Mere stabsarbejde

I Fernmelde-Impulse nr. 1/1969 skriver pseudonymet Gabriel lidt om telegrafofficerers opfattelse af stabe og disses arbejde. Da det fremførte også kan passe på vore forhold og har adresse til stabenes sagsbehandlere, bringes det her i fordansket udgave. (Set. Gabriel er den officielle skytshelgen for signaltjeneste.)

Mon ikke de fleste geledofficerer får kuldegysninger ved tanken om mere stabsarbejde? Er vi i geleddet da ikke allerede tilstrækkeligt oversvømmet af den emsige stabsvirksomheds produkter? Imidlertid skyldes en sådan tankegang kun, at man fejlagtigt lægger nutidens stabsarbejde til grund for sin mismodige bedømmelse, dette stabsarbejde, der forstår at skabe maksimumproduktion af minimumanvendelig t materiale. For telegraf tropperne betyder dette, at de skal transmittere en mængde unødvendig ballast. Ganske vist bliver hovedparten af papirmængderne i fredstid sendt pr. post; men de dårlige vaner i denne retning ændrer sig ikke i felten. De følger med de tons-tunge arkivkasser til den feltmæssige kommandostation, og de fleste signalfolk tænker med bæven på den mængde u-transmitterbare fjernskriver-skrivelser, som de får slynget ud under stabs- og signaløvelser som resultatet af stabsmedlemmernes forkert anvendte foretagsomhed.

Derfor må kravet om mere stabsarbejde forstås som kravet om bedre stabsarbejde, et krav om kvalitet frem for kvantitet. Mere stabsarbejde skal ikke betyde, at man vælter nye besværligheder i hovedet på geledfolkene, men at man arbejder således inden for stabene, at der nedadtil skabes så ringe belastning som mulig. Det ville hjælpe meget, hvis bestræbelserne rettede sig mod følgende punkter:

1. Befalinger må kun komme fra den umiddelbart foresatte.

Mange stabe indskrænker deres arbejde til en slags postbudfunktion og almindeligt slid af gummistempel. I stedet for at gøre de fra foresatte myndigheder modtagne ordrer ’geled-brugelige’ - d.v.s. at bortfiltrere alt det, der ikke er nødvendigt for den undergivne - indskrænker man sig til at foretage nogle tilføjelser. Dette betyder for de undergivne chefer, at de foruden al den dødvægt i papir, der ikke vedrører deres enhed, også må gennempløje tilføjede anvisninger. Resultatet bliver, at den ordre-strøm, der nedefter skulle forgrene sig i mindre og mindre bække, i stedet for svulmer op til en flod af stadig tiltagende bredde. Vi mærker i fredstid, hvorledes uddannelsesbestemmelser og -direktiver antager en næsten lavine-agtig karakter, og hvorledes dagligdagens små og store befalinger (inklusive grønne Hærbefalinger) bliver uoverskuelige værker. Midlet herimod er: gennemarbejdde fra foresatte modtagne ordrer og udgiv velredigerede befalinger.

2. Undersøg, om krævede indberetninger er nødvendige.

Det er naturligvis bekvemt at indkræve en masse indberetninger fra de undergivne enheder. Men det er et spørgsmål, om stabene ikke ved eget arbejde kan skaffe sig de selvsamme oplysninger hurtigere og bedre. For lidt stabsarbejde er årsag til mange indberetninger.

3. Undersøg, om krævede indberetninger behøver at være skriftlige.

Det kunne jo tænkes, at et mundtligt svar i telefon eller en uformel notits kunne gøre samme nytte som den højtidelige skrivelse. Motto: Hensigtsmæssighed må gå forud for perfektionisme.

4. Gør sproget og stilen i de skriftlige udfærdigelser kort og utvetydigt.

Juridiske formuleringer, der kan udlægges på mangfoldige måder, og valne forbehold, der til syvende og sidst skubber ansvaret ned på de undergivne, duer ikke i geleddet. Et reglement bør kunne være en afsluttet enhed og ikke blot en publikation, der siger »Hvor nærværende bestemmelse strider imod andre bestemmelser, skal de ikke følges.« Hvis en ordre eller befaling bliver misforstået, ligger ansvaret ikke hos den undergivne (der ikke kan læse), men hos den foresatte, der ikke form år at udtrykke sig klart og utvetydigt. Lovgivere, højere chefer og deres hjælpere må stadig forsøge at se på dette problem med geleddets øjne - det dunkelt sagte, er det dunkelt tænkte.

5. Begreber og definitioner må ikke ændres uden tvingende nødvendighed.

Dette krav retter sig især til den højere føring. Thi den higen efter perfektionisme, der råder i de højere regioner, skaber ofte unødig belastning for geleddet. Gamle og velindlærte begreber bliver ofre for ord-puritanisternes bessermaclicn med det resultat, at der skabes forvirring og usikkerhed, og det ikke mindst i en værnepligtshær med mange reserveofficerer.

6. Også stabsarbejdet skal kontrolleres.

Det er kun alt for let at dadle fejl og mangler ved geledtjenesten og holde en beskyttende hånd over den stabsmedarbejder, der i sin ukyndighed og uerfarenhed har trådt i spinaten. Enhver stab, enhver myndighed fra Forsvarsministerium til kompagni, har pligten til at yde et godt stabsarbejde. Alle har et ansvar, og det gode eksempel bør begynde, hvor det virker bedst og kraftigst: i toppen.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon mere_stabsarbejde1969_1.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.