Officerernes tekniske uddannelse

Oberstløjtnant Nils Berg, der er chef for Hærens Officersskoles taktiske afdeling, refererer og kommenterer her en artikel af den russiske generalløjtnant P. M. Kurochkin om officersuddannelsen i Sovjet.
 

Det vil erindres, at oberst M. Amtrup i sin artikel Officerernes videre uddannelse (Militært tidsskrift 1963, side 139— 150) kom ind på problemet om forbindelsen mellem den taktiske og tekniske uddannelse af officerer og gengav nogle træk af en forelæsning om den tekniske uddannelse af den professionelle officer holdt af generalløjtnant J. W. Hackett, tidligere chef for The Royal Military College of Science at Shrivenham. General Hackett udtalte bl.a., at det som princip bør være således, at ingen officer, undtagen af de allerlaveste grader, skulle have lov til at gøre fri brug af en teknik, undtagen han har lært noget om dens udledning fra de første principper. Artiklens omtale af Englands og Sveriges højere officersuddannelse viste, at der på dette uddannelsestrin i disse lande er en vekselvirkning mellem taktisk og teknisk uddannelse.

Hensigten med disse linier er at præsentere en østlig Hackett. Generalløjtnant P. M. Kurochkin, professor, doktor i militærvidenskab, der er lærer ved Frunze Krigsakademi, har i Røde Stjerne for 10. marts 1964 skrevet en artikel Førernes militærtekniske uddannelse (Voenne-tekhniche- skaja podgotovka obschevojskovykh kommandirov), der som et russisk synspunkt på disse vigtige problemer gengives i det følgende i refererende oversættelse.

De teknisk-videnskabelige fremskridt har skabt kampmidler, der har medført dybtgående ændringer i kampformer og dermed stillet nye krav til organisation og uddannelse af enheder og til uddannelse af officerer af alle grader og tjenestegrene. Der er sket ikke blot en teknisk, men en åndelig revolution.

Enhedernes omfattende og komplicerede tekniske materiel giver den militærtekniske uddannelse høj prioritet. Enhver officer skal have et elementært kendskab til kernefysik, matematik, elektronik og lignende discipliner. Det gunstige udfald af operationerne på kamppladsen afhænger af førernes tekniske uddannelse.

Den militærtekniske uddannelse af et våbens eller et værns officerer bestemmes først og fremmest af det primære tekniske speciale. For rakettroppernes officerer raketteknik, for flyvevåbnets officerer aeroteknik etc. Derudover skal officererne være fortrolige med andet teknisk materiel, der finder anvendelse i forbindelse med deres speciale.

Men hvad er målsætningen for den tekniske uddannelse af de officerer, der skal være chefer for enheder, der rummer flere våbenarter? Disse officerer skal først og fremmest have et sådant kendskab til deres enheders taktisk-tekniske egenskaber, at deres beslutning kan danne grundlag for en planlægning, der kan føre til en samordnet indsættelse af våbenarterne og dermed til løsning af opgaven. Desuden skal chefen lede og samordne enheds- og specialuddannelse af underenheder, hvis tekniske udrustning er yderst forskellig.

Det er i denne sammenhæng nyttigt at erindre de lektioner, den første periode af anden verdenskrig gav os. Det viste sig, at mange førere — skønt habile taktikere — ikke havde de fornødne tekniske kundskaber. De stillede kampvogne, artilleri og fly opgaver, der på den ene side overvurderede, på den anden side undervurderede disse midlers muligheder. Sådan var det før. Men også den dag i dag kan man finde førere, der, når de skal tage beslutninger, må forlade sig på specialisterne. Det kan ikke akcepteres, at de enkelte officerer sakker agterud, når det gælder studiet af de muligheder, som nyt teknisk materiel åbner. Dem, der bedømmer nye kampmidler efter forældede vurderingsnormer, kan man næppe betro føringen af enheder i kamp.

Uddannelseskravet i teknisk henseende til en fører for en enhed med flere våben er ikke det samme som til en specialist. Føreren skal først og fremmest have et sådant kendskab til midlernes teknisk-fysiske opbygning og til deres taktisk-tekniske egenskaber, at han kan indsætte dem rigtigt i kampen. Et alment matematisk-fysisk dannelsesgrundlag er nødvendigt for, at han også kan vurdere nye tekniske udformninger. Dette grundlag, der — foruden den rent militærtekniske uddannelse — er af største betydning, omfatter matematik, fysik, kemi og elektronik. Han har ikke brug for summen af specialisternes viden, men for udvalgte centrale felter af de anvendte videnskaber, som kan give ham solid forståelse af det fysiske grundlag for og mulighed for en tilstrækkelig dybtgående analyse af fænomenerne på en moderne kampplads.

Med hensyn til specielt den matematiske uddannelse af officerer møder man forskellige opfattelser. Nogle hævder, at chefer har brug for højere matematik til studium af de tekniske midlers taktiske muligheder. Andre påstår, at kendskab til højere matematik er overflødig for føreren — det er tilstrækkeligt blot at have en almindelig forestilling om matematiske metoder, selve anvendelsen er specialisternes sag. Meningernes brydning afspejler sig i de militære læreanstalters chefskurser. På nogle studerer man højere matematik, men dyrker ikke dens anvendelse på militære emner. På andre beskæftiger man sig med anvendelse af matematiske metoder på militære problemer, men studerer ikke selve metoderne.

Automatiseret teknik har også ved tropperne øget materiellets ydeevne og overtaget en del af menneskets tidligere funktioner. Også chefen har derved fået mere tid til skabende arbejde. Men tilegnelsen af de metoder, der anvendes eksempelvis ved elektronregnemaskiner, kræver en passende matematisk skoling.

Det er vor opfattelse, at matematisk uddannelse er absolut nødvendig for en chef for en sammensat enhed. Troppef øreren har først og fremmest brug for den til operationsanalyser. Han må i sin virksomhed tage en række funktionelt sammenhængende faktorer i regning, formulere de taktiske, tekniske og faglige kriterier kvantitativt, finde frem til et optimum i beslutningen og forudse effekten af de indsatte kampmidler. Han bør derfor kende den matematiske baggrund for operationsanalysen, herunder sandsynlighedsteori og teorien for den lineære programmering, samt have en elementær viden om, hvorledes man matematisk formulerer militære problemer og løser dem ved automatiserede Tegneprocesser.

Det er klart, at den militærtekniske uddannelses omfang varierer med grad og tjenstligt ansvar. Chefen for en sammensat underafdeling fet kommando) skal have kundskaber, der kan sikre hans rette anvendelse af det tekniske materiel. Han skal kende sit personlige våben, kunne betjene signalmidlerne, køre kampvogn og pansret mandskabsvogn og skyde med disses våben. En afdelingschef skal derudover have kundskaber, der giver ham mulighed for at have den for den rette anvendelse fornødne oversigt over det større og mere komplicerede tekniske materiel. Troppef øreren skal — ud over på tilsvarende måde at kende sine midlers egenskaber og at vide, hvorledes de anvendes — kunne betjene sig af matematiske metoder til studium af militære problemer.

De grundlæggende militærtekniske kundskaber gives på de militære skoler. De kompletteres og udvides under chefsuddannelsen ved tropperne. På dette felt har de lokale tekniske højskoler vist sig at være til værdifuld støtte ved at stille højt kvalificerede videnskabsmænd til rådighed som forelæsere. Man må dog sikkert — de voksende krav taget i betragtning — organisere egentlige kurser for officerer. Disse kurser bør gennemgås med 3— 4 års intervaller.

På de højere militære læreanstalter bør man vie den militærtekniske uddannelse af chefer for sammensatte enheder større opmærksomhed. Det er her, den militærtekniske horisont skal udvides, den almene tekniske dannelse kompletteres, og de operationsanalytiske fremgangsmåder med benyttelse af matematiske metoder og automatiserede regneprocesser studeres. Det er heller ikke udelukket, at der bør arrangeres kortere kurser for officerer, der har afsluttet uddannelsen ved de højere læreanstalter, med det formål at studere de nye kampmidler og gøre sig bekendt med de de perspektiver, der åbner sig for udviklingen.

Til slut må understreges, at en militærteknisk uddannelse af høj standard for officererne er et af de grundlæggende elementer i den militærtekniske overlegenhed over fjenden. Det materielle grundlag for denne overlegenhed foreligger i de nyeste kampmidler. Men personellet, og i første række officererne, må til fuldkommenhed beherske denne teknik. USSR’s forsvarsminister, marchal af Sovjetunionen, R. J. Malinovski har sagt: »... ikke teknikken, der styrer sig selv, men menneskene, der behersker teknikken« — ergo: moderne kampudrustning kræver en højere militærteknisk uddannelse af hele officerskorpset.

I Danmark har det civile uddannelsesgrundlag for den, der træder ind i en af de tre værns officersskoler, som bekendt til nu i princippet været en matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen. Fremtidig bliver normaladgangskravet formentlig en studentereksamen af den matematiske linie. For Forsvarets Gymnasiums vedkommende har Forsvarsministeriet i november 1964 bestemt, at undervisningen i gymnasiets 2. afdeling fra maj 1965 og indtil videre skal tilrettelægges efter de for undervisningen på den matematisk-fysiske gren ved Undervisningsministeriets bekendtgørelse fastsatte retningslinier, idet dog undervisning i engelsk, fransk og tysk skal være obligatorisk. Samtidig er bestemt, at Forsvarets Gymnasiums kursus for sproglige studenter fra september 1967 skal tilrettelægges i overensstemmelse hermed. Når de praktiske forudsætninger herfor — i form af et lærebogssystem og fornødne lærerkræfter — er til stede, påregner Forsvarsministeriet at gennemføre en opdeling af gymnasiets 2. afdeling i en matematisk-fysisk gren for elever af søværnet og en samfundsfaglig gren af den matematiske linie for elever af hæren og flyvevåbnet. Et sådant fælles elementært grundlag af matematisk-fysisk art ville formentlig tilfredsstille både Hackett og Kurochkin.

Går vi ud fra, at debatten vedrørende adgangskravene til officersskolerne har fundet sin afslutning, bliver de opgaver officersuddannelsen vedrørende, der i de kommende år skal løses

1) »at bringe den højere uddannelse i forsvaret ind i en moderne form herhjemme«, som oberst Amtrup udtrykker det i ovennævnte artikel, og
2) at foretage de fornødne tilpasninger i grunduddannelsen dels til den således moderniserede uddannelse på Forsvarsakademiet, dels til det gennem den nye gymnasieordning ændrede startgrundlag.

Af disse opgaver er den første nok både den vanskeligste og den vigtigste. Vedrørende problematikken og mulige løsninger henvises til oberst Amtrups artikel, idet her blot skal fremhæves, at en reform bl.a. formentlig bør indebære, at der gives teknikerne en vis taktisk uddannelse og vice versa.

Det nye gymnasium giver vel ikke så væsentligt ændrede startvilkår for de matematisk-fysiske fag i officersskolerne, at en ændring af målsætningen for undervisningen i disse fag af den grund er nødvendig. Imidlertid skal man ikke forsværge, at der på den givne foranledning kan udvikle sig en egentlig målsætningsdebat — i hvert fald for så vidt angår uddannelsen af hærens officerer. Sker dette, og fører debatten til andet end, at alt skal forblive som det er, foreligger en situation, som føjer endnu et element til Forsvarsakademiets problematik.

Nils Berg.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon officerernes_tekniske_uddannelse.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.