holde de fastansatte ajour med, hvad ungdommen tror, tænker og mener. Dette er en udfordring et militært system ikke kan være foruden. Daglige problemer med knappe ressourcer, forhold der vælter en omhyggelig tilrettelagt planlægning af uddannelsen, nedsskæringer m.v. kan nok beskæftige forsvarets faste personel fuldtids. Alligevel må den enkelte i det militære forsvar være sig sin rolle som formidler af oplysning bevidst. Tilværelsen er ikke blot et spørgsmål om militære kendsgerninger. Den er i allerhøjeste grad også et spørgsmål om hvorfor? hvordan? og hvorledes? Sagkundskab og politisk virksomhed bevæger sig på to forskellige planer. Det er sagkundskaben, der er en del af det politiske beslutningsgrundlag. Derfor må også den militære sagkundskab med sine oplysninger indtage sin plads i samfundssystemet. En korrekt og redelig oplysningsvirksomhed om forsvaret styrker befolkningens modstandsvilje. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: