Muligheder for etablering af et IAMD i Danmark

Som et resultat af forsvarsforliget 2018-2023 er Forsvaret i gang med at investere i flere kapaciteter, der hver især er øremærket til forskellige opgaver og enheder. Fælles for disse er, at de kan bruges til luft- og/eller missilforsvar herunder forsvar mod ballistiske missiler. Tager man et samlet blik på kapaciteterne, åbner der sig nogle interessante perspektiver for etableringen af et egentligt dansk integreret luft- og missilforsvar – i fagsprog kaldet Integrated Air and Missile Defence (IAMD).

Denne observation har til formål at beskrive og vurdere Forsvarets muligheder for at etablere et IAMD i Danmark, herunder at pege på, hvilke hensyn man bør tage, når man skal investere i kapaciteterne, i fald der er et politisk ønske om at etablere et IAMD.

Forsvar mod trusler fra luften er typisk mod fly, større droner og krydsermissiler, som har det til fælles, at de bruger luft til forbrænding af brændstof (”air breathing”) og flyver inden for atmosfæren (endo-atmosfærisk). Der er dog også andre luftbårne trusler, men disse regnes ikke som en del af luftforsvar. Fx kaldes forsvar mod mindre droner, der er elektriske, Counter-Unmanned Aerial Systems eller C-UAS og forsvar mod raketter, artilleri og morterer kaldes Counter-RAM eller C-RAM.

Samler man sine kapaciteter til luftforsvar, både de aktive og de passive som fx overvågningsradarer, i et system, der er bundet sammen i en kommando og kontrol- (C2-) arkitektur, kaldes det for et integreret luftforsvar eller Integrated Air Defence System (IADS). Fordelen ved et sådan system er, at de forskellige kapaciteter kan komplementere hinanden, samt at der kan opbygges et forsvar i flere lag – også kaldet et lagdelt luftforsvar (se figur senere i teksten). Det afgørende er, at systemerne er bundet sammen i en C2-arkitektur, i hvilken der kan deles data, og hvorfra indsættelsen af diverse kapaciteter kan styres.

Missilforsvar er forsvar mod trusler fra ballistiske missiler, der flyver exo-atmosfærisk og dermed har en ballistisk bane der inkluderer en tur uden for jordens atmosfære. Forsvar mod ballistiske missiler kaldes også Ballistic Missile Defence (BMD). Et BMD består af sensorer der detekterer afskydningen af et ballistisk missil, typisk en satellit, radarer der følger missilets bane, samt et eller flere systemer med våbensystemer, der skal skyde missilet ned – enten ude i rummet eller på dets vej ned mod målet. Her er det tilsvarende afgørende, at systemerne er bundet sammen i en C2-arkitektur, i hvilken der kan deles data og hvorfra indsættelsen af diverse kapaciteter kan styres.

Binder man de to systemer – IADS og BMD – sammen i ét der både kan håndtere luft- og missilforsvar, så har man et IAMD.

Forsvaret har i dag ikke mulighed for at opstille et lagdelt luftforsvar, og har ingen kapaciteter til missilforsvar. Det danske luftforsvar har sensorer i form af land- og skibsbaserede radarer, men våbensystemdelen udgøres i øjeblikket alene af de danske F-16-kampfly, der indsættes af den netop etablerede NAOC1 og kontrolleres af Air Control Wing (ACW), der også producerer et altid opdateret billede af, hvad der flyver i dansk og internationalt luftrum omkring Danmark.

Af forsvarsforliget fremgår det, at Forsvaret skal investere i følgende kapaciteter, der relaterer sig til luft- og/eller missilforsvar:

  • SM-2-luftforsvarsmissiler til fregatterne – og der er allerede købt 50 af disse
  • SM-6-luft- og missilforsvarsmissiler til fregatterne
  • en luftforsvarskapacitet til hærens nye brigade
  • en BMD-sensor til NATO’s missilforsvar
  • F-35-kampfly, og sidst, men ikke mindst
  • et nationalt kommando- og kontrolcenter til luftoperationer (NAOC)

Hvis Forsvaret skal integrere de nye kapaciteter i et system, naturligvis med respekt for den opgave de er tiltænkt at skulle løse jf. forliget, giver dette mulighed for at etablere et ganske effektivt ”any sensor – any shooter”-IAMD, hvor alle sensorer, herunder Flyvevåbnets landbaserede langtrækkende og mellemdistanceradarer, Søværnets skibsbaserede radarer og Hærens (kommende) mobile sensorer, bidrager til det identificerede luftbillede. Billedet skal via et netværk distribueres til alle aktører, og hvor den bedst egnede ”shooter” kan allokeres til at eliminere en konkret lufttrussel. I et sådan IAMD vil alle kunne nyde godt af støtten fra de andre; en mobil landenhed vil fx kunne modtage det komplette luftbillede uden at dens egne sensorer behøver at udsende stråling, og den kan dermed være mindre synlig på kamppladsen. En sejlende enhed vil kunne få et tidligere varsel om lufttrusler eller eliminere en lufttrussel mod landbaserede enheder. Kort sagt vil det give mulighed for en mere effektiv beslutnings- og føringskæde i luftdomænet, bestående af:

  • Centraliseret kommando, der kan træffe beslutninger på et (mere) oplyst grundlag end i dag
  • Distribueret kontrol, hvor enhederne kan ”slukke og tænde” når det giver bedst mening ift. egenbeskyttelse og støtte til andre
  • Decentraliseret udførelse, hvor enhederne (stadig) kan handle autonomt

Og vi er faktisk allerede godt på vej.

Hvis de sensorer og det medfølgende C2-system, som Hæren skal anskaffe til luftforsvar af brigaden bliver af en type, der let kan sammenkobles i en større C2-arkitektur,2 og ligeledes en eventuel opgradering af Søværnets skibsbaserede radarer, vil ”any sensor”-delen være på plads. Flyvevåbnet vil kunne fusionere og korrelere sensordata og på den baggrund identificere luftbilledet, som så via førnævnte netværk distribueres til de aktører, der ønsker det.

Udover, at Hæren vil have behov for såvel C-RAM- som C-UAS-våbensystemer, bør brigaden også have luftforsvar mod fly, helikoptere og krydsermissiler. Hvis et kommende indkøb har dette med i overvejelserne, og systemet får en størrelse og formåen, hvor det kan bruges i et lagdelt luftforsvar, er ”any shooter”-delen også ved at være på plads. SM-2-missilerne på fregatterne kan ses lidt i samme kontekst. De er velegnede til luftforsvar og vil med en C2-integration mellem fregatterne og NAOC kunne anvendes som en del af et lagdelt luftforsvar, herunder områdeluftforsvar af fx København eller Esbjerg havn, hvis denne skulle bruges til modtagelse af forstærkninger fra allierede.
Eksempelsvis lagdelt luftforsvar med fremtidige danske kapaciteter

 

På samme vis kan SM-6 tænkes ind i denne integration. SM-6 adskiller sig fra SM-2 i rækkevidde samt muligheden for at engagere ballistiske missiler og i nogen grad overflademål. Her er det dog afgørende, at missilet er bundet op til en radar, der kan detektere ballistiske missiler, hvilket kræver at de nuværende radarer på fregatterne bliver skiftet ud. Gør man det, får man også det sidste flueben – en BMD-sensor til NATO. En ikke uvæsentlig ulempe er dog, at når fregatten indgår i NATO BMD, er det fra en position i Middelhavet, hvorfor fregatten i den periode ikke kan være en del af et dansk IAMD. Det i sig selv er grund nok til at overveje en dansk finansieret og græsk eller tyrkisk drevet stationær BMD-radar i Middelhavet.

Forsvaret har med andre ord en oplagt mulighed for at etablere et samlet IAMD, og på den måde opstille et lagdelt og kapabelt luftforsvar af Danmark. Men det kræver, at man fra starten samtænker investeringen af nye luft- og missilforsvarskapaciteter i en IAMD-ramme og ikke kun i værnsspecifik opgaveramme.

 

 

Noter

1 National Air Operations Centre

Systemer der baserer sig på ”Open Systems Architecture” vil medføre et minimum af proprietærløsninger og ekstraomkostninger til systemintegration. US Navy er langt fremme på området, se fx https://www.navy.mil/navydata/fact_display.asp?cid=2100&tid=450&ct=2

 

Litteraturliste

Del: