Officerernes videre uddannelse

Chefen for Forsvarsakademiet, oberst M. Amtrup, holdt i februar 1963 i »Dansk militærpsykologisk Selskab« et foredrag om ovennævnte emne, som formentlig kan have interesse for en videre kreds. »Militært Tidsskrift« skal derfor bringe de væsentlige træk fra foredraget.
 
I vore dage hører en officers uddannelse i realiteten ikke op, før lian bliver pensionist; for så vidt gælder det samme for mange andre ledere både i statsadministrationen og i de private erhverv. Men ganske særligt for officeren bar vor tids rivende tekniske udvikling med den hurtige forældelse af våbentyper og våbensystemer nødvendiggjort et stadigt uddannelsesbehov og en bøj effektivitet i uddannelsen, livis man da ellers vil bevare sin plads i karrieren og være på højde med situationen. Heri er der i og for sig ikke noget nyt, udviklingen går blot hurtigere og hurtigere.
 
Egentlig kan man vel sige, at industrialiseringens gennembrud i begyndelsen af forrige århundrede var det, der gav stødet til den stadig større specialisering med deraf følgende behov for specialviden og videnskabelig uddannelse i værnene. Herhjemme fik vi da også allerede i 1830 efter fransk mønster oprettet »Den kongelige militære Højskole«, hvis formål var: »At danne Officerer til Generalstaben, Ingeniørkorpset, Artillerikorpset, Raketkorpset og Vejkorpset samt at oplære Officerer duelige til i Tiden at kunne besætte Lærerposter og Officersposter ved selve Højskolen, samt Officersposter ved Landkadetkorpset og overalt andre lignende Poster. Ogsaa er det tilladt Officerer af Søetaten at kunne deltage i Undervisningen for forberedende at dannes til de Poster, der i denne Etat kræve Kundskaber, der ligge udenfor den Dannelse, som gives på Søkadetakademict, f. Eks. til Skibskonstruktører, Søartillerister, Havnekonstruktører m. m.«
 
Højskolen havde 3 linier: En generalstabslinie, en ingeniørlinie og en artillerilinie, men en række fag var fællesundervisning for to eller tre af linierne. Højskolen bestod, indtil den ved hærloven af 1867 indgik i Hærens Officersskole som »ældste klasse«. Formålet med uddannelsen var omtrent det samme, og søofficerer kunne stadig, indtil oprettelsen af Søofficersskolen i 1903, optages i de tekniske klasser. Linierne blev kaldt afdelinger, og fællesskabet i undervisningen ophørte i nogen grad, idet kurserne ikke længere var lige lange. Denne ordning bestod stort set indtil hærloven af 1932, dog tilpasset efter udviklingen, idet oprettelsen af Hærens tekniske Korps ved hærloven af 1909 nødvendiggjorde etableringen af en våbenteknisk afdeling, ligesom stabsafdelingen efterhånden alene specialiserede sig i taktisk retning og oprettede et særligt geodætisk kursus. Med hærloven af 1932 fik klassen navneforandring til »Hærens Officersskoles Specialklasse«, og eksisterede som sådan, indtil forsvars- loven af 1951 oprettede Forsvarsakademiet (FAK) med det formål at give officerer af alle tre værn en videregående militærvidenskabelig uddannelse i erkendelse af, at navnlig den 2. verdenskrig klart havde påvist de tre værns indbyrdes afhængighed. Der foregår ikke længere en krig på landjorden, en anden på søen og en tredie i luften, men alt hænger i høj grad sammen, og enhver forsvarsopgave kræver i stedet for, at en vis funktion bliver tilgodeset. Endnu er FAK dog ikke andet end »Hærens Officersskoles Specialklasse«, hvis kurser det overtog i 1952, og det er vel fremtidsmusik, som jeg skal komme tilbage til, hvornår det bliver muligt at opfylde lovens formålsparagraf. Den mere videnskabeligt betonede uddannelse af officererne er im idlertid ikke hele problemet; der spiller mange andre ting ind, og det må ses som en helhed, der begynder den dag, en ung officer forlader officersskolen, og som sagt næsten ikke slutter, før han bliver pensionist.
 
Når en ung officer forlader officersskolen, er det først og fremmest nødvendigt, at han får tid og ro til at leve sig ind i tjenesten og skaffe sig de fornødne erfaringer for tjenesten inden for de lavere led i den våben- art, han har valgt, og det gælder naturligvis i særlig grad for dem, der har skiftet våbenart ved afgangen fra officersskolen. Vore officerer må uddannes til at være fuldt ombyttelige inden for et regiment. Det vil kræve 5— 6 års geledtjeneste at nå dette, og i den tid gør den unge officer tjeneste ved sit våbens forskellige underafdelinger og stabe eller som lærer på våbnets befalingsmandsskoler, eller ban er selv elev på forskellige kortere kurser på våbnets specialskoler. Efter disse 5— 6 år skal han til at tænke på i en vis udstrækning at specialisere sig. Alle kommer nu ind på F A K ’s taktiske kursus, idet man regner med, at de unge officerer nu Iiar erhvervet den fornødne personlige praktiske erfaring og modenhed til at kunne beskæftige sig med teoretiske taktiske problemer på brigadetrinet, våbenartemes samarbejde, stabs- og forsyningstjeneste m. m. Dette kursus sammen med visse kurser på våbnenes specialskoler tjener i nogen grad til at bestemme, om den unge officer fremtidig skal følge en taktiskvidenskabelig eller en teknisk-videnskabelig linie, eller om ban skal samle sig om at dygtiggøre sig inden for sin egen våbenart. Det ligger nemlig således, at ingen kan gennemgå mere end eet af F A K ’s lange specialkurser, og det vil med andre ord sige, at en ung officers fremtidige karriere bliver bestemt, når han er i begyndelsen af 30eme. F A K ’s lange kurser, der oprettes efter behov, og som varierer i længde fra 1 % til 3 år, giver derefter officererne den militærvidenskabeligc uddannelse, der er nødvendig for, at officerer i ledende stillinger kan være på højde med andre akademisk uddannede personer fra de højere læreanstalter. Men hermed er uddannelsen jo på ingen måde afsluttet. Den fortsætter livet igennem med periodiske kurser på våbnenes specialskoler og på skoler i udlandet af forskellig længde. Ja selv ældre stabsofficerer går ikke fri; de må gennemgå korte stabsofficerskurscr på våbnenes specialskoler, Hærkommandoens studieperioder og andre orienteringskurser, alt med det formål at bolde trit med vor tids rivendc udvikling på alle områder.
 
Dette system, som nu bar virket i en halv snes år, synes hensigtsmæssig for den individuelle uddannelse. Det er et brud med tidligere, hvor man allerede få år efter afgangen fra officersskolen kunne søge ind i specialklassen, og hvor man endda kunne gennemgå både 2 og 3 lange kurser. Uddannelsen inden for søværnet og flyvevåbnet følger stort set de samme linier. Man har dog ingen stabsklasser, men man sender sine emner til uddannelse i udlandet, fordi man kun har behov for et forholdsvis lille antal stabsuddannede officerer. Den videnskabelige tekniske uddannelse ved FAK, som på ingen måde er værnsbelonet, men giver den grundlæggende ingeniøruddannelse, står derimod åben for de to værns officerer.
 
Nu kan man jo spørge, om dette uddannelsessystem tilfredsstiller tidens krav, og her mener jeg, at svaret desværre må blive et nej. Der er dog næppe tvivl om, at den enkelte officers personlige taktiske og tekniske uddannelse inden for sit eget værns område og igen inden for enhederne:
Bataillon/afdcling, skil) og eskadrille, såvel som den personlige videnskabelige ingeniørmæssige uddannelse står jiå højde med udlandets. Men der, hvor det i sa-rlig grad kniber, er på alle de områder, der skal kitte alt det individuelle sammen til et forsvar, til et totalforsvar, det vil sige på de militærfilosofiske, politisk-strategiske, teknisk-taktiske, delvis stabs- mæssige og totalforsvarsmæssige områder, hvor der i dag næsten ikke findes anden løsning end selvstudiet eller »on the job« trainingen i fællesværns stabe. Men det er netop alle de områder, hvor en ensartet opfattelse er så uhyre vigtig i den moderne totale krig, og livor den gensidige forståelse kan få en alt afgørende betydning. 
 
Vi har jo i liæren forlængst vænnet os til de forenede våbens taktik. Der er vel ingen, der i dag taler om infanteritaktik, panserlaktik og ar- tillcritaktik som noget, der kan stå alene, men vi bar vænnet os til at tænke i operative enheder, f. eks. brigader og divisioner. Hæren er blevet en helhed. Men det er jo ikke nok, man kan ikke i dag sende hæren ud at slås alene og tro, at samfundet kan leve videre nogenlunde normalt, som for bare hundrede år siden. Kommer storkrigen i vore dage, skal vi have hele globussen i brun, og de tre værn: lla-ren, søværnet og flyvevåbnet er i den grad afhængige af hverandre, så man i dag må tale om de forenede værns strategi og taktik, begreber som naturligvis må læres og forstås af alle ledende officerer i de tre værn. Men heller ikke dette er nok i en total krig mellem moderne komplicerede og stærkt differentierede samfund. Alle mennesker vil i mere eller mindre grad blive berørt, og alle — hver på sin post — vil få en opgave i landets forsvar, hvis nationen skal gøre sig håb om at overleve en total krig. Afd. statsminister H. C. Hansen bar engang sagt: »Hvis det eivilc samfund bliver slået i stykker, ophører formålet med et militært forsvar; det får ingen mening. Det er ikke nok, at man har noget at forsvare sig med og noget at forsvare sig imod; der må også være noget at forsvare«.
 
Alle kræfter inden for de militære værn, civilforsvar, sygehusberedskah, politi, forsynings- og reparationstjeneste, transport- og havnetjeneste, telekommunikationer, arbejdskraft og psykologisk forsvar må bringes i samklang, så deres udøvere forstår hverandre og supplerer hverandre, og det vil atter sige, at den moderne, stærkt komplicerede krig møder os med et uddannelsesbehov, som i hvert tilfælde slet ikke er dækket herhjemme. Nogle mener dog at kunne klare sig med »den sunde fornuft«, men jeg tror, at man bedst anvender »den sunde fornuft« på de områder, man behersker, og at man let kommer til kort med den, der hvor man ikke føler sig helt hjemme. Jeg mener derfor, at alle officerer og civile cm- hedsmænd, der skal sidde på ledende poster i totalforsvarets forskellige elementer både ved de centrale og de regionale myndigheder, og at alle, der skal sidde i disse personers stabe, må have en ensartet opfattelse af og et meget grundigt kendskab til alle de enkelte elementer i totalforsvaret og til sammenspillet mellem kræfterne, og at delte bedst læres ved, at disse personer sættes på skolebænken og tilbringer nogle måneder sammen i daglige diskussioner, hvor hver især ud fra sin egen specialviden kan give sit bidrag til forståelsen af helhedsproblcmet. Beslutningerne under krigen må ofte tages meget hurtigt og under trykket af et uhyre ansvar. Den fornuftige beslutning må da komme som et udspring af tidligere åndsarbejde, idet tanken så at sige instinktsmæssigt går ad vante veje.
 
Inden jeg går over til al skitsere, hvorledes jeg kunne tænke mig, at officerernes videnskabelige uddannelse lier i landet i fremtiden bør lægges til rette, vil jeg lige nævne, at så godt som alle NATO-lande bar en eller anden form for interværns- og totalforsvarsuddannelse. Hertil kommer »NATO Defencc College« i Paris, hvis formål er at uddanne de enkeltpersoner, der skal forrette tjeneste på nøgleposter i NATO-organisationen, og at studere militære, politiske og økonomiske faktorer, der bar indflydelse på NATO ’s forsvarsanstrcngclscr, samt at betragte de specielle problemer både på det militære og det politiske område, livis tilfredsstillende løsning endnu ikke måtte være fundet. Jeg vil dog gerne opholde mig lidt ved to lande: Storbritannien og Sverige, for iler er endnu et problem, soin jeg ikke rigtig bar været inde på. Det er forbindelsen mellem den taktiske og den tekniske uddannelse, som jo netop i vore dage også er så uhyre vigtig, og som disse to lande har gjort en del ud af.
 
På en NATO-uddannelscskonferenee i Paris i jan. 1962 boldt generalløjtnant J. W. Hackctt, den tidligere chef for »The Royal Military College of Science at Shrivenham«, en forlæsning om den tekniske uddannelse af den professionelle officer, som jeg gerne vil gengive nogle træk fra. En moderne officer vil aldrig nogensinde mere være i stand til at mestre bele krigen på landjorden med alle dens snævert forbundne handlinger. Men hvis vi akeepterer en adskillelse mellem tekniske og ikke-tekniske professionelle officerer og tillader disse at følge fuldstændig divergerende veje, kommer vi i en vanskelig stilling. Et eller andet sted i de væbnede styrker må vi nødvendigvis forene et mere teknisk element med et mindre teknisk og sikre os, at den moderne officer er uddannet på en måde, som kan fuldbyrde denne forening. Lad os kaste et blik på en officers funktioner i forbindelse med våben og udrustning. Han må for det første være i stand til at organisere og lede brugen af våben og udrustning. For det andet må han være i stand til at organisere og lede deres vedligeholdelse. For det tredie må han også være i stand til at organisere og lede uddannelsen af andre i deres brug og vedligeholdelse. Endelig skal han være i stand til at give råd og vejledning med hensyn til deres konstruktion og udvikling. Dette sidste krav er vigtigt, for hvis teknikken går frem uden tilstrækkelig opmærksomhed og rådgivning fra den brugendes side, så kommer vi i den vanskelige situation, jeg lige har nævnt, nemlig at målet vil blive domineret af midlerne eller endog bestemt af dem, og det kunne blive skæbnesvangert. Jo mere brugeren derfor kender til udrustningens karakteristika og konstruktion, desto bedre; og der er for hver af de fire funktioner, jeg har nævnt, et minimumsniveau af viden, under hvilket brugerens præstationer falder brat. Dette minimale kundskabsniveau stiger, efterhånden som man går ned ad listen over funktionerne. Effektivt brug af våben og udrustning kræver en grundig viden om deres karakteristika og konstruktion. Effektiv vedligeholdelse kræver en større viden. Effektiv uddannelse af andre i brug og vedligeholdelse kræver endnu større viden. Og endelig rådgivning med liensyn til udvikling, hvis den skal have nogen værdi, kræver et betydelig højere kundskabstrin.
 
Men brugeren, den kæmpende officer, er ikke blot berørt af kendskabet til våbnene i sig selv, han er også interesseret i de omgivelser, hvori de vil blive brugt, og disse omgivelser er vidt forskellige for en infanterist, en u-bådsfører og en jet-pilot. Kamppladsen, hvor den kæmpende officer optræder, stiller tvingende krav til ham. Han må derfor ikke blot studere udrustningens karakteristika og konstruktion, men ban må også studere brugen i varierende omgivelser, og dette sidste er et taktisk studie, som også teknikeren i en vis udstrækning må tage del i.
 
Man vil let forstå, at der i vore dage simpelthen ikke er tid nok i en officersløbebane til at lære ham al den teknik, taktik og strategi, som en moderne kriger har brug for, hvis man også skal have lidt gavn af de mange penge, man investerer i ham, og bedre bliver det jo ikke, når man nu også skal have et omfattende kendskab til de andre værn og det totale forsvar. Man er altså simpelthen nødt til at specialisere, og lier deler englænderne officererne op i forskellige kategorier. Der er for det første »the general service officers«, som er alle officerer i geleddet samt officerer i stabe op til og med divisionschefen med hans stab. For det andet er der »the officers of supporting services«, som er ingeniør-, telegraf-, forsynings- og vedligeholdelsesofficerer. For det tredie er der »the tech- nical staff officers«, der er officerer, der optræder som hovedrådgivere og vejledere mellem de højere stabe i værnene og de rene videnskabs- mænd, som beskæftiger sig med »research and development«, og som ikke nødvendigvis behøver at være officerer. Alle disse kategorier af officerer behøver både en taktisk og en teknisk uddannelse, men omfanget af den taktiske uddannelse er faldende ned gennem de forskellige kategorier, medens omfanget af den tekniske er stigende.
 
Som princip, siger general Hackett, at det bør være således, at ingen officer, undtagen de allerlaveste grader, skulle have lov til at gøre frit brug af en teknik, undtagen han har lært noget om dens udledning fra de første principper. I England er det nu således, at alle officerer, umiddelbart før de indtræder på »The Staff College at Camberley«, gennemgår et 3 måneders kursus, som man dog gerne ville have haft betydelig længere, på »The Royal Military College of Science at Shrivenham«, her gennemgår de de grundlæggende videnskabelige discipliner, matematik, fysik, kemi m. m., samt nogen anvendt teknologi. Næste kategori af officerer gennemgår forskellige teknisk-videnskabelige kurser, hovedsagelig ved egen våbenarts skoler, og »the technical staff officers« gennemgår et langt tekniskvidenskabeligt kursus på »Military College of Science«, som fører op til en universitetseksamen. Så meget om general Hackett og forholdene i England, og jeg vil nu vende mig til Sverige, til et land, hvis forhold bedre kan sammenlignes med vore.
 
Efter lange overvejelser og kommissionsbetænkninger fik man i oktober 1961 påbegyndt uddannelsen på »Den kungl. Militårhogskola«, som er en sammenlægning af de tre værns tidligere »krigshogskolar«, og som har til huse i en ældre kaserne i Stockholm, der er blevet restaureret og indrettet til formålet. Når undervisningen kommer i gang i fuldt omfang, tror jeg, at man her vil have et noget nær ideelt uddannelsessystem for officerernes videre uddannelse. »Militarhogskolan« har tre linier: Armélinjen, marinlinjen og flyg- linjen. Hver af disse har deres stabskurser og deres tekniske kurser, endvidere skal der i hver linie være et almindeligt kursus på ca. l/2 år, men dette er, så vidt vides, endnu ikke rigtig kommet i gang for hærens ved kommende. På alle kurserne er der både taktisk og teknisk undervisning afpasset efter kursus’ formål.
 
De unge officerer begynder på det almindelige kursus, der i nogen grad svarer til vort taktiske kursus på FAK. For at komme videre må de først have bestået det almindelige kursus med en gennemsnitskarakter på mindst 8, medens der kun kræves 5 for blot at bestå (bedøminclscsskalaen går fra 3 til 10), dernæst skal de have gennemgået visse specialskoler i værnet, og endelig skal de i deres ansøgning om videre uddannelse, der er frivillig, anføre, om de ønsker at hlive kommanderet på et stabskursus eller et teknisk kursus, idet de dog skal anføre, hvilket af dem de i første række ønsker. Herefter har chefen for højskolen et ret stort ord at skulle have sagt, idet han sender ansøgningerne med sine udtalelser og forslag om elevernes videre skæbne i taktisk eller teknisk retning til de respektive værnschefer. Dette kan han gøre, fordi skolens faste lærerstab, der er forholdsvis talrig, gennem hele kursustiden skal følge elevernes præstationer og hedømme deres evner for videre uddannelse. Jeg tror, at dette system — bedre end vort — vil være medvirkende til at få den rette mand på den rette plads.
 
Vort udtagelsessystem er betydelig mere løs i formerne. Ganske vist går der fortrolige udtalelser til regimenterne om eleverne i taktisk kursus, men kun om deres taktiske evner, hvorfor udtagelserne til F A K ’s lange taktiske og tekniske kurser i høj grad er afhængig af 23 regimentschefer in. fl.s individuelle bedømmelser og udtagelser af ansøgerne. Dette har da også undertiden bevirket, at nogle møder ined for ringe evner og viden, især i de grundlæggende fag for den tekniske uddannelse: Matematik, fysik og kemi.
 
For de lange taktiske og tekniske kurser, som varer ca. 2 år ved den svenske højskole, vil jeg lige nævne formålene med uddannelsen. For stabskursernes vedkommende lyder de således: »Undervisningen skal først og fremmest tjene til uddannelse til højere chefsstillinger samt til kvalificerede stabs- og lærerstillinger. Eleverne skal gives et indgående kendskab til strategi, taktik og stabstjeneste. Eleverne skal gives en grundig orientering om de tekniske sammenhæng, som udgør grundlaget for stridskræfternes virksomhed«. For de tekniske kursers vedkommende er formålsparagrafferne lidt længere og lidt forskellige under hensyn til den tekniske retning, men princippet er det samme, så jeg vil nøjes med at nævne hærens våbentekniske kursus, den lyder således: »Undervisningen skal først og fremmest tjene til uddannelse til sådanne chefs-, stabs- og lærerstillinger, hvor gode våbentekniske kundskaber fordres. Eleverne skal gives sådanne kundskaber i stabsemner, strategi, taktik og stabstjeneste, at de kan gøre tjeneste i kvalificerede stillinger i højere stabe og enheder. Den tekniske undervisning skal tage sigte på våben og våbensystemer samt dermed sammenhængende problemer om teleteknisk materiel, køretøjer m. m. især for så vidt angår liæren og derved give eleverne:
1. et godt kendskab til miltærtekniske materiel- og udviklingsspørgsmål samt evne til at medvirke ved og endog lede militærtekniske redegørelser, taktisk-tekniske studier, system- og operationsanalyse samt projekteringsarbejde og forsøgsvirksomhed,
 
2. de nødvendige teoretisk-tekniske kundskaber for at kunne sætte sig ind i tekniske specialområder og for at kunne følge den tekniske udvikling. Gennem bl. a. specialstudier skal der gives eleverne uddybende kundskaber inden for mindst eet begrænset militærteknisk område.«
 
Formålsparagrafferne angiver altså en vis teknisk uddannelse for taktikerne og en vis taktisk uddannelse for teknikerne, og dette kan jo meget let arrangeres, når alle bor under samme tag. Herudover er der yderligere inden for de tre stabskurser og de forskellige tekniske kurser en liel del undervisning, der drives som fællesundervisning. Jeg kan f. eks. nævne, at ca. 85 % af strategiundervisningen og ca. 50 % af taktikundervisningen på de tre stabskurser er fællesundervisning.
 
Efter min mening synes man således ved den svenske militærliøjskole at have løst problemerne om en bedre forståelse mellem værnenes officerer ved at have dem på en skole under samme tag i ca. 2 år og ved at have en lang række fag som fællesundervisning. Også vekselvirkningen mellem den taktiske og den tekniske uddannelse synes at være inde i et rigtigt spor. Kort sagt Sveriges forsvar er sikkert godt på vej til at blive en helhed, hvor al væmsrivalisering vil være en saga-blot. Hertil kommer så, at Sverige på toppen af denne skole har sin »Kungl. Forsvarsliogskola«, som nu har virket i over 10 år, og som har haft et stort antal elever hlandt statsråder, statssekretærer, landshøvdinge, generaldirektører, ambassadører, generaler, admiraler, kansliråder, byråchefer og mange flere civile og militære embedsmænd. Denne skole, som med tiden — hvis det ikke er sket — skal rykke ind i samme hygning som militærhøjskolen, beskæftiger sig udelukkende med totalforsvarsproblemerne.
Dens formålsparagraf lyder således: »Forsvarshogskolan har til opgave
— dels at give højere militære, civilmilitære og civile emhedsmænd et udvidet overblik over det totale forsvars problemer,
— dels — som en forberedelse til højere militære og civilmilitære cliefs- og stabsstillinger og til tilsvarende civile stillinger
— at give en uddybet indsigt i det totale forsvars forskellige grene samt i planlægning og gennemførelse af de for dem fælles forsvarsopgaver,
— dels at udføre og medvirke ved specialstudier af spørgsmål, som er særlig aktuelle for det totale forsvar«.
Forsvarshogskolan løber hvert år to almindelige kurser, hvert af små 3 måneders samlet varighed, og et chefskursus på ca. 1 uge.
 
Ja, rent personlig kan jeg godt være lidt misundelig på svenskerne, men de har jo heller ikke 5 års fremmed besættelse på bagen med deraf følgende store huller i personel, materiel og økonomisk henseende. Engang med tiden må turen vel komme til at bringe den højere uddannelse i forsvaret ind i en moderne form herhjemme, og jeg tror, spørgsmålet er ved at presse sig på, hvis vi ikke skal sakke agter ud på det videnskabelige område og synke ned til at blive nogle »halvstuderede røvere«. Alle er i dag overbebyrdet med administrativt arbejde, og siden den gamle generalstab blev nedlagt i 1932, er der ingen, der har levet af udelukkende »at studere forsvar«. Men når man nu årligt ofrer omtrent iy 2 m illiard kroner på forsvaret, skulle man vel også have råd til at have bare en halv snes officerer fra alle værn, hvis hovedopgave er at studere og forske militærvidenskabelige og forsvarspolitiske problemer samt at være hovedlærere i disse emner.
 
Jeg vil gerne slutte med at skitsere, hvorledes jeg kunne tænke mig uddannelsen ved F A K i fremtiden. Egentlig er det jo ejendommeligt, at vi for hundrede år siden i »Den militære Højskole« havde en skole, der i princippet lignede den nuværende svenske militærhøjskole og det, jeg tænker mig. Der var elever fra begge de da eksisterende to værn i alle linierne, der var en teknisk uddannelse for eleverne i stabslinien, og der var i ingeniør- og artillerilinierne nogen strategisk og taktisk uddannelse. Men efter 1867 har man ligesom muret sig inde i sine små private bokse og vel sørget for, at den individuelle uddannelse blev i orden, men man har glemt helheden. Dette system består egentlig endnu, bortset fra at de forskellige pensa naturligvis er moderniseret i takt med udviklingen. Derfor tror jeg også, at tiden snart må være inde til at ændre strukturen i FAK ’s undervisning. Først og fremmest bør søværnet og flyvevåbnet i langt højere grad inddrages.
 
Jeg kunne godt tænke mig nogle kurser som de svenske almindelige kurser, altså nogen omlægning af vort eget taktiske kursus i taktisk-teknisk retning med nogle enkelte fællesforelæsninger i forskellige fag og med det hovedformål at være en udtagelses- og forprøve for den senere mere videnskabelige taktiske eller tekniske uddannelse. I realiteten har vi jo allerede i dag en sådan udtagelses- og forprøve for ingeniør- og telegraf officerer i vore »almindeligt ingeniørkursus« og »almindeligt telegrafkursus«, som jeg mener, vi skal bevare og på en eller anden måde passe ind i den almindelige turnus. Må jeg lige indskyde, at jeg tror, at også officerer, der vælger Hærens tekniske Korps ved afgangen fra officersskolen samt intendanturofficerer, bør gennemgå taktisk kursus både af hensyn til deres egen senere uddannelse, og fordi de senere kan blive chefer for faglige underafdelinger.
 
Det er imidlertid først og fremmest på det stabsmæssige område, jeg mener, vi skal sætte ind; her bør vi snarest gørligt have oprettet stabskurser for søværnet og flyvevåbnet, så vi kan leve op til F A K ’s formålsparagraf i forsvarsloven af 1951 og til de bemærkninger, der fulgte loven, og som siger, at officererne gennem personlig kontakt vil lære de forskellige værns vilkår at kende, hvorved et bedre samarbejde i fælles stabe muliggøres. De tre stabskurser vil i høj grad kunne nyde gavn af en lang række fag som fællesundervisning. Således hovedparten af strategiundervisningen og herunder militærfilosofi og udenrigspolitik, en væsentlig del af taktikundervisningen, især luftbårne- og amfibieoperationer, der i vort ørige bør drives mere intensivt, og endelig den del af stabstjenesten, der vedrører procedurer i fællesværnsstabe, fly- og atomstøtteprocedurer, samt ikke mindst det, som fællesværnsstabe ikke skal blande sig i. Hertil kommer så i øvrigt dansk forvaltningstjeneste, stats- og folkeret, nationaløkonomi, sprog og visse teknisk orienterende fag.
 
For de lange tekniske kursers vedkommende tror jeg derimod ikke, vi skal følge den svenske opbygning med værnsvise kurser, men holde fast ved vor egen ingeniørmæssige opbygning. I dag er vore klasser stort set inddelt som undervisningen på Polyteknisk Læreanstalt med maskin-, svagstrøms- og bygningslinier, men naturligvis er anvendelscsfagene m ilitært præget. Jeg tror også, vi skal bevare den eksaminatoriske undervisningsform, som Ingeniørakademiet bar antaget, og hvis pensa i øvrigt på mange områder ligner vore. Hertil kommer så, at teknikerne også bør liave nogle forelæsninger i strategi og taktik, hvad de ikke har i dag, og som måske i nogen grad kan være fælles med stabsklasseme. Den megen fællesundervisning vil bevirke, at alle stabskurserne og de lange tekniske kurser må begynde samtidigt, formentlig hvert tredie år, og det vil igen medføre, at i hvert fald generalstabskursus vil komme til at tælle dobbelt så mange elever som nu. Det er også klart, at denne undervisningsform vil kræve en ret betydelig fast lærerstab fra alle værn, som kan danne F A K ’s »akademiske fakultet«, ligesom den vil kræve større auditorier og laboratorier end dem, F A K har i dag, kort sagt, pæne og værdige forhold for vort forsvars højeste læreanstalt.
 
Oven på disse kurser bør vi have et totalforsvarskursus, som kan kaldes et »Nationalt Forsvarskursus«. Formålet med dette kursus skulle være at give højere militære og civile embedsmænd et indgående kendskab til de enkelte totalforsvarskomponentcrs problemer og arbejdsformer samt sætte dem i stand til at indleve sig i selve krigens forhold og derved skabe forudsætninger for forståelse af opgaverne og deres betydning. Eleverne bør være oberstløjtnanter, kommandørkaptajner og tilsvarende civile embedsmænd, d. v. s. personer i 40-års alderen, der bar en så alsidig uddannelse og tjeneste bag sig, at deres personlige egenskaber og dygtighed er kommet til syne og bar udpeget dem som kandidater til ledende stillinger.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon1963_del_2.pdf

Litteraturliste

Del: