Militærmedicinske aspekter ved Geriljakrig

Nærværende artikel er i let ændret form manuskriptet til et foredrag, overlæge Knud Ehlern Jessen, Forsvarets Lægekorps, holdt ved Nordisk Militærmedicinsk Forenings kongres 5.-8. juni 1975 i Helsingfors.
 
 
Indledning.
I begyndelsen af 1800-tallet, da den spanske befolkning forsvarede sig mod Napoleons besættelsestropper, konfronteredes traditionelt uddannede, forholdsvis stærke og vel udrustede franske tropper med forholdsvis små, spredte, dårligt uddannede og udrustede spanske styrker. Spanierne kæmpede på hjemlandets grund med megen national stolthed og begejstring. Krigen, befolkningen og stedet gav god anledning til romantisering og en væsentlig del af det øvrige Europas kendskab til krigen formidledes gennem George Byrons digtning. Det er således ikke forbavsende, at flere endnu almindeligt anvendte udtryk stammer fra denne krig, - f. eks. udtrykket »krig på kniven«, »war to the knife« eller »guerra al cuchillo«. Og navnet gerilja stammer formentlig også herfra.
 
Definition.
Ordet »guerilla« er diminutivformen af det spanske ord »guerra«, og gerilja betyder således egentlig »lille krig«. Dette opfattes almindeligvis som krig ført med små styrker af en svagere part mod en langt stærkere part. Betegnelsen har lige fra sin oprindelse været sammenblandet med og forvekslet med en række meget følelsesladede begreber som oprørskrig, frihedskrig, partisankrig og endog med begreber som sabotage og terror.
Talrige definitioner af gerilja er i tidens løb blevet fremsat. NATO definerer gerilja som: »Military and paramilitary operations conducted in enemy held or hostile territory by irregular, predominantly indigenous forces«. I Franklin Mark Osanka’s samleværk om gerilja fra 1972 definerer Samuel P. Huntington i sit afsnit »Guerilla Warfare in Theory and Policy« gerilja som: »-a form of warfare by which the strategically weaker side assumes the tactical offensive in selected forms, times and places. - Guerilla warfare is the weapon of the weak.« Alle almindeligt brugte definitioner siger noget karakteristisk om gerilja, men synes ikke at være helt præcise. Jeg skal derfor foreslå endnu en definition, som jeg vil gå ud fra i det følgende: »Gerilja er den form for krigsførelse, hvor den faglige tjeneste varetages af kamptroppeme selv.«
 
Taktik.
Selv om man lige straks kan synes, at denne definition er noget kunstig, er den alligevel praktisk og formålstjenlig, idet den lægger vægten på det forhold, der gør det muligt for geriljastyrken at anvende den taktik, som er karakteristisk for gerilj akrigsførelsen, - nemlig overraskende og hurtigt gennemførte angreb, som efterfølges af en hurtig frigørelse fra fjenden. At gerilj astyrker ikke har tilknyttet faglige enheder under deres operationer betyder, at de ikke kan forvente forsyninger hverken af våben, ammunition eller andet materiel under operationerne. Sådanne forsyninger må de skaffe sig fra fjenden, idet de under deres angreb erobrer så meget, som de har behov for. De må således også basere fornyelsen af deres sanitetsmateriel på erobringer fra fjenden. Alene af hensyn til forsyningstjenesten er de tvunget til at anvende en angrebstaktik. Defensiv taktik giver ikke de samme forsyningsmuligheder. Forplejning kan styrkerne også skaffe sig fra fjenden, men oftest lever de af landet ved selv at jage og høste eller ved at skaffe sig forplejning fra civilbefolkningen.
 
Sanitetstjeneste.
Faglig tjeneste betyder også sanitetstjeneste. Når gerilj astyrken først er indsat, kan den heller ikke forvente hjælp til denne tjeneste fra faglige enheder. Den skal da selv kunne klare sanitetstjenestens problemer. Derfor er det så vigtigt at have gennemtænkt tingene på forhånd. 
I det følgende skal jeg søge at samle gennemgangen under disse hovedafsnit:
Militær hygiejne (udvælgelse af personel og sygdomsforebyggelse).
Behandling og transport (af syge og sårede).
Uddannelse (af enkeltmand og af særligt uddannet personel).
Sanitetsmateriel.
 
Militær hygiejne.
Udvælgelsen af det rette personel til geriljastyrker er for en stor del et medicinsk ansvar. Personellet må ikke have kroniske sygdomme eller svagheder, der kan forværres alvorligt af de forhold, hvorunder der skal kæmpes. For eksempel skal personel med særlig tilbøjelighed til kuldeskader ikke udtages til brug i arktiske områder. Personel med sygdomme, der kræver stadigt medicinforbrug eller en særlig kost kan heller ikke anvendes. Og personer, der som f. eks. kroniske astmatikere både er afhængige af bestemte medikamenter, og kan forvente forværring under andre klimaforhold, er uegnede som geriljakæmpere. Det er altså stort set de samme krav, der må stilles til udvælgelsen af gerilj akæmpere som til soldater, der skal deltage i andre former for krigsførelse. Men ved udtagelsen af gerilj asoldater må kravene tages langt alvorligere.
 
Skal operationerne foregå i områder med endemiske sygdomme, må personellet kende disse sygdomme og være fortrolig med sygdommenes forebyggelse. De må være immuniserede mod de forekommende sygdomme i den udstrækning, der er muligt. Og de skal naturligvis udstyres med og kende betydningen af medikamentel malariaprofylaxe, hvor dette kan være aktuelt. Til den militære hygiejne hører også personellets evne til at gennemføre personlig renlighed med de mest enkle midler under selv meget primitive forhold og særdeles vanskelige klimatiske omstændigheder. At personellet ofte vil være henvist til at skaffe sig føde og drikke på primitiv vis kan betyde, at styrken også må udrustes med vandrensnings- midler. Kvindeligt personel er ofte blevet udtaget til at deltage i gerilj aoperationer, selv om deres gennemgående mindre legemsstyrke og udholdenhed er et minus. Men kvinder anses for særlig gode til at skabe kontakter, og de kan betyde meget for den forbindelse til civilbefolkningen i området, som gerilj astyrken meget dårligt kan undvære.
 
Behandling og transport.
Behandling af syge og sårede omfatter først og fremmest behandlingen af egen styrkes syge og sårede. Men den kan også komme til at omfatte tilfangetagne syge eller sårede fjender. Ofte viser der sig også behov for at yde sanitær hjælp til civilbefolkningen. Hjælpen til civile skal være mindst lige så god og helst bedre end den sundhedstjeneste, som befolkningen er vant til. Medicinsk assistance til civile har ofte været det vigtigste middel til at skabe en positiv kontakt til befolkningen. Og en positiv indstilling fra befolkningen i operationsområdet betyder efterretningsmæssig og materiel hjælp til geriljastyrken. Behandlingen af styrkens syge og sårede vil oftest forudsætte en transport. Kun sjældent vil patienterne selv kunne transportere sig med samme hastighed som den øvrige styrke. Og at medføre syge eller sårede, der ikke kan transportere sig selv, vil være en så alvorlig hindring for styrkens mobilitet, at det kan bringe styrken i de alvorligste vanskeligheder, når den efter et i øvrigt vellykket angreb søger at frigøre sig for fjenden.
 
Geriljakæmpere må ofte bittert erkende, hvor stærkt de to ting: transport og behandling hænger sammen. Hvis styrken ikke skal overlade de syge og sårede til fjenden, vil den være tvunget til at transportere, underbringe og behandle, indtil patienterne kan evakueres til steder med kvalificeret behandling under tilstrækkelig sikkerhed for fjendens aktioner. En sådan evakuering kan gennemføres med helikoptere eller andre fly og transportmidler til baser uden for fjendens område, forudsat at styrken har de fornødne signalmidler til at rekvirere evakuering med. Hvor dette ikke er muligt, kan man undertiden hjælpe sig ved at overlade patienterne til civile i operationsområdet. Men hvad enten dette sker hos civile lægfolk, eller ved at man indsmugler patienterne på sygehuse og hospitaler, vil det forudsætte en meget pålidelig, aktiv og risikovillig støtte fra civilbefolkningens side.
 
Hvor let et forsøg på at underbringe en såret hos civile opdages, hvis det gøres på dilettantisk måde, er beskrevet i H. P. Holst’ digt »Den lille Hornblæser«. Digtet omhandler kampene i 1848 i Slesvig. Her var de slesvig-holstenske insurgenter så uforsigtige at anbringe en såret i et værelse på en kro, hvor man kunne forvente, at de i byen indrykkende danske tropper ville søge kvarter. Hornblæseren hører den sårede råbe i vildelse, går ind til ham og opdager, at det er en såret fjende, der ligger i sengen. Men han hjælper den sårede gennem dødskampen ved at læse højt for ham af bibelens lignelse om den fortabte søn.--- Gerilj akæmpere skal dog ikke forvente, at modstanderne altid vil være lige så ædelmodige som hornblæseren.
 
Er civilbefolkningens støtte ikke så massiv, at gerilj astyrken tør indbringe de sårede til et sygehus i operationsområdet, må den næstbedste behandlingsmulighed dog nok være at skjule patienterne hos udvalgte civile lægfolk, som anses for tilstrækkeligt pålidelige. Muligt kan man få en sympatiserende læge til at tilse og behandle patienten. Men drejer det sig om alvorlige læsioner, f.eks. fra projektiler, skal man ikke forvente for meget af en læge, der til daglig beskæftiger sig med almen praksis. En kirurg, der har vænnet sig til alle de hjælpemidler, der findes på et moderne sygehus, vil også have meget svært ved at behandle patienten under primitive forhold. Det vil kræve en særlig uddannelse af lægen. Ofte må der anvendes metoder, som er særdeles utraditionelle. Kan lægen ikke personligt tilse patienten, kan man måske kommunikere med ham over radio, telefon eller pr. ordonnans. Dette system anvendes ofte af søværnets små sejlende enheder, men forudsætter at personellet er i stand til at gøre de observationer, som lægen har brug for. Og det forudsætter også, at personellet kan udføre den behandling, som lægen skønner egnet for tilfældet. Vi er således nået til punktet om uddannelsen af gerilj astyrkens personel.
 
Uddannelse.
Ganske ligesom personel, der skal anvendes under andre former for krigsførelse, bør uddannes i førstehjælp og militær hygiejne, bør hver enkelt gerilj akæmper have en sådan uddannelse afpasset efter operationsområdet. For geriljakæmperen er denne uddannelse særlig betydningsfuld, da styrken ikke kan regne med sanitetsfaglig støtte. Desuden må et mindre antal af styrkens medlemmer have en betydelig større sanitetsuddannelse. Der må selv i de mindste gerilj aenheder være en eller to personer, som ved siden af deres andre opgaver også kan tage sig af syge og sårede, som styrken ikke straks kan overgive til mere kyndig hjælp. Denne udvidede sanitetsuddannelse skal lære eleverne selvstændigt at observere, pleje og behandle syge og sårede over længere tid, i hvert fald i dage til uger, og under meget primitive forhold. Sygeplejeuddannelse i sædvanlig betydning er ikke nok. Eleverne skal efter uddannelsen kunne arbejde selvstændigt med patienter uden den støtte, som en sygeplejerske får fra lægen. Disse sanitetsuddannede gerilja- soldater skal selv kunne stille diagnoser og prognoser og skal på egen hånd kunne iværksætte behandlinger. De må kunne foretage de mest enkle kirurgiske indgreb med meget enkle hjælpemidler.
 
Kvalifikationerne er mere lægens end sygeplejerskens. Uddannelsen skal derfor fortrinsvis varetages af læger med særlig vægt på den kliniske undervisning, hvor eleverne lærer at undersøge og bedømme patienter. Forudsætningerne for, at eleverne kan få udbytte af den kliniske undervisning, er, at de forud for den har fået uddannelse i elementær anatomi, fysiologi, farmakologi og microbiologi. Både disse grundlæggende fag og den kliniske undervisning skal begrænses mest muligt, så de kun giver eleverne den viden og de færdigheder, som de får allermest anvendelse for under de forhold, hvorunder der skal kæmpes. Al terapi skal bestå i standardmetoder, der kan anvendes i de flest mulige tilfælde med den bedst mulige virkning. Kun enkle hjælpemidler og medikamenter, der enten medføres af gerilj astyrken selv eller kan fremskaffes i operationsområdet, kan benyttes. Ofte må man specielt inden for den kirurgiske terapi benytte primitive metoder, der nu anses for forældede, men stadig kan redde liv og helbred. Særlig vægt bør lægges på opøvelse af improvisationsevnen og på muligheder for at anvende forhåndenværende materialer. Et i gerilj astyrkers sanitetsuddannelse ofte overset led er sproguddannelsen. Personellet skal ikke alene kunne tale med den stedlige befolkning om sygdomme og læsioner, men også kende de almindelige populære, ikke medicinske udtryk for legemsdele, naturlige funktioner og forstyrrelser i disse funktioner.
 
Sanitetsmateriel.
Det af styrken medførte materiel skal være det mindst mulige og det lettest mulige. Det må ligesom personellets sanitetsuddannelse udvælges og sammensættes svarende til operationsområdet, årstiden og styrkens opgave. Uddannelse og materiel skal passe sammen. Transportmateriel, der udelukkende er beregnet til at transportere syge og sårede, kommer næsten aldrig på tale. Men materiel, der medføres af andre grunde, kan ofte med små ændringer udformes, så det også kan anvendes til patienttransport. I de fleste nordiske lande, hvor forsvaret anvender skitropper, er de militære ski da også således konstruerede, at de med få og små midler kan omdannes til en slæde, der kan anvendes til transport af en liggende person. Medfører styrken pulk til transport af materiel, bør pulken være udformet, så den kan anvendes til transport af sårede. Men selv under de bedste betingelser, som godt skiføre kan give en sådan transport, er det et meget tungt arbejde at trække. Før udformningen af styrkens sanitetsuddannelse og sammensætningen af dens sanitetsmateriel er det derfor meget vigtigt at gøre sig styrkens opgave, operationsområde (geografi og klima) og operationsårstid klart. Disse 3 ting er også afgørende for, hvad der forud for personellets indsættelse skal træffes af sygdomsforebyggende foranstaltninger. Soldater rekrutterede fra udviklede lande med veludstyret og godt fungerende sundhedsvæsen vil stille større krav til sanitetstjenesten end soldaten fra et udviklingsland, hvor befolkningen er mindre godt vant. Derfor kræver sanitetstjenesten til gerilj astyrker fra de mere udviklede landes forvænte befolkning en langt større investering i planlægning, uddannelse, materiel og penge.
 
 
 
Litteratur
Byron, George: Child Harolds Pilgrimage. Canto the First. The Works of Lord Byron, Poetry Vol. II. Ed. E. H. Coleridge, London 1922.
Holst, H. P.: Den lille Hornblæser. København 1849.
Huntington, S. P.: Guerilla Warfare in Theory and Policy. Modem Guerilla Warfare. Ed. F. M. Osanka, New York 1972.
NATO Glassary AAP - 6, 1972. (NATO unclassified).
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militærts Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_104_aargang_okt.pdf
 
 

 

Litteraturliste

Del: