Menneskerettigheder – nu også i krig

Titlen ”Menneskerettigheder – nu også i krig”, kunne indikere, at der er kommet ændringer til menneskerettighedskonventionerne inden for nyere tid. Det er der også, men disse ændringer har kun været i form af protokoller og tillægsprotokoller. Hvad har så ændret sig?

Foto: Institut for Menneskerettigheder. 

For det første kæmpes der i dag en anden type af krig rundt omkring i verden. Mange af disse krige er ikke længere stat mod stat, men er mere en form for støtte til interne væbnede konflikter. [1][2] For det andet har Danmark valgt at være bannerfører for menneskerettigheder generelt, hvilket tydeligt kommer til udtryk via blandt anden en gennemgang af udenrigsministeriets hjemmeside[3] samt diverse politiske taler. Den tale, der tydeligst fastslår, at menneskerettighederne er noget som Danmark kæmper for og sætter højt, er forsvarsminister Nick Hækkerups 100-dages tale på Center for Militære Studier.[4] I denne tale udtaler ministeren blandt andet, at ”det er ikke nemt at være ude i verden og kæmpe for menneskerettigheder og de værdier, som er vores”. Man kan dermed konkludere, at ministeren ser menneskerettighederne som noget af det, udsendte soldater kæmper for overholdelse af ude i verdenen. Derudover udtaler ministeren, ”og så ingen kan misforstå det: De værdier, vi tager ud og kæmper for, er ikke alene målet – de er en afgørende del af målet. Målet helliger ikke midlet. Kampen for folkeret og menneskerettigheder kræver, at vi lever op til dem, også i kampen for at nå dem.” Med andre ord, danske styrker skal overholde menneskerettighederne og krigens love.

Artiklens hoverkonklusioner er, at

·         EMRK er gældende for Danmark, selv om vi opererer i henhold til en FN sikkerhedsrådsresolution, hvoraf det fremgår, at ”all necessary means” kan anvendes

·         Under ikke-internationale væbnede konflikter vil det være menneskerettighederne, der er det primære, regulerende regelsæt suppleret af krigens love

·         EMRK er gældende for Danmark, selv om vi opererer i henhold til en FN sikkerhedsrådsresolution, hvoraf det fremgår, at ”all necessary means” kan anvendes

·         Betydningen af EMRK-artiklerne 2 og 8 for det taktiske niveau i rammen af fuldspektrumoperationer i forbindelse med internationale væbnede konflikter er lille men meget stor i forbindelse med ikke-internationale konflikter

·         Der gennemføres ingen uddannelse i forbindelse med den missionsforberedende uddannelse af stabsofficerer om menneskerettighederne og disse betydning i forbindelse med operationsplanlægning

·         Der gennemføres næsten ingen uddannelse på officersskolerne inden for menneskerettighederne.

 

Diskussion

Den traditionelle opfattelse har tidligere været, at menneskerettigheder og den humanitære folkeret har været to regelsæt, der har fundet anvendelse forskelligt. Den humanitære folkeret i forbindelse med væbnede konflikter og menneskerettighederne i fredstid. Som titlen på denne artikel antyder, er der rykket ved denne opfattelse. For at klarlægge, hvornår hvilke menneskerettigheder finder anvendelse, vil artiklen blive indledt med en redegørelse for hvilke konventioner og love, der finder anvendelse under væbnede konflikter. Væbnede konflikter kan opdeles i internationale- og ikke-internationale væbnede konflikter. I forbindelse med redegørelsen for hvornår de forskellige konventioner og regler er gældende, vurderes det nødvendigt at kigge på, hvad det betyder for en tredje part, der på den ene eller anden måde inddrages i konflikten. En sådanne tredje part kunne være Danmark i forbindelse med vores internationale engagementer, hvorfor denne artikel dermed bliver af stor relevans for dansk forsvar.

 

Afgrænsning

Menneskerettigheder er en meget bred betegnelse, som dækker alt lige fra retten til liv[5] over forsamlings- og foreningsfrihed[6] til forbud mod diskriminering.[7] Af samme grund er der 59 artikler og en række protokoller og tillægsprotokoller i EMRK. Da ikke alle disse artikler/menneskerettigheder vurderes at have operativ betydning for måden, hvorpå operationer planlægges (og af hensyn til omfanget af artiklen), udvælges derfor to af disse menneskerettigheder.

Retten til liv vurderes jf. EMRK-artikel 2 at være essentiel i forhold til, hvilke muligheder der kan opstilles i forbindelse med planlægning af en operation. Retten til liv bliver derfor den ene af de menneskerettigheder, der arbejdes videre med i denne opgave. Grunden til at retten til liv vurderes at være essentiel er, at der ofte i forbindelse med militær magtanvendelse vil være risiko for situationer, hvor folk bliver slået ihjel.

I de operationer, som danske styrker har gennemført siden krigen i det tidligere Jugoslavien, og som de stadig gennemfører i Afghanistan, har Militær Search i form af bl.a. husundersøgelser været en stor del. Jeg vil derfor rette opmærksomhed mod EMRK-artikel 8, som omhandler ret til respekt for privatliv og familieliv. EMRK-artikel 8 omhandler flere faktorer, der kunne have betydning for operationer, herunder eksempelvis indsamling af biometriske data. Fokus i forbindelse med artiklens betydning for operationers planlægning vil dog ligge på mulighederne for at gennemføre husundersøgelser.

Det vurderes, at EMRK-artikel 8 på samme måde som EMRK-artikel 2 vil have stor indflydelse på planlægningen af operationer. Det betyder, at når der fremadrettet i denne artikel anvendes betegnelsen menneskerettigheder, er det retten til liv og retten til respekt for privatliv og familieliv, der henvises til.

 

Menneskerettighederne og det taktiske niveau i rammen af fuldspektrumoperationer

Væbnede konflikter

Krig er ikke længere et begreb, der anvendes i folkeretslig terminologi. I folkeretslig terminologi anvendes i stedet begrebet væbnet konflikt. Som tidligere beskrevet opdeles væbnede konflikter i internationale væbnede konflikter og i ikke-internationale væbnede konflikter.

En nagelfast definition på begrebet væbnet konflikt findes ikke, men et bud kunne være, at ”en væbnet konflikt eksisterer i alle tilfælde, hvor der anvendes væbnet magt mellem stater eller langvarig væbnet voldsanvendelse mellem regeringsmyndigheder og organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper inden for en stat.[8]

Internationale væbnede konflikter omfatter konflikter, hvor en krig er erklæret, eller hvor der i øvrigt de facto er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere stater, selv om krigs- eller konflikttilstanden ikke anerkendes af den ene eller begge parter. Reglerne om internationale væbnede konflikter gælder endvidere i alle tilfælde af hel eller delvis besættelse af en anden stats territorium, uanset om besættelsen møder væbnet modstand eller ej.[9]

Ikke-internationale væbnede konflikter omfatter enhver væbnet konflikt af ikke-international karakter, der opstår på en af de deltagende staters territorium.[10]

 

Konventioner og love

International Humanitarian Law [IHL] er ”overliggeren” der rummer gældende regler i forbindelse med internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. Internationale væbnede konflikter reguleres af de fire Genéve-konventioner, Tillægsprotokol I samt af Haager-konventionerne.[11] Ikke-internationale væbnede konflikter er reguleret af den fælles artikel 3 i Genéve-konventionerne og til dels tillægsprotokol II, såfremt den er ratificeret af det pågældende land.[12] For begge typer af væbnede konflikter gælder også den humanitære folkerets sædvaneret.[13] IHL dækker også over menneskerettighederne, som det fremgår af figur 1, og det er disse denne artikel omhandler.

Figur 1: Grov visualisering af IHL

 

Lex specialis

Krigens love er som udgangspunkt lex specialis i forhold til menneskerettighederne. Lex specialis indebærer, at en speciel regel går forud for en generel regel. Det betyder ikke, at menneskerettighederne ikke har nogen betydning i forbindelse med væbnede konflikter af den ene eller den anden slags.

Den juridiske litteratur har gennem tiden drøftet denne problemstilling og er nået frem til, at samspillet mellem krigens folkeret og menneskerettighederne overordnet kan udmønte sig på tre måder:[14]

1.      Krigens love er lex specialis til menneskerettighederne, når forholdet reguleres af begge, og krigens folkeret i øvrigt er mere detaljeret og præcis.

2.      Det vil være i situationer, hvor krigens love ikke regulerer spørgsmålet eller kun gør det overordnet og udetaljeret. I disse situationer kan det med definitionen af lex specialis in mente være mere korrekt at tale om, at menneskerettighederne bliver lex specialis til krigens love.

3.      Der kan også være situationer, hvor menneskerettighederne og krigens love skal anvendes parallelt. Det betyder, at stater skal leve op til både krigens love og menneskerettighederne, hvilket vil sige, at der bliver tale om sideløbende forpligtigelser.

 

Menneskerettigheder

Som det fremgår af figur 1 under søjlen med menneskerettigheder, er disse opdelt såvel geografisk som interessemæssigt, hvilket de forskellige navne er et godt udtryk for. Det bliver derfor vigtigt at fastlægge, hvorvidt et land har ratificeret den enkelte menneskerettighedskonvention for herigennem at fastlægge, hvad der er gældende for det enkelte land. Som tidligere beskrevet, vil der i denne artikel blive fokuseret på EMRK i relation til Danmark, idet denne vurderes at være mest restriktiv, samt det at den er i besiddelse af egen domstol.

EMRK blev underskrevet i Rom den 4. november 1950. Dens fulde navn er “Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder”. Konventionen trådte i kraft den 3. september 1953, hvilket er ganske få måneder før grundlovsrevisionen af 1953. Grundloven indeholder en række menneskerettigheder og relaterede rettigheder såsom ytrings-, forenings-, forsamlings- og religionsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed, ret til arbejde og erhverv, personlig frihed (kun for danske statsborgere), boligens ukrænkelighed, undervisning, forsørgelse, prøvelsesretten, dommeres uafhængighed samt ligebehandling uanset trosbekendelse.[15]

EMRK er det hidtil eneste menneskeretlige dokument, som er inkorporeret i dansk ret, ved lov nr. 285 af 29. april 1992, og det er således en del af gældende dansk lovgrundlag på samme måde som krigens love.[16]

Som beskrevet under punktet om lex specialis er der flere muligheder for samspil mellem menneskerettighederne og krigens love.

I forbindelse med internationale væbnede konflikter er der, som det fremgår af figur 1 og som beskrevet i punktet om konventioner og love, ingen tvivl om, at krigens love er meget omfangsrige og detaljerede, hvorfor krigens love som oftest vil være lex specialis i forhold til menneskerettighederne. Men som beskrevet i punktet omlex specialis betyder det ikke, at menneskerettighederne ikke kan finde anvendelse.

Under ikke-internationale væbnede konflikter er krigens love mere sparsomme og upræcise, som det også fremgår af figur 1, i særlig grad når det kommer til anvendelsen af militære magtmidler. Samspillet med krigens love skal igen ske ud fra en konkret, individuel vurdering i den enkelte sag. Man kan tale om, at menneskerettighederne som udgangspunkt går hen og bliver lex specialis og dermed den regel, der kommer til at finde anvendelse. Det kan til at underbygge dette også fremhæves, at det fremgår af præamblen til Tillægsprotokol II, at ”international instruments relating to human rights offer a basic protection to the human person.”[17] Jeg vil derfor konkludere, at menneskerettighederne i forbindelse med ikke-internationale konflikter vil være den regulerende faktor, eventuelt suppleret af krigens love på særlige områder og situationer så som egentlige kampsituationer.[18] Dette underbygges også af Isayeva-sagen og Bazorkina-sagen, hvor der er tale om ikke-internationale væbnede konflikter, men hvor EMD udelukkende baserer sine vurderinger på menneskeretslige standarder.[19]

På baggrund af ovenstående kan følgende grove konklusion udledes: Under internationale væbnede konflikter vil krigens love være det primære, regulerende regelsæt suppleret af menneskerettighederne, hvorimod det under ikke-internationale væbnede konflikter vil være menneskerettighederne, der er det primære, regulerende regelsæt suppleret af krigens love.

 

FN Sikkerhedsrådsresolutioner

Ordene ”all necessary means” fremgår af mange sikkerhedsresolutioner fra FN, når der gives mandat til at løse konflikter rundt omkring i verdenen. Betyder det så, at menneskerettighederne er sat ud af kraft?

Som eksempel på resolutioner, hvor formuleringen ”all necessary means”  er brugt, kan nævnes Sikkerhedsrådsresolution 687 fra 1991 mod Irak og Sikkerhedsrådsresolution 1973 fra 2011 mod Libyen, men der kunne nævnes mange andre, da det er en meget brugt formulering.

Resolutionerne, som Sikkerhedsrådet i FN udarbejder, er juridisk bindende jf. FN-pagtens artikel 25, hvoraf det fremgår, at medlemmerne af FN går ind på at anerkende og udføre Sikkerhedsrådets beslutninger i overensstemmelse med pagten.[20] Derudover fremgår det af FN-pagtens artikel 103, at i tilfælde af konflikt mellem de forpligtelser, der påhviler FN-medlemmer ifølge denne pagt, og deres forpligtelser ifølge enhver anden mellemfolkelig overenskomst, går deres forpligtelser ifølge denne pagt forud for de sidstnævnte.

På baggrund af ovenstående tekst fra FN-pagten kunne man foranlediges til at drage den konklusion, at menneskerettighederne kan sættes ud af kraft, når man handler i henhold til en FN-Sikkerhedsrådsresolution. Ifølge Marco Sassóli[21] skal teksten i FN-Sikkerhedsrådsresolutionen tolkes i sammenhæng med IHL.[22] Denne tolkning er i tråd med EMD-dommen i sagen Al-Jedda mod Storbritannien.[23] Af denne dom fremgår det, at Storbritannien i forbindelse med tilbageholdelsen af en engelsk statsborger i Irak ikke kunne tilsidesætte EMRK-artikel 5, selv om der i FN-Sikkerhedsrådsresolution 1546 var brugt formuleringen ”all necessary means”. EMD’s afsluttende bemærkning i dommen er, at: In conclusion, the Court considered that United Nations Security Council [UNSC] Resolution 1546 authorised the UK to take measures to contribute to the maintenance of security and stability in Iraq. However, neither Resolution 1546 nor any other UNSC Resolution explicitly or implicitly required the UK to place an individual whom its authorities considered to constitute a risk to the security of Iraq into indefinite detention without charge. In those circumstances, in the absence of binding obligation to use internment, there was no conflict between the UK’s obligations under the UN Charter and its obligations under Article 5 § 1. Given that the provisions of Article 5 § 1 were not displaced and none of the grounds for detention set out in Article 5 § 1 applied, Mr Al-Jedda’s detention was in violation of Article 5 § 1.[24]

På baggrund af ovenstående konkluderes det, at EMRK er gældende for Danmark, selv om vi opererer i henhold til en FN-sikkerhedsrådsresolution, hvoraf det fremgår, at ”all necessary means” kan anvendes.

 

Effektiv kontrol

Som det fremgår af EMRK-artikel 1, skal staten sikre rettigheder til enhver person, som er under statens jurisdiktion.[25] Med andre ord skal en stat have jurisdiktion over et område, før konventionen er gældende. En stat har, med meget få undtagelser, fuld og ubegrænset jurisdiktionskompetence over eget territorium. Da denne artikel tager udgangspunkt i menneskerettighedernes betydning i forbindelse med væbnede konflikter, bliver det interessant at se på, hvad der skal til, før man kan tale om, at en stat får jurisdiktionskompetence over et andet territorium end sit eget.

For at opnå jurisdiktionskompetence over et andet territorium end sit eget, skal en stat udøve effektiv kontrol med et område. Men hvad er effektiv kontrol, og hvornår udøves dette? Dette spørgsmål har været rejst flere gange ved domstolen, men indtil videre har domstolen kun i to tilfælde fundet, at der har været tale om, at en stat har udøvet en sådan effektiv kontrol.[26] Domstolen har dog i forbindelse med domme, hvor der jf. domstolen ikke har været tale om at udøve effektiv kontrol, kommenteret på, hvad den anser, der skal til, før der er tale om udøvelse af effektiv kontrol.

Set i et tidsmæssigt perspektiv er det min vurdering, at domstolen har ændret sin holdning til, hvad der skal til for at udøve effektiv kontrol. Denne holdningsændring, samt hvad der skal til for at udøve effektiv kontrol, vil jeg belyse gennem en kort gennemgang af tre sager: Loizidou-sagen, Bankovic-sagen og Issa-sagen.

 

Loizidou-sagen

I Loizidou-sagen, som omhandler Tyrkiets tilstedeværelse på Cypern med en styrke på mere en 30.000 mand, konkluderede domstolen i sin afgørelse i 1996, at Tyrkiet ydede effektiv kontrol over området i det nordlige Cypern.[27]

På baggrund af denne dom kan det konkluderes, at effektiv kontrol kan ydes gennem det at have tropper på jorden i et sådan antal, at man de facto besidder området. Dommen siger ikke noget om, at man skal varetage de forpligtigelser, som en regering normalt ville varetage. 

 

Bankovic-sagen

I Bankovic-sagen fandt domstolen i 2001 ikke, at landene i North Atlantic Treaty Organization [NATO], der havde gennemført bombninger over det tidligere Jugoslavien, udøvede effektiv kontrol over de personer, der blev dræbt som følge af bombningerne.[28] Sagen vedrørte NATO’s bombning af en serbisk radio- og tv-stations hovedkontor i Beograd som led i NATO’s luftangreb under Kosovo-konflikten. Som følge af bombningerne blev 16 personer dræbt og yderligere 16 såret.

Domstolens begrundelse for at afvise, at der var tale om effektiv kontrol var, at der ikke blev ydet effektiv kontrol over det relevante territorium og dets indbyggere. Domstolen præciserede endvidere, at effektiv kontrol med et område kræver, at der bliver udøvet visse af de beføjelser, som en regering normalt vil udøve på området.[29] I forhold til Loizidou-sagen må afgørelsen i Bankovic-sagen derfor ses som en skærpelse i forhold til, hvad der er påkrævet for at udøve effektiv kontrol over et område. På baggrund af Bankovic-sagen kan det konkluderes, at effektiv kontrol med et område nu også kræver, at man udøver visse af de beføjelser, som en regering normalt ville varetage over området.

 

Issa-sagen

Sagen vedrører drabet på syv irakiske fårehyrder i det nordlige Irak. Der var ikke enighed mellem klageren og den indklagede stat, Tyrkiet, om sagens faktiske omstændigheder. Ifølge klagerne forlod fårehyrderne deres landsby tæt på den tyrkiske grænse om morgenen den 2. april 1994 for at lede deres fåreflok op i bjergene. Kort tid efter mødte de en gruppe tyrkiske soldater, som på daværende tidspunkt gennemførte militæroperationer i området. Da de tyrkiske tropper den efterfølgende dag forlod området, fandt landsbyens beboere de syv fårehyrder dræbt og lemlæstede. Ifølge klageren havde tyrkerne ca. 35.000 mand i området, og disse var støttet af kampvogne, helikoptere og fly.[30]

Den tyrkiske stat bekræftede, at Tyrkiet havde gennemført grænseoverskridende operationer i det pågældende område i perioden fra den 19. marts til den 16. april 1994. Operationerne blev gennemført med henblik på at eliminere terrorister, som søgte tilflugt i området. Ifølge det tyrkiske militær havde de ikke været til stede på det pågældende sted den pågældende dag. Området lå ifølge dem ti kilometer syd for den zone, hvori militæret havde opereret.[31]

Domstolen udtalte i 2004 angående effektiv kontrol, at den ikke kunne udelukke, at Tyrkiet midlertidigt i den pågældende periode kunne have udøvet effektiv kontrol i det bestemte område i det nordlige Irak. Domstolen sammenligner herefter Issa-sagen med Loizidou-sagen. Domstolen lagde i dens sammenligning vægt på den tidsperiode, tropperne havde været til stede samt udbredelsen af området.[32]

Domstolen fandt ikke, at Tyrkiet ydede den samme grad af effektiv kontrol i området, som de havde gjort i den nordlige del af Cypern, men den fandt dog, at de have udøvet effektiv kontrol begrænset til perioden og i det begrænsede operationsområde.[33]

I forhold til Bankovic-sagen må denne afgørelse ses som en lempelse af, hvad der er påkrævet for at udøve effektiv kontrol over et område. Effektiv kontrol kræver nu ikke, at man udøver visse af de beføjelser, som en regering normalt ville varetage over området. Derudover kan der nu også være tale om at udøve effektiv kontrol i en midlertidig periode. 

 

Sammenfatning

EMRK finder anvendelse, når en stat udøver effektiv kontrol over et område på en anden stats territorium.[34] Marc Sassoli opstiller følgende fire parameter til vurdering af, om man besidder effektiv kontrol over et område:

1.      Antallet af soldater i området

2.      Områdets størrelse

3.      Graden af kontrol, der udøves

4.      Udstrækningen (tidsmæssigt) hvori der udøves kontrol[35]

 

Han mener, at en stat bør vægte disse fire parametre, før den konkluderer, hvorvidt der udøves effektiv kontrol over et område. Der findes dog ikke noget præcist svar på hver enkelt af hans parametre, og dette fremgår heller ikke af ovenstående domme. Specielt punkt fire angående udstrækning kan være svært at analysere forud for en mission.

Med udgangspunkt i ovenstående tre sager og Marco Sassólis parametre kan det konkluderes, at effektiv kontrol afhænger af størrelsen på det område, der gennemføres operationer i, tidsrummet for operationens udstrækning samt antallet af styrker i det pågældende område. Det kan ligeledes konkluderes, at en stat ikke skal varetage de funktioner i et område, som en regering normalt ville varetage, før der er tale om effektiv kontrol. Hvorvidt der udøves effektiv kontrol kommer dog til at bero på konkrete, individuelle vurderinger fra domstolen.

 

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2

EMRK-artikel 2 omhandler retten til liv. Jeg vil i dette afsnit gennemgå artiklen med henblik på dens betydning i forbindelse med militære operationer under internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter.

Figur 2: Den Europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2[36]

 

Det er et grundlæggende ønske i hele IHL, det være sig krigens love eller menneskerettighederne, at beskytte menneskers liv.

Som det fremgår af artiklen, bliver det at tage liv ikke umuliggjort for en stat. Artiklen opstiller dog visse restriktioner, som skal opfyldes, førend dette kan gennemføres. Artiklen kan under ingen omstændigheder gøres til genstand for derogation[37] i tilfælde af krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, jf. EMRK-artikel 15, stk. 2.[38] I forbindelse med internationale væbnede konflikter er det krigens love, der er gældende jf. figur 1 og punktet omhandlende lex specialis.

Det kan med udgangspunkt i ovenstående konkluderes, at artiklens anvendelse i forhold til denne diskussion primært bliver interessant i forhold til ikke-internationale væbnede konflikter, idet krigens love er lex specialis på dette område i forhold til internationale væbnede konflikter.

Forbuddet mod derogation har blandt andet medført, at Storbritannien ikke kunne påberåbe sig derogation i forhold til artikel 2 i forbindelse med deres operationer i Nordirland, som var en ikke-international væbnet konflikt.

I artiklen er nævnt fire situationer, hvor retten til liv kan tilsidesættes jf. figur 2. Artiklen indeholder således en negativ forpligtigelse for statslige aktører, herunder blandt andet militæret, til ikke at berøve personer livet medmindre en af de fire undtagelser kan retfærdigøre det.

EMD har desuden fastslået, at artiklen også indeholder en positiv forpligtigelse, hvilket betyder, at staten også skal tage positive skridt til at beskytte enhver inden for statens jurisdiktion mod livstruende adfærd. Denne forpligtigelse er bekræftet gennem en lang række sager ved domstolen.[39]

Udgangspunktet bliver herefter, at soldater i situationer, hvor EMRK anses for at være lex specialis, hvilket vil sige i ikke-internationale konflikter, hvor staten yder effektiv kontrol over et område, kun må anvende dødelig væbnet magt, hvis det er absolut nødvendigt for at redde eget eller andres liv eller for at iværksætte en arrest.[40]

Der har været en række sager, hvor domstolen har set på soldaters anvendelse af dødelig væbnet magt i forbindelse med ikke-internationale væbnede konflikter. Domstolen har i disse sager skelnet mellem, hvorvidt den dødelige væbnede magt har været anvendt mod personer, der tager direkte del i kamphandlinger, eller om det har været mod civile. Domstolen har ikke fundet, at anvendelsen af dødelig væbnet magt under aktive kamphandlinger mod oprørere, der direkte deltager i kamphandlingerne, er i strid med artiklen. Derimod lægger domstolen stor vægt på, om civile, der ikke tager direkte del i kamphandlingerne, bliver dræbt. Personer, der har deltaget i direkte væbnede kamphandlinger, eller som er medlem af en væbnet gruppe, men som ikke længere deltager aktivt i igangværende kamphandlinger, nyder efter praksis ved domstolen fuld beskyttelse.[41]

Domstolen har i forhold til planlægning og gennemførelse af militære operationer udtalt, at disse i forbindelse med væbnede konflikter, internationale som ikke-internationale, skal planlægges og gennemføres således, at civiles ret til liv beskyttes bedst muligt. Dette vurderes at være i tråd med standarderne i krigens love.[42]

Domstolen fastslår ligeledes, at en stat i henhold til artiklen har en forpligtigelse til ikke at overføre en person til en anden stats varetægt, hvis personen risikerer tortur og/eller dødsstraf. Dette er også gældende i forbindelse med ikke-internationale væbnede konflikter.[43]

 

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8

EMRK-artikel 8 omhandler ret til respekt for privatliv og familieliv. Jeg vil i dette afsnit på samme måde som i forrige afsnit gennemgå artiklen med henblik på dens betydning i forbindelse med militære operationer under internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter.

Figur 3: Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8[44]

 

Artiklen anses for at være den mest betydningsfulde materielle konventionsrettighed. Artiklen dækker et meget bredt område, hvoraf langt fra alle har relevans for denne diskussion.

Der kan derogeres fra denne artikel under de i artikel 15 nævnte betingelser. Det betyder, at en stat kan derogere, når der foreligger en offentlig faretilstand, der truer nationens interesse. For at opfylde kriterierne for at derogere skal nedenstående tre betingelser være opfyldt:[45]

1.      Indgrebet skal være foreskrevet ved lov/have hjemmel i lov.

2.      Indgrebet skal varetage et eller flere af de opregnede hensyn, herunder at beskytte den nationale sikkerhed og forebygge uro eller forbrydelser.

3.      Indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund.

 

Når en stat derogerer, er den ikke længere bundet af artiklen, men frigøres helt fra at leve op til denne.[46] Et eksempel på en plausibel derogerering kunne være erklæring af undtagelsestilstand.

Artiklen beskytter både fysiske og juridiske personer. Juridiske personer defineres eksempelvis som firmaer og deres besiddelser.[47]

Som beskrevet tidligere er det artikel 8’s begrænsninger i forhold til muligheden for at gennemføre husundersøgelser, der fokuseres på i denne artikel. Husundersøgelser eller Militær Search, som det ofte kaldes i militæret, er jf. artikel 8 at sidestille med ransagninger. Som det fremgår af stykke 2 til artikel 8, som er at betragte som proportionalitetsprincippet, skal indgreb gennemføres i overensstemmelse med gældende lov.[48]

Gældende dansk lov for ransagning er Retsplejelovens kapitel 73. Af teksten i kapitlet fremgår det, at det er politiet, der kan gennemføre ransagninger. Det vurderes dog, at nogle typer af militære enheder vil kunne sidestilles med politiet i væbnede konflikter, som ikke foregår i Danmark. Disse militære enheder vil således kunne ransage andre genstande samt lokaliteter uden for husrum[49]

·         Såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.[50]

·         Såfremt ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.[51]

 

Ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande vil kræve en retskendelse.[52]

Der forelægger dog en mulighed for at gennemføre ransagning uden en retskendelse, såfremt øjemed vil forspildes, dersom retskendelsen skulle afventes.[53] Såfremt ransagningen gennemføres med denne begrundelse uden en retskendelse, skal sagen senest 24 timer efter forelægges for retten.

 

Konklusion

Internationale væbnede konflikter

I forbindelse med internationale væbnede konflikter kommer krigens love til at fremstå som lex specialis i forhold til menneskerettighederne. For det taktiske niveau i rammen af fuldspektrumoperationer betyder det, at de militære operationer skal gennemføres i henhold til de fire Genéve-konventioner, Tillægsprotokol I samt Haager-konventionerne og den humanitære folkerets sædvaneret.[54]

Menneskerettighederne kan dog få betydning i forbindelse med internationale væbnede konflikter, idet der kan blive tale om situationer, hvor menneskerettighederne kan komplementere krigens love. Det vil være i situationer, hvor krigens love ikke regulerer spørgsmålet eller kun gør det overordnet og udetaljeret. I disse situationer kan det med definitionen på lex specialis in mente være mere korrekt at tale om, at menneskerettighederne bliver lex specialis til krigens love. Der kan også være situationer, hvor menneskerettighederne og krigens love skal anvendes parallelt. Det betyder, at stater skal leve op til både krigens love og menneskerettighederne, hvilket vil sige, at der bliver tale om sideløbende forpligtigelser.

Artikel 2 vurderes ikke at komme i anvendelse under internationale væbnede konflikter, idet området omkring retten til liv er udførligt reguleret i krigens love.

Artikel 8 kan komme i anvendelse idet denne er mere detaljeret på området end krigens love. Men da der er tale om internationale væbnede konflikter, vil der med stor sandsynlighed være derogeret fra denne artikel i henhold til EMRK-artikel 15.

Det kan derfor konkluderes, at EMRK-artikel 2 og artikel 8’s betydning for det taktiske niveau i rammen af fuldspektrumoperationer i forbindelse med internationale væbnede konflikter er lille.

 

Ikke-internationale væbnede konflikter

I forbindelse med ikke-internationale væbnede konflikter bliver ”effektiv kontrol” et vigtigt begreb. For herigennem afgøres det, om menneskerettighederne finder anvendelse. Såfremt betingelserne for effektiv kontrol over et område opfyldes, opnår en stat jurisdiktion, og dermed finder menneskerettighederne anvendelse.

Da der fra den danske regerings side er stor fokus på menneskerettighederne, vurderes det, at der fra politisk hold vil være et krav om, at menneskerettighederne overholdes, selv om der ikke ydes effektiv kontrol over et område. Denne konklusion underbygges af forsvarsministerens 100-dages tale som citeret ovenfor.

Med ovenstående in mente får menneskerettighederne følgende betydning for det taktiske niveau i rammen af fuldspektrumoperationer:

 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 2

Der kan ikke planlægges og gennemføres offensive kampoperationer, da naturen i offensive kamoperationer fordrer, at der tages liv. Artiklen forhindrer ikke det at tage liv, men det må kun ske i forbindelse med selvforsvar eller til forsvar af andre, for at gennemføre en lovlig anholdelse eller forhindre flugt samt for at undertrykke optøjer eller en opstand.

Udover ovenstående begrænsninger i kampoperationer vil det stadig være muligt at indsætte styrker i alle tre operationsformer.

I forbindelse med operationsplanlægning bliver situationerne for, hvorunder retten til liv kan tilsidesættes af stor betydning. Dette fordi, såfremt en operation ikke falder ind under en af de fire situationer, hvorunder retten til liv kan tilsidesættes, skal dette indarbejdes i planen således, at risikoen mindskes.

Der skal ligeledes i forbindelse med planlægning og gennemførelse af operationer træffes sådanne foranstaltninger, at civiles ret til liv beskyttes bedst muligt, også selv om det medfører, at den militære løsning ikke bliver den optimale. Dette vil kunne komme til at indgå som et vigtigt parameter i forbindelse med chefens valg af de mulige løsninger, som staben er kommet frem til.

Såfremt der opstår kamphandlinger, bortfalder artiklens beskyttelse for de involverede. Personer, der har deltaget i kamphandlinger, men afstår fra disse, er igen beskyttet. I forbindelse med kamphandlinger gælder beskyttelsen stadig for civile. Personer, der er medlem af grupper, som har forbindelse til kamphandlinger, er også beskyttet af artiklen.

Endelig foreligger der i artiklen en positiv forpligtigelse til at tage skridt til at beskytte personer mod livstruende adfærd. Dette kan blive en omfangsrig opgave på en irregulær kampplads.

 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 8

Idet artiklen indeholder en mulighed for at derogere, vil det for det taktiske niveau være en mulighed at anbefale det politiske niveau at gøre dette. Derogation kan dog kun ske, såfremt de i artikel 15 opstillede kriterier opfyldes. Med udgangspunkt i den danske regerings holdning til menneskerettighedernes betydning, som udtrykt af forsvarsministerens 100-dages tale, vurderes en dansk derogation ikke at komme på tale.

Såfremt styrken er indsat til støtte for en anden stat, som stadig har jurisdiktion over sit territorium, vil denne kunne derogere fra artiklen. Denne derogation vil dog ikke være gældende for den danske styrke i staten.[55]

Muligheden for at gennemføre Militær Search er meget begrænset, idet den danske Retsplejelov er gældende. De eneste enheder, der planlægningsmæssigt kan anvendes til Militær Search af andre genstande samt lokaliteter uden for husrum, er militærpolitienheder. Disse kan kun gøre det uden en retskendelse, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og såfremt det må antages, at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

En retskendelse bliver nødvendig, såfremt der ønskes at gennemføre Militær Search af andet end genstande samt lokaliteter uden for husrum. En retskendelse kan komme fra en dansk dommer eller fra en lokal, såfremt en sådan findes. Planlægningsmæssigt bliver dette et paramter, der skal indarbejdes i stabens planlægning. Dansk forsvar anvendte under Irak-missionen en lokal dommer til at udstede retskendelser. Dette medførte, at dommeren måtte have beskyttelse, idet nogle grupperinger i konflikten så ham som et mål. Risikoen for en lokal dommers liv og helbred skal derfor tages med i overvejelserne, når det vurderes, om der skal anvendes en dansk eller en lokal dommer.

 

Uddannelse

Analyserne af officersuddannelserne på Hærens Officersskole[56], Stabskursus[57]på Forsvarsakademiet og 1. brigades missionsforberedende uddannelse[58] har vist, at der ikke, med meget få undtagelser, gennemføres nogen uddannelse om menneskerettighederne og disse betydning i forbindelse med operationsplanlægning. Stabsofficererne skal derfor trække på den viden, de har opbygget gennem deres officersuddannelse.

Det er kun majorer, der har gennemført uddannelsen på stabskursus, der har modtaget uddannelse omkring det forhold, at menneskerettighederne kan have en betydning i forbindelse med planlægning og gennemførelsen af militære operationer. Disse majorer mangler dog et detaljeret kendskab til de enkelte menneskerettigheder, hvorfor de ikke kender den konkrete betydning og derfor ikke kan inddrage denne i planlægningen. Kaptajners kendskab til menneskerettighederne er minimale og omhandler i henhold til Forsvarskommandoens direktiv[59] alene forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Varetagelsen af opgaven med at overholde menneskerettighederne i forbindelse med operationsplanlægning og disses gennemførelse kommer til at skulle løses af militærjurister [MJUR].

 

Uddannelseskrav i henhold til Tillægsprotokol I

For at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret blandt de væbnede styrker skal staterne sikre, at studiet af IHL integreres i den militære undervisning. Forpligtelsen er konkretiseret i nedenstående artikel.

Figur 4: Tillægsprotokol I, artikel 83, stk. 2.

 

Forpligtelsen med henblik på at gøre de væbnede styrker bekendt med IHL er desuden styrket ved kravet om, at staterne skal sikre, at juridiske rådgivere er trænet, således at de kan assistere militærchefer i anvendelsen af krigens love. I det danske forsvar varetages dette af en MJUR. Militære chefer er desuden forpligtiget til at sikre, at deres underlagte personel har kendskab til deres forpligtigelser i henhold til krigens love.[60]

Med udgangspunkt i de af Tillægsprotokol I opstillede uddannelseskrav kan det konkluderes, at der ikke opstilles et formelt krav i forhold til uddannelse i menneskerettighederne og disses betydning i forbindelse med væbnede konflikter. Denne konklusion bygger på det faktum, at Tillægsprotokol I kun refererer til uddannelse inden for Genéve-konventionerne og Haager-konventionerne samt tilhørende Tillægsprotokoller.

 

Anbefaling

Det anbefales, at menneskerettighederne gøres til en del af den uddannelse, der i dag gennemføres på uddannelsen til premierløjtnant og kaptajn. Uddannelsen bør gennemføres i tilknytning til den uddannelse, der i dag gennemføres i krigens love. Uddannelsen anbefales opdelt således, at der på grundofficersuddannelsen skabes et generelt kendskab til menneskerettighederne og disses gyldighedsområde. Det generelle kendskab skabes gennem en gennemgang af EMRK.

I forbindelse med VUT I gennemføres en videreførelse af den uddannelse, som blev gennemført på grundofficersuddannelsen. Fokus bør her ligge på integration af EMRK i forhold til planlægning af militære operationer på det taktiske niveau under ikke-internationale væbnede konflikter. Det vigtige i forbindelse med denne uddannelse er, at det skal være anvendeligt som et redskab i forbindelse med stabsarbejde.

På stabskursus skal uddannelsen opfriske det allerede indlærte og løfte dette til det operative niveau samt tage en mere akademisk tilgang til problemstillingerne. Denne akademisering skal ske gennem en behandling af grænsefladerne mellem krigens love og menneskerettighederne. 

Det anbefales, at al ovenstående uddannelse koordineres med henblik på, at det gennemføres som én uddannelse, der tager udgangspunkt i det, der allerede er indlært på forgående niveau. Derudover anbefales det, at der udarbejdes ensartet uddannelsesmateriale således, at det for den studerende kommer til at fremstå sammenhængende.

Endeligt anbefales det, at menneskerettighederne gøres til en del af den missionsforberedende uddannelse. Uddannelsen skal her gennemføres med henblik på det specifikke scenario, som enheden skal udsendes til. Uddannelsen skal gennemføres som en integreret proces i forbindelse med stabsarbejde.

 

Perspektivering

Som det er konstateret, er menneskerettighederne ikke et område, som prioriteres særligt højt, hverken i forbindelse med uddannelse af enheder til internationale missioner eller i forbindelse med officersuddannelserne. Hvorfor det forholder sig sådan, er ikke kommet frem i forbindelse med mine undersøgelser, og det fremgår ej heller af de kilder, som er anvendt til denne artikel. Jeg vil her opstille de to grunde, som jeg finder mest sandsynlige:

1.      Danmark har ikke forpligtiget sig til at uddanne i menneskerettighederne på samme måde, som man har forpligtiget sig til at uddanne i krigens love gennem konventioner og NATO STANAG.

2.      Forsvaret er ikke bekendt med de forpligtigelser, der ligger i EMRK og disses betydning for planlægning og gennemførelse af militære operationer.

 

Manglende uddannelse

Udgangspunktet for ovenstående grund nummer et er, at forsvaret gennemfører differentieret uddannelse i forhold til de forskellige niveauer på officersuddannelse. Denne uddannelse gennemføres med henblik på at sætte den enkelte officer i stand til at kunne overholde krigens love og inddrage disse i forbindelse med planlægning og gennemførelse af militære operationer. Dette er i tråd med de forpligtigelser, som Danmark er bundet af på området. Denne opgave har dog ikke analyseret på, om Danmark til fulde lever op til forpligtigelserne, men blot konstateret, at der gennemføres en betydelig uddannelse inden for krigens love på alle uddannelsesniveauer.

Ovenstående kunne betegnes som gammel strøm eller en fejlprioritering, når man holder denne opgave in mente. Krigens love gælder primært i forbindelse med internationale væbnede konflikter. De konflikttyper, som Danmark gennem de seneste år har deltaget i, har været ikke-internationale væbnede konflikter, og her kan menneskerettighederne ofte ende med at blive lex specialis.

Skal man så stoppe uddannelsen i krigens love? Nej, det mener jeg ikke. Dels er vi forpligtiget af konventioner og NATO STANAG, men det vigtigste argument må være, at vi ikke kender den næste type konflikt, vi skal indsættes i.

Men hvis danske styrker skal kunne indsættes i alle konflikttyper, bliver det nødvendigt også at gennemføre uddannelse i menneskerettighederne og deres betydning for militære operationer. Nogle vil her argumentere og sige, at man ikke kan uddanne i alt grundet den manglende uddannelsestid, og at der derfor er behov for en prioritering. Disse personer vil også argumentere for at alle enheder, der udsendes har en MJUR til rådighed, og at denne vil kunne varetage inkorporeringen af menneskerettighederne i forbindelse med planlægning af militære operationer. Men hvis det er sandt, hvorfor så uddanne i krigens love af andre grunde end, at vi er forpligtiget til det? MJUR kan vel så også være garant for overholdelsen heraf.

Problemet ved at lade MJUR varetage overholdelsen af menneskerettighederne og evt. krigens love er flere, nedenfor er nævnt tre:

1.      Der er kun én MJUR i en BTNKG, hvilket betyder, at i forbindelse med sygdom eller leave rådes der ikke over en MJUR.

2.      Når der gennemføres operationer opholder MJUR sig ved staben, hvilket betyder, at det er den enkelte officer på jorden, der træffer beslutninger i forhold til, hvad der skal gøres i den enkelte situation. Det bliver derfor nødvendigt for denne officer at have kendskab til både krigens love og menneskerettighederne for at kunne inddrage disse i overvejelserne således, at disse bliver overholdt.

3.      Den militære chef er officer, og det er i sidste ende hans ansvar, at de militære operationer planlægges således, at de overholder menneskerettighederne og krigens love. MJUR råder og vejleder, men det er i sidste ende chefens afgørelse. Chefen har derfor behov for kendskab til menneskerettighederne og krigens love for herigennem at kunne forstå MJUR bemærkninger.

 

Den manglende uddannelse inden for menneskerettighederne kan derfor får vital betydning, også selv om der er en MJUR til rådighed for staben. Såfremt der sker et brud på menneskerettighederne, og ukendskab til EMRK diskulperer ikke, vil det kunne få konsekvenser på alle niveauer fra stat til enkeltperson. 

 

Mulige konsekvenser

For den danske stat kan betydningen af et brud på menneskerettighederne udført af en BTNKG i en ikke-international væbnet konflikt blive, at staten bliver indbragt for EMD, da staten er ansvarlig for handlinger, som udføres af offentlige organer, hvilket forsvaret henregnes under.[61] Denne situation betragtes som uønsket af en stat, som har fremført menneskerettighederne som et af dens mærkeområder, og som den kæmper for i forbindelse med anvendelse af forsvaret som magtmiddel.

For forsvaret vil en sådan sag kunne blive en meget dårlig pressesag, hvor der vil kunne stilles spørgsmål ved den uddannelse, som man har sendt personel og enheder ud i missioner med. En sag som denne vil muligvis have potentiale til at kunne vælte en minister eller en forsvarschef, specielt med Jægerbog-sagen in mente.[62]

For styrken i missionsområdet, hvor bruddet på menneskerettighederne er gennemført, vil tilliden fra civilbefolkningen, som er meget vital i forbindelse med COIN, lide et stort knæk og dermed grundlaget for hele operationen. Det samme vil tilliden fra styrkens samarbejdspartnere, det være sig internationale organisationer, lokale sikkerhedsstyrker eller andre lande i en koalitionsstyrke. For styrken vil dette blandt andet betyde, at trusselsniveauet bliver højere, hvilket i sidste ende betyder, at den enkelte soldat udsættes for større fare, grundet den manglende opbakning fra civilbefolkningen og dennes mulige større støtte til oprørsbevægelser i området.

For chefen for enheden vil det formentligt betyde slutningen på en mulig karriere og en mulig undersøgelse af hans personlige ansvar i form af en auditørundersøgelse med mulig straf til følge. Det samme vil gøre sig gældende for den eller de ansvarlige enkeltpersoner, såfremt bruddet på menneskerettighederne kan henføres til sådanne.

 

Fremtiden

Ovenstående mulige konsekvenser ved manglende uddannelse inden for menneskerettighederne taler for sig selv. Der skal så lidt til for at mindske den mulige trussel, som et brud på menneskerettighederne udgør for den danske stat, forsvaret og enheden i missionsområdet. Det der skal til er uddannelse, vurderet i nogenlunde samme omfang som det der i dag gennemføres i krigens love. Denne uddannelse skal ikke gennemføres på bekostning af uddannelsen i krigens love men som en integreret del med et øget timeantal til rådighed.

Hvis ikke dette sker, vælger forsvaret at udsætte deres soldater for en øget risiko i missionsområdet, officererne for mulige auditørundersøgelser og straffe, samt staten for en mulig sag ved EMD. Alt dette fordi man ikke kan finde mellem 20 og 40 timers uddannelsestid.

Kan politikerne og forsvarets øverste ledelse leve med denne risiko, og er de klar til at tage konsekvenserne, hvis eller når det går galt? Hvis ikke er det tid til et nyt direktiv, som dikterer uddannelse i IHL, hvilket vil sige krigens love og menneskerettighederne. 

 

Litteraturliste

Bøger

Bill, Brian og Jeremy Marsh: Operational Law Handbook. The Judge Advocate General’s Legal Center & School, U.S. Army, 2010

Buhl, Kenneth Øhlenschlæger: The Legal Institutionalisation of War in the 21st Century, Ph.d.-afhandling, 2010.

Dansk Røde Kors: Den Humanitære Folkeret og Danmark. 1. udgave. Dansk Røde Kors, 2007

Dansk Røde Kors: Den humanitære folkerets sædvaneret. Dansk Røde Kors, November 2006

Doswald-Beck, Louise: Human rights in times of Conflict and terrorism. 1. udgave, Oxford University press, 2011

Evald, Jens: At tænke juridisk, 3. udgave. Nyt juridisk forlag, 2009

Ishøy, Rikke: Handbook on the Practial Use of International Humanitarian Law. Revised edition. Danish Red Cross, 2008

Kessing, Peter Veddel; Terrorbekæmpelse og menneskeret – med særligt fokus på retten til ikke at blive udsat for vilkårlig frihedsberøvelse og tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. 1. udgave. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2009

Klausen, Søren Harnow: Hvad er videnskabsteori. 1. udgave, Akademisk Forlag, 2009

Lorenzen, Peer og Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen, Jens Vedsted-Hansen: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – med kommentarer, bind 1 og 2. 3. udgave. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2011

Rienecker, Lotte og Peter Stray Jørgensen: Den gode opgave – Håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser. 3. udgave, Forlaget Samfundslitteratur, 2006

Riis, Ole: Samfundsvidenskab i praksis – Introduktion til anvendt metode. 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, 2007

Tajo-Hjenner, Christel og Tine Junge Nielsen: Human Rights. 1. udgave. Gyldendal, 2011

U.S Army: FM-3-24, Counterinsurgency. Department of the Army, 2006

 

Artikler

Abresch, William: A Human Rights Law of Internal Armed Conflict: The European Court of Human Rights In Chechnya, 2005, Center For Human Rights and Global Justice Working Paper, No. 4

Abresch, William: A Human Rights Law of International Armed Conflict, The European Court of Human Rights in Chechnya, European Journal of International Law, 2005, Vol. 16, side 741-767

Bailliet, Cecillia M.: ”War in the home”: An Exposition of Protection Issues Pertaining to the Use of House Raids in Couterinsurgency Operations, 2007, Journal of Military Etics, Vol. 6, No. 3, side 173-197

Bill, Brian J.: Human Rights: Time for Greater Judge Advocate Understanding, June 2010, The Army Lawyer, Department of the Army, side 54-64

Bowring, Bill: Fragmentation, Lex Specialis and the Tensions in the Jurisprudence of the European Court of Human Rights, , 2010, Vol. 14, No. 3, side 485-498

Chevalier-Wats, Juliet: Has human rights law becom lex specialis for the European Court of Human Rights in right to life arising from internal armed conflicts. The International Journal of Human Rights, july 2010, Vol. 14 No. 4, side 584-602

Christoffersen, Jonas og Mikael Rask Madsen: The End of Virtue? Denmark and the Internationalisation of Human Rights. Nordic Journal of International Law, 2011, Vol.: 2011/80 Hæfte 3, side 257-277

Cryer, Robert: The Interplay of Human Rights and Humanitarian Law: The Approach of the ICTY, 2010, Vol. 14, No. 3, side 511-527

Eden, Poul og Matthew Happold: Symposium: The Relationship between International Humanitarian, 2010, Law and International Human Rights Law, Vol. 14, No. 3, side 441-447

European Court of Human Rights: Tree-year internment of Iraqi civilian by British forces in Iraq violated the European Convention on Human Rights, Press Release issued by the Registrar of the Court, 07.07.2011

Kjær, Anne Lise og Lene Palsbro: National identity and law in the context of European integration: the case of Denmark, 2008, Discourse and Society, Vol. 19(5), side 599-627

Milanovic, Marko: A Norm Conflict Perspective on the Relationship between International Humanitarian Law and Human Rights Law, 2010, Vol. 14, No. 3, side 459-483

Sassóli, Marco: The International Legal Framework for Stability Operations: When may International Forces Attack or Detain Someone in Afghanistan?, 2009, Israel Yearbook on Human Rights, Vol. 39, side 177-212

Schabas, William A.: Lex specialis? Belt and Suspenders? The parallel operation of human rights law and the law of armed conflict, and the conundrum of jus ad bellum, 2007 Isreal Law Review, Vol. 40 No. 2, side 592-613

Smith, Thomas W.: Can Human Rights Build a Better War?, 2010, Journal of Human Rights, No. 9, side 24-44

 

Internet

FNs Regionale Informationskontor for Vesteuropa: http://www.unric.org/da/fn-pagten. Besøgt 04.03.2012

Forsvarsministeriet: forsvarsminister Nick Hækkerups tale ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet. Besøgt 26.02.1012

Forsvarsministeriet: http://www.fmn.dk/videnom/Pages/Krigvaebnetkonflikt.aspx. Besøgt 20.01.2012

Institut for Menneskerettigheder: http://menneskeret.dk/menneskerettighe­der/dan­mar­k+og+menneskerettigheder/menneskerettighedernes+gennemf%C3%B8relse+i+dansk+ret. Besøgt 17.02.2012

International Covenant on Civil and Political Rights: http://www2.ohchr.org/eng­lish/law/ccpr.htm#part1. Besøgt 20.02.2012

NATO: http://www.act.nato.int/index.php/activities/seminars-symposia/loac. Besøgt 05.03.2012

Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights: http://www2.ohchr.org­/eng­lish/law/ccpr.htm. Besøgt 10.01.201

Retsplejelovens kapitel 73: http://themis.dk/synopsis/docs/Lov­samling/Rets­pleje­love­ns_ka­pitel_73.html. Besøgt 20.02.2012

Udenrigsministeriet: http://um.dk/da/politik-og-diplomati/retsorden/menneskeret­tighe­der/. Besøgt 26.12.2011

 

Diverse dokumenter, reglementer og direktiver

1 BDE uddannelsesdirektiv for ISAF, hold 14, version 090911. Uddannelsesdirektivet er klassificeret til tjenestebrug

Faggruppe Krigshistorie og Statskundskab på Hærens Officersskole, Læseplan Krigens Love med tilhørende læseplan, august 2011

Faggruppe Krigshistorie og Statskundskab på Hærens Officersskole, Læseplan Krigens Love VUT-I med tilhørende læseplan, september 2011

Fagplan STK 2011/2012, Institut for Strategi, 3. oktober 2011

FKODIR 005-01, 2008-09, Forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf

FKODIR OP 005-0, 2006-12, Forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf

FKODIR PS. 180-0, NOV 1995, Direktiv for den generelle fredstidsuddannelse i krigens love

Forsvarsministeriet: Forsvarsforlig 2010 – 2014, juni 2009

Hærens Operative Kommando: HRN 010-001, Feltreglement I. 2008

Hærens Operative Kommando: HRN 555-047, Militær Search. 2009

Hærens Operative Kommando: HRN 810-001, Feltreglement III. 1999

Lecture plan – Joint Operations & Doctrine Theme, Institut for Militære Operationer, november 2011

NATO STANDARDIZATION AGENCY, NATO STANAG 2449, Training in the law of armed conflict, 29 March 2004

 


[1] Kommentarer eller bemærkninger til artiklen kan sendes til: 00167751@mil.dk.

[2] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, s. 1.

[4] Forsvarsminister Nick Hækkerup 100-dages tale ved Center for Militære Studier, januar 2012.

[5] EMRK, Artikel 2.

[6] EMRK, Artikel 11.

[7] EMRK, Artikel 14.

[8] Den Humanitære Folkeret og Danmark, Dansk Røde Kors, januar 2007, s. 21.

[9] Ibid.

[10] Ibid.

[11] Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel Kessing, s. 105.

[12] Ibid., s. 106.

[13] Ibid.

[14] Ibid. ss. 402 - 404.

[15] Institut for Menneskerettigheder;  http://menneskeret.dk/menneskerettigheder/danmark+og+ menneskeret­tigheder/men­neskerettighedernes+gennemf%C3%B8relse+i+dansk+ret.

[16] Ibid.

[17] Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel Kessing, s. 408.

[18] Ibid.

[19] Ibid. For en mere detaljeret gennemgang af sagerne, se William Abresch, A Human Rights Law of International Armed Conflict.

[21] Professor and director of the Department of international law and international organisation of the University of Geneva.

[22] The International Legal Framework for Stability Operations: When may International Forces Attack or Detain Someone in Afghanistan?, Marco Sassóli, ss. 187-189.

[23] European Court of Human Rights: Tree-year internment of Iraqi civilian by British forces in Iraq violated the European Convention on Human Rights, Press Release issued by the Registrar of the Court, 07.07.2011.

[24] European Court of Human Rights: Tree-year internment of Iraqi civilian by British forces in Iraq violated the European Convention on Human Rights, Press Release issued by the Registrar of the Court, 07.07.2011, s. 4.

[25] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, s. 81.

[26] Loizidou-sagen og Issa-sagen.

[27] Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel Kessing, s. 316.

[28] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, s. 89.

[29] Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel Kessing, s. 319.

[30] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, s. 90.

[31] Ibid.

[32] Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel Kessing, ss. 320-321.

[33] Ibid.

[34] Ibid.

[35] The International Legal Framework for Stability Operations: When may International Forces Attack or Detain Someone in Afghanistan?, Marco Sassóli, s. 183.

[36] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, s. 101.

[37] Derogere: ophæve, navnlig hvor der ikke foreligger en fuldstændig ophævelse; derfor ofte = at ændre. Jf. Juridisk ordbog, 12 udgave.

[38] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, s. 103.

[39] Ibid. ss. 117-118.

[40] Ibid. s. 165.

[41] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, ss. 162-170.

[42] Ibid. ss. 171-173.

[43] Ibid. s. 178.

[44] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, s. 641.

[45] Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel Kessing, ss. 282-283.

[46] Ibid., ss. 299-300.

[47] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, ss. 642-643.

[48] Ibid. ss. 642-647.

[49] Retsplejelovens kapitel 73, §793.

[50] Ibid. §794.

[51] Ibid.

[52] Ibid. §796, stk. 2.

[53] Ibid. §796, stk. 3.

[54] Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel Kessing, ss. 105-106.

[55] The International Legal Framework for Stability Operations: When may International Forces Attack or Detain Someone in Afghanistan?, Marco Sassóli, ss. 186-187.

[56] Faggruppe Krigshistorie og Statskundskab på Hærens Officersskole, Læseplan Krigens Love VUT-I med tilhørende læseplan, september 2011.

[57] Fagplan STK 2011/2012, Institut for Strategi, oktober 2011 og Lecture plan – Joint Operations & Doctrine Theme, Institut for Militære Operationer, november 2011.

[58] 1 BDE uddannelsesdirektiv for ISAF, hold 14, version 090911. Uddannelsesdirektivet er klassificeret til tjenestebrug.

[59] FKODIR 005-01, 2008-09, Forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

[60] Tillægsprotokol I, artiklerne 82, 83 og 87.

[61] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing, Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, ss. 62-81.

[62] Jægerbog-sagen startede tilbage i efteråret 2008. Sagen der omhandler udgivelsen af en bog skrevet af en tidligere jægersoldat. Sagen medførte, at daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen måtte tråæde tilbage den 4. oktober 2008. Derudover medførte sagen, at der blev rejst tiltale mod to højtstående officerer for pligtforsømmelse, samt at forsvarsministeren måtte svare på en række spørgsmål i blandt andet Det Udenrigspolitisk Nævn.   

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.3_2012.pdf

Litteraturliste

Del: