Masseødelæggelsesvåben og udslip fra civile installationer

Indledning
Formålet med denne artikel er at belyse truslen fra masseødelæggelsesvåben og
udslip fra civile installationer, som den tegner sig efter den kolde krigs afslutning,
samt at gøre opmærksom på behovet for en totalforsvarsdoktrin for imødegåelse af
truslen. Enkelte tiltag er allerede iværksat, men disse er ikke udtryk for en
overordnet doktrin.
I forsvaret såvel som i resten af samfiindet blev afslutningen af den kolde krig
mødt med lettelse. Det var og er fortsat en almindelige opfattelse, at faren for at
Danmark og danske styrker udsættes for et angreb med masseødelæggelsesvåben
er væsentligt mindre nu end under den kolde krig. Imidlertid har flere faktorer
ændret væsentligt ved det rimelige i denne opfattelse: Opløsningen af den bipolære
verdensorden og Sovjetunionens sammenbrud har medført væsentligt forringede
levevilkår for mange højt kvalificerede forskere og teknikere i de tidligere
warszawapagtlande. Disse søger naturligt nok til udlandet, hvor der er bud efter
deres ekspertise. Kontrollen med det materiale, der skal til at fremstille våbnene -
er væsentligt svækket, og endelig har den teknologiske udvikling indenfor først og
fremmest bio- og missilteknologi gjort fremstilling og fremføring lettere tilgængelig.
Danmarks stigende engagement i internationale operationer gør det desuden
mere sandsynligt, at danske styrker vil blive berørt af masseødelæggelsesvåben
udenfor landets grænser. Dertil kommer, at en mere aktiv dansk udenrigspolitik ikke
kan undgå at give os flere "fjender" blandt de aktører, som politikken og det
militære engagement opleves som rettet imod.

Foto: Forsvaret.dk

Atomvåben
Der er næppe sket nogen væsentlig udvikling af atomvåbenteknologien siden
udviklingen af neutronbomben i 7 0 ’erne. Derimod kan det konstateres, at der er
sket en spredning af teknologien, og at flere lande nu besidder atomvåben. FNs
inspektioner i Irak, den almindelige accept af Israel som atommagt, og senest de
indiske og pakistanske prøvesprængninger, er klare indikatorer på spredningen af
atomvåben. De nævnte lande har næppe flet teknologi en som et direkte resultat af
den kolde krigs afslutning; men det faktum at de - mere eller mindre åbent - kan
vedstå sig atomvåben, viser den ændrede verdenssituation. Specielt det pakistanske
atomvåben er interessant, fordi landet er et fattigt udviklingsland, der er meget
afhængigt af bistand udefra. Når Pakistan både teknisk og politisk er i stand til at
udvikle og vedstå sig atomvåben, så er det tegn på, at en meget stor del af verdens
lande vil være i stand til at udvikle sådanne våben. Man kan med andre ord sige, at
vilje til anskaffelse af atomvåben stort set er synonym med evne til samme.
Under den kolde krig var der en høj grad af forudsigelighed i det internationale
system. De to store magtblokke kunne forventes at handle rationelt, og atomvåbnene
var således en garant for, at der ikke blev krig. En sådan rationalitet kan nok
forventes af ovennævnte tre atommagter, men ikke af alle potentielle atommagter,
kak er et godt eksempel på en aktør, hvis rationalitet ikke er almindeligt accepteret.
Specielt religiøse fundamentalister og andre ekstremister kan fiygtes at bringe
atomvåben i anvendelse. I modsætning til situationen under den kolde krig behøver
indsættelse af atomvåben ikke at betyde den totale gensidige udslettelse. Det
skyldes, at aktørerne ikke nødvendigvis har tilstrækkeligt store atomvåbenarsenaler
og ofte meget begrænset "second strike" kapacitet. Derfor kan atomvåben blive en
destabiliserende faktor i visse regioner. Landene vil være fristet til at slå først,
hvorved faren for "begrænset" atomkrig stiger.
For at ramme dansk område kræves en form for langtrækkende fremføringsmiddel,
eller ladningen må placeres "manuelt". Det er bemærkelsesværdigt, at
alle de nævnte nye atommagter arbejder med udvikling aflangtrækkende missilsystemer.
Disse kan ikke nå dansk område på nuværende tidspunkt, men systemerne
udvikles med en sådan hast, at det antageligt blot er et spørgsmål om tid. På den
baggrund virker det rimeligt allerede nu at se på mulighederne for etablering af et
missilforsvarssystem. Atomsprængladningerplaceret af agenter o.l. er en mulighed,
som bør tages alvorligt. Det vil være meget vanskeligt at bevise, hvem der står bag
et sådant angreb, og NATOs atomafskrækkelse kan derved omgås. Imødegåelse af
denne trussel må ske gennem intensiv efterretningstjeneste og skærpet grænsekontrol.
Specielt muligheden for at en atomsprængladning sejles ind - uden om andre
EU-landes grænsekontrol - bør imødegås. Teknisk er dette relativt let, idet alle
radioaktive stoffer udsender en gammastråling, som giver et tydeligt "fingeraftryk"
af det pågældende stof Denne stråling kan detekteres af feks. orlogsskibe i nogen
afstand, men opgaven med at kontrollere alle skibe, før de anløber dansk havn, er
enorm. Det er oplagt, at en sådan kontrol bør ske i nært samarbejde med vore
nabolande.

Biologiske våben og bioteknologi
Et biologisk våben indeholder noget levende (en mikroorganisme) eller et giftstof,
som er produceret af noget levende, også kaldet et toksin. Ofte anvendes ordet
"toksin" om alle giftige stoffer, men her anvendes det om stoffer, som er produceret
af levende organismer.
Ideen, om at anvende mikroorganismer eller stoffer fremstillet af sådanne til
bekæmpelse af en modstander, er ikke ny. De ældste kendte eksempler går tilbage
til antikken. Romerne forurenede fjendens brønde med døde dyr og ødelage derved
drikkevandet. Tartarene anvendte kastemaskiner til at slynge pest-inficerede lig over
Kaffas bymur, hvilket anses for den direkte årsag til pestens udbredelse i Europa
i middelalderen. Under briternes krig mod franskmænd og indianere i Nordamerika,
uddelte de tæpper inficeret med koppevirus til indianerne. I vort århundrede
anvendte og eksperimenterede japanerne med biologiske våben i Kina op til og
under anden verdenskrig.
Storbritannien, USA og USSR har alle haft uheld og skandaler i forbindelse
med forskning i eller produktion af biologiske våben. Under anden verdenskrig
eksperimenterede briterne med anthrax på øen Gruinard udfor den skotske kyst.
Eksperimentet medførte at øen blev og fortsat er ubeboelig. Indtil 1969 udførte
amerikanerne en række eksperimenter med spredning af mikroorganismer i
civilbefolkningen for at indsamle data om spredning og smitte. Det menes, at der
i 1979 var en eksplosion på en fabrik til fremstilling af biologiske våben i Sverdlosk
i USSR med efterfølgende udbrud af anthrax i området. Senest har afsløringer af
omfanget af Iraks biologiske våben program sat fokus på muligheden for at
tredjeverdens lande udvikler biologiske våben.
Overvejelser vedrørende biologisk krigsførelse og muligheden for beskyttelse
mod biologiske kampstoffer fylder ikke meget i bevidstheden hos den ’’almindelige”
danske officer og i forsvaret som helhed. Det afspejles i danske reglementer, hvor
biologisk krigsførelse beskrives meget overfladisk på ganske lå sider. Der er næppe
afholdt øvelser af betydning med afprøvning af beredskabet mod biologiske våben
i nyere tid i Danmark. Dette forhold hænger sammen med at man under den kolde
krig - med en vis ret - anså biologisk krigsførelse for praktisk uigennemførlig.
Desuden ville et angreb med biologiske våben blive betragtet på linie med et
atomvåbenangreb, og følgelig blive besvaret med atomvåben. Imidlertid har
opløsningen af østblokken og den bioteknologiske revolution vendt op og ned på
disse forestillinger, og biologiske våben er nu ubehageligt aktuelle.
I 1972 blev der indgået en international aftale om forbud mod produktion,
oplagring og anvendelse af biologiske våben. Generelt blev det ikke anset for et
militært problem at give afkald på biologiske våben, idet der var en lang række
praktiske problemer forbundet med den slags våben. Der kan eksempelvis nævnes:

- Organismer og toksiner skal være tilstrækkeligt farlige i små mængder.
- De skal kunne tåle opbevaring i et vist tidsrum.
- De skal kunne tåle at blive brugt i en eller anden form for ammunition.
- De skal kunne tåle at blive spredt i atmosfæren eller i drikkevandet, hvor
de eksempelvis kan blive udsat for lys, pH-værdi og temperatur m.m., som
ligger udenfor organismernes normale tolerancetærskler.
- Endelig skal organismerne / toksinerne gå til grunde indenfor et forudsigeligt
tidsrum, så egne styrker kan operere i området, eller der skal udvikles
vaccine eller anden beskyttelse for egne enheder og civilbefolkning, eller
der skal anvendes kampstoffer, som kun har virkning på fjenden.

På daværende tidspunkt var der ikke udsigt til, at ovennævnte krav til et biologisk
våben kunne opfyldes i en sådan grad, at kampstoffet kunne anvendes militært, så
biologiske våben så ud til først og fremmest at kunne tå betydning som terrorvåben
uden egentlig militær værdi.
I løbet af firserne og især i halvfemserne er der sket en revolution indenfor
bioteknologi. Udviklingens styrke kan udmærket sammenlignes med den, der er sket
indenfor informationsteknologien. Udviklingen er først og fremmest drevet af
medicinalindustrien, men også andre områder er berørt. I korthed gør teknologien
det i stigende grad muligt at kortlægge arveanlæggene i levende organismer og at
manipulere disse, således at ønskede egenskaber tilføres og fremmes. Nye
teknologier gør det muligt at overvinde de praktiske problemer, der tidligere var
forbundet med biologiske våben. I det følgende beskrives kort, hvorledes teknologien
kan anvendes i forbindelse med fremstilling af et toksin til brug i et
biologiske våben.
Toksiner kan - i modsætning til kemiske kampstoffer - være makromolekyler,
der typisk er flere tusinde gange større end de kemiske kampstoffer. Desuden virker
toksiner på en anden måde end kemiske kampstoffer. Endelig er visse toksiner
dødelige i langt mindre koncentrationer end kemiske kampstoffer. Sammenligner
man f.eks. botulisme-toksin med forskellige nervegasser, så skal der typisk en
størrelsesorden 100.000 mere nervegas til at opnå samme virkning som med
toksinet.
Der findes en række forskellige sygdomsfremkaldende mikroorganismer.
Fælles for dem er, at deres egenskaber er styret af arvemassen i form af en DNAkode.
DNA består af en dobbeltkæde af fosfater, sukker og baser. Rækkefølgen af
baserne udgør DNA-koden. Denne kan sammenlignes med den kode der anvendes
i en computer. Hvor computeren arbejder med 0'er og 1-taller, er der 4 forskellige
baser i DNA, altså et totals-system kontra et fire-tals-system.
Toksiner er ofte proteinstoffer. Proteiner produceres ved at DNA-koden
aflæses, og omsættes til RNA, som igen aflæses i ribosomerne, hvor den omsættes
til et protein. Denne proces kaldes proteinsyntese. Når en organisme i naturen
producerer toksiner er det ofte fordi den konkurrerer med andre organismer om en
begrænset mængde næring, eller for at undgå ” fjendef. Toksinet skal altså
bekæmpe andre levende organismer. Penicillin er et godt eksempel. Som nævnt er
teknologien primært udviklet af medicinalindustrien. Det betyder at teknologien er
almindeligt kendt, og ikke underlagt samme kontrol som egentlige militære
teknologier.
De metoder man bruger til manipulering af DNA kaldes populært for
’’gensplej sning”. Der findes mange forskellige metoder. Her beskrives grundtrækkene
i en metode, der kan anvendes til at give en bakteriecelle evnen til at producere
et toksin, som cellen ikke tidligere har produceret. Hvis cellen i øvrigt har ønskelige
egenskaber, så kan der på denne måde fremstilles et biologisk kampstof
I første trin findes en DNA-basesekvens i en anden organisme, der koder for
produktion af det ønskede toksin. Når genet er fundet, skal det isoleres og
synthesizeres (kopieres) i mange eksemplarer. Genet ’’klippes” fri fra resten af
DNA med specielle enzymer. Dernæst kopieres det med hjælp af andre enzymer.
I andet trin skal genet ’’splejses” sammen med en såkaldt vektor. Vektoren
bruges til at transportere genet ind i den organisme, som skal have nye egenskaber.
Hvis der er tale om en bakterie, kan vektoren f.eks. være:

- Plasmider (små stykker DNA, som ligger selvstændigt i cellen, separat fra
kromosomet) eller
- bakteriophag (vira, som- inficerer en bakterie. Bakteriophager betegnes
herefter vira).

Plasmid-DNA er cirkulært. I det plasmid man vælger som vektor, findes en
basesekvens, som koder for antibiotikaresistens. Der findes også et sted, hvor man
kan åbne ringen med enzymer. Ringen åbnes og den nye gensekvens ’’klistres” på
med enzymer, og plasmidet er klar til at blive overført til cellen.
Virus er en mikroorganisme i sig selv. Det er den simplest livsform man kender.
Den kan betragtes som et lille stykke DNA, der selv er i stand til at trænge ind i en
celle, og der udnytte cellens stofskifte til sin egen formering. Jeg vil ikke komme
nærmere ind på hvorledes DNA i vira manipulerers.
I tredje trin skal vektoren ind i værtsorganismen. Plasmider kan "puttes" ind i
cellen ved, at blende millioner af celler sammen med plasmideme. Mange celler
bliver ødelagt og dør, men nogen lå åbner sig kortvarigt og slipper plasmidet ind og
overlever. Den samme virkning kan opnås med visse kemikalier.
Da et virus i sig selv er en organisme, der kan trænge ind i en celle, betyder det,
at hvis man splejser gener på et virus, så transporterer dette virus generne med ind
i en celle, som derved lår det nye DNA og dermed nye egenskaber.
I ijerde trin frasorteres de organismer, hvor processen ikke er lykkedes.
Gensplejsningen foregår som nævnt på millioner af celler på en gang, der er typisk
kun ganske lå celler, hvor processen går godt. Det gælder nu om, at finde de
organismer hvor det er lykkedes. Ved at anvende en vektor som koder for
antibiotikaresistens opnår man, at kun de organismer, hvor processen er lykkedes,
kan overleve behandling med antibiotika. Ulempen ved denne metode er, at man
derved risikerer at sprede antibiotikaresistens i naturen, hvorved det kan blive
vanskeligere at bekæmpe infektionssygdomme i fremtiden. Der findes dog andre
mere besværlige metoder til sortering.
Femte trin er produktion af toksinet. Dyrkning af organismen kræver næring og
for visses vedkommende ilt. Dertil kommer forskellige sporstoffer. Den vigtigste
næringskilde er normalt kulhydrat.
Dyrkningen foregår normalt i tanke, hvor forhold som mængden af næring,
temperatur, pH-værdi m.m. kan kontrolleres meget nøjagtigt. Dette er specielt
vigtigt, hvor organismerne skal ’’stresses” for at producere et toksin, som eksempel
kan nævnes botulismetoksin, som skal dyrkes i iltifit miljø.
I det sjette trin oprenses toksinet til den ønskede koncentration. Efter
oprensningen kan toksinet fyldes i egentlig ammunition.
Når man har fremstillet en organisme med de ønskede egenskaber, kan man
nedfryse en portion i en ampul, der er mindre end en lillefinger. Den kan senere tøs
op og organismerne kan opformeres på kort tid. Dette forhold gør våbenkontrol
yderst vanskelig.
De praktiske problemer, der var med biologiske våben i 1972 kan efterhånden
løses med moderne bioteknologi.

- Organismer eller toksinerne kan gøres farligere.
- De kan gives egenskaber, som gør, at de kan spredes på den ønskede måde
og tåle at blive brugt i ammunition.
- De kan ’’programmeres” så de går til grunde på det ønskede tidspunkt.
- Efterhånden som de menneskelige gener kortlægges, vil det blive muligt
at designe sygdomme, som kun rammer bestemte typer af mennesker, idet
genetiske forskelle mellem racer, køn eller enkeltpersoner kan udnyttes ved
udvikle sygdomme, der kun rammer udvalgte personer.

Biologiske våben er vanskelige at spore, fordi såvel organismer som toksiner
er næsten identiske med noget, der findes i naturen i forvejen. Derfor vil det være
politisk vanskeligt at forsvare gengældelse medf.eks. atomvåben. Vanskelighederne
ved sporing gør det desuden svært at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger, før
det er for sent. Det er derfor vigtigt, at der udvikles metoder til hurtig sporing og
identifikation af et angreb med biologiske kampstoffer.
Med moderne bioteknologi har biologiske våben fået militær relevans, og
fordelene ved anvendelse af biologiske våben for en konventionelt underlegen
modstander er åbenbare. Som for atomvåben er missilteknologien også væsentlig
ved fremføring af biologiske våben. Men muligheden for at indføre meget små
mængder af organismer, for dernæst at dyrke disse i det land, der ønskes angrebet,
gør biologiske våben langt mere attraktive i terrorlignende angreb end atomvåben.
Teknologiens civile præg og det faktum at der ikke kræves adgang til svært
tilgængeligt materiale som plutonium, betyder i endnu højere grad end tilfældet er
for atomvåben, at vilje til produktion er lig med evne til produktion. Det bør dog
understreges, at for de mere sofistikerede våben, som alene har effekt på bestemte
personer, er der tale om yderst avanceret højteknologi, som næppe bliver
tilgængelig for ret mange stater indenfor en overskuelig periode.
Bioteknologien kan forventes at lå militær betydning på andre områder end blot
biologiske våben. Kortlægningen af den menneskelige arvemasse giver forbedret
mulighed for at udvælge personer med særlige egenskaber. På længere sigt vil det
antageligt blive muligt at manipulere med arvemassen, så der kan skabes mennesker
med hidtil ukendte egenskaber. Lader man fantasien løbe, kan man forestille sig en
pilot, som reagerer væsentligt hurtigere end andre, eller ’’fremstilling” af en soldat,
som kan miste en arm, hvorefter der vokser en ny ud igen, eller som kan tåle langt
mere radioaktiv stråling end andre mennesker o.s.v. Der er store etiske problemer
ved noget sådant, men der er ingen grund til at tro, at fanatiske despoter vil lade sig
standse af etiske overvejelser.
Som tidligere nævnt er DNA en kode. der kan sammenlignes med en
computerkode. Hver celle i et menneske indeholder al information til ’’konstruktion”
af hele organismen. Alligevel er den ikke større end, at der kan være ca.
10.000 på et knappenålshoved. Muligheden for lagring af information i DNA er
således langt storre end i de computere, vi anvender i dag. På den baggrund
arbejdes der med udvikling af ’’biocomputere”, som kan lå stor betydning på
længere sigt. Allerede i dag anvendes levende organismer til nedbrydning af olie
efter forureningskatastrofer; men mikroorganismer kan også tænkes anvendt til
nedbrydning af det materiale, som computere og våbensystemer er lavet af
Der kan nævnes en lang række andre områder, hvor bioteknologien kan lå
militær betydning. Det er derfor klart, at det danske forsvar bør følge med i
udviklingen, så man undgår ubehagelige overraskelser.
 

Kemiske våben
Produktion og anvendelse af kemiske våben går tilbage til første verdenskrig. De
første våben var yderste primitive og bestod bl.a. klorgas, som kan udvikles ved
blanding af klor og syre. Denne reaktion forekommer jævnligt ved forkert behandling
af rengøringsmidler m.m. Fremstilling af primitive kemiske våben er
således meget enkel. Ligeledes under første verdenskrig anvendes blistergas for
første gang. Som en videreudvikling af insektbekæmpelsesmidler producerede man
i Tyskland i trediverne de første nervegasser. Produktion af nervegas er langt
vanskeligere end produktion af f.eks. klorgas, men de mange firmaer verden over,
som producerer insektbekæmpelsesmidler m.m. kan relativt let omstille produktionen
til nervegas. Kemiske våben er ligesom biologiske våben omfattet af internationale
forbud mod produktion, oplagring og anvendelse. Den første aftale er fra 1925.
Den seneste rettelse til aftalekomplekset er fra 1992. På trods af det internationale
forbud, har kemiske våben været anvendt adskillige gange siden første verdenskrig.
Mest massivt i den iransk - irakiske krig i 80’erne.
Teknologien bag kemiske våben er således velkendt og relativt enkel. Kemiske
våben skal anvendes i langt højere koncentrationer end biologiske kampstoffer for
at have effekt. Derfor er kemiske våben mindre anvendelige i langtrækkende
missiler end atom- og biologiske våben. Kemiske våben er derfor fortsat mest
oplagte i en taktisk rolle, eller som terrorvåben i lukkede rum med begrænset
luftudskiftning, som det var tilfældet ved nervegasangrebet i undergrundsbanen i
Tokyo i 1995.
Den primære militære trussel fra kemiske våben ser således ud til at være mod
udsendte styrker, som følgelig bør være veluddannet og udrustet til at imødegå
truslen. Traditionel dansk værnepligtsuddannelse giver en udmærket baggrund for
at overleve et angreb med kemiske våben, men der er en farlig tendens til at denne
del af uddannelsen nedprioriteres til fordel for andre emner, som umiddelbart virker
mere relevante for en enhed, der skal udsendes i en international opgave. Ved at
nedprioritere undervisningen i beskyttelsesforanstaltninger mod kemiske våben,
øges chancen for "succes" ved et kemisk angreb på danske styrker, og dermed også
motivationen for et sådant angreb.
 

Udslip fra civile installationer
I Danmark henhører udslip fra virksomheder og depoter m.m. under beredskabsstyrelsens
område. Imidlertid dækker beredskabsstyrelsen ikke danske enheder i
internationale operationer. Installationer som atomkraftværker og kemiske fabrikker
m.fl. er meget udsatte i forbindelse med krigshandlinger og sabotage, hvorfor de
udsendte enheder bør være forberedt på konsekvenserne af udslip, så de kan
beskytte sig selv og yde humanitær bistand til lokalbefolkningen.
Uanset om radioaktiv forurening stammer fra et atomkraftværk eller fra atomvåben,
så er beskyttelsesforanstaltningerne de samme. Ved ophold i det forurenede
område, er det vigtigt nøje at følge de strålebelastninger, som den enkelte soldat
udsættes for. De militære grænseværdier - der var gældende under den kolde krig -
tog primært hensyn til soldaternes kampdygtighed. Overvejelser om kræftrisiko på
længere sigt spillede næppe nogen væsentlig rolle. Dette er forståeligt, fordi forsvaret
dengang forberedte sig på tredje verdenskrig; men i forbindelse med fredsstøttende
operationer, er det klart uacceptabelt at se bort fra langtidsvirkningerne af
ioniserende stråling. Der bør anstændigvis ikke accepteres større kræftrisiko for
soldater end for andre erhvervsgrupper. Imidlertid bør civile grænseværdier ikke
overtages ukritisk. De bygger på, at eksempelvis en røntgensygeplejerske modtager
en bestemt dosis hvert år igennem hele vedkommendes erhvervsaktive liv. En soldat
på en humanitær opgave vil typisk kun være udsendt i seks måneder, og kan derfor
”tåle” en større dosis under forudsætning af, at han ikke vender hjem til andet
strålebelastet arbejde. Det er derfor nødvendigt at overveje nye grænseværdier og
procedurer for militært personel i internationale operationer. Sådanne overvejelser
bør foregå i nært samarbejde med civile eksperter og gennemføres før en akut
situation opstår.
Udslip af mikroorganismer fra civile virksomheder er normalt ikke farlige, men
der kan dog være undtagelser. Derimod er der en risiko for at udsendte enheder
kommer i kontakt med ’’fremmede” organismer. Der fremsættes i disse år
forskellige teorier om hvorfor der tilsyneladende opstår nye sygdomsfremkaldende
organismer som f.eks. HIV. En teori går ud på, at store miljøændringer - som
rydning af regnskoven - ’’presser” de organismer, som før levede i stabile miljøer.
Organismerne tilpasser sig de nye omgivelser og lår derved nye egenskaber, som
kan være farlige for mennesker. En af de mest frygtede sygdomme er ebola. Der er
fra tid til anden udbrud af sygdommen i Afrika. Sygdommen er meget smitsom og
har høj dødelighed. En vigtig årsag til at sygdommen ikke er kommet til Europa, er
den korte inkubationstid, som gør at patienten - populært sagt - ikke kan nå at tage
en flyver, før han er død eller døende. En mutation i ebola - som medfører en
længere inkubationstid - kan betyde, at sygdommen når Europa. Man kan forestille
sig andre alvorlige sygdomme, som kan ramme udsendte enheder og evt. spredes
til Europa. Udsendte enheder bør derfor have en veludbygget sanitetstjeneste med
væsentlig kapacitet indenfor ’’medical intelligens”.
Risikoen for at kamphandlinger eller almindelige uheld forårsager udslip fra
kemiske fabrikker o.l. er relativt stor. Den danske kampvognseskadron i Tusla lå
meget tæt på et stort klorlager. Dette lager blev angrebet flere gange, men heldigvis
skete der ikke udslip. Eskadronen kunne have beskyttet sig mod udslippet ved
anvendelse af den udleverede beskyttelsesudrustning. Imidlertid yder udrustningen
ikke fuld beskyttelse mod en række andre kemikalier, som anvendes i stort omfang
i industrier over hele verden. Der er således et behov for, at udsendte enheder kan
identificere potentielle udslip, og planlægge egen beskyttelse og assistance til
lokalbefoikningen.

Konklusion og sammenfatning
Den teknologiske og politiske udvikling medfører øget risiko for, at dansk område
og danske styrker i udlandet udsættes for virkninger af masseødelæggelsesvåben
eller lignende virkninger af udslip fra civile virksomheder m.m. Imødegåelse af
truslen mod dansk område er en opgave for totalforsvaret, og dermed også en
militær opgave. Sikring af udsendte styrker er derimod et militært problem.
Imidlertid kræves samme type ekspertise til løsning af begge opgaver, og problemet
bør derfor ses i et hele, således at forsvaret i størst muligt omfang drager nytte af
de ressourcer, der findes i det øvrige samfund, og samtidig stiller egne ressourcer
til rådighed for løsning af lignende civile opgaver. Der er med andre ord behov for
udvikling af en dynamisk totalforsvarsdoktrin på området.
I en totalforsvarsdoktrin for masseødelæggelsesvåben bør efterretningstjeneste
indgå som et væsentligt element. Kun ved at erkende den konkrete trussel, før den
har manifesteret sig, kan effektiv imødegåelse sikres. Biologiske våben udgør et
særligt problem. Teknologien er civil, kommerciel og almindeligt tilgængelig. Der
kræves kun små mængder kampstof og et angreb er vanskeligt at erkende og spore.
Hele området bør derfor prioriteres.
Den militære del af en totalforsvarsdoktrin bør beskrive, hvorledes et angreb
imødegås, hvad enten det sker med missiler eller ved manuel placering af våbnet.
Dernæst er det nødvendigt at tage stilling til, hvorledes militære enheder kan
beskyttes og indsættes til støtte for det civile samfund, hvad enten angrebet I
udslippet sker i Danmark eller i udlandet. Endelig må det fastslås under hvilke
omstændigheder Danmark og NATO kan gennemføre gengældelsesaktioner f.eks.
med atomvåben. Kun derved kan der opnås en effektiv afskrækkelse.
Et andet væsentligt element i doktrinen må være uddannelse. Den situation der
tegner sig, gør det nødvendigt at prioritere uddannelsen af såvel enkeltpersoner som
enheder i beskyttelsesforanstaltninger og identifikation af potentielle risici.
I øjeblikket er der ikke operative og effektive missilforsvarssystemer på
markedet, men Danmark bør følge udviklingen og anskaffe sådanne systemer, så
snart disse kan leve op til de operative krav. Teknologien til sporing af atom- og
kemiske våben er veludviklet. Sporing af biologiske kampstoffer er fortsat vanskelig,
og bygger primært på undersøgelse af patienter med sygdom i udbrud.
Danmark har en veludviklet biokemisk industri, og bør kunne bidrage væsentligt til
udviklingen af effektive sporingssystemer.
I Danmark opereres ikke med særlige ABC-enheder. Truslen mod udsendte
styrker, vil sandsynligvis gøre det nødvendigt med sådanne enheder. ABC-enheder
bør indeholde civile eksperter, eller militært personel i enheden må uddannes til et
niveau, der gør det muligt at løse samme opgaver, som civile myndigheder løser i
Danmark. Hvis forsvaret opbygger en sådan ekspertise, vil det være naturligt, at
denne stilles til rådighed for det civile samfund, og også indsættes i rent humanitære
opgaver overalt i verden.
Det er oplagt, at det vil kræve store ressourcer at skabe et effektivt forsvar mod
truslen fra masseødelæggelsesvåben og udslip. Imidlertid er de mulige konsekvenser
af ikke at opbygge den nødvendige kapacitet så store, at vi næppe har noget
valg.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_aug.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord

Der er ingen emner tilknyttet denne side


Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.