Militærstrategi er ikke bare militærstrategi

Nærværende artikel søger at kvalificere forståelsen af begrebet militærstrategi; hvad forstår vi i dag ved begrebet og hvorledes kommer det til udtryk rent funktionelt? Udover en række generelle betragtninger, præsenteres to aktuelle definitioner af militærstrategi. Konklusionen er, at der til militærstrategi knytter sig forskellige facetter/fænomener, som samlet set tjener dels bestemte politiske formål, dels udgør grundlaget for den overordnede styring og anvendelse af militære virkemidler. Det er netop spændingsforholdet mellem disse to hensyn, der gør militærstrategi til et vedkommende begreb at studere for den professionelle soldat.

Foto: Forsvaret.dk

Indledning

Hvad forstås der ved begrebet militærstrategi, og hvilke fænomener knytter sig dertil? Umiddelbart et simpelt og overkommeligt spørgsmål, vil de fleste fagfolk formentlig mene. Ikke desto mindre gøres spørgsmålet ofte til genstand for drøftelse blandt sikkerhedspolitiske iagttagere og militæreksperter. Debatten repræsenterer i sig selv ikke et historisk nybrud, men har af gode grunde fået fornyet aktualitet som følge af de seneste årtiers internationale omvæltninger og informationsteknologiske fremskridt. Hensigten med nærværende artikel er gennem en dekonstruktiv metode[2] at kvalificere forståelsen af militærstrategi som fænomen og funktionelt begreb.

Artiklen arbejder med den grundlæggende antagelse, at fortolkning af ord/begreber varierer over tid og afhænger af kontekstuelle faktorer (etymologi). Sagt på en anden og mere simpel måde: Hvad vi forstår ved demokrati i dag, adskiller sig fra måden, hvorpå f.eks. oldtidens grækere opfattede demokrati, om end de to tidsforskudte anskuelser deler visse fællestræk (tidsperspektivet). På tilsvarende vis – det skal i hvert fald være påstanden – bygger de skandinaviske samfund i dag på en anderledes demokratisk tradition end den, som man bl.a. finder i Italien. Det vel at mærke til trods for, at de pågældende samfund alle betragter sig som moderne europæiske demokratier (kontekstperspektivet). Pointen er, at menneskers perception af bestemte ord/begreber formes af de eksplicitte konditioner/karakteristika, som kendetegner deres kultur og omgivende miljø.

Indledningsvis foretages en afklaring af strategi som teoretisk og funktionelt begreb; hvordan kan man gøre brug af begrebet?  Hermed tilvejebringes rammen for den efterfølgende undersøgelse af det militærstrategiske genstandsfelt. Til det formål analyseres to definitioner af militærstrategi, der anses for autoritative (NATO & Colin Gray). NATO har i mere end et halvt århundrede udgjort krumtappen i det transatlantiske sikkerhedssamarbejde og følgelig været dimensionerende for dansk forsvarspolitik i nyere tid. Organisationen danner i dag grundlag for sikkerhedspolitisk samarbejde mellem 28 stater i den vestlige verden, hvorfor Alliancens forståelse af militærstrategi anses for at have en vis vægt internationalt. Professor Colin Gray[3] har gennem det meste af sin professionelle forskerkarriere beskæftiget sig med emnet strategi. Han har udgivet talrige artikler om emnet og er desuden forfatter til en række bøger, der specifikt omhandler sikkerheds- og militærstrategi og som har høstet international anerkendelse. I lyset heraf er Colin Grays definition af militærstrategi valgt m.h.p. at kvalificere problembehandlingen.[4] Som led i analysen af Colin Grays definition introduceres en mindre case (ændring af USAs strategi for Afghanistan i 2009), der medvirker til at underbygge en række centrale pointer. Afslutningsvis fortages en sammenfatning af de væsentligste konklusioner.

Strategi – teori kontra funktion

Militærstrategi knytter sig overordnet til studiet af strategi. Strategi(er) kan i udgangspunktet anskues og applikeres på forskellig vis. Det er imidlertid i udgangspunktet vigtigt at skelne mellem på den ene side strategi, som generel teori (universelle maksimer), og på den anden side deciderede strategier, der er et resultat af bestemte politiske præferencer (afhængig af kontekst). I forskningsøjemed foretager man sondringen mellem betegnelserne ”the nature of strategy” og ”the character of strategy”. Førstnævnte relaterer sig til de elementer ved strategi, der er almengyldige og som billedligt talt konstituerer begrebets fundament (hvorfor strategi?). Begrebet ”strategi” har på det generelle teoretiske plan en iboende logik/rationalitet, som er uafhængig af konkrete omstændigheder (strategi er udtryk for en instrumentel funktion, der sigter på at bygge bro mellem målsætninger og ibrugtagning af forskelligartede virkemidler; ”ends – ways – means”).[5]

Den anden side af strategibegrebet ”the character of” bygger omvendt på en række variable, der er dynamiske og som antager form/betydning alt efter hvilken kontekst, der er tale om (hvordan strategi). Af variable kan eksempelvis nævnes kultur, perception, magtrelationer, normer, værdier, trusler, strukturer, tid, love, geografi, teknologi og doktriner. Her er der altså tale om konditioner/faktorer, som er udslagsgivende i forbindelse med selve operationaliseringen af begrebet (studiet af konkrete strategier, herunder formulering/udformning, udmøntning samt følgevirkninger). Strategier er følgelig funktionelle i den forstand at de udgør et produkt af en konstant vekselvirkning mellem strategens dannelsesperspektiv og dennes perception af konkrete hændelser/be­given­he­der.   

Den ovenfor skitserede distinktion mellem strategi og strategier vurderes at være af signifikant betydning for kernen i nærværende udredning. Et er, hvad man ud fra en teoretisk synsvinkel forstår ved begrebet militærstrategi, herunder dets funktion i relation til f.eks. ”grand strategy”, ”national strategy” og ”theatre strategy” (etablering af paradigme, der medvirker til at ordne og kategorisere strategiens makro-, meso- og mikro-niveau). Noget andet er forståelsen af strategi som funktionelt instrument i forhold til en bestemt kontekst – de særlige vilkår, omstændigheder og betingelser, som måtte være kendetegnende for en given situation.

Genstandsfelt – diskussion af to autoritative definitioner

I fortsættelse af ovenstående drøftes to definitioner af militærstrategi m.h.p. at adressere spørgsmålet: Hvilken betydning tillægges strategibegrebet aktuelt?

NATOs definition af militærstrategi

I kraft af Danmarks internationale aktørstatus, herunder særligt de seneste års profilering af dansk forsvar i NATO, vil det være nærliggende at indlede med at se på, hvorledes militærstrategi defineres indenfor alliancen. Følgende definition udgør p.t. grundlaget for NATOs indsats: ”Military strategy is that component of national or multinational strategy, presenting the manner in which military power should be developed and applied to achieve national objectives or those of a group of nations”[6]  

NATOs formulering af militærstrategi indbefatter derfor tre centrale elementer: Først og fremmest slås det fast, at militærstrategi er underordnet det nationalstrategiske niveau; subsidiært multinationale. Hermed cementeres den klassiske opfattelse af de væbnede styrker som ét af flere magtinstrumenter, som en stat eller gruppe af stater kan gøre brug af i forhold til at fremme egen-/fællesinteresser.

Dernæst fremhæves militærstrategi som det overordnede grundlag, hvorpå beslutninger om udvikling og anvendelse af militærmagt træffes. Til netop dette aspekt synes umiddelbart at knytte sig to væsensforskellige perspektiver. Dels et langsigtet perspektiv, der sigter på at alliancen til stadighed er på forkant med den generelle udvikling (henviser til ordet ”develop”). In casu er forventninger til karakteren af fremtidens konflikter af afgørende betydning, idet disse vil være dimensionerende for kapacitetsudvikling og materielanskaffelser på lang sigt (balancen mellem organisation, teknologi, doktrin og uddannelse). Det kan ikke afvises, at ordet ”develop” rettelig burde tilskrives en anden betydning end den netop beskrevne. Ordet kunne eksempelvis rette sig mod den løbende tilpasning og dimensionering af militærstyrker, som finder sted i løbet af enhver kampagne. Fortolkningen, der indledningsvis blev drøftet, skønnes imidlertid mest sandsynlig, hvorfor den vil danne forudsætning for den videre emnebehandling.

Til det anførte skal tilføjes det andet perspektiv, der drejer sig om den egentlige anvendelse af militærmagt (henviser til ordet ”applied”). NATOs definition af militærstrategi omfatter ikke en forklaring på, hvad der præcist menes med anvendelse af militærmagt. I medfør af NATOs samlede doktrinkompleks samt alliancens nye Strategiske Koncept[7] vil det imidlertid være rimeligt at forudsætte, at anvendelse af militærmagt skal ses i en større sammenhæng end blot den fysiske indsættelse af væbnede styrker i en given konflikt. De væbnede styrker, som NATO råder over, spiller ved deres blotte eksistens en overordnet og afgørende rolle (fredstid). NATOs profilering, herunder opbygning og udvikling af militærkapaciteter, bør derfor betragtes som anvendelse af militærmagt på linje med gennemførelse af egentlige militæroperationer (”the element of deterrence”).

Det tredje element, som er indbygget i NATOs definition, vedrører formålet med militærstrategi. Det understreges, at militærstrategi skal tjene til opnåelse af nationale/multinationale målsætninger, som fastlægges på politisk niveau. Præmissen er uløseligt forbundet med den indledende pointe.

NATOs definition af militærstrategi peger på en række grundlæggende parametre, der er væsentlige i relation til vurderingen af begrebets genstandsfelt. Med baggrund i ovenstående afvejning/fortolkning af NATOs doktrinære grundlag kan følgende tre perspektiver på militærstrategi opstilles:

1.       Præcisering af de væbnede styrkers overordnede formål (ét blandt en række af nationale magtinstrumenter – indvirkning på kontinuummet fred/konflikt/krise/krig).

2.       Plan/koncept for den langsigtede udvikling af en given militærorganisation (anticiperet trusselsbillede vs. det militære instruments rolle/formåen; fra koncept til kapacitet). 

3.       Overordnede principper for disponering og anvendelse af militære virkemidler til støtte for opnåelse af på forhånd fastlagt strategisk målsætning (politisk fastlagt ”end-state”).

De tre opstillede perspektiver vil i artiklens afsluttende del blive sammenholdt med de observationer, som udledes i efterfølgende afsnit.

Colin Grays definition af militærstrategi

I sin seneste bog definerer Colin Gray militærstrategi på følgende vis:[8] ”Military strategy is the direction and use made of force and the threat of force for the purpose of policy as decided by politics.”

Colin Grays definition adskiller sig ikke væsentligt fra måden, hvorpå militærstrategi opfattes i NATO. Ved nærmere iagttagelse synes enkelte nuanceforskelle imidlertid at fremstå. Disse vil blive anskueliggjort nedenfor.

Definitionen understreger, at militærstrategi hviler på to grundlæggende søjler. På den ene side indebærer militærstrategi den dynamik, som søges opnået i form af egentlig magtanvendelse (fysisk vold). Militærstrategi tjener imidlertid også som grundlag for, hvorledes det militære instrument forestilles anvendt som led i forsøget på – enten gennem direkte trusler eller i form af sin eksistens/tilstedeværelse – at påtvinge en modstander en bestemt adfærd. F.s.v.a. sidstnævnte er det værd at bemærke, at forholdet har en dobbeltsidig funktion, idet trusselsdimensionen kan være af såvel implicit som eksplicit karakter. Heraf må udledes at der til militærstrategi knytter sig attributter, som influerer på samtlige tilstande i konfliktkontinuummet (fred/konflikt/krise/krig)

Den uden tvivl mest vedkommende del af Colin Grays definition af militærstrategi vedrører ordvalget for the purpose of policy as decided by politics”. Formuleringen rammer durk ned i en historisk diskurs blandt forskere i militærstrategi; en debat der har sit udspring i Carl von Clausewitz’ navnkundige aforisme ”War is a mere continuation of policy by other means”.[9] Det spørgsmål, som har vakt flest kontroverser blandt forskere kyndige i Clausewitz’ forfatterskab, knytter sig til forståelsen af ordet ”policy”. For hvad mente den preussiske general egentlig? Kilden til den gordiske knude findes først og fremmest i forskellene mellem forskellige sprogstammer. I den angelsaksiske tradition har man f.eks. historisk benyttet ordene ”politics” og ”policy”. Ordet ”politics” indgår ligeledes i den germanske vokabularium, men tillægges en betydning, der ret beset er anderledes end den angelsaksiske. I germansk sammenhæng, i øvrigt ligesom på dansk, opererer man ikke med et særskilt udtryk for ”policy”, men anvender derimod ”politik” som udtryk for summen af det angelsaksiske ”politics” og ”policy”.[10]

Men hvad er da det interessante ved al denne polemik om nogle få ord, og hvorfor finder Colin Gray det formålstjenstlig at præcisere adskillelsen mellem de to begreber? Det er der en ganske fornuftig årsag til, idet betoning af begreberne fortæller en hel del om militærstrategiens overordnede funktion samt dens snitfalder/afgrænsning i forhold til det politisk-strategiske niveau. I modsætning til ”politics”, der er udtryk for kampen om magt og indflydelse mellem toneangivende eliter, manifesterer ”policy” den enighed (politisk), der danner forudsætning for strategiens tilblivelse i form af ”ends-ways-means”. ”Policy”-delen er i så henseende et produkt af en universel rivalisering om magt/indflydelse (politics) og udgør – ifølge logikken – således et forhandlingsobjekt, der løbende indgår i det politiske samkvem. ”Policy” orienterer sig omvendt mod det rent processuelle, der fører frem til identificering af ”ends-ways-means”. Hermed opstår en latent indre systemisk spænding (divergerende incitamenter), der i større eller mindre omfang kan indvirke på militærstrategiske overvejelser. At lade ”policy” være den eneste målestok for forståelsen af militærstrategi vil derfor være et eklatant fejlskud. Militærhistorien leverer utallige eksempler på, hvor fatale konsekvenser det kan få, når militærstrategi har et ensidigt fokus på ”policy” eller er helt eller delvist løsrevet for den politiske virkelighed. ”Politics” og ”policy” er som siamesiske tvillinger: Den ene lader sig ikke forklare uden den anden. I den forstand er det bydende nødvendigt at militærstrategi betragtes som en funktion af spændingsfeltet mellem ”politics” og ”policy”. Kort sagt: militærstrategi er nært forbundet med både ”politics” og ”policy”.[11]

USA’s engagement i Vietnam-krigen (1954 - 1973) er et klassisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når militærstrategien (policy-delen) ikke i tilstrækkelig omfang er afstemt i forhold til ”politics”. Skiftende amerikanske regeringer – fra John F. Kennedy over Lyndon B. Johnson til Richard Nixon – valgte beviseligt i større og mindre grad at fortie kontroversielle oplysninger om udviklingen i Vietnam for både Kongressen og den amerikanske befolkning. USAs indblanding i Vietnam-krigen endte med at blive et langstrakt og omkostningsfuldt militært engagement, der skortede på politisk legitimitet og folkelig opbakning. Omstændighederne affødte stigende social polarisering, svigtende opbakning til de politiske magthavere, kuldsejling af nationale reformprogrammer, tab af international prestige og ikke mindst et desillusioneret amerikansk militært system. Et nationalt traume, der fortsat præger amerikansk selvbevished og politisk kultur i dag.[12]     

Et mere aktuelt eksempel på dilemmaet mellem ”politics” og ”policy” er udformningen af en ny strategi for Afghanistan i 2009. Umiddelbart efter sin tiltræden som præsident iværksatte Barack Obama en større analyse af den internationale indsats i Afghanistan. Der var blandt Obamas toprådgivere enighed om, at den eksisterende strategi havde spillet fallit. Noget måtte gøres for at bringe den sikkerhedspolitiske udvikling i Afghanistan på ret kurs. At opnå enighed om en ny strategi internt i den amerikanske regering viste sig imidlertid at være behæftet med betydelige vanskeligheder. De militære rådgivere plæderede for en langt mere robust indsats, der i højere grad fokuserede på at beskytte den afghanske civilbefolkning. Til det formål havde de brug for en markant større militærstyrke. Præsident Obama var imidlertid skeptisk over for ideen. En øget militær tilstedeværelse ville rigtignok medvirke til at forbedre den generelle sikkerhedssituation på kort sigt, men det kunne på ingen måde garantere en langsigtet løsning. Opnåelse af succes afhang i høj grad af en række ikke-militære aspekter, herunder bl.a. den afghanske befolknings tillid/opbakning til regeringen i Kabul (legitimitet), bekæmpelse af magtmisbrug og korruption (lov & orden), kapacitetsopbygning (civilsamfund & statslige institutioner) samt ikke mindst Pakistans rolle. Fremskridt indenfor disse områder var imidlertid meget sparsomme, i nogle tilfælde helt fraværende. Præsidenten stillede følgelig spørgsmål ved selve ambitionsniveauet for den NATO-ledede operation, ISAF (International Security Assistance Force).[13]

Forløbet forud for den endelig beslutning om en ny strategi for Afghanistan tegnede billedet af en amerikansk præsident, der nøje afvejede den militærfaglige rådgivning, han modtog, i forhold til de politiske vilkår, som udgjorde hans politiske manøvrerum. Den folkelige opbakning bag USA’s engagement i Afghanistan var stærkt faldende. USA’s involvering i Irak havde kostet enorme ressourcer og medvirket til at polarisere det amerikanske samfund. Den internationale finansielle krise havde ramt den amerikanske økonomi hårdt. Obama-regeringen havde investeret megen prestige og politisk kapital i forsøget på at få kongressen til at godkende en kontroversiel reform af det amerikanske sundhedssystem. USA stod samtidig overfor et midtvejsvalg, hvor Demokraterne efter alt at dømme ville få svært ved at fastholde deres flertal i begge kongreskamre; Senatet & Repræsentanternes Hus. Dertil kom muligheden for at blive genvalgt til præsident i november 2012. Set fra præsidentens position, talte meget således for at USA skulle træde varsomt i forhold til engagementet i Afghanistan. At godkende en tidsubegrænset militær oprustning, der sigtede på at indfri den bestående målsætning, ville alt taget i betragtning være politisk uklogt. En sådan fremgangsmåde indebar betydelig risiko for, at præsidenten indenfor blot et år eller to ville stå med et endnu større problem i Afghanistan og delvist handlingslammet som følge af indenrigspolitiske trakasserier.[14]

Den 1. december 2009 fremlagde Obama i en tale på militærakademiet West Point USA’s fremadrettede strategi for Afghanistan. Budskabet var ikke til at tage fejl af. USA var indstillet på at gør et sidste forsøg på at vende den negative udvikling i Afghanistan. På den militære front ville USA kortvarigt øge sit bidrag med ca. 30.000 soldater. Initiativet havde til formål dels at yde civilbefolkningen en bedre beskyttelse, dels at accelerere opbygningen af Afghanistans sikkerhedsstyrker for derved at muliggøre en fremrykning af tidspunktet for gradvis reduktion af den internationale militære tilstedeværelse. Præsidenten fastslog i talen, at han agtede at iværksætte en tilbagetræning af USA's kamptropper fra juli 2011, tidspunktet hvor ISAF efter planen skulle påbegynde overdragelsen af ansvaret for sikkerheden til de afghanske myndigheder. Med talen fik Obama sendt et utvetydigt politisk signal til de afghanske magthavere; USA’s tålmodighed var ved at være opbrugt. Samtidig forsikrede han Kongressen og den amerikanske befolkning om, at USA’s engagement i Afghanistan ikke ville blive en gentagelse af fejltagelserne fra Vietnam-krigen.[15]

Det regeringsmemorandum, som Obama lod udarbejde med baggrund i sin beslutning, vidner om en klar prioritering i forhold til USA’s nationale interesser i Afghanistan. Formålet var bekæmpelse af al Qaeda og opbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker. Væk var al snak om f.eks. demokrati, frihedsrettigheder og udvikling af et moderne kvindesyn. Dokumentet slår fast, at strategien ikke levner mulighed for oprørsbekæmpelse og statsopbygning i fuld skala. Ambitionsniveauet var nedjusteret og den militære indsats måtte følgelig tilpasses i overensstemmelse dermed. Forløbet, der her er fremstillet en del forenklet, illustrerer imidlertid på udmærket vis en amerikansk præsident, der i forvaltningen af sit embede først og fremmest er optaget af at tilsikre sammenhængen mellem, hvad der er politisk farbart (”politics”), og den ramme, som udgør fundamentet for anvendelsen af forskelligartede virkemidler (”policy”).[16]                                                                                    

Behandlingen af Colin Gray’s definition afstedkommer en række supplerende vinkler, der anses for væsentlige at inddrage i forståelsen af militærstrategi. Følgende perspektiver opstilles:

1.       Militærstrategi fungerer som overordnet pejlemærke i relation til den aktive indsættelse af væbnede styrker til støtte for bestemte kampagne-/operationsmålsætninger.

2.       Militærstrategi er udtryk for en given aktørs intentioner og/eller valg f.s.v.a. funktionen af de væbnede styrker i relation til overordnede sikkerhedspolitiske præferencer.

3.       Militærstrategi er et produkt af spændingsfeltet mellem ”politics” og ”policy”, hvorfor det ikke giver mening at betragte funktionen af militærstrategi udelukkende med baggrund i en logik centreret omkring ”ends-ways-means”. Det militære instrument, underforstået militærstrategi, indgår i lighed med andre sektorer indenfor staten, som forhandlingsobjekt i den uafvendelige politiske rivalisering om magt og indflydelse. Militærstrategien er følgelig underkastet et styrende parameter (”politics”), som qua sin natur er omskiftelig.                

Hvad indbefatter militærstrategi?

Formålet med de forudgående afsnit har været at kvalificere forståelsen af, hvad militærstrategi er, herunder hvilke centrale fænomener, som knytter sig hertil. Dette er søgt opfyldt ved indledningsvis at foretage en generel og principiel drøftelse af begrebet strategi (etablering af overordnet teoretisk ramme). I fortsættelse heraf er to relevante definitioner af militærstrategi (NATO & Colin Gray) gjort til genstand for behandling m.h.p. identificering af styrende variable. Det behandlede genstandsfelt giver samlet set mulighed for at opstille følgende målepunker: 

·         Militærstrategi som organisatorisk begreb.

·         Militærstrategi som teoretisk fænomen: Hvad er formålet med strategi og hvilke centrale elementer relaterer sig hertil (”nature of strategy”)?

·         Militærstrategi som funktionel mekanisme i relation til disponering og anvendelse af væbnede styrker i spændet mellem fred og krig (”character of strategy”).

·         Militærstrategi som funktion af både ”politics” og ”policy”, herunder forståelsen af væsentlige dilemmaer, som kan være forbundet hermed.

·         Militærstrategier i historisk perspektiv, herunder sammenhæng mellem planlægning, gennemførelse og afledte følgevirkninger. 

·         Militærstrategi som fundament for den langsigtede udvikling af militære organisationer (karakteren af fremtidens konflikter & den teknologisk udvikling).

Behandlingen af genstandsfeltet viser, at der til militærstrategi knytter sig en række forskellige fænomener, og at den indbyrdes vægtning af disse er udslagsgivende for, hvorledes begrebet opfattes og anvendes. Begrebet er dynamisk i den forstand at det antager form og betydning alt afhængig af perspektiv og hensigt. For udøveren af den militærstrategiske disciplin er ingen af de ovenfor opstillede betragtningsmåder derfor principielt uvæsentlige.

Den opstillede forståelsesramme for militærstrategi skal ingenlunde opfattes som et ”fait accompli”. Tanken med denne artikel har været at foretage en delvis undersøgelse for derved at give et bud på en overordnet begrebsforståelse. Udkommet af undersøgelsen foranlediger forhåbentlig læseren til at opsøge supplerende litteratur og gøre sine egne overvejelser om emnet. Set fra forfatterens synspunkt er der på baggrund af det seneste årtis internationale udvikling al mulig grund til, at man specielt i sikkerheds- og forsvarspolitiske kredse forholder sig skeptisk til hævdvundne strategiopfattelser. Hvis for eksempel præmissen om, at fremtidens konflikter vil være forbundet med en langt højere grad af kompleksitet, holder stik, hvad vil det i så fald komme til at betyde for måden, hvorpå strategier udformes og operationaliseres? Dertil kommer spørgsmålet om konsekvenserne ved en delvis sammenblanding af statens forskellige magtinstrumenter i forbindelse med krise- og konflikthåndtering: Hvilken indvirkning vurderes det at få i forhold til det etablerede begrebsapparat, der knytter sig til strategi generelt? To elementære spørgsmål, der uvægerligt bør påkalde sig opmærksomhed fra enhver, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med strategi ud fra et sikkerhedspolitisk perspektiv.

Dette temanummer af Militært Tidsskrift indledes med en artikel, hvor forfatterne redegør for en bestemt måde at anskue strategi på ud fra et statsligt perspektiv.[17] Den opstillede analyseramme giver et ganske udmærket afsæt for et nærmere studie af strategi. Hvad der imidlertid ikke fremgår tydeligt af det beskrevne paradigme, er graden af kompleksitet forbundet med de iboende begrebers indbyrdes relationer og afhængighed. Det er i studiet af netop disse forhold, at vi kan begynde at vurdere validiteten af forskellige teorier om strategi. Om ikke andet har denne artikel forhåbentlig bidraget blot en smule til bemeldte fordring.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.4_2011.pdf

______________________________

[1] Major Peter H. Sølling received his commission as an officer in the Royal Danish Air Force in June 2000. A combat support soldier by trade, Major Sølling has served in various positions within his service. In 2007 he did a six-month tour in Iraq as part of the Coalition Military Assistance Training Team (CMATT). He subsequently went to work in the Tactical Air Command and the Defence Command. Major Sølling graduated from the UK Advanced Command & Staff Course in 2010  and currently serves in the Department of Joint Operations at the Royal Danish Defence College. Apart from his military education Major Sølling holds a master's degree in International Relations from The Fletcher School of Law and Diplomacy, Tufts University.

[2] Dekonstruktivismen blev formuleret af Jacques Derrida i 1967. Repræsenterer kritisk stillingtagen til fremtrædende tradition i vestlig tankegang i form af logocentrismen og strukturalismen. Læs eventuelt Derridas værk ”Om Grammatologi” udgivet af forlaget Arena, 1970.   

[3] Colin S. Gray (født i 1943) er professor i Internationale Relationer & Strategiske Studier og er p.t. leder af Center for Strategiske Studier ved ”University of Reading”, Storbritannien. Colin Gray har i tillæg til sit akademiske virke fungeret som rådgiver for skiftende regeringer i både USA og Storbritannien.  

[4] Af andre forskere kan bl.a. nævnes Basil H. Liddell Hart, Eliot A. Cohen & Edward N. Luttwak.

[5] Colin S. Gray, The Strategy Bridge: Theory for Practice. Oxford: Oxford University Press, 2010, pp. 15-53.

[6] North Atlantic Treaty Organization, Allied Joint Publications 01 (D). October 2010 version 2, p. 4-1.

[7] North Atlantic Treaty Organization, Active Engagement, Modern Defence: NATO New Strategic Concept. NATO: November 2010, http://www.nato.int/cps/en/natolive/news_68172.htm

[8] Colin S. Gray, The Strategy Bridge: Theory for Practice. Oxford: Oxford University Press, 2010, p. 29.

[9] Charles Keller, “On War”. Project Guttenberg: oversat fra tysk til engelsk af Colonel J.J. Graham, Book I, Chapter I, article 24.

[10] Colin S. Gray, The Strategy Bridge: Theory for Practice. Oxford: Oxford University Press, 2010, p. 48 (23).

[11] Colin S. Gray, The Strategy Bridge: Theory for Practice. Oxford: Oxford University Press, 2010, pp. 107-114.

[12] David Maraniss, They Marched into Sunlight: War & Peace Vietnam and America October 1967. Washington: Simon & Schuster Ltd, 2004.

[13] Bob Woodward, Obama’s Wars: The Inside Story. Washington: Simon & Schuster Ltd, 2010.

[14] Ibid.

[15] Barack Obama, Speech on the way forward in Afghanistan and Pakistan”: 1 December 2009, http://www.white­hou­se.gov/the­-press-office/remarks-president-addre...

[16] Bob Woodward, Obama’s Wars: The Inside Story. Washington: Simon & Schuster Ltd, 2010, pp. 385-390.

 [17] Jens Garly & Liselotte Odgaard, Strategic studies at the Royal Danish Defense College.
 

Litteraturliste

Del: