Om underafdelingschefer i Hæren anno 1989

Major Knud Bartels, der er lærer i taktik ved Forsvarsakademiet, fremsætter i den følgende artikel en række synspunkter om virket som underafdelingschef i Hæren og de krav til uddannelsen af officerer, som dette medfører i lyset af krigstidsopgaver, doktrin og uddannelsesbestemmelser for enhederne.
I den danske hær har underafdelingschefen (UAFDCH) omfattende beføjelser i alle henseender, i fredstid som i krigstid. Desto bedre han er uddannet, desto større er sandsynligheden for, at underafdelingerne er vel uddannede med henblik på løsning af deres opgaver på den moderne slagmark. Men giver vi de kommende UAFDCH den rigtigte uddannelse i den nye personelstruktur? Lad os indledningsvis se på, hvad krigshistorien kan bidrage med:
I august 1988-nummeret af Military Review belyser S. J. Lewis i sin artikel »Reflections on German military reform«, hvorledes den tyske hær gennemførte et omfattende uddannelsesprogram i perioden mellem afslutningen af felttoget i Polen (oktober 1939) og offensiven mod Frankrig, Belgien og Holland (maj 1940). Dette program sigtede med en uddannelse af førere og enheder på de lavere niveauer (regiment, afdelinger og underafdelinger) og blev gennemført, uden at den tyske hær forlod sin opstilling med henblik på offensive operationer mod vest. Programmet var en konsekvens af de erfaringer, man høstede under det polske felttog. Med andre ord, til trods for sejren erkendte man en række mangler, som skulle udbedres, før man gik i gang med at nedkæmpe de franske, britiske, belgiske og hollandske styrker.
På det tidspunkt rådede den tyske hær over en ledelse med kamperfaring, fra den første verdenskrig, og et ganske betragteligt antal divisioner, som havde været afprøvet i Polen: ganske gode forudsætninger for det næste felttog, men alligevel ikke nok set med den tyske hærledelses øjne. Dette må siges at være et godt eksempel på professionalisme ( i ordets noble forstand), idet man, til trods for sejre, erkender sine svagheder, og derefter gør en intens indsats med henblik på at udbedre dem.
I 1989 er den danske hær en næsten ren mobiliseringshær, som skal løse de velkendte opgaver enten i Slesvig-Holsten eller på den sjællandske ø-gruppe. Det er svært at spå om fremtiden, men vi kan næppe tillade os at planlægge på en længere uddannelsesperiode under og efter gennemførelsen
af en mobilisering. Vores ballast, før vi konfronteres med slagmarkens realiteter, kan meget vel udelukkende bestå af det, som vi har uddannet os selv til i fredstid, med alle de velkendte begrænsninger eller forbud.
 
Det er derfor af betydning, at sammenhængen mellem opgaver i krigstid, doktrin og uddannelsesbestemmelser er optimal. Omend vores krigsplanlægning er ret så entydig, så har vi en doktrin, som i høj grad tilgodeser en alsidig anvendelse af vores enheder i rammen af de opgaver, som er pålagt hæren. Eller har vi det?
At vi skal øve os meget, med henblik på at leve op til vores planer, er indlysende. At planerne vil være i overensstemelse med realiteterne, det være sig de politiske eller militære er til gengæld ikke indlysende. Der kan opstilles talrige varianter - varianter som klart peger på behovet for en alsidig doktrin, som bliver det eneste sikre udgangspunkt at holde sig til. Doktrinen er nedfældet i Feltregiment I, som klart åbner op for en fleksibel anvendelse af midlerne, såfremt man respekterer en række grundlæggende anvisninger, der bygger på en analyse af vore opgaver, organisation
og i det omfang det har været muligt at se ind i fremtiden.
Et hyppigt studium af reglementet, kombineret med vores føringspraksis, peger klart mod et behov for stor selvstændighed, stærk vilje og alsidighed. De forskellige enhedsreglementer, som henter deres grundlag i Feltreglement I, udbygger dette princip, uanset om de er mere eller mindre hensigtsmæssigt formuleret. Men uden uddannelse af brugerne (førerne), er denne doktrin tom. Det er min hensigt at se på linieofficerens forhold i så henseende og udelukkende på underafdelingschefniveau. 
Dette vil ske ved en sammenligning af den uddannelse, som blev givet vore officerer af den tidligere A-linie, og den uddannelse, som vores enhedsofficerer modtager i dag.
Under den tidligere personelordning optrådte UAFDCH med følgende uddannelser:
Denne struktur producerede UAFDCH (Type 1), som havde en solid teoretisk uddannelse og en bred horisont, takket være to skole-/kursusophold, kombineret med en længere periode geledtjeneste imellem.
Disse officerer var velkendt med doktrinens indhold, dens ramme, og kunne efterleve kravene. Det er næppe nogen hemmelighed, at sammenlignet med andre lande, så havde vi UAFDCH af høj karat og med en meget stor selvstændighed. Den tidligere struktur havde også den store fordel, at officerer med FØR II og STK II (Type 2) skulle gøre tjeneste som UAFDCH, i det omfang de ikke havde prøvet det, før gennemgang af de pågældende kurser, eller såfremt der var mulighed for det, uanset om de havde prøvet det før. En sund tjeneste for en officer, som har genemgået en lang teoretisk uddannelse og ofte har bestridt funktioner i højere stabe. Hvorledes vil vi opleve den nye struktur, som ikke er færdig-implementeret, og hvad der er mere betænkeligt, ikke er afklaret i sin form?
En tentativ oversigt har følgende udseende:
Ved at sammenligne de to strukturer konstateres tre afgørende forskelle:
  1. Der kræves nu tre ophold på skoler/kurser, før en officer har den fornødne uddannelse til at virke som UADCH.
  2. VUT I/L-STK giver ikke samme ballast som det tidligere STK I. Hermed mister hærofficeren delvis den forståelse for rammen i hvilken doktrinen skal bruges, og har ikke i samme omfang forståelse for treværnsoperationer.
  3. Officerer med FØR II og STK II optræder ikke mere som UAFDCH.
Som konsekvens af disse tre punkter må vi konstatere en nedgang i kvaliteten af den uddannelse, vi giver vore kommende UAFDCH. Hertil kommer, at den hyppigere kursusvirksomhed næppe bidrager til et længere samlet ophold i geleddet.
Resultatet bliver ikke bedre af to øvrige årsager:
  1. Vanskeligheder med at rekruttere det nødvendige antal egnede kadetter til gennemgang af OGU.
  2. Vanskeligheder med attilbyde enlængere periode i DF-funktionen til både officerer af linien og officerer af reserven. Dette punkt bliver yderligere kompliceret af den kendsgerning, at delingerne i høj grad skal føres i krigstid af officerer af reserven.
Det kan være svært at se, hvorledes den nye personelstruktur har bidraget til en styrkelse af føringskvaliteten i enhederne. Dette til trods for, at enhedernes behov må være målet for alle vore uddannelser. Konsekvensen kan være, at vi ændrer vores doktrin. Dette er næppe hensigtsmæssigt. Slagmarkens krav bliver ikke mindre, tværtimod. Vi må altså højne kvaliteten af vores uddannelser, således at vores UAFDCH har den bedst tænkehge uddannelse, og derved kan give enhederne en sådan uddannelse i fredstid, at mobiliseringshæren er fuldt ud kampduelig set i relation til vore opgaver, den potentielle modstander og det usikre udgangsgrundlag, som altid vil være gældende for en nation, som ikke vil løsne det første skud, det være sig berettiget éller ej.
Følgende forbedringsmuligheder forekommer mig at være til stede:
  1. En ophævelse af niveauinddelingen. Dette gør det muligt for en officer med FØR II og STK II, eller tilsvarende uddannelse, at virke som UAFDCH. Endvidere vil det både være til gavn for enhederne og de pågældende officerer og derved hæren som helhed. Dette skulle gennmføres i det omfang, kvalificerede officerer ikke er at finde ved regimenterne.
  2. En sammenlægning af OGU og VOU vil forenkle uddannelsesforløbet og bidrage til en lang sammenhængende periode i geleddet, hvor den pågældende officer både kan anendes som DF og som NK. Virket som DF bør nok begrænses til et minimum af hensyn til vore officerer af reserven, som skal varetage denne funktion i krigstid og derved har et meget konkret uddannelsesbehov. Ligeledes bør mandskab og fører gennemføre uddannelsen sammen og forblive sammen som mobiliseringsenhed så lang tid som muligt.
Disse to foranstaltninger kan bidrage til en højnelse af standarden af vores UAFDCH. Derved sikrer vi en bedre overensstemmelse mellem doktrinen og enhedernes evne til at leve op til den.
Desværre er UAFDCH uddannelsesbehov ingenlunde det eneste problem, som trænger sig på. Et andet aspekt er sammenhængen mellem kravene til enhederne og den måde, der uddannes på. Lad mig blot pege på, hvorledes vore enheder optræder under øvelser, en optræden, som er meget rammende beskrevet af oberstløjtnant M. H. Clemmesen i kamptroppernes tidsskrift »KENTAUR«, december 1988. Denne optræden hænger måske sammen med den begrænsede UADCH-tid, som tildeles de forskellige officerer. Et område, som nok kunne trænge til en grundig undersøgelse.
Formålet med dette indslag har været at pege på en af konsekvenserne af den nye personelstruktur. En struktur, som næppe har hentet sin inspiration i enhedernes behov og fremtidens slagmark. Det er mit håb, at vi vil opleve en livlig debat om emnet »Hærens underafdelinger«, også i dette tidsskrift. Vel er det godt at kunne læse om magtbalance osv., men kampkraften (i ordets bredeste forstand) på gulvet er ligeså vigtig - måske mere, idet den er afgørende for vore værnepligtige soldaters tiltro til deres formåen og dermed befolkningens tiltro til sit militære forsvar.
 
Knud Bartels.
 
PDF med originaludgaven af Militær Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

Litteraturliste

Del: