Om begrebet organisationsudvikling - En anmeldelse

1. I december 1973 udsendte Militærpsykologisk Tjeneste (MPT) en ny publikation »Om begrebet organisationsudvikling«, udarbejdet af et forfatterkollektiv bestående af Conrad Ottesen og Steen Borup-Nielsen, der vist er de fleste bekendt. Conrad Ottesen er publikationens redaktør.
 
2. Forud herfor udsendtes en række spørgsmål i begyndelsen af 1973 til en række personer i forsvaret fra alle tre værn, siddende jævnt fordelt i det eksisterende hierarki og fordelt på ancienniter fra premierløjtnant op til generalløjtnant.
 
Jeg skal ikke tage stilling til, om dette er et procentvis repræsentativt udsnit af de tre værns officerskorps, kvalitativt er det muligvis tilfældet, men jeg besidder ikke den nødvendige baggrund for at kunne bedømme dette. Jeg må derfor holde mig til den kvantitative metode og må da konstatere, at procentvis er de forespurgte ikke i overensstemmelse med de statistiske kendsgerninger. Hvorledes blandingen er mellem de såkaldte progressive og traditionalisterne (af de progressive benævnt de reaktionære) kan jeg ikke bedømme, men kan dog nikke genkendende til et par stykker af hver kategori, så vi går ud fra, at forfatterkollektivet har formået at vælge den rette blanding. Hvorvidt blandingen vertikalt i hierarkiet er korrekt må nok besvares med et ja, idet chefsgruppen er dominerende repræsenteret, men det er selvfølgelig også kritisabelt fra de yngres synspunkt. De udspurgtes militærvidenskabelige baggrund skal jeg ikke udtale mig om, da vi jo alle i høj grad er en fange af systemet, men jeg har svært ved at se, at »manden i geleddet«, der til daglig har problemerne inde på livet i en lang og uafvendelig periode, er tilstrækkeligt repræsenteret. Man kunne måske mistænke forfatterkollektivet for at samle på navne for at dække sig ind og ikke i tilstrækkelig grad vise vilje til at opsøge problemerne, hvor de virkeligt er. 
I praksis besvarede kun 38 af de 53 adspurgte forfatterkollegiets henvendelse, og dette erklærer sig tilfreds med den »gradsspredning«, der er i de 38 besvarelser, idet den ret nøje svarer til det oprindelige udvalg efter kollektivets opfattelse. Dette udvalg foretoges af forfatterkollektivet efter samråd med P-cheferne i værnene og i Forsvarskommandoen. Hvorledes den procentvise fordeling af de 38 besvarelser er på de tre værn, siges der intet om, men vi må da gå ud fra, at den også reflekterer forfatterkollek- tivets hensigter.
3. I publikationens forord nævnes, at »hensigten med denne publikation er at søge mystikken fjernet og at klarlægge den opfattelse af begrebet organisationsudvikling, der danner baggrund for vort arbejde på området. Der er i publikationen lagt vægt på at illustrere den teoretiske redegørelse med undertiden fyldige eksempler fra praksis ...«
4. At indlade sig på kritik af begrebet organisationsudvikling, sådan som den forstås af forfatterkollektivet, er som at begive sig ud på tynd is, og muligheden for at plumpe i er kun alt for sandsynlig. Det hjælper ej- heller ret meget at styrke sig selv moralsk ved at læse Stanislav Andreskis bog »Social Sciences as Sorcery«, hvor han bl.a. gennemgår misbrug af fagjargon ved at opstille en fagjargonspredningsformel:

A/K - 1 = V

 
hvor A er ærgerrighed, K er kundskaber og V er mængden af ordskvalder. Han indfører - 1 i formlen, fordi denne er uden interesse, hvis ærgerrigheden ikke er større end kundskaberne: da bliver der nemlig ingen ordskvalder. Ej heller hjælper det at erindre sig et så velkendt ondsindet udgangspunkt som »Hvis noget rigtigt selvfølgeligt bliver sagt på en rigtig indviklet måde, da er det sociologi«. Der anvendes nemlig ikke ordskvalder til bevidst tilsløring af simple ting i forfatterkollektivets publikation.

5. Det er ikke muligt for undertegnede at afgøre, hvilken skole forfatterkollektivet tilhører:
Den klassiske skole (Scientific Management)
Human-Relations skolen
Strukturalisterne
En anden blanding eller
Noget helt femte, karakteristisk for MPT.

Mit instinkt siger mig, at vi har at gøre med en MPT-variant af Strukturalisterne, og jeg vil fortsætte i overensstemmelse hermed.
 
6. Opfylder nu publikationen de forventninger, man som lægmand kan have til et så esoterisk emne som organisationsudvikling i den betydning, at man her stilles overfor en trylleformular, der rigtigt anvendt kan tillade troldmandens lærling at løse de utilfredsstillende problemer, han organisatorisk møder på sin hverdag. Svaret herpå må være et klart nej, og det var da næppe heller forfatterkollektivets officielle forventninger, men nogen forventninger må det dog have, jf. citat fra indledningen, pkt. 3. Nu vil jeg ikke med mine næste bemærkninger insinuere, at forfatterkollektivets ærgerrighed (A) overstiger dets kundskaber (K), men jeg har en fornemmelse af, at der i publikationen er en antydning af målforvridning. Jeg har både som enkeltperson og som bataljonschef prøvet at kommunikere nogle signaler til MPT og de stabe, der er sat til at overvåge MPT virksomhed. Det samme har også dele af det spørgepanel, der blev nedsat som omtalt i begyndelsen af 1973, og hvis samordnede besvarelse er udsendt af MPT under titlen »Sammendrag af svarene fra CU-panelet, marts 1973«. 
Spørgsmålet lyder i al sin simpelhed: Hvilket virkelighedsniveau skriver man på for for? Hvad er »praksis« i det militære environment? Skaber ikke anvendelsen af de valgte eksempler fra civil »praksis« unødige forventninger hos læseren, der febrilsk søger efter lighedspunkter til sin egen situation hos de udvalgte organisationer?
 
7. Idet efterfølgende støtter jeg mig til den argumentation eller filosofi om man vil, der er udtrykt af professor Michael Howard og som i uddrag er trykt som et bilag til betænkning om Hærens Linieofficers- uddannelse.
Dette synspunkt gav jeg officielt udtryk for i min vurdering af uddannelsen ved I/DLR i året 1972: Under afsnittet »Vurdering af disciplinen« diskuteres det disciplinære ambitionsniveau og de faktorer, der har indflydelse herpå, det siges herunder: 
»Som en af de dybereliggende årsager til de nævnte fænomener kan måske nævnes, at den kløft, der fornemmes mellem den reformideologi, der bærer arbejdet på Forsvarets kursusinstitution og den teknologisk prægede hverdag, der opleves i geleddet og i garnisonen, desværre er blevet dybere, således at en brobygning nu må iværksættes, hvis ikke kursusinstitutionens arbejde skal opleves som en sekterisk bevægelse uden rødder i de helt ubarmhjertige økonomiske, personelle og materielle kendsgerninger, der former geleddets hverdag. 
Man må gennem en tillempet dialektisk metode finde den vektor, som kan blive retningsgivende i en ny levedygtig doktrin, der, uden at gå på akkord med ideen bag dette NEW LOOK, også registrerer den objektive virkelighed, jf. ovenfor, samt den væbnede kamps simulation. 
I sit arbejde med at forme denne syntese må bataljonen advare Forsvarets kursusinstitution mod at opstille for optimistiske antagelser og forudsætninger, hvad angår en stor del af offieerskorpsets intellektuelle modenhed og åndelige fleksibilitet, for på forhånd at udskille de emner, der udgør et næsten værgeløst objekt for simulerede pædagogiske og psykologiske eksperimenter, og hvis personlighed ikke kommer styrket ud af denne proces. 
Af kursusinstitutionen må kræves, at den behersker en dobbelt dialektisk proces, først syntesen mellem reformideologien og den teknologiske hverdag og dernæst syntesen mellem den væbnede kamps simulation og resultatet af den førstnævnte proces. 
Dette magter kursusinstitutionen naturligvis ikke alene og må i så henseende støttes af den åndeligt og psykisk mere robuste del af officers- korpset, der nok er i mindretal. Kan kursusinstitutionen ikke komme på talefod med denne del af officerskorpset, da vil denne i sin søgen efter en doktrin, der også tilgodeser hverdagen og den væbnede kamps simulation, i tiltagende grad erkende den eksisterende dualisme og nødtvungens selv genskabe en ny virkelighed nedefra«.
Dette tema fulgte jeg op i mit svar som en del af OU-panelet, jf. ovenfor:  
»Militærpsykologisk Tjeneste (MPT) omtaler samfundets almindelige udvikling som en mulig autorisation for at sætte en organisationsudvikling i gang. Heri er jeg delvis enig, idet et forsvar til enhver tid bør være en projektion politisk, økonomisk og demografisk af det samfund, som det er sat til at betjene. 
Når jeg siger betinget enig, skyldes det et forhold, som alt for ofte overses af specialister, administratorer m.fl. nemlig, at et forsvars virkelighed ikke er så entydigt definabelt som »et samfunds almindelige udvikling«. Et forsvar skal fungere under fredsforhold af mange indlysende grunde, hvorunder den vigtigste er stedse at være en projektion af samfundet, hvilket i sit væsen er en politisk sag.
Men et forsvar skal også og især kunne virke under den væbnede kamps vilkår, hvilket er et forsvars egentlige virkelighed og hvis »almindelige udvikling« det især lønner sig at tilpasse sig. Dette er også i sit væsen en politisk sag, men anvendelse af organiseret vold har nu sine egne love, der i sit inderste væsen er upolitiske. Man ser straks her en mulig konflikt, der tenderer mod noget absolut, der dog altid modereres af det samfund, der anvender den væbnede kamp som middel, hvor igen »samfundets almindelige udvikling« kan spille ind - men set ud fra en ganske anden synsvinkel, end den af MPT fremførte. 
Forsvarets hverdag bør altså stedse være en tilpasning til/nærmelse til den abstraktion, som den væbnede kamp udgør. Glemmes dette, ophører forsvaret med at være et militært forsvar.
»Et firma vil kunne skabe demokratiske forhold i den udstrækning, det er forsvarligt ud fra et rentalibilitetssynspunkt«. Hvad der gælder for BP-Oliekompagniet, gælder også for forsvaret, idet rentabilitetssynspunk- tet her er den væbnede kamps krav, altså en abstraktion i fredstid.« Jeg vil overlade det til læseren selv at anvende Andreskis formel på ovenstående.

8. Jeg kan da godt se, at det er overmåde ubekvemt at operere med flere virkelighedsniveauer, men det er nu forsvarets dagligkost. I stedet for at drage ustandselige sammenligninger til det samfund, forsvaret er en del af, burde man nok, for at undgå beskyldninger for dobbeltmoral, også af og til understrege, hvor og hvorfor forsvaret er anderledes end det omgivende samfund, eksempelvis

- Simulationen af »praksis«. Den væbnede kamp.

- Skolesituationen. Forsvaret anvender selv de elever, det uddanner, og læreren er også fører.
- Sanktionsmiljøet. »Dommeren« skal i næste instans samarbejde med den »straffede«. 
- O.s.v. 
 
Hvorfor ved man i øvrigt så sikkert, at befolkningen forventer, at forsvaret skal ligne det øvrige samfund? Det modsatte kan da muligvis også være tilfældet. At det fremføres fra politisk side er ikke nødvendigvis tilstrækkelig autorisation, eftersom det er uklart i hvor høj grad, de politiske partier i dag er repræsentative for det, der rører sig i befolkningen. 
Nogle vil indvende, at det med flere virkelighedsniveauer er det rene vrøvl (militært ordskvalder). Forsvarets hverdag er forsvaret i fredstid, der er uendelig lang sammenlignet med krigens tid (heldigvis). Operationerne i fredstid er lige så vigtige som operationerne i krigstid, den væbnede kamp, så hvorfor gøre sig al den ulejlighed. Som jeg nævnede i pkt. 2, er vi alle i militærvidenskabelig henseende mere eller mindre en fange af systemet, så jeg skal personligt undlade at kommentere manglen på forståelse for de forskellige virkelighedsniveauer, det overlader jeg til professor Michael Howard, og hans bedømmelse er ikke opmuntrende. På dette punkt fejler forfatterkollegiet og gør sig derfor skyldig i målforvridning.

 

9. Havde dette nu kunnet undgås helt eller delvis? Ved at de stabe, der skal kontrollere MPT, havde været mere opmærksomme? 
Ved at de, der var medlem af OU-panelet, havde været bedre til at kommunikere? 
Ved at forfatterkollektivet havde været lidt mere opmærksom på variationerne i besvarelserne og ikke bare registreret det, der er på modefrekvensen? 
Ved at forfatterkollegiet afstår fra at optræde missionerende?
Ved at forfatterkollektivet i højere grad varierer sin analyseteknik af komplekse sociale organisationer og systematisk underkaster disse fænomener en trefaset analyse nemlig en Declaratory Analysis - Intentions Analysis - Capability Analysis?
Ved at forfatterkollegiet i højere grad accepterer og værdsætter det, der er egenartet for det militære establishment? 

Ved at forfatterkollektivet direkte var blevet instrueret af højere myndighed om at indlede begyndende forskning af begrebet organisationsudvikling, og herunder havde modtaget de antagelser og forudsætninger, der skulle gælde for denne forskning (se næste punkt) ?
 
10. Det har undret undertegnede, at der ikke i forordet til publikationen er nævnt noget om en af højere myndighed modtaget instruktion vedrørende iværksættelse af begyndende forskning af begrebet organisationsudvikling. Dette synes ikke tilfældet. Forfatterkollektivet kan selvfølgelig påberåbe sig stiltiende accept ved at have modtaget P-chefernes hjælp til udvælgelse af OU-panelet, men disse P-chefer har næppe vidst eller været autoriseret til at skønne om det militære establishment er inde i den såkaldte »Weberske Efterfølgelseskrise«,1) og dermed moden for organisationsudvikling. Det er ikke umuligt, at forfatterkollektivet er blevet bestyrket i så henseende ved at analysere de indkomne svar, men foretrækker åbenbart klogeligt en »Indirect Approach« og undlade at nævne tingene ved sit rette navn.
 
11. Nu er jeg vel klar over, at isen ikke bærer ret meget længere, men vil dog alligevel vove endnu et par skridt. Altså, hvis det nu er tilfældet, at der er tale om en såkaldt »Webersk Efterfølgelseskrise«, er det så ikke en for alvorlig sag at overlade til MPT in casu dette forfatterkollektiv? Dette er et spørgsmål nede fra græsrødderne fra en soldat, der har behov for lydighed, en lydighed hvis legimitet tilfredsstiller behovet for at underkaste sig ordrer og regler, der er overensstemmende med værdier, man som underordnet føler sig forpligtet overfor, som er blevet ens egne værdier. Og dermed noget dyrebart, som jeg ikke kan acceptere, at udenforstående skal manipulere med (man fornemmer her den sorte reaktion). 
Vedligeholdelse af denne legitimitet er en del af den militære rationelle strukturs (det militære bureaukratis)2) skrøbelighed. Ikke alene udøves der til stadighed tryk udefra, som opmuntrer til at følge andre normer end organisationens, men endvidere har ens oplevelse af forpligtelse overfor det militære bureaukratis regler en tilbøjelighed til at mindskes. Dette er et typisk organisatorisk dilemma. Evnen til at acceptere ordrer og regler som værende berettigede kræver en høj grad af selvfornægtelse, der er svær at vedligeholde gennem administration og mellemmænd. Dette gælder særligt for ordrer og regler, der er i modstrid med de underordnedes egne ønsker, hvilket ordrer og regler ofte er og må være i et bureaukrati som det militære i fredstid. 
Men denne selvfornægtelse eksisterer dog og næres på anden vis, ikke gennem administration og mellemmænd, der direkte modvirker den, men gennem mere omfattende sociale relationer, som findes i den traditionelle familie eller i karismatiske bevægelser3), såsom den vel ledede militære enhed, hvor eksvis kompagnichefen er indtrådt i en faders sted (hvem kender ikke denne situation). 
En organisation kan bevæge sig bort fra at være overvejende bureaukratisk til overvejende karismatisk og derefter tilbage til en struktur, der er overvejende bureaukratisk. Hære eksvis er i fredstid særdeles bureaukratiske, mens de i krigstid - og særligt i kamp - mister mange af deres bureaukratiske egenskaber. Regler og regulativer forfalder eller tilsidesættes. Personligt lederskab tæller mere end formel placering i magthierarkiet. Mundtlig kommunikation erstatter i en vis udstrækning skriftlig. Adskillelsen mellem personligt og organisatorisk liv ophæves i vid udstrækning. Endskønt skønlitterære forfattere og visse sociologer ofte dvæler ved de belastninger, som disse overgange skaber, overstås de i reglen temmelig let. Efter krigen skifter organisationen endnu engang gear og vender tilbage til sin bureaukratiske struktur, omend ikke uden kriser. 
Måske befinder et forsvar sig i fredstid derfor i en konstant »Webersk Efterfølgelseskrise« og denne gøres ikke mindre, hvis man glemmer eksistensen af de forskellige virkelighedsniveauer og i bureaukratisk iver bandlyser den karismatiske problematik og glemmer, at den nødvendige selvfornægtelse i fredstid ikke kan vedligeholdes uden at nogen udstråler personlig karisma. Hvor havde vi stået i dag, hvis ikke den trofaste under- afdelingschef havde udvist en sådan. Men hvem nærer hans karisma? Hvem nedbryder den? Han kan ikke undvære den under den væbnede kamps vilkår, derfor al den snak om de forskellige virkelighedsniveauer fremkaldt af kravet om simulation af den væbnede kamps betingelser under den ganske uddannelse.
Forfatterkollektivet kan umuligt have været uvidende om, at den militære organisation forskyder sig på to planer, den bureaukratiske og den karismatiske, altså pendler mellem det rationelle og det irrationelle, så dette må være en grund mere til at undre sig over, at kollektivet undlader at medtage også denne problematik. Eller er der andre grunde? 
Er det sådan, at man prøver at skabe en ny organisatorisk virkelighed, en syntese af den bureaukratiske organisation og den karismatiske bevægelse. Kan denne syntese/osmose sættes i gang ved en samarbejdsorganisation og mere demokratisering således, at en fremtidig pendling kan undgås? Igen et spørgsmål fra græsrødderne. Skyldes det osmotiske tryk, man i dag fornemmer i organisatorisk henseende, at molekylerne ikke kan slippe igennem, simpelthen fordi man vanskeligt blander det rationelle og det irrationelle uden at en af delene tager magten og i direkte modstrid med de indledende ingredienser? Måske er det noget af det, der udtrykkes i uddannelsesindberetningen, jf. pkt. 7, og hvor i hvert fald »nødtvungent selv genskabe en ny virkelighed nedefra« er en legitim del af den »Weberske Efterfølgelseskrises« problematik. 
Hvad er »mere demokratisering«? Er det et forsøg på at vende tilbage til tidligere tiders Gemeinschaft-prægede samfund, hvor hver borger havde mulighed for at give sit besyv med på landsbyens møder altså til mere traditionelle samfund, hvor menneskelige grupperinger var små, intime og ikke særligt ydedygtige? Altså et arkaisk forsøg på at løse øjeblikkets tilsyneladende utilfredsstillende forhold og næsten uoverkommelige udfordringer? Næppe dette. 
Snarere er det et forsøg på at skabe en ny personlighedstype, der er i stand til at bevæge sig frem og tilbage mellem forskellige sociale enheder - særlig mellem familien og det lokale karismatiske samfund på den ene side og arbejdsorganisationen i videste forstand på den anden - og mellem systemer med modstridende autoritetsrelationer (ens ligemand inden for et system kan godt være ens overordnede inden for et andet) og mellem systemer, hvor mange normer er forskellige. Igen lyder mit spørgsmål til forfatterkollektivet, hvilket virkelighedsniveau skriver man på og for? Har den beskrevne nye personlighedstype ikke noget særdeles velkendt over sig, nemlig den karismatiske befalingsmand, der nu har eksistereet, jeg ved ikke hvor mange tusinde år, og for hvem pendling mellem forskellige normer og virkelighedsniveauer nærmest er en erhvervssygdom ?
12. Nu brast sikkert isen set med forfatterkollektivets øjne, og jeg må se at redde mig i land. Det gøres nok bedst ved at kaste noget kød for løverne. De i publikationen givne eksempler på organisationsudvikling omfattende
 
- HMAKs reorganisering og udflytning
- Flådestation København
- BP-Olie-kompagniet
- Rasmussen og Schiøtz, Birkerød
- I-S Kjell Iversen
- Introduktionskursus på Pædagogisk kursus på FAK
- Holdningsmålinger for menige i forsvaret
 
er fyldigt og grundigt beskrevet, men må alle, undtagen sidste pind, karakteriseres som ret ukomplicerede problemstillinger, der opererer på samme virkelighedsnivea u og derfor kun i mindre grad giver anledning til filosofisk prægede problemer, som de af mig tidligere nævnte. Med ukompliceret skal ikke forstås let og uden besvær.
Som medlem af en multinational international stab og det hele hjemme lidt på afstand, må jeg tilstå, at jeg somme tider savner MPT og den progressive lederuddannelse, der finder sted på forsvarets kursusinstitution. Her i en sådan stab er der virkelig jomfruelig jord at arbejde i og et miljø, der omtrent er ubeskriveligt, hvis det skulle opstilles projekt- mæssigt. 205 stabsofficerer fra 6 forskellige lande, hver med 3 forskellige værn minus Kanada samt ca. 400 øvrige grader og civile, ligeledes multinationale. Hvert land med sin skoling, administration, tradition og kultur. Dernæst en organisation, der mere er sammensat ud fra princippet om tilstedeværelse frem for kravet om effektivitet, hvor nogle medlemmer er der 4 år, andre 3 og 2,5 år. Hvor al kommunikation foregår på et for ca. 50 % vedkommende fremmed sprog, nemlig engelsk, og hvor midlertidige organisationer, projektgrupper, parrallelhierarkier florerer. Kære forfatterkollektiv, var det ikke noget? 
Den mere alvorlige side af det er jo bare, at det er den type organisation, der hører fremtiden til, og som i dette særlige tilfælde skal overtage ansvaret, når den væbnede kamp begynder, der er et forsvars egentlige »praksis«.
Tør jeg til slut præsentere mig som prototypen på det nye »organisa- tionsmenneske« med en høj frustrationstærskel og evnen til at udsætte opnåelsen af tilfredsstillelse - lidt endnu. Jeg venter på den time, da vore ledere ikke mere er så optaget af at imødegå de tryk der rettes mod det militære samfund udefra, at de også får tid til deres karismatiske rolle og genoplader den selvfornægtelse i officerskorpset, uden hvis virkning vi næppe kan modstå trykket indefra i organisationen og komme helskindet gennem plan 73; dette til trods for nok så megen organisationsudvikling.
 
H. Kroon.
 
Noter:
1) Den »Weberske Efterfølgelseskrise« opstår i en organisation, når dennes midtsamlende leder, inspirator, fælles arv o. lign. forsvinder og skal erstattes af andet, hvis ligitimitet føles tvivlsom.
 
2) »Bureaukrati« er en socialvidenskabelig korrekt beskrivelse af eksvis en fasttømret organisation som Forsvaret. At anvende det som et skældsord eller nedvurderende som af de fleste anvendt i OU-panelet er direkte misvisende og stridende mod den strukturalistiske terminologi.
 
3) En »karismatisk bevægelse el. organisation« er en bevægelse, der mangler et bureau- kratis faste opbygning. Organisationens legitimitet er centreret omkring en stor personlighed og leder, der ved sin karismatiske autoritet får de underordnede til at identificere sig med organisationen. Jeg har i mine valgte eksempler holdt mig tæt til strukturalismens grundlægger Max Webers autoritetstypologi.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_jul-aug.pdf

Del: