Militære Efterretningsfadæser: Fra invasionen af Sovjetunionen 1941 til Golfkrigen 1991.

Af John Hughes-Wilson: Militære EfterretningsfadæserFra invasionen af Sovjetunionen 1941 til Golfkrigen 1991.

(På dansk ved Hans Chr. Dahlerup Koch og Grethe Teglbjærg) P. Haase & Søns Forlag 2002. 415 sider, med oversigtskort, kr. 348,00.

Anmeldt af major Erik C. Gjerstad

Foto: Saxo.com

Bogen er en oversættelse af Military Intelligence Blunders, som er skrevet af pensioneret oberst John Hughes-Wilson, der har haft en alsidig karriere med 30 års tjeneste i den britiske hærs efterretningstjeneste (Intelligence Corps). Emnet må siges at være højaktuelt efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 og på baggrund af aktuelle begiven­heder. Denne udgave af bogen, den anden, er udkommet i 2002 netop på baggrund af terrorangrebet og er forsynet med en ny indledning af forfatteren, der stiller spørgsmålene ”Hvordan kunne det ske?” og ”Hvorfor vidste den amerikanske efterretningstjeneste ikke, hvad der foregik?” Dog, som det fremgår af bogens undertitel, besvares disse spørgsmål ikke med udgangspunkt i hændelserne den 11. september 2001. De menneskelige fejl og organisatoriske mangler, som har karakteriseret de største efterretningsmæssige fiaskoer belyses ved krigshistoriske eksempler.

Første kapitel er en kort indføring i ”efterretningsteori”. (Med risiko for at virke pedantisk må det anføres, at oversættelserne af en del engelske efterretningstermer ikke er i overensstemmelse med korrekt dansk terminologi inden for emneområdet.) Efterretningskredsløbet (oversat som ”efterretningscyklus” i bogen) er den proces, hvorved oplysninger indhentes og bearbejdes til efterretninger, der efterfølgende præsenteres for brugerne. Det består, jf. britisk (og NATO) doktrin, af fire trin: formulering af efterretnings­behov, indhentning, bearbejdning og præsentation. (Hertil kunne der egentligt tilføjes et femte trin, anvendelse, da selv de mest præcise og rettidige efterretninger er værdiløse, hvis den politiske eller militære ledelse ikke kan eller vil anvende dem.) Andre grundlæg­gende begreber forklares, f.eks. Indications and Warnings (”indikationer og varsler”), der er en logisk opbygget ”checkliste” over handlinger (eller optrapninger) fra fjendens side, som kan ”indikere” og ”varsle”, at f.eks. et angreb er nært forestående.

Derefter beskrives forløbet af en række politiske og militære fadæser fra Anden Verdenskrig og senere krige ud fra en efterretningsmæssig synsvinkel. Eksemplerne fra Anden Verdenskrig er: tyskernes fejlagtige fortolkning af indikationerne forud for den allierede invasion af Normandiet på D-dagen, Sovjetunionens manglende forberedelse forud for Operation Barbarossa, det japanske overraskelsesangreb på Pearl Harbor, briternes tab af Malaya og Singapore til japanerne i 1942 og den mislykkede britisk-canadisk amfibieoperation mod Dieppe i 1942. Nyere historiske eksempler på efterretnings­mæssige svigt, som behandles i bogen er: Tet-offensiven i 1968 under Vietnamkrigen, Yom Kippur-krigen i 1973, Falklandskrigen i 1982 og Golfkrigen i 1990-91.  Forfatterens analyse af efterretningstjenestens virke i forbindelse med disse begivenheder peger på en række faktorer, som samlet eller hver for sig har bidraget til disse operationers udfald.

Det har oftest katastrofale følger, når den politiske eller militære leder vil være sin egen efterretningsofficer. Dette er bl.a. den afgørende faktor i Stalins afvisning af advarslerne om et tysk angreb på Sovjetunionen i 1941. Hans ærkefjende, Hitler, var overbevist om, at landsætningerne i Normandiet den 6. juni 1944 var en afledningsmanøvre. (Her var han selv offer for en af krigshistoriens bedst gennemførte vildledningsoperationer.) Dissens blev i disse tilfælde undertrykt; og for den sovjetiske efterretnings­tjenestes vedkommende var det faktisk forbundet med livsfare at sætte spørgsmålstegn ved vozhd’ens (russisk: fører) vurdering af truslen fra Det tredje Rige i 1941.

En af de store efterretningsmæssige ”synder” er at undervurdere sin fjende. Premier­minister Churchill beskrev tabet af Malaya og Singapores fald i 1942 som ”den største katastrofe, der nogen sinde er overgået den britiske krigsmagt” - og med rette. Britiske efterretningsofficerer og deres chefer i Malaya havde i årene op til den japanske invasion i december 1941 en næsten racistisk foragt for japaneres formodede militære evner. Japanske piloter blev vurderet som underlegne på grund af bl.a. påståede genetiske synsfejl. Britiske officerer forventede, at de spinkle japanske soldater ville flygte ved synet af hvide tropper. Før Yom Kippur i 1973 troede både den israelske regering og hærledelse fast på, at de arabiske lande ikke evnede at gennemføre angrebsoperationer endsige en koordineret offensiv mod Israel.

Det er næsten lige så galt at fejlvurdere sin fjendes hensigter som at undervurdere ham. En god efterretningstjeneste skal kunne sætte sig ind i modstanderens tankegang og se situationen med hans øjne. I årtier havde Storbritannien og Argentina forsøgt at finde en løsning på de argentinske krav om suverænitet over Falklandsøerne (eller Las Malvinas). Briterne forstod aldrig den nationalistiske patos, som de vindblæste og urentable øer vakte i det argentinske folk. Den argentinske militærjunta under general Galtieri, der tiltrådte i 1982, øgede det diplomatiske pres på Storbritannien for at få øerne ”hjem”. Dette skete på baggrund af stigende spændinger og interne uroligheder i Argentina i kølvandet på ”den beskidte krig” mod venstreorienterede og efter vedtagelsen af skrappe økonomiske reformer. Den britiske regering forstod ikke den nye fare i situationen og fortsatte den samme undvigende og forhalende forhandlingstaktik, som den havde benyttet de sidste 20 år. (Til gengæld kunne de macho argentinske generaler og deres embedsmænd ikke forestille sig, at de forfinede og flegmatiske briter ville sætte det meste af deres flådemagt ind på at erobre øerne tilbage.) Golfkrigen var resultatet af manglende indsigt i Saddams desperate økonomiske og politiske situation efter 8 års udmattende krig mod Iran. Den daværende amerikanske ambassadør til regimet i Bagdad blev nærmest anklaget i den amerikanske kongres for at have forledt den irakiske diktator til at tro, at USA ville vende det blinde øje til en irakisk invasion af Kuwait. (Til Saddams ”forsvar” må det siges, at han manglede en kompetent og uafhængig efterretningstjeneste: en efterretningstjeneste, der kunne - og turde - forklare ham, at det var meget sandsynligt, at en irakisk besættelse af Kuwait ville blive betragtet af Vesten med USA i spidsen som en alvorlig trussel mod deres livsvigtige olieforsyninger.)    

Pearl Harbor gives som eksemplet på en situation, hvor alle ”efterretningsbrikker” er faldet på plads, men hvor dårlig organisation gør, at brugerne ikke får livsvigtige efterretninger rettidigt. Både den amerikanske hær og den amerikanske flåde havde efterretnings­tjenester, der indhentede på japanerne. Dertil var FBI ansvarlig for kontraefterretnings­tjenesten (hvilket også er tilfældet i dag). Koordination af indhentning og udveksling af efterretninger mellem de to værn indbyrdes og mellem forsvaret og FBI var mangelfuld. Varslet om det forestående angreb på Pearl Harbor blev derfor modtaget af de ameri­kanske styrker på Hawaii samtidigt med, at de første japanske bomber faldt på de fortøjede krigsskibe og ubeskyttede kampfly.

Bureaukratiseringen af efterretningstjenesten har ikke forbedret dens effektivitet. Netop på baggrund af erfaringerne fra Pearl Harbor blev den amerikanske efterretningstjeneste på strategisk niveau både centraliseret og specialiseret under og efter Anden Verdenskrig. Men i perioden efter Anden Verdenskrig opstod der rivaliserende efterretnings­bureau­kratier, der kæmpede om indflydelse og resurser. Tet-offensiven i 1968 kom som en overraskelse for de amerikanske styrker i Sydvietnam. Det amerikanske forsvars efterretningstjeneste og J2 (efterretningsstaben) ved den amerikanske kommando i Vietnam (MACV) vurderede, at den nordvietnamesiske hær og den kommunistiske oprørshær i Sydvietnam (Vietcong) var blevet tilføjet så store tab, at krigen var ved at gå ind i dens slutfase. Denne vurdering blev især præget af politiske hensyn, idet forsvarsminister Robert McNamara havde behov for at vise, at krigen kunne vindes - med de styrker, som USA indtil da havde indsat. Da forsvarsministeren udpegede chefen for de amerikanske styrker i Vietnam - og også kunne afsætte ham, var chefen for MACV i 1968, general Westmoreland, og hans efterretningsstab ikke tilbøjelig til at udtrykke uenighed med McNamaras opfattelse af den militære situation i Sydvietnam. CIA havde en mere pessimistisk vurdering af situationen i landet, de amerikanske styrkers muligheder for at vinde krigen og nordvietnamesernes muligheder for iværksætte omfattende militære operationer. McNamara havde forinden sørget for, at CIA blev sat uden for indflydelse med hensyn til krigens videre føring. Resultaterne af disse efterretningsmæssige fejl er velkendte.

Til trods for efterretningstjenestens svigt i en lang række historiske eksempler kan det være forbundet med katastrofale følger ikke at indhente og anvende efterretninger i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af operationer. Det britisk-canadiske amfibieangreb på den franske kystby Dieppe i 1942 blev gennemført uden forudgående efterretningsmæssig bearbejdning af kamprummet (kendt inden for NATO som ”Intelligence Preparation of the Battlespace”). Lord Mountbatten, den ærgerrige chef for det britiske forsvars værnsfælles operationer (Combined Operations) i perioden 1942-43, havde brug for en spektakulær succes til at fremme sin karriere. Efter at et tidligere planlagt angreb på Dieppe var blevet definitivt aflyst af det britiske forsvarsråd, besluttede Lord Mountbatten at gennemføre angrebet på eget initiativ med britisk marineinfanteri, der var under kommando af Combined Operations, og canadiske styrker, der var ivrige for at komme i kamp. Operationen skulle således ske uden forsvarsrådets viden. Dette betød bl.a., at planlægningsstaben ikke kunne anmode om efterretninger fra højere stabe og fra MI6, efterretningstjenesten.  Angrebet var en katastrofe med 2.700 dræbte, sårede eller tilfangetagne ud af en styrke på 5.000 mand. Kampvognene blev landsat på en stejl strand, hvor udfaldsvejene var spærret af høje mure og andre kunstige hindringer.  Størrelsen af den tyske styrke i Dieppe samt placeringen af artilleri og andre tunge våben var ikke kendt.  Hvis ikke Lord Mountbatten havde været af kongelig bryd (han var onkel til prins Philip), ville han sandsynligvis være blevet stillet for en krigsret.

Mange af de militære katastrofer, som beskrives i bogen, skyldes i lige så høj grad dårlig politisk ledelse eller militær føring som en dårligt fungerende efterretningstjeneste. En god politisk leder eller en god militær fører vil have en god efterretningstjeneste. En god efterretningstjeneste vil ikke nødvendigvis kunne redde en dårlig leder eller fører; men uden en god efterretningstjeneste opererer selv den bedste leder eller fører i blinde. Mange af de efterretningsmæssige fejl og mangler, som bogen beskriver, vil formentligt kunne genkendes i den rapport, som skal udarbejdes af den ameri­kanske præsidents særlige undersøgelseskommission vedrørende terrorangrebet den 11. september 2001 (–såfremt rapporten bliver offentligt tilgængelig).

Som konklusion anbefales bogen som ”a good read”. Den er velskrevet og faktisk ret spændende. Fra et fagligt synspunkt giver bogen et indblik i efterretningstjenestens betydning for den politiske og militære beslutningsproces i forbin­delse med nogle af de mest dramatiske begivenheder i sidste århundrede. Den kunne evt. anvendes i undervisningen i krigshistorie på officersskolerne til at belyse efterretnings­tjenestens politiske og militære betydning.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.