Operation Unified Protector – et maritimt perspektiv

Først vil det folkeretlige grundlag for operationerne blive gennemgået, idet det havde en afgørende betydning for udformningen og gennemførelsen af operationerne. Dernæst vil det overordnede hændelsesforløb blive beskrevet med en nærmere beskrivelse af anvendelsen af maritime kapaciteter. Afslutningsvis vil en række erfaringer, eller ”lessons learned”, blive beskrevet, og på baggrund heraf vil perspektiverne for søværnet blive gennemgået.

Foto: Forsvaret.dk

Søværnet kom ikke til at bidrage til operationerne ud for Libyen. Her er den canadiske fregat HMCS Charlottetown ved at blive genforsynet af den amerikanske tanker USNS Big Horn (Foto: Steven Karavolos, US Navy)

Det folkeretlige grundlag for operationerne

Operationerne blev udført på grundlag af et folkeretligt mandat fra resolution 1973 udstedt af FN’s Sikkerhedsråd den 17. marts 2011. Sikkerhedsrådet udstedte mandatet med hjemmel i FN Pagtens kapitel VII, der gav medlemsstaterne mandat til enten individuelt eller gennem regionale sikkerhedsorganisationer, som f.eks. NATO, at intervenere i konflikten ved at anvende de fornødne midler til at gennemtvinge en række af resolutionens formål. Disse formål var især:

·       Beskyttelse af civilbefolkningen i områder, der var truet af angreb.

·       Etablering af en flyveforbuds-zone med det formål at beskytte civile.

·       Etablering af en våbenblokade.

Der lå dog den begrænsning i mandatet i resolution 1973, at det ikke måtte omfatte besættelse af nogen del af libysk territorium. Selvom det strengt taget ikke fuldstændigt udelukkede anvendelsen af landstyrker, betød det i praksis, at indsatsen måtte ske med maritime styrker og luftstyrker.  

De deltagende landes anvendelse af våbenmagt mod libysk territorium og væbnede styrker betød også, at situationen retligt set kunne klassificeres som en international væbnet konflikt, hvor den humanitære folkeret, også kaldet krigens love, finder anvendelse. Det gælder generet i væbnet konflikt, at civile ikke må angribes, men at risiko for civile tab i forbindelse med angreb på militære mål er acceptable, når denne risiko står i et rimeligt forhold til den forventede militære fordel iht. det såkaldte proportionalitets-princip. Det særlige ved mandatet for operationerne var dog, at formålet først og fremmest var beskyttelse af civile. Det blev derfor anset for uforeneligt med dette mandat at acceptere civile tab, hvorfor et angreb skulle undlades eller afbrydes, hvis der var fare for blot en enkelt civil person. Det stillede i sig selv en række krav til gennemførelsen af operationerne. Ikke alene skulle et givet mål verificeres som værende militært, men der skulle også være en høj grad af sikkerhed for, at der ikke var nogen civile personer til stede, som ville være i fare, hvis målet blev angrebet. Da der ikke var personel til stede på jorden, kom overvågningsdroner til at spille en afgørende rolle i opklaringen af området omkring målet.

Der lå i etableringen af våbenblokaden en klar maritim opgave med at kontrollere farvandet ud fra den libyske kyst, der er ca. 1.500 km lang, og især adgangen til og fra havnene.

Sammenlagt lagde den retlige ramme for operationerne klart op til en markant maritim indsats; det ville faktisk være umuligt at efterleve de i resolutionen skitserede formål uden en sådan. Det operative krav om at beskytte civilbefolkningen medførte også nogle udfordringer for maritime styrker, som der vil blive set nærmere på i det følgende.

Operationerne  

Indsatsen i Libyen blev indledt med Operation Odyssey Dawn, der blev gennemført af en ad hoc koalition – også kaldet en ”coalition of the willing” – hvor Frankrig, Storbritannien og USA var væsentlige bidragydere. Efter politiske forhandlinger overtog NATO ledelsen af operationerne under navnet Operation Unified Protector (OUP) fra 31. marts 2011 frem til afslutningen ved udgangen af oktober 2011. NATO’s overtagelse af operationerne betød ikke, at Alliancens reaktionsstyrker, NATO Response Forces (NRF), blev aktiveret, hvilket må tilskrives, at enkelte medlemslande havde reservationer over for operationen på trods af det klare FN mandat. Især Tysklands manglende deltagelse var markant. Til gengæld deltog en række partnerlande, herunder Sverige og Jordan, primært med fly-bidrag, mens de maritime bidrag kom fra følgende NATO lande: Belgien, Bulgarien, Canada, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Rumænien, Spanien, Storbritannien, Tyrkiet og USA. Det var første gang, at de tidligere Warszawa Pagt lande fra Bulgarien og Rumænien deltog med krigsskibe i en større NATO kampoperation.

På sit højdepunkt bestod den maritime del af operationen af i alt 21 skibe, herunder hangarskibe, amfibieskibe, destroyere, fregatter, mineskibe samt logistiske skibe. Dertil kom et antal maritime patruljefly (MPA), herunder 4 til 6 P-3C Orions fra US Navy eskadrille VP-5, der opererede ud fra Sigonella Naval Air Station på Sicilien, hvor også de danske F-16 var baseret. Disse patruljefly foretog især overvågning af farvandsområdet mellem Tunis og Sicilien, som udgjorde adgangsvejen til missionsområdet fra vest. De deltog også i kamphandlinger, hvor bl.a. en Orion den 28. marts angreb et libysk krigsskib med et AGM-65F Maverick missil, hvorefter målet grundstødte. Patruljeflyet opererede her sammen med en A-10 Thunderbolt II fra US Air Force, som uskadeliggjorde to mindre fartøjer med dens 30 mm Gatling-kanoner.

Selvom operationsområdet var stort, omkring 2,5 mio. km2, hvoraf ca. halvdelen udgjorde hav, så gjorde det arbejdet lettere for de militære planlæggere, at de maritime adgangsveje fra øst og vest til området var forholdsvis lette at overskue.

Der var fra starten stor aktivitet med embargo-operationerne; i april 2011 alene blev omkring 600 skibe anråbt og i alt 23 boardinger blev udført. Som operationerne skred frem og de libyske oprørere vandt terræn faldt behovet, og i september blev 423 skibe anråbt, og 45 blev boardet. Ved udgangen af september betød situationen på landjorden, at der ikke længere var behov for nogen embargo. NATO offentliggjorde således 20. september, at i alt 2.748 skibe var blevet anråbt og 290 boarded i løbet af operationen. Konceptuelt bestod NATO’s embargo-operation af tre lag med forskellige ”trip-wires” i. Det første lag bestod af patrulje-bokse ud for de større libyske havne. Det andet lag bestod af et maritimt overvågningsområde etableret inden for det fælles operationsområde (Joint Operations Area). Blokaden blev her understøttet gennem notitser udstedt som efterretninger til søfarende, hvor den civile skibstrafik blev notificeret om opretholdelse af blokaden i overensstemmelse med de internationale regler herfor. Det yderste lag bestod også af et overvågningsområde, som blev opretholdt gennem flyovervågning, der skulle detektere skibe på vej mod området.

Det udgjorde en væsentlig faktor for embargoens effektivitet, at NATO som et led i anti-terror indsatsen i forbindelse med Operation Active Endeavour i Middelhavet allerede havde etableret et effektivt overvågningssystem, det såkaldte Multinational Maritime Safety and Security System (MSSIS). Mange skibe kunne følges gennem dette system, men der var stadigvæk en begrænset dækning, nogen gange ned til 20% og i operationsområdet var den ofte mindre. Dette stillede tilsvarende større udfordringer til mere traditionelle overvågningsmetoder, herunder anvendelsen af patruljefly. 

Der blev også løbende gennemført minerydningsoperationer, da det blev vurderet, at der var en minetrussel. Minerydningsstyrker (MCM) forestod således rydning af miner lagt af pro-Gadaffi styrker ud for indsejlingen til havnene i Misrata, Banghazi, Tripoli og Sirte. Der blev også behov for en gammel disciplin, nemlig shore bombardment. Årsagen var bl.a., at Gadaffi’s styrker forsøgte at få ram på NATO skibe, der opererede tæt på kysten, med 122 mm raketter fra russiskbyggede BM-21 raketbatterier, også kendt som ”katushas”. De benyttede her en taktik, hvor de først afskød en raket for at kunne bedømme afstanden, dernæst fulgte de resterende 39 raketter i batteriet med en sekvens på 2 raketter pr. sekund. Type 42 destroyeren HMS LIVERPOOL og Type 23 fregatterne HMS SUTHERLAND og HMS IRON DUKE var involveret i sådanne skudvekslinger med kystbatterier, som bragte minder tilbage om Falklandskrigen i 1982, og hvor de brugte deres helikoptere til at spotte mål i land.

De maritime styrker blev også brugt til bekæmpelse af andre mål i land, som udgjorde en fare over for civilbefolkningen. Især i starten af operationen blev Tomahawk missiler affyret fra undervandsbåde og overfladeskibe fra US Navy og Royal Navy til at bekæmpe landmål. Desuden var undervandsbådene et effektivt instrument til at manifestere tilstedeværelse i kriseområdet uden at optrappe situationen. Tomahawk missilerne blev især anvendt til at nedkæmpe de libyske, russisk byggede SA-2 Guideline, SA-3 Goa og SA-5 Gammon anti-luft missilbatterier, der udgjorde en trussel for de fly, som skulle overvåge flyveforbuds-zonen. Senere blev almindeligt skibsartilleri anvendt. Ud over, at tildelingen af mål skulle koordineres med planlæggerne for luftoperationerne, bestod udfordringen som nævnt ovenfor i at få tilpas med informationer omkring tilstedeværelsen af civile i målområdet. Problemet var bl.a., at antallet af droner med opklaringskapacitet i operationsområdet i forvejen var begrænset. I andre tilfælde anvendtes sensorer fra amerikanske Orion og canadiske Aurora – som er det canadiske navn for deres Orions – til at støtte denne indsats. Disse fly var udstyret med en såkaldt ”ISTAR” (Intelligence, Surveillance, Target Acquisition and Reconnaissance) kapacitet, som er velegnet til formålet.

Frankrig deltog med fastvingede fly fra hangarskibet CHARLES DE GAULLE, mens Italien deltog med deres hangarskib GARIBALDI, hvorfra AV-8B Harriers fløj omkring 550 sorties, herunder angrebsmissioner. Under Operation Odyssey Dawn indsatte USA også AV-8B Harrier fra amfibieskibet USS KEARSAGE, men senere blev den amerikanske deltagelse i frontlinien mindre markant. Royal Navy havde ikke denne mulighed, fordi de kort tid forinden havde afstået deres hangarskibe af INVINCIBLE klassen samt deres Harrier kapacitet på grund af besparelser. Dette førte til en debat i den britiske lejr mellem de deltagende flystyrker og maritime styrker, hvorvidt det var en fordel at have fly og helikoptere baseret på skibe tæt på kysten. Det har således været hævdet, at afstandene betød, at det ikke gjorde nogen væsentligt forskel i flyvetid, hvorvidt et fly opererede fra et hangarskib eller fra en base i land.

Selvom Libyen umiddelbart synes at ligge tæt på de NATO lande, der stillede deres baser til rådighed for operationerne, kan der næppe herske tvivl om, at ”afstandenes tyranni” også havde en betydning for luftplanlæggerne. Det betød bl.a., at den franske flådes Rafale kampfly fra CHARLES DE GAULLE var bedre til at bekæmpe mål, hvor tidsfaktoren var kritisk. Selvom Royal Navy ikke længere havde hangarskibe med fastvingede fly, deltog de med helikopterhangarskibet HMS OCEAN. Det muliggjorde blandt andet indsættelse af den britiske hærs WAH-64D Apache AH.1 kamphelikoptere tæt på indsatsområdet. HMS OCEAN medførte endvidere Sea King ASaC.7 helikoptere, der er udstyret med en effektiv overvågningsradar. Tilsvarende opererede den franske flåde med Gazelle og Tiger kamphelikoptere fra amfibie-skibet TONNERE.

Den maritime indsats i luftoperationerne begrænsede sig ikke til alene anvendelse af skibsbaserede fly og helikoptere samt bekæmpelse af luftværnsmissiler. I 13 tilfælde, hvor der ikke var et såkaldt AWACS fly til rådighed, blev koordinationen af luftrummet varetaget af den da 29 år gamle HMS LIVERPOOL, hvilket må beskrives som noget af en præstation i en operation, der involverede indsats med fly fra 14 forskellige lande, der tilsammen fløj omkring 130 sorties per dag.

Det skal også bemærkes, at ved siden af Odyssey Dawn og Unified Protector gennemførte enkelte stater nationale operationer ud fra Libyen med henblik på at evakuere egne statsborgere.

Lessons learned

Som opfølgning på OUP valgte Chief of European Navies (CHENS) under britisk ledelse i 2011 at udarbejde et ”lessons learned” papir, som kunne anvendes til officiel brug. Papiret blev godkendt på CHENS topmødet i Oostende i maj 2012. Dette demonstrerer behovet for at forankre de erfaringer, der kan uddrages på baggrund af denne operation, og som må anses for vigtige både pga. deres generelle karakter, og fordi OUP et langt stykke hen ad vejen må forventes at være forbillede for karakteren af fremtidige operationer, hvor fokus netop kommer til at ligge på beskyttelsen af civile. På samme topmøde blev det vedtaget at iværksætte et studie af maritime, humanitære operationer, for det tilfælde, at en operation som den i Libyen i fremtiden måtte fordre en større humanitær indsats, end det aktuelt var tilfældet. Resultatet forventes at foreligge i løbet af 2013.

Set især fra et britisk perspektiv har betydningen af etableringen af en ”Response Force Task Group” (RFTG) været vigtig for evnen til at respondere hurtigt på en krise. I det hele taget synes krisen at understrege behovet for at have maritime enheder på højt beredskab, som kan regere hurtigt på en dynamisk situation.  

Ud over at vise deres værd til opretholde embargoen, som anvist af FN’s Sikkerhedsråd, viste maritime styrker sig også som et meget fleksibelt middel til at løse en bred vifte af opgaver i en situation, hvor tilstedeværelse på landjorden hverken havde grundlag i noget mandat eller syntes særligt ønskelig.  

Operationerne afdækkede også visse mangler, herunder behovet for et effektivt luftbåret ISTAR kapacitet, der er integreret med maritime styrker. Dette peger i retning mod anskaffelsen af dedikerede, skibsbaserede droner. 

Perspektivering

Selvom søværnet ikke deltog med kapaciteter, indeholder OUP og de erfaringer, der kunne uddrages heraf, alligevel en række perspektiver for søværnets fremtidige virke. Frem for alt viste OUP, at der er behov for en bred vifte af maritime kapaciteter. Med et søværn, der om få år vil bestå af bl.a. tre fregatter af IVER HUITFELDT klassen, to støtteskibe af ABSOLON klassen samt et modulært minerydningssystem, vil Danmark fremover uden tvivl kunne udgøre en værdifuld bidragyder til en tilsvarende operation. Det skal understreges, at anskaffelsen af militære kapaciteter bør være styret af sikkerheds- og forsvarspolitiske behov og ikke omvendt. På den anden side har vi nu engang det søværn, som vi har. Det vil være urealistisk at tro, at det med en vedvarende prioritering af ressourcer samt en kort tidshorisont for indsættelse, som det var tilfældet i OUP, vil være muligt konstant at omstille vores kapaciteter. Søværnet bør derfor sigte imod at have så fleksible kapaciteter, at de vil kunne indsættes i de mest sandsynlige scenarier. Der er på den baggrund god grund til at være optimist.

OUP demonstrerede nogle af udfordringerne for moderne flådestyrker, der også kendetegner den daglige virkelighed for søværnet, som eksempelvis behovet for at have enheder på højt beredskab. Det er generelt en udfordring for en flåde at holde enheder på højt beredskab, idet dette er meget ressourcekrævende, men det er også nødvendigt for at kunne reagere i forhold til en sikkerhedspolitisk virkelighed, der kan være meget dynamisk. Målsætningen i dag er, at søværnet til enhver tid skal kunne indsætte enheder i internationale operationer der, hvor behovet viser sig. NRF-beredskabet og rutinemæssige tilmeldinger til stående flådestyrker sikrer, at ambitions- og træningsniveauet holdes højt nok til at sikre, at vi kan leve op til denne målsætning.

Når søværnet – som andre værn – får færre enheder, bliver det nødvendigt at kompensere gennem større anvendelighed og tilgængelighed. Vores enheder skal med andre ord kunne mere og være mere til rådighed som et instrument for danske interesser i bredest mulige forstand.

Søværnet har eller er ved at indfase enheder, der opfylder behovet for flere af de maritime kapaciteter, der blev anvendt i OUP. Søværnets nye fregatter vil kunne udstyres med Tomahawk missiler, hvis det blev påkrævet. Søværnet har endvidere to enheder, der er udstyret med en 5 tommer kanon, der vil være velegnet til beskydning af mål i land. Til gengæld understreger det også behovet for et integreret skibsbaseret, luftbårent ISTAR kapacitet, men det er et af de projekter, der allerede ligger som udviklingsidé, og som vil kunne realiseres, hvis finansieringen kan findes. Med erfaringerne fra OUP synes det derfor nærliggende at indtænke anskaffelse heraf som en del af overvejelserne omkring anskaffelse af droner til forsvaret.

Idet fregatterne af IVER HUITFELDT klassen med dens sensorer vil blive optimeret til luftkrig, vil det også være en potentiel mulighed at kunne bidrage med en enhed, der evner koordinering af luftrummet. Igen er det ikke noget, som man bare gør; det kræver f.eks. også, at de korrekte ressourcepersoner indgår i besætningerne.

Alle de fem større kampenheder vil også kunne udgøre et effektivt bidrag til en fremtidig embargo-operation.

Med hensyn til minerydningskapacitet er søværnet efter udfasningen af STANDARDFLEX enhederne ved at opbygge en afløser, der kan deployeres overalt i verden og samtidigt udgøre en minerydningskapacitet i vores egne farvande. Afløseren er det modulære MCM koncept, som er en række mindre moduler indenfor MCM. Det betyder, at indsatsen i høj grad kan skaleres efter operationens krav ved at kombinere modulerne til opgavens beskaffenhed. Der er al mulig grund til at forvente, at denne kapacitet fremover vil blive en efterspurgt kapacitet i fremtidige operationer, som det var tilfældet med OUP. Dertil kommer, at inspektionsskibet THETIS har vist sig anvendelig i rollen som kommandoskib for en minerydningsstyrke, og vil endvidere kunne medbringe den modulære MCM-koncept.

Et emne, der har været meget oppe i tiden, er humanitære operationer, der forudsætter en vis amfibiekapacitet. Det er ikke alle nationer, der besidder amfibiekapacitet. Søværnets fleksible støtteskibe har en vis amfibiekapacitet og vil endvidere kunne fungere som kommandoskib for en sådan operativ indsats. En anvendelse til sådanne formål vil i givet fald kunne være med til at åbne op for nye perspektiver for anvendelsen af vores maritime kapaciteter, herunder nye samarbejdsrelationer med andre nationer og de to andre værn. Dette er perspektiver, der er særligt relevante i en tid, hvor der lægges stor vægt på pooling and sharing for at optimere anvendeligheden af militære kapaciteter. Dette kan med andre ord udtrykkes som, hvordan vi kan få mere forsvar for de samme penge. Det e i den forbindelse også værd at lægge mærke til rapporten fra Center for Militære Studier (CMS) vedrørende forsvarets støtte til det civile beredskab, der bl.a. peger på anvendeligheden af ABSALON klassen til dette formål.

Sammenlagt viser erfaringerne fra OUP, at en operation, der overvejende rettes mod landmassen, kan have mange maritime dimensioner, og hvor maritime operationer kan være en forudsætningsskabende faktor for operationer over og på land. Lessons Learned fra denne operation understreger også vigtigheden af at besidde kapaciteter, der kan yde en varieret maritim indsats. Set i det lys vil søværnet være godt rustet til fremover at kunne levere bidrag til fremtidens operationer.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_32012.pdf

 
 
 
 

Litteraturliste

 

Kilder (udvalgte)

Brown, Nick: Over 2,000 Tomahawk fired in anger; Jane’s Defence Weekly, 25 April 2012, p. 8.

Chief of European Navies: Strategic Messaging – The Maritime Contribution to the Libya Campaign, 16 March 2012.

Mader, Georg: Interview, Lieutenant General Ralph Jodice, Combined Forces Air Component Commander for Operation “Unified Protector”; Jane’s Defence Weekly, 18 April 2012, p. 34.

Peruzzi, Luca: Interview, Vice Admiral Rinaldo Veri, Commander NATO HQ Allied Maritime Command, Naples; Jane’s International Defence Review, December 2011, p. 66.

Peruzzi, Luca: Interview, Admiral Luigi Binelli Mantelli, Chief of Italian Navy;, Jane’s International Defence Review, April 2012, p. 74.

Scott, Richard: France’s amphibious renaissance adds weight to naval power projection; Jane’s International Defence Review, December 2011, p. 52 - 56.

Sloggett, Dave: A unified approach: how naval agility helped win in Libya; Jane’s Navy international, March 2012, pp. 26

 
 
 
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.