Missiler til Søværnet

De danske fregatter af IVER HUITFELDT-klassen sejler i dag rundt med tomme multimissil-launchere. Det var et bevidst valg, da aktstykket blev vedtaget i 2006. Spørgsmålet er, om det er på tide at fylde launcherne op?

Indledning
De danske fregatter af IVER HUITFELDT-klassen sejler i dag rundt med tomme multimissil-launchere. Det var et bevidst valg, da aktstykket blev vedtaget i 2006. Spørgsmålet er, om det er på tide at fylde launcherne op? En oplagt mulighed er at investere i luftforsvarsmissiler med henblik på at kunne etablere områdeluftforsvar og dermed øge både fregatternes selvforsvarsevne og evne til at beskytte andre skibe. Men hvorfor er dette oplagt, og er der alternativer? Denne artikel er et forsøg på at besvare spørgsmålene. Det er nødvendigt indledningsvist at beskrive fregatternes systemer og deres udviklingsmuligheder. Investering i operative kapaciteter bør dertil altid ses i en kontekst. Denne kontekst tager udgangspunkt i Danmark som en global maritim aktør. Danmark besidder ”sea power”. Dét har bidraget – og bidrager fortsat – væsentligt til dansk økonomi og giver politisk indflydelse. Dansk sea power udfoldes i en global geopolitisk kontekst. Det er derfor nødvendigt at vende tilbage til den maritime tænker Alfred Thayer Mahan for at få forståelsesrammen på plads; men det skal selvfølgelig sættes i en nutidig kontekst. Den nutidige kontekst domineres af tre forhold: De eurasiske kyststater og vandveje fra Gibraltar til Nordkorea; Kina; og Rusland i Østersøen. Sidst i artiklen vil der være en analyse af disse tre forhold, afsluttende med Rusland og Østersøen. NATO er hjørnestenen i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Det hører derfor med til billedet at beskrive, hvorledes fregatterne udrustet med områdeluftforsvar passer ind i f.eks. NATO`s Integrated Air and Missile Defence. Artiklens vurderinger og analyser er et udtryk for mit personlige perspektiv. De udtrykker ikke forsvarets eller søværnets. Slutteligt en disclaimer – faktuelle oplysninger er hentet fra åbne kilder på nettet.
 
Aktstykket om fregatterne godkendes
Med aktstykke nr. 175 af 17. juni 2006 blev anskaffelsen af fregatterne vedtaget. Sammen med de fleksible støtteskibe ville søværnet få reel global rækkevidde og dermed øget evne til at understøtte danske maritime interesser. I mange søofficerers øjne manglede der dog et væsentligt element. Aktstykket fastslog nemlig: ”…udrustningen med multimissil-affyringssystemer og forberedelse til at kunne gennemføre luftforsvar, tilgodeser krav til en fleksibel videreudvikling af kapaciteten”. Og videre: ”Således anskaffes der i medfør af nærværende aktstykke ikke missiler til multimissil-affyringssystemerne, men der skaffes mulighed for at disse kan anskaffes senere”. Perioden omkring 2006 ved aktstykkets godkendelse kan karakteriseres som en sikkerhedspolitisk unik periode. Vestlige liberale demokratier, ledet af USA, havde ubegrænset sikkerhedspolitisk handlefrihed. USA's ubestridte førerposition blev eksemplificeret ved invasionerne i Afghanistan og Irak. Globaliseringen var i fuld gang og økonomien i højeste gear. Generelt en udvikling, der blev karakteriseret som en barriere for krige mellem demokratiske stater. I Forsvarets Efterretningstjenestes Risikovurdering blev Rusland behandlet i den sidste del i risikovurderingen.1 Rusland var på vej tilbage som selvhævdende stormagt, og landet havde nydt godt af høj økonomisk vækst. Det vurderedes, at forholdet mellem USA og Rusland ville antage en kølig, men pragmatisk karakter. Militært set stod Rusland over for en periode med reformer, reduktioner i de væbnede styrker og omlægning fra værnepligt til en professionel hær. Med operative briller var perioden karakteriseret af fraværet af en lufttrussel mod vestlige styrker, og en ubådstrussel var noget, der hørte den kolde krig til. Udtrykket Anti-Access Area Denial (A2AD) var knapt opfundet. Med andre ord var der tale om et sikkerhedspolitisk tag-selv-bord for ”liberale interventionister”. Det virkede utænkeligt, at danske interesser og dansk sikkerhedspolitisk handlefrihed kunne trues for alvor. Set i det lys kunne det forsvares, at man først senere ville tage beslutning om, hvorledes man ville udnytte fregatternes udviklingsmuligheder.
 
 
Nuværende kapacitet
Sammen med de fleksible støtteskibe af ABSALON-klassen og fregatterne af IVER HUITFELDT-klassen råder forsvaret over fem store enheder, der kan løse en bred vifte af opgaver inden for hele konfliktspektret. Fregatterne er designet til høj-intensitetskonflikter. Det er de i kraft af flere redundante systemer, mere robust konstruktion og ikke mindst et moderne luftforsvarssystem. Luftforsvarssystemet består af varslingsradaren SMART-L, multifunktionsradaren APAR, samt den våbenmæssige rygrad, multimissil-launcheren Mark 41 Vertical Launch System i Strike-versionen. Disse tre elementer bindes sammen af et Combat Management System. I kapacitetskravene til fregatterne er det bl.a. beskrevet, at de forberedes til at kunne operere en UAS-kapacitet (Unmanned Arial System), at kunne opgraderes til at indgå i Ballistic Missile Defence (BMD), samt udrustes med en land attack kapacitet, forstået som et våbensystem, der kan levere ildkraft fra havet mod mål på land.
 
 
Fregatterne har som platform tilført søværnet en global rækkevidde. Skibenes udholdenhed i forhold til langt de fleste andre fregatter og destroyere er i en klasse for sig selv. Sensor- og våbenpakken har også øget søværnets evne til at indgå i internationale operationer. Kernen i fregatternes opgave er evnen til at etablere den ønskede grad af sea control i operationsområdet, hvilket vil sige at besidde evnen til at dominere et område i luften, på havoverfladen og under vandet. Oftest vil dette foregå i rammen af en koalition. I forhold til trusler under vandet har fregatterne kapacitet til selvforsvar. Den skrogmonterede sonar og ASW-torpedoen (Anti Submarine Warfare), MU-90, er moderne systemer, men beregnet til selvforsvar. Udrustning af de maritime helikoptere med et ASW system vil øge fregatternes (og alle søværnets helikopterbærende enheders) evne inden for ASW væsentligt. Fregatterne er fuldt på højde med andre vestlige nationer, når det drejer sig om at evnen til at dominere havoverfladen i et givent område. Sømålsmissilet HARPOON block II er det primære våbensystem med en rækkevidde på ca. 140 km. De danske fregatter og støtteskibe kan medbringe 16 HARPOON i modsætning til mange andre nationers fregatter, der kan bære 8. HARPOON block II har kapacitet til at kunne engagere stationære mål på land.
 
I forhold til at dominere luftrummet har de danske fregatter en moderne sensorkapacitet med lang rækning. Sensorsystemets elementer supplerer hinanden, idet SMART-L kan detektere luftmål ud til ca. 400 km. Inden for ca. 150 km træder APAR til. APAR og SMART-L suppleres af et ESM-system (Electronic Support Measure) af typen EDO – en passiv radarvarsler. I Combat Management Systemet sikres det, at APAR og SMART-L ”taler” sammen, så der altid er prioritet på luftsporene i forhold til den trussel de repræsenterer. Dette bruges, i Combat Management Systemet, til at præsentere de farligste trusler samt bidrage til beslutningsgrundlag for at gennemføre et engagement.
 
 
I tilfælde af engagement mod luftmål med missiler er APAR den primære ildledelse. APAR kan simultant varsle, måludpege og styre flere missiler mod truslen. Ceros ildledelse kan anvendes ved engagement med 76mm OTO MELARA kanon og 35mm Rheinmetall MILLENNIUM maskinkanon samt missiler. Det forhold, at fregatterne kan anvende enten APAR eller Ceros til ildledelse af missiler, giver skibene en taktisk fordel frem for andre fregatter, der ofte kun har én ildledelse til missiler. Varslingsmæssigt kan fregatterne bidrage til et lagdelt forsvar af enheden. Det kan de principielt også på våbensiden. Der er blot ikke så langt mellem lagene. Det primære hard-kill luftforsvarsmiddel (hvor missilet fysisk rammes) er Evolved Sea Sparrow Missile, ESSM. ESSM har en maksimal rækkevidde, maritimt rækning, på ca. 18 km, hvor den effektive rækning selvfølgelig afhænger af parametre som vejr, bølgehøjde, målets størrelse, manøvrer, etc. Herefter er de næste lag OTO MELARA og MILLENIUM, der successivt er tættere på skibet. Hard-kill suppleres med soft-kill (vildledning af missilet) ved hjælp af chaff ("aluminiumsstrimler") i det håb, at modstanderen enten måludpeger til et forkert mål fra starten, at missilet låser på et falsk mål eller at man bryder missilets lock-on på egen enhed. Hver for sig er elementerne i luftforsvaret moderne og har god effekt. Og hertil kommer den kapacitet fregatterne har i form af de to separate former for ildledelse. Men de facto er ESSM et point defence våbensystem, der alene er beregnet til selvforsvar. Det samme er tilfældet for OTO MELARA og MILLENNIUM, idet sidstnævnte er et såkaldt Close-In Weapon Systems (CIWS). Problemet melder sig for alvor, når truslen i form af A2/AD missiler nærmer sig med op mod 1.000 m/s, næsten tre gange lydens hastighed, flyver tæt på havoverfladen og evt. manøvrerer i terminalfasen.
 
 
ESSM´s korte rækning, kombineret med hastigheden for et sømålsmissil, begrænser den tidsperiode, hvor man kan gøre noget ved truslen, og dermed begrænses selvforsvarsevnen væsentligt. Dette gælder ikke kun egen enhed. Det gælder også evnen til at beskytte andre skibe, f.eks. danske handelsskibe, havne eller installationer i land. Det indebærer også, at fregatterne er stærkt begrænsede i evnen til ”mutual support” mellem andre krigsskibe eller udsatte mål. Hvis fregatten varsles af en anden enhed om et missil in-flight2, så vil evnen til at beskytte andre, herunder også civile skibe eller installationer, være begrænset. De nylige episoder med destroyeren USS MASON ved Yemen illustrerer situationen. USS MASON opdager et antal indkommende sømålsmissiler, der nærmer sig USS MASON og USS PONCE, som MASON eskorterer. I mindst ét tilfælde3 affyrer USS MASON angiveligt 1 ESSM point defence missil og 2 SM-2 områdeluftforsvarsmissiler. USS MASON anvender også passive modforholdsregler. USS MASON affyrer sandsynligvis ESSM missilet i selvforsvar, og de to SM-2 for at forsvare USS PONCE eller andre. Altså et luftforsvar der virker. USS MASON har et ekstra lag i sit luftforsvar, hvilket giver langt større kapacitet til at dominere et område. Denne mulighed har de danske fregatter også via multimissil-launcheren, som gennemgås i det næste afsnit.
 
 
Figur 4 viser mulighederne for missilvalg til fregatternes Strike version af multimissil-launcheren. Ifølge Lockheed Martin anvendes MK 41 af 12 lande på ca. 180 skibe. Der er gennemført mere end 3.500 missilaffyringer fra systemet. Et udtryk for et gennemprøvet produkt. De rødt og gult markerede missiler gennemgås kort i det efterfølgende.
 
Områdeluftforsvar
SM-2 og SM-64 er områdeluftforsvarsmissiler. Fregatterne kan have 32 missiler af typerne SM-2 eller SM-6 om bord. SM-2 med rækning på ca. 150 km og SM-6 med rækning på over 240 km. SM-6 skal ikke ses som en erstatning for SM-2 missilet, men som et supplement med det formål at udvide det område, hvor US Navy kan dominere luftrummet omkring en hangarskibsgruppe. SM-6 vil være et centralt element i Naval Integrated Fire Control – Counter Air, der er et integreret netværk af skibs-, fly-, jord- og rumbaserede elementer. US Navy har netop gennemført den første test5, hvor et skibsbaseret SM-6 missil engagerede et krydsermissil over land på stor afstand, på baggrund af måldata fra en Joint Strike Fighter. Altså et engagement uden brug af skibets sensorer – kun missilaffyring.6 For at kunne engagere på så store afstande er SM-6 udstyret med en booster, der accelererer missilet op i stor hastighed. Men missilet kan ikke engagere trusler før boosteren er blevet afkastet. Det er dermed ikke effektivt på de afstande, hvor moderne A2AD trusler forventeligt skal engageres. Det er her SM-2 bl.a. har sin store relevans. SM-2 vil være det primære områdeluftforsvarsmissil for US Navy og partnernationer mange år frem i tiden. For US Navy vil kombinationen af SM-2 og SM-6 være centrale elementer i et lagdelt luftforsvar omkring en flådestyrke. For danske fregatter vil SM-2 øge den operative værdi væsentligt. Et engagementsområde på over 100 km, i tillæg til point defence ved ESSM, vil give langt bedre muligheder for at beskytte andre skibe, vitale installationer og for egenbeskyttelse, mod moderne A2AD trusler. Både SM-2 og SM-6 vil i øvrigt kunne bidrage inden for Theatre Ballistic Missile Defence mod kortrækkende taktiske ballistiske missiler i terminalfasen, eksempelvis russiske ISKANDER og tilsvarende systemer.
 
Ballistisk missilforsvar
SM-3 er udviklet til anvendelse mod ballistiske missiler med en rækkevidde på 2.500 – 5.000 km (IRBM), hvor missilet kan nedkæmpe et ballistisk missil exoatmosfærisk i midcourse fasen. Systemet kan udelukkende bruges mod ballistiske missiler og kan ikke anvendes i områdeluftforsvar. Rækkevidden er på mere end 800 km, og missilet er rygraden i NATO's kommende ballistiske missilforsvar (BMD). Det er baseret på amerikanske Aegis destroyere samt faste 'Aegis-ashore' installationer i Rumænien (og senere Polen). Missilet har ikke et egentligt warhead, men nedkæmper et ballistisk missil alene ved kinetisk energi fra sammenstødet. Det kræver uhyre præcise måldata at kunne ramme et mål uden for atmosfæren på så store afstande, og det er endnu uvist om APAR/SMART-L radar-systemet kan udvikles, så det leverer den varsling og præcision på stor afstand, der skal til for at gennemføre engagementer mod ballistiske missiler. Danmark deltager derfor i et studie sammen med Holland, Tyskland og USA med henblik på at undersøge om SMART-L kan anvendes til varsling og måludpegning mod IRBM. Studiet forventes færdigt inden for et par år. Noget peger dog på, at der vil blive behov for en helt ny radar.7
 
Land attack
Endelig er der muligheden for en land attack kapacitet. Det oplagte valg er Tomahawk-missiler (TLAM), der er lavtflyvende 'satellit og GPS-styrede' krydsermissiler. TLAM vil kunne indsættes mod f.eks. landinstallationer, herunder også missilbatterier på distancer over 1.300 km med stor præcision. I førnævnte episode med USS MASON anvendte USA krydsermissiler affyret fra destroyeren USS NITZE til at nedkæmpe tre radarinstallationer i Yemen, der blev brugt til måludpegning for sømålsmissilerne mod USS MASON og USS PONCE. Flere andre europæiske nationer har vist interesse for TLAM; bl.a. Spanien, Holland og Polen. Så vidt vides er det indtil videre kun Royal Navy, der er udrustet med TLAM.
 
Hvad bør der vælges?
Hvad skal Danmark så vælge, når det gælder missiler til fregatternes multimissil-launcher? Områdeluftforsvar, bidrag til ballistisk missilforsvar, eller en strike kapacitet i form af TLAM? Alene udviklingen i truslen inden for missilsystemer mod skibe taler for områdeluftforsvar baseret på sensorer, der også er effektive mod ballistiske missiler. Det er essentielt for skibenes egenbeskyttelse. Men valg af BMD kapacitet og TLAM medfører tillige en afledt effekt. Skibene stiger i værdi som mål for en potentiel modstander og bliver High Value Targets. Dette eksemplificerede den russiske ambassadør8 i Danmark rimeligt præcist, om end på en absurd måde, da han udpegede danske fregatter som mål for russiske A-våben. Den eneste måde at kompensere for dette er via områdeluftforsvar. Royal Navy og US Navy er eksempler på dette. Men det samme gælder europæiske flåder9, der overvejer at få en dedikeret BMD varslings- og/eller missilkapacitet. 
 
Områdeluftforsvar er fundamentet for øvrige operationstyper, herunder ballistisk missilforsvar. Områdeluftforsvar er således forudsætningsgivende. Først og fremmest af hensyn til fregatternes evne til at sikre adgang til og operere i et A2AD trusselsmiljø med henblik på at sikre danske eller allieredes interesser. Men også som en forudsætning for indsættelse af BMD eller TLAM kapacitet, således at man ikke forudsætter ekstern beskyttelse for at indsætte en dansk fregat. En fregat med områdeluftforsvar vil tillige kunne aflaste amerikanske eller andre partneres enheder, hvis det er nødvendigt for at sikre at eksempelvis amerikanske enheder kan indsættes i andre områder – f.eks. det vestlige Stillehav, hvor Danmark ikke har kapacitet eller interesse i at bidrage direkte.
 
NATO's missilforsvar er en integreret del af NATO Integrated Air and Missile Defence-samarbejde.10Det er teknologisk komplekst, og set udefra kan kommando- og kontrolforhold på de højere niveauer forekomme uigennemskuelige. Heldigvis forholder det sig anderledes set fra enheden – f.eks. en fregat. Fregatterne er udstyret med Link 11 og Link 16, der er sikrede signalsystemer, som giver fregatten et fuldstændigt ’billede’ af den taktisk situation. Begge systemer er ”plug and play” i forhold til andre enheder (sø og luft) og er bindeleddet til det operative kommando- og kontrolsystem, der drives via NATO AIRCOM HQ fra Ramstein. Set fra enheden er det principielt underordnet, om det spor man sender videre fra skibets varslingssystem til kommando- og kontrolsystemet er et ballistisk missil, et fly eller et krydsermissil. Hovedsagen er, at sporet kommer videre hurtigt og håndteres af andre, hvis skibet ikke selv kan eller må gøre noget ved truslen.
 
Den danske regering erklærede ved NATO topmødet i Wales i 2014, at Danmark ville bidrage til NATO BMD. Det vurderedes, at man kunne bidrage med en sensorkapacitet, der mest hensigtsmæssigt kunne placeres på fregatterne. Der er næppe tvivl om, at truslen fra ballistiske missiler vil være stigende, herunder også mod maritime kapaciteter. Der er næppe heller tvivl om, at en maritim kapacitet vil være velegnet som en fremskudt sensor og evt. shooter. Både i relation til NATO BMD som forsvar for europæiske territorier og befolkninger, og i relation til Theatre Ballistic Missile Defence i forsvaret af udsendte styrker og nøgleinstallationer. Spørgsmålet er, hvor den største og mest realistiske trussel kommer fra og dermed, hvor Danmark kan gøre den største forskel. Skal Danmark satse på såkaldte upper layer kapaciteter som SM-3 mod MRBM og IRBM trusler mod NATO territorium, eller skal Danmark satse på kapaciteter mod SRBM, herunder taktiske ballistiske missiler? Absolut det sidste. Det er der flere årsager til. For det første er SM-3 en umådelig dyr niche-kapacitet, der ikke kan bruges mod andre trusler. For det andet er truslen fra MRBM og IRBM stadig begrænset og kun fra statslige aktører. Stater forstår mekanismerne i den nukleare og konventionelle afskrækkelse fra primært USA. Anvendelsen af MRBM eller IRBM vil indebære risikoen for massiv gengældelse. Statslige aktører inklusiv Iran forstår dette. Som Kenneth M. Pollack skriver: ”Of greatest importance, Iranian foreign policy has been guided by a ruthless combination of pragmatic strategy and Byzantine domestic policy…Iran with nuclear weapons is going to be difficult enough; the notion that they would use nuclear weapons unprovoked against the United States, Israel, or other US allies in the region is not among those difficulties”.11 For det tredje er rygraden i NATO BMD upper layer forsvar, det amerikanske bidrag i form af Aegis-ashore i Rumænien og Polen, suppleret med et antal Aegis destroyere og landbaserede systemer. Et dansk missilbidrag fokuseret mod dette vil gøre en marginal forskel. For det fjerde er truslen fra SRBM og taktiske ballistiske missiler langt mere udbredt, og brugen af disse missiler vil kunne ses som værende under tærsklen for et mere omfattende modsvar - dvs. logikken om afskrækkelse ikke med sikkerhed kan siges at virke her. Det er således i mindre grad sandsynligt, at anvendelsen af disse missiltyper vil forhindres med nuklear og konventionel afskrækkelse.
 
Læg dertil, at spredningen af kortere-rækkende missilsystemer til ikke-statslige aktører er langt mere sandsynligt. Der er næppe tvivl om at flere stater i Mellemøsten går en usikker fremtid i møde. For hovedparten af staterne i Mellemøsten er der tale om stater opstået efter 1. og 2. Verdenskrig på baggrund af ”streger i ørkenen”, der skulle tilgodese britiske og franske geopolitiske stormagtsinteresser. Flere af disse stater er karakteriseret ved stigende befolkningstal, svigtende olieindtægter og mangel på legitimitet i forhold til befolkningerne. Der er således potentiale for et nyt Yemen eller nye ”ISIL-lignende” situationer. Og der er ingen tvivl om, at man her finder viljen til at anvende missiler, herunder ballistiske, mod vestlige mål. Det viser angrebene med USS MASON og USS PONCE til fulde. Men man har ikke kapaciteten i form af ballistiske missiler endnu. Det er således for ensidigt at fokusere mod f.eks. IRBM og upper layer kapaciteter. Danmark kan med fordel lægge vægt på truslen fra SRBM og taktiske ballistiske missiler. NATOs ballistiske missilforsvar indeholder forsvar af NATOs europæiske territorium og befolkning, men det indeholder også Theatre Ballistic Missile Defence, der primært retter sig mod NATO styrker udsendt i operationer uden for, eller på kanten af, NATOs territorium.
 
Mellem de to områder er der selvfølgelig en glidende overgang. Med en investering i områdeluftforsvar vil Danmark kunne bidrage til forsvar mod ballistiske missiler, samtidig med fregatternes operative kapacitet og indsættelsesevne væsentligt forøges. Det første skridt bør være SM-2 evt. med mulighed for at supplere med SM-6 – både i forhold til BMD, men også som en fremtidssikret evne til adgang og operationer i et A2AD trusselsmiljø. Men det er afgørende at sensorsiden følger med. Danmark bør derfor følge det igangværende Sensor Integration Study med henblik på at undersøge mulighederne for at bibringe fregatterne en deployerbar sensorkapacitet, der også kan optimeres mod ballistiske missiler.
 
Den sidste mulighed for udvikling af fregatterne er TLAM. Denne kapacitet vil give Danmark en mulighed for at være med i første bølge af en evt. kampagne eller operation, hvor TLAM anvendes til at angribe stationære landmål. Det vil også bidrage til NATO BMD, idet TLAM kan anvendes til at nedkæmpe et ballistisk missilbatteri inden missilet affyres – et såkaldt ”left-of-launch” – og dette kan foregå over store afstande. Dette vil kunne anvendes mod alle typer af missilbatterier, herunder ballistiske missiler, bl.a. demonstreret ved det amerikanske angreb på Houthi-kontrollerede radarstationer i Yemen. Med TLAM vil Danmark kunne bidrage til at nedkæmpe ballistiske missiler af alle typer, herunder også langtrækkende.
 
Samlet set rummer fregatterne udviklingsmuligheder, der vil styrke skibenes overlevelsesevne, samt evne til at indgå i operationer til støtte for danske interesser, både nationalt og i rammen af NATO og i Coalitions of the Willing. Ud fra en operativ betragtning vil anskaffelse af områdeluftforsvar være det essentielle første skridt. Udviklingen i militære trusler peger klart i denne retning, og det må også anses for at være en nødvendig trædesten før øvrige kapaciteter evt. anskaffes.
 
Den sikkerhedspolitiske kontekst
Uanset at det militært giver god mening at investere i områdeluftforsvar, er det også nødvendigt at stille spørgsmålet, om den strategiske og sikkerhedspolitiske kontekst understøtter dette. Ti år efter aktstykkets vedtagelse i 2006 står Danmark over for et noget andet sikkerhedspolitisk billede. Mod syd og sydøst er NATO fortsat omgivet af et bælte af ustabilitet. Dertil kommer at Kina nu åbent søger at ændre status quo og hævde sin stormagtsstatus i forhold til USA. Det samme gør Rusland nu i Europa, Centralasien og Mellemøsten med konventionel magtanvendelse. I mellemøsten er der intens konkurrence mellem regionens stormagter om status og indflydelse. Ti år efter aktstykket er forståelsesrammen for sikkerhedspolitikken også ændret. I artiklen ”The Revenge of Geography” skrev Robert D. Kaplan i 2009: ”And thus began the rehabilitation of realism, and with it another intellectual cycle…Realist is now a mark of respect, 'neocon' a term of derision”. 12 Kaplans artikel er relevant fordi den sætter den geopolitiske skole ind i en mere moderne kontekst. En kontekst, der i høj grad påvirker det maritime område, hvor Danmarks interesser kan påvirkes på globalt plan.
 
Og nu tilbage til Alfred Thayer Mahan. Han fremhæves af Kaplan som det maritime områdes væsentligste geopolitiske stemme. Kina's strateger har læst Mahan. ”Mahan saw the Indian and Pacific Oceans as the hinges of geopolitical destiny, for they would allow a maritime nation to project power all around the Eurasian Rim and thereby affect political developments deep into Central Asia”. Kina udbygger dets evne til maritim power projection for at sikre global adgang og indflydelse, hvilket understøttes af en voksende flåde, en stor handelsflåde og adgang til oversøiske basefaciliteter. Dette helt i tråd med Mahans tanker. I det kinesiske nærområde flyttes forsvarslinjen fra ”first island chain” ud til ”second island chain” bla. ved hjælp af Anti-Access Area Denial (A2AD) våbensystemer 
 
 
Kinas nationale stolthed og hukommelse er stadig præget af ”hundrede års skam” – perioden fra opiumskrigene og frem, hvor bl.a. vestlige magter ved hjælp af maritim magt satte sig på kysthandelen. Ønsket er givet at give Kina mulighed for at hindre amerikansk maritimt hegemoni og samtidig sikre kinesisk ditto.
 
Dette sker primært for at ændre risikokalkulen hvis US Navy deployerer hangarskibsgrupper ind i det Øst- og Sydkinesiske hav. Der er mange fælles interesseområder mellem Kina og USA – ingen tvivl om det. Men det står også klart at Kina udfordrer USA's maritime dominans i det vestlige Stillehav, ligesom Indien udfordres i det indiske Ocean bl.a. ved kinesisk finansierede havnefaciliteter i Pakistan. Faciliteter, der skal understøtte udbygningen af handelsruten ”the new Silkway” mellem Kina og bl.a. Pakistan og Afghanistan, og dermed give mulighed for i væsentligt grad at påvirke politiske forhold i Centralasien. Dermed ikke sagt, at en stormagtskrig ligger lige om hjørnet. Slet ikke. Men der er næppe tvivl om, at stormagtsrivaliseringen kan påvirke danske maritime interesser i Asien. ”The Nine-Dash-Line” i det Sydkinesiske Hav, der fastlægger Kinas krav om en økonomisk zone kombineret med Kinas bestræbelser på at kunne understøtte territorialkravet med magt, er et åbenlyst multinationalt konfliktpotentiale. Kinas krav er åbenlyst imod FN’s Havretskonvention. USA er den eneste aktør ud over de tilgrænsende kyststater, der bestrider de kinesiske krav ved jævnlige ”freedom of navigation” deployeringer med US Navy enheder på uskadelig gennemfart. Helt i tråd med Havretskonventionen. Nationerne i området investerer kraftig i ubåde og A2AD kapaciteter for at kunne sætte magt bag kravene. Et oplagt konfliktpotentiale. Men næppe i form af sammenstød mellem landstyrker. Snarere i form af magtdemonstrationer, isolerede sammenstød mellem respektive kystvagter og potentielt flådesammenstød i mindre skala. Der kan ikke sættes sandsynligheder på risikoen for konflikt. Det er muligt, at man lykkes med status quo og blot accepterer, at man er enige om at være uenige. Men alle de nødvendige ingredienser for konflikt er til stede; modsat rettede territoriale krav med en stormagt som den langt mest urimelige, en af de verdens vigtigste transportveje for verdensøkonomien og en kraftig oprustning med A2AD kapaciteter, herunder også ubåde. Det vurderes at frem mod 2030 vil der tilgå mere end 100 ubåde.13 Dette vil med stor sandsynlighed påvirke danske maritime interesser. De principper der er på spil i det Sydkinesiske Hav har betydning for Danmark. Får Kina de facto gennemført sine krav, uanset om det er ved trussel om eller brug af magt, så kan det inspirere en anden ambitiøs stormagt om at gøre brug af tilsvarende midler– nemlig Rusland i forhold til Østersøen og i Arktis. Et middel i værktøjskassen til at sikre adgang til at beskytte og håndhæve danske maritime interesser vil være en udvikling af fregatternes potentiale, herunder vil særligt områdeluftforsvar være relevant, fordi det giver adgang og evne til at operere i begge områder. Vægter Danmark handelsinteresser og forholdet til Kina højere, så vil man med fregatterne kunne aflaste amerikanske enheder andre steder, så US Navy kan lægge tyngde efter behov.
 
Det er ikke kun det Sydkinesiske Hav, der kan give stof til eftertanke. Ved hjælp af Kaplan zoomer vi ud til et lidt større perspektiv. Et andet citat fra Kaplans artikel vil bringe os tættere på Europa og dansk område: ”Now there is an unbroken belt of countries…from Israel to North Korea, which are developing ballistic missiles and destructive arsenals”.14 En væsentlig del af disse ”destructive arsenals” vil være A2AD kapaciteter rettet mod det maritime område. Der er tale om en generel maritim oprustning. Hvor ambitionerne før var mere indadrettede, har den økonomiske fremgang betydet, at nationerne kan forfølge udenrigspolitiske interesser, herunder økonomiske zoner i havet og kontrol over havets transportveje. I Kaplans øjne danner dette en cocktail med et stort element af uforudsigelighed. Et af hovedproblemerne er mangel på ”geografi”. Faktorer som befolkningstilvækst, et øget antal megabyer, klimaforandringer, teknologisk udvikling, oprustning og ressourcemangel vil sammen med geografi udgøre et væsentligt konfliktpotentiale – ”Geography in Eurasia, rather than a cushion, was becoming a prison from which there was no escape”.15 Kombineres dette med ideologier, idealisme, fanatisme og religion er cocktailen på plads – geopolitikken kan ikke stå alene: ”Alas, ideas do matter. And it is the very compression of geography that will provide optimum breeding grounds for dangerous ideologies and channels for them to spread”.16 Kaplans cocktail er i høj grad relevant for Mellemøsten. I artiklen fra 2009 forudsiger han konkret, at Syrien og Yemen vil bryde sammen, men påpeger samtidig at Iran vil være nøglen til Mellemøsten – ”not surprisingly, Iran is now being wooed by both India and China, whose navies will come to dominate the Eurasian sea lanes in the 21st century”.17 Den der kan vinde ”the hearts and minds” i Iran vil stå i en stærk position. Til forskel fra mange andre stater i Mellemøsten er Iran en nationalstat med en relativt vestligt orienteret befolkning på 80 millioner. Læg dertil direkte adgang til den Persiske Golf og det Indiske Ocean via det Arabiske Hav. Kombinationen af stormagtsrivalisering, en kæde med stater under ”geografisk kompression” samt et veludviklet arsenal af maritime kapaciteter, herunder A2AD vil i væsentlig grad kunne påvirke globale danske interesser – ikke mindst maritime. Adgang til at kunne beskytte danske maritime interesser ligger også her i udviklingen af fregatterne.
 
Mellemøsten, det Arabiske Hav, Det Indiske Ocean og vestlige Stillehav er arena for økonomisk udvikling. Det er også skueplads for fælles interesser og internationalt samarbejde. Men områderne rummer en latent stormagtsrivalisering og oplagt konfliktpotentiale. Konflikterne vil med stor sandsynlighed påvirke danske maritime interesser og dermed den vitale ”supply chain” mellem Danmark og Asien. Det er i dansk interesse at være i stand til at beskytte og hævde danske interesser, herunder en orden, hvor landes indbyrdes forhold og havets anvendelse reguleres ved international lovgivning og ikke blot den stærkes ret. Der vil være konflikter, som Danmark ikke ønsker at deltage i grundet andre politiske hensyn, men hvor f.eks. USA, Storbritannien eller Frankrig er involveret. Her vil danske fregatter kunne afløse vore strategiske partnere med andre opgaver. Fregatten PETER WILLEMOES´ deployering med en amerikansk hangarskibsgruppe i 2017 kan være første skridt i en sådan retning. Men det kræver at de danske fregatter udrustes med områdeluftforsvar – både ved en dansk indsættelse og ved afløsning af vore strategiske partnere.
 
Rusland og Østersøen
Forsvarets Efterretningstjenestes Risikovurdering 2015 understreger, at det sikkerhedspolitiske rum er forandret. Rusland er rykket 30 sider frem i risikovurderingen og beskrives som en aktør, der søger at ændre status quo i forholdet mellem stormagterne til egen fordel. Geografien har måske været glemt i en periode, men ifølge Kaplan er den en evig faktor i forhold til Ruslands ageren. “The ultimate land based empire, with few barriers against invasion, Russia would know forevermore what it was like to be brutally conquered. As a result, it would become perennially obsessed with expanding and holding territory”.18 Simon Seraty beskriver således det dilemma, vestlige ledere står over for i forhold til Rusland: ”Russia is not a European country like any other. It is too big, too close, and too nuclear to be provoked; but it is also too demanding, too resentful, and too threatening to be indulged”.19 Den politiske ledelse i Rusland spiller en altafgørende rolle i tolkningen af landet som sikkerhedspolitisk aktør. En simpel søgning efter Vladimir Putin giver en bred vifte af fortolkninger i medierne. Stephen Kotkin gennemgår i Foreign Affairs20 et udvalg af beskrivelser af Putin: Zar, oligark, tyv, strateg eller en blanding? Kotkin giver ikke et præcist svar, men i en anden artikel søger han at beskrive hvad der driver Moskva i internationale relationer: ”Moscow operates within a familiar great-power school of international relations, one that prioritizes room for maneuver over morality and assumes the inevitability of conflict, the supremacy of hard power and the cynicism of others´ motives”.21 Med Ruslands geopolitiske position, Putins stormagtsambitioner, en faldende befolkningsstørrelse og en presset økonomi må det forventes, at Kreml vil udnytte enhver lejlighed til at manifestere egen styrke og handlekraft, og til at splitte Vesten. Begrænset brug af magt eller trussel herom kan ikke udelukkes. Dette gælder også i Østersøregionen. Og her er vi tilbage ved fregatterne. Det er ikke alene den russiske Østersøflåde, der er udfordringen. Det er aktuelt nok den lavest prioriterede del af den russiske flåde. Men kombinationen af opbygningen af militære kapaciteter i Ruslands vestlige militærdistrikt, et centralt styret sikkerhedspolitisk apparat, der kan reagere langt hurtigere end NATOs, og en opbygning af A2AD kapaciteter i Kaliningrad, kan begrænse danske eller allieredes handlemuligheder i Østersøområdet. Opstilling af landbaserede anti-skibs missilbatterier, langtrækkende overflade-til-luft missiler samt kortrækkende ballistiske missiler kan begrænse dansk bevægelsesfrihed i Østersøen for både fly og skibe. Ballistiske missiler som f.eks. ISKANDER kan true dansk eller allieredes område. Dette skal ikke forstås som en nu og her militær trussel mod Danmark. Men hvis truslen om brug – eller begrænset brug – bringes i spil, fordi Rusland kan opnå en fordel, så vil det alt andet lige påvirke handlemulighederne i en dansk politisk og militær beslutningsproces. Her vil udrustningen af fregatterne med områdeluftforsvar kunne begrænse tab af handlefrihed væsentligt, da truslen om brug af magt vil kunne modvirkes, og det vil sandsynligvis hæve tærsklen for at bringe truslen i spil. Udrustningen med områdeluftforsvar vil sikre dansk adgang til Østersøen, bidrage til allieredes ditto, og det vil kunne bidrage væsentligt til et luftforsvar af dansk område sammen med flyvevåbnets kapaciteter.
 
Konklusion
Den globale sikkerhedspolitiske kontekst er præget af Kina og Rusland, der forsøger at hævde deres stormagtsstatus og ændre status quo i forhold til USA. Dette manifesterer sig regionalt og lokalt – ikke mindst på det maritime område. Rusland og Kina anvender og udvikler deres maritime kapaciteter til at udfordre USA og til magtprojektion i forfølgelsen af nationale interesser. Dette rummer regionalt konfliktpotentiale, der kan true danske interesser, ikke mindst maritime, særligt i lyset af forøgelsen i antallet, og spredningen af, avancerede missilsystemer. For at kunne beskytte danske interesser og være en relevant partner for vore strategiske partnere og allierede bør Danmark investere i områdeluftforsvar til fregatterne af IVER HUITFELDT-klassen. Det er afgørende for at sikre adgangen og evnen til at operere i områder præget af avancerede A2AD trusler, ikke mindst i Østersøområdet, hvor Rusland opstiller kapaciteter, der kan anvendes i politisk og militær pression over for Danmark og vore allierede. Hertil kommer et ustabilt Mellemøsten, der er præget af såvel regional stormagtsrivalisering, svage stater samt ikke-statslige aktører, der har demonstreret vilje og evne til at angribe vestlige mål med alle midler. Områdeluftforsvar må være det første skridt for at sikre danske interesser i denne sikkerhedspolitiske kontekst. Dette bør suppleres med en varslingskapacitet mod ballistiske missiler på fregatterne og en land attack kapacitet. Med dette vil Danmark få en nødvendig og relevant kapacitet, der er deployerbar og interoperabel med vore strategiske partnere og allierede. Dette vil sikre fregatternes fremtidige operative kapacitet, give et markant forbedret luftforsvar sammen med flyvevåbnets kapaciteter, og det vil være et relevant dansk bidrag til forsvar mod ballistiske missiler. Endelig kan man sige, at skal artikel 3 i NATO traktaten22 give mening, så er områdeluftforsvar en relevant og efterspurgt kapacitet, hvor Danmark kan og bør bidrage.
 
 
 
 
Noter
1Forsvarets Efterretningstjeneste, Efterretningsmæssig Risikovurdering 2006. Rusland beskrives på side 42 ud af 53.
2 Et missil har større radar cross section, når den flyver på tværs end ret imod. Derved er der større sandsynlighed for detektion på radar.
3 https//news.usni.org/2016/10/11/uss-mason-fired-3-missiles-to-defend-from-yemen-cruise-missile-attack
4 I princippet en ”hybrid” mellem SM-2 og AMRAAM.
5 www.navy.mil, Story Number NNS160913-15.
6 Også kaldet ”Engage-on-remote”.
7 Danmark deltager alene i Sensor Integration Study. Dette indebærer ikke en forventning om køb af en evt. opgraderet SMART-L radar med BMD varslingskapacitet, idet varslingsradarer fra andre leverandører kan vise sig mere fordelagtige.
8 Kronik i Jyllands-Posten 9/3 2016.
9 Tyskland, Holland, Spanien, Italien, Frankrig m.fl.
10 De øvrige hovedelementer er Active Air Defence, Passive Air Defence, Surveillance og BMC3I (kommando- og kontrolsystemet).
11 Unthinkable, p. 68.
12 Revenge of Geography p. 96.
13 Asia´s Cauldron p. 35.
14 Revenge of Geography p. 101.
15 Revenge of Geography p. 100.
16 Ibid. p. 101.
17 Ibid. p. 105.
18 Kaplan, Revenge of Geography p. 99.
19 Seraty p. 59.
20 Stephen Kotkin, The Resistible Rise of Vladimir Putin.
21 Russia´s Perpetual Geopolitics p. 8.
22 Uddrag af Den Nordatlantiske Traktat, artikel 3: “In order to more effectively achieve the objectives, the Parties, separately and jointly……will maintain and develop their individual and collective capacity….”

 

Bibliografi
Kaplan, Robert D. Asia´s Cauldron: The South China Sea and the End of a Stable Pacific, Random House 2014, ISBN 978-0-8129-9432-2.
 
Kaplan, Robert D. The Revenge of Geography, Foreign Policy May/June, pp 96-105.
 
Kotkin, Stephen, The Resistible Rise of Vladimir Putin. Foreign Affairs, March/April 2015
 
Kotkin, Stephen. Russia´s perpetual geopolitics. Foreign Affairs, May/June 2016.
 
Pollack, Kenneth M. Unthinkable - Iran, the Bomb, and American Strategy, Simon & Schuster 2013, ISBN 978-1-4767-3392-0.
 
Serfaty, Simon. Don´t Let Russia be Russia: Neither Provoke nor Indulge. Geopolitics, History, and International Relations Volume 7(1), 2015, pp. 52-61, ISSN 1948-9145.
 
https//www.navy.mil, Story Number NNS160913-15.
 
https//news.usni.org/2016/10/11/uss-mason-fired-3-missiles-to-defend-from-yemen-cruise-missile-attack.

Litteraturliste

Kommentarer

Kære Carsten,

Tak for en rigitg god artikel, der meget fint belyser interessante problemstillinger omkring den fremtidige 'bevæbning' af vores flådeenheder.

Set i lyset af Hærens manglende luftforsvar kunne jeg godt tænke mig en kort kommentar til det 'jointe' perspektiv. Vil et styrket luftforsvarsystem på effektiv vis kunne støtte hærenheders indsættelse i kystnære områder?

På forhånd tak.

Venlig hilsen

Michael Lollesgaard

 

 

 

 

Kære Michael,

Først og fremmest tillykke med stillingen som DAMIREP. Det bliver spændende at følge NATO indefra i de kommende år. Jeg sætter pris på din venlige kommentar. Jeg skal beklage, at jeg ikke har sendt en replik før nu, men jeg var ved en fejl udelukket og kunne ikke bruge kommentarfeltet. Det har redaktionen heldigvis rettet.

I min optik ser jeg et styrket luftforsvarssystem (AWS) som en effektiv støtte til hærens operationer i kystnære områder. Jeg tager selvfølgelig et nødvendigt forbehold for ordene "effektivt" og "kystnært". Det kræver mere detaljeret kontekst - men det springer jeg over her. Men det gælder ikke mindst, når kapaciteten "plugges" ind i ACC C2 system og samvirker med øvrige elementer heri. Det har søværnet rutinemæssigt gjort i mange år. Men det er klart, at fregatternes sensorpakke og et styrket AWS giver langt bedre muligheder. I min optik starter støtten til hærens/LCC operationer dog tidligere. Der vil kunne ydes mere effektiv støtte til Theatre-entry, intra-theatre movement, RSOM, beskyttelse af SPOD samt kystnære APOD mv. Hertil kommer selvfølgelig beskyttelse af fx amphibious feint/demonstration. Omend indirekte, så kan dette styrke LCC operationer. 

I relation til ACC DCA operationer vil sensorpakken kunne bidrage til ISTAR mhp at sikre LCC operationer - særligt kystnære, men også generelt  fx som en fremskudt sensor i IAMD arkitekturen. Platformen er mobil, kræver ikke ekstern beskyttelse og den er plug and play med CAOC strukturen. 

I form af hard kill kapacitet er det min opfattelse, at såvel SM2 som SM6 vil kunne yde et effektivt bidrag til beskyttelse af LCC kystnære operationer. Med de forsøg der er lavet mellem JSF og skibsbåren SM6 sammen med missilets rækkevidde, så ligger der i mine øjne en formidabel DCA kapacitet. Tilsvarende vil SM2 være en væsentlig forøgelse i forhold til nu. Pt ved jeg ikke om der kan opbygges samme integration mellem JSF og launch-on-remote - men det er min opfattelse, at der sker en konstant udvikling af de muligheder, der ligger i multimissillauncheren.

Needless to say - der er selvfølgelig mange aspekter, der ikke er dækket. Det må vi evt. tage ved en fremtidig lejlighed. Men i min optik vil et styrket luftforsvarssystem kunne bidrage effektivt til at støtte LCC/hærens operationer i kystnært område.

Held og lykke i dit nye truly joint & combined miljø i Bruxelles.

Bedste hilsner

Carsten

  

Del: