NATO-strategiens udvikling og dansk forsvars opgaver

Det er undertiden gavnligt at rekapitulere, hvad det hele egentlig drejer sig om. I døgnets strid om penge, tjenestetid og andre rent indre danske forhold er man tilbøjelig til at glemme baggrunden for det hele. Baggrunden er som bekendt modsætningerne mellem Vest og Øst, og grunden til NATOs dannelse var den trusel, den vestlige verden følte sig udsat for. Og denne trusel eksisterer stadig. Man har ikke frafaldet målet: det kommunistiske verdensherredømme. Men der er i de 10 år, NATO har eksisteret, sket en bemærkelsesværdig ændring i det samlede billede, en ændring, der bevirker, at krig, i hvert fald en storkrig, er blevet et usandsynligt, for ikke at sige et umuligt middel til at løse udenrigspolitiske problemer, og dette synes erkendt både i Washington og Moskva. Ganske simpelt fordi en global kernevåben-krig ikke ville efterlade noget, der kunne betegnes som udenrigspolitiske mål.

Konflikten mellem Vest og Øst må derfor i de kommende 10 år antages at give sig andre udtryk end militært, nemlig psykologisk og økonomisk. Dermed være ikke sagt, at den militære trusel vil ophøre, men at den økonomiske konkurrence om de asiatiske og afrikanske nationer vil være den front, hvor Sovjetunionen må forventes at sætte ind med fuld kraft, og man kan ikke se bort fra muligheden af, at Sovjetunionen denne gang virkelig er interesseret i en — i hvert fald begrænset — nedrustning for at frigøre midler til den økonomiske offensiv. Men forudsætningen for at NATOs lande skal kunne klare den økonomiske og psykologiske front, og forudsætningen for, at krig ikke atter skal kunne blive et udenrigspolitisk middel, er, at NATO fremdeles er i stand til at bevare den militære sikkerhed, altså holde den militære balance, så vi i Vesteuropa kan leve uden at frygte et militært overfald. Det må heller ikke glemmes, at en af grundene til at Sovjetunionen nu synes tilbøjelig til at forhandle om en vis afspænding, er Vest’s samlede styrke. I samme grad som man ville svække den, ville Sovjets interesse for forhandling kølnes.

 

Den ovennævnte udvikling i løbet af de 10 NATO-år har først og fremmest været præget af de russiske tekniske fremskridt, der har forvandlet en klar amerikansk overlegenhed med hensyn til kernevåben og disses fremføringsmidler til en tilstand af ligevægt, en terror-balance, hvor begge parter ved, at begynder den ene en global kernevåben-krig, vil den totale ødelæggelse af eget territorium være sikker. Denne udvikling har bl. a. afspejlet sig i den skiftende doktrin eller filosofi, der i årenes løb er udtrykt af USAs udenrigsministre og af de forskellige indehavere af posten som SACEUR (Øverstbefalende for Europa). Til at begynde med og indtil 1957 var grundlaget for NATO-strategien den såkaldte massive gengældelse, d. v. s. anvendelse af kernevåben som svar på ethvert angreb, stort eller lille. Denne doktrin kan tilskrives afdøde Foster Dulles, der i en tale i januar 1954 definerede den amerikanske forsvarspoli- til som „evnen til øjeblikkelig at rette gengældclscsangreb efter vort eget valg med hensyn til midler og mål“. Den massive gengældelse var faktisk grundlaget for amerikansk og britisk militær tænkning på højeste plan — og synes endnu ikke at være officielt opgivet, navnlig ikke indenfor det amerikanske luftvåben. Den havde den store politiske fordel, at man kunne koncentrere hovedparten af sine anstrengelser om kernevåbnene og disses fremføringsmidler, og herved spare på de konventionelle styrker. Ikke mindst i Vesteuropa var det populært, at man kunne „leve billigt sammen med brintbomben“. Allerede i oktober 1957 lod Foster Dulles imidlertid skinne igennem, at den automatiske massive gengældelse kunne modificeres. I en artikel i For- eign Affairs skrev han, at udviklingen af taktiske atomvåben med begrænset virkning, således at de kunne anvendes mod begrænsede militære mål, ville gøre det muligt i fremtiden i mindre grad at basere sig på de store gengældelsesvåben; det vil være muligt, skrev lian, at forsvare lande med taktiske atomvåben. Endvidere har den nuværende amerikanske udenrigsminister Herter i april 1959 udtalt, at „jeg kan ikke tamke mig nogen præsident starte en global kernevåbenkrig, med mindre vi selv er i fare for total ødelæggelse“. Hvis man sammenligner denne udvikling med de fra SHAPE gennem årene udtalte synspunkter, vil vi se, at i general Ridgway s og general Gruen- thers perioder var den grundlæggende idé, at skjoldets styrker skulle kunne holde Vesteuropa, indtil det amerikanske strategiske luftvåbens indsats af kernevåben mod Sovjetunionen havde begyndt at virke, idet de russiske hære da regnedes at blive lammet. Man regnede også med, at en krig ville blive indledet med en atom-duel (atomic exchange), efter hvilken i hvert fald nogle regnede med visse former for konventionel krigsførelse. 

Ændringen, der er sket siden da, ses måske klarest af general Norstads seneste udtalelser. I en tale i Washington i april 1959 udtalte han: „Det strategiske luftvåben er fortsat absolut væsentligt som krigsafskræk- kende middel („detcrrent“). Vi mener, at på grund af dette luftvåbens effektivitet vil faren for krig som følge af en bevidst beslutning fra russernes side være fjern. Vi tror, at disse styrker vil vedblive at være stærke, så de kan løse deres vigtige opgave. Men hvis en krig som følge af en bevidst beslutning er usandsynlig, så er den store fare for krig, at den kune komme som følge af en fejltagelse, en fejlbedømmelse, og det er her, at skjoldet — hær, flåde og luftstyrker — i Europa bliver af stor vigtighed. Vi har derfor tre mål: For det første må vi i tilfælde af en episode, en krise eller et angreb, hvad enten det er bevist eller følgen af et uheld, være i stand til at fremtvinge en pause, et stop i det, der er begyndt. For det andet må vi i denne pause kunne tvinge angriberen til en bevidst beslutning, om han vil i krig eller ikke i krig — vi må ikke tillade ham at glide ind i krigen uden at tage en klar beslutning. Og for det tredie må vi, når han er ved at træffe denne beslutning, tvinge ham til at tage den fulde pris for sine handlinger i betragtning. Han vil hermider vide, at han ikke blot står over for de relativt svage styrker på stedet, men han må også tage de strategiske luftstyrker i betragtning, kort sagt alle vore styrker, for hvis han bevidst fortsætter angrebet, sætter vi alt ind. Hvis vi kun havde de strategiske luftstyrker, ville vi kun have valget mellem alt eller intet.

 

Landstyrker er væsentlige for denne strategi, men det er luft- og flådestyrker også“. For fuldstændigliedens skyld skal nævnes, at general Norstad et år tidligere i det tyske fjernsyn om skjoldets styrker udtalte: „De har for det første den rent traditionsmæssigge funktion at danne et forsvar for os, at forhindre at vi bliver løbet over ende. Men deres vigtigste funktion er at forhindre lokale episoder — de såkaldte begrænsede aktioner, som kan udvikle sig til noget ukontrollabelt. Det er skjoldets bidrag som krigsforebyggende og som krigsafskrækkende faktor, som er så absolut det vigtigste.“ Af interesse i denne forbindelse er, at den britiske general Sir John Coivley i et foredrag i det ansete selskab „Royal United Service Institution“ i november 1959 udtalte, at hvis de store våben blev brugt, ville det betyde Storbritanniens ødelæggelse. „Det er vort dilemma“, sagde ban, „at hvis vi ikke bringer de store våben i anvendelse, bliver vi slået, og hvis vi bruger dem, er det selvmord.“ Han var sikker på, at livis der kom en total krig, hvilket var meget usandsynligt, „skulle vi ikke bruge vore store våben i krigens indledende fase. Hvis total krig kommer, må vi være i stand til at holde nogle få dage eller uger, indtil statsmændene på begge sider er klar over, at alternativet er at stoppe kampen eller ødelægge verden.“ Hans konklusion var, at man bør lægge mere vægt på udbygning af hær og flåde.
 

Af ovenstående kan formentlig drages følgende konklusioner: 1) En global kernevåbenkrig („all-out nuclear war“) er usandsynlig, 2) derfor er en indledende atomduel usandsynlig. 3) En eventuel krig vil starte lokalt og kan videreudvikles herfra. 4) Den massive gengældelse vil ikke automatisk træde i kraft. 5) Der må derfor hele vejen langs jerntæppet fra Nordnorge til Tyrkiet være styrker så stærke, at de dels kan fremtvinge pausen i begivenhederne, dels og navnlig ved deres tilstedeværelse i fredstid virke afskrækkende, således at der intet angreb kommer. Vi kan med andre ord ikke længere regne med at angreb på et NATO- land automatisk bevirker udløsning af de amerikanske strategiske kernevåben. Det er nødvenligt realistisk at erkende dette. Men det betyder ikke, at et angreb på Danmark ikke automatisk aktiverer NATO. Tværtimod, et angreb på Danmark vil øjeblikkelig sætte NATO-maskineriet igang af tre grunde: 1) fordi det er NATOs hele grundidé, 2) fordi Præsident Eisenhower i december 1957 højtideligt bar lovet, at USA straks og med al egnet magt vil kommetil hjælp for ethvert NATO-land, der bliver udsat for væbnet angreb — men det er værd at mærke sig ordene „med al egnet magt“ (altså ikke nødvendigvis med massiv gengældelse), 3) fordi USA og Storbritannien og også øvrige NATO-lande vil vide, at hvis de affinder sig med, at Danmark erobres og besættes, vil NATO have ophørt at eksistere; ingen vil tro på den mere. Og Englænderne ved, at hvis det første offer er Danmark, det næste Norge og det tredie Tyrkiet, så kan det fjerde være Storbritannien. Og USA ved, at hvis Storbritannien falder, kan det blive USAs tur næste gang. Hvis ikke andet kan holde NATO sammen og få den til at virke, skal det enkelte lands bevidsthed om, at giver man først efter eet sted, vil der ingen anden ende blive på det hele, end at samtlige medlemslande efterhånden må gå under åget under en eller anden form. Derfor er opgivelsen af automatisk massiv gengældelse ikke nogen grund til at tvivle på NATOs effektivitet — den er simpelthen en tilpasning til den tekniske udvikling i de seneste år.

Det må endvidere ikke glemmes, at midlerne til massiv gengældelse opretholdes som en afgørende rygsikring for det enkelte lands eget forsvar og som en trussel mod en angriber, som han må regne med i tilfælde af, at han forsøger en lokal aktion eller episode. Der er ej heller grund til at tvivle på, at den massive gengældelse i al sin frygtelighed vil blive sat ind, hvis det skønnes absolut uundgåeligt, eller hvis Sovjet skulle tænke på at starte en verdenskrig. Man vil simpelthen ikke have noget valg. Der er således ingen grund til pessimisme, fordi den automatiske indsættelse af kernevåben må anses for mindre sandsynlig. Så længe man holder balancen, militært set, vil der næppe være nogen fare for angreb. Derimod kan der være grund til bekymring de steder, hvor man ved et utilstrækkeligt forsvar skaber svage punkter langs jerntæppet og herved frem- byder fristelse for en mulig angriber.
 
Hvad kræves der for at opfylde det ovenfor under 5) anførte krav om tilstrækkelig stærke styrker? Der må her først svares, at det ikke er nødvendigt (og i øvrigt heller ej muligt) at måle sig med en mulig angribers styrker mand for mand, kanon for kanon o. s. v. Det, der kræves, er et rimeligt minimum af styrker, der kan sikre, at angriberen må sætte et større foretagende i gang og altså ikke blot med mindre styrker kan gennemføre et, kupagtigt angreb med hurtig besættelse af en større del af territoriet og således stille NATO over for et fait accompli. Men styrkerne må også være numerisk så stærke, at kampen ikke er endt efter en dag eller to, men at der virkelig er mulighed for at fremtvinge en pause, at skabe forudsætninger for NATOs indgriben. På grund af de videre konsekvenser et angreb således ville få, gør man det risikabelt at starte angrebet, og herved loser man hovedopgaven: at virke tilstrækkelig afskrækkende til at hindre at et angreb bliver forsøgt. 
Når vi derfor drøfter vort forsvar, er det denne betragtning, der bør danne grundlaget og ikke mere taditionelle betragtninger om, hvad der kræves til at gennemføre et forsvar af dette og hint, under en række forskellige forudsætninger. Dette giver også dansk forsvar mening, og gør det muligt at løse opgaven, uden at det vil kræve urimelige ofre, økonomisk eller personelt. Vort forsvar må råde over en sådan styrke, at det set. i sammenhæng med vore allieredes styrker ikke frembyder et svagt og fristende led i NATO-for- svaret. 
Jo stærkere, desto bedre, men der er naturligvis økonomiske og andre grænser, og det bliver derfor et skøn, hvor langt man kan gå ned, for at det kan siges at være forsvarligt. Mon dette skøn kan ikke være politisk, det må være et militært skøn — at det er en politisk afgørelse, er der ingen, der vil anfægte.
 
Hvis man ser på det landmilitære forsvar, er det umiddelbart klart for enhver professionel soldat, at 3 stående brigadegrupper må være et absolut minimum, hvis styrkerne skal kunne betegnes som forsvarlige. At 5 brigadegrupper ville være meget ønskeligt, er en anden sag, men det ligger nu engang uden for det opnåelige. Disse tre brigadegrupper må naturligvis indeholde et stærkt element af panser. 
På den anden side må også siges, at 3 brigadegrupper, rigtigt fordelt på landsdelene efter den trusel, disse må regnes at være udsat for (og ikke fordelt ligeligt ud over det hele) og suppleret med hjemmeværnets allestedsnærværende territorielle sikring, er en sådan styrke, at vi hermed sammen med flyvevåben og flåde kan regne med betydelig sikkerhed for at kunne løse den ovennævnte opgave: at virke i rimelig grad afskrækkende over for en angriber. 

Men det kan som sagt heller ikke være mindre. Og bag de stående styrker må der naturligvis være reservestyrker, der mobiliseres. Dette er dog næppe noget større problem, da sådanne styrker jo ikke koster nævneværdige beløb. Forudsætningen for, at disse brigadegrupper kan løse deres opgaver, er imidlertid at der sker en gennemgribende modernisering af materiellet.

Flyvevåbnet synes ingen problemer at have med hensyn til materielanskaffelser, hvilket naturligvis ligger i det indlysende i at have luftfartøjer, der i kvalitet kan hamle op med en angribers. For flådens vedkommende står mannu over for betydelige fornyelser af skibsmateriellet; men der har i mange år intet været sagt om hærens materiel; der har ingen offentlig kampagne været ført om, at hærens materiel forældes eller ruster op. 

Det er ikke desto mindre en kendsgerning, at betydelige nyanskaffelser er nødvendige, hvis hæren skal kunne leve op til moderne krigs krav om pansring, bevægelighed og ildkraft. Uden at komme nærmere ind herpå skal peges på følgende områder: terraingående pansrede transportvogne til fodfolket, så dette kan følge kampvognene i terrainet, selvkørende artilleri, moderne panserværnsskyts med effektiv rækkevidde omkring 1000 m, nyt skyts i kampvognene, moderne lette kampvogne til opklaringsformål og modernisering af visse dele af signalmateriellet. 

For Danmarks vedkommende må forsvaret nødvendigvis være et treværnsforsvar. Man har fra visse enkeltpersoner i søofficerskorpset i den senere tid set indlæg i dagspressen, hvor man søger at rejse en diskussion om de tre værns indbyrdes prioritet og herunder søger at fremme eget værns særinteresser. Selv om de pågældende indlæg næppe har nogen større betydning, må man alligevel beklage deres fremkomst; vi, der har oplevet trediverne, ved, hvor meget hærens og flådens stridigheder dengang skadede den samlede forsvarssag. 

Vi må have en passende styrke af alle tre værn således, at forsvaret som helhed virker forebyggende over for en mulig angriber.

Der er ingen tvivl om, at Østersøen og gennemsejlingsfarvandene gør fremskudte dansk-vesttyske flådeoperationer til en vigtig bestanddel af det samlede forsvar, selv om de må gennemføres over for en — i adskillige år — meget stor overlegenhed på søen og i luften. Forudsætningen for disse operationer er imidlertid, at der — navnlig på Sjælland, som ligger i frontlinien og derfor er mest truet, og hvis besiddelse i øvrigt er nøglen til beherskelsen af gennemsejlingsfarvandene — rådes over de fornødne landmilitære styrker, bl. a. for at hindre, at territoriet erobres ved et kup f. eks. udelukkende ved faldskærmstropper, på samme måde som Tyskerne i 1941 erobrede Kreta. Det landmilitære forsvar er grundlaget for det samlede forsvar og forudsætningen for, at flåde og flyvevåben kan bevare sine baser, og ikke mindst er det det landmilitære fog luftmilitære) forsvar, der i sidste ende sikrer territoriet og vor befolkning mod erobring og besættelse.
 

Litteraturliste

Del: