Meget glemt, intet lært? Tre bøger om nazisterne og deres støtter efter anden verdenskrig.

Anmeldt af Niels Bo Poulsen

Meget glemt, intet lært? Tre bøger om nazisterne og deres støtter efter anden verdenskrig.

”På den forkerte side. De danske landssvigere efter befrielsen” af Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested. Udgivet af Aarhus Universitetsforlag, 2011. 307 sider illustreret. Pris kr. 295,95. 

”Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret” af Henrik Skov Kristensen. Udgivet af Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2011. 640 sider illustreret. Pris kr. 399,95.

”Die Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit (HIAG) 1950-1990. Veteranen der Waffen-SS in der Bundesrepublik” af Karsten Wilke. Udgivet af Ferdinand Schönigh, 2011. 469 sider illustreret. Pris Euro 58 på amazon.de.

Foto: Saxo.com

Det seneste årti har der været en betydelig forskningsinteresse for transitionsprocesser efter væbnede konflikter, folkedrab og andre former for ensidig massevold. Fokus i denne forskning har bl.a. været på retsopgør (herunder deres alternativer) og forsoningsprocesser, men også på kompensationsmekanismer og genopbygning. Et beslægtet emne, som ikke mindst har interesseret historikerstanden, er den kollektive erindring om konflikterne og deres afslutning. Fra en militærvidenskabelig synsvinkel er konfliktens efterfølgende fingeraftryk i gruppers kollektive bevidsthed interessant, fordi den ofte bærer kimen til nye konflikter i sig. Det skyldes blandt andet, at der som oftest er både tabere og vindere ved konfliktafslutning. Herved vanskeliggøres forsoningsprocesser, og etniske, sociale, religiøse og politiske modsætningsforhold skabes eller accentueres. Som et eksempel herpå kan anføres det anstrengte forholdet mellem mindretal og majoritetsbefolkning i de baltiske lande og i Ukraine, som bl.a. hviler på en meget forskelligartet kollektiv erindring om den anden verdenskrigs årsager, forløb og afslutning, herunder de lokale kollaborations- og modstandsmønstre. I værste fald, som i tilfældet Jugoslavien, kan fremvæksten af historisk begrundede myter og stereotyper bidrage væsentligt til nye udbrud af væbnet konflikt.

Inden for det seneste år er der udgivet flere danske og tyske værker, hvor de tabende parters kollektive erindring og forsøg på oprejsning står centralt. Som anført i kolofonen vil denne samleanmeldelse beskæftige sig med tre af disse bidrag: Henrik Skov Christensens bog om internerings- og straffelejren Fårhus, Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllesteds bog om de danske landssvigeres selvorganisering efter befrielsen og Karsten Wilkes bog om tyske Waffen-SS veteraners veteranorganisation, HIAG. 

Det tyske mindretal, krigen, retsopgøret og erindringen

Straffelejren forfattet af lederen af Frøslevlejrens museum, historikeren Henrik Skov Kristensen, er med god ret en voluminøs bog. Bogen er den første faghistorisk funderede analyse af Fårhuslejren, som fra 1945 til 1949 fungerede som interneringslejr/fængsel for ca. 5.500 personer. Af disse var en meget betragtelig del fra det tyske mindretal, ikke mindst i den indledende interneringsfase.  Før befrielsen (og teknisk set frem til 1. juni 1945) hed Fårhuslejren, Frøslevlejren og fungerede som tysk fangelejr for danske modstandsfolk. For en meget stor del af disse fanger blev Frøslevlejren kun en mellemstation på vejen mod de tyske koncentrationslejre. Med det tyske nederlag i maj 1945 omdannedes Frøslevlejren til en interneringslejr for de af modstandsbevægelsen internerede personer fra grænseområdet og fik sit nye navn Fårhus. Henover sommeren 1945 overgik lejren fra modstandsbevægelsen til fængselsvæsenet. Den blev nu dels en varetægtslejr for personer sigtet efter straffelovstillægget vedrørende landssvigeri, dels afsoningssted for de dømte landssvigere.  

I Fårhusfangernes senere erindringer fremstilles lejren typisk som en regelret koncentrationslejr for politisk dømte indsatte, hvor sult, mishandlinger og ydmygelser var en del af dagligdagen og flere drab på fanger fandt sted. Det er derfor logisk, at bogens to første dele systematisk kortlægger forholdene i lejren, dens administration og dens indplacering i det danske rets- og fængselsvæsen. Henrik Skov Kristensen kommer i den forbindelse omkring en bred vifte af spørgsmål. De spænder fra lejrpersonalet og -ledelsens baggrund og udførelse af deres arbejde over fangernes arbejds- og ernæringsforhold, uddannelses- og kulturlivet i lejren til relationen mellem vogtere og bevogtede. 

Interessant er blandt andet den betydelige kontinuitet fra Frøslev- til Fårhuslejren som påvises. Som et led i samarbejdspolitikkens forsøg på at beskytte fangerne fra modstandsbevægelsen bedst muligt mod besættelsesmagten havde statens fængselsvæsen i Frøslevlejren kontrollen med blandt andet forplejningen i lejren. Det var i stort omfang dette personale, som sammen med tidligere fanger kom til at udgøre kadrepersonalet i Fårhuslejren. Henrik Skov Kristensen påviser blandt andet, at det danske reglement efter befrielsen i meget stort omfang var en afskrift af det tyske lejrreglement før befrielsen. Dette gør imidlertid ikke Fårhuslejren til en dansk pendant til de nazistiske kz-lejre, men vidner snarere om den betydelige moderation den tyske besættelsesmagt pålagde sig selv i Danmark sammenholdt med alle andre besatte lande. I forhold til denne vanskelige problematik styrer Henrik Skov Kristensen sin analyse med meget sikker hånd. I Straffelejren gennemhulles på den ene side en lang række påstande fra tidligere fanger om vilkårene i lejren. På den anden side lægges ikke skjul på, at der i lejrens første levetid forekom der et betydeligt antal episoder med tyveri af fangernes ejendele og fysiske overgreb eller trusler herom, kulminerende med en række skudepisoder i dagene 30. oktober – 1. november 1945.   

Bogen har også andre kvaliteter, blandt andet en omfattende gennemgang af fangernes journaler og domme. Gennemgangen af fangesagerne giver et godt indtryk af de forskellige former for landssvigeri, der førte til afsoning i lejren. De små fangeportrætter, som herigennem tegnes, er i sig selv et interessant bidrag til kollaborationens danske historie, men fortæller også meget om fangernes forskellige reaktioner på deres dom og deres forsøg på at opnå løsladelse. Det skal dog også med, at fangeportrætterne hyppigt synes at sige lige så meget om fængselspersonalets ofte alene på fangernes fysiske fremtoning baserede sym- og antipatier. Gennem sin kortlægning af en række fangers generalieblad gennemhuller Henrik Skov Kristensen en myte, der blandt andet trivedes (og nok stadig trives) i det tyske mindretal om, at Fårhus var en politisk fangelejr, hvor man var indsat alene på grund af sindelag eller politiske synspunkter. Bogen bliver dermed også et væsentligt bidrag til det endnu ikke til bunds undersøgte spørgsmål om det tyske mindretals kollaborationsformer og mentalitet(-er) under krigen. Også dens sidste del, der handler om Fårhuslejren i erindringen, har mindretallet i centrum. Det påpeges heri, hvor centralt de virkelige og angivelige uretfærdigheder i Fårhus kom til at stå i mindretallets selvforståelse efter krigen. Omvendt viser forfatteren, at der i mindretallet siden krigen kun har været en begrænset lyst til refleksion over den selvpålagte nazificering, mindretallet gennemgik før og under krigen. Det kan derfor hævdes, at opholdet i Fårhuslejren fik en utilsigtet effekt på de indsatte. Henrik Skov Kristensens formulerer dette således (s.586) ”Ikke meget tyder på, at opholdet medførte nogen nævneværdig selvransagelse i forhold til de gerninger, fangerne var blevet straffet for. Dette betød imidlertid ikke, at de løsladte genoptog tidligere tiders politiske aktiviteter eller offentligt forfægtede den nazistiske ideologi. Det skete kun i forholdsvis få tilfælde. Men det betød, at de tidligere fanger mere eller mindre eksplicit, anfægtede retsopgørets legitimitet og retfærdighed.” 

Straffelejren er samlet set et imponerende pionerværk, som med meget sikker hånd navigerer i det kildemæssigt og emotionelt vanskelige felt. Den vil få blivende værdi, både som standardværket om Fårhuslejrens historie, men også som en dokumentation med udgangspunkt i det tyske mindretal af problemerne ved at forene majoritets- og minoritetsfortælleringer om kontroversielle dele af fortiden.

Landssvigerskæbner

I På den forkerte side analyserer de to unge historikere Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested problemstillingen (s.10) ”hvordan de godt 40.000 personer, som blev mistænkt og interneret som landssvigere, tacklede udstødelsen i årene efter befrielsen.” I en vis forstand er bogen dermed en udvidelse af de dele af Staffelejren, som handler om mindretallets omgang med ”Fårhus-erfaringen” til hele Danmark. Mens Straffelejren i stort omfang bygger på kilder fra Fårhuslejrens arkiv og fra modstandsbevægelsen i Syd- og Sønderjylland – det såkaldte region III-arkiv – har forfatterne til På den forkerte side med betydeligt held søgt kilder uden for de etablerede arkiver og museers rammer. Suppleret med materiale fra retsopgøret og med en række af de pamfletter, blade og bøger, som blev udgivet i landssvigermiljøet efter krigen, kommer de langt med hensyn til at give et billede af de centrale grupperinger og tendenser i de mere profilerede dele af landssvigermiljøet. 

Bogen er organiseret i ti kapitler. Tre af disse kan man betegne som baggrundskapitler: Heri gives konteksten for retsopgøret (kap.1), den brede offentligheds forestillinger om landssvigeren som type og fænomen analyseres (kap.9), og det diskuteres, hvorvidt retsopgøret var succesfuldt (kap.10). Bogens øvrige syv kapitler tager fat på forskellige former for tidsbrug og –bearbejdning i landssvigermiljøet. I seks af dem gøres dette med stort held med et biografisk udgangspunkt. Kapitel 2 omhandler således landssvigernes vigtigste forening ”Landsforeningen af 6. maj” og dens grundlægger Svend Kofoed-Jensen. I næste kapitel er genstanden avisen Revision og dens redaktør Aksel Olesen – herved behandles de mangeartede former for blade og bøger, der – i små oplag – florerede i miljøet og som udover at handle om retsopgørets uretfærdigheder også tog sådanne emner op som det såkaldte Rostock-møde. 

Et tredje aspekt af landssvigernes organisering er Dansk Frontkæmperforbund, som fra slutningen af fyrrene og et tiår frem, samlede en ikke ubetydelig del af de tidligere danske Waffen-SS soldater. Den gennemgående figur i dette kapitel er kaptajn og SS-officer Erik Lærum. Lærum var i en periode leder af DNSAPs ungdomsorganisation, NSU. Han blev dog i særlig grad et kendt navn i offentligheden, da han i november 1954 blev forsidestof på grund af sin rolle som leder af en studiekreds for officerselever fra Hærens Officersskole. Det næste kapitel fortsætter i sporet vedrørende de østfrontfrivillige, idet det omhandler skabelsen af en mindelund for faldne Waffen-SS soldater på et privatejet stykke land ved Gudenåen i 1971. 

Flere tidligere landssvigere kom fra samfundets top. Blandt dem var godsejer Jørgen Sehested, som i sommeren 1940 var involveret i forskellige højrenationalistiske grupperingers forsøg på at gennemtvinge en regeringsomdannelse i udenomsparlamentarisk retning. Fra løsladelsen fra fængslet sidst i 1940’erne og frem til sin død i 1977 kæmpede han for at få omstødt, hvad han anså som en uretfærdig dom under retsopgøret. Udover en kæde af retssager for at få oprensning spændte virkemidlerne fra kontakt til danske besættelseshistorikere, samarbejde med journalisten Erik Haaest fra Ugens Rapport til korrespondance med danske nynazister. Da Sehested i det store hele arbejdede alene og uden at danne faste netværk, fremstår dette kapitel som det, hvor det biografiske afsæt fungerer dårligst. 

Skønt relativt få af de ideologisk sindede landssvigere ser ud til at have næret nogen forestilling om, at nazismen som politisk fænomen kunne genopstå, fandtes der sådanne. Bogens syvende kapitel er viet til dem. Det sker med udgangspunkt i den tidligere NSU’er, Vagner Kristensen, hvis engagement for nazismen ikke blot førte ham til østfronten som 16-årig, men også ind i diverse nazistiske grupperinger i efterkrigsårene. I midten af 1960’erne flyttede Kristensen til det sydlige Tyskland, hvor han blandt andet blev aktiv i den tyske veteranorganisation for SS-soldater, HIAG. Da bogens forfattere interviewede ham i 2005 havde hans verdensbillede tilsyneladende ikke ændret sig meget. I hvert fald udtalte han sig positivt om nazismens fremtidsmuligheder i Tyskland og erklærede, at ”…hvis jeg havde været ti år yngre, ville jeg have forsøgt mig [igen].” 

Et vigtigt kapitel er det ottende. Det omhandler det store ”tavse fremtal” blandt de 15.000 landssvigerdømte og deres familier, som ikke deltog i de i bogen gennemgåede ”bevægelser” for oprejsning. Problemet med at skrive om denne gruppe er, at de pr. definition har efterladt sig de færreste spor, hvilket kapitlet da også bærer præg af. Der savnes i den forbindelse et kapitel eller i hvert fald et afsnit om de relativt få personer, som hverken valgte at fornægte, forvrænge eller tie om fortiden, men som aktivt forholdt sig selvkritisk og reflekteret til besættelsen. 

Den i bogen foretagne rundtur i landssvigermiljøet efter krigen fører til en konklusion meget lig den, der fremføres i Straffelejren. Forfatterne skriver (s.268), at: ”…retsopgøret i Danmark [led] under samme problematik som i de øvrige europæiske lande. Opgørene dømte ofte mennesker, som ikke selv kunne erkende, at de have gjort noget gjaldt ved at samarbejde med fjenden. … Bitterheden var nok i virkeligheden det væsentligste produkt af efterkrigsopgøret og skabte det aktive landssvigermiljø med foreninger og aviser.” På den forkerte side er en meget velkomponeret bog, hvis delvist biografiske struktur fungerer fortrinligt i forhold til emnet, og der er som anmelder ikke meget negativt at bemærke om bogen. Udover enkelte gentagelser og et par småfejl i bagatelafdelingen, kan det dog anføres, at der, hvis bogen skulle have dækket sit emne helt, savnes en gennemgang af det tyske mindretals omgang med sin egen rolle under besættelsen. Dette berøres kun kursorisk. Her må man til Straffelejren for at blive klogere. I den forstand er der i virkeligheden tale om to komplementære bøger!  

Sammenligner man Straffelejren med På den forkerte side er der dog også enkelte andre forhold, som springer i øjnene. Skønt konklusionerne på mange måder er identiske, fremstår Henrik Skov Kristensen mere forstående overfor de særlige præmisser, som lå til grund for interneringerne og retsopgøret, og der lægges i højere grad op til, at den skabte bitterhed hos de dømte skyldes den individuelle og kollektive modvilje mod at reflektere over egne handlinger. Det er samtidig mærkbart, at mens På den forkerte side er en viderebearbejdelse af et universitetsspeciale og en del steder ikke når helt omkring emnet, er førstnævnte resultatet af mange års arbejde med stoffet. Straffelejren smager på godt og ondt i retning af en doktorafhandling. Nogle læsere vil derfor nok finde den både for lang og for omstændelig, mens den for denne anmelder var en af det seneste års største læseoplevelser.

Tyske SS-veteraner

Ser man uden for landets grænser, men forbliver i samme emnefelt, er Karsten Wilkes doktorafhandling (Die ”Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit” (HIAG) 1950-1990) om de i Tyskland organiserede veteraner fra den militære gren af Himmlers SS-organisation, Waffen-SS, af betydelig interesse. Der er dog i mindre grad end for de to ovenfor behandlede værker tale om en bredt tilgængelig og umiddelbart læselig bog.

Wilke analyserer veteranorganisationen HIAGs i tre overordnede dele. I første del analyserer han baggrunden for HIAG i form af de regionale smågrupper af SS-veteraner, som opstod fra omkring 1949 og frem. I samme del gennemgås HIAG-organisation gennem halvtredserne og tresserne. Organisationen var i denne periode præget af interne magtkampe og konflikter om HIAGs karakter og formål. Wilke påviser blandt andet konflikter vedrørende de regionale HIAG-afdelingers autonomi i forhold til forbundsledelsen. En anden væsentlig intern kontrovers handlede om, hvor langt HIAG i stræben efter at få fjernet forbryderstemplet og skaffe Waffen-SS soldaterne anerkendelse som en fjerde værnemagtsgren skulle nærme sig de store etablerede tyske partier og distancere sig fra fortiden. Vævet ind i disse diskussioner var magtkampe, som involverede en gruppe tidligere SS-generaler, men som også havde deltagelse af en række lavere rangerende officerer. Disse konflikter blev om ikke løst, så i det mindste skrinlagt, da den tidligere chef for Hitlerjugenddivisionen Kurt Meyer (”Panzermeyer”) overtog ledelsen i slutningen af 1950’erne. Meyer stod for en linje, hvor HIAG skulle bekende sig utvetydigt til forbundsrepublikken og søge indflydelse via kontakter til både socialdemokratiet og kristdemokraterne i forbundsrepublikken. Det var imidlertid ikke en linje, som til fulde havde medlemmernes opbakning. Med jævne mellemrum eksploderede enkeltmedlemmers racistiske eller antidemokratiske udtalelser i pressen.  Meyer blev dog hjulpet af det stigende antal retssager mod nazistiske forbrydere i 1960’erne. Flere af disse involverede tidligere Waffen-SS’ere, og dette bidrog ifølge Wilke til, at styrke SS-veteranernes interne sammenhold. 

I bogens midterste del afdækker Wilke gennem en analyse af HIAGs medlemsblade, møder og markeringer, hvordan organisationen på mange måder blev en efterfølgerorganisation til SS. Det gjaldt blandt andet medlemmernes opfattelse af sig selv og deres børn og ægtefæller som en del af et for livet forpligtende broderskab. Arven efter SS afdækkes også i dens ritualer, fester og den sprog- og billedbrug, der bl.a. prægede HIAGs to blade Wiking-Ruf og Der Freiwillige. Det er illustrativt, at HIAG gennem hele sin eksistensperiode som nævnt ovenfor havde problemer med på lokalplan at holde distance til højreekstreme grupperinger eller forhindre sine medlemmer med at komme med ekstremistiske udtalelser. 

Mens HIAG i 1950’erne og 1960’erne trods stigende viden om de nazistiske forbrydelser var relativt salonfähig, smuldrede denne respektabilitet gennem halvfjerdserne. HIAGs strategi med kontakt til de toneangivende politiske partier ødelagdes af de tyske socialdemokraters beslutning i 1981 om, at det var uforeneligt med partimedlemsskab at være med i HIAG. Få år efter, i forbindelse med skandalen om præsident Reagans uforskyldte og utilsigtede kransenedlæggelse på en soldaterkirkegård i Bittburg, hvor også SS-soldater lå, vedtog CDU i realiteten det samme. HIAG blev i stigende grad isoleret og de latente højreekstremistiske tendenser accentueredes. I samme periode nævntes organisationen jævnligt i den tyske indenrigsefterretningstjeneste, Verfassungsschutz’s, årsberetninger pga. sine højreekstremistiske kontakter og sine krigsforherligende publikationer.  

I 1992 nedlagdes HIAG på forbundsniveau og det – må man formode grundigt rensede – arkiv indleveredes til det tyske militærarkiv i Freiburg.  Styrken i Wilkes bog er udnyttelsen af dette hidtil ubenyttede arkiv, som han udnytter til en god og grundig analyse af HIAGs historie. Det er dog samtidig en analyse, der bærer præg af, at Wilke nok i betydelig grad har ladet sig styre af disse kilder, og ikke altid har formået at finde korrigerende kilder.  Blandt andet er HIAGs myndighedskontakter næsten udelukkende gengivet ved hjælp af interne HIAG-kilder. Bemærkelsesværdigt er det også, hvor meget bogen ”tynder ud”, når det kommer til HIAG i 1980’erne og de tidlige halvfemsere.  Endeligt savnes en perspektivering på HIAGs historie. Dels i form af en sammenligning med andre tyske veteranorganisationer, dels i form af et udsyn til SS-veteraner uden for Tyskland og slutteligt i form af et kik på HIAG efter landsforbundet opløstes. Det faktum, at der fortsat på mere decentralt niveau findes HIAG-grupper i Tyskland berøres nemlig kun yderst kortfattet. For læsere med særlig interesse i krigsveteraner og deres organisationer eller efterkrigstidens Tysklands vanskelige navigation i sin egen fortid er bogen relevant. Alle andre frarådes at købe den. Dertil er den for smal og bruger i al for lille grad det spændene kildemateriale til at skrue en læsværdig fortælling sammen.

Det larmende fåtal?

Samlet giver de tre her anmeldte bøger indtryk af, hvor svært det kan være at reintegrere taberne, herunder ændre disses eksisterende normer og (vrang-) forestillinger. Men det er værd at hæfte sig ved, at i de tre behandlede tilfælde var der muligvis tale om mindre højtprofilerede grupper. Ingen af undersøgelserne har helt overbevisende metodiske forslag til, hvordan man analyserer det svære spørgsmål i, hvilket omfang det højtråbende mindretals synspunkter deltes af det flertal, som ikke meldte sig på banen. Delte det tavse flertal centrale myter og fjendebilleder med bannerførerne eller skete der i det stille et opgør med fortiden og en hel eller delvis tilnærmelse til majoritetsbefolkningens forestillinger og værdier? Og hvad skete der med tabernes børn og børnebørn – gik synspunkterne og forestillingerne om de begåede overgreb ukritisk videre til dem? Dette spørgsmål bliver man lidt klogere på ved at studere en tysk undersøgelse af overførelsen af forestillinger vedrørende de adspurgtes egen families rolle i Det Tredje Rige fra en generation til en anden. Undersøgelsen, som i bogform bar den fængende titel Opa war kein Nazi, godtgjorde, at vrangforestillingerne og skønmaleriet vedrørende egen slægtshistorie og forældrenes henholdsvis bedsteforældrenes gerninger i virkeligheden steg med distancen til begivenhederne. Og den af de her anmeldte forfattere, som går længst i retning af at undersøge på et større kollektivs fortidsbearbejdelse, nemlig Henrik Skov Kristensen, synes at konkludere noget tilsvarende for det tyske mindretals vedkommende. Man behøver med andre ord ikke bevæge sig ud over Danmarks grænser for at få illustreret udfordringerne i post-konflikt samfund med at finde veje til forsoning og konstruktiv fortidsbearbejdning. 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

mt.02.2012.aug_.pdf

 

 
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.