Nelsons føreregenskaber - En anmeldelse

Hvis det er rigtigt, at man for at kunne udvikle sig til en stor førerpersonlighed må have savnet moderlig omsorg i barndommen, så blev denne forudsætning opfyldt for Nelsons vedkommende, idet han tidligt mistede sin moder. Hun nåede imidlertid at få lært ham én ting: at hade fransk- mændene. Hvilket som bekendt kom til at koste ham selv livet. 
Men heldigvis ikke førend førerpersonligheden havde nået sin fulde udfoldelse, og alle de karakteristiske føreregenskaber var kommet til syne og havde manifesteret sig på overbevisende måde. 
Herom handler den nyeste Nelson-biografi1). Der skal mod til at skrive en sådan i betragtning af de utallige, der er gået forud. Men Captain Bennett behandler sit emne ud fra en synsvinkel, der berettiger hans bog og gør den læseværdig. Han lægger ikke skjul på sin gæld til Mahan, ligesom Southey og Carola Oman ofte citeres. Det er således ikke en historikers afsløring af nye kildefund, men en søofficers vurdering af Nelsons ry som flådefører, vi her præsenteres for.
Førerens storhed måles ikke blot ved antallet af hans sejre, siger forfatteren. Man må også vurdere de medfødte evner og tillærte færdigheder, der sætter ham i stand til at nå strålende resultater. Som arbejdsgrundlag opremser Bennett en række kvaliteter, som han mener det nødvendigt at besidde for at blive »stor«, og han går så i gang med at undersøge om og i hvilken udstrækning Nelson havde disse. Ambition, lederevner, strategisk overblik, taktisk dygtighed, diplomatisk snilde samt dette uforklarlige, der karakteriserer geniet, kunstneren til forskel fra den dygtige håndværker. Nelson har naturligvis alle disse kvaliteter, og vi kan med forfatteren glæde os over konklusionen: Nelson var virkelig en stor, en genial flådefører.
Men selv om Bennett ikke kan skjule sin beundring for Nelson - og hvorfor skulle han også det - så er han alligevel tilforladeligt nøgtern og objektiv i sine vurderinger og forsøger ikke at fortie eller undskylde de små pletter i Nelsons karakter og de store i hans løbebane. 
Han indlader sig ikke på at fælde etiske domme over forholdet til Emma Hamilton, men beskæftiger sig alene med dets indflydelse på Nelsons føringsvirksomhed. De to år fra september 1798, da den sejrsberuste Nelson kom til Neapel med sine laurbær fra Aboukir, var en sort periode, hvor ulydighed og pligtforsømmelse hørte til dagens orden. Der er åbenbart to slags ulydighed. Manden på stedet, der er i stand til at vurdere, hvilken handling der bedst vil tjene til at fremme den højere førers hensigt, kan være heldig med sin ulydighed og måske endda få ros for den. Som Nelson ved Kap St. Vincent og på Københavns Red. Noget helt andet er den ulydighed og mangel på respekt for foresatte og deres ordrer, som Nelson gang på gang gjorde sig skyldig i, medens han var »passiv ved et fremmed hof«, som marineministeren udtrykte det. Den burde faktisk have ført til en krigsret. Og når den ikke gjorde det, skyldtes det vel dels admiral Keith’s langmodighed dels den omstændighed, at det måske ikke var så bekvemt at skyde helten fra Aboukir ved daggry.
Heldigvis havde Nelson endnu fem år at leve i. Fem år hvor han kom til sig selv og atter viste sine store evner, bl.a. ved København og Trafalgar. 
Hans plan for angrebet på den danske flåde ved København var bemærkelsesværdig ved sin logik og sin enkelhed. Olfert Fischer havde to fordele, som Brueys ikke havde haft ved Aboukir, hvor der også var tale om angreb på en opankret flåde. Dels kendte han farvandet godt dels kunne han, da han alligevel ikke var i stand til at gå under sejl, forankre sine skibe både for og agter og derved gøre afstanden mellem dem meget mindre end den afstand, der er nødvendig for skibe, som skal have svajerum. Nelson kunne ikke trænge igennem den danske linie for at komme imellem den og kysten, og han var således ikke i stand til at bringe modstanderen i den dobbeltild, der havde vist sig så virkningsfuld ved Nilen. Overraskelsesmomentet var også på forhånd gået tabt. Men ved at sejle ned gennem Hollænderdybet, rundt om Middelgrunden og op gennem Kongedybet kunhe hail lægge tyngde i sit angreb ved at indlede det niod den svageste, sydlige del af den danske linie, uden først at iiiåtte løbe spidsrod forbi Trekronier. Truslen fra Parkers skibe længere mod Nord skulle afholde Fischer fra at forstærke sin sydflanke, altså binde ham. Epamiftondas til søs.
Efter slaget på Reden pressede Nelson energisk på for at komme videre til Reval i dén hensigt at forhindre de russiske flåder i åt forene sig. Håhs forfølgelse af Bruéys i Middelhavet, de langvarige blokader af Touloii Og Cadiz, jagten på Villeneuve tværs over Atlanten og tilbage igen ér andre eksempler på den stædige udholdenhed Og utrættelighed, hvormed denne lille, spinkle mand med det skrøbelige helbred bg kun en arm og et øje fotfiilgte de mål, han havde sat sig.
Nelsons føring vår præget af strdeben efter ikke blot at slå fjendeh i det begrænsede émfang, soin andre admiraler havde ladet feig iiøje med, mett at tilintetgøre ham. (Umiddelbart før Trafalgar satte han sig soni ihål at tage eller ødelægge 20 af fjendens 38 skibe. Han fik »kim« 18). Hån benyttede sig med forkærlighed af nye taktiske fremgangsmåder af egen opfindelse frem for dem, som andre havde foreskrévet i Fighting Instructions. Og hah havde en klar forståelse af tidsfaktOréiis betydning: »Fem minutter kan betyde forskellen på sejr og nederlåg« (Smlg. Napoleon: »Bed mig om alt - kun ikke om tid«).
Det var ikke alle operationer, der lykkedes for Nelfeon. Både angrebet på Tenerifa, hvor han mistede armen, og angrebét på Boulogne slog fejl. Men de mislykkedes, fordi han blev et offer for sin fornemste føreregen- skab t Modet til at overlade noget til heldet, når først alle forberedelser er truffet, og øjeblikket er inde. Det var dette mod, der fik ham til at skære ud af linien ved Kap St. Vincent for at kaste sig mod fjélideii Og fastholde ham, til de øvrige skibe kunne komme i engagement. Uden dette inod havde hån ikke styrtet sig over den franske flåde ved Aboukir sotn feti tiger over sit bytte uden hensyn til det sene tidspunkt på dagen, han ville have tøvet med Parker ved indsejlingen til Sundet, og der ville ikke være blevet noget Trafalgar.
Forfatterens klare stil og hans evne til at fremstille maritimt-fåglige forhold på en for lægmand fattelig måde bør fremhæves. I den henseende er særlig kapitlet: »The Fleet in Which He Served« bemærkelsestærdigt. En kronologisk oversigt, hvor begivenhederne i Nelsons liv sammenstilles med samtidige betydningsfulde begivenheder i historien afslutter hvert kapitel og forekommer at være en god ide. Bogen har et stort antal vel valgte og udmærket reproducerede illustrationer, og 21 hensigtsmæssigt anbragte, klare og overskuelige kort og skitser hjælper i høj grad læseren til at forestille sig handlingsforløbet i de beskrevne slag. En bibliografi på fire sider giver et imponerende indtryk af, hvor meget der i tidens løb er skrevet om Nelson. 
Som forord er benyttet en tale, som chefen for den britiske forsvarsstab, admiral Hill-Norton, holdt i Washington på Trafalgardagen den 21. oktober 1970. Fra denne tale citeres: »It is a widely held fallacy that to look back on the past is not only unprofitable but a sign of decadence. Nothing could be further from the truth; none of us should make the mistake of thinking that we have nothing to learn from history or its great men«. Captain Bennett’s bog bekræfter rigtigheden af disse ord.

Mogens Rosenløv.

1: Geoffrey Bennett: Nelson. The Commander. B. T. Batsford Ltd., London 1972. 358 sider, illustreret og forsynet med kort, bibliografi og indeks. £ 3.90.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_101_aargang_okt_1.pdf

 

Litteraturliste

Del: