Oberst W. E. O. Lawaetz 1891-1970

Den 15. august [1970] døde oberst Lawaetz. Det krigsvidenskabelige Selskab mistede et af sine mest trofaste og mest ydende medlemmer.
Obersten var søn af proprietær L. C. H. Lawaetz og hørte til den kendte landmandsslægt, der havde rødder i hertugdømmerne.
Officersgerningen valgte han ud fra fædrelandssind og en i Frederiksberg Gymnasium tidlig vakt historisk interesse. Efter afgangen fra officersklassen 1912-14 blev han premierløjtnant af Ingeniørkorpset. Klassen var på 32, og selv om der senere var stor afgang, gav den forsvaret en række officerer på ledende poster; at oberst Lawaetz ikke blev general, var et spil af den herskende deleordning. Der var et godt sammenhold i klassen, og han mindes som en god kammerat og trofast ven. De første år gik bl. a. med tjeneste ved ingeniørkompagnier i sikringstyrken 1914-18. Efter krigen og ældste klasse blev han adjutant hos generalinspektøren for ingeniørtropperne, hvorefter der fulgte varierende tjeneste, herunder studieophold ved »Pionierfachschule« i Østrig, til han i 1932, efter at være blevet kaptajn i 1929, kom til telegrafbataljonen. Fra nu af blev telegraftjenesten hans egentlige militære livsgerning, kun afbrudt af tiden som chef for Krigsministeriets 4’ kontor 1941-42. 9. april 1940 ramte ham som kompagnichef i beredskabsstyrken på Sjælland.

Det var en vred og bitter kaptajn, der vendte tilbage til garnisonen, men det lå ikke for ham at lade sig kue, og snart flammede arbejdsiveren op igen.
Fra 1942-47 var han, efter at være blevet oberstløjtnant i 1941, chef for Pioner- og telegrafskolen for derefter som oberst at blive chef for Telegrafbataljonen, hvorfra, i de følgende år, de to telegrafregimenter blev udviklet. Som afslutning på løbebanen kom stillingen som den første generalinspektør for telegraftroppeme. Den store opgave, der var forbundet med opbygning af enhederne, udvikling af befalingsmandskorpset og tilrettelæggelse af uddannelse, programmer og reglementer, så enheder og skoler kunne fungere, blev løst med energi og sund fornuft, parret med loyal stædighed og ikke mindst med et personligt eksempel, der skabte respekt.

Den her kort beskrevne karriere ville for de fleste have lagt beslag på alle kræfter, men det var kun i korte, krævende perioder, tjenesten slugte ham helt. Han havde begavelse, talent og kræfter til mere. Efter i 1924 at være blevet translatør i tysk kom en årrække med en af hans gamle elever skattet undervisning i tysk på officersskolen.
Fra 1938-48 var han »Krigsministeriets tilsynsførende med krigergrave« og fulgte her i fodsporet af de ingeniørofficerer, der fra tiden efter de slesvigske krige havde varetaget dette hverv, det blev røgtet med stor pietet og energi forbundet med indlevelse i det sønderjydske spørgsmål. Den tidligt vakte historiske interesse, som senere blev udmøntet i arbejdet med krigshistoriske og danske nationale forhold, blev en stor del af oberst Lawaetz’ livsindhold. Den virkede med til at forme hans personlighed og til at give hans almene militære gerning et dybere kulturelt og bærende grundlag.

Oberst Lawaetz kom ikke til at skrive bøger, men hans studier gav ham mulighed for at løse en del af den meget store, nødvendige opgave, det til alle tider er, at holde den i rutinen så hårdt bundne officer orienteret om aktuelle og betydende krigshistoriske forhold og værker.
En tid var han lærer i krigshistorie og strategi på generalstabskursus. Hans gamle elever mindes de ugentlige forelæsninger for deres klarhed og for den flid de vidnede om, men mest for den inspiration, de gav, idet de ofte fremdrog sider af krigshistorien, som ikke var almindelig kendt, bl. a. især russiske, tyske og østrigske operationer på Østfronten, men også Stonewall Jacksons operationer i den amerikanske borgerkrig, som blev fremdraget, fordi studiet af dem måske kunne have inspireret førerne i 1’ verdenskrig til friere operationer. Den store viden på de omhandlede områder førte, efter at aldersgrænsen var nået, til stillingen som leder af Det kongelige Garnisonsbibliotek indtil 1961. Obersten kom herved til at løse opgaven med organisation af dettes fremtidige ordning og med at gøre det til et moderne arnested for krigshistorisk forskning og orientering. Hans medarbejdere mindes hans store viden og klare fremstilling, men især den inspiration, som hans dybtgående kildekritiske metode i forskningen gav dem. Obersten bevarede ved hyppige besøg, der gentog sig indtil den sidste måned, han levede, sin inspirerende forbindelse med biblioteket.

De sidste år tilbragte oberst og oberstinde Lawaetz i Helsingør som naboer til »Marienlyst« og i nærheden af deres gifte datter og to børnebørn. Han glædede sig meget over de smukke og fredelige spadsereture. Det gav ham ro til i tankerne at forme sine synspunkter. Thi trods hjertesvaghed og et par øreoperationer, bevarede han sin forskertrang og skrivelyst. Dette resulterede i en række nye artikler, anmeldelser og læserbreve. Selv en alvorlig operation i foråret kunne ikke slå ham ud; lige til den sidste uge, han levede, kom der læserbrev fra hans hånd.
Oberst Lawaetz’ historiske virke var almindelig kendt, så det var naturligt, og til stor glæde for mange, at Det krigsvidenskabelige Selskab, efter nye statutter i 1965, hædrede ham med Saint Germain Medaljen for hans lange indsats på det krigshistoriske område. Der er i årenes løb i dette tidsskrift trykt ca. et halvt hundrede artikler og anmeldelser, og hertil kommer foredrag og indlæg ved selskabets møder, i hvilke han indtil det sidste var en flittig deltager.

Oberst Lawaetz var en fin, særpræget, levende personlighed, hans form var stilfærdig og saglig, men når det skulle være, kunne han flamme op og forfægte en sag, men altid på en fair måde. Ved festlige lejligheder og som vært var han hyggelig, munter og fornøjeligt fortællende.
Der var noget ved hans fremtræden, kulturpræg, måske slægtspræg, der næsten frister til at betegne obersten som vor sidste danske »helstatsofficer«.
Oberst Lawaetz vil blive savnet og mindet af dette selskab og af gamle og yngre kammerater. Hans plads som krigshistorisk »informator« vil vanskeligt kunne udfyldes. Ære være hans minde.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_okt.pdf

Litteraturliste

Del: