NATO i 50 år

Foto: Forsvaret.dk

Da generalstabskursus 1949/50 den l.maj mødte på Frederiksberg Slot, var "Den
Nordatlantiske Traktat" kun et par uger før blevet undertegnet i Washingtoriaf de
12 oprindelige medlemslande.
Nutiden kan næppe forstå den dybe tilfredshed, vi dengang følte: Danmark var
med blandt de 12 .
Forud var gået de nordiske forsvarsforhandlinger, hvor min kontorchef i
Krigsministeriets 5. kontor kaptajn V. Jacobsen (senere generalløjtnant og hærchef)
havde været sekretær for den danske delegation. Han var i den henseende ikke
særlig meddelsom, men vi var da klar over sammeribrudet. Det var også 5 .kontor,
der var ressortkontor for de langvarige forhandlinger, der førte frem til de nye
forsvarslove af 1950/51. De to væmschefer (generalløjtnant E. Gørtz og viceadmiral
A.H. Vedel - Forsvarschefen og Flyvevåbnet kom først med ved de nye love)
fremsatte forslag, som ville kræve et budget på 392 mill kr (excl materielanskaffelser)
. Det kunne forsvarsministeren, Rasmus Hansen, ikke acceptere, og han pålagde
derfor de to væmschefer at fremsætte et forslag til 242 mill.kr. Det gjorde man så -
naturligvis. Men man fremhævede ved fremsendelsen, at en sådan ordning "ville
være uden synderlig militær værdi."
Noget af det, vi på generalstabskursus havde håbet, viste sig den gang, som
senere, atvære mindre vel begrundet: Danmarkvar stadigvæk utilbøjelig til at ville
yde det til det fælles forsvar, som vi, med opretholdelse af den grad af velfærd, vi
havde, kunne bære økonomiskt. Men Danmark var glad for den amerikanske
våbenhjælp, uden hvilken det slet ikke ville have været muligt at opstille et dog
nogenlunde fornuftigt bidrag til forsvar af vort eget område. Våbenhjælpen blev i
den grad en del af budgetovervejelseme, at man i betænkningen til 1960-loven
anførte, at hærens tunge materiel også fremtidigt ville blive stillet til vor rådighed
som fortsat våbenhjælp - og det skete naturligvis ikke.
11951 blev Grækenland og Tyrkiet optaget i NATO. Jeg tror, at man har glemt,
at dette skridt skal ses på baggrund af dissse landes geostrategiske beliggenhed med
en strædeproblematik, som minder om vor egen. At de to landes medlemskab så
også har virket stabiliserende på det århundrede gamle modsætningsforhold de to
lande imellem bør ikke forbises.
11951 blev jeg sat til tjeneste i Forsvarsministeriets nyoprettede NATO-kontor
hos kontorchef Svend Hansen. Her kom jeg med i arbejdet omkring NATO's hele
styrkeplanlægning, som den kom til udtryk i de ambitiøse Force Goals og i hele
processen omkring Annual Review. Og der blev arbejdet - der var næppe nogen -
nogen steder - som tænkte i overarbejde eller den slags. Overalt - i SHAPE, i
NATO-generalsekretariatet og herhjemme - var der en tydelig følelse af, at "det
hastede." Sovjetunionen havde efter afslutningen af den 2.verdenskrig opretholdt
sine millionhære, overfor hvilke Vesten stod med kun små styrker efter at både
U.S.A. ogU.K. hurtigst muligt efter krigens afslutning havde demobilisere! Detvar
i forbindelse med NATO's styrkeplanlægning at jeg kom til at deltage i adskillige
møder i Paris og da også i det skelsættende møde i februar 1952 i Lissabon, hvor
de første Force Goals skulle vedtages. Der ville imidlertid blive tale om så store
budgetter i næsten alle lande, at en virkeliggørelse måtte forekomme uopnåelig.
Stemningen i mødesalen var præget af usikkerhed, og der opstod en næsten mærkbar
lettelse, da den amerikanske udenrigsminister kunne meddele, at U.S.A. nu
havde besluttet at stille sit atomvåben til rådighed for NATO's afskrækkelsesstrategi.
Han ledsagede sin meddelelse med følgende udtalelse: "Som et resultat er
det nu blevet muligt at opnå og være fælles om større grundlæggende sikkerhed for
mindre omkostninger." Det har lige siden været mig umuligt at forstå, at selv
fornuftige mennesker kunne se noget forkert i, at NATO i tilfælde af et Sovjetangreb,
som NATO's konventionelle forsvarstyrker ikke kunne stoppe, som en
sidste mulighed forbeholdt sig retten til at anvende A-våben.
Det var også på Lissabon-mødet, man nåede frem til enighed omkring en
fordeling af udgifterne til det nys skabte infrastrukturprogram. Thorkild Kristensen
fungerede som forsvarsminister, og det var en positiv oplevelse at se, i hvor høj
grad han var respekteret af de andre landes ministre. Det var min fornemmelse, at
han kom til at spille en ganske stor rolle i tilvejebringelse af en løsning på dette
vanskelige problem.
I 1954 forkastede Den franske Nationalforsamling ideen om EDC (Europe
Defence Community), som også Danmark havde tilsluttet sig, hvilket så i øvrigt har
gjort det svært for mig at forstå Danmarks senere forbehold overfor europæisk
forsvarssamarbejde og berøringsangst overfor WEU. Hensigten med EDC var, at
man herigennem skulle sikre den vesttyske Forbundsrepubliks deltagelse i Vesteuropas
forsvar. Alle var enige om, at vesttysk deltagelse under en eller anden form
var nødvendigt, og - så forkastede Frankrig idéen. På et møde i Paris vel i efteråret
1954 overværede jeg så den franske udenrigsminister Robert Schumans tale i
NATO-rådet om, at nu måtte man så opfordre Den tyske Forbundsrepublik til at
indtræde som fuldgyldigt medlem af NATO - jeg har aldrig oplevet en så stærk og
inspirerende tale. Og så efter at have hørt M. Schumann foreslå Tysklands optagelse,
kom jeg til i praksis at opleve det. Det skete i maj 1955, mens jeg var
tjenstgørende med mit kompagni i Det Danske Kommando i Itzehoe.
Disse måneder som kompagnichef og mine 2 år som batalionschef blev næsten
de eneste perioder i hele mit militære liv, hvor jeg ikke bogstavelig talt hver dag på
den ene eller anden måde havde NATO i tankerne.
NATO har "fyldt" min militære tilværelse; og aldrig har jeg været i tvivl om
denne alliances betydning for vor vestlige kulturs fortsatte beståen. Dette med "at
fylde" gjalt selvsagt især for det halve år, hvor jeg var elev på NATO Defence
College (1963/64 - dengang endnu i Paris) Men det gjaldt også min tid som brigadechef,
hvor vi som del af Jydske Division jo indgik i COML AND JUT s (chefen for
de allierede landmilitære styrker i Jylland og Slesvig-Holsten) styrker, og hvor hele
vor planlægning var en del af NATO's forsvarsplanlægning samt alle årene derefter.

I\1977 blev jeg chef for Østre Landsdelskommando og kom dermed for første
gang, nemlig som "Commander Allied Land Forces Zealand", ind i "the NATO
chain of command." Herved kom jeg så til at opleve alliancen "indefra." Disse erfaringer
var helt udelukkende positive. Det kunne dreje sig om udsendelse af en
sjællandsk bataljon til øvelse i NATO's Northern Army Group, efter hvilke vi
modtog meget anerkendende ord fra den pågældende chef, eller om øvelser på
Sjælland med deltagelse af forstærkninger som NATO's AMF (Allied Mobile
Force), den britiske 6th Field Force (en styrke på 16.000 mand), den britisk/hollandskebrigade
eller den amerikanske 4th Marine Amphibious Brigade. Sidstnævntes
chef havde jeg med på en sejltur omkring sydøst-Sjælland. Hans enhed og han
selv - han var som ganske ung delingsfører sat i land på Koreas kyst ved Inchon -
vidste noget om landgang på fjendtlig kyst. Forelagt vore forsvarsplaner udtiykte
han uforbeholdent, at hvis der var truffet rettidige politiske beslutninger og vore
styrker var mobiliseret og på plads som planlagt, så ville en angriber stå overfor
endog meget vanskelige problemer.
Da jeg i 1980 blev COMBALTAP - eller på dansk: "Chef for Enhedskommandoen
for den sydlige del af NATO's Nordregion!" - kom jeg som "Principal
subordinate Commander" for alvor inden for i NATO's kommandoorganisation.
Det var ikke, fordi jeg derved kom ud for meget nyt, men tingene tager sig altid
forskellige ud i forskellige perspektiver, og nu oplevede jeg tingene som allieret
officer og ikke som national.
Meget kan man sige om NATO som om enhver stor international organisation.
Nogen har peget på, at NATO ikke har nogen hukommelse; dertil udskifter alle
nationer deres personel altfor hurtigt. Andre har fremhævet NATO s langsommelige
beslutningsproces. Men man kan næppe forvente andet, når alle større
beslutninger skal opnå alle involverede nationers godkendelse - og det er vel ret
beset en styrke i sig selv. Disse karakteristika oplevede jeg meget tydeligt, men der
var også meget positivt at sige om det daglige liv i NATO: Jeg kan bl. mange ting
nævne den loyalitet, som langt de fleste indenfor NATO føler både overfor hinanden
og overfor alliancen. Jeg fornemmede, at alle ønskede at efterleve Field
Marshall Slims (han var chef for de britiske styrker i Siam under den 2. Verden
skrig) udtalelse: "If you want to criticize an allied - remember you are an allied
yourself."
Også det øvelsesmæssige samarbejde med vore forstærkningsenheder - eskadriller
som hærenheder - hører med blandt de meget positive oplevelser. Gennem
disse øvelser blev det klart, at vi som "Host Nation" var i stand til at modtage og
samarbejde med disse enheder, og at vore enheder, både af hær, søværn og flyvevåben
uddannelsesmæssigt uden vanskeligheder kunne tåle sammenligning med
vore allieredes. Samarbejdet med andre nationers enheder var naturligvis særlig tæt
med den tyske division, som sammen med den danske indgik i COMLANDJUT's
styrker, det tyske flyvevåbens enheder i Slesvig-Holsten og med den tyske flåde.
Disse tyske enheder var jo ikke forstærkninger, men var en del af områdets egne
styrker. At Sovjetunionen var interesseret i øvelserne kunne ses af, at der ofte
ankom skibe med omfattende aflytningsudstyr til farvandene lige ud for
øvelsesområdet. Det var ikke uden grund, at vi også tillagde øvelserne betydning
i NATO's bestræbelser for at forebygge krig.
Årene igennem har NATO haft problemer, og det er ikke få gange, at man i
massemedierne har kunnet høre om, at NATO nu befinder sig i en ny alvorlig (den
alvorligste?) krise. Jeg kunne nævne Ungam i 1956 og den samtidige Suez-krise,
Cuba i 1962, de Gaulle 1963 og også Sovjets besættelse af Prag i 1968. Men en af
de alvorligste var nok, da NATO på den tyske kanslers opfordring (det var Helmuth
Schmidt) vedtog dobbeltbeslutningen af 1979 som svar på Sovjets udstationering
af SS-20 missilet til områder, hvorfra hele Vesteuropa kunne nås. Det var som om
de mange vidt forskellige fredsbevægelser - nogle utvivlsomt mindre fredselskende
end andre - helt glemte, at formålet med dobbeltbeslutningen var at få Moskva til
at trække SS-20 missilerne tilbage, hvad man så gjorde, da det blev klart at NATO
til trods for fredsbevægelserne, og Danmarks fodnoter, faktisk ville gennemføre
udstationeringen af tilsvarende amerikanske missiler. Der har altid været kredse i
den danske befolkning som i andre europæiske lande, som ikke mente, at NATO
tjente fredens og frihedens interesser. Hvorvidt man i Moskva bevidst har udnyttet
disse er det nok svært at sige noget konkret om, men såvidt vi vidste rådede Sovjet
over en ganske omfattende centralorganisation til udbredelse af misinformation til
sådanne lande, som man måtte anse for svage led i NATO-kæden. NATO 's svar på
disse bestræbelser har altid været landenes næsten ubrudte indbyrdes solidaritet.
Engang i 1980éme, da Danmarks fodnoter var på "deres højeste", havde jeg besøg
af NATO's vicegeneralsekretær for styrkeplanlægning. I min bil underholdt han
mig med denne solidaritet: Man kunne godt en tid være usolidarisk i politisk
henseende, sålænge man var solidarisk på det økonomiske område, og tilsvarende
kunne man, sådan som Danmark egentlig altid havde været det, være mindre
solidarisk med hensyn til forsvarsbudgettet, når blot man så var politisk solidarisk.
Man kunne imidlertid ikke ret længe af gangen være usolidarisk på begge felter.
Det var omtrent samtidigt med, at general B. Rogers, SACEUR, sad på mit kontor
i Karup og der udtrykte bekymring over det danske forsvarsbudgets stadige
"downward spiral."
Men krisen omkring dobbeltbeslutningen var ikke den enste. Karakteristisk for
sammenholdet i NATO har det imidlertid været, at man altid har fundet vej ud af
sine kriser netop på grund af det sammenhold, som den sovjetiske meget reelle
trussel affødte. At vi i dag må mene, at vi i NATO overvurderede den røde hærs
kvalitet er nok en kendsgerning. Men kvalitet og hensigter er vanskelig at vurdere;
vi kendte kvantiteten.
I mine fire år som COMB ALTAP oplevede jeg at se NATO 's forstærkningsplaner
udvikle sig. Det var vel general Alexander Haigs fortjeneste, at denne
planlægning i slutningen af 1970éme blev prioriteret. Det han lagde vægt på var,
at den generelle forstærkning fra U.S.A. og Canada til Vesteuropa blev forberedt
med en realistisk planlægning. Jeg kom til at opleve planlægningen af forstærkninger
til vort område, hvor denne planlægning var endnu mere betydningsfuld, fordi
Danmark jo havde taget afstand fra fredstidstationering af allierede styrker og heller
ikke ønskede a-våben i landet. Min forgænger, generalløjtnant A.C.B. Vegger
havde nået at se flyforstærkningsplaneme udvikle sig, og det faldt i min lod at se
både dem ogplaneme for hærenheder næsten helt færdigudviklet. Efter disse planer
ville fem amerikanske eskadriller og to britiske kunne komme til BALTAP-området.
Efterhånden var alle forberedelserne for disse eskadriller faktisk færdige,
herunder også i vid udstrækning oplægning af såvel ammunition som reservedele.
Med hensyn til hærenheder var det længe uklart, om der kunne blive tale om
enheder, der som eneste opgave havde at komme os til hjælp. Takket være den
forståelse, som chefen for "UK Land Forces" og den britiske forsvarschef havde for
det danske områdes betydning som "forterræn" for UK, og også for bælterne betydning,
opnåede vi at få 6th Field Force dedikeret, som man kaldte det. Herudover
planlagde vi indsættelse af en US Marinedivision og en amerikansk infanteridivision
- ialt ganske betragtelige styrker. Det var en udvikling, som det var meget
tilfredsstillende at følge. Så meget mere måtte det falde en for brystet, når den
engelske forsvarsminister på Frederiksberg Rådhus fandt anledning til at udtrykke
forundring over omfanget af Danmarks egeri indsats, når dog englænderne var villige
til at sende 16.000 unge herover.
Det var også i denne periode, at det alternative sikkerhedspolitiske flertal i
Folketinget med de mange negative udtalelser om NATO og med fodnoterne kom
til at præge Danmarks forhold i NATO. Kort inden fodnoterne havde jeg været med
Hr. Lasse Budtz i Rom for at give den landeorientering på NATO's Defence
College, som hvert medlemsland skulle give hvert hold. Vi kom egentlig meget
godt ud af det, og min overraskelse var stor, da det få år senere viste sig, at han var
negativt indstillet overfor meget af det, han havde sagt i Rom. Jeg har ofte tænkt
som Montgomery, der hver gang han stod overfor et menneske, som han ikke
forstod eller som ikke handlede, som han mente rigtigt, spurgte sig selv: MWhat
makes him tick." Nu så mange år senere er det som om, nogle i de kredse virkelig
mener, at det var deres indsats langt snarere end NATO 's, der førte til først Berlinmurens
fald, denkolde krigs ophør og derefter til Sovjetunionens sammenbrud. Jeg
havde tit svært ved at forstå, at den borgerlige regering fandt at kunne forblive som
regering med denne - som det forekom mig - spillen hasard med landets sikkerhedspolitk.
Jeg ved godt, at statsministeren fandt at burde prioritere den økonomiske
udvikling højere; og heldigvis har den historiske udvikling, takket være NATO, på
en måde givet ham ret: Denne prioritering fik ikke sikkerhedspolitikse konsekvenser.
I relation til NATO kom min korte periode som forsvarschef ikke til at betyde
nye erfaringer og oplevelser eller nogen forandring. Der var stadig det alternative
sikkerhedspolitiske flertal med fodnoter og vanskelighederne med forsvarsbudgettet.
Men intet af alt dette har kunne ændre min grundfæstede tro på NATO's betydning.
Hvad fremtiden vil indebære, står uklar for alle. Og Ruslands seneste reaktioner
overfor NATO's udvidelse og i relation til udviklingen i det tidligere Jugoslavien
gør det ikke lettere at vurdere udviklingen. NATO har imidlertid vist sig i stand til
at tilpasse sig situationen efter den kolde krigs ophør, og der er næppe grund til at
være ængstelig for, at denne den mest succesrige alliance i verdenshistorien ikke
også denne gang kan finde vej i al uoverskueligheden til gavn for alle medlemsnationemes
fortsatte eksistens i fred og frihed.
Og så er det at håbe, at Folketinget, inden man går ind for drastiske nedskæringer
i vort forsvar, vil erkende, at det ikke alene er en positiv historisk udvikling, der
kan ske med en overraskende hastighed (fra Berlinmurens fald i 1989 til kommunismens
sammenbrud i daværende Sovjetunion i 1992), men at også negative udviklinger
kan foregå i et tempo (Hitlers magtovertagelse i 1933 til indrykningen i Østrig
i 1938), så hurtigt, at det bliver endog meget vanskeligt at træffe rettidige og vanskelige
politiske beslutninger.
Den første amerikanske præsident, George Washington sagde engang:

"To be prepared for war is one of the most effectual means ofpreserving peace. ”

Dette har stedse været grundidéen i NATO's virke. Og skulle man her ved
NATO's 50-års jubilæum som dansker ønske noget, kunne det være, at den del af
den danske befolkning, som ikke husker tiden før NATO, vil forstå, at frihed - fred
i frihed - ikke er en selvfølgelighed, men noget man bevidst må yde en indsats for.
En indsats som må ske i fællesskab med ligesindede; sådan har det altid været, og
sådan er det også i den turbulente udvikling, vi i dag står midt i.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_128_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.