NATO’s 50 års jubilæum - personlige oplevelser og reflektioner

1949
Nyudnævnt militærflyver, spitfirepilot ved Jydske Flyverafdelings 5. eskadrille på
Karup. Hvad kan sådan en ung fyr overhovedet ha’ fornemmet ved Danmarks
tilslutning til NATO, og hvilke overvejelser herom har han mon gjort sig? Til det
sidste kan der uden tøven svares: Ingen. Selvom tilværelsen bestemt ikke var uden
fantasi, ideer og spekulationer, så var den dog stort set alene "en dans på flyvervinger",
og tankevirksomhed på et højere plan i almindelig forstand var ikke
fremherskende. Det var mere noget med fornemmelser og følelser. Fornemmelsen
af, at NATO var noget helt usædvanligt og følelsen af at være med i en større kreds
og være det fra starten, den unge mands glæde derved og en vis stolthed derover.

50-erne
Erindringen, der har fæstnet sig om den spæde start, var det lysende, det enestående
lederskab. Eisenhower som NATO’s allierede chef i Europa og Montgomery som
stedfortræder. Man måtte knibe sig i armen. Med to så store soldater i spidsen for
Vesteuropas militære styrker fik vi sub-subalteme et sådant løft og en særlig tiltro,
der fik det til at gibbe vildt i et ungt menneske. Det har det givetvis også gjort i de
ældre officerer - omend med større ærbødighed med tanke på de krav, der ville
følge den skelsættende forandring.
Meget tidligt i 50-erne mærkedes det, at NATO også betød "kød og biod"
(isenkram og lærdom). Trods en krævende og kostbar indsats for FN i Korea
påbegyndte USA under NATO’s paraply en storstilet våbenhjælp med den dertil
hørende personeltræning. Begge områder fik afgørende indflydelse især og i alt fald
særlig hurtigt på mit eget værn, det nye flyvevåben. Allerede i august 51 blev modtagelsen
af de første fly (6 stk. F-84E) markeret ved en parade i Kastrup lufthavn.
General Eisenhower forestod personligt den officielle overdragelse. Ved den lejlighed
sås enkelte eksemplarer af den nye værnsblå uniform - med guldstriber!! De
blev dog ret hurtigt - og med tilladelse fra RAF er det blevet mig fortalt - erstattet
af de nuværende diskrete (og kønne) distinktionsbånd.
En god månedstid senere deltog flyvevåbnet i dets første NATO-Exercise.
COUNTER-THRUST hed den. Eskadrille 723, som jeg hørte til, blev for en halv
snes dage forlagt til en RAF Station (Celle) i Tyskland. Vi fløj Meteor Mark 4. De
tre britiske eskadriller fløj alle Vampire. Og hvem mon besøgte os flyvere fra 723?
Såmænd general Eisenhower!!. At være med på Celle var en utrolig oplevelse i sig
selv, men også betydningsfuld, fordi den udgjorde starten på den mangfoldighed
af NATO øvelser, som skulle komme til proceduremæssigt, professionelt og menneskeligt
at sammenbinde os danske med vore allierede. Ikke bare på det laveste,
det taktiske plan, men efterhånden på alle trin inklusive det højeste.
Vi var sat godt i gang med at blive internationale, og vi stræbte hårdt efter at
blive "a band of brothers". Jeg bruger med forsæt ikke ordet våbenbrødre, somklinger
nok så højtideligt og ret beset ikke dækkende for processen præget af uformel
og ligefrem entusiasme.
I den sidste halvdel af tiåret havde flyvevåbnet nok at gøre med at skærpe viden
og evne, luftdisciplin og luftmandskab (stærkt hjulpet af allierede officerer), men
havde dog tid til at blive foruroliget over Sovjetmagtens afstraffelse af Ungarn, dens
hurtigt voksende atom- og brintvåbenstyrke og tydelige højteknologiske forspring
i rummet. Samtidigt så vi de tre store NATO-lande i et ikke helt lydefrit samspil ved
og om Suez. Var det kimen til en separation?
Den frie verden var hårdt presset. Den behøvede og ønskede, at Vesttyskland
blev medlem af NATO. Det skete i 195 5 og skulle vise sig at blive en klar styrkelse
- militært og sikkerhedspolitisk. Ikke mindst til gavn for dansk forsvar.
 

60-erne
Det andet tiår startede med nye mentale upper-cuts. Gagarin, Berlinmur og mordet
på Kennedy. Modsætningsvis lå der styrke i denkendsgeming, at vesttyske militære
bidrag til NATO efterhånden var vokset til anselig størrelse. Tiden var inde til en
forandring af NATO-strukturen i Europa. Nordkommandoen (HQ AFNORTH på
Kolsås/Oslo) blev væsentligt ændret i 1962. BALTAP blev oprettet på Karup med
4 underlagte kommandoer (LANDJUT, NAVBALTAP, AIRBALTAP og LANDZEALAND).
En tysk flyveroberst og jeg selv mødte som de to første stabsofficerer
ved AIRBALTAP på Karup. På bareste bund.
Det blev til tre gode arbejdsår, som huskes med særlig glæde, fordi det fra starten
viste sig helt ubesværet at samarbejde med de vesttyske flyenheder i Schleswig-
Holstein. Traf mange og især unge tyskere, som det var let at komme ind på livet
af, og som i alt hvad de foretog sig viste åbenhed og iver, vilje og dedikation. Sådan
var det faktisk overalt iblandt og imellem allierede flyvere; men jeg følte, at det
dansk-tyske fællesskab hurtigt blev specielt. Det skulle da også vise sig at holde
karat og udvikle sig tillidsfuldt og gnidningsfrit. På alle trin og i øvrigt for alle
værn.
Sovjets kernevåbenarsenal havde i midten af ti-året nået så anselig en størrelse,
at NATO’s oprindelige strategi (den massive gengældelse) ikke længere var troværdig,
og i slutningen af 1967 godkendtes så strategien om det fremskudte forsvar
og den flexible reaktion (respons).
De deraf afledte ændringer og nyskabelser oplevede jeg i en national stilling
med vægten lagt på opstarten af arbejdet med aftaler og planer for modtagelsen af
flyforstærkninger fra UK og USA og på opdatering af materiel og uddannelse sigtende
imod større konventionel kampkraft. Og våbenhjælpenfortsatte - gud ske lov.
Først med NIKE og senere med HAWK missilsystemer. Så udskiftning til 2.
generations (våbenhjælp) fly (F-86D, F-100 og F-104 i en lind strøm). Alene af
jetfly modtog flyvevåbnet mere end 400. Våbenhjælpen var generøs og storstilet og
af største betydning for de modtagende nationer og dermed for NATO.
På det seneste af 60-erne kom tillige det hidtil største NATO infrastrukturprogram
på benene: NATO AIR DEFENCE GROUND ENVIRONMENT (NADGE)
dækkende fra Nordkap til det østlige Tyrkiet. Husker det som et tydeligt og glædeligt
bevis på, at alliancen blev kittet tættere sammen. Men tiden var bestemt ikke
idel glæde. Frankrig meldte sig ud af det militære fællesskab. Personligt anså jeg
separationen for ulykkelig. Et forsvar af Europa uden fransk medspil fandt jeg dybt
nedslående. Det var det også at opleve, at russisk panser så til, at foråret i Prag blev
fortabt. Det andet tiår var krisefyldt, men set i bakspejlet var det som om NATO’s
evne og vilje skærpedes i perioden. Og så var det jo skønt, især for en flyveroberst,
at se Armstrong på månen.
 

70-erne
70-eme begyndte for mig med aktiv deltagelse i alliancens liv. NATO Defense
College (NDC) nu med hjemsted i Rom. Kursus Nr. 35 var en broget flok af midaldrende
officerer og civile fra alle hjørner og kroge af alliancen. Godt et halvt hundrede
i alt. En værdiladet forsamling af erfarne mennesker. Klar fornemmelse af at
være blandt venner, som var åbne for både at gi’ og ta’. NDC er toppen af den
allianceskabte pyramide af undervisning og skoling, træning og øvelser, som udgør
NATO’s pulsslag i hverdagen.
Resten af årtiet var jeg i nationale stillinger, men med stærke bindinger til
vigtige NATO-projekter. Først og fremmest til flyforstærkningsarbejdet. Når det nu
ikke var politisk muligt at stationere allierede troppeenheder i Danmark, så var det
næstbedste at sikre tilgang af forstærkninger, når Danmark bad derom og i så fald
at have alting i orden til hurtig modtagelse og klargøring til operativ status. Flyforstærkninger
kunne selvsagt komme hurtigt, og det var da selvfølgelig også her, at
man kom hurtigst fra start. Tanke- og idéstadiet var ovre, og mulighederne skulle
undersøges før aftaler og planer kunne konkretiseres. I flyvevåbnet mødte vi mange
folk fra USAF og RAF. De var naturligvis interesserede i alle forhold med henblik
på endeligt at kunne udpege flytype og enheder og fastlægge lokal støttekapacitet,
hvad der skulle bringes med ved deployeringen, og hvad der skulle opmagasineres
og hvor. Det var et inspirerende arbejdsområde, som endte med et antal "øremærkede"
eskadriller, for hvem det efterhånden blev rutine at forlægge fra USA eller
UK til Tirstrup eller Vandel eller hvor, det nu var. Flyvevåbnets offensive kapacitet
kunne i løbet af få dagefordobles. Herudover blev der planlagt mere groft for yderligere
flyforstærkninger og for støtte til fly tilhørende US Marine Corps. De sidste
var indstillet på at "ta’ alt med i rygsækken" og stillede ikke mange krav.
Også for ACE MOBILE FORCE forelå der planer for en mulig indsættelse i
Danmark. Flyvevåbnets opgave var (på Værløse) at håndtere den nødvendige
lufttransport. Planen var at lande et stort fly hvert 3. minut og gøre det flere døgn
i træk. Max. 15 minutter lossetid og så afsted igen. I min tid som chef for Flyvestation
Værløse afprøvede vi det et par gange. Med planlagt kadance selvfølgelig,
men dog kun i et par halve døgn ad gangen. Det var herligt at arbejde med alt, hvad
der havde med forstærkninger at gøre. Lydefrit NATO-samspil.
I 70-eme blev to store og pengekrævende projekter sat i gang på basis af
fællesfinanciering. Det var først shelterprogrammet, som i øvrigt også blev færdigt
iperioden. Alene i Danmark ca. 100 betonhangarer. Demæstblevdetsidsti70-eme
besluttet at anskaffe en lille snes E-3A fly, senere benævnt AWACS. En betydningsfuld
styrkelse af NATO’s jordbaserede radardækning mod øst og i særlig grad
imod lavtflyvende luftfartøjer. Sammen med førnævnte NADGE var der tale om en
særlig type af fællesindsats. Ikke fordi de alle var "flyverblå", men fordi de
dækkede hele det europæiske NATO-område, de var udelukkende defensive, og de
var alle tre meget synlige, og derved overfor rette vedkommende demonstrerede de
vilje, også offervilje, til at forsvare.
Det gjaldt også den meget vanskelige beslutning om at deployere de atombevæbnede
"Pershings" på europæisk jord. Her udviste alliancen virkeligt mod og
mandskraft - og det kunne Danmark så ikke bekende sig til.
 

80-eme
80-eme skulle blive mit NATO-årti. Stunned by surprise blev jeg på dens første
møde i januar 1981 valgt som Chairman of the Steering Committee for EURO/
NATO Joint Jet Pilots Training. Programmet var besluttet af en kreds af forsvarsministre
i efteråret 1980. Målet var - på Sheppard AFB i det nordlige Texas - årligt at
uddanne 300 piloter kommende fra de 11 deltagende NATO lande. Senere kom
Italien også med. Uddannelsen skulle starte i oktober 1981. Det var et rask "lille"
job ved siden af havende tjeneste i Flyverstaben. Men det gik. De nationale repræ
sentanter mødte op med iver, inspiration og ikke at forglemme fornøden prokura.
Vi fik overført ca. 100 jetfly, aftalt forhold og priser for støtte fra basen, udliciteret
vedligeholdelsen og etableret entræningssyllabus. Nationerne medvirkede til opstilling
af instruktørkorpset og tilmeldte elever til det første års berammede kurser.
Budgettet på ca. 800 miokr. pr. år og tilhørende fordelingsnøgle blev godkendt. Det
var kunnødvendigt at afholde tre (ugelange) møder. Og så startede programmet. Til
tiden. Oktober 1981. Enkel og tillidsfuld løsning af en opgave, som det (måske
kun?) kan gøres af soldater og her altså af NATO- Airmen i en mangekantet international
ramme. Husker, at jeg havde en enkelt, men stor hjerteplage, nemlig sikkerheden
i luften. Dengang var kravet, at den enkelte (elev og instruktør) skulle
bestå en prøve i engelsk med mindst 80 % rigtige besvarelser. Spurgte mig selv,
hvordan f.eks. en tyrkisk instruktør og en græsk elev, der tilsammen kun havde 2/3
evne til at tale med hinanden, ville kunne klare alle flyvesikkerhedsmæssige
forhold, der fulgte med uddannelsen i et 2-sædet cockpit. Men også det gik.
Endskønt intensiteten var endog meget høj, skete der ingen større uheld i de fire år,
jeg var chairman.
Den daværende operationsstab i FKO var bl.a. ansvarlig for at holde forbindelse
mellem forsvarschefen og dennes faste repræsentant (D AMIREP) i Militærkomiteen.
Som CH/O i et par år betød det for mig mødet med et mere bureaukratisk
NATO. Mit praktiske arbejde i vingården var forbi. Nu var der mange papirer og
megen langsommelighed. Det skulle følge mig resten af min tid som tjenstgørende.
Men jeg vænnede mig til det og fandt i øvrigt ud af dels, at bureaukratiet i NATO
var mindre, end det var i andre store internationale grupperinger, dels, at praktiske
folk i NATO havde taget højde for "ulykkerne" simpelthen ved at begynde drøftelser,
planlægning o. s.v. noget før. Det førte godt nok en vis langsommelighed med
sig, men betød til gengæld, at ting blev sat på plads til tiden - og det var jo ikke
særligt ineffektivt. I virkeligheden er det et godt billede af NATO i 80-eme. Langt
det meste af det grove var gjort. Det var et konsolideringens tiår. Sådan fornemmede
jeg også klart min tid som Deputy CINCNORTH (1984-87). Meget kunne selvfølgelig
gøres en smule bedre, og det prøvede vi på. Procedurer og andet godt
kunne øves endnu en gang, og det gjorde vi så - også og ikke mindst af hensyn til
den relativt hurtige udskiftning af personel. Situationen medførte imidlertid ikke,
atviblev overmodige. Tværtimod fandt vi stadigvæk, at Østmagternes militære kapacitet
var skræmmende. I NATO korridorer snakkede man i flere år om, at midten
af firserne kunne blive farlige, underforstået, at derefter ville truslen aftage. Som
en understregning heraf oplevede vi netop i den periode et voldsomt udbrud af den
sovjetiske nordflåde fra baserne på Kola. Flere af de rigtig store skibe, så vidt jeg
husker bl.a. "Kirov" og "Moskva", steamede med høj fart mod vest, senere sydvest,
fulgt af tilhørende opbud af sikrings- og støtteenheder, u-både og langtrækkende
fly. Faktisk kom det noget overraskende for os på AFNORTH, men da alt viste van
lig rutine på andre afsnit, kunne vi ret hurtigt tillade os at blive interesserede observatører
af en meget vel gennemført øvelse, som først endte langt mod sydvest. Vor
bedømmelse var, at det eneste, der ikke havde topkvalitet, var de hangarskibsbaserede
fly. Det skulle vise sig at være sidste gang, at denne, af Admiral Gorsjkov
skabte strategiske flåde af flotte skibe, sejlede i kampformation på det store hav.
I AFNORTH afprøvede vi også noget nyt på den maritime side, nemlig at
forlægge en gruppe af US hangarskibe langt ind i en nordnorsk fjord. Ideen var at
udnytte den elektroniske skygge, som fjeldene skabte og at placere sig således, at
truslen fra u-både blev kanaliseret og derfor lettere at imødegå. De hangarskibsbaserede
fly kunne så støtte kampen især i Nordnorge, som altid, og efter min mening
for ofte, påkaldte sig interesse. Som Deputy CINC fandt jeg det nødvendigt at
præstere et modspil. Det gjorde jeg, når lejlighed blev budt, ved at gentage mit
synspunkt om, at nok ville en krig i Nordnorge blive dramatisk, som naturen er
deroppe, men en krig i det flade Nordtyskland og i Danmark ville blive ganske
anderledes, nemlig blodig og blisterfuld.
Det, vi havde troet skulle blive de farlige år midt i firserne, viste sig ikke.
Måske havde tre dødsfald hurtigt efter hinanden noget med det at gøre. Efter
Bresjnev kom Andropov og så Tjemenko. Det tog bare 2 år og 4 måneder, hvorefter
Gorbatjov trådte an, og han ønskede og evnede at "tale forretning" med Vestens
ledere. Og så var Afghanistan begyndt at tære hårdt på den røde hærs kræfter.
Efter 3 år kendetegnet ved et tillidsfuldt og fortroligt samspil med 2 britiske
Commanders-in-Chief, fik jeg et meget kort ophold i Bruxelles. Var DAMIREP i
bare 3 måneder, og det var alt for lidt tid til at danne sig holdbare indtryk.
Atter nordover for at overtage en NATO kommando, nemlig COMBALTAP.
Kunne hurtigt konstatere, at også her gjaldt det konsolidering og finslibning. Bl.a.
blev den nye bunker funktionsafprøvet med fuld bemanding gennem længere
perioder. Vi havde mange besøgende i bunkeren, som i sandhed var nedgravet (lidt
vest for Viborg) og så tæt som muligt på at være totalsikret. NATO infrastrukturmidier
dækkede alle byggeomkostninger med samt udgifterne til det tilhørende
Command, Control and Information System (ACBA CCIS), der var under færdiggørelse,
men først nåede brugerniveau kort tid efter, at jeg var pensioneret.
Et samarbejde med US 9. Division blev intensiveret. Divisionen havde hjemsted
ved Stillehavets kyst, nær Tacoma. Altså en i givet fald sent ankommende
forstærkning. Til gengæld var det en meget interessant og helt moderne enhed. Let
og derfor meget mobil, egen brigadestor helikopterstyrke og elektronik over alt.
Divisionen var øremærket til COMLANDJUT, og det var da også ham, der gjorde
arbejdet. Bl.a. fik han held til at få divisionens hovedkvarter opstillet feltmæssigt
i nærheden afRendsburg. Med al elektronikken bundet sammen til internt brug og
med ender ud til alle skeletbemandede dispositionsenheder. Jeg må simpelt hen
nævne divisionschefen. Generalmajor John M. Shalikashvili, født i Østeuropa. Nu
en enestående amerikansk officer, som i 1992 blev Supreme Allied Commander
Europe og sluttede som USA’s forsvarschef.
Den omstændighed, der førte til, at jeg nok så hovedkuls havde overtaget
BALTAP, efterlod mig det indtryk, at det sikkert ikke ville skade at prioritere
tilstedeværelse i Schleswig-Holstein og at øge kendskabet til området og dets
mennesker, militære som civile. Det fik jeg megen stor glæde af. En glæde var det
også at arrangere NATO ’ s 40 års jubilæum på og i øvrigt sammen med Flyvestation
Karup. Den danske udenrigsminister og Hamborgs overborgmester talte for
alliancen.
Gennem en årrække havde Vestberlin inviteret personel vedNATO hovedkvartererne
i Karup til et årligt besøg i byen. Vi var selvfølgelig betalende gæster, men
mødte altid et meget venligt og gæstfrit værtsskab. I august 1989 deltog jeg. Et af
programpunkterne var en orientering om byens vilkår, status og muligheder fremlagt
af en højtstående sikkerhedspolitisk epibedsmand fra bystyret. Fulgtes med den
tyske generalløjtnant, der var Deputy COMBALTAP fra mødet. Vi spadserede og
snakkede sammen i fortrolighed om det, vi just havde lyttet til. Husker, at vi var
enige om, at "muren" nødvendigvis måtte falde en dag, men at det måske ikke blev
i vor tid!! Mindre end tre måneder senere stod vi så totalt overraskede med fredens
palmer i begge hænder. For en general med ansvar for at skulle udøve kommando
over troppeenheder var det en bevægende oplevelse. Et halvt årstid senere blev jeg
pensioneret. Et godt tidspunkt.
 

90-erne
Forandringens årti. Genforeningen af de to Tysklande var en kendsgerning. Ikke
forårsaget, men dog grundlagt af NATO - i alt fald oplevede jeg det sådan.
Alliancen havde i fællesskab villet og evnet at stå imod og samtidigt fremstå som
et forsvar for et mere retfærdigt alternativ til livsvilkåreme i Øst. Alle i fællesskabet
havde bidraget. Mange med meget, andre med mindre. Sandheden er, at vi danske
var blandt de nationer, der ydede mindst og til tider ikke særligt positivt. Vi bidrog
bl.a. fra starten og gennem de fire første tiår med at placere os på fællesskabets
overdrev. Vi nedlagde FORB UD mod placering af atomvåben og mod stationering
af allierede troppeenheder på dansk jord. Vi tog os FORBEHOLD ved flere
lejligheder bl.a. overfor det integrerede luftforsvar og for bevægelsesfrihed og
øvelsesområder for visse allierede flådeenheder i den mellemste Østersø. Og så
førte vi os frem i størstedelen af firserne med FODNOTER.
Alt dette og en tynd tegnebog gjorde det ikke altid let og ofte ganske svært for
danske at tjene i NATO. Men sådan var det, og det vidste vi. Det hjalp, at vi overfor
professionelle militære ledere kunne påvise og overbevise om, at vi fik meget
forsvar for pengene. Det forhold var os til stor gavn specielt i relationerne til
AFNORTH og i det tysk-danske samarbejde i BALTAP.
Det sidste tiår har set store forandringer i Østeuropa, og NATO har på forstandig
vis passet sig til. Slanket de stående styrker og tilhørende føringsstabe og styrket
betoningen af de sikkerhedspolitiske aspekter og tilhørende handlekraft. Tillige er
alliancen nu rede til at udvide mod Øst. Også dansk støtte til og forståelse for
NATO er ændret markant. Vi har nu et fuldgyldigt medlemskab. Først på året læste
jeg et avisinterview med vor forsvarsminister. Det bar overskriften "Danmark ud
af kujonrolle". Og et par uger senere, den 22. januar, har jeg i TV med egne øjne
og øren set og hørt NATO ’ s generalsekretær takke Danmark for en stabil, stadig og
uselvisk støtte til alliancen. Det, en ung officer fornemmede for 50 år siden,
gentager sig nu for en gammel general. Det gibber vildt i mig, og jeg må knibe mig
i armen.
 

1999
Ved 50-års jubilæet vil NATO blive rost af mange for mangt og meget, og det er
der gode grunde til. Og takke vil man aflige så gode grunde. Ved den lejlighed
kunne man i al stilfærdighed ønske, at takken også blev rettet

  • til de millioner af mænd og kvinder, uniformerede og civile, høj og lav, der har bemandet NATO’s funktionsduelige formationer og dermed skabt det for alliancen så nødvendige svinghjul af masse og kraft med tilhørende inerti.
  • til alle vore allierede, men især til USA, som ydede os utroligt værdifuld støtte og hjælpsomhed i stort og småt og ved enhver lejlighed.
  • til det tyske Bundeswehr, som vi så vokse op, udvikle sig og gro os langt over hovedet, men uagtet forblev den samme og nære samarbejdspartner.

Lad mig slutte med et spørgsmål:
"Hva ’ dælen sku ’ vi ha ’ gjort uden NATO?”
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_128_aargang_maj.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.