Operativ integration af land- og søstyrker

Major G. K. Kristensen, Forsvarsministeriet, peger i denne artikel på nødvendigheden af det snævrest mulige samvirke mellem værnene med henblik på invasionsforsvaret og skitserer, hvorledes operativ integration kunne opnås.

Med mellemrum rejses spørgsmålet om, hvorvidt vi i militær henseende forstår at leve op til vort lands særprægede geografi med de mange øer og dets strategiske placering, hvis nærmeste parallel vi finder så fjernt som i det nordøstlige Middelhavs-område. Der har i den forbindelse været talt og skrevet slet ikke så lid t om det nødvendige i, at også vi her i landet bliver i stand til at udføre amfibieoperationer, og om betydningen af skabelsen af et effektivt og vel koordineret forsvar mod fjendtlige styrker på havet (og fra havet kommende); men man må vel erkende, at den førte debat endnu ikke har givet sig udslag i praktiske foranstaltninger i muligt og fornødent omfang, hvilket muligvis delvis skyldes, at såvel hæren som søværnet i dette århundrede i højere grad, end det måske tidligere har været tilfældet, meget intensivt har dyrket hvert sit element på det operative område.

Et blik kastet på vor militære historie vil imidlertid hurtigt kunne klarlægge, at vore forgængere, i hvert fald hvad amfibiekrigsførelse angår, ikke var slet så ensidige, jf. bl. a. den tidligere praksis med at have landsoldater på orlogsskibene, oprettelsen af Marineregimentet i 1680, troppetransporterne i 1849 i forbindelse med udfaldet fra Fredericia, tilvejebringelse af de særlige troppetransportbåde i årene mellem treårskrigen og 1885 og Søtransportvæsenets tidligere planlagte underlæggelse under hæren i krigstid helt frem i første halvdel af dette århundrede. Også vore modstandere har i tidens løb vist at have forstået den danske geografis særlige karakter - og har taget konsekvenserne deraf. Svenskernes landgang ved Humlebæk i år 1700, englændernes ved Vedbæk i 1807 og tyskernes overgang over Als Sund i småfartøjer i 1864 er eksempler herpå.

Østblokkens stedfindende opbygning af en betydelig amfibiekapacitet i Østersø-området viser os, at også vore nuværende potentielle modstandere i krig v il være i stand til at foretage landgangsoperationer mod og inden for dansk territorium - og i et hid til ukendt omfang. Alene dette forhold må tvinge os til at træffe nye forsvarsforanstaltninger på visse områder.

Dansk amfibie- og luft-mobilitet

Som eksponenter for amfibiekrigsførelsen står i den vestlige verden vel først og fremmest det i 1775 oprettede amerikanske marineinfanteri, US Marine Corps, og det i 1664 oprettede britiske korps, Royal Marines. Disse to korps er blevet bevaret i erkendelsen af amfibieoperationemes fortsatte betydning, om end det naturligvis ikke påregnes, at man kan foretage landgangsoperationer i lighed med de under 2. verdenskrig udførte, såfremt der er tale om en fjende, som anvender atomvåben. Til gengæld har man siden verdenskrigens afslutning betrådt nye veje bl. a. ved at tage helikopteren i brug som landsætningsmiddel. Medens man således i udlandet - både i Øst og Vest - efter verdenskrigen har bibeholdt eller udbygget de amfibiske styrker, har vi her i landet bevæget os i modsat retning. I dag står vi således i amfibielandet Danmark med hærstyrker, som er mere landbundne end nogen sinde, og uden et eneste landgangsfartøj - dette til trods for dansk skibsbygningsindustris høje stade og det faktum, at de danske øer ikke blot udgør, hvad den vesttyske admiral G. Jescbonnek bar kaldt »unversenkbaren Flugzeugträger«, men tillige kan gøre det ud for de større fartøjer, fra hvilke landgangsstyrker normalt udgår og støttes.
 
I tilfælde af krig må vi i så henseende håbe på at kunne forlade os på den halve snes vesttyske landgangsfartøjer, der befinder sig i Østersøen, på improviserede m idler samt på en nødtørftig - eller slet ingen - uddannelse af hærstyrker i søværts operationer,, herunder infiltration og raids over havet. Princippet om bevægelighed kan vore hærenheder efterhånden leve op til på landjorden i stort set et tilfredsstillende omfang, men således ikke når det gælder, hvad man kan betegne som den interinsulære indsættelse. Hovedårsagen hertil - og dermed vel også til den indledningsvis nævnte, operative værns-intensitet - skal muligvis søges i den mangelfulde formåls- og opgaveanvisning for forsvaret fra Folketingets side; thi en sådan fyldestgørende anvisning ville utvivlsomt indeholde en tilkendegivelse af, at enhver del af riget skal kunne forsvares og eventuelt generobres - om nødvendigt indledningsvis ved nationale midler, hvilket vel måtte blive en konsekvens af den også af Danmark tiltrådte »flexible response«-strategi. Skal den danske hær — med eller uden den fleksible strategi — kunne honorere kravet om bevægelighed, må den imidlertid kunne disponere over særligt amfibiemateriel (landgangsfartøjer, am fibiekøretøjer etc.) og/eller tungt helikoptermateriel og senere eventuelt luftpudefartøjer samt hydrofoilfartøjer, alt beregnet til hurtig overførelse af landstyrker til forstærkning af kæmpende enheder i andre dele af landet, til operationer mod fjendtligt besat område og til evakuering af tropper over havet. Evnen til at kunne overføre tropper fra én landsdel til en anden (operativ bevægelighed) er som bekendt en af de væsentlige betingelser for at kunne skabe fornøden tyngde og offensiv kraft i det afgørende øjeblik og har tillige relation til princippet om overraskelse, om økonomi med kræfterne og disses samspil samt til princippet om bevægelse.
 
Kan vi ikke økonomisk overkomme at tilvejebringe det tungere (og dyrere) transportmateriel med relativt stor kapacitet, må vi dog i det mindste sætte os i stand til - med hvad vi i dag kalder hærenheder - at kunne foretage småoperationer over søen mod fjendtligt besat kyst og landet bag denne, til hvilket form ål små hurtiggående skibe (og eventuelt helikoptere) vil kunne anvendes. I dette øjemed burde utvivlsomt opstilles og uddannes fornødne specialenheder.
 

Farvandsspærringen og forsvaret mod invasion

En anden og mindst lige så vigtig opgave for det danske forsvar vil i krigstid bestå i at deltage ved spærringen af vore gennemsejlingsfarvande, en opgave, som h id til har været tænkt løst ved hjælp af miner, orlogsfartøjer, fly og vore få intakte søforter. I denne forbindelse fristes man til indledningsvis at citere Wolfgang Höpkers beskrivelse af danske forhold i bogen »Die Ostsee ein rotes Binnenmeer« (1960) sålydende: »Trotz seiner langgestreckten Nordseeküste ist Dänemark vor allem und zuerst ein Ostseeland. Land und See durchdringen sich in Dänemark wie kaum anderswo. Seine Strandlänge übertrifft sogar noch die Englands, von keiner Stelle des Landes ist die See weiter als 40 Kilometer entfernt, vier Fünftel aller dänischen Städte liegen unmittelbar am Meer. Das Bauen und Projektieren von Brücken ist in Dänemark fast eine nationale Leidenschaft. H ier hat ein Inselland Festlandsträume, durch immer neue Brücken w ill es zu einer  Raumeinheit zusammenwachsen und damit zugleich seine Funktion als Klammer zwischen Nord- und Mitteleuropa unterstreichen. Doch ändert auch dies nichts daran, dass in seiner Sperr- und Pfortenlage zwischen den Meeren dieser Amphihienstaat stets auf maritime Politik angewiesen bleibt ...
 
Erscheint der Öresund zwischen Kopenhagen und Malm ö zwar gute 20 Kilometer breit, so ist er doch für die Schiffahrt wegen seiner Untiefen ein ausgesprochener Flaschenhals. Demgegenüber stellt die Verengung nach Norden zu zwischen Helsingör und dem schwedischen Hälsingborg auf vier Kilom eter keine navigatorische Schwierigkeit dar. Für die Verteidigung einer derart schmalen Seestrasse bietet sich die Kombination von Küstenbatterien mit Netz- und Minensperren an. Nich t viel anders stellt sich die Frage einer intensiven Sperre des Grossen Belt«. I de senere år er imidlertid — navnlig i Østblokken - fremkommet mobile missiler til anvendelse mod sømål, hvilke missiler har en rækkevidde, der er tilstrækkelig stor til at dække gennemsejlingsfarvandene. Dette leder tankerne hen på, at de danske spærringsopgaver - under anvendelse af sådanne missiler - endnu bedre end tidligere kan løses fra landjorden. De danske øer synes således — rigtigt anvendt - ikke blot at kunne udgøre et antal »usænkelige hangarskibe« m. v., men også usænkelige platforme til sømålsmissiler.
 
I givet fald kunne land-mobile missilbatterier komme til at spille en meget afgørende rolle for forsvaret af Danmark ikke blot i henseende til omhandlede spærringsopgavers løsning, men også ved invasionsforsvaret, under hvilken kampform fjenden nødvendigvis må have tilkæmpet sig herredømmet på søen det pågældende sted samt overlegenhed i luften, endnu før han for alvor forsøger sig på landjorden. Kystbatterier af omhandlede art tillægges da også stor vægt i Sverige alene i invasionsforsvars-rollen, hvilket bl. a. fremgår af »ØB 67«. Ifølge dele af denne redegørelse bør kystmissilafdelinger med stor rækkevidde og høj effekt anskaffes i øget takt. Disse missiler skal kunne virke i de vigtigste invasionsretninger. Det faste kystartilleri i Sverige skal således kunne forstærkes af mobilt kystartilleri i de truede områder. På dette operative grundlag har SAAB - bl. a. under udnyttelse af franske erfaringer - påbegyndt leveringen af det såkaldte »robot-system 08« til den svenske marine. En version af missilet er installeret på sejlende enheder, medens en anden indgår i kystartilleriets mobile missilhatterier. Inden for NATO har man ganske vist været noget tilbage i udviklingen af missiler til anvendelse mod sømål; men der findes dog sådanne, og flere v il utvivlsomt snart følge efter. Eftersom intet teknologisk højtudviklet NATO-land har sådanne geografiske forudsætninger som vi, må man imidlertid næppe forvente, at der uden dansk indsats foreløbig vil blive frem stillet land-mobile missilsystemer inden for alliancen til anvendelse mod sømål. Derfor må en fremtidig dansk forsvarsforskning nok forventes at måtte bidrage til løsningen af disse for os så vitale problemer, såfremt man i øvrigt ikke mener at kunne og burde få behovet dækket med svensk materiel.
 
Operativ integration
 
Med nævnte missilsystemers fremkomst og tilvejebringelsen her i landet deraf bør og vil spærringen af gennemsejlingsfarvandene blive endnu mere forbundet med det militære herredømme på de danske øer. Derved udviskes i nogen grad forskellen mellem land- og søstyrker, og man kan i denne sammenhæng fristes til at drage paralleller mellem de i hærene anvendte panserspærrekommandoer (bestående af ingeniørtropper med miner, selvkørende panserværnsvåben til den aktive panserbekæmpelse og let infanteri til kommandoets sikring) og de styrker, der skal spærre gennemsejlingsfarvandene og imødegå invasion på øerne. Dette relativt simple spærringssystem synes i modificeret og stor-dimensioneret form at være velegnet til i nær frem tid at blive overført til det danske ørige med omliggende farvande.
 
Spærrings- og antiinvasionsaspekterne sammen med førnævnte tilvejebringelse af fornøden dansk amfibiekapacitet kan således tale for, at de land- og sømilitære enheder inden for det danske ørige ( minus Jylland, Færøerne og Grønland) inden længe bør samles under en land/maritim kommando. Ganske vist har vi på højere niveau de operative enhedsledelser: Chefen for Forsvarets operative Styrker og COMBALTAP , men det er dog et spørgsmål, om ikke en operativ integration som følge af den våben- og transporttekniske udvikling meget snart bør finde sted også på et lavere plan, gennem hvilken i givet fald også det klassiske problem vedrørende ansvarsfordelingen mellem hærstyrker og søværn i henseende til invasionsforsvaret kan komme en hensigtsmæssig løsning nærmere. Det kunne i denne forbindelse eksempelvis overvejes, om ikke en kommando af denne art eventuelt direkte under Chefen for Forsvarets operative Styrker/COMBALTAP burde lede invasionsforsvaret, herunder den inter-insulære krigsførelse i hele området Bornholm — Sjælland — Fyn med omliggende  øer samt udførelsen af »nær-spærringsopgaverne« i Øresund, Store Bælt og Lille Bælt. 
 
Geografiens betydning for et lands forsvar er som bekendt enorm. Lige så godt som vore forfædre forstod ud fra deres forudsætninger at tilpasse de militære styrker og operationer efter de geografiske forhold, må vi indrette os derefter på det relevante politiske, økonomiske og tekniske grundlag. Især de to værn, der primært opererer på jordklodens overflade, hæren og søværnet, må igen finde hinanden og må hver for sig søge at se videre end til »den nærmeste strandkant«. Vil vi indhente, udnytte og placere os et passende sted foran den tekniske udvikling på de her omhandlede områder, synes tiden at være inde.
 
G.K. Kristensen
 
Litteraturhenvisninger:
 
Militært tidsskrift, juli 1960, juni og august 1961, oktober 1962, juli-august 1964, juni 1965, marts 1966.

Tidsskrift for Søvæsen, juni 1957, april 1958, marts 1961, november 1967, maj 1968, juli 1968.

Marine Corps Gazette, november 1967, januar 1968. 

Jane’s All The World’s Aircraft, 1967-68 og 1968-69.
 
Information fur die Truppe, nr. 8, 1968.
 
The United States Marines, Lynn Montross, 1959
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon operativ_integration_af_land_og_soestyrker1969_1.pdf

Litteraturliste

Del: