Om flerværnsdoktriner

Foto: Forsvaret.dk

Militært Tidsskrift (MT) nr. 4/98 er et temahæfte vedrørende flerværnsdoktriner.
Uanset at chefredaktøren i sit forord skriver, at dette bør betragtes som en foreløbig
afrunding af emnet, har disse artikler, og den debat der har udfoldet sig i MT om
doktriner, affødt et ønske fra mig om at tilkendegive nogle holdninger og synspunkter
emnet vedrørende. Jeg håber de kan finde plads i et kommende nummer.
Indledningsvis kan jeg støtte chefredaktøren i synspunktet om denne
artikelseries betydning og glæde mig med ham over, at doktrintemaet tilsyneladende
har affødt en debat også uden for tidsskriftet. Bemærkningen om, at debatten har
højnet forståelsen af det doktrinære område bliver i min fortolkning nok nærmere
til, at nogle linier er blevet trukket op, og nogle klinger er blevet krydset. Alle
holder nu vejret og venter på det næste kapitel i sagaen om, hvad en doktrin i
grunden er for noget og ikke mindst, hvad en sådan kan bruges til.
Hvis man imidlertid fastholder "afrundingen" som idegrundlaget for artiklerne
i MT nr. 4/98, er kommandør Lars Wille-Jørgensens bidrag et godt udgangspunkt,
idet det bredt og realistisk sammenfatter dels hvad sagen bør dreje sig om, dels hvad
der forventes af de danske forsvarsgrene i denne forbindelse. Kommandøren
påpegernødvendighedenaftilpasningtil "den virkelige verden," samt at en løsning
ikke er inden for synsvidde, og at bearbejdningen og forståelsesgrundlaget derfor
må gives tid og mulighed for fortsat udvikling.
De værnsvise bidrag ønsker jeg gerne at lade stå for hvad de er, nemlig bidrag
til udbredelse af forståelse for de værnsvise synspunkter. Hver for sig fortæller de,
formentlig ikke bare udenforstående, men også officerer i samme uniformsfarve,
hvad der pågår indenfor doktrinverdenen i eget værn.
Bidraget af oberstløjtnant L.R. Møller, lærer på Forsvarsakademiet (FAK),
synes jeg imidlertid bør have nogle kommentarer med på vejen. Det er også dette
indlæg hvorom jeg må sige, at jeg stærkest føler tvivl om, at vi har lært noget, og
i givet fald hvad det så er, vi har lært.
Først finder jeg anledning til at sige, at FAK, som forsvarets højeste uddannelsessted,
først og fremmest må have forsvarets behov og ikke, som antydet af
forfatteren, forsvarsakademiets (Hærens??) behov for øje, i en debat som denne.
Som ethvert uddannelsested, og som alle uddannere, må lærerne på FAK bruge
megen tid på at forene det nødvendige med det mulige. Da FAK uddanner officerer
af alle værn med højere stabstjeneste for øje, må man naturligvis have et grundlag
for uddannelsen i flerværnsoperationer, f.x. en håndbog eller lignenie (der for
NATO operationers vedkommende kunne være relevante uddrag af de godkendte
NATO dokumenter.) Derfra til at mene, at man absolut må have en national
flerværnsdoktrin er der et langt skridt. At FAK øjensynligt er dansk korrespondent
på flervæmsdoktrin-publikationer i NATO betyder jo ikke, at FAKbestemmer hvad
den danske holdning er eller skal være til disse dokumenter, men blot, at F AK er
den nationale postadresse for de andre lande og MAS i Bruxelles vedrørende denne
sag.
Det egentlige sagsarbejde foregår derefter efter nationale direktiver, og en
dansk holdning meddeles Bruxelles og de andre lande af den danske korrespondent.
Arbejdet medfører ganske naturligt, at man på FAK tidligere kommer til en
erkendelse af behovet for en national stillingtagen og derfra til et behov for en
påvirkning af de egentlige beslutningstagere (de operative kommandør og FKO),
og er uløseligt forbundet med opgaven og forpligtelserne som dansk korrespondent.
En personlig erfaring fra arbejdet med NATO MAS standardiseringsbestræbelser
er, at det er meget mere nødvendigt, at man arbejder med forståelse af de nedlagte
principper og det eksisterende indhold af det pågældende papir og dermed
skaber sig en bred forståelse for, hvad der kunne gavne en videreudvikling af
samme papir, end det er at "jamme" kommunikationerne med de andre lande med
È at foreslå "nye" ideer. At lande som Holland, Tyskland, England og USA modtager
et sådant bidrag positivt (s. 341), betyder formentlig kun, at deres sagsbehandlingskapacitet
er tilstrækkelig til, at de har modtaget og læst det danske bidrag. Så sikkert
som ammen i kirken er det imidlertid, at de vil være mindst ligeså parate til at skyde
et sådant forslag ned ved næste møde, som til at støtte det. Det er afgjort ikke min
erfaring, at man i højere grad "sætter dagsordenen" ved at fremsende nye forslag
end ved at kommentere intelligent vedrørende det eksisterende indhold/de allerede
foreliggende forslag.
I det hele taget fremgår det af artiklen, at forfatteren står på usikker grund
vedrørende behandling af MAS sager. Det synes derfor på sin plads at understrege,
at samtlige materielkommandoer samt mange andre myndigheder i forsvaret har
behandlet MAS sager i de sidste mange år. Skulle FAK derfor have hjælp behov,
er den lige ved hånden. Se fx. min artikel i MT nr. 1/98, "Maritim taktik".
Det forhold, at Danmark står overfor nogle principielle afgørelser omkring
doktriner er vel gået op for de fleste, men at antyde, at vi ikke har eller har haft de
nødvendige doktriner indtil nu, fremstår som en tilsigtet undertrykkelse af "den
virkelige verden". At "Forsvarskoncepten" og før fremkomsten heraf, de da gældende
overordnede forsvarsdokumenter, af og til har været lidt ude af trit med
denne samme "virkelighed" er enandensag. Vanskelighederne for tiden er muligvis
større, end de har været tidligere, fordi Danmark nu satser på at benytte sit forsvar
til andet end blot til e t" stillingsforsvar i nærområdet." At F AK derfor, specielt i sin
rolle som formidler af stabsmetodik og stabsværktøjer, har måttet erkende, at det
er svært at tilpasse disse til, hvad der sker i den "virkelige verden," er forståeligt.
Som en uddannelsesinstitution med velmotiverede og højt kvalificerede
kursister har FAK imidlertid muligheder som mange andre tjenestesteder ikke har:
Man kan benytte eleverne som "udviklings-sagsbehandlere" ved at stille opgaver,
der kræver, at man forlader den normalt udstukne "stábsmetodik". Man kan lade
usikkerheden om, hvad der er den rigtige løsning trænge igennem til eleverne, og
lade eleverne selvstændigt arbejde med problemerne. Gennemdrøftelse af kursisternes
løsninger med henblik på at udbrede forståelsen af tankegangen bag en
løsning, må anses for at være bedre end blot forkastelse af en løsning, der muligvis
er mindre heldig i sit resultat eller afviger fra skoleløsningen. Ingen af os har jo -
i alt fald hidindtil - haft patent på løsningerne, heller ikke skolerne. Frem for alt må
vi erindre, at udviklingsværktøjer benyttet i stábsmetodik (hvilken form de end har)
er værktøjer og ikke målet i sig selv, og at øvelsesresultater og uddannelsesløsninger
altid må betragtes, som det de er.
Jeg kan også her henvise til artiklen "Maritim taktik" i MT nr. 1/98 (s. 87/88),
hvor jeg bl.a. skrev: "Disse uddannelser har været en hjørnesten i danske
søofficerers taktiske udvikling, specielt fordi det lykkedes "at holde tanken klar og
selskabet samlet," som admiral Hans Garde ofte sagde. Vi anvendte det, der var
brugeligt, drejede noget af det øvrige rundt til en brugbar form, og accepterede, at
dele af den taktiske bibel ikke var for operationer i danske og tilstødende farvande.
Men selv det vi ikke kunne bruge, var det ikke bare værd, men vigtigt, at vide noget -
om."
Om søminer dette: Man "smider" ikke søminer. Den enkelte mines fysiske
placering er nøje planlagt, som en funktion af den forventede trussel og minens
kapacitet, og stor navigationsnøjagtighed er nødvendig for at opnå, at minerne
bliver lagt i overensstemmelse med planen. Den fysiske operation at bringe mineme
i vandet kaldes "minekast," og det generiske udtryk for den militære operation kaldes
minelægning. Bl. a. af den grund er skibe i søværnet, der som hovedopgave har
at løse denne opgave, benævnt minelæggere. Det ligger uden for denne artikels
rammer at komme nærmere ind på brug af søminer, men at søminer har haft og
fortsat må antages at have stor strategisk betydning for dansk forsvar, i lyset af
nationens geografiske beliggenhed som prop i hullet for handel og trafik til og fra
Østersøen og Nordtyskland, bør ikke betvivles.
Det norske bidrag i MT nr. 4, er interessant derved, at det beskriver nogle indledende
forpostfægtninger i den norske doktrin-sag og sætter fokus på nogle af de
ømme punkter:

Hvad skal vi starte med?
Hvad skal vi lægge vægt på? og
Hvordan skal vi få de potentielle bidragydere i debatten til at forstå, at det er
vigtigt, at de deltager?

Bidraget fra Norge sammenfatter også nogle vigtige elementer omkring hvorfor
behovet for en national doktrin er opstået. Nordmændene er tilsyneladende længere
! fremme organisatorisk. Om de også er længere fremme mod en accepteret løsning,
melder historien ikke noget om, idet dog oberstløjtnant Møllers indlæg oplyser, at
første del af et norsk doktrin dokument er udsendt (s. 342).
Fra mit udsigtspunkt ser det ud som om dansk forsvar har en opgave foran sig,
som skal finde en løsning. Det haster dog nok ikke mere, end at der kan og må gives
tid til at udvikle tanker og ideer. Og når en løsning er fundet må det erindres, at
også når talen er om en national, flervæms, forsvars-doktrin er det afgørende, som
kommandør Wille-Jørgensen skriver i det ovenfor omtalte indlæg (s. 332), "at
doktrinens grundlag af nogetfundamentaltogvarigt må tilpasses omstændighederne
og kun kan udfoldes indenfor rammerne af en foranderlig virkelighed."
At oberstløjtnant Møllers artikel lægger op til, at fordi det påhviler FAK at
uddanne danske stabsofficerer og fordi internationale operationer, som vi kan
forventes at beskæftige os med, er flervæms, må Danmark have en national flervæmsdoktrin,
synes mig at være at sætte vognen foran hesten.
Mig bekendt har danske officerer beskæftiget sig med flerværnsoperationer i
mange år. Det vigtigste krav i denne sammenhæng, for at nå succesfyldte resultater
i en hvilken som helst operativ opgave er grundig viden om egne styrkers (uanset
væmsfarve) kapacitet og formåen, og evnen til at samordne sådanne siyrkers indsættelse,
og ikke om det reglementariske grundlag for indsættelsen er ajourført.
82

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_128_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del: