Mekaniseret infanteri

På tærsklen til udrustning af vort infanteri med pansrede mandskabsvogne bringer vi i oversættelse en artikel om ovennævnte emne. Artiklen har stået i ARMOR for juli-august 1962 og er skrevet af Colonel G. Harry Huppert, der for tiden er Director of the Non- resident Instruction, U. S. Army Infantry School. Forfatteren siger en hel del om M-113, der som bekendt netop er det køretøj, vi vil få.
 
 
Blandt erfarne og ansvarsbevidste hærofficerer hersker der idag stærkt afvigende synspunkter. Hvad er den pansrede mandskabsvogns (PMV) opgaver under moderne kampforhold. Infanteriets opgave er at opsøge fjenden og ødelægge batn eller tage barn til fange ved ild, manøvre og nærkamp. Midler til at løse denne opgave under de betingelser som krigskunstens evigt skiftende væsen skaber, giver idag de officerer og institutioner, som forsøger at forudse og beskrive fremtidens kampplads, anledning til meget hovedbrud.
 
Krigsførelsens principper er fortsat sunde, men krigens værktøj ændres stadigt gennemgribende, og det er nødvendigt at tage principperne op til fornyet overvejelse for ikke at blive opslugt af fortidens succes. Taktikerne har altid understreget, at infanteriet, for at kunne gennemføre sine operationer med held, nødvendigvis må øge sin ildkraft og bevægelighed, forbedre sine signalforbindelser, effektivisere sin overvågningstjeneste og målopklaring, samt udbygge sin faglige tjeneste. Gennem tiderne bar infanteriet ikke magtet at holde trit med rytteriet, pansertropperne, artilleriet og bærflyet, når disse våbenarter forbedede deres bevægelighed og manøvreevne. Russerne, tyskerne, englænderne og canadierne har forstået, at kampenhederne må have en indbyrdes afpasset bevægelighed under fremtidens kamphandlinger, såfremt de ikke skal ende i sendrægtige, stedbundne operationer. Militære strateger fra disse lande forbedrer fortsat deres infanterienheders bevægelighed, ildkraft, signaltjeneste og faglige støtte ved at udruste dem med bæltedrevne køretøjer, så den enkelte infanterist når det sted, hvor ban skal kæmpe, vel støttet og rede til at kæmpe. Mange taktikere anser den mekaniserede krigsførelse for uundgåelig. Men de betragter også infanteri som infanteri, ligemeget hvordan det transporteres. Når infanteri transporteres i luftfartøjer betegnes det ikke sem »flyvetropper«, og når det transporteres på hjulkøretøjer er det ikke »transporttropper«. Hvorfor skulle det så betragtes som pansertropper, når det transporteres i PM V? For at løse sin opgave må infanteriet normalt forlade det transportmiddel, det har betjent sig af.
 
En vurdering af sovjethærens taktiske doktriner for de mindre enheder, og en analyse af de forventede betingelser på kamppladsen, viser at infanterikampenliederne må transporteres i og lejlighedsvis kæmpe fra et pansret køretøj. Vore muligheder må øges ved at fremskaffe en mandskahs- vogn, som organisatorisk tilhører infanteriet og giver det en reel mulighed for at udkæmpe en kamp »på mandskabsvogno«, når dette er nødvendigt for at løse den pålagte opgave. Vor nuværende PM V, M-113, er et tredje generations køretøj. Infanteriet må ikke lade sig nøje med dette køretøj; der må udføres modifikationer og forbedringer på det. Denne mandskabsvogns evne til at bevæge sig gennem terrænet og dens hastighed ligger langt over fodmarcherende styrkers, selv i det vanskeligste terræn. Den har en rimeligt lav silhuet, den kan svømme over vandløb og søer, og kan transporteres med fly og således give infanteriet både strategisk og taktisk bevægelighed.
 
Denne PM V er en letvægtskonstruktion af aluminium. Dens pansring er ikke altfor stor, fordi infanteriet ikke ønsker at øge køretøjets størrelse og vægt. Den giver imidlertid sit mandskab en rimelig beskyttelse mod sprængstykker, håndvåbenild, artilleriild med høje sprængpunkter, en del af varme- og trykvirkning samt radioaktiv stråling. Synspunkter vedrørende størrelse af den ønskede panserbeskyttclsc er stærkt afvigende. Nogle ønsker overhovedet ingen pansring, idet man fremfører, at såfremt man ikke kan få fuld beskyttelse, hvorfor skal man så overhovedet have nogen? Andre ønsker mere pansring som beskyttelse mod større våben. Det, der oftest overses, er, at enhver grad af beskyttelse kræver et kompromis med andre køretøjsegenskaber: vægt, hastighed, evne til at bevæge sig i terrænet og udholdenhed. M-113 er et hensigtsmæssigt kompromis mellem disse modstridende egenskaber og synes at imødekomme infanteriets krav idag. PM V kan ikke sammenlignes med ikke-pansrede køretøjer. Åbne hjulkøretøjer er ikke kampkøretøjer. De kan ikke svømme, deres evne til at bevæge sig i terrænet er yderst ringe, og de giver end ikke beskyttelse mod det normale vejrligs påvirkninger.
PMV yder infanteriet af idag og imorgen betydelige fordele:
— Den giver bedre mulighed for at samordne de forskellige våbens kamp på forstærket kompagnis- og bataljonsplan.
— Den letter bevægelser fremad og omgående bevægelser under et angreb, snævert støttet af tung ild.
— Den kan hurtigt overvinde eller passere forbi infanterihindringer.
— Den beskytter mod fjendens håndvåbenild, sprængstykker og virkningen fra radiologisk og kemisk inficerede områder.
— Den øger infanterienhedens ildkraft i stormfasen, selv når mandskabet er afsiddet (køretøjets bevæbning kan anvendes fra jorden).
— Den fremmer kontrollen inden for kampenbeden, dens manøvreevne og dens reaktionshastighed.
— Den kan tillade bevægelse igennem eller uden om områder med væltede træer og ruiner, dyb sne, vandhindringer og andre omstændigheder, der hæmmer fodmarcherendes og hjulkøretøjers bevægelser.
— Den bevarer den enkelte infanterists kræfter, så ban kan kæmpe mere effektivt, når ban sidder af.
— Den giver sit mandskab mulighed for at varme sig og tørre mundering og udrustning, og bidrager således til at »forynge« den enkelte i koldt og fugtigt vejr.
— Den medfører en første forsyning af ammunition m. v.
— Den giver mulighed for at vedligeholde angrebets fremdrift.
 
Det forfægtes ikke, at infanteriet aldrig vil kæmpe til fods. Nærkamp i stormfasen vil blive krævet for at ødelægge fjendens enheder og for at tage og rense et udpeget mål. Disse angrebshandlinger vil blive heftige, men af relativ kort varighed. Men hvis angrebsmålet kan tages og renses inden for kortere tid og med færre tab med infanteri opsiddet i (og lejlighedsvis skydende ud fra) letpansrede køretøjer, så har den mekaniserede taktik sin berettigelse. Infanteri i organisatorisk tildelte, letpansrede mandskabsvogne bør ikke adskille sig fra andet infanteri bortset fra den hurtighed, hvormed det foretager sine forskydninger og den mindskede sårbarhed overfor kampens risici.
 
Patruljering, opklaring, sikring, rensning af et terrænområde og angreb til fods, vil fortsat være nødvendige. Hovedforskellen må søges i det forhold, at en infanterienheds virkelige styrke vil stamme fra dens forøgede ildkraft og manøvreevne, snarere end fra den masse dens mandskabsstyrke betyder. Anvendt betyder masse, at den nødvendige ildkraft og styrke gennem troppeenhedens bevægelighed bliver samlet på det afgørende punkt. Manskabsvognens hastighed, bevægelighed og lette pansring må udnyttes. Under angreb rykker infanteriet i PM V hurtigt frem, snævert støttet af tung ild. I visse situationer rykker PM V frem i spring fra dækning til dækning. De manøvrerer om muligt frem til stormafstand, hvor mandskabet sidder af og fortsætter deres angreb mod målet. Føreren af mandskabsvognen, der er en del af gruppen, forbliver ved PM V, rede til at støtte ved ild, til at formidle ønsker om yderligere ildstøtte, og til at overvåge og sikre angrebet, samt er yderligere rede til at samle gruppen op og fortsætte fremrykningen.
 
Når situationen kræver, at infanteriet sidder af i nogen afstand fra målet, følger mandskabsvognene i spring fra dækning til dækning så tæt bag det fremrykkende infanteri som muligt, idet de sædvanligvis støtter angrebet med køretøjernes våben. Under visse omstændigheder kan det være muligt, uden at sidde af, at løbe den fjendtlige modstand over ende og ødelægge den ved at udnytte køretøjets evne til opsiddet kamp. V i ønsker ikke sa-dvanligvis at kæmpe fra vore PM V. V i må imidlertid ikke nægte os selv denne mulighed til at kæmpe fra køretøjet i selvforsvar, i nødsituationer (f. eks. i baghold) og under hurtig opfølgning. V i må være rede til at bekæmpe det fjendtlige infanteri, hvorsomhelst vi møder det.
 
En anden grund til, at vi ikke blot betragter P M Y soin et transportmiddel, er muligheden for at bringe det våben, der organisatorisk tilkører køretøjet, i stilling på jorden, hvilket vil forbedre infanteriets muligheder i kamp, også fordi det kan anvendes mod forskellige slags mål. Det er en kendsgerning, at det russiske mekaniserede regiment organisatorisk bar 108 PM V og støttes af 34 kampvogne, der også organisatorisk indgår i regimentet. Hertil kommer en normal tildeling af kampstøtte udefra, der omfatter 32 kampvogne. Når et så stort antal fjendtlige PM V står overfor os, er det påkrævet, at vore PMV-våben kan tage fjendens PMV under ild og standse dem, begrænse deres bevægelsesfrihed og tvinge deres mandskab til at sidde af. Vore PM V vil ikke normalt søge en ildkamp PMV mod PMV, men eftersom vor potentielle fjende vil liavc en overvægt i mekanisering, må vi ikke nægte os selv nogen ildstøttemuliglicd, som kan hjælpe til at nedbringe den fjendtlige overlegenhed i mekanisering. De russiske doktriner bestemmer, at deres infanteri skal forblive op- siddet, indtil det bliver tvunget til at sidde af. Vore våben må fremtvinge denne afsidning på størst mulige afstand. Herigennem forringer vi fjendens bevægelighed og er i stand til at tage det fjendtlige infanteri, der bevæger sig langsomt til fods, under ild, der direkte kontrolleres af vort infanteri. Vore PMV-våben vil sikre os denne øgede mulighed.
 
Udover RED EYE må infanteriet være udrustet med et våben, der tillader det at afværge direkte angribende, fjendtlige fly. Dette organisatoriske våben på vore PMV vil give os mulighed for at holde den fjendtlige taktiske flystøtte borte fra vort infanteri. Denne paraplyformedc ildkraft vil tvinge de fjendtlige, lavtgående fly til at søge større højde, hvor vore fortrinlige MAULER og HAWK effektivt kan tage den under ild. Nogle påstår, at de faglige problemer i forbindelse med vedligeholdelse og forsyning med drivmidler ligger udover den støtte, vore faglige enheder er i stand til at yde. Man behøver blot at kigge i historien, især i de tyske panserenbeders eller den amerikanske hærs, dengang den gik fra heste til køretøjer, for at blive klar over, at vedligcholdclsesmæssigc og forsyningsmæssige problemer er blevet løst i fortiden. De vil blive løst i fremtiden. Selvfølgelig er der problemer, men krig er i sig selv et påtrængende problem. Hvis vi vil gøre os forhåbninger om at slå fjenden, må vi sikre os ikke alene det fornødne værktøj, men også den tjeneste, der er nødvendig for værktøjets brug. PM V er ikke blot en bus, der skal transportere infanteriet fia sted til sted. Det er et dynamisk, organisatorisk kampkøretøj, som vil hjælpe infanteriet til at løse sine opgaver på kortest mulig tid og med færrest mulige tab.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Del: