Magtskiftet i Kirgisistan og sikkerhedsperspektiver for Centralasien

Af Selim Percinel -  MA‐grad i Internationale Relationer og tilknyttet  Forsvarsakademiet. 
 
 
I januar 2004 fjernede ”Rosenrevolutionen” den georgiske præsident, Edouard  Sjevardnadze, fra magten og “Orangerevolutionen” bragte i november 2004  Viktor Luksjenko til magten i Ukraine. I marts 2005 kom turen så til den  mindste centralasiatiske republik, Kirgisistan, hvor uroligheder kulminerede  med at den kirgisiske præsident, Askar Akayevs, flygtede til Moskva og  oppositionslederen, Kurmanbek Bakiyevs, blev leder af den kirgisiske  overgangsregering. Verdensopinionen betegnede Akayev‐styrets sammenbrud  som ”en folkelig revolution”, og den amerikanske administration skildrede  begivenhederne i Kirgisistan som: “En del af dominoeffekten i den globale  demokratibølge”1. Mens den amerikanske administrations udtalelser lød som  et forsinket ekko af Samuel Huntingtons profeti om spredning af demokrati i  bølger2, betegnede mindre optimistiske iagttagere begivenhederne i  Kirgisistan som forskydninger i magtbalancen mellem forskellige etniske  grupper og regionale grupperinger i den centralasiatiske republik. 
 
Uanset om Akayev‐styrets sammenbrud skete på udfaldet af en social  revolution eller var forårsaget af forskydninger i magtbalancen mellem  forskellige etniske grupper og regionale grupperinger i landet, presser et vigtigt  spørgsmål sig i kølvandet på begivenhederne i Kirgisistan: Kan magtskiftet i  Kirgisistan få afsmittende indvirkning på andre centralasiatiske republikker og  vil regimeændringer samt regional ustabilitet blive konsekvensen af en sådan  indvirkning? 
 
I besvarelsen af ovenstående spørgsmål opstiller denne artikel tre scenarier  for mulige konsekvenser af magtskiftet i Kirgisistan for regimestabiliteten i  andre centralasiatiske republikker og den regionale stabilitet:   
Sc1: ”Ingen indflydelse”. Med dette menes, at magtskiftet i Kirgisistan ikke  vil få nogen konsekvenser for regimestabiliteten og den regionale stabilitet i  Centralasien.   
Sc2: ”Begrænset indflydelse”. Med dette menes, at magtskiftet i  Kirgisistan kan mobilisere etniske mindretal til demonstrationer og medfører  regionale uroligheder.
Sc3: ”Stor indflydelse”. Med dette menes, at magtskiftet i Kirgisistan enten  kan (Sc3A) føre til væbnede konflikter mellem forskellige etniske eller religiøse  grupper som fører til regimeskifte i republikkerne; eller (Sc.3B) væbnede  konflikter mellem forskellige etniske eller religiøse grupper som der slås hårdt  ned på, og som derfor ikke fører til regimeskifte i de centralasiatiske  republikker.  Den nærværende artikel indledes med nogle overordnede betragtninger  over Centralasiens geopolitik, efterfulgt af en mere detaljeret gennemgang af  magtskiftet i Kirgisistan. Afslutningsvis vurderes de opstillede scenariers  forklaringskraft på situationen i de centralasiatiske stater.   
 
Centralasiens geopolitik
Centralasien breder sig udover en stor region omfattende Afghanistan,  Pakistan, Mongoliet, Xinjian‐provinsen i Kina (tidligere Øst‐Turkistan), den  sydlige del af Rusland og de fem forhenværende sovjetrepublikker: Usbekistan,  Kasakhstan, Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Netop disse republikker  er genstand for denne artikels analyse, idet der hævdes, at de fem  centralasiatiske republikker udgør et regionalt sikkerhedskompleks. Det vil sige  en gruppe af stater, hvis sikkerhed er gensidigt forbundet med hinanden3
 
De fem centralasiatiske republikker deler en række fællestræk og  karakteristika, men har langt fra altid haft den samme udenrigspolitiske  orientering og trusselsperception4. De centralasiatiske republikker fik deres  uafhængighed ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991. I modsætning til deres  befolkninger, var de fem republikkers kommunistpartier og disses ledelse ikke  begejstrede for udsigterne til uafhængighed. Bevidstheden om at  republikkerne økonomisk og sikkerhedspolitisk var afhængig af Moskva, og  bevidstheden om vanskelighederne ved selvstændigt at imødegå interne og  eksterne sikkerhedstrusler, lagde en dæmper på begejstringen hos den  politiske elite i regionen.   
 
Umiddelbart efter uafhængigheden udviklede de fleste centralasiatiske  republikker autoritære og centralistiske styreformer og isolerede sig fra  omverdenen. Undtagelsen var Askar Akayevs Kirgisistan og til dels Nursultan  Nazarbayevs Kazakhstan5. Som den eneste ikke‐kommunistiske leder førte  Akayev sit land mod demokrati, ved valgt i 1991. Imidlertid varede det ikke  længe før han efterlignede nabostaternes autoritære styreform.   Regionen største eksportvarer er naturressourcer i form af olie,  (Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan) og naturgas (Turkmenistan og  Usbekistan). Alle 5 lande har en forholdsvis svag økonomi. Hvad BNP angår, er  Kasakhstan det rigeste land med 7800$ pr indbygger, efterfulgt af Turkmenistan (5700 $ ), Usbekistan (1800 $), Kirgisistan (1700 $) og med 1100 $  pr. indbygger, er Tadsjikistan det fattigste land i regionen. 
 
Nogle forskere mener at de fleste uroligheder i Centralasien skyldes ”det  store spil” omkring olie, naturgas og rørledningsprojekter i regionen. USA,  Rusland og Kina prøver at kontrolere de centralasiatiske republikker for at få  adgang til de rige ressourcer. De amerikanske baser i Centralasien har været  med til at skabe et rivaliserende miljø mellem disse tre magter.6  De to fattigste lande har en fordel i forhold til vandressourcerne i regionen.  De fleste vandkilder stammer fra Tadsjikistan og Kirgisistan. Kirgisistans og  Tadsjikistans mangel på olie og naturgas kompenseres der derved for ved brug  af hydroelektrisk energi via dæmninger. Dette har ført til politiske spændinger  mellem Usbekistan (det fattigste land vandmæssigt), og dets nabolande. Der  har også ført til mindre spændinger mellem Turkmenistan og Tadsjikistan.  Eksperter mener, at landenes ønske om adgang til vandreserver, vil blive den  mest sandsynlige årsag til konflikter i regionen.7       
 
Etnisk heterogenitet: Nationalgrænserne og befolkninger
Den Centralasiatiske befolkning er på omkring 60 millioner, hvoraf ca. 52  millioner er muslimer og ca. 8 millioner er ortodokse russere eller andrer kristne  befolkningsgrupper (ukrainere, tyskere, osv.). Sammen med Centralasiens  geopolitiske betydning er det russiske mindretal styrende for Ruslands  opfattelse af regionen som del af sin interesse og indflydelsessfære8. Selvom  de fleste russere (ca. 5,5 millioner) befinder sig i den nordlige del af Kasakhstan  har de russiske minoriteter en stor indflydelse i alle 5 republiker. Dette skyldes  hovedsageligt deres rolle som veluddannet arbejdskraft. Trods de  centralasiatiske lederes forsøg på at beholde denne højtuddannede elite, har et  stort antal russere immigreret til Rusland. 
 
Usbekerne udgør med deres 26 millioner den største befolkningsgruppe i  Centralasien. Udenfor Usbekistans grænser findes der betydelige usbekiske  mindretal i Tadsjikistan (25% af befolkningen), Kasakhstan, Turkmenistan,  Kirgisistan og i Afghanistan (2,8 millioner).   Tadsjikerne, som er den eneste persisktalende etniske gruppe i  Centralasien, har en spredt befolkning på ca. 6 millioner i regionen og  derudover findes der ca. 4,5 millioner Tadsjikere i Afghanistan. Kasakher med  ca. 8.5 millioner, Turkmenere med ca. 5 millioner og Kirgisere med ca. 4  millioner er de andre vigtige befolkningsgrupper i Centralasien.9 Der findes ud  over disse, mindre befolkningsgrupper såsom Pamirer, Karakalpaker, Uighurer,  Djunganer, men disse har forholdsvis mindre vægt i regionen.  Dette komplekse system er mest markant i Ferghana‐dalen, som er kendt  for at være det mest potentielle konfliktområde i hele Centralasien. Denne sikkerhedsmæssige sårbarhed skyldes regionens etniske heterogenitet, samt  en høj arbejdsløshed og en udbredt fattigdom. Ferghana‐dalen er den tættest  befolkede region i hele Centralasien og er i dag delt mellem 3 lande: Usbekistan,  Tadsjikistan og Kirgisistan. Udover usbekere, tadsjikere og kirgisere er området  beboet af forskellige etniske minoriteter af turko‐mongolske oprindelse.   
 
Områdets politiske geografi tegnedes af de sovjetiske myndigheder i 1924,  hvor det bærende princip var etnisk homogenitet og rationelle økonomiske  hensyn. Således skulle medlemmerne af en bestemt befolkningsgruppe samles  under en national enhed samtidig med at planlægningen også skulle være  økonomisk rationel10. Imidlertid blev grænserne i praksis defineret uden  hensyntagen til de etniske gruppers homogenitet. Enten fordi det ikke var  muligt, eller af pragmatiske grunde, der gik ud på at skabe betydelige  minoriteter inden for nationalstaterne for at lægge en dæmper på  nationalistiske tendenser. Ferghana‐dalens ry som den mest sårbare region i  Centralasien skyldes denne multi‐etniske struktur11
 
Indtil videre har der ikke været en etnisk baseret konflikt i Centralasien,  men der har været flere tilfælde af blodige episoder mellem forskellige etniske  grupper på grund af små spændinger. De voldeligste blodige stridigheder, var  mellem meshket‐tyrkere og usbekere i 1989. Meshket‐tyrkerne er en af de  deporterede befolkninger fra Stalin‐perioden og stammer oprindeligt fra  Kaukasus. De har beboet området i mere end 50 år og krævede i slutningen af  1980’erne lov til at vende tilbage til Kaukasus. Den tilladelse fik de aldrig fra de  sovjetiske myndigheder og de svarede tilbage på dette afslag med  demonstrationer som provokerede de lokale usbekere. Spændingerne  forvandlede sig til konflikter og efterlod mindst 200 døde og flere hundrede  sårede. En anden blodig episode fandt sted i den sydlige kirgisiske by Osh i  1991 mellem den usbekiske minoritet og den kirgisiske befolkning. Gnisten der  antændte konflikten var simpelt skænderi som bredte sig over hele byen. Cirka  1.000 mennesker fra begge sider omkom. I begge tilfælde var de involverede  parter meget nært beslægtede både etnisk (tyrkisk) og religiøst (sunnit‐hanefi).  Selvom mange forskere mener at en større etnisk konflikt ikke kan finde sted i  den centralasiatiske region, har disse eksempler vist at der er en potentiel risiko  for etniske konflikter selv med mindre begivenheder som udløsende faktor.   
 
Den islamiske vækkelse i Centralasien
En anden destabiliserende faktor i Centralasien er den blomstrende religiøsitet  siden begyndelsen af 1990’erne. Tusindvis af moskeer og teologiske seminarier  (medreseer)12 åbnedes på kort tid og religiøse retslærde og imamer fra  Mellemøsten ankom for at undervise befolkningerne i Islam. Disse var ofte  medlemmer af islamiske broderskaber eller af den saudiske Salafiya islam13 og havde formål at forkynde deres fortolkning af Islam i de nye “jomfruelige”  muslimske områder. Nogle af de lokale mollaer og unge arbejdsløse fra de  fattigere områder blev ligeledes tiltrukket af Salafiya‐ideologien.14
 
Den største koncentration af de islamistiske grupper er at finde i den  sydlige del af Ferghana‐dalen. Dette område anses for at være de islamistiske  militantes højborg og dette viste sig at være rigtig såvel under den tadsjikiske  borgerkrig og Den Usbekiske Islamiske bevægelses (IMU) oprør mod Islam  Kerimovs regering.15 Områdets geografiske nærhed til Afghanistan blev ofte  brugt af de islamistiske oprørsgrupper. Der er stærke beviser på at de  usbekiske og tadsjikiske islamister blev trænet og bevæbnet i Afghanistan og  at de militante islamister brugte Afghanistan som base.16
 
Borgerkrigen i Tadsjikistan i 1993‐1997 mellem Det Islamiske  Renæssancepartis (IRP) medlemmer og det russiskstøttede kommunistparti,  har med over 40.000 død været den blodigste episode i regionen. Da  kommunistpartiet ikke godkendte IRP’s valgsejr i 1992, begyndte et oprør som  senere førte til borgerkrigen mellem IRPs islamiske milits og ekskommunistiske regeringsstyrker. I 1997 endte borgerkrigen efter lange  forhandlinger mellem regeringsstyrkerne og IRP med det formål at skabte en  koalitionsregering. En regering som vil arbejde for oprettelsen af en sekulær  stat.17 Siden 1997 har der ikke været observeret sammenstød mellem de to  parter men den store fattigdom og arbejdsløshed sammen med den fortsat  høje religiøsitet kan, blive katalysator for udbruddet af en lignende konflikt.  Spændinger stadig ulmer under overfladen.
 
Islamisterne har også udgjort en stor trussel i Usbekistan. Den usbekiske  præsident Islam Kerimov er kendt som en stor modstander af islamisme, men  nogle mener at han bruger den islamistiske eller wahabistiske trussel for at  styrke sin magt med udemokratiske midler. Kerimovs kamp mod islamister  begyndte allerede i 1991. Stort set al politisk opposition blev gjort ulovlig i  Usbekistan efter Kerimov overtog posten som præsident. Den stærke  opposition mod Kerimov kom både fra nationalister fra de to partier Erk og  Birlik og fra de islamistiske partier IRP og Adolat, som i modsætning til  nationalisterne fortsatte sin opposition efter forbuddet mod alle partier. Partiet  gjorde sig gældende ved at føre guerillakrig og gennemføre terrorangreb. Den  Usbekiske Islamistiske bevægelse (IMU) kæmpede for at fortrænge Kerimov  fra magten og var støttet af talibanerne i Afghanistan. Under USA’s krig mod  terror i Afghanistan blev IMU reduceret og lederen Djuma Namangani blev  dræbt ved slaget i Kandahar. Tahir Yuldashev (en anden betydningsfuld person)  befinder sig stadig i Afghanistan sammen de vigtige Al‐Qaeda‐ledere.18  NATO‐interventionen og den aktuelle relativt stabile situation i  Afghanistan har standset den afghanske forbindelse til islamistiske militser i Usbekistan og Tadsjikistan, så den islamistiske trussel ser mindre ud end det  gjorde før 2001, selvom det er potentielle destabiliserende faktorer.     
 
Den sociale udvikling og regionalismen i Centralasien
Som det er blevet anført før har de centralasiatiske republikker flere  fællesnævnere. Dette skyldes først og fremmest den Sovjetiske fortid. Fra 1917  til 1991 har republikkernes økonomiske og sociale område været meget ens.  Som udgangspunkt var Centralasien Sovjetunionens fattigste og mindst  udviklede region. Sammen med et fremskridt i velfærd kom den efterfølgende  sociale udvikling især på uddannelses‐ og sundhedsområdet og når det gælder  kvinders rolle i samfundet.19 Denne positive sociale udvikling gik hånd i hånd  med sovjetisering af de centralasiatiske befolkninger samt kampen mod  islamiske institutioner og en intensiv russificering. 
 
Med over 60 procent i 1986, havde Centralasien også i sovjet‐perioden den  højeste befolkningsvækst i landregionerne i Sovjetunionen. Den  gennemsnitlige befolkningstilvækst i Sovjetunionens var 34 %. Trods store  sovjetiske investeringer var de centralasiatiske sovjetrepublikker fattigere og  socialt mindre udviklede.20 Et meget kritisk punkt var den sovjetiske  økonomiske monokultur i Centralasien. Moskva havde hverken interessen eller  midlerne til en industriel udvikling og valgte derfor hovedsagligt at bruge  Centralasien til at producere råvarer. Det betyder at de centralasiatiske stater  havde en stor økonomisk, industriel og infrastrukturel afhængighed af  Moskva.21 Siden 1991 har de nye centralasiatiske republikker prøvet at skabe en  mere uafhængig platform for deres eksistens, men har stadigvæk et stærkt  behov for Ruslands infrastruktur og industri.   
 
Det sociale netværk i Centralasien har været et meget omdiskuteret emne.  Nogle forskere mener at der hverken findes et stærkt socialt netværk eller en  national bevisthed men kun en klanstruktur. Andre forskere påpeger at den  nationale identitet og selvbevidsthed er stærkere hos de centralasiatiske  befolkninger. Opinionsforskellen til trods er der udbredt enighed om at  sovjettidens assimilationspolitik ikke har skabt de store forandringer i  regionens sociale struktur. I 1800‐tallet, da russerne havde de første kontakter  med den lokale befolkning, var klanstrukturen meget stærk. Selvom den  sovjetisk ledelse prøvede at skabe en national identitet og slette tribalismen og  den islamiske troskab, lykkedes det hverken at skabe en national identitet  (med undtagelse af en forholdsvis lille lokal elite) eller at slette de islamiske  træk. Den største grund til at det mislykkedes var at de to elementer blev  opfattet som en form for modstand mod det sovjetiske statsapparat af de  lokale befolkninger.22 
 
I den post‐sovjetiske periode blev Centralasiens magthavere tvunget til at  fornye deres kontakter til samfundet via regionale eliter, klaner og etniske  grupper. Efter 1991 har der derfor været en dramatisk forandring af  magtbalancen mellem centrum og regioner. Dette var meget tydelig i den  kirgisiske magtovertagelse i marts 2005 og dette er et stærkt fænomen i alle de  5 centralasiatiske lande. Selv i den mest centraliserede og autoritære stat,  Usbekistan, er de regionale eliter og klanstrukturen meget tydelig og magtfuld.  Disse nye magtgrupper har en stor indflydelse på deres regionale økonomier  og på de lokale befolkninger, som er stærkere knyttede til regionalmagten end  centralmagten. Derfor er centralmagten nødt til at tage i hensyn regionale  lederes interesser for at gennemføre politik. Forhandlinger mellem  regionalmagter og centralmagten har forværret det allerede korrupte system  over hele Centralasien. Regionale interesser ofte kommer før de statslige  interesser. 23 Men de regionale magtholdere er ikke altid elite‐grupper eller  regionale klanledere. Nogle gange kan de regionale magholdere være simple  handelsmænd, landdejere, mollaer eller ældre vise personer også  kaldet ”Aksakal”24. Dette gør forståelsen af forholdene og magtbalancen  mellem staten og regionerne meget vansklig.25       
 
Magtskiftet i Kirgisistan
Med sit beskedne befolkningstal (fem millioner indbyggere), begrænsede  økonomiske ressourcer og indskrænkede politiske indflydelse i Centralasien  har Kirgisistan stået i skyggen af sine naboer, og kan med rette betragtes som  den mindst studerede republik i Centralasien. Udlandets kendskab til  Kirgisistan har været begrænset til den lille centralasiatiske republiks relative  politiske stabilitet og demokratiske ambitioner, som stod i skærende kontrast  til de andre fire forhenværende sovjetiske centralasiatiske republikker. Således  var det uafhængige Kirgisistans første præsident, Askar Akayev (valgt 1991),  den første og eneste leder i regionen som ikke havde en stærk tilknytning til  det sovjetiske kommunistpartiets ledelse under Sovjetstyret26.  Netop derfor blev det fattige Kirgisistan i 1990’erne betragtet som et  demokratisk forbillede i Centralasien. Akayevs styre var kendetegnet ved en  afbalanceret politik over for Kirgisistans etniske minoriteter, i særdeleshed det  russiske mindretal. Også på det internationale område anlagde Akayev‐styret  en mere åben stil end andre centralasiatiske republikker og prøvede ihærdigt at  tiltrække internationale investorer til det fattige Kirgisistan. Dette skete blandt  andet ved privatiseringer og landbrugsreformer når det gælder det  økonomiske område og samarbejde med nabolandene på det udenrigspolitiske  område.27 Men den ustabile situation i Afghanistan, borgerkrigen i Tadsjikistan og den islamiske oprør i Usbekistan, gjorde det meget svært for en sund  udvikling af den svage Kirgisistan. 
 
Imidlertid forsvandt optimismen efterhånden som Akayev indførte stadig  flere tiltag som førte til opbygningen af en centralistisk og stærkt autoritært  statsmodel med mindre plads til den demokratiske opposition. Med  centraliseringen fulgte korruptionen, et kronisk træk ved alle de  centralasiatiske lande, samt en dårligt fungerende økonomi og høj  arbejdsløshed. Der var flere sager om den nye kirgisiske elite og lokale  magtgrupperingers misbrug af statsapparatet til egen gavn. I et forsøg på at  fralægge sig ansvaret fængslede Akayev, Kurmanbek Bakiyev og Feliks Kulov  fra sit eget kabinet. De blev dømt for forræderi og korruption. I 2002 rettedes  korruptionsanklagerne mod Akayev selv og den udbredte utilfredshed gav  udslag i flere demonstrationer over hele landet, især i den sydlige del, hvor de  anholdte politikere kom fra.   
 
Den Kirgisiske præsident Askar Akayev var allerede fra begyndelsen af sit  regime tvunget til at forhandle med de lokale magtgrupper og til at tage  hensyn til deres krav. Der findes tre magtgrupper i den nuværende Kirgisistan:  de centrale klaner, de nordlige klaner og de sydlige klaner. Akayev var selv fra  den centrale del af landet og stod stærkere i de centrale områder. Her så en ny  alliance mellem de nordlige og sydlige klaner og magthavere dagens lys. Men  samarbejdet svækkedes i slutningen af 1990’erne da Akayev  centraliseringsproces begyndte. Den største opposition kom fra de sydlige  ledere og befolkninger især fra Osh og Jalal‐abad, som også er kendt for at  være både fattigere, tættere befolket og mere konservative.28 
 
Hvad der siden er blevet identificeret som ”den kirgisiske revolution” tog  for alvor fart efter det kontroversielle valgresultat ved parlamentsvalget i  slutningen af februar 2005. Demonstrationer indledtes i Djalal‐Abad‐provinsen  og spredte sig hastigt til Osh‐provinsen, hvor oppositionen blev formet og  samlet. Lokale administrationsbygninger bestormedes og derved var revolten  en realitet. De fleste demonstranter var tilhængere af regionallederne den  nuværende præsidents bror, Jusupbek Bakiyev, samt Roza Otunbayeva og  Dooronbek Sadyrbayev som begge var oppositionskandidater.  Demonstrationerne bredte sig til hele det sydlige Kirgisistan, og landvejen  mellem den sydlige del af landet og Bishkek blev blokeret.29 Da Akayev‐styret  prøvede at overtage administrationsbygninger i Osh og Djalal‐Abad via en  politirazzia kom det til voldsomme sammenstød, der endte med flere hundrede  sårede og 3 døde.30 Demonstrationerne bredte sig derefter over hele landet og  til hovedstaden Bishkek hvor Akayevs magt desintegrerede hastigt. Forløbet  endte med Akayevs flugt til Moskva og oppositionens magtovertagelse. 
 
Den Kirgisiske opposition var ikke så velorganiseret som den ukrainske  eller georgiske og demonstrationerne i Bishkek førte til vandalisme, som  plyndring af privatejendomme, forretninger og firmaer. Oppositionslederne  Bakiyev, Kulov, Otunboyeva blev nærmest tvunget til at overrage magten på  grund af det stigende kaos i landet i marts måned. De havde ikke en fælles  politisk dagsorden andet end deres fælles opposition til Akayev. De kirgisiske  oppositionsledere var selvstændige især når det drejede sig om deres  interesser. Også på dette punkt adskilte de sig fra den ukrainske og georgiske  opposition som havde en fælles dagsorden fra begyndelsen. Disse forhold gør  fremtiden i det politiske spekterum meget usikker. Mange frygter at  magtovertagelsen vil føre til en skarpere magtkamp mellem de forskellige  regionale ledere som vil prøve at trække landet hvert i sin retning.31   
 
Reaktioner på magtskiftet i Kirgisistan
Den såkaldte kirgisiske revolution blev opfattet som en direkte trussel mod  magthaverne i de centralasiatiske republikker. Dette er meget naturligt siden  de 5 lande deler stort set den samme udenrigs‐ og indenrigspolitiske  sikkerhedsstruktur. Korruption, høj arbejdsløshed, fattigdom og regionalisme  er deres fælles træk og netop disse anses for at være de grundlæggende  faktorer bag magtovertagelsen i Kirgisistan. Men Usbekistan har været et  tragisk bevis på et regime som ikke er blevet demokratiseret. 
 
Den klart største fare i regionen, er at den eksisterende struktur i  Centralasien, med hensyn til etniske grupper og minoriteter og de islamiske  bevægelser. Selv de mindste uroligheder kan fremprovokere større  begivenheder og føre til islamisk oprør eller etnisk konflikt. Det er også klart at  med de meget nære forhold mellem befolkningsgrupperne og de eksisterende  minoritets struktur kan konflikterne hurtigt brede sig til nabolandene. På grund  af denne risiko opfattede de centralasiatiske ledere magtskiftet og  demonstrationerne i Kirgisistan som en direkte trussel til deres regime og  reagerede hurtigt for at forhindre en udvikling af lignende demonstationer.   
 
Kirgisistan var klart det mest demokratiske land i regionen hvor politiske  grupper i en vis grad havde lov til organisere aktiviteter og hvor  oppositionsgrupper og vestlige NGO’ere havde en betydningsfuld rolle. I  Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan findes der ikke en sådan åbenhed og  folkelige bevægelser kan ikke få lov til at udfolde sig med lethed. De politisk  involverede NGO’ere er blevet forbudt og internationale organisationers  aktiviteter er meget begrænset. I Kazakstan er der relativt mere frihed, men  den sidste tids begivenheder har også skabt en skarpere statskontrol. 
 
Tadsjikistans Rahmanov leder den svageste regering i Centralasien. Han  frygtede at den kirgisiske folkeoprør vil få afsmittende virkning på Tadsjikistan, og lukkede straks grænserne mellem Tadsjikistan og oprørsrepublikken.  Rahmanov var allerede stærkt kritiseret af de vestlige NGO’er og af  eksiloppositionen som Rahmanov ulovliggjorde efter parlamentsvalget i  februar 2005.  Rahmanovs strategi er fokuseret på at indskrænke de vestlige  ambassaders og NGO’ers indflydelse og propaganda, overfor de lokale NGO’er.  Rahmanov beskyldte USA og de vestlige NGO’er for at have havde spillet en  vigtig rolle i begivenhederne i Kirgisistan og advarede den amerikanske  ambassade mod at ikke at prøve noget lignende i Tadsjikistan. Dette ville koste  mange menneskeliv, mente han. I Tadsjikistan blev de fleste, ikke allerede  fængslede, oppositionsledere anholdt kort efter oprøret i Kirgisistan og  sikkerheden i de store byer blev strammet.32 
 
Kasakhstans Nursultan Nazarbayev har været mere tilbageholdende med  at kommentere begivenhederne i Kirgisistan men valgte derimod at stramme  sit greb om det politiske miljø i storbyerne efter hændelserne i Ukraine og  Georgien. Mange lokale NGO’er og oppositionspartier blev forbudt og der  udstedtes forbud mod at afholde politiske forsamlinger i landet. Nazarbayev  mente ligeledes at de forskellige demokratiske revolutioner var eksporteret af  Vesten for at skabe pro‐vestlige regeringer i det eksovjetiske område33. I  Kasakhstan, som er forholdsvis mere demokratisk og hvor der findes en politisk  opposition, eksisterer der til gengæld et helt andet dilemma. Ca. 40 % af  befolkningen, mest koncentreret i den nordlige del af landet, er russere som  ofte har udtalt deres ønske om at blive annekteret af Rusland. Dette har været  den største interne trussel mod Nazarbayevs regime siden 1991.34  Usbekistans Kerimov skærpede straks kontrollen med deres grænser til  Kirgisistan. Kerimov forbød de internationale og nationale NGO’ers aktiviteter  allerede i slutningen af 2004, idet han opfattede dem som revolutionernes  bagmænd i Ukraine og Georgien. Han beskyldte vestlige grupper så  som ”Soros Foundation” for at prøve at fremprovokere lignende scenarier i  Usbekistan, og mente at islamistiske grupper var en stor fare for Usbekistans  sikkerhed.35   
 
Kerimov er meget ivrig efter at beholde sin magt og hans autoritære og  centralistiske magtudøvelse har gjort det meget svært for  oppositionskræfterne at organisere sig. Mellem 1991 og 2005 har den  usbekiske opposition været forvist fra den demokratiske scene. Oppositionen  kunne anvende to mulige metoder i sin kamp mod Kerimov‐regimet: IMU’s  model med bevæbnede guerilla og terroraktioner og ERK‐BIRLIK partiernes  model ved at flygte til udlandet og bruge NGO’er for at opnå deres mål fra eksil.  Men utilfredsheden med Kerimov‐regimet er voksende. Særligt i de senere år  har de folkelige bevægelser i Georgien, Ukraine og især i Kirgisistan har haft en  vigtig betydning for den usbekiske opposition og befolkningen.36
 
De første uroligheder begyndte i Ferghana dalen i april 2005 ved provinsen  Jizzakh, hvor landmænd demonstrerede mod tilfangetagelsen af en lokal  politisk aktivist. I maj måned begyndte nye usbekiske demonstrationer i  Andijan. Regeringens tackling af demonstranterne var yderst brutal. Kerimov  hævdede imidlertid at demonstranterne var medlemmer af islamistiske  grupper. Ifølge menneskerettighedsorganisationer var der tale om mindst 600  døde.37 De fleste vestlige journalister kom frem til at det var en folkelig  demonstration for et mere åben og demokratisk styre, mens Kerimovregeringen påstod at Hizb‐ul Tahrir og andre islamistiske grupper stod bag ved  oprørene. Ved nærmere undersøgelse af begivenhederne i Andijan er det  tydeligt at regionalismen, eller med andre ord, klanstrukturen spillede den  vigtigste rolle i demonstrationerne.   
 
Der findes primært tre magtgrupper i Usbekistan: Ferghana klanen,  Tashkent klanen (Kerimov tilhører denne magtgrupe) og Semerkant klanen. De  seneste begivenheder begyndte med indfangningen af handelsmænd fra byen  Andijan (som tilhører Ferghana klanen), som Kerimov beskyldte for at være  medlemmer af en islamisk organisation ”Akramia”. I virkeligheden var disse  handelsmænd begyndt at udøve en betydelig stor indflydelse i Andijan  provinsen og blev opfattet som en trussel mod Kerimovs centralistiske styre.  Befolkningen reagerede hurtigt på anholdelserne og organiserede  demonstrationer endte med at det lokale fængsel blev stormet for at befri  handelsmændene. Det førte til en blodig nedskydning da militæret blev sat  ind.38 Man kan se store fællestræk med det kirgisiske og usbekiske  demonstrationer da de begge handlede om en strid mellem de lokale klaner  eller magtgruper og centralmagten. Det er muligt at argumentere for at der i  Kirgisistan skete magtskiftet på et regionalt niveau hvor de sydlige magthavere  har overtaget de centrale magthaveres rolle.   
 
Selvom demonstrationerne i begge lande havde flere fællestræk har  konsekvenserne været meget forskellige. Kerimov, som sad på Tashkent  klanen, valgte at bruge hårdhændede midler i modsætning til Akayev som ikke  ville nedkæmpe oprørsbevægelserne med voldige midler. Den hårdhændede  reaktion af Kerimov er mere end bare nedkæmpelse af et oprør men en klar  besked til de usbekiske oppositionkrafter, befolkningen, NGO’erne og den  vestlige verden, om at han ikke vil overgive magten så nemt som Akayev.   
 
Evaluering af scenarierne
Usbekistan:
Sc1: Begivenhederne i Kirgisistan har allerede vist sig at have en  bemærkelsesværdig indvirkning, så denne hypothese holder ikke for Usbekistan og det ser ud til at urolighederne kommer til at fortsætte da  utilfrædshed med Kerimov‐regimet i stor grad er stigende. 
 
Sc2: Urolighederne i Andijan har været et tegn på at usbekere og  oppositionskræfter er ivrige for at følge den Kirgisiske model. Begivenhederne i  Andijan var en realisering af dette scenarie. Der er store muligheder for at  lignende uroligheder kommer til gentages især i Fergana dalen. 
 
Sc3A: Selvom mange usbekere og oppositionskræfter har et stort ønske  om et magtskifte, udelukker Kerimovs‐regimets brutale nedkæmpning af al  opposition den Kirgisiske scenarios gentagelse. Dette kan derimod betyde at  oppositionkrafterne kan prøve at vælte regimet via en attentat direkte mod  Kerimov så denne scenario bør ikke udelukkes.   
 
Sc3B: Begivenhederne i Andijan viste at demokratiske og folkeklig oprør  ikke kan bringe de ønskede resultater. Oppositionen i fremtiden og især den  islamistiske opposition kan derfor prøve et gennemføre en revolution med  voldigere midler såsom guerillakrig og terrorisme. Kerimov regimets  samarbejde med USA og Rusland mod islamistiske grupper gør det til gengæld  meget vanskelig for et lignende scenario at finde stede på grund af mangel på  regionalt og udelandsk støtte til guerillaer.     
 
Kasakhstan:
Sc1: Kasakhstan har en forholdsvis velfungerende økonomi og fattigdommen  er ikke ligeså udbredt som i de andre centralasiatiske lande. Der findes også en  vis grad af oppositionskræfter så det er mest sandsynligt at ønsket om et mere  demokratisk regime kan ske via mindre demonstrationer uden vold. 
 
Sc2: Nazarbayev har i de sidste måneder ændret sin politik og har centreret  sin magt. Derfor kan en voldige undertrykkelse af demonstrationer  fremprovokere større problemer selvom dette ikke er det mest sandsynlige  scenario.   
 
Sc3A: Den største fare i Kazakhstan er at en oppositionsbevægelse kan  provokere sammenstød mellem etniske russere, som er ofte en del af  oppositionskrafterne og etniske kasakhere der støtter Kerimov. Eliterne i  opposition og politikere i Kasakhstan er meget bevidste overfor denne sårbare  situation og ingen af grupperne vil have interesse i en etnisk udvikling af  demonstrationerne og derfor er de meget varsomme i deres retorik og  metoder.   
 
Sc3B: Nazarbayev var sammen med Akayev den mest demokratiske leder i  Centralasien. Selvom risikoen for større oprør i Kasakhstan er svag kommer  Nazarbayev, for ikke at fremprovokere en blodig etnisk konflikt, sandsynligvis  til at trække sig fra sin post, ligesom Akayev gjorde.   
 
Tadsjikistan:
Sc1: Tadsjikistan har store økonomiske og strukturelle problemer samtidig men  at Rahmanov regimet øger autoritærisme. Derfor er det meget sandsynligt at  oppositionsoprør og demonstrationer sætter sig i bevægelse. Mængden af  våben hos de civile og den stærke krigeriske klanstruktur udelukker  muligheden for fredelige demonstrationer. Men den dårlige erfaring som  befolkningen har fra den destruktive borgerkrig har en afdæmpende virkning  på de fleste Tadsjikere. 
 
Sc2: Der findes ikke en særlig stærk struktur for den demokratiske  opposition og NGO’erne i Tadsjikistan. Der er derfor ikke mange muligheder  for at et magtskift kan ske via demonstrationer organiseret af den politiske  opposition. Demonstrationerne kan dog være starten på en række større oprør  med det mål at facilitere magtovertagelse. Rahmanov er selv bevidst overfor  denne farer, så han har taget forholdsregler mod dette. Der er derfor ikke så  store muligheder for en realisation af et dette scenario. 
 
Sc3A: Dette scenario vil være en gentagelse af den tidligere borgerkrig  (1993‐1997). Den stigende utilfredshed mod Rahmanov regimet kan  fremprovokere voldige sammenstød og derefter føre til en borgerkrig mellem  oppositionsmagterne og regeringsmagter. Der findes også et vigtig usbekisk  mindretal koncentreret i nogle dele af landet. Faren for en tadjik‐usbek etnisk  konflikt har altid været reelt, og uroligheder kan være medvirkende til at et  lignende scenario i at udvikler sig. 
 
Sc3B: Dette scenario virker mindre sandsynligt nemlig fordi der ikke findes  en oppositionsleder som er stærke nok til at overtage styrelsen. Borgerkrigen i  1993‐1997 endte med forhandlinger mellem de kæmpende parter nemlig fordi  ingen af dem var stærk nok til at have en sejr. Det samme gælder i dag så  derfor er det svært at forudse et regimeskift i Tadsjiikstan.   
 
Turkmenistan:   
Shaparmurad (Turkmenbashi) Niyazovs Turkmenistan er etnisk set den mest  homogene og fra politisk set den mest isolerede og autoritære republik i  Centralasien. Økonomien er forholdsvis bedre end Kirgisistan, Usbekistan og  Tadsjikistan, på grund af naturgasindustrien. I modsætning til situationen i  Usbekistan og Tadsjikistan er Islam ikke en katalysator faktor i Turkmenistan. 
Sc1: Det er meget muligt at det kirgisiske magtskifte ikke får en  betydningsfuld konsekvens for Turkmenistan, mest fordi at der ikke findes en  opposition som er stærk nok til at mobilisere befolkningen. 
 
Sc2: Hvis en demonstration finder sted er der derimod store muligheder for  at det udvikler sig i lighed med Andijan begivenhederne, nemlig med en  voldsom nedkæmpelse af Niyazov regimet. 
 
Sc3A, Sc3B: Argumenterne for Sc1 og Sc2 viser at udviklingen af disse to  scenarier er forholdsvis meget lave.  
 
 
 
Noter
1 Justin Burker, “Kyrgyzstan’s revolution: be careful what you wish for”,  Eurasianet.org, 3/25/05   
2 Huntington, Samuel (1991): The Third Wave: Democrization in the late  Twentieth Century. Norman: University of Oklahoma Press.   
3 Barry Buzan, People, States and Fear, New York, 1991, p. 190   
4 Roy Allison, Central Asian Security, Brookings Institution Press, Washington  2001, pp. 5‐7 
5 Ahmed Rashid, The resurgence of Central Asia « Islam or nationalism ?», Oxford  University Press, London, 1995, pp. 51‐52 
6 Lutz Kleveman, The New Great Game, Atlantic books, London, 2004, p. 3‐8 
7 Kai Wegerich, “Water: the difficult path to a sustainable future” in Central Asia  Aspects of transition by Tom Everett‐Heath, RoutledgeCurzon, London 2003, p.  256 
8 Arms Control Today Association, “Russia’s national Seurity Concept”,  vol. 30,  n.1 January/February 
10 Arslan Koichiev, Ethno‐Territorial claims in the Ferghana Valley during the  process of national delimitation, 1924‐7, in Central Asia “Aspects of transition”  ed. by Tom Everett‐Heath, RoutledgeCurzon, London 2003, p.49 
11 Olivier Roy, La nouvelle Asie centrale “La fabrications des nations”, Seuil, Paris  1997, p.119 
12 Medreseer er islamiske instituoner eller stormoskeer hvor unge muslimer kan  uddannelse i Koran læsning eller Islamisk filosofi og islamisk lov (sharia) 
13 Salafiya islam er også kendt som Wahabit islam som er den officielle islam i  Saudiarabien. Talibanernes og El‐Kaide militanternes fortolkning af Islam er  netop inspireret af Salafiya islam. 
14 Yaacov Ro’i, op‐cit, Islam in the CIS “A Threat to Stability ?” , Central Asian an  Caucasian prospects, The Royal Institute of International Affairs, London 2001,  pp. 15‐21 
15 M. Djalili alii T. Kellner, Géopolitique de la Nouvelle Asie Centrale, Presses  Universitaires de France, Paris 2001, p. 241 
16  Kenneth Weisbrode, Central Eurasia : Prize or Quicksand ?, The international  Institute for strategic studies, Oxford University Press, New York, 2001, pp. 4749 
17 Laurent Vinatier, L’islamisme en Asie Centrale, Armand Colin, Paris, 2002, pp.  211‐214 
18 Ibid, p. 234 
19 John Andersen, The international politics of Central Asia, Manchester  university press, 1997, p. 41,43 
20 P.41 
21 Alexandre Bennigsen alii M. Bennigsen Broxup, The Islamic threat to the  Soviet State, Croom Helm, London 1983, pp. 44‐48 
22 Pauline Jones Luong, “Politics in the periphery: competing views of Central  Asian states and societies” in The transformation of Central Asia, ed. Pauline  Jones Luong, Cornell Universty press, New York, 2004  pp. 8‐9 
23 ibid. , p. 13 
24 Aksakal kommer fra orderne ak=hvid og sakal=skæg. Det er et udtryk for  gamle mænd som tit for stor respekt af samfundet og som er de vigtigeste  personner i et mindre samfund (landsby)     
26 John Andersen, Kyrgyzstan “Central Asia’s island of democracy?”, Harwood  academic publishers, Amsterdam, 1999, pp. 24‐25 
27 Ibid, p. 34 
28 Pauline Jones Luong, Institutional Change and political continuity in the Postsoviet Central Asia, Cambridge Univeristy Press, Cambridge 2002, pp. 157‐160 
29 Election‐related disturbances hit southern Kyrgyzstan, Eurasia Insight,  03/04/05,  www.eurasianet.org/departments  /insight/articles/eav030405_pr.shtml   
30 Civil society, Violent Clashes rock southern Kyrgyzstan, 3/20/05,   www.eurasianet.org/departments /civilsociety/articles/eav032005_pr.shtml 
31 Justin Burker, op.cit p. 2 
32 Nazar Nazarov, “Tajikistan: Government resorts to repression and intimdation”,  4/29/05, www.eurasianet.org/departments  /insight/articles/eav042905_pr.shtml 
33 Ibragim Alibekov et alii, “The Kyrgyz revolution: Neighboring leaders try to  make best of difficult situation”, Eurasia Insight,  http://www.eurasianet.org/departments/insight/articles/eav040105_pr.shtml   
34 Denne frygt var grunden for ændringen af hovedstaden fra Alma‐Aty til  Astana, som i større grad er beboet af etniske kasakher. 
35  Daniel Kimmage, “Fear of Orange”, 2/04/05,  www.eurasianet.org/departments /civilsociety/articles/pp020405_pr.shtml 
36 Kamron Kamborov, “Authorities face growing discontent in Uzbekistan’s  Ferghana Valley”, 4/06/05, www.eurasianet.org/departments  /civilsociety/articles/eav040605_pr.shtml 
37 Eurasia Insight,  “Are the usual suspects responsible for Uzbekistan’s  violence ?” , 5/16/05,  www.eurasianet.org/departments/insight/articles/eav051605.shtml   
38 Erdal Güven, ”Kerimov’un skandalı”, 20/05/2005, Radikal,  http://www.radikal.com.tr/haber.php?haberno=153219 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.4_2005.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: