NATOs udvikling og fremtidige rolle

Denne er artikel er skrevet af oberst E. T. Nielsen, der er chef for Den strategiske Planlægningsafdeling ved NATOs Internationale militære Stab.

Indledning
"The purpose of NATO is to keep the Americans in, the Russians out and the Germans down". Oprindelsen til denne fyndige, noget provokerende formulering fortaber sig, men den dækker kort og præcist NATOs rolle i Den kolde Krigs tidsalder: Et transatlantisk forsvarssamarbejde, der skulle imødegå den politiske og militære trussel fra Sovjetunionen og medvirke til intern stabilitet og sikkerhed de vesteuropæiske nationer imellem efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Med det kommunistiske samfundsssystems sammenbrud og den fremadskridende demokratiseringsproces i Central- og Østeuropa har den sikkerhedspolitiske situation ændret sig fundamentalt, både i Europa og globalt. Truslen om en massiv militær konfrontation mellem Øst og Vest er afløst af risikoen for, at et bredere spektrum af manglende stabilitet og regionale spændinger skal udvikle sig til trusler mod sikkerheden. I Europa er det hidtidige bipolare sikkerhedssystem, hvor NATO var den ene af de to hovedaktører, ophørt med at fungere. Fred og stabilitet på et højt spændingsniveau, er afløst af en situation med langt lavere spænding men stor labilitet i den del af Europa, hvor de hidtidige strukturer er brudt sammen. Et stort antal globale og regionale organisationer og initiativer optræder nu som sikkerhedspolitiske aktører i bestræbelserne på at genskabe og fastholde fred og stabilitet i hele det europæiske område. Emnet for dette indlæg er NATOs tilpasning til den nye situation og Alliancens mulige rolle i et fremtidigt europæisk sikkerhedssystem. Redegørelsen indledes med en kort omtale af

NATOs formål og oprindelige rolle.
NATOs formål og oprindelige sikkerhedspolitiske rolle NATOs målsætning er nedfældet i præamblen til Alliancens fødselsattest, Den nordatlantiske Traktat eller Washington-traktaten fra 1949:

- "to safeguard the freedom, common heritage and civilisation of their peoples, founded on the principles of democracy, individual liberty and the rule of law"; og

- "to promote stability and well-being in the North Atlantic Area."

Det er en bred formulering uden adresse til aktuelle sikkerhedspolitiske problemer eller specifikke midler. I traktatens indledende artikler forpligter medlemslandene sig til udelukkende at anvende politiske og økonomisk midler i bestræbelserne på at fremme sikkerhed og stabilitet samt afstå fra enhver brug af militær magt, der er uforenehg med R^s formål, underforstået til alt andet end selvforsvar. Sigtet med disse bestemmelser var oprindeligt at fastslå NATOs defensive karakter, men den seneste sikkerhedspolitiske udvikling har øget betydningen af traktatens referencer til de politiske og økonomiske midler som mulige instrumenter til at opfylde Alliancens målsætning. NATOs egentlige formål, almindeligvis omtalt som Alliancens "core function", fmdes i traktatens artikel 3 og 5, der forphgter medlemslandene til i fællesskab at opretholde en tilstrækkelig evne til at imødegå et væbnet angreb, samt til at gennemføre et fælles forsvar, hvis et eller flere af dem bliver angrebet.

Den militære dimensions primat
Artikel 3 og 5 er grundlaget for NATOs opbygning som en forsvarsalliance. Gennem 40 år udgjorde det militære samarbejde Alliancens afgørende sikkerhedspolitiske instrument over for den kommunistiske trussel mod de vestlige demokratiers frihed og selvstændighed. Omkostningerne var store på grund af det høje spændingsniveau og begrænsningen af de politiske og økonomiske aktiviteter de to blokke imellem, men koncepten virkede. Den sikrede fred og stabilitet i Europa i hele perioden, også for nationer, som formelt stod uden for blokkene.

Andre organisationer som FN og senere Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) medvirkede til at mindske spændingen gennem øget politisk dialog mellem blokkene og gensidig nedrustning. De udgjorde et supplement, men ændrede ikke NATOs rolle som den afgørende faktor for forsvaret af det vestlige samfundssystem og for fred og stabihtet i Europa. Internt bidrog NATO til at sikre fred og stabilitet mellem de tidligere krigsførende nationer i Vesteuropa. Den fælles ydre trussel skabte et integreret forsvarssamarbejde, som samtidigt udelukkede anvendelse af de militære midler som en magtfaktor medlemslandene imellem. Det trans-atlantiske samarbejde og den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa var afgørende for Alliancens forsvarsevne og troværdighed udadtil, men også som garant for europæisk balance i det militære samarbejde. 

NATOs betydning for stabilitet i Vesteuropa kan ikke stå alene, men må ses i sammenhæng med den økonomiske og politiske udvikling. Ved indgangen til en ny sikkerhedspolitisk æra er det af betydning at notere, at den økonomisk/politiske integration og den militære integration i Vesteuropa kom til at forløbe i hver sin institutionelle sammenhæng, henholdsvis EF/EU og NATO, på grund af situationen efter afslutningen af 2. Verdenskrig.
 
NATOs ændring af strategien
Der er en opgave for historikerne at klarlægge de indre og ydre årsager, herunder NATOs mulige rolle, til det kommunistiske systems sammenbrud. Kendsgerningerne er, at NATO "vandt" Den kolde Krig, at "sejren" betegner et stort skridt i retning af opfyldelsen af Alliancens målsætning, men også at NATO blev stillet over for at skulle tilpasse sig ændringerne, at skulle nydefinere sin rolle.
 
London-deklarationen
NATO reagerede tidligt på de begyndende omvæltninger i Central- og Østeuropa. På stats- og regeringschefernes møde i London i juli 1990 vedtog medlemslandene at søge den hidtidige øst-vest konfrontation afløst af et samarbejde med Warszawapagtens medlemslande. I november samme år underskrev de 22 NATO- og Warszawapagt-nationer en fælleserklæring om at bringe deres hidtidige modsætningsforhold til ophør samt at afstå fra trussel om eller brug af magt mod nogen nations uafhængighed og territoriale integritet. London-deklarationen kan betegnes som den mest vidtgående NATO- beslutning siden underskrivelsen af Washington-traktaten i 1949. Den lægger op til at ændre selve det grundlag, hvorpå Alliancens oprindeligt blev oprettet: fra forsvar mod til samarbejde med Warszawapagtens medlemsnationer. Det er "sejrherremes" reaktion på sejren. Der kan drages historiske paralleller, mest iøjefaldende Vesttysklands og Itahens integration i det vesteuropæiske samarbejde efter 2. Verdenskrig.
 
Den strategiske Koncept
London-deklarationen lagde op til en ændring af AlUancens strategi, der blev godkendt i november 91. NATOs nye strategiske koncept fastslår, at fælles forsvar fortsat er Alliancens "core function", men at truslen mod medlemslandenes sikkerhed har skiftet karakter. Udviklingen åbner mulighed for, at Alhancens målsætning i højere grad end tidligere kan fremmes ad politisk vej, hvorfor politisk dialog og samarbejde med de tidhgere modstander-nationer i Central og Østeuropa gøres til et hovedelement i bestræbelserne på at opfylde NATOs målsætning. Alliancens militær kapacitet skal tjene som back-up for det politiske samarbejde og som garant for strategisk balance i Europa, primært i forhold til den fortsatte tilstedeværelse af en betydelig militær kapacitet i det tidligere Sovjetunionen. NATOs militære dimension har ikke længere primat, men er sideordnet med en aktiv politisk dimension. Koncepten peger videre på øgede muligheder for at forebygger konflikter og bilægge kriser ved hjælp af krisestyring. Det kræver en kombineret (og aktiv) anvendelse af Alliancens politiske og militær midler. I overensstemmelse hermed dikterer koncepten en tilpasning af NATOs styrker til det nye sikkerhedsmiljø. Det hidtidige styrkeniveau reduceres under bevarelse af evnen til om nødvendigt at bygge op til forsvar. Der lægges øget vægt på mobilitet og multinationalitet som midler til en fleksibel anvendelse af NATOs styrker og til demonstration af NATOs sohdaritet i et bredt spektrum af indsættelsesmuligheder.
 
Den strategiske koncept peger også på, at en styrkelse af multinationaliteten i NATOs styrkestruktur vil modvirke en risiko for renationahsering, underforstået efter at den fælles trussel er minimeret. Det er en klar henvisning til det integrerede forsvarssamarbejdes betydning for stabiliteten i Europa. Endelig fremhæver den nye strategiske koncept, at NATOs sikkerhed fremtidigt må ses i en global sammenhæng. Der henvises bl.a. til faren for spredning af masseødelæggelsesvåben, afbrydelse af den globale samfundsforsynings kommunikationslinier samt international terrorisme og sabotage som mulige trusler mod medlemslandenes sikkerhed. I konsekvens heraf peger koncepten på betydningen af medlemslandenes politiske konsultationer og koordinering af deres reaktioner over for sådanne risici inden for rammerne af Washington-traktatens artikel 4. Denne del af den nye strategi ligger i klar forlængelse af NATOs reaktion på Gulfkrigen et år tidhgere, hvor medlemslandene anvendte konsultationer i henhold til artikel 4 til koordinering af deres nationale bidrag til konfliktens ophør. Den kan også opfattes som platform for NATOs efterfølgende beslutninger om at stille Alliancens militær midler til rådighed for FNs operationer uden for Alliancens område.
 
Udviklingen af NATOs østpolitik
NATOs samarbejde med de tidligere modstandere tog skridt mod en fastere form med dannelsen af Det nordatlantiske samarbejdsråd (NACC) i slutningen af 1991 som forum for politisk og militært samarbejde mellem NATO og de tidligere W arszawapagtlande. NACC er ikke en besluttende organ, der yder medlemmerne sikkerhedspolitiske garantier. Samarbejdsrådet er bestemt til at fremme en demokratisk udvikling i Central og Østeuropa samt forebygge kriser og konflikter gennem dialog og øget gensidig forståelse, ikke mindst i relation til det nye Rusland.
 
Politisk samarbejde
De politiske konsultationer har indtil nu omhandlet de sikkerhedspolitiske relationer medlemsnationeme imellem og holdningen til eksterne kriser og konflikter, primært konflikten i det tidligere Jugoslavien. NACC har givet de nye demokratier i Europa mulighed for at inddrage NATO i deres frigørelsesproces fra fortidens sovjetiske dominans. Samarbejdet har bidraget til at undgå en eskalering af interessekonflikter, f.eks. i spørgsmålet om russiske troppetilbagetrækninger fra de baltiske lande, men de centraleuropæiske nationer, anført af Visegrad-landene Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungam, har til stadighed fremhævet, at NACC er utilstrækkelig. Samarbejdet kan ikke udfylde det sikkerhedsmæssige tomrum, hvori de føler at befinde sig i forhold til risikoen for en genopblussen af russisk imperialisme. De har alle tilkendegivet, at medlemskab af NATO er deres politiske mål. Rusland på sin side har peget på en institutionalisering af NACC som led i et europæisk sikkerhedsarkitektur baseret på CSCE. Hverken NATO eller de øvrige NACC medlemmer har vist interesse for forslaget, fordi det ville medføre, at det NATO inspirerede samarbejde med de tidligere modstandere blev afløst af et hirakisk sikkerhedssystem med NACC som styrende for militært samarbejde under CSCE auspicier og med NATO som underordnet bidragyder. Det ville give Rusland en betydelig indflydelse såvel på NATO internt som på europæisk sikkerhedspolitik i relation til de nye demokratier.
 
Militært samarbejde
NACC udarbejder et årligt arbejdsprogram. Hovedparten af de planlagte aktiviteter vedrører militært samarbejde med et stort antal gensidige besøg, stabsdrøftelser, seminarer og uddannelsessaktiviteter. Programmet er af NATO tænkt at have et politisk formål ved at medvirke til at demokratisere de væbnede styrkers rolle i de tidligere kommunistiske samfundssystemer og virke tillidsskabende i forholdet mellem de østlige og vestlige militære systemer.
 
Hovedparten af de central og østeuropæiske nationer har engageret sig fuldt ud, såvel med NATO som bilateralt med NATOs medlemslande. De opfatter samarbejdet som vejen til at gøre deres styrker egnede til deltagelse i NATOs forsvarssamarbejde, at kvalificere til NATO-medlemskab. De er derfor også alle gået aktivt ind i den særlige NACC-gruppe for fredsbevarende operationer, der skal skabe et fælleseuropæisk grundlag for deltagelse i FN og CSCE operationer.
 
Rusland og andre af de tidligere sovjetrepublikker har været tilbageholdende med at lade det militære samarbejde udvikle sig til væsentligt mere end kontakter på højt niveau. Årsagen kan bl.a. ses som en frygt for, at kulturforskellen mellem vestlige militære normer og traditionelle russiske normer vil virke nedbrydende såvel på den nationale forsvarsevne som på det militære systems samfundsmæssige status. Hertil kommer utvivlsomt en frygt for, at en vidtgående standardisering af materiel og våbensystemer i de tidligere Warszawapagtlande til vestlige normer kan få konsekvenser for russisk våbenindustri og dermed russisk samfundsøkonomi.
 
Udvidelsen af NATOs militære opgaver
På udenrigsministrenes møde i Oslo i juni 1992 traf NATO endnu en beslutning af vidtrækkende betydning for Alliancens fremtid: at stille NATOs militære midler til rådighed til støtte for CSCEs og FNs fredsbevarende operationer, såfremt organisationerne måtte anmode herom.
 
Ikke-artikel 5 opgaver
Som bekendt har Oslo-beslutningen ført til NATOs deltagelse i FNs operationer i det tidligere Jugoslavien. NATOs støtte er i overensstemmelse med FNs charter, kapitel VIII, hvorefter FN kan anmode "regionale arrangementer" om støtte til gennemførelsen af Sikkerhedsrådets beslutninger. En sådan anvendelse af NATOs militære midler var ikke forudset, da Washington-traktaten blev underskrevet. Den er vedtaget efterfølgende i enighed af samthge NATO medlemslandes regeringer. Det er et rent akademisk spørgsmål, hvorvidt støtten formelt ligger inden for Den nordatlantiske Traktats rammer, men det understreger rækkevidden af Oslo-beslutning, hvorefter Alliancens militære midler kan anvendes til et bredere sikkerhedspolitisk formål and forsvaret af medlemslandenes territoriale integritet. Det skal understreges, at det kun kan ske på grundlag af et FN mandat og efter beslutning af NATOs medlemslande i hvert enkelt tilfælde.
 
"Interlocking Institutions”
Oslo-beslutningen og det efterfølgende hændelsesforløb har ad pragmatisk vej ført til en hidtil ikke eksisterende, men nødvendig dialog mellem FN og NATO, såvel paa det politiske som paa det mihtære plan. Formelt er ansvarsfordelingen mellem FN og NATO meget enkel og klar. I praksis viser det sig kompHceret at adskille det politiske ansvar for at tilvejebringe de militære midler og det politiske ansvar for at bruge dem, ikke mindst i forhold til den offentlige opfattelse. Problemet er blevet åbenbar ikke blot i det tidligere Jugoslavien, men også i andre af FNs seneste operationer, f.eks. Somalia, hvor FN forsøger at bringe en igangværende konflikt til ophør med en kombination af diplomatiske, økonomiske og militære midler.
 
FNs generalsekretær har taget initiativ til en dialog om ansvars- og arbejdsfordeling mellem FN og de regionale organisationer og arrangementer, fordi der i praksis er der forekommet en betydelig overgribning mellem FNs og andre organisationers indsats. Hertil kommer, at FN ikke umiddelbart råder over de nødvendige financielle og oparative midler til global krisestyring, samt at medlemsnationemes villighed til at stille dem til rådighed i tilfælde, hvor deres egen sikkerhed ikke er direkte berørt, synes vigende. Debatten er i sin vorden, men den kan pege mod at det overlades til de regionale organisationer at bilægge regionale kriser og konflikter under et bredt FN mandat. NATO er den eneste internationale organisation, der råder over multinationale styrker, som er opbygget til og forberedt på at operere sammen. Derfor vil NATO være velegnet til at deltage i implementeringen af en sådan koncept. Oslo-deklarationen dækker i princippet en sådan mulighed med beslutningen om at NATOs kan støtte fredsbevarende operationer i FN eller CSCE regie.
 
En delegering af styringen af FNs fredsoperationer vil accentuere behovet for en europæisk mekanisme til koordinering af de diplomatiske, økonomiske og militære tiltag i en given situation. Som omtalt i indledningen har det politisk/økonomiske og det politisk/militære samarbejde i Europa udviklet sig i forskellige sammenhænge. Europæisk sikkerhed beror for nærværende på et ikke nærmere defineret samspil mellem en række "Interlocking Institutions", der yder individuelle, men komplementære politiske, økonomiske og militære bidrag til bestræbelserne på at skabe varig fred og stabilitet i hele det europæiske område: CSCE, EU, WEU, Europarådet og NATO. Der vil være behov for en afklaring af relationerne og ansvarsfordehngen mellem "Interlocking Institutions", der kan skabe et kollektivt sikkerhedssamarbej- de, hvor alle europæiske nationer, hvis interesser berøres af en krise eller konflikt medinddrages i såvel de politiske bestræbelser på at bilægge den som den militære støtte hertil. For NATOs vedkommende indebærer det et krav om militær evne til at arbejde sammen med ikke-NATO lande, der har en direkte relation til NACC-samarbejdet om fredsoperationer.
 
NATOs fremtidige opgaver
NATOs topmøde i Januar i år udgør det seneste skridt i omstillingsprocessen. Deklarationen fra topmødet bekræfter, at det fælles forsvar fortsat er AUiancens "core function" og at det transatlantiske samarbejde er en hovedhjørnesten i bestræbelserne på at opfylde NATOs målsætning. Herefter retter deklarationen sig mod NATOs nye opgaver, som de har udkrystalliseret sig igennem de første fire år efter ophøret af Den kolde Krig, med to konkrete tiltag: initiativet Partnerskab for Fred og tilpasningen af Alliancens poHtiske og militære strukturer til de nye opgaver. 
 
Partnerskab for Fred (PfP)
PfP er behandlet i detaljer i et tidligere nummer af Militært tidsskrift. Initiativet har et dobbeltsigte. Det skal sikre videreførelsen og intensiveringen af det brede samarbejde, som blev indledt med NACC, bl.a. for at støtte Ruslands demokratisering og integrering i Europa og undgå en ny øst-vestdehng. Heri ligger om ikke oplægget til en kollektiv sikkerhedstruktur så erkendelsen af, at et sikkerhedspolitisk samarbejde bør omfatte såvel de centraleuropæiske nationer som Rusland og i givet fald Forbundet af Uafhængige Stater (CIS). Fælles uddannelses- og øvelsesaktivitet er et af de vigtigste redskaber i et bredt militært samarbejde. De første PfP øvelser finder sted her i efteråret og et omfattende øvelsesprogram for 1995 er under udarbejdelse. Øvelserne drejer sig om fælles deltagelse i fredsoperationer, der som nævnt ovenfor udgør et velegnet og nødvendigt grundlag for et mihtært samarbejde med et kollektivt sikkerhedsaspekt.
 
NATOs stats og regeringsledere vedtog en udtalelse om, at NATO er åben for optagelse af andre europæiske lande. PfP er også en forberedelse til Alliancens udvidelse østover og dermed et svar på de centraleuropæiske nationers ønske om medlemskab. De individuelle samarbejdsprogrammer vil tillade partnerlandene at tilpasse moderniseringen og demokratiseringen af deres militære styrker til NATO-standarder og dermed til i givet fald at indgå i NATOs forsvarssamarbejde. PfP-forsvarsplanlægningen skal skabe en dialog mellem NATO og den enkelte partner til støtte for processen. Det vil tilhge styrke kendskabet til den militære planlægning nationerne imellem og dermed virke som en tillidsskabende faktor og som en stabilisator i et evt. kommende sikkerhedssystem. Som bekendt indeholder PfP ikke nogen tidsplan for en udvidelse af Alliancen og ikke nogen sikkerhedsgaranti for partnerlandene som i Washington- traktatens artikel 5. Den enkelte partners ret til politiske konsultationer med NATO, såfiremt nationen føler sin sikkerhed truet, er imidlertid en poHtisk tilkendegivelse af NATOs opfattelse af Europas sikkerhed som hel og udelelig og af NATOs ansvar herfor.
 
Implementeringen af PfP er vidt fremskreden. 22 partneriande har tilsluttet sig indtil nu, også Sverige og Finland på grund af initiativets kollektive sikkerhedsaspekter. Rusland underskrev PfP i juni, men med understregning af Ruslands særlige status som stormagt og et krav om, at forholdet mellem NATO og Rusland skal udvikles under hensyntagen hertil, d.v.s. at sikkerhedspolitiske spørgsmål af afgørende betydning for USA, Rusland og Vesteuropa skal drøftes i en direkte dialog mellem NATO og Rusland uden for PfP. En afklaring af substansen i den russiske opfattelse af PfP udestår, men umiddelbart må holdningen tolkes som en afvisning af, at PfP og dermed også en successiv udvidelse af NATO er vejen til et kollektivt sikkerhedssystem, jf. den russiske præference for et CSCE-baseret sikkerhedssystem som omtalt ovenfor.
 
Tilpasning af NATOs strukturer
Tilpasning af NATOs strukturer skal forøge Alhancens evne til at løse såvel de traditionelle forsvarsopgaver (artikel 5) som de nye sikkerhedspolitiske opgaver (ikke-artikel 5). Tilpasningen skal endvidere tage højde for den begyndende udvikling af Den europæiske Sikkerheds- og Forsvarsidentitet (ESDI), der repræsenteres af WEU og et evt. kommende forsvarssamarbejde i EU. Strukturtilpasningerne vedrører dels NATOs interne beslutningsprocesser, dels forholdet mellem NATO og WEU, samt på sigt EU. Frankrigs særlige stiUing som stående uden for det integrerede militære forsvarssamarbejde forudsætter en afklaring af de politiske styringsmekanismer for anvendelsen af NATOs styrker i ikke-artikel 5 opgaver, hvor Frankrig forudsættes at deltage på hge fod med NATOs øvrige medlemmer.
 
Udviklingen af WEU som forum for et europæisk mihtært samarbejde er behandlet i et særskilt indlæg. Her skal omtales behovet for at afklare relationerne mellem NATO og WEU, der indtil videre drejer sig om rolle- og ansvarsfordelingen i relation til ikke-artikel 5 opgaver. Spørgsmålet om en indpasningen af et europæisk forsvarssamarbejde i NATO vil tidligst få aktualitet efter EUs genforhandling af Unionens udvikling i 1996. Kravet om at Alliancens fremtidige strukturer skal tage højde for udviklingen af ESDI er affødt af en fælles amerikansk og europæisk opfattelse af, at det transatlantiske samarbejde under de nye sikkerhedspolitiske vilkår forudsætter og muliggør en ændret byrdefordehng, hvor Europa påtager sig en større del af ansvaret for egen sikkerhed. Den amerikanske tilbagetrækning af op mod to trediedele af den tidUgere militære tilstedeværelse i Europa er et udtryk herfor. Den mulige anvendelse af WEU som instrument for europæisk støtte til fredsoperationer uden amerikansk deltagelse er et andet. Deklarationen fra januartopmødet indeholder derfor en vedtagelse om, at NATOs militære midler skal kunne stilles til rådighed for WEU. Det forudsætter strukturer og processer, hvori NATO og WEU kan træffe koordinerede politiske beslutninger og gennemføre koordineret militær planlægning for anvendelsen af de samme styrker under forskellig politisk ledelse.
 
NATO har endnu ikke besluttet, hvordan strukturtilpasningen skal tilrettelægges i detaljer. De politiske drøftelser vedrører bl.a. Frankrigs fremtidige stilling til det integrerede militære samarbejde og USAs indflydelse på anvendelsen af NATOs midler i ikke-artikel 5 opgaver, der er personificeret i bl.a. den amerikanske øverstkommanderende for NATOs europæiske styrker, SACEURs ansvar for gennemførelsen af ikke-artikel 5 opgaver. En engelsk avis har for nylig karakteriseret de politiske udeståender således: amerikanerne ønsker at minimere deres militære deltagelse, men bevare maksimum indflydelse, mens europæerne ønsker at bevare amerikansk deltagelse, men minimere indfyldelsen.
 
"Combined Joint Task Forces (CJTF)"
Som instrument for tilpasningen af NATOs militære strukturer vedtog Januartopmødet at udvikle en ny CJTF-koncept. Udtrykket er vanskeligt at oversætte direkte, men dækker opstillingen af multinationale trevæmsstyrker til løsning af en situationsbestemt militær opgave. CJTF skal styrke NATOs evne til at planlægge og gennemføre ikke-artikel 5 opgaver, der stiller krav om en høj grad af fleksibilitet i de militære kommando- og styrkestrukturer. Det gælder i relation til styrkernes sammensætning, såvel nationalt som opgavebestemt. Det gælder i relation til et stort antal mulige indsættelsesområder. Koncepten skal også muliggøre deltagelsen af styrker fra ikke-NATO nationer i fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre ikke-artikel 5 operationer under NATOs ledelse. Den skal tillige muligøre, at NATO-midler kan stilles til rådighed for WEU i situationer, hvor det måtte blive besluttet at yde militær støtte til international krisestyring under europæisk ledelse. Derfor indeholder topmøde-deklarationen et princip om "adskillelige, men ikke adskilte styrker", der sigter mod at undgå en uøkonomisk opstilling af parallelle strukturer i NATO og WEU, der kunne føre til en svækkelse af det integrerede forsvarssamarbejde i NATO og dermed en svækkelse af NATOs stilling som den ultimative garant for fred og stabilitet i Europa på et tidspunkt, hvor sikkerhedsstruktureme fortsat er flydende. Implementeringen af CJTF-koncpten udestår. Den må selvsagt afvente en afklaring af de politiske strukturer under hvilke koncepten skal fungere.
 
NATOs fremtidige rolle
Kort tid efter Berlin-murens fald udtalte NATOs nu afdøde generalsekretær, Manfred Wömer:"NATO vil ikke forbhve i hve ved hjælp af nostalgiske minder om fortidige historiske bedrifter. Enten er NATO nødvendig til at løse de konkrete opgaver, medlemslandene står over for, eller også vil organisationen dø". Gennemgangen af NATOs omstilhng viser, at Alliancen har tilpasset sig og fortsat tilpasser sig de opgaver, medlemslandene står over for i en situation, hvor det tidligere statiske bipolare sikkerhedssystem er afløst af en sikkerhedspolitisk proces.
 
NATO er fortsat en forsvarsalliance, der yder medlemslandene en ultimativ garanti for deres fortsatte frihed og territoriale integritet over for de risici, som den sikkerhedspolitiske udvikling måtte indebære, det være sig en eskalation af regionale interessekonflikter i Europa, et tilbageslag i udviklingen i Rusland og en genoplivning af modsætningsforholdet mellem øst og vest eller en eventuel fremtidig konfrontation mellem europæisk kultur og muslimsk fundamentalisme. NATO har imidlertid påtaget sig en bredere sikkerhedspolitisk rolle til understøttelse af bestræbelserne på at sikre fred og stabilitet i hele det transatlantiske og europæiske område. Det har medført behov for en kombineret og aktiv anvendelse af Alliancens politiske og militær samarbejde til afløsning for tidligere bestræbelser på at opretholde status qou. Den nye rolle forudsætter en stadig tilpasning af AUiancens bidrag til den sikkerhedspolitiske udvikling. Processen forløber i tre dimensioner, der hver indeholder et krav om en kontinuert balance mellem modsat rettede hensyn.
 
Tilpasningen af den indre dimension - NATOs strukturer som gennemgået ovenfor indebærer en risiko for at NATOs evne til en fleksibel deltagelse i europæisk, evt. global krisestyring med deltagelse af ikke NATO-nationer opbygges på bekostning af Alliancens forsvarsstrukturer, der er selve rygraden i NATO-samarbejdet og dermed i NATOs betydning for ekstern og intern stabilitet. En helt eller delvis opløsning af det integrerede militære samarbejde kunne i sin yderste konsekvens føre til renationalisering og destablisering medlemslandene imellem i en situation, hvor det politiske samarbejde internt i Europa ikke har et niveau, der det kan være selvstændigt bærende for sikkerheden. NATOs indre tilpasning må derfor ske under nøje hensyn til evnen til at løse såvel artikel 5 som ikke-artikel 5 opgaver.
 
Den østvendte dimension - NACC og PfP har det overordnede sigte at udbrede fred og stabilitet til hele det europæiske område inklusive Rusland og de tidligere sovjetrepublikker. Midlet er en stadig udbygning af det politiske og militære samarbejde med en muHg udvidelse af NATO som perspektiv. En "utidig" udvidelse af Alliancens indebærer imidlertid en risiko for at understøtte et tilbageslag i Rusland, fordi det af nationalistiske kræfter kan blive opfattet og argumenteret som et forsøg på at styrke vestlige magtpositioner på bekostning af russiske interesser. Omvendt vil et tilbageslag i Rusland muligt virke fremmende for en udvidelse af Alliancen, men være i direkte modstrid med det overomede sigte med PfP. Den østvendte dimension i NATOs sikkerhedspolitik må derfor udvikles i nøje balance mellem hensynet til de centraleuropæiske demokratier og udviklingen internt i Rusland, herunder udviklingen af NATOs forhold til Rusland.
 
Den vesteuropæiske dimension i Alliancens sikkerhedspolitik - opbygningen af en selvstændig europæisk evne til planlægning og gennemførelse af krisestyringsoperationer med WEU som instrument kan understøtte mulige amerikanske tendenser til ikke at engagere sig i situationer, hvor fundamentale amerikanske sikkerhedsinteresser ikke er berørt. Heri kan ligge en risiko for en yderligere amerikansk tilbagetrækning fra Europa på et tidspunkt, hvor ESDI ikke er udviklet til et niveau, der kan være selvstændigt bærende for europæisk stabilitet og sikkerhed. Den vesteuropæiske dimension må derfor nøje afbalanceres med hensynet til opretholdelse af det til enhver tid nødvendige transatlantiske samarbejde for bevarelse af NATOs forsvarsevne og bidrag til indre europæiske stabilitet.
 
Gennemgangen af NATOs omstilling og nuværende rolle i den sikkerhedspolitiske proces besvarer ikke spørgsmålet om Alliancens rolle på sigt. Det kan først besvares når og hvis den sikkerhedspolitiske udvikling resulterer i skabelsen af en ny kollektiv sikkerhedsstruktur omfattende hele det transatlantiske-europæiske område, det være sig et fremtidigt kollektiv sikkerhedssystem eller en genoplivning af det bipolare system, sidstnævnte i klar modstrid med målsætningen for NATOs nye sikkerhedspolitik. Den interne udvikling i Rusland og forløbet af den euopæiske integrationsproces i EU må forventes at blive de bestemmende parametre for udformningen af en fremtidig transatlantisk-europæisk sikkerhedsstruktur og dermed for NATOs rolle på sigt. Heri er der intet nyt. Det var de samme to parametre, der var afgørende for NATOs oprettelse for 45 år siden. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_123_aargang_sep.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.