Om holdninger og sjælegymnastik eller sensible man or sensitive plant?

Oberstløjtnant Nils Berg kommenterer i det følgende de af oberst B. O. Jakobsen i artiklen »Sensitivity og Sensibility« i martsnumme- ret fremsatte synspunkter. Med disse som udgangspunkt redegør oberstløjtnanten herefter for sensitivitetstræningens indhold og mål og peger på nogle af de problemer, denne indebærer. Problemer, som tidsskriftet indbyder til fortsat debat om og uddybning af.

 

I Militært tidsskrifts martsnummer har oberst, cand. psych. B, O. Jakobsen med artiklen Sensitivity og Sensibility fulgt redaktionens opfordring til at uddybe den kritik af sensitivitetstræningen, han har fremsat i et avisinterview. I sin egenskab af cand. psych., anset pioner for dansk militærpsykologi samt erfaren regimentschef er B. O. Jakobsen ikke en hr. hvem- somhelst, hvis meninger om ledertræning man på forhånd kan pytte ad. Videreudviklingen af hensigtsmæssige ledertræningsmetoder er vel en sag, der ligger de fleste af dette tidsskrifts læsere på sinde, og de egentlig ansvarlige og kompetente på området burde efter min opfattelse have grebet anledningen til at give lidt nyttig information om sensitivitetstræningens placering i konteksten. Det har man imidlertid - har jeg forstået på redaktøren - ikke villet på det foreliggende grundlag. Med sigte på at få parterne op af skyttehullerne vil jeg da som interesseret iagttager forsøge på at stille et mere acceptabelt diskussionsgrundlag op.

Nogle vil vel tolke B. O. Jakobsens artikel som udtryk for, at fanden er gået i kloster, andre - og til dem hører jeg - læser den som et advarende råb om ikke at krænke de etiske love, om fremfor alt ikke ved programmering udefra at hindre »hin enkelte« i forsøgene på »at realisere sit eget enestående program«. Jeg vil gerne i bred almindelighed istemme det advarende råb, men finder, at B. O. Jakobsen i sin kritik af sensitivitetstræning i denne sammenhæng skyder langt over målet, og at hans argumentation nok burde have været lidt bedre, især når han forlanger, at hans - uidentificerede - modpart skal »afsige ufejlbarlighedsdogmet og begynde at argumentere«.

Lad mig i det følgende gå frem således: Først min oplevelse af B. O. Jakobsens fremstilling, dernæst nogle bemærkninger hertil, derefter noget om hvad sensitivitetstræning er og endelig lidt om problemer i forbindelse med anvendelse af sensitivitetstræning.

Min oplevelse af B. O. Jakobsens fremstilling
B. O. Jakobsen mener, at en af hensigterne med de kurser, som »det psyko-militære leder-kollektiv« foranstalter, er led i »et langfristet program for nedbrydning af officerskorpsets normer«, og at man er ved at gøre sort til hvidt og derved har »lagt en tidsindstillet sprængladning under al kommandoførings tusindårige fundament: Befalingspligt og -ret under personligt ansvar - lydighedspligt under ansvar.« Spændingen er vakt: Vil det lykkes mafia’en at sprænge fundamentet?
B. O. Jakobsen kritiserer sensitivitetstræningskurser ud fra tre synspunkter:
 
a) Faglig-naturvidenskabeligt forholder det sig sådan, at han ikke har fået meddelt eller selv fundet »et acceptabelt naturvidenskabeligt grundlag for påstanden om disse metoders velsignelser.« Og uanset, hvad »en og anden forskning i amerikansk industris regi« måtte have fundet, vil han »under alle omstændigheder sætte et spørgsmålstegn ved evt. resultaters bæring på militære forhold.« Slagmarken og kjoleafdelingen i »Magasin« er ret forskellige.
 
b) Faglig-etisk er især de intensive former for sensitivitetstræning forkastelige. De er uhyggelige affærer i lighed med »det hvide snit«.
 
c) Moralsk-etisk er metoderne ud fra B. O. Jakobsens eksistentialistiske menneskesyn uforenelige med, at det er menneskets, den enkeltes, vilkår »at leve under valgets angst«. Valgets angst kan ikke deles med »de andre«, som derved bliver »medbestemmende«, sådan som »vore dages paneler af psykologer og pædagoger« mener, de bør være. Hans menneskesyn »er og forbliver kompromisløst uforeneligt med bestræbelsen for at programmere mennesket med normer, som grupper og masser kan stille til rådighed.«
 
Den moralsk-etiske del af kritikken er B. O. Jakobsens hovedærindet
 
Bemærkninger til B. O. Jakobsen
Hvorfor anvende den let devaluerende adressat »det psyko-militære leder-kollektiv«? Kritikken retter sig vel for hærens vedkommende mod Chefen for Hæren, Hærens Kursuscenter og dettes ledelse samt mod Militærpsykologisk Tjeneste. Hvorfor ikke skrive det?
 
Sprængladningen under lydighedspligten og befalingsretten og -pligten: Lydighedspligten og den dertil svarende befalingsret eksisterer uændret som en samarbejdsregel, og der er mig bekendt ingen planer om at ophæve denne regel. Sagen har i øvrigt minimal - om overhovedet nogen - forbindelse med sensitivitetstræning.
 
Den faglig-naturvidenskabelige indvending: Man arbejder ud fra en hypotese om, at man kan nå visse mål (nærmere om disse nedenfor) ved at anvende den metode, man kalder sensitivitetstræning. Hypotesen, der selvsagt ikke er grebet ud af luften, er ikke blevet afkræftet gennem de forsøg (tests), der er foretaget. Disse forsøg er måske ikke mange, men det er et fælles træk for hele det pædagogiske område, at egentlige strengt videnskabelige forsøg er sjældne på grund af forsøgstekniske vanskeligheder. Det forhindrer imidlertid ikke et pædagogisk udviklingsarbejde, hvorunder man går mere pragmatisk til værks. Forskningen vedrørende sensitivitetstræning finder ikke blot sted i amerikansk industris regi. Forskningsresultaterne har naturligvis bæring også på de militære forhold, der svarer til forsøgssituationens sociale og omverdens-vilkår. Den m ilitære sociale virkelighed er ret differentieret, og det hænder da, at vi ikke er på slagmarken.
 
Den faglig-etiske indvending: Der foreligger uomtvisteligt et problem af etisk natur ved de intensive træningsformer. Almindeligt kan man vel sige, at sensitivitetstræning ikke bør anvendes, hvis andre metoder lige så godt fører til målet, og at man - hvis sensitivitetstræning er den mest hensigtsmæssige metode - ikke bør anvende en mere intensiv form, end formålet kræver. Desuden er det et uomgængeligt krav, at træneren bl.a. ikke må være fusker. Men der foreligger en mærkelig, næsten selvmodsigende uklarhed hos B. 0. Jakobsen, når han i denne forbindelse skriver: »Véd man, hvad man gør med de mere intensive former for sensitivity-training? Greuel-propa- ganda, vil man sige. Den er i hvert fald ikke tilsigtet, og det er da også mit hovedsynspunkt, at man gør ... ingenting, altså spild af tid.« Først fremmanes noget forfærdeligt, omend ikke nærmere defineret, som man ikke må affærdige som greuel-propaganda, hvorpå det slås fast, at det hele ingen virkninger har, det er bare tidsspilde. Så synes jeg, vi bevæger os i en økonomisk dimension, som naturligvis ikke er uvæsentlig, men knap så dramatisk.
 
Den moralsk-etiske indvending: Her skyder B. O. Jakobsen efter min opfattelse langt over målet. Det er ikke hensigten med sensitivitetstræning at programmere mennesker med fremmede, fordækte normsæt, at hjernevaske dem e.lign. Målet er i al beskedenhed at give dem øgede muligheder for at handle hensigtsmæssigt i forskellige sociale situationer. Formålene med træningen er kendte af deltagerne. Dette og at de accepterer målene er bl.a. nødvendige betingelser for, at de overhovedet lærer noget. At der findes trænere, som forfølger private formål, kan vel ikke udelukkes. Det har noget at gøre med, hvor veluddannede de er, og med deres etiske karat. Men her træder jo B. O. Jakobsens egen filosofi i funktion: ingen kan befri eleven for valget mellem at godtage eller forkaste det, der tilbydes ham.
 
Generaliseringen »vore dages paneler af psykologer og pædagoger«: Det er ganske vist rigtigt, at der findes psykologer og pædagoger i dag, som optræder i et pseudovidenskabeligt, missionerende rollefag. Dette er en ganske legitim ting, bare de gør det klart, at det ikke er i deres egenskab af psykologer og pædagoger, de optræder. Men det må da ikke glemmes, at der er ganske mange dyrkere af disse fagkredse, der ikke gør sig skyldige i utilbørlig sammenblanding af roller. I øvrigt har B. O. Jakobsen jo selv in casu prøvet at sprede et evangelium.
 
Hvad er sensitivitetstræning?
Sensitivitetstræning er en af de metoder, der indgår under betegnelsen Human relation træning, jf. Ledelse og Uddannelse (1), s. 153-154. Den findes også omtalt hos Sabroe og Rieneck (2). I det følgende skal jeg, hvad hovedsagen angår, støtte mig til to britiske kilder (3) (4).
Department of Employment and Productivity (3) giver følgende definition :
T-group training: Training in courses at least part of which consists of training in a group structured to direct its members’ attention to the inter-personal events occurring within it, so that they may learn by extending their awareness of their actual and possible behaviour within the group and of its consequences. The terms sensitivity training, group dynamic training and group relations training are sometimes used.
 
Dr. P. B. Smith (4) angiver formålet med T-group training som »to increase the trainee’s skills in working with other people.« Det karakteristiske for metoden er, at deltagerne tilbringer en væsentlig del af tiden med at tale om deres indbyrdes relationer på kursus.
Består grupperne af medlemmer, der i starten ikke kender hinanden (stranger groups), har træningen tre hovedmål:
- Øget sensitivitet (sensitivity): evne til nøjagtig at opfatte, hvorledes andre reagerer på ens egen adfærd.
- Øget diagnosticeringsevne (diagnostic ability): evne til nøjagtigt at opfatte, hvorledes relationerne er mellem andre.
- Øget evne til at vælge den rette handling (action skill): evne til præcist at vælge den adfærd, situationen kræver. Dette involverer, at man kan praktisere en række forskellige adfærdsformer og kræver fleksibilitet, når man skal vælge den rette adfærd ud af en række handlemuligheder.
 
Gruppens opgaver kan ses i forhold til gruppemedlemmernes adfærd i gruppen, jf. figuren.
 
 
 
 
En hel del adfærd i gruppen omfatter det, som alle er opmærksomme på. Den er på figuren vist med arealet fælles (public). Nogen adfærd er blind, dvs. vedkommende er ikke opmærksom på den virkning, den har på andre. En af gruppens opgaver er at hjælpe alle medlemmer til at formindske deres blinde areal.
 
Anden adfærd er skjult (hidden), dvs. at et medlem ikke ønsker at kommunikere om bestemte emner. Det kan være klassificerede oplysninger, private forhold, personlige følelser. Det er en opgave for gruppen at finde ud af, om det enkelte medlem skjuler for meget eller for lidt. Skjuler han for meget, vil andre få et misvisende billede af ham, hvad han måske ikke bryder sig om. Hvis han afslører mere, end andre ønsker at vide, kan det belaste forholdet. Arealet nederst til højre omfatter det, der er både blindt og skjult. Gruppen har ingen opgaver med hensyn til at udforske dette område.
 
Den almindelige effekt af en træningsgruppes arbejde er, at det fælles areal forøges, og at de blinde og skjulte arealer formindskes noget. Effekten fremstår som et resultat af de oplysninger, man giver hinanden i form af gensidig information og feed-back. Om feed-back modtages eller afvises afhænger i det væsentlige af, hvor stor den gensidige tillid udvikler sig til at blive. Gennem hurtig og præcis feed-back om begivenheder i gruppen udvikles sensitiviteten og diagnosticeringsevnen. Evnen til at vælge den rette handling udvikles ved, at medlemmerne griber de gunstige lejligheder, som de skiftende situationer frembyd er, til at eksperimentere med prøvede og nye handlemuligheder.
 
Det fra et pædagogisk synspunkt interessante er ikke, at det er en gruppemetode - grupper bruges jo på så mange andre felter - men at de mål, indlæringen sigter mod, ikke så meget - for at bruge Bloom’s (5) sprog - tilhører det kognitive (intellektuelle) område som det affektive område, dvs. man stiler efter at lære noget på det følelses- og holdningsmæssige område. Dette medfører, at man i den rendyrkede træningsgruppe ikke får stillet arbejdsopgaver, ikke skal løse problemer, som i normale traditionelle undervisningssituationer - man skal kort sagt ikke foretage sig noget målrettet fornuftigt. »Stoffet«, man beskæftiger sig med, er alene den interaktion, der opstår på stedet ud fra de inter-personelle relationer. Rammen er et internat, så forstyrrende påvirkninger udefra undgås. Man arbejder så at sige under laboratoriebetingelser. Udtrykket træningslabora- torium kan derfor ses anvendt.
 
Sensitivitetstræning er ikke specielt en ledertræningsmetode, men det er klart, at de mål, man stiler mod, er af særlig betydning for ledere. Trænerens rolle skal ikke søges beskrevet her. Den er både betydningsfuld og vanskelig. Nogle af problemerne knyttet til træneren vender jeg tilbage til senere. Men, når man målene? Eller er virkningen, som B. 0. Jakobsen skriver ... ingenting. Dr. Smith anfører som sit synspunkt, at det må være højst usandsynligt, at man skulle kunne forvente ændringer i den fundamentale personlighed gennem sensitivitetstræning eller lignende metoder. Undersøgelser viser da heller ikke sådanne ændringer. Men mindre kan jo også gøre det. (Det vil formentlig glæde B. O. Jakobsen, at der også findes amerikanere, der mener, at man ikke skal gøre sig håb om - eller frygte - at man gennem sensitivitetstræning kan ændre den grundlæggende personlighedsstruktur. Som eksempel skal nævnes en både nuanceret og nøgtern forsker som Fiedler (6), der sondrer mellem »leadership behavior« og »leadership style«. Det sidste er »the underlying need-structure of the individual which motivates his behavior in various leadership situations. Leadership style thus refers to the consistency of goals and needs over different situations.«)
 
Personlighedsstrukturen ændres altså ikke. Men sker der varige ændringer af adfærden? De undersøgelser, der er foretaget for at konstatere, om der sker adfærdsændringer i overensstemmelse med de opstillede mål, går dels på, hvad der sker i løbet af træningen, dels på de ændringer, der sker i den adfærd, man viser i sit job nogen tid efter træningen. Om resultaterne af undersøgelser over, hvad der sker i løbet af træningen siger dr. Smith sammenfattende: »Overall the evidence is quite encouraging that the T-group is capable of generating appropriate change during training.« Vigtigere er det naturligvis, om disse forandringer også får indvirkning på den adfærd, der vises i jobbet. Om dette siges samlende: »A variety of research measures have indicated the probable overall effect of training.« Træningen påvirker forskellige deltagere på forskellige måder, og alle undersøgelser viser samstemmende, at nogle deltagere slet ikke påvirkes. Der er derfor behov for et udviklingsarbejde sigtende på udvælgelse af deltagere, forbedret »laboratory design« og uddannelse af trænere. Om dette henvises til dr. Smiths afhandling.
 
Det foregående har udelukkende omhandlet »stranger T-group training«. Dr. Smith omtaler også de erfaringer, man har med hensyn til anvendelse af modificerede sensitivitetsmetoder inden for organisationer, den såkaldte In-company group training. Dette felt er formentlig af ganske stor interesse for forsvaret.
 
Problemer i forbindelse med anvendelse af sensitivitetstrcening
Sensitivitetstræning er ikke en universalmetode. Betingelsen for dens anvendelse er, at den er accepteret af deltagerne. Den gradvise tilvænning til mere og mere intensive træningsformer, der sker ved gennemgang af kursusinstitutionernes kurser, er derfor nok hensigtsmæssig. En afgørende ting er, at træneren er velkvalificeret. Dette indebærer, at han er vel uddannet, og at deltagerne har tillid til ham. Forsvaret råder over udmærkede trænere, men der er for få af dem. Uden for forsvaret fuskes der måske hist og her noget.
 
Problematikken i forbindelse med sensitivitetstræning er imidlertid nok artsforskellig, men ikke væsensforskellig fra problematikken i forbindelse med anden uddannelse. Al uddannelse må operere med hensigtsmæssige og realistiske mål, passende midler og metoder og må ikke udsætte deltagerne for uacceptable risici. Etiske fordringer har som bekendt givet forsvaret ganske rigoristiske sikkerhedsbestemmelser på uddannelsesområder som skydeuddannelse, fysisk træning, vadning og tilvænningsøvelser. Trods det oplever vi dog ganske enkelte dødsfald og en del fysiske skader i forbindelse med f.eks. skydeøvelser og fysisk træning; som regel, men ikke altid, uden at dette kan lægges nogen til last. Til sammenligning hermed tjener, at vi mig bekendt - trods manglende formelle sikkerhedsbestemmelser - ikke i forsvaret har haft psykiske skader i forbindelse med sensitivitetstræning. Naturligvis kan man tolke dette som, at lykken har været bedre end forstanden. Men grunden kunne jo også være, at de ansvarlige lederes viden og moral har været i orden. Det væsentligste er imidlertid, at der er sket ... ingenting.
 
Der er problemer i forbindelse med sensitivitetstræning. Jeg har ikke nævnt dem alle, og de, som jeg har omtalt, er ikke alle endnu løst tilfredsstillende. Men det udviklingsarbejde, der på dette område foregår på Gurrehus og de øvrige kursusinstitutioner, er så spændende og lovende, at der bør sættes endnu mere kraft ind på at fremme det. Kedeligt, at B. O. Jakobsen - med den fortid, han har - ikke vil bakke op. Eller vil han? 
 
 
Henvisninger
1. Ledelse og Uddannelse. Hærkommandoen. 1969.
2. K. E. A. Sabroe og B. Rieneck: Lederskab og Lederskabstræning. Militærpsykologisk Tjeneste. 1968.
3. Glossary of Training Terms. Department of Employment and Productivity. Her Majesty’s Stationery Office. London. 1969.
4. P. B. Smith: Improving Skills in Working with People: the T-Group. Department of Employment and Productivity. Her Majesty’s Stationery Office. London. 1969.27 sider.
5. Benjamin S. Bloom m.fl.: Taxonomy of Educational Objectives. The Classification of Educational Goals. I og II. David McKay Company, Inc. New York.
6. Fred E. Fiedler: A Theory of Leadership Effectiveness. McGraw-Hill Book Company. New York. St. Louis. San Francisco. Toronto. London. Sidney.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_maj.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: