No Man’s Land - En dansker med canadierne ved Vestfronten

 

Anmeldt af Adam Pedersen

Thomas Dinesen med forord af Anne-Cathrine Riebnitzsky. No Man’s Land – En dansker med canadierne ved Vestfronten. Forlag: Gyldendal, 3. udgave, 1. oplag, 2014. 208 sider. 199,95 kr. (iflg. forlagets hjemmeside)

 

Foto: Saxo.com

Thomas Dinesen, søn af Wilhelm Dinesen hvis skæbne Tom Buk-Swienty har udmalet i de sit to-binds værk om Kaptajn Dinesen (Ild og Blod, bd. 1; Til døden os skiller, bd. 2. Red.) har utvivlsomt følt at han har haft meget at leve op til.  Som dansk statsborger søgte han derfor en måde hvorpå han kunne deltage og vinde hæder i det store europæiske ”eventyr”, som 1. Verdenskrig på det tidspunkt fremstod i hans forestillingsverden. 
Dinesens erindringer udkom første gang i 1928, og Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller glimrende i forordet til bogen, hvordan hun kan finde paralleller til sin egen udsendelse til Afghanistan som sprogofficer. Hvor den civile læser måske vil forarges eller forfærdes af nogle af Dinesens beskrivelser, nikker Riebnitzsky i stedet genkendende til hans mere nøgterne forhold til død og lemlæstelse som omgiver én ved fronten. 

Dinesen var nyuddannet polytekniker, og kom som bekendt ud af en litterært anlagt familie. Denne baggrund er afgørende for, at den litterære kvalitet i hans beskrivelser er høj sammenlignet med eksempelvis skildringerne fra mange af de dansksindede deltagere i den tyske hær, som vi i disse år ser udgivet. Ligesom den her på siden tidligere anmeldte Breve Hjem -  Danske soldater i Første Verdenskrig, der beskriver forskellige danskeres oplevelse af allieret krigstjeneste, er Dinesens oplevelser ret unikke, i kraft af hvor relativt få danskere, der deltog i krigen på allieret side. 
 

Oprindeligt forsøger Thomas Dinesen at melde sig hos både den britiske og franske hær, men her er der ikke meget tiltro til den danske ungersvend fra det ”neutrale” Danmark. Hans erindringer skildrer herefter hans rejse til USA og forventningen om at kunne søge optagelse i den amerikanske hær ved landets indtræden i krigen. Men han ender i stedet lidt tilfældigt i den canadiske hos The Royal Highlanders, der til hans store frustration stadig bærer kilt.
Dinesen søger aktivt krigsoplevelsen, kammeratskabet og hæderen som han i dén grad idealiserer, og som ganske givet kommer fra faderen og bedstefaderen. Han skuffes derfor mange gange over besværet med at blive optaget, lang tids venten i træningslejre samt forældet og utilstrækkelig træning. Grundet ringe engelskkundskaber må Dinesen starte som rekrut, selvom hans uddannelsesbaggrund ifølge ham selv ellers burde kvalificere ham til officersskolen. Alt dette synes dog ikke at genere ham og han synes altid at være optimist. Forholdet til disciplin og officererne er helt anderledes i den canadiske hær end det, man som læser oplever i de dansksindede nordslesvigeres beretninger. Nok skal der ekserceres, men herudover er både befalingsmænd og officerer yderst omgængelige. Det eneste Dinesen har at udsætte på disse er deres tydelige mangel på erfaring.

Hans egen privilegerede baggrund og økonomiske råderum gør til tider forholdet til kammeraterne en smule akavet, men bidrager også til at han kan gøre tilværelsen mere tålelig for dem alle. Sammenholder man hans økonomiske uafhængighed med fraværet af en ægtefælle og børn, synes hans positive indstilling til soldaterlivet plausibel. Interessant er det også at han mere end antyder bordelbesøg og forhold til kvinder som han og kammeraterne møder ved deres ophold i Canada, England og Frankrig samt enkeltes homoseksuelle forhold internt i hæren. Det er noget der sjældent nævnes i korrespondancen hjem til familien, og derfor er vanskeligt for historikeren at undersøge 100 år efter.

Beskrivelsen af Dinesens frontoplevelser starter først knapt halvvejs igennem bogen. Dette illustrerer meget godt den lange vej til fronten, usikkerheden om hvor man ender og hvornår. Under hans ophold ved fronten beskrives både bombardementer, raids (som ofte går galt), sygdom og kedsomhed. Dette er meget lig hvad man kan læse i andre beretninger. Dinesen mister ikke gejsten, men opsøger faren og den potentielle hæder. Han er ateist og er derfor ganske nøgtern i sine betragtninger omkring hvad han foretager sig. Der er ikke et had til de tyske soldater, men blot en opfattelse af at det er enten ham eller dem. Efter eget udsagn oplever han, at han aldrig når at blive prøvet til det yderste. Han slipper selv uden en skramme, og nævner da også i en kort bemærkning, at han fik tildelt både Victoriakorset og det franske Croix de Guerre. Det synes derfor at være en noget skuffet Dinesen der efter krigen skal tilbage til det civile liv. Forventningerne og idealerne levede krigen ikke op til. 
Riebnitzsky ser igennem Dinesens beskrivelser en dygtig soldat der er tilpasningsdygtig og psykisk robust, og på sammen måde som med veteraner i dag har fundet det besværligt at vende tilbage til det civile liv igen.

Bogen anbefales til alle der ønsker indsigt i en danskers oplevelse af krigen på allieret side. Herudover må denne ligeledes anbefales tidligere udsendte, der ligesom Riebnitzsky vil kunne finde paralleller til frontlivet 100 år senere.

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.