Nationalt eller internationalt fokus - ikke enten/eller, men både/og

Denne artikel er skrevet af kaptajn Lars H. Jensen, der gør tjeneste ved Jægerkorpset.

 

Major J.K.B. Petersen (JKB) bidrog til debatten om forsvarets fremtidige opgaver i artiklen: "Det nationale forsvars stilling", i Militært Tidskrift m. 1-1995. Jeg finder, at JKB's indlæg i højere grad berører et væsentligt element i diskussionen om forsvarets fremtid, end mange af de indlæg, som ellers ses. Sådanne er ofte dogmatiske udsagn, som sjældent har andet budskab, end at værnepligtige skal afløses af konstabler, at strukturen skal fastholdes af hensyn til arbejdspladser og lokalsamfund eller hgnende subjektive partsindlæg. Jeg er imidlertid uenig med JKB, og jeg fmder, at JKB's forslag på længere sigt vil kunne virke forringende på forsvarets evne til at forsvare Danmark. Jeg mener, at der er behov for en betydeligt mere velafbalanceret pragmatisme end en stædig fastholdelse af velkendt retorik, hvis forsvaret på lang sigt skal bevare sin forsvarsevne. Opgaven er, og heri er jeg helt enig med JKB, at sikre fred og frihed for den danske nation.

Majorens budskab
Den grundlæggende substans i JKB's indlæg er tilsyneladende, at der skal være flere opgaver på Stabskursus II, som udelukkende omhandler det nationale forsvar af Danmark, og det er jo et legitimt ærinde. Imidlertid finder jeg, at JKB's massive argumentation for dette budskab ikke bør stå uimodsagt, uagtet at jeg derved risikerer at gruppere mig med de "...ukritiske og troskyldige sjæle, der som afrettede og lydige redskaber for den utopiske ide, har mangel på virkehghedssans og historisk fornemmelse..." (frit citeret). JKB fremlægger sit budskab om forsvarets fokus som et enten/eller valg. Essensen heraf ses bedst af følgende citat: "Først nationale opgaver - dernæst hvad vi sikkerhedspolitisk og ressourcemæssigt tør og har råd til uden for dansk nærområde." Jeg mener derimod, at vi står over for en påtvungen både/og nødvendighed. JKB kategoriserer Verdenssamfundets fokus på forhold uden for dansk nærområde som "drømmerier, globale fantasiprojekter, planpolitisk totalitetsstyring af befolkningerne...", o.lign. Heri finder jeg, at JKB afgørende har fejlbedømt situationen. Således overser JKB dansk sikkerheds sammenhæng med forhold, der ligger geografisk ^emt herfra. Og JKB overser især nødvendigheden af, at forsvaret tilpasser sig "de politiske modeluner" ud fra en pragmatisk filosofi om, at det gælder om at få størst mulig sikkerheds- og forsvarspolitisk effekt ud af den herskende, ugunstige forsvarspoliti- ske virkelighed.

Danmarks sikkerhedspolitiske mål
JKB gentager sit budskab om forsvarets ensidige orientering mod det danske suverænitetsforsvar i mange variationer. IKB plæderer stærkt for, at Danmark skal koncentrere sin indsats om forsvar af eget territorium og nærområde. Jeg mener, at JKB's grundlæggende forudsætninger for denne påstand bygger på et alt for unuanceret grundlag. Danmark har jo ikke kunnet forsvare sig selv i nyere tid, og vort land har været heh afhængigt af vore alheredes meget store bidrag til vort forsvar. Nu er vi i en situation, hvor vi ikke umiddelbart er truet, og hvor stabiliteten hos vore allierede i Europas randområder trues af regionale konflikter. Vore allierede har nu brug for os. Ikke så meget for at Danmark skal bidrage med numerisk afgørende bidrag, men derimod for at dansk militær tilstedeværelse skal bidrage til stabiliteten i deres nærområder. JKB har ret i sine historiske vurderinger vedrørende, at historien altid gentager sig, og at uanset multilaterale organisationers idealistiske fremtoning, så er det i sin yderste konsekvens nationernes plejen af egne og selviske interesser, der er styrende. Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe (RAG) har indenfor de seneste år gennemført et antal analyser af de styrende danske interesser i vor sikkerheds- og forsvarspolitik.

RAG opdeler i disse analyser vore sikkerhedspolitiske mål i grundlæggende og udvidede sikkerhedspolitiske mål. Danmark har som småstat søgt sikkerhed i internationalt samarbejde, såsom FN og NATO, siden Anden Verdenskrig.

Indtil Murens fald var Danmark tvunget til at koncentrere sin væsentligste forsvarsindsats om de grundlæggende sikkerhedspolitiske mål. Kun ved opretholdelse af visse styrkemål til sit territorialforsvar kunne Danmark sikre sit mål: At andre og stærkere nationer fortsat ville bidrage med tilstrækkelige styrker til sikring af dansk fred og frihed. Det var følgelig kun en relativt begrænset andel af vore forsvarsressourcer, der kunne afsættes til udvidede sikkerhedspolitiske mål. Vi har imidlertid altid bidraget til FN med substantielle styrker og økonomiske midler. Dette har selvfølgehg i nogen grad været baseret på en ideahstisk verdensanskuelse, men har, uanset de pæne ord, været et element i en "egoistisk" dansk national overlevelsesstrategi. En småstat, som Danmark, har nemlig stærke interesser i Folkerettens bud om staternes suverænitet og grænsernes ukrænkelighed. Kun gennem en forfølgelse af blandt andet sådanne mål, herunder konsekvente bidrag til det internationale samfunds svar på krænkelser, kan Danmarks handlefrihed, og på længere sigt eventuelt også eksistens, fastholdes. Det må ikke overses, at danske bidrag til stabilitet §emt fra Danmark også har en langsigtet præventiv virkning mod, at der genopstår en trussel mod dansk nærområde. Det er jo ofte således, at stærk ustabilitet og politiske spændinger kan tvinge store magter til at træffe egenrådige beslutninger, som river småstater med i en udvikling, hvori de ingen indflydelse har. Desuden er Danmark, som eksportnation, afhængig af stabile markeder, hvis nationens velfærd skal opretholdes. 

Indflydelse
Det har altid været Danmarks politik at søge indflydelse i det internationale samfund gennem forskellige bidrag. Derved har Danmark opnået en forøget gennemslagskraft af sine synspunkter. Det er sandsynligt, at begrebet indflydelse vil få større betydning for dansk sikkerhed fremover, set i lyset af de mange nye statsdannelser i verden. Mange nye og umodne stater, herunder selv demokratier, har i mange tilfælde folkeretlige opfattelser og værdinormer, som ikke stemmer overens med Danmarks. Danmark har følgelig en stærk interesse i størst mulig indflydelse for herigennem at præge omverdenen med synspunkter, som understøtter Danmarks interesser. Tidligere var der på grund af atomtruslen et stærkt skel mellem de militære og de politiske bestanddele af sikkerhedspolitikken. Dette er ikke længere gældende, idet politiske, økonomiske og militære midler nu indgår som mere frit valgbare instrumenter i opnåelsen af Danmarks mål. Al den stund at der er reel krig i Danmarks relativt nære område, så må Danmark også lægge forøget tyngde med militære bidrag for at kunne bibeholde sin hidtidige indflydelse. Desuden er militære bidrag til de organisationer, som vi er medlemmer af, en forudsætning for, at Danmark kan få medindflydelse på de rent militære beslutninger. Kun herved kan Danmark præge de af sine allierede, der måtte gribe til en, efter dansk opfattelse, uacceptabel magtanvendelse. (Når man deltager i internationale øvelser og samtræning på taktisk/operativt niveau, blandt andet i ARRC, forbavses man iøvrigt ofte over, hvor meget danske synspunkter medinddrages på trods af de numerisk næsten uanseelige bidrag.)
 
Af JKB's holdning fremgår, at han kun i mindre grad finder det nødvendigt at forfølge de udvidede sikkerhedspolitiske mål. En sådan "småstats-isolationisme" kan selvfølgelig baseres på flere forhold, herunder ikke mindst personlige verdensopfattelser. JKB lægger ikke skjul på sin mistro til effekten af militære operationer i internationale rammer. Det er heri at jeg mener, at JKB's grundlæggende misopfattelse består. JKB overser, at nu, og i den nære fremtid, vil de afgørende faktorer for europæisk, og dermed dansk, sikkerhed være at finde på NATO's øst- og sydgrænser, altså fjernt fra Danmark. Vi har derfor ikke det valg at koncenfrere os om vort eget territorialforsvar, hvis vi ønsker indflydelse og dermed påvirkning af strategiske forhold, der på længere sigt kan true vore interesser.
 
En præcis beskrivelse af den fremtidige sikkerhedssfære kan findes i NATO's strategiske doktrin - et dokument som JKB ikke inddrager i sin argumentation, og som Danmark iøvrigt har tilsluttet sig fuldt ud. Man kan, jævnfør dette dokument, anskue dansk forsvars integration i de "globale fantasiprojekter" som rendyrket pleje af danske sikkerhedsinteresser. Lidt mere kynisk kan det påstås, at det er bedre at udkæmpe krigene på de andres "marker", således forstået, at Danmarks interesser hævdes bedst ved at løse problemerne Ijemt fra Danmark, før de rammer os i form af eksempelvis massive flygtningestrømme og anden ustabilitet. (Mener JKB iøvrigt også, at Danmarks bestræbelser på opnåelse af kollektive sikkerhedsordninger i det baltiske område - eller oprettelsen af den Danske Internationale Brigade - hører til fantasiprojekteme?) Jeg er enig med JKB i, at nationens sikring af egne interesser og ultimativt overlevelse er det afgørende element. Men jeg mener, at nationen Danmarks sikkerhedspolitiske interesser hævdes meget dårhgt ved at "grave sig ned" og mentalt udelukkende beskæftige sig med sit eget territorialforsvar.
 
Jeg mener naturligvis, at Danmark fortsat skal bibeholde en væsenthg grad af evne til selvforsvar, men problemet er blot, at mange af de forhold, der påvirker vor småstats suverænitetsforhold, afgøres langt fra Danmarks grænser. Vor sikkerhed afgøres i disse år omkring og udenfor vore allieredes grænser. Da Danmark, på grund af fraværet af en umiddelbar trussel, kan tillade sig at afsætte midler til udvidede sikkerhedspolitiske mål, må vægtningen af ressourcer, der afsættes til henholdsvis suverænitetsforsvarets og internationale opgaver, underkastes en rationel "Cost-benefit"-analyse. Således bør vægtningen bero på en fordomsfri (og "kynisk") beregning af hvad der gavner dansk sikkerhed bedst. 
 
De lovmæssige kendsgerninger
JKB lægger, med al ret, den gældende forsvarslov til grund for sine påstande. Dog er de anførte udpluk af hovedteksten og bemærkningerne hertil temmeligt unuanceret anvendt i argumentationen, og JKB kommenterer ikke, at lovens gyldighedsperiode er udløbet, og at en ny er under udarbejdelse. 
 
JKB anvender kun suverænitetsforsvars-opgaven og den bemærkning til lovteksten, der omhandler forsvaret af nærområdet som hovedopgaven for dansk forsvar, som sit eneste argument, idet de andre opgaver kun i meget ringe grad medinddrages. Det forvrængende heri forstærkes kraftigt af den føromtalte enten/eller holdning. Jeg vil derfor tillade mig at anvende spalteplads på lovtekstens fulde ordlyd, for herved at illustrere, at lovteksten i sin helhed, trods den pågældende bemærkning, ikke kan drages til indtægt for ensidig vægtning af suverænitets- forsvaret. Lovens § 1 lyder:

§ 1. Det militære forsvar skal bidrage til at fremme fred og sikkerhed.
Stk. 2. Forsvaret udgør et væsentligt sikkerhedspolitisk middel og har til formål
1) at forebygge konflikter og krig,
2) at hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet og
3) at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne.

 
Stk. 3. Dansk forsvar skal på mandat af FN eller CSCE med militære midler, direkte eller stillet til rådighed gennem NATO, kunne bidrage til løsning af fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og lignende opgaver.
 
Stk. 4. Forsvaret skal som en integreret del af NATO
1) kunne løse konfliktforebyggende opgaver og krisestyringsopgaver samt yde effektiv modstand mod angreb på dansk område og gennemføre egentligt forsvar af Danmark og tilstødende nærområder i samarbejde med allierede styrker, herunder rettidigt kunne modtage, støtte og gennemføre operationer med allierede styrker indsat i forstærkningsøjemed, samt
2) kunne deltage i konfliktforebyggelse, krisestyring samt forsvar indenfor NATO's område, herunder demonstration af solidaritet ved indsættelse af reaktionsstyrker, i overensstemmelse med Alliancens strategi.
 
Stk. 5. Forsvaret skal råde over styrker, hvis størrelse, kampkraft, udholdenhed, mobilitet og fleksibilitet gør det muligt at løse de stk. 3 og 4 nævnte opgaver.
 
Det skulle fremgå af lovtekstens vægtning af de internationale opgaver, at der ikke er belæg for at træffe et enten/eller valg, men at det derimod er nødvendigt at tilgodese både de internationale opgaver og det nationale forsvar. Rent faktisk har de internationale opgaver en forholdsvis større andel af lovteksten end eksistensforsvaret. JKB har tilsyneladende stirret sig blind især på ordene "eksistens" og "suverænitet". Jævnfør mine argumenter er det næppe rimeligt at antage, at varetagelsen af Danmarks "eksistens, integritet og suverænitet" hævdes bedst ved at satse midlerne næsten udelukkende på det internationalt set inaktive forsvar af dansk territorium. På baggrund af lovtekstens krav om løsning af internationale opgaver burde JKB have medinddraget et andet afgørende element for dansk forsvar i sin vurdering af forsvarets fokus. Her tænker jeg på Danmarks forpligtelser i forbindelse med tiltrædelsen af NATO's strategiske doktrin. Ved at overse denne, fremstår JKB's argumentation næsten som rendyrket isolationisme. Han vil nok anvende andres landes styrker i sine hypotetiske krigspil i og om Danmark, men vægrer sig mod at beskæftige sig med danske styrkers rolle i realistiske krigspil langt fra Danmarks grænser; på trods af at det er her, at Danmarks fremtidige sikkerhed skal skabes. Doktrinens beskrivelse af sikkerhedsproblemernes natur, og den solidariske hævdelse af fælles sikkerhed bør være nogle af de parametre, som skal være afgørende for dansk forsvars fokus - uden skelen til NATO's problemer iøvrigt. 
 
Den pragmatiske tilgang til forsvarets fremtid
Mange af mine ovenfor anførte betragtninger er sammenfaldende med en del af RAG's konklusioner i de seneste analyser. Da JKB tilsyneladende ikke finder sådanne argumenter stærke nok, kan det være nyttigt at se på forsvarets muligheder for en langsigtet evne til opretholdelse eller genopbygning af den fornødne forsvarsevne, ud fra fra en pragmatisk synsvinkel. Der er meget lille sandsynlighed for, at der skulle opstå et politisk ønske om afsætning af forøgede økonomiske ressourcer til forsvaret. Det er også meget lidt sandsynligt, at den folkelige støtte til forsvaret kan opretholdes, hvis forsvaret fremstår som en stiv og uforanderlig organisation, som ikke kan tilpasses de ændrede forhold. Vor egen nationale politiske virkelighed giver derfor næppe officerskorpset mulighed for at gennemføre JKB's ønske, nemlig overvejende eller udelukkende at kunne koncentrere sig om dansk territorialforsvar.
 
JKB kan have ret i sine betragtninger om, at det historisk set kan virke uforsvarligt at gennemføre en kvantitativ beskæring af forsvaret. Desværre er der uhyre få områder af vort samfundsliv, hvori langsigtede kendsgerninger holdes for øje, når politiske beslutninger skal tages. Således styres forsvarets udvikling i en vis grad af "politiske modestrømninger", som JKB udtrykker det. I den forbindelse har forsvaret haft svært ved at argumentere fomuftspræget for et fortsat fokus på en hypotetisk :§ende. Den kritiske presses krav om letforståelige argumenter kan vanskeligt imødekommes ved historiske henvisninger og advarsler om mulige udviklinger indenfor en 15-20 årig horisont. Sådanne argumenter har begrænset gennemslagskraft i et samfund, der søger kortsigtede løsninger på økonomiske problemer. Der vil ofte ikke være langt til latterliggørelse af forsvaret i medierne ved en stædig fastholdelse af, hvad der kunne kaldes "koldkrigsretorik".
 
Vore politikere er ligeledes under voldsomt pres. Hvis de skal kunne "overleve" mødet med vælgerne, presses de ofte til sag-til- sag argumentation. Herunder bliver forsvarets ikke ubetydelige del af samftmdsøkonomien et let offer for forslag om voldsomme nedskæringer, ikke mindst fordi ønsker om overførsel af pengene til sygehusvæsen, skoler og lignede statslige institutioner appelerer til populistiske vurderinger. Der kan heller ikke ses bort fra, at politikere, der altid har haft forsvarets nedlæggelse som mål, har fået forøget indflydelse på forsvarets forhold ]iii baggrund af sådanne forhold. Der er altså en række forhold som medfører, at forsvarets behov ikke har den fornødne gennemslagskraft, uanset nok så analytisk korrekte argumenter.
 
Justeringen af forsvarsindsatsen
Der er dog især ét område, hvorom forsvaret kan skabe interesse og forståelse, især for materielbehov. Det er de internationale operationer. Dette faktum må tillægges værdi, når vægtningen af forsvarsindsatsen fremover skal fastlægges. Heri ligger min pointe om, at forsvaret må se pragmatisk på situationen med henblik på at opnå det bedst mulige resultat. Jeg mener, at forsvarets tarv varetages bedst ved, imder den nuværende politiske virkelighed, at forskyde en iøvrigt uændret forsvarsindsats til en forøget forfølgelse af udvidede sikkerhedspolitiske mål, altså mod de langt dyrere internationale operationer. En satsning alene på at fastholde eksistensforsvarets struktur kan ende med, at budgettet formindskes; måske endog ganske betragteligt. Set på lang sigt vil dette give en muhghed for at kunne forskyde indsatsen tilbage til igen kun at omfatte de grundlæggende sikkerhedspolitiske mål, hvis det måtte blive nødvendigt. Det vil efter al politisk fornuft være langt lettere til den tid at ændre på forsvarets fokus, end at få et budget forøget med adskillige milharder kroner, hvis det først én gang er nedskåret.
 
Jeg tror, at en kraftig nedskæring af den samlede danske "sikkerhedsforsikring" vil blive uundgåehg, hvis man baserer sig på JKB's argumentation. Problemet ved tilpasningen af især hærens struktur er blot, hvor dybt man kan skære, uden at skaden bliver uoprettehg. Churchills velkendte udtryk siger, at det kun tager nogle få år at ødelægge et forsvar, men det tager op mod 30 år at genopbygge det. Jeg skal ikke gå for dybt ind i denne diskussion, men blot påpege fornuften i at fastholde en division som bidrag til NATO's hovedforsvarsstyrker. Herved kan Danmark give et væsentligt og indflydelsesgivende bidrag til et korps og til sin "egen" NATO Major Subordinate Command (BALTAP, hvor Danmark jo besidder chefposten). På disse, og højere niveauer, er det stadigt bidrag med divisioner, der giver indflydelse.
 
Kun ved en fortsat rådighed over de forskellige føringsniveauer, som er indeholdt i divisionen, samt de chefposter som et divisionsbidrag giver "ret" til på højere niveauer, kan evnen til en hurtig genopbygning af hæren bibeholdes. Det er navnlig føreraddannelsen, herunder også doktrinudviklingen, som er blandt nøgleproblememe, hvis en hær skal kunne udvides hurtigt. Man kan således relativt hurtigt anskaffe nyt materiel og uddanne de manuelle niveauer. Man kan også relativt hurtigt uddanne underafdelinger i form af værnepligtige enheder. Men man kan ikke fremskynde uddannelsen af de højere førere eller udvikle doktriner, således at man for eksempel kunne tænke sig en brigade- eller divisionschef uddannet på få år. Uddannelsen til disse føringsniveauer kræver årelang uddannelse, blandt andet gennem uddaimelse og tjeneste på alle niveauer op til det pågældende niveau. Uddannelsen fordrer endvidere, at der rådes over enheder eller kommandoer på det pågældende niveau. Dette faktum udelukker faktisk den mulighed at lade små enheder af kontraktansat personel være grundstammen i en "genopbyggehg" hær - i hvert fald indenfor reahstiske økonomiske rammer. Ved en sådan lille hær, vil man måske nok råde over god ekspertise på manuelt og mellemledemiveauet, men man kan ikke råde over veluddannede førere og stabe på højt niveau - der er jo ingen struktur at uddanne dem i! Det synes derfor at være urealistisk at opgive væmepHgten, fordi kun denne fimktion vil muhggøre genopbygning hæren indenfor det strategiske varsel. Kun ved fortsat rådighed over færdiguddannede førere og stabe på alle niveauer i "en hel hær", vil vi kunne bibeholde evnen til at forskyde indsatsen tilbage til eksistensforsvaret, om det måtte blive nødvendigt. Man kan da konkludere, at kunststykket i justeringen af forsvarets udformning blandt andet består i at afbalancere krigsførelsens triade - organisation, teknologi og doktrin - med de to, måske modsat rettede, opgaver: Løsning af internationale opgaver og bevarelse af evnen til genopbygning. 
 
Konklusion
Set ud fra en historisk, sikkerhedspolitisk analyse, som vi militære kan og vil forstå den, har JKB i nogen grad ret i visse argumenter. Men da meget lidt styres af den langsigtede sunde fornuft i vort samfund, idet kortsigtede og letforståelige argumenter ofte er vore politikeres overlevelsesmiddel, så må forsvaret tilpasse sig denne situation. Hvis vi ikke kan præsentere bedre argumenter end at forsvaret fortsat skal dimensioneres efter den, for lægmand, bortfaldne trussel, så vil forsvaret kunne lide uoprettehg skade.
 
Vi må derfor ud fra en pragmatisk synsvinkel støtte en forøget vægtning af udvidede sikkerhedspolitiske mål gennem et forøget internationalt engagement. Herved opfyldes en række væsentlige sikkerhedspolitiske forudsætninger for Danmark, herunder ikke mindst Folkerettens respekt for staternes suverænitet og ikke mindst grænsernes iikrænkelighed. Kun ved substantielle bidrag til internationale organisationer (FN, OSCE, NATO, WEU o.lign), og operationer i disse regi, kan Danmark opnå den indflydelse, der tjener vore udvidede og langsigtede sikkerhedspolitiske interesser bedst, og som giver bedst udbytte af de investerede midler. Kun hvis det lykkes at fastholde det nuværende økonomiske niveau i landets forsvarsindsats vil det muliggøre en forskydning fra prioriteringen af de udvidede sikkerhedspolitiske mål tilbage til de grundlæggende mål, hvis det måtte blive nødvendigt. 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel:
PDF iconmilitaert_tidskrift_124_aargang_aug.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: