Nigeria - 10 måneder efter valget

Indledning
Nigeria har siden sin uafhængighed i 1960 været præget af politisk uro, militære kup og væbnede oprør mod centralmagten. På trods af store olieindtægter, lider store dele af befolkningen stor nød.
Nigeria har alligevel formået at spille en betydelig rolle som regional ”politibetjent” og mægler i afrikanske konflikter, bl.a. ved at stille et stort antal soldater og politifolk til rådighed for FN og AU’s fredsmissioner i Afrika.
Sidste års valg i Nigeria skulle have markeret en fredelig overgang fra en demokratisk valgt præsident til en anden. Men den siddende præsident Olesgun Obasanjo forsøgte til det sidste at fastholde sin position i toppen af nigeriansk politik, og selve valget blev det værst gennemførte i landets historie.
Den nye præsident Umaru Yar’Adua , savner udenrigspolitiske erfaring overtager et land med store indenrigspolitiske udfordringer.
Denne artikel vil, med udgangspunkt i det nigerianske valg i april sidste år og landets indenrigspolitiske problemer, se på landets muligheder for fortsat at være det regionale omdrejningspunkt for fred og fremgang i særligt Vestafrika.

Valget i Nigeria i april 2007

I Nigeria skulle præsidentmagten for første gang siden landets uafhængighed i 1960 overdrages fra en folkevalgt til en anden. Obasanjo blev genvalgt til en ny præsidentperiode i 2003. Valget i 2007 skulle samtidigt have markeret Nigerias evne til at gennemføre et demokratisk valg på trods af interne problemer.  

Men Obasanjo brugte frem mod valget i 2007 betydelige ressourcer på at stække sin nærmeste udfordrer,vicepræsident Atiku Abubakar, som han bl.a. fik ekskluderet fra regeringspartiet og anklaget for korruption. Obasanjos manøvrer indvarslede dermed et valg som først og fremmest skulle sikre Obasanjo eller en af hans kandidater præsidentmagten.

Obasanjo skulle ifølge lokale iagttagere have opereret med en plan A og en plan B. Plan A tog afsæt i, at Obasanjo fik held til at ændre forfatningen så han kunne vælges til præsident for tredje gang. Plan B var, at ændre hans parti, People’s Democratic Party’s (PDP) forfatning. Dermed ville han kunne blive siddende på livstid som formand, med ret til at kontrollere parties finanser og tilrettevise ethvert PDP medlem, selv en præsident. Obasanjo led et betydeligt nederlag, da hans plan A blev afvist af senatet, som dermed efterkom et betydeligt folkeligt krav om ikke at tillade Obasanjo genvalg for en tredje periode. Obasanjo måtte ty til plan B, som blev vedtaget i december 2007[1].

Valget blev lokalt og af internationale observatører karakteriseret som det mest uregelmæssige i landets nyere historie, præget af vold og forsøg på valgfusk. I flere tilfælde måtte sikkerhedsstyrkerne rykke ud for at forhindre tyveri af stemmesedler og i et enkelt tilfælde måtte de tilmed afværge et attentat mod et valgsted.

Valget førte til, at den siddende præsidents kandidat, den relativt ukendte og uprøvede Umaru Yar’ Adua blev valgt med overvældende 70 % af stemmerne, mens hans nærmeste konkurrent måtte nøjes med 20 % af stemmerne.

Yar’ Adua er tidligere guvernør fra Katsina State i det nordlige Nigeria. Yar’ Adua savner international erfaring og står overfor betydelige indenrigspolitiske udfordringer, som kan skygge for Nigerias ønske om fortsat at sætte dagsorden i Vestafrika. Yar’Adua har erklæret, at han generelt har tænkt sig at videreføre Obasanjos politik. Med det udgangspunkt frygter mange nigerianere at han blot bliver Obasanjo’s forlængede arm[2].

Arven efter Obasanjo

Obasanjo fik i sin 8-årige embedsperiode kun lavet små økonomiske og politiske fremskridt.

Selvom Nigeria er verdens 8 største olieproducent og en af de største eksportører af olie, importerer landet fortsat al sin raffinerede olie. Selv efter 8 år med vækst og stigende olieindtægter mangler hovedparten af landets ca. 140 millioner indbyggeres basale fornødenheder, så som adgang til elektricitet, rent vand, uddannelse og lægehjælp. Economic and Financial Econimic Crimes Comission (EFCC) skønner at op imod 400 milliarder US $ er forsvundet siden 1960, takket være omfattende korruption og kleptokrati i landet. I en FN rapport om ”Human Development” blev Nigeria listet som 159 ud af 177 lande[3].

Ud over de økonomiske udfordringer, er det flere konflikter i gang i Nigeria.

En af de første opgaver for Yar’Adua bliver, at håndtere konflikten i det olierige Niger Delta. Kampe mellem forskellige væbnede grupper, som kræver øgede rettigheder og adgang til landets olieindtægter, kriminelle bander og regeringshæren har taget til siden marts 2007. En militær løsning har været forsøgt nogle gange – foreløbigt uden held.[4]

USA som får næsten 10 % af sin ”(rå) crude” olie fra Nigeria, og har været en af Obasanjos nærmeste støtter i hans 8 år lange præsidentperiode. USA støttede bl.a. aktivt Nigerias indgriben i borgerkrigen i Liberia i 1996 og 2003. 

I januar 2007 blev flere nigerianere dræbt på Bakassi halvøen efter et sammenstød med lokale camerouner. Nigeria valgte efterfølgende at forstærke sin militære tilstedeværelse på grænsen til Cameroun. Cameroun og Nigeria lå frem til juni 2006 i åben politisk konflikt om retten til den olierige halvø. Med FN’s mellemkomst blev der indgået en aftale mellem Obasanjo og Camerouns præsident, Paul Biya, om at Nigeria indenfor 60 dage skulle trække alle sine 3.000 soldater væk fra halvøen.

Det nigerianske senat anmodede i november 2007 Yar’Adua om, at standse overførslen af nigerianske tropper fra Bakassi til Nigeria. Senatet mente, at det nye parlament skal have mulighed for at ratificere aftalen fra juni 2006[5].

I det nordlige Nigeria er der fortsat religiøse spændinger mellem kristne og muslimer. Lokale menneskerettighedsgrupper vurderer, at op imod 15.000 mennesker er blevet dræbt siden 1999 i etniske eller religiøse kampe. Kampene er dog oftest startet på grund af politiske eller økonomiske uoverensstemmelser. Der har været flere eksempler på, at centralregeringen og de enkelte delstater kæmper om politisk og juridisk kontrol og magt, om bl.a. straffelov og politiets rolle. Spændingerne tog for alvor til, da flere stater i det nordlige Nigeria i 2000 valgte at indføre ”sharia criminal lov”. Lovens indførelse var både en provokation mod den siddende præsident Obasanjo, som er kristen og for at skabe lov og orden.

I den sydøstlige del af Nigeria har The Movment for the Actualisation of the Soveriegn State of Biafra (MASSOB) er der tegn på, at bevægelsen vil bruge det uregelmæssige valg til at skabe ny debat om centralmagtens legitimitet og suverænitet over provinsen, som i 1967-70 kæmpede for selvstændighed og tabte den nigerianske centralmagt.[6]  

Nigerias udenrigspolitiske rolle

Nigeria, som er Afrikas folkerigeste land har siden sin uafhængighed i 1960 opfattet sig selv som en ”storebror” i Afrika. En rolle som har forpligtet landet til at tale Afrikas sag internationalt og til at fremme fred og fremgang i Afrika.

Nigeria har regionalt arbejdet på at styrke og udvikle fredelige forbindelser til dets naboer, bl.a. for at fremme økonomisk vækst i regionen og gøre regionen mindre afhængige af udefrakommende økonomisk, militær eller politisk støtte.

Nigeria stod bl.a. bag etableringen af The Economic Community Of West African States (ECOWAS) og The Organisation of African Unity (OAU), som senere blev den Afrikanske Union. Nigeria havde formandskabet for AU i perioden juli 2004 til januar 2006[7].

Under Obasanjo’s præsidentskab fra 1999-2007, blev Nigeria en betydende politisk og militær aktør i Afrika, og landet har flere gange optrådt i rollen som regional politimand og mægler i konflikter i bl.a. Liberia, Sierra Leone, Elfenbenskysten og senest i Guinea.

Nigeria er i top 10 over lande som har bidraget til FN fredsmissioner. I alt har Nigeria har udsendt mere end 20.000 mand til fredsmissioner i hele verden. I oktober 2004 udsendte Nigeria en styrke til AU’s mission i Darfur, og har desuden lovet at stille en styrke til AU’s mission i Somalia[8].

Nigeria har generelt fået international anerkendelse for sin rolle i FN missioner, mens dets regionale rolle, bl.a. i ECOWAS har været mere kritiseret. Bl.a. fordi Nigerias rolle hér er blevet opfattet som en varetagelse af dets egne snævre økonomiske og politiske mål.

På trods af Nigerias mangeårige og store økonomiske og militære bidrag til fredsmissioner, har landet ikke en national strategi, som sammenkæder landets deltagelse i internationale missioner med dets udenrigspolitiske mål og ambitioner[9].

Nigerias væbnede styrker

Den nigerianske hær, som er en af Afrikas største, består af mere end 62.000 mand af varierende kvalitet.  Men hæren har i forbindelse med fredsmissioner i Afrika demonstreret at den formår at mobilisere, deployere og opretholde større styrker i missioner udenfor landet.

Siden sin uafhængighed i 1960 har Nigeria været udsat for flere militære kup, senest i 1999. Kontrollen med de væbnede styrker har siden Nigerias uafhængighed været et følsomt område. Siddende præsidenter har nøje måtte balancere tilstedeværelsen af soldater ude og hjemme. For mange soldater hjemme kunne føre til kup, men også til at oprør ikke kunne imødegåes af de væbnede styrker

Obasanjo har i sin præsidentperiode formået at bevare den politiske kontrol med de væbnede styrker, og reducere deres indgriben i indenrigspolitik betydeligt – selv under det tvivlsomme valg sidste år[10]. Denne positive fremgang kan bl.a. tilskrives Obasanjos egen militære baggrund – en baggrund som den nye præsident Yar’Adua ikke har.

Perspektiver

Yar’ Adua’s begrænsede internationale erfaring medfører, at han fortsat ikke kan udfylde den fremtrædende og i perioder dominerende rolle, som Obasanjo har haft i AU og ECOWAS. Foreløbigt læner han sig op ad Obasanjos linje, og de forpligtelser som han har bundet landet til, bl.a. et fortsat militært engagement i Sudan. Deltagelsen i en AU styrke i Somalia er ikke officielt taget af bordet, men deployeringen af de lovede styrker trækker fortsat ud.

Det bliver afgørende for Yar’ Adua regionale troværdighed, at han kan udvikle en mere sammenhængende og koordineret strategi for landets militære og udenrigspolitiske indsats end det var tilfældet under Obasanjo, som blev kritiseret for at forfølge snævre og i nogle tilfælde amerikanske interesser i regionen.

Obasanjo’s indenrigspolitiske linje har været præget af tvivlsomme politiske metoder og politibrutalitet. Hér må Yar’Adua også genvinde den nationale og regionale tillid, bl.a. ved at gøre op med de anspændte indenrigs­politi­ske forhold, økonomiske problemer, konflikten i Niger Deltaet og forholdene om Bakassi halvøen.

Under valget sidste år holdt sikkerhedsstyrkerne sig på den siddende regerings side, uden afgørende at tage parti for den ene eller anden fløj.  Men Yar’ Adua har ikke den miltære forankring, som Obasanjo har haft. De seneste års udvikling, med en stigende poltisk kontrol med de væbnede styrker taler dog umiddelbart mod nye kup eller kupforsøg, og peger på at der fortsat blandt de væbnede styrker er støtte til en aktiv udenrigspoltiske linje med miltære bidrag stillet til rådighed for FN, AU eller ECOWAS.

Det vil nogen tid endnu være vanskeligt for Nigeria at fremstå som den naturlige fortaler for ”fair og fri valg” i AU og ECOWAS, hvilket kan få konsekvenser for fredelige løsninger af konflikter i Vestafrika, bl.a. i Guinea og Elfenbenskysten.

Nigerias fremtid som demokratisk flagskib i Afrika vil i høj grad afhænge af Yar’Adua’s evne til at vinde nigerianernes tillid. Hvis Yar’Adua formår at fremstå som en ”servant-leader” snarere end en hersker, som Obasanjo, er der håb for at Nigeria igen kan blive en ”rolle-model” i Afrika.

Senest er Kenya, som ellers har været præget af stabilitet og fremgang, blevet ramt af voldsomme uroligheder efter et kritisabelt valg i december sidste år.

Oppositionen protester over valgsvindel førte til omfattende vold og ødelæggelser i landet, med mere end tusinde dræbte og flere hundredetusinde på flugt i kampe mellem tilhængere af den siddende præsident Mwai Kibaki, og oppositionslederen Raila Odinga. 

FN’s tidligere generalsekretær, Kofi Annan, har påtaget sig at mægle i konflikten, men han mener at det vil tage op imod et år at løse de fundamentale etniske problemer i landet[11].

Kenya har, i lighed med Nigeria, spillet en betydelig rolle som mægler og bidragsyder til fredsmissioner i Afrika. Kenya har deltaget i fredsmissioner i 16 afrikanske lande, og har fortsat betydelige militære bidrag i FN’s missioner i Sierra Leone(UNAMSIL) og Etiopien/Eritrea(UNMEE). Kenya har desuden været vært for flere FN ”peacekeeping” seminarer og er blevet udvalgt til at huse hovedkvarteret for de regionale styrker EASBRIGCOM.

Kofi Annans mæglingsbestræbelser i Kenya er endnu ikke afsluttet, men de vil formentlig lede frem til et kompromis om en overgangs- eller en samlingsregering i landet. Den etniske uro og de indenrigspolitiske spændinger vil givetvis på kort sigt komme til at fylde mere i den politiske dagsorden end den udenrigspolitiske. Den kenyanske forhandlingsposition i forhold til konflikter i regionen, bl.a. konflikten i Somalia og i mellem Etiopien og Eritrea må vurderes at være blevet svækket. 

Urolighederne omkring valgene i Nigeria og Kenya og den siddende præsidents forsøg på, med alle midler, at ”klamre” sig til magten, har skadet disse landes regionale og internationale image som mæglere og forkæmpere for fred og demokrati. 

De utilstrækkelige valg i både Kenya og Nigeria vil på kort sigt medføre et tilbageslag for disse lande, som har repræsenteret ”håb” for demokratiske reformer og fremskridt i Afrika.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf


[1]

[4]ww.janes.com/security/international_security/news/jtsm/jtsm030923_l_n.shtml

[5]Www.jeuneafrique.com/pays/nigeria/article_depeche.asp?.art_cle=AFP93157les...

[6] International Crisis Group, Nigeria: Failed Elections, failing state? 30 May 2007 pp 12-17.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.