Magter og Mønstre: Kort oversigt over de vigtigste cirkler og trekanter i europæisk sikkerhed

Denne artikel er skrevet af cand. phil. O. Wæver, seniorforsker ved Københavns Universitet.

 

Europæisk sikkerhed kan behandles på mange måder. Man kan tage udgangspunkt i den aktuelle situation, opregne konfliktområder og sandsynlige udviklinger - med overhængende risiko for at artiklen er forældet før den er læst færdig. Man kan behandle institutionerne, hvilket ikke i sig selv siger særligt meget. En mere systematisk gennemtænkning af de fundamentale typer af sikkerhedssystemer er mere meningsfyldt, og kan findes i Peter Dues artikel. Herværende artikel vil mod slutningen komme frem til at sige noget om institutionernes rolle, på baggrund af analysen, og skulle således være komplementær ift Dues. Artiklens sigte er at give et bud på nogle fundamentale og vedvarende mønstre i europæisk sikkerhed, og dermed et redskab til at tolke også fremtidige begivenheder på dette forvirrende felt. Hvor og hvorfor har vi henholdsvis sikkerhedspolitiske risici og sikkerhedspolitisk stabilitet i dagens Europa?

Berlin-Sarejevo retur?
Og så alligevel. Efter at have sagt jeg ikke vil skrive en artikeludgave af TV- avisen men gribe det hele mere overordnet an, så må jeg alligevel starte midt i det konkrete. Skal man skrive om europæisk sikkerhed i 1994, er der kun et sted, man kan starte: I Sarajevo. Krigene i ex-Jugoslavien er det mest påtrængende sikkerhedsproblem, og "Sarajevo" er blevet indbegrebet af denne situation. Symbolet på de tidlige 1990’ere er "Sarajevo", en belejret hovedstad i Europa. Siger man "Sarajevo" har man med ét ord mindet om, hvor anderledes "det nye Europa" blev, end det de fleste forventede i 1989-90 - den gang, hvor symbolet var "Berlin", murens fald, genforeningen af øst og vest i den by, der havde været belejret gennem hele den kolde krig.

Symbolet "Berlin" er blevet afløst af "Sarajevo". Sarajevo er imidlertid et tricky symbol, for det er dobbelt. "Sarajevo" havde allerede en koncentratbetydning, selve ordet fortalte allerede én historie: 1914, udbruddet af første verdenskrig - det sagde: husk, hvordan mærkelige begivenheder i et fjernt hjørne af Europa kan sanmienknyttes med hele Europas skæbne. Med dette symbol fristes man til at overveje: kan de to Sarajevo'er have noget med hinanden at gøre?

At der i 1914 startede en verdenskrig efter et skud i Sarajevo, skyldtes ikke forholdene på Balkan. Den startede pga forholdet mellem stormagterne, der stod rundt om, utrygt vågede over hinanden, og da skuddet lød rykkede frem. Sommeren 1991 da krigen brød ud i Jugoslavien, var vi i virkeligheden nærmere en 1914 situation, end vi kan lide at tænke på. Tyskland og Frankrig, de to vigtigste europæiske magter (det endnu mere da end nu, dengang Rusland endnu var ganske passiv), de var på hver sin side. Tyskland lænede kraftigt til kroatisk side, Frankrig langt mere til Beograds.

Det "normale" i en sådan situation havde været, at når to regionale stormagter støtter hver sin part i en sub-regional konflikt, og konflikten optrappes, bliver de gradvist trukket mere og mere ind med støtte til hver sin part. Ikke at jeg kunne forestille mig tyske soldater i krig med franske, men var det "blot" blevet til åben politisk og økonomisk støtte - måske militær materielbistand, måske mere skjult - så ville vi have oplevet, hvor hurtigt den europæiske integration kunne rulle baglæns. Danskerne var sluppet for de opslidende afstemninger, for der havde intet være at stemme om. I en situation, hvor de to centrale EU-lande var involveret i en sådan "stedfortræderkrig", ville der naturligvis ikke være den nødvendige tillid til med den anden hånd, at binde sig selv, følge donmie ved EF- domstolen, osv. Nej, man ville lægge et langt mere konkurrerende, mistænksomt syn på det samlede samarbejde, og det ville i bedste fald gå i stå, og langt mere sandsynhgt ville det rulle bagud til væsentligt mindre end selv det indre marked. Sådan gik det ikke. Det normale skete ikke. Det er - al elendigheden ufortalt - dén store sikkerhedspolitiske præstation i de seneste år. Det er naturligvis lettere at se det, der sker, end at se det, der ikke sker. Det gør imidlertid ikke sidstnævnte mindre væsentligt. Dette kunne være gået meget værre, og på baggrund af Europas historie må man sågar sige: det plejer at gå værre.

Hvilken af sikkerhedsorganisationerne skal have æren for dette. Vi har denne imponerende række af organisationer med interessante forkortelser, der alle gør i sikkerhedsbranchen og angiveligt er der for at tage vare om Europas sikkerhedsproblemer: NATO, CSCE, WEU, NACC. Hvilken af disse kan tage æren for den vigtigste sikkerhedspohtiske bedrift, undgåelsen af at den jugoslaviske konflikt eskalerede baglæns som en rivalisering mellem de centrale vesteuropæiske magter? Ingen af dem, så vidt jeg kan se. Ingen af "sikkerheds"organisationerne, havde megen indflydelse på den sag. Forklaringen på den tysk-franske tilbageholdenhed kan for mig at se kun være den europæiske integration. EU. Ikke EU i betydningen "den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik" eller WEU, men integrationen som sådan. Ja, skal man sætte det på spidsen, sågar ØMUen, den ikke eksisterende ØMU. Balkanpositioner var ikke værd at smadre Maastricht over (koblingen blev forstærket af, at de vigtige 1991-beslutninger tidsmæssigt faldt sammen med afslutningen på Maastrichtforhandlingeme). Forventningerne til værdien af et fremtidigt samarbejde vejede tungere end de gevinster, man kunne tage hjem ved at spille det gammeldags, geopolitiske spil på Balkan. Her skal man erinde sig, hvordan situationen så ud i 1991. Det var dengang, hvor "1992" stadig betød et gyldent løfte. Før den danske afstemning, valutasammenbruddet og de mange andre tilbageslag, dengang det europæiske samarbejde var en tungtvejende forventning. Derfor er jeg ikke helt tryg ved at forestille mig en eventuel fremtidig afvejning. På den ene vægtskål vil der istedet for EU-1992 ligge EU, som det ser ud idag. På den anden kan der istedet for nogle relativt ubetydehge Balkanlande hgge f.eks. Rusland-Ukraine. Hvis Rusland og Ukraine kommer i konflikt, og Tyskland og Frankrig igen tolker situationen forskelligt, og finder det vigtigt at støtte hhv. den ene og den anden side, vil EU da veje tungt nok til, at de igen vil vælge at prioritere samarbejdet højere? Kort sagt: jeg frygter, at det "gamle" Europa hgger tættere under overfladen, end vi synes om. At vi har to Europäer, det ene inden under det andet, og risikoen for at det kønnere, nye Europa skrælles væk er reel.

Men var det så tæt på? Hvorfor denne paranoia? Man kan f.eks. forsøge at gå tilbage og læse de tyske og franske aviser fra sommeren 1991. Det var påfaldende, hvor let det faldt for disse angiveligt nære allierede at tillægge hinanden de mest fordækte motiver. I følge franske aviser var Tysklands Balkanpolitik let at forstå. Tyskland ønskede naturligvis at splitte Jugoslavien op, så der ville opstå en række mindre stater, hvoraf de nordligste og rigeste naturligt ville glide ind i Tysklands magtsfære, i det tyske Mitteleuropa. Deter, tror jeg, en helt fejlagtig tolkning af motiverne bag Tysklands politik (1), men det interessante er, hvor let franskmændene kunne bringe sig selv til at se dette. I følge tyske aviser, var det let at forstå, at Frankrig støttede det undertrykkende Beogradstyres forsøg på at holde staten sammen og løsrivelsesfolkene nede, for Frankrig er jo selv sådan en centralistisk stat, der forsøger med magt at holde sine mindretal fra at rive sig løs. Også det er sandsynligvis en fejlagtig udlægning af motiverne bag fransk politik, men det var ikke svært at kolportere sådanne historier i Tyskland.

Sikkerhedseksperter blev igen bragt til at overveje, hvor stabilt det fransktyske forhold egentlig var, og hvor det hele kunne føre hen, hvis dét gik fløjten. Det betyder ikke blot, at det murvæltende "Berlin" er blevet afløst af belejrede "Sarajevo" som Europas billede af sig selv; "Berlin" har allerede fået nye konnotationer. Siger man i dag "Berlin" i europæisk sikkerhedssammenhæng, betyder det: bliver det som i 30eme? Tyskland har igen fået Berlin som hovedstad. Efter den vestvendte provinsby Bonn er man tilbage i Berlin. Hvilken udenrigspolitik vil man føre fra Berlin? Har begivenhederne på Balkan ført os tilbage i et Europa, vi forbinder med "Berlin", mellemkrigstiden. Berlin-Sarajevo retur?

Det vesteuropæiske samarbejde og dets centrale tysk-franske akse er ikke så solidt, som man - ikke mindst i Danmark - forestiller sig. Det danske billede er. at vi kan diskutere, om samarbejdet skal videreudvikles, eller om det skal blive, hvor det er, men at det skulle kunne rulle baglæns, det overvejer vi sjældent. Også EU bør gentænkes i lyset af den kolde krigs afslutning. Det er en selvfølge, at NATO må få helt nye roller, og CSCE er nærmest blevet en ny organisation, CSCE-II, men EU diskuterer vi, som var vilkårene de samme som f.eks. i 60eme - "der kan komme en periode med stilstand, men så vil der igen komme et initiativ", osv. EU (EF) var ligesåvel som de andre organisationer indlejret i den kolde krig. Integrationen var afskærmet af øst-vest strukturen. Det havde fordele og ulemper. Ulempen set fra et integrationsperspektiv var, at der var grænser for, hvor vidt integrationen kunne gå. Den kunne ikke trænge ind på de høj- og sikkerhedspolitiske felter; det var NATOs. Fordelen var, at samarbejdet ikke kunne falde fra hinanden, man behøvede ikke bekymre sig om risikoen for vidtgående rivalisering mellem de vestlige magter. Hovedfjenden var og blev dog Sovjetunionen. Nu er sikkerheden landet på Vesteuropas bord, og kan meget vel drive udviklen ud i et af ekstremerne.

Ikke blot vil jeg hævde, at de ekstreme udslag er blevet mulige, de er blevet sandsynlige. Det eneste sted, Europa ikke kan være om 10 år, er, hvor vi er nu - i gråzonetilstanden mellem at være en samlet aktør og selvstændige stater. Om 10 år er EU enten langt mere integreret, end danskere tør tænke på, eller langt mindre end idag. Vores mærkelige mellemtilstand svarer til USAs situation for godt 200 år siden, lige efter man havde frigjort sig fra England. Man stod så og kiggede på sig selv og hinanden og prøvede at finde ud af, om man var én stat, tolv-tretten stater eller måske fire enheder. I de berømte Federalist Papers, hvor Alexander Hamilton, John Jay og James Madison argumentede for samling, spillede sikkerhedsargumentet en fremtrædende rolle (2). Selvstændige stater efterladt side om side uden nogen overordnet magt vil før eller siden komme i konflikt med hinanden - det er nu en gang mest nærliggende at få konflikter med sine naboer. Man ville ikke automatisk komme til at stå sammen mod eksterne (dvs europæiske) fjender. Europa kunne være i den mærkelige mellemtilstand under den kolde krig, hvor der var lagt en ramme om det mulige, men uden denne ramme, er der både historisk og strukturelt, meget der taler for, at vores virkelige muligheder er de to ekstremer - meget mere integration eller langt mindre (men så tilgengæld mere konflikt og rivalisering internt). Det lyder som et perfekt retorisk argument i en dansk EU-debat, så det er naturligvis værd at gå lidt grundigere efter. At sige "de eneste realistiske muligheder er X og Y", er naturligvis en magtfuld måde at styre en politisk debat, så det er vigtigt at tænke lidt mere kritisk og systematisk over, hvad der er muligt for et kontinent i Europas situation.

Mere eller mindre mulige fremtider
Der er altså brug for at få opstillet scenarier for Europas mulige fremtider. Det er blevet en yndet beskæftigelse for sikkerhedspolitiske analytikere. Enhver sikkerhedsekspert med respekt for sig selv har et bud på scenarier for Europas fremtid. Måske skyldes det, at alle gik galt med 1989 - ingen havde forudset det, der skete. Så for at klare sig bedre næste gang, har man en pose med fremtider, så er chancen da hdt større for at én viser sig rigtig?

Som oftest er der imidlertid ikke tale om virkehge "scenarier". "Scenarier" må betyde mulige udviklingsmodeller, men reelt opstilles i stedet idealtyper: et EF-Europa, et al-europæisk scenario, et tysk Europa, regionernes Europa, o.s.v.. Derefter skriver forfatteren, at der reelt ikke er nogen af disse, der er mulige, de er alle for ekstreme - vi må forventes at få en blanding af dem alle. D.v.s. "scenarierne" ender med at være lige præcis det, der ikke er muligt: ekstreme fremskrivninger af en side af virkeligheden. De siger os derfor meget lidt om vore reelle valg. Min præmis er, at scenarier skal beskrive vore mulige fremtider. Det kræver, at man anvender sig af teori, for at kunne gøre den slags bestemmelser. I denne artikel anvendes derfor en analyse, hvor den indre dynamik i hvert scenario er således, at de forskellige elementer i hvert scenario understøtter hinanden, og scenarierne derfor er relativt stabile, mens blandings- situationer vil tendere til at være ustabile. Scenarierne er som riller - kommer man ned i en, vil man tendere til at forbhve der, mens man næppe kan trille længe imellem. Der er ikke én nødvendig udviklingsvej: Scenarierne er alle mulige; men det mest sandsynlige er, at det er disse scenarier vi kan vælge imellem, hvorimod vores teori tilsiger, at andre udfald vil være ustabile.

Det kræver altså at vi har en teori. Det sikkerhedspolitiske område er ikke just rigt på teorier. En af de få der er, er teorien om sikkerhedskomplekser (der skyldes englænderen Barry Buzan) (3). Denne teori siger os to ting. Først siger den, at det mest nyttige niveau til at analysere sikkerhedspolitik er det regionale. Sikkerhedsdebattens tilbøjeligheder hedder ellers almindeligvis national sikkerhed ("Englands sikkerhed kræver at ..."), eller global sikkerhed ("Det er i alle menneskers interesse at ..."). Reelt er det vigtigste imidlertid samspillet mellem stater. Og vi hænger ikke alle sammen lige meget sammen med alle andre; verden falder så at sige "i klumper", nogenlunde svarende til verdensdele eller subkontinenter (f.eks. består ét kompleks af Sydøstasien med Burma som grænse til det næste kompleks Sydasien (der er centreret omkring konflikten Indien-Pakistan), hvor Afghanistan er grænse til Mellemøsten, på samme måde som Tyrkiet er overlapningspunkt i.f.t. det europæiske kompleks. Sydamerika er et kompleks, O.S.V.). At identificere et sikkerhedskompleks betyder, at isoleret analyse af mindre enheder bliver absurd. F.eks. er Norden ikke et sikkerhedskompleks, og derfor kun relevant som subsystem.  

For det andet har teorien nogle egenskaber, der gør, at vi kan komme frem til scenarier. For den siger, at et sikkerhedskompleks kun kan findes i fire tilstande (4): 

1. Det "normale" i vor tid er et regionalt (og ofte relativt stabilt) mønster af venskab/- fjendskab, alliancer og magtbalance. Komplekset er relativt "indre-drevet", idet de lokale stater til tider trækker de globale magter ind, men da som produkt af den regionale konflikt. Eksempel: Sydasien, hvor Sovjet og USA har været til stede men primært på præmisser lagt af Indien og Pakistan og deres konflikt. Dette i modsætning til situationer, hvor komplekset er:
 
2. "overlejret": De globale magter er så meget tilstede, at der ingen selvstændig lokal dynamik er, kun en variant af de dominerende magters konflikt. Eksempler: store dele af den tredje verden i koloni-tiden; Europa og Nordøstasien i Efterkrigstiden. Pludseig var det ikke særligt vigtigt med forholdet mellem Tyskland, Frankrig, Italien, Rusland, England - Øst-Vest konflikten lagde sig ind over de traditionelle europæiske magters politik.
 
3. Komplekset kan "ophæves" i den dobbelte betydning af ordet: at den regionale dynamik forsvinder, og at komplekset løftes til et højere plan. Magten samles og regionen bliver en aktør; sikkerhedsproblemer overfor omverdenen bliver primære ift. interne konflikter. Det oplagte eksempel er Nordamerika. Her er USA en faktor i den globale konstellation; sikkerhedsproblemer i Nordamerika klart sekundære. Der er stadig konflikter mellem de forskellige områder - som i en nationalstat - men de tager ikke karakter af sikkerhedsproblemer
 
4. En fjerde mulighed er endelig, at der er så lidt interaktion, at der ikke opstår noget kompleks. Staterne er så svage, at de ikke rækker ind i hinanden, men er optaget af deres indre konflikter, hvor staterne dårligt nok har opnået kontrol over deres territorium. Eksempel: dele af Afrika.
 
Europa var frem til 1. og til dels 2. verdenskrig dominerende globalt - og overlejrende i.f.t. store dele af verden. Fra 1945 var det europæisk kompleks: overlejSiden slutningen af 1980eme har denne overlejring været i gang med at blive "løftet væk". Hvad vil man så finde underneden? Man kan ikke tage for givet, at der blot ligger et "Europa" og venter; hverken en gammel konstruktion, der kommer tilbage, eller et gyldent løfte, der venter på at blive realiseret. Europa er blevet påvirket af sin tidligere historie, af sin nyligt overståede 40 årige deling, og endelig af den måde, delingen er blevet fjernet på. Hvilke af disse, der kommer til at bestemme det nye mønster, er ikke til at sige på forhånd.
 
Lad os være optimister og sige, at "Afrika-optionen" kan udelukkes, at aktivitets- og interaktionsniveauet i Europa er så højt, at det, der ovenfor blev opført som den fjerde mulighed, falder bort. Ud fra den globale fordeling af magt i systemet - der er helt anderledes i dag end i 1945 - kan vi endvidere udelukke mulighed to, overlejringen. Kold krig kan der godt blive igen, men da vil det blive mellem Vesteuropa og Rusland, og hvilken udvikling vi får, vil blive afgjort mellem de europæiske magter. Vesteuropa vil ikke igen være afhængig af USA (andet end muHgvis mht. atomvåben), og eksterne magter vil ikke kunne sætte en dagsorden, der udraderer traditionel europæisk politik.
 
Det efterlader os med to optioner, nummer et og nummer tre, traditionel magtpolitik mellem europæiske magter versus den nordamerikanske model. Det sidste behøver ikke at betyde Europas forenede stater (hele Nordamerika er heller ikke i én stat, det ændrer ikke ved, at der ikke er almindelig magtbalance, for USA er så dominerende, at der er ét center). Hvis man spørger en mand fra Ohio om hans "sikkerhedspolitik", vil han næppe begynde at tale om forholdet til Kentucky eller Californien, end ikke Canada eller Mexico, men snarere Rusland, Japan eller Irak. Det skyldes, at USA er blevet løftet til det globale niveau, hvilket er den anden side af den sag, at man har lagt regionale magtrivaliseringer død. Hvad der er årsag, og hvad der er virkning, kan være uklart, men de to sider spiller sammen og vanskeliggør dermed mellemsituationer, hvor regioner både har interne magtbalancer og er en central aktør i den globale magtbalance. Er man splittet internt kan man ikke handle med en samlet rationalitet udadtil (som Europa så tit har vist), og omvendt hvis man bliver engageret i global kappestrid vil det være med til at "disciplinere" den regionsinterne politik. Derfor er der både strukturelt og historisk belæg for at sige, at magtbalancen altid optræder alt overvejende på enten inder- eller ydersiden af en region.
 
Det lyder meget abstrakt. Det er det også, men det er samtidig meget konkret. Det gør en stor og meget mærkbar forskel, hvilket Europa man lever i. 
 
 
 
Ser vi på figur 1, så er det billede egentlig det "normale". Europas historie handler om forholdet mellem eentrene. Og for en småstat som Danmark var det store spørgsmål vores manøvrering mellem dem. Hvis man flapper igennem den europæiske historiebog ser man fortællingerne om de forskellige stormagters "rise and fall", om deres skiftende forhold, hvem der var hovedrivaler, hvem der allierede sig med hvem, og hvilke småstater, det gik ud over. Det var historier om et antal centre i Europa - imellem dem udspillede storpolitikken sig. 
 
 
 
 
Udviklingen siden 1989 er snarere foregået ift. ét center, EU. (figur 2) Europas politik udspiller sig ikke mellem centre, men om et center. Sverige for eksempel har opvist noget nær udenrigspolitiske panik - med hektisk slagtning af hellige køer - og så skulle man jo tro, den svenske debat myldrede med overvejelser omkring det fremtidige forhold mellem Storbritannien, Tyskland og Rusland, deres traditionelle stormagtstrekant. Men det har ikke været tilfældet. Den handler om Sveriges frygt for at være landet for langt ude i cirklerne omkring centeret. Frygten for at blive periferi. (Vi i Danmark har så til gengæld oplevet en vis panik over at komme for tæt på.) Det store spørgsmål for alle er: hvor ligger vi ift. centers? - en helt anden mental geografi end den "normale" med flere, konkurrerende stormagter i Europa. Det integrerede Europa handler mere om center-periferi, om afstand, om at komme ind og få indflydelse, deltagelse, men også betale prisen med hensyn til selvstændighed.
 
Det mønster har mange omkostninger. Det er ikke særligt demokratisk; der er reelt førsteklasses, andenklasses og tredjeklasses europæere. Hvad EUs kernelande kan blive enige om, det bliver EU-politik, og hvad EU sætter som standard for rørtykkelser eller inflationstakt, det bliver vilkårene for EFTA- landene, som de tilpasser sig (gennem EØS). Dét er så, hvad de Østeuropæiske lande har at rette sig efter, og det gør de så. Hvorefter Rusland må forholde sig til dét. Demokratisk er det ikke, men det betyder, at der er en slags europæisk retning, en europæisk linie overhovedet - hvad der ikke ville være, hvis de 53 lande satte sig sammen om et bord - rent mellemstatsligt (f.eks. i CSCE) - og prøvede at blive enige. Da ville de selvfølgelig ikke kunne bhve enige om meget. Det kan man nu en gang ikke i international politik. Staterne bestemmer selv, om de vil gå med, og det er der groft sagt altid nogen, der ikke vil - dem, der får mindst ud af netop dét, man forhandler om. EU-processen er én stor pakkeløsning, der har trukket sine medlemslande med ind i en proces, hvor de sluger større og større kameler, fordi processen til gengæld giver dem sohde gevinster på en række områder. Den gruppe, der er med i EU er så tungtvejende i Europa, at den reelt sætter retningen for hele kontinentet (så længe den kan blive enig med sig selv). Dette Europa af koncentriske cirkler er ikke ideelt; men det er der.
 
Alternativet til dette ville ikke være et al-europæisk samarbejde mellem selvstændige stater. Et sådant findes kun i en lyserød drømmeverden. Hvis stater kunne opretholde den slags samarbejder, ville de også have enedes om løsningen på verdens miljøproblemer, da de mødtes i Rio, og sikret verdensfreden i FN, hvis det da ikke allerede havde været gjort af Folkeforbundet i mellemkrigstiden. Nej, sådan spiller international politik ikke. Hvis man overlod staterne til sig selv og hinanden i en løs mellemstatslig ramme, ville vi få "tilbage til fremtiden"- scenariet. Så ville stormagterne være ubundne, begynde at skæve mistroisk til hinanden og genoptage den magtpolitiske dans. Alternativet til de koncentriske cirkler er den gammeldags magtpoHtik. Hvilken af de to veje, der i sidste ende bliver resultatet, det er helt afgørende for kontinentets dynamik.
 
I mange sikkerhedsdebatter behandles EU på linje med de andre institutioner. Det kan være lidt vildledende. EU-integrationen er i en kategori for sig. Den handler ikke om et "instrument", der kan bruges af nogen på konflikter hos nogen andre. Den er en proces, der er ved at omdanne karakteren af staterne i Vest og dermed omforme den fundamentale sikkerhedsdynamik på kontinentet.
 
Cirkler ...
Dette billede af et kontinent organiseret som koncentriske cirkler i stedet for den sædvanlige politik mellem centrene virker måske umiddelbart besynderligt, urealistisk, fortænkt. I virkeligheden er det historisk yderst normalt. At se det, kræver blot at man hæver sin historiske horisont lidt i forhold til vort almindelige perspektiv. F.eks. kan man tage et kig på de sidste 5000 års international politik. 
 
Det kan man få hjælp til af englænderen Adam Watson, der forrige år udgav resultatet af 30 års arbejde, bogen The Evolution of International Society (5). Denne den første oversigt nogensinde over, hvordan international politik gennem 5000 år har været indrettet, gav en række overraskende konklusioner. Vigtigst er nok, at det er en historisk fordom, når vi tror, den normale måde at indrette sig på er suveræne stater, der anerkender hinandens suverænitet. I 15- og 1600-tallet fandt Europa frem til en model, hvor staterne anerkender hinanden som juridisk lige, som suveræne - hvilket vil sige dels at indadtil bestemmer den enkelte stat selv, andre har ingen ret til at opkræve skatter, udskrive soldater eller give love. Dels betyder det, at staten er et medlem af den "klub" af subjekter, der udgør det internationale samfund. Man har rettigheder og phgter i folkeretten, og kan indgå traktater, føre krige osv. Sådanne systemer baseret på mange uafhængige enheder, der ikke anerkender nogen overordnet myndighed, og som nidkært våger over deres uafhængighed, er ikke ukendt i verdenshistorien (de græske bystater, Indien indtil ca. 320 f.Kr., Kina 770-221 f.Kr., de makedonske kongeriger fra 305 til 65 f. Kr.). Men det er historisk unormalt.
 
Tænk på Kina. I det meste af Kinas historie er der en Kejser, som de andre herskere behandler som i en kategori over dem. De - lige så hdt som kejseren - kunne finde på at foregive, der var tale om hgemænd. Det gjaldt også herskere så langt ude i imperiets periferi, at de reelt havde noget nær fuld selvstændighed; Kejseren var alligevel noget helt andet - centeret. De to ekstremer - selvstændige og suveræne stater på den ene side og det rendyrkede imperium på den anden - er begge meget sjældne og ustabile. Det normale er, at udviklingen svinger som et pendul, der stødes fra ekstremerne og for det meste befinder sig i mellemtilstande med grader af hegemoni, dominans og løse imperier. Dette er blevet "skjult" i historien, fordi de styrende selv har ønsket at fremstille forholdet som tættere på det rene ideal, selvstændighed eller imperium. Enten "Jeg har kontrollen her; dette er mit imperium", selv hvis forholdene faktisk var langt mere komplicerede. Eller: "Vi anerkender alle andre stater som lige", selvom centeret faktisk var væsentligt mere lige end de andre. Realiteten har for det meste været et sted i mellem. Endvidere har imperier haft "dårhg presse" de sidste 300 år. Det skyldes selvfølgelig, at Europa bryster sig af, at være det kontinent, der brød med den imperiale model. Vi europæere undgik centralisering, vi sikrede mangfoldigheden og friheden ved at holde vort kontinent opdelt i uafhængige og ligeværdige stater - i modsætning til andre regioner, der enten ikke kunne lave stater eller skabte store, undertrykkende imperier, der forhindrede deres dynamiske udvikling. Imperium var et dårligt organiseringsprincip, fordi Europa var den anti-hege- moniale region. (At europæiske stater havde oversøiske imperier var naturligvis en helt anden historie. Det afgørende var, at systemet som sådan - Europa/Verden - ikke måtte have ét center men skulle have territorial magtdeling.) Imperier fremtrådte dermed som rent påtvungne - og dermed ustabile for folk gjorde naturligvis hele tiden oprør mod dem. Så upopulære har imperier imidlertid ikke været.
 
Ikke mindst "erhvervslivet" har helt tilbage fra de gamle assyrer og babyioner været tilhængere af imperier, fordi disse gav stabilitet, fred og dermed mulighed for handel og vækst. Også politisk har det været relativt almindeligt, at politiske enheder har fundet det fordelagtigt at lade sig indføje i de midterste eller ydre cirkler af et imperium, blot centeret forstod "subsidiaritetsprincippet" og respekterede disse fællesskabers kulturelle egenart og politiske styringsformer. Og de fleste imperier har faktisk forstået subsidiaritetsprincippet.
 
Selvstændighed-hegemoni-dominans-imperium er ikke kun et kontinuum af muligheder, hvor historien over tid bevæger sig frem og tilbage - i pendulsving. De optræder også samtidig som en forskel i rum: imperiale strukturer er almindeligvis opbygget som koncentriske cirkler. Et imperium er ikke som en forstørret, moderne nationalstat, ikke et territorium, hvor alle styres (lige meget) fra centeret. Nej, der er inderst et område, hvor centeret hersker direkte. Herudenom kommer en ring, hvor der er politiske enheder (typisk bystater) med en vis selvstændighed, hvor centeret blander sig i både indenrigs- og udenrigspolitik. I den næste cirkel har enhederne fuld handlefrihed indenrigspolitisk, men de har ikke udenrigspolitisk frihed. Dette hænger sammen med, at en af imperiets centrale funktioner er at sikre fred, og det kræver, at enhederne ikke har lov til at gå i krig med hinanden. Det sikrer centeret. Yderst kommer enheder, der er fuldt selvstændige, men stadig behandler centeret som værende i en anden kategori end dem selv (6).
 
Ser man på EUs sikkerhedsfunktioner falder de tydeligt i dette koncentrisk cirkel mønster. EU har tre sikkerhedspolitiske funktioner (hvor man beklageligvis ofte glemmer de to første, særligt beklageligt eftersom de tre er i prioriteret rækkefølge).
 
EUs sikkerhedspolitiske funktioner:
1. Holde kernen sammen.
2. Strukturel magt over de nære omgivelser.
3. Direkte magtudøvelse i den ydre periferi.
 
Den første og - kan man hævde - vigtigste sikkerhedsfunktion er den inderste cirkel: at holde kernen sammen. På sin vis er det den vigtigste. Uden den kan det gå rigtigt galt, og vi får for alvor "tilbage til fremtiden" med magtpolitisk rivalisering mellem stormagterne. Det er imidlertid ikke kun af relevans for os; denne første funktion er også forudsætningen for, at vi i dag kan diskutere, som vi gør: med et "vi", der agerer ift. Østeuropa. Østeuropa er ikke (endnu ikke?) blevet en arena for konkurrerende stormagters kamp om indflydelse og magtpositioner. Det er muligt at diskutere en fælles politik, fordi EUs kernelande ikke er gået hver sine veje i det gamle geopolitiske spil om magt.
 
Denne første funktion er ikke direkte synlig. Tyske og franske ledere finder det sjældent gavnligt at tale åbent om, hvor (potentielt) dårligt deres forhold er, og hvor vigtig integrationen er for at forhindre gensidig mistillid og rivalisering. Officielt elsker de hinanden. Alligevel - som det så ofte siges i smukke omskrivninger - er EUs allervigtigste og mest oprindelige funktion den sikkerhedspolitiske, at sikre der er en kerne i Vesteuropa i stedet for rivahserende stormagter. Den anden funktion er også delvist skjult bag diplomatiets høflighed. De tre funktioner svarer til tre "cirkler" om EU-centeret, så nummer to handler om EUs "nære udland", de lande der er er kraftigt inde i magnetfeltet fra Unionen. I sikkerhedsdebatterne bør vi passe på med billedet af "Østeuropa" som ét stort Jugoslavien. Udviklingen i det nære Østcentraleuropa - Polen, Ungam, Tjekkiet og måske Slovakiet - er trods alt positiv, økonomisk så vel som demokratimæssigt. De lande udfolder sig - som EFTA-landene - i EUs skygge. Deres store mål er at komme med i EU; og indtil da er EU også en afgørende faktor for deres økonomi. De er samtidig tæt nok på til at være ganske klar over, hvad det er, EU opfatter som god opførsel.
 
Der er større pres (og altså mindre spillerum) for de optagelsessøgende end for dem, der er medlemmer. Sverige, Finland, Polen m.fl. ligger i en konkurrence om at være gode europæere - mens et land som Danmark kan tillade sig en noget mere bizar adfærd. Og landene længere ude, uden håb om snarHg optagelse (Ukraine f.eks.), har også større handlerum. Men EUs "nære udland", de agerer i skyggen af EU, og det har givetvis stabiliseret demokrati, markedsreformer og interstatslige forhold. Denne funktion får EU ikke æren for - kan dårligt få den. Man skilter ikke med sin indirekte, stille magtudøvelse. Hele pointen er, at den ikke skæres ud i pap. Ellers ville den blive problematisk! En skjult, fredsskabende disciplinering. Succes er ofte mindre synlig end fiasko.
 
Et nærmest eksplicit eksempel på denne type indflydelse var dog den tjekkisk-slovakiske skilsmisse. Hvis man læser "skilsmissepapireme", vil man opdage, at en tredje part er påfaldende ofte nævnt af en skilsmisse at være (7). Det var helt tydeligt, at man søgte et velordnet, civiliseret forløb bl.a. for at sikre fortsat gode relationer til EU. Det var vigtigt for både Tjekkiet og Slovakiet, at de nye stater efter en deling kunne bevare de etablerede ordninger med EU. Man gjorde sig derfor meget umage med at spørge de vesteuropæiske regeringer og ambassader til råds, for at finde en delingsform, der ville falde i god jord. Det bidrog givetvis til den relativt harmoniske deling.
 
Nu bliver der gjort forsøg på at udbygge og formalisere stabilitetseffekten. Det er det, der ligger i den franske såkaldte Balladurplan eller stabilitetspagt. Her skal EUs tyngde, EUs pressionsmulighed bruges til at fasttømre grænser og mindretalsgarantier i Østeuropa, hvilket siden skal indlejres i en CSCE-sam- menhæng for at gøres legitimt (med hvilken ret gør EU sig til dommer i Østeuropa?), men den reelle valuta i dette arrangement er EU. Østlandene skal rydde op i potentielle sikkerhedsproblemer, som modydelse for EU-støtte og senere -medlemskab. (Østeuropæerne har ikke være entydigt begejstrede. Forståeligt nok, for de ser også, at pagten er et disciplineringsinstrument. Det er oplagt afpresning; men fornuftig afpresning.) På det igangsættende møde i Paris i maj 1994 enedes man da også om at igangsætte arbejdet i to subregionale "roundtables", ét for Centraleuropa (læs mindretalsproblemer omkring Ungarn) og et for Baltikum (omkring de russiske mindretal).
 
Det tredje niveau handler om de steder - længere ude i periferien - hvor den politisk-økonomiske gulerod ikke er stærk nok til at sikre freden, og hvor militære konflikter følgelig bryder ud. EU er ikke specielt kvalificeret til at håndtere sådanne, og kan højest indgå i joint ventures med de andre organisationer, særhgt NATO og CSCE, hvis man forsøger at gribe ind. Denne uformåenhed er, hvad der ofte - i en paradoksal, militær genindsnævring af det sikkerhedsbegreb, der ellers var blevet udvidet i 1980emes retorik - gøres til argumentet, for at EU ikke er en relevant sikkerhedsorganisation. I de ydre cirkler vil konflikterne blive mest voldelige. Nogen gange kan de måske styres, men ikke altid. Når krigen bryder ud, kommer spørgsmålet, om der skal gribes militært ind. På det område er EU ikke særligt kapabel. Og som vi har set i tilfældet Jugoslavien, er der heller ikke nogen andre, der har vist særlig vilje til at sætte virkelig magt ind her.
 
I den tidlige fase af Jugoslavienskonflikten forsøgte EU det rigtige: at bruge sin økonomisk-politiske magt til at presse en løsning igennem. Man brugte stok og gulerod med hensyn til fremtidigt samarbejde. Det lykkedes ikke. Der er dem, der mener, det var fordi, EU satte de forkerte mål for Jugoslavien (holde folkene sammen i en løsere konføderation), og derfor kunne selv de gode midler ikke virke - det var ikke dér, man skulle have lokke-truet folk hen. Andre vil sige, at det simpelthen var for sent.
 
Konflikten var i gang med at tage sin dynamik, hvor nationale myter og stolthed var sat i omløb - og de kan altid trumfe penge ("Hvad er rigdom værd, hvis jeg mister min sjæl? Jeg kan kun være mig selv, hvis jeg lever i et uafhængigt XY-land"). Konflikten skred så videre til det forløb, vi kender alt for godt. Og de mulige instrumenter måtte være nogen andre. Ikke handelsaftaler, men tungtvejende storpolitik, tunge instrumenter som diplomatisk anerkendelse, økonomiske sanktioner eller sågar militære midler. 
 
Men hvor stort er det Europa, der tegner sig som koncentriske cirkler omkring Bruxelles? Indtil videre har selv Rusland i et vist omfang opført sig som yderste satellit. Det er næppe holdbart, næppe stabilt. Det er usandsynligt, at en stormagt som Rusland vil fortsætte med at agere periferi ift Europa/Vesten. Gnidningerne er allerede begyndt at vise sig f.eks. mht. FNs politik overfor Jugoslavien. Russisk indenrigspolitik tilsiger, at Rusland vil blive mere selvhævdende.
 
Konfronteret med et sig integrerende Europa har Rusland i sidste ende tre muligheder:
- Underkastelse, klart at vælge den ydmyge position "ja, vi er den ydre periferi". Det leder til det fulde integrationsscenarie, hvor hele Europa - som hidtil defineret - organiseres som koncentriske cirkler omkring ét center.
 
- Insistere på at deltage som hgeværdig stormagt, hvilket indebærer, at "den anden side" ikke kan være EU (der uvægerhgt er for stærk) men må være de enkelte stormagter. Rusland får derved en interesse i at trække i retning af en genoplivning af stormagtspolitik i Europa. F.eks. ved at spille Tyskland og Frankrig ud mod hinanden kan Rusland styre Europa væk fra integrationen og tilbage til et mønster præget af stormagternes balancer og alliancer, (figur 1)
 
- Dele Europa igen. EU får sin indflydelsessfære og Rusland tager sin. Ruslands kan så blive mere eller mindre nær på det gamle Sovjet eller det nuværende SNG. Jugoslavien har indtil videre været den tydeligste illustration på dette dilemma. Og vi har set elementer af alle tre svar. Rusland har overvejende holdt sig til det første indtil videre, men det virker urealistisk, at en stormagt på længere sigt kan leve med den position. Den tredje mulighed virker ikke som den mest usandsynlige.
 
Vi vil da komme til at se, at der er et center i Vest, en kerne, der dominerer det meste af det europæiske kontinent, samtidig med at der udkrystalliseres et center i Moskva, der på nogen områder er samarbejdsvilhgt ift Vesten, men på andre er centeret i sin egen verden. Ift den kolde krigs øst-vest deling er for det første grænsen flyttet en god bid østover, og det meste af det Europa, der optager os, er blevet "vest". For det andet er der intet, der siger, vi behøver at få en ny konflikt mellem disse centre.
 
Lige som EUs områder tager de russiske form af koncentriske cirkler. Det er vildledende, når man taler om Rusland, som om Jeltsin styrer disse 17 millioner km Til tider har man nærmere indtryk af, at han regerer Moskva og 30 km. ud, derefter tager de lokale krigsherrer og mafiabosser over. Flere af den russiske føderations regioner har allerede en selvstændighed, der på de fleste punkter gør dem til de facto suveræne stater. Rusland er et mønster af koncentriske cirkler snarere end en moderne nationalstat, som en dansker tænker den. Der er klare gradbøjninger i, hvor meget centeret regerer, og der findes mange halvuafhængige enheder, der primært bøjer sig mht. udenrigspolitik, men ikke meget på det indenrigspolitiske område - centeret kan her ikke herske i en form, der minder om almindehge statsstrukturer, men snarere i form af det del og hersk princip, der er karakteristisk for suveræne systemer, svage imperier og dominanssystemer (8). Man kan måske nok styre området, men ikke regere det, og slet ikke ved genrelle, universelle regler - kun ved at forhandle, agere og manøvrere i de lokale magtkampe.
 
Denne graduerede, radiale form for magt stopper endvidere ikke ved Ruslands grænser. I russisk poHtik skelner man mellem "det nære udland" og egenthg udenrigspolitik. Det nære udland er det tidligere Sovjet eller i hvert fald det nuværende SNG (CIS). Selve begrebet er afslørende: der er et navn for noget mellem indenrigs- og udenrigspolitik - i modstrid mod suverænitetsbegrebets fundamentale ide. Og det lader til at være en ret udbredt opfattelse i Rusland, at man har særlige rettigheder - og måske også phgter? - ift denne zone omkring Rusland.
 
Tendenserne i denne retning er allerede kraftige. I Russisk indenrigspohtisk debat er emnet "menneskerettigheder" i stigende grad blevet kodenavnet for en russisk ret til indblanding i nabostaters anliggender for at forsvare derboende russeres mindretals- og menneskerettigheder. Man kunne her citere fra det, der i de baltiske stater går under navnet "Karaganovdoktrinen": "Det er vigtigt at beskytte den russisktalende befolkning", et udtryk der imidlertid har en tvivlsom klang, det "lugter af racisme", hvilket betyder, at "det russiske udenrigspolitiske koncept må være baseret på en tilgang, hvor vi generelt skal støtte menneskerettigheder og minoritetsrettigheder på hele den tidligere Sovjetunions territorium" (9). Karaganov tilføjede, at de russiske mindretal ikke skulle opfattes som et "passiv" (en byrde) men at de snarere var et "et magtfuldt aktiv" for Rusland, og man skulle derfor forsøge at bevare den russisktalende befolkning i disse områder "også fordi vi har behov for at bevare adgang til at øve indflydelse i det længere perspektiv". Tankegangen er ikke original men den klare tale gør Karaganov citationsegnet for os - og skabte forståelig furore i de baltiske stater. Estlands præsident kommenterede direkte på Karaganovpapiret. I vanlige skarpe vendinger (10). Almindehgvis benægtes det fra (officiel) russisk side, at "det nære udland" omfatter de baltiske lande, men så har man i givet fald endnu et begrebsapparat til dette formål - grader af grader.
 
Middelalder og tidligere århundreders imperiepolitik spøger tilsyneladende selv hos en ung, moderne rationalist som Karaganov. Hvis der i Centralasien "opstår et bælte af ustabile stater, må vi forstå, at Rusland vil være nødt til at genoptage sin traditionelle rolle - at bestikke lokale fyrster, sende tropper ind, gå ind og redde personer ud, osv." Det er nødvendigt at "føre en aktiv post-imperialistisk politik med Kazakhstans hjælp." I et international klima, hvor der generelt er en øget tilbøjelighed til at sanktionere (humanitære og andre) interventioner, er Rusland naturligt nok begyndt at argumentere for en legahsering af en særlig fredsbevarende rolle for Rusland i SNG-området (11).
 
Vi ser et generelt mønster, hvor magten fader ud snarere end at udfolde sig jævnt på territoriet. I ex-Sovjet som i Vesteuropa. EU udvikler sig i disse år i stigende grad i retning af flere hastigheder. Danmarks Edinburgh-aftale peger i den retning. De østeuropæiske lande vil, når de bliver optaget, forstærke den tendens. EU har bekymret sig meget om forholdet mellem "dybde" og "bredde" i integrationen. Dybde betyder øget integration blandt de eksisterende medlemmer, bredde optagelse af nye medlemmer. Det dilemma løses ikke ved at finde det rette tempo, hvor man kun optager nye medlemmer efterhånden, som integrationsgraden kan bære det, og alle kan opnå samme "dybde". Det er utopi. I stedet kan man have nogle til at bevæge sig hurtigere og derved skabe så meget tyngde, at det kan bære en ydre ring af løsere medlemmer. De ydre kan så langsomt bevæge sig ind mod kernen, hvorefter en ny gruppe af lande kan rykke ind, der hvor de ydre før lå, osv. Landene svæver i cirkler om de to centre i hhv. Moskva og Bruxelles på en maner, der har visse strukturelle ligheder med klassiske imperier. At der naturligvis også er stor forskelle mellem f.eks. EU og traditionelle imperier eller rettere generelt blandt imperier mht. for eksempel frivillighed og demokrati er en selvfølge, og man kan efter behag tilsætte gåseøjne omkring imperierne i hele denne del af artiklen. I så fald har vi tre "imperier".
 
Det tredje imperium er det tyrkiske. Med Sovjetunionens opløsning fik vi en række nye centralasiatiske republikker, der alle undtagen en taler et tyrkisk sprog. Der er stadig en del forvirring i Tyrkiet om, hvordan den nye situation skal tackles, hvad det betyder for Tyrkiets rolle i fremtiden. Men den dominerende linje er ikke et "Stortyrkiet" i betydningen én stor tyrkisk stat (a la Storserbien, Storbulgarien, Stormakedonien osv). Man ønsker i stedet, at stabihsere og hjælpe nye "tyrkiske" stater, som skal være selvstændige, men alligevel medlemmer af en famihe med andre tyrkisktalende stater (12).
 
Det er pludselig blevet synligt, at der er et bælte af 200-250 millioner tyrkisk- talende mennesker fra Balkan til et stykke ind i Kina, og med nogle afstikkere ind i selve den russiske føderation. Denne åbning har betydet en omkalfatring af Tyrkiets selvforståelse. Ikke i retning af klassisk pan-tyrkisme med drøm om et stor-Tyrkiet, men snarere i form af en opdyrkelse af en "familie" af stater, baseret på en anerkendelse af staternes uafhængighed og fastholdelse af Tyrkiets nuværende grænser. Ankara forestiller sig at blive det primære talerør for denne gruppe, og dermed generelt få krav på at blive behandlet med større respekt internationalt - i FN, på Balkan, etc.
 
Éndimensional tænkning får nu den europæiske iagttager til at konkludere, at vender man sig bort fra Europa, bliver man mindre europæisk. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Hvor vender Tyrkiet sig hen? Til sine tyrkisktalende broderfolk i det Centralasien, der netop er blevet frigjort fra Sovjetunionens tøjr. Hvor ligger Tyrkiets "komparative fordele" i konkurrencen med Iran og Rusland for de tyrkisktalende ex-sovjetrepublikkers gunst? I at være en sækulariseret islamisk moderne stat. "Europa" er Tyrkiets profil, når det vender sig bort fra Europa. Tyrkiet er det tredje europæiske imperium. Sagen koncentreredes f.eks. i den såkaldte "alfabetkrig": hvilket alfabet, skulle de nye centralasiatiske republikker vælge? Fortsætte med det kyrilliske, hvad russerne selvfølgelig støttede, det arabiske, som Iran lobbyede for, eller vores, det latinske, som tyrkerne - med succes - arbejdede for.
 
Centralasiensvejen for Tyrkiet er afgørende for en stabilisering af en konstruktiv tyrkisk identitet efter den kolde krig. Tyrkiet har mistet det solide fundament i "Vesten", man havde sålænge Østeuropæerne var ude af Europa, og man selv var inde som mihtær allieret. Tyrkiet er igang med at fordøje erkendelsen af, at man ikke bliver EU-medlem. Centralasiensmissionen er en kanal for tyrkisk selvforståelse, der virker ønskelig ift. de tænkelige alternativer - set fra en europæisk og stort set også en hvilken som helst anden vinkel (måske med undtagelse af Teherans og Moskvas). Sågar kurderne kan få glæde af dette. Åbningen mod Centralasien har en tilbagevirkning på Tyrkiet selv. I Centralasien har man måttet indføre et skel mellem stat og nation: der er nu flere tyrkiske stater men én stor nation. Det rokker ved den kemahstiske idé om sammenfald mellem stat og nation - den idé der har ført til assimilationspolitikken overfor kurderne, der jo pr. definition måtte være tyrkere. Øståbningen kan betyde øget plurahsme internt i kraft af en ændret stats- og nationsforståelse. Dermed får vi en enhed, der mindre ligner den moderne nationalstat og mere det klassiske imperium (og den tidhgtmodeme stat), hvor politisk loyalitet overfor herskeren var et selvstændigt legitimitetsgrundlag uafhængigt af det nationale. Og der skabes en løs gruppering af stater, hvor Ankara dog bliver først blandt ligemænd. Er det her farligt? "Blokpolitik" lyder farligt for kold-krigstrænede ører. At få tre imperier centreret omkring Moskva, Ankara og Bruxelles, er det ikke opskriften på ny kold krig?
 
Fredsforskeren Johan Galtung har advaret om dette (13). Han påpeger det farlige i, at denne opdeling i det store og hele følger religionsgrænseme: EU er katolsk-protestantiskt, Moskvas imperium er ortodokst og det tredje selvfølgelig muslimsk. På grund af religionen kan dybe historiske og kulturelle - nærmest ubevidste - mønstre komme igen og skabe nye konflikter. Bosnien er en slags mikro-kosmos, hvor de tre religioner mødes. Og dermed varslet om Europas fremtid.
 
Jeg tror imidlertid denne prognose er forkert. Skala gør en forskel. Europa er ikke Bosnien. Opdelingen i store imperier med centrene fjernt fra hinanden er bedre end den nationalstatslige, territorielle opdeling. I den sidste mødes enhver stat ved en klar grænse med den næste - de gnider op ad hinanden og skaber let konflikter. De tre imperier handler ikke om klare grænser. De har en klar identitet i centeret, men når man kommer ud til periferien, er deres karakter og magtens udtryk fadet ud, og den ene zone kan fade over i den næste. Gråzonerne vil nogen steder blive konfliktfyldte, men imperierne gnider ikke op ad hinanden, som nationalstaterne gør det.
 
De vil ikke primært være optaget af hinanden. EUs hovedbekymring bliver ikke Moskva og Ankara men Washington og Tokyo. EU søger at konkurrere i den globale Hga med to andre centre. Ankaras hovedrivaler kommer sandsynligvis til at ligge i Mellemøsten, og Moskvas konflikter vil i årtier fremover udspille sig indadtil i imperiet - i forsøget på at udvikle en stabil balance mellem den centrale zar og de lokale herskere og vasaller. Og for nuværende udgår den russiske strategiske planlægning fra, at hovedtruslen kommer fra syd; Kaukasus står i centrum (14). Koalitionsteori ville forudsige en russisk-muslimsk alhance - de to svagere af tre går sammen mod den stærkeste. Men selvom et politisk program herfor, Euroasisme, har vundet lidt terræn i Moskva (15), synes et sådant ægteskab usandsynhgt. Snarere må det siges, at den mest sandsynlige akse for rivalisering mellem de tre er mellem Ankara og Moskva. En del af Moskvas "interne" problemer med løsrivelsesforsøg drejer sig om tyrkiske folkeslag, og Rusland kunne meget vel komme frem til at definere sin situation som en generel kamp med "tyrkerne". (Man kan her bemærke at Sjirinovski er født og opvokset i det russiske mindretal i Kazakhstan med oplevelsen af at blive diskrimineret imod, og at tyrkisk er et af de fag, han har studeret ved Moskvas universitet, samt angiveligt et af de sprog, han taler. Ham ligger billedet af en generel tyrkisk trussel ikke fjernt.) Fra tyrkisk hold optræder Rusland tilsvarende som den væsentligste hindring for ens centralasiatiske ambitioner. Tyrkiet har i den senere tid dyrket sine diplomatiske relationer med lande som Polen og Ukraine; det er svært at se andet en ét motiv for f.eks. polsk-tyrkisk samarbejde. EU derimod vil være meget lidt motiveret for at blive rodet ind i sådane lokale konflikter. EU er ét stort forsøg på at opnå oprykning til den globale første division, at konmie op og få lov at kappes med Japan og USA på den nye tekno-økonomiske arena. EU forsøger i den forstand at konmie væk fra sin egen region, at blive en aktør, der kan tænke globalt, og er for dominerende i sin egen region til at have magtbalanceproblemer dér. Som eksemplet Jugoslavien har vist, er EU-logik snarere at blive for lidt end for meget involveret i perifere europæiske anhggender. Hvis EU gik i opløsning, ville de da seivstændiggjorte europæiske "stormagter" - i dette tilfælde Tyskland, Frankrig og Italien - være langt mere tilbøjelige til konkurrerende interventioner, for på deres magtskala tæller Balkangevinster. I deres europæiske rivaliseringsarena er sub-regionale gevinster ikke uden betydning. For en EU-aktør er dette derimod en bortledning af opmærksomheden fra den centrale arena. For at komme op i den globale tekno-økonomiske første division, vil EU være tilbøjelig til at vende ryggen til gammeldags, lidet lovende, lokale stridigheder mellem de mindre aktører.
 
For os i Vesteuropa er forskellen på det rene integrationsscenarie og et med to-tre imperier ikke så stort. Politik følger stadig de koncentriske cirklers logik. Men for landene i de ydre cirkler, gør det en gigantisk forskel. For et land som Litauen er det forskellen på at manøvrere ift EU som et af de ydre lande, eller at være klemt mellem to verdner. Hovedproblemet vil ikke være afstanden til Bruxelles men nærheden til Moskva.
 
Når gnidningerne mellem Estland/Letland og Rusland over mindretal og tropper til tider har tegnet sig dystert, skyldes det ikke kun, at der i området er nogle problemer, og at den førte politik fra begge sider er problematisk, og at der på begge sider er gået indenrigspolitik i forholdet på en måde, der umuliggør kompromisser; det skyldes også at de baltiske lande ligger i brudlinjen mellem de to imperier. Det er ikke noget tilfælde, det er her, vi ser gnidninger. Som sagt: der er ingen grund til at tage forskud på ulykkerne: civilisationernes sammenstød er ikke forudprogrammeret. Moskva, Ankara og Bruxelles behøver ikke at komme i totterne på hinanden (især ikke hvis de hver for sig har hovedfjender" andetsteds). Men det giver naturligvis visse gnidninger af en type, som ikke vil optræde indenfor vort eget imperium.
 
Karakteren af disse konflikter - som en eventuel kommende konflikt i Baltikum - og spillets regler i et Vest- og Centraleuropa, der kredser som løse og relativt frie brikker omkring en paradoksal keme i Bruxelles, alt dette er svært at begribe med de vante suverænitetsbriller. For at forstå dette må vi vende vores perspektiv. Det svarer til de gamle fikserbilleder, hvor der er to mulige billeder, og man kan skifte sin opfattelse fra det ene til det andet. I stedet for at se en verden af geografiske stater, grænser, flader af lyserød, grøn og gul farve på et kort, skal vi tænke i termer af punkter, grader af kontrol, og underordnede centre på lavere niveauer, der indretter sig uden at kræve "ligeværdighed" og uden at underkaste sig nogen "suveræn" myndighed.
 
Hvad kan alt det her bruges til? Hvad hjælper disse cirkler ift. vores aktuelle sikkerhedspolitiske problemer? I hvert fald to, måske tre, ting. For det første kan det hjælpe os til at differentiere sikkerhedsproblemerne klarere. Der kan være en tendens i disse år til at tegne et nyt billede af "Østeuropa" som et særHgt område - nu ikke længere defineret ved kommunismen, men ved at det er der ovre, folk er så etniske (i modsætning til os civiliserede vesteuropæere). Og hele Østeuropa går nok Jugoslaviens vej, så lad os forberede os på dette konfliktfyldte Europa, afgrænse os og gå i gang med at træne fredsbevarende såvel som egentlige interventionskapable styrker. En sådan pessimistisk sikkerhedspolitik kan let blive selvopfyldende. I cirkelbilledet får vi et noget andet billede, og vi opdager et par andre opgaver, der er mindst lige så sikkerhedspolitisk afgørende, som de militære og afgrænsende. "Imperieudviklingen" hos os tegner dybest set sådan, at den første cirkel er ok, i den anden vil vi oftest være i stand til at forebygge konflikter, og det er kun ift nogle helt specielle områder, vi skal forvente det totale sammenbrud. Men det er vigtigt at sikre, at dette system fortsætter med at fungere, hvilket vil sige, at vi holder øje med hvilke gnidninger, der kan opstå blandt de centrale kernelande (hvilket i praksis vil sige bekymrer os lidt mere for Frankrig, ikke blot på god dansk maner fryder sig over alle Frankrigs nederlag men ser, at EUs stabilitet afhænger af en vis stabilitet for Frankrigs selvværd (16)). Og at vi sikrer, at EU finder den svære balance ift. Østcentraleuropa, så udvidelsen hverken bliver så hurtig at EU mister sin intensitet og dermed sin magnetisme, eller så langsom, at østeuropæerne falder af magneten. Cirklerne viser, at det er vigtigt at være klar på geopolitikken, at det ikke er et abstrakt spørgsmål om "konflikter", "konfliktløsning" og "intervention", men om zoner med forskellige typer konflikt og forskellige vilkår for indgriben. Langt fra at have den fælles og udelelige sikkerhed, som alle politikere taler om (og må tale om) (17), har vi lige netopsikkerhed.
 
... og trekanter
Den anden værdi af denne tilgang er, at den kan løse den gåde, der hedder sikkerhedsarkitektur, puslespillet med de mange organisationer. Det er en standardvurdering i disse tider, at vi efter 1989 burde have fået en eller anden logisk "sikkerhedsarkitektur", men det kiksede, og istedet har vi forvirring, med organisationer der overlapper og konkurrerer - interblocking i stedet for interlocking institutions. Politikerne bliver ved med at opfinde nye, unødvendige organisationer - NACG, Partnerskab for Fred, Stabilitetspagt, opgraderer Vestunionen til fare for NATO, osv. Men der er faktisk en betydelig logik i mønsteret.
 
Forklaringen på, at den logik almindeligvis bliver overset, er, at man glemmer den vigtigste organisation, EU, fordi sikkerhed indsnævres til militære opgaver og brede samarbejdsfora. Hvilket igen skyldes, at man kun tænker i "suveræne og lige stater", for deres mulige sikkerhedssystemer er: alliancer og kollektiv sikkerhed. Med billedet af imperier og koncentriske cirkler, opdager vi pludselig en tredje form for sikkerhedsorganisering, den politisk-økonomiske integration. Hvis man på denne måde husker at medtænke den bredere sikkerhedsfunktion - at holde kernelandene sammen og forme den geopolitiske dynamik i en region - så kommer man frem til, at EU er en nøgleorganisation for europæisk sikkerhed, blot ikke på det militære område. Samtidig kan der være gode grunde til at alt ikke koncentreres i EU:
 
 
 
 
* Det militære er dels svært - et følsomt område - dels ikke nødvendigt, fordi alle er så tilfredse med NATO, der har den yderligere fordel at holde amerikanerne inde i ligningen.

* Normformulering kan naturligvis ikke foretages af EU, da det kræver, at de pågældende lande selv har været med til at formulere de normer og regler, der skal binde dem. Det kan kun ske langsomt og i et bredt forum som CSCE eller FN.

 
 
 
 
Det giver en trekant, den europæiske sikkerhedstrekant (se fig. 4). Den forklarer de aktiviteter, der pågår med hensyn til nye organisationer og fora, de aktiviteter, der får mange til at konkludere, at det hele er rodet, ulogisk og overbefolket af konkurrerende organisationer. Det skal bemærkes at de tre hovedorganisationer så at sige hviler i sig selv. De har hvert sig grundlag, og ingen af dem er underordnet hinanden, ingen af dem kan kommandere en anden. Derfor opstår der naturligvis et formidlings og koordineringsproblem. Følgelig har den organisatoriske kreativitet ikke været i spidserne, men langs siderne i trekanten. De seneste innovationer i arkitekturen indføjer sig logisk som håndtering af hver af de tre sider, af hvert af de bilaterale forhold. WEU er bro og støddæmper mellem EU og NATO (det er helt formelt, at WEU er dobbeldefineret som både EUs militære arm og NATOs europæiske søjle). NACC og siden Partnerskab for Fred er kompromiser mht. udstrækkelse af NATOs mihtære værdi østover i retning af det al-europæiske. Og Balladurplanen er et forsøg på at formahsere EUs al-europæiske (eller rettere øst-europæiske) stabihtetsfunktioner - både EUs og CSCEs roller er eksplicitte i dokumenterne fra topmødet i maj (se fig. 5).
 
Min pointe med denne model er ikke, at dette er et "blueprint" for den ideelle organisering. Tværtimod. Dette er alternativet til ideahstiske blueprints. Det er let at opfinde en mere ideel model. Men for en tid fremover, vil det være urealistisk at "rationalisere" den basale trekant. Vigtige lande (Rusland, Frankrig og USA) insisterer på hver sin af organisationerne, og vil ikke tillade at den underordnes en af de andre. Vi har derfor de tre som vilkår. Heldigvis er der indtil videre tilstrækkelig enighed blandt stormagterne til at ingen af dem anfægter den fundamentale legitimitet for også de organisationer, de ikke holder mest med. Der er derfor en vilje til at skabe et fungerende samarbejde. Trekanten indfanger logikken i dette. Det er derfor vigtigt i disse år at arbejde på at forholdet mellem disse organisationer bliver konstruktivt (som det siges: at interlocking institutions ikke bliver til interblocking institutions). Her er de nye institutioner faktisk både logiske og konstruktive. Rivahsering blandt organisationerne er et langt mindre problem, end det ofte gøres til. Når der ikke er blevet handlet i Jugoslavien skyldes det ikke, at organisationerne har stået i vejen for hinanden. Tværtimod har de alle fået chancen, og derefter rakt den videre til næste organisatin: fra FN over CSCE til EU til FN og til NATO. Manglende handling kan kun føres tilbage til manglende vilje i de centrale lande. Det er faktisk svært at finde mere end nogle få eksempler på, at institutionerne har stået decideret i vejen for hinanden. Den aktuelle sikkerhedspolitiske geometri er slet ikke den værst tænkelige, og de forsøg, der er blevet gjort på at udbygge den, er ganske meningsfyldte. Skulle trekanten på et tidspunkt blive afløst af et hierarkisk arrangement med én nøgleorganisation, kan det næsten kun blive EU. NATO er urealistisk som sikkerhedspolitisk totalløsning uden sine bipolære vilkår, og de færreste ville være trygge ved at have et bredt og løst forum som CSCE overtage det fulde sikkerhedspolitiske ansvar. Den europæiske integration er et mere realistisk bud på en organisation, der i det lange løb kan udkonkurrere de to andre. Den har en underliggende kraft, fordi den er mere end sikkerhedspolitik, og den kan muligvis "klare sig selv" uden de to andre organisationer (men det vil blive en større og dermed risikabel belastning). For mange lande er det endvidere et lidet attraktivt perspektiv. For eksempel for Danmark. Også derfor er trekanten værd at tage alvorligt.
 
Beklageligvis overses denne trekant ofte, og det skyldes, at man ikke får EU- hjømet med, eftersom man tror, at når vi taler "sikkerhed" skal EU repræsenteres ved WEU eller den fælles udenrigs- og forsvarspolitik, hvorimod EUs primære sikkerhedsfunktioner reelt er knyttet til selve integrationsprocessen. Det overses, fordi man tænker udelukkende i de mulige sikkerhedssystemer blandt suveræne stater. De er to: suveræne stater kan indgå alliancer sig imellem mod andre lande, eller de kan alle indgå i et kollektivt sikkerhedssystem for at håndtere sikkerhedsproblemer sig imellem (og hvis EU skulle være et tredje, skulle det være som ny statsdannelse). Integration i koncentriske cirkler blev kun synligt, fordi vi udvidede vores billede af muhge mønstre - dvs fordi vi ikke bandt os til modellem med stater og deres suveræne lighed.
 
Det kan virke som et paradoks, at en omvej på 5000 år omkring de gamle mesopotamiske imperier kan bidrage til at give en greb om den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Men det skyldes sandsynhgvis dybest set de tendenser, der er til opløsning af suverænitetsbegrebet og dermed den stigende betydning af andre mønstre, end de der baserer sig på stater og deres suveræne lighed. Det mærkelige EU-system, som hverken er en ny stat eller blot et almindeligt samarbejde mellem suveræne stater, gør, at man i vores område ikke længere - som man har kunnet i 4-500 år - kan svare entydigt på spørgsmålet, hvor ligger suveræniteten? hvad er i sidste instans det afgørende politiske niveau? I sådan et system, får koncentrisk cirkel sikkerhed stigende betydning (den har været i systemet hele tiden, men været mindre synlig).
 
Danmark?
Afslutningsvis kan det kort antydes, hvad en sådan analyse kan sige om fremtidige vilkår for dansk sikkerhedspolitik og ikke mindst dansk sikkerhedsde- bat. Det betyder sandsynligvis kvaler. Efter at vi har haft en usædvanligt roHg periode, hvor sikkerhedspolitik var meget lidt problematisk, kan vi sandsynligvis vente problemer og indenrigspolitiske kontroverser af tre grunde.
 
1) Ser man på kortet, er det tydeligt, at et af de mest sandsynlige steder, hvor der kan komme gnidninger mellem EU-zonen og den russiske er i Baltikum. Der er de interne forudsætninger for konflikt, som der er så mange steder, men dertil er Baltikum den primære tvetydighed i interessesfærerne. Reelt vil de færreste i Vesten reelt have meget at indvende, hvis Rusland begyndte at indsluse Turkmenistan i et nyt imperium. Selv Ukraine er det nok de færreste, der ser reelle muligheder for at hjælpe, skulle det blive alvor. Men Baltikum regnes som med i EU-cirkleme - ligesom en del russere regner det med i deres. Skulle det gå galt i Baltikum, vil Danmark pludselig være i første linje. De nordiske lande har taget et særligt ansvar for de baltiske lande. I en konfliktsituation vil der altid være en fristelse for Prag og Washington til at vægte Moskva frem for Tallinn, og det vil da være vores opgave, at trække vore vestlige/europæiske allierede med i at tage balternes sag alvorligt. Her vil vi på udansk maner være i første række. Hvis danskere har vænnet sig til at sikkerhedspolitik nu er noget, der udspiller sig langt væk - måske sender vi folk "derned", men der er ingen direkte kontakt, og vi vælger vores engagement selv - så kan der hurtigt komme overraskelser.
 
2) Som det fremgår af trekanterne, er EU en sikkerhedspolitiske nøgleaktør - sikkerhed kan ikke begrænses til NATO og CSCE. WEU er tilmed kommet for at blive, for det er et nødvendigt led mellem EU og NATO. Danskernes anstrengte forhold til EU og traditionelle insisteren på, at sikkerhedspolitik skal hgge andetsted, kan derfor vise sig svær at opretholde. Vi kommer til at beskæftige os med sikkerhedspolitik også i vest-europæiske organisationer.
 
3) Måske mest fundamentalt - og delvist som følge af det foregående: EU er magtcenteret i vores del af kontinentet, og vi er en del af EU. Det vil sige: vi er en del af en regional stormagt. Om EU bruger sin magt eller ej, er det uundgåeligt, at EU har afgørende konsekvenser for nabolandene (i Nordafrika, Tyrkiet og i Østeuropa) (18). Dette burde føre os til at tænke over, hvordan vi bruger den magt positivt, når nu det faktisk er os (os EU!) der har den. Men danskere har det svært med stormagter. Det er naturhgt, at småstater har et anstrengt forhold til stormagter, der ligger ved siden af dem og er en trussel. Men i efterkrigstiden viste det sig, at Danmark også havde et yderst kritisk forhold til den stormagt, der beskyttede os. Og nu er vi modstandere af den stormagt, vi selv er! Dette er nok det vigtigste udslag af traditionel dansk småstatsmentalitet. Man kan dårligt beskylde os for at "hygge os i smug", og ikke ville ofre os - jvf vort engagement i Jugoslavien. Men vi har det svært med magtpolitik. Vi vil helst være magtkritikere. Fredsbevarelse er OK, for det handler om at forhindre magtanvendelse, det er fredspolitik, ikke magtpolitik. Problemet er blot, at en væsentlig del af den sikkerhedspolitiske stabiUsering på kontinentet består i, at der dannes et magtcenter, og at det udnytter sin magt fornuftigt. Vores faktiske placering som medlem af dette center står i modstrid med vores mentalitet, der tilsiger os, at magt er noget, nogen andre har, og som vi kritiserer.
 
Abstrakt set kunne man således ud fra disse billeder af Europa tro, at Danmark lå relativt godt placeret. I praksis kan det derimod meget vel vise sig, at en dansk småstatstradition har vanskeligt ved at forlige sig med netop disse magter og mønstre. 
 
Noter
1. Se Peter Viggo Jakobsen, "Myth-making and Germany's Unilateral Recognition of Croatia and Slovenia", Institut for Statskundskab, Århus Universitet 1994.
 
2. Artikelsamlingen The Federalist or the New Constitution fra 1787-98, se f.eks. side 15, 19, 20 og 25 i udgaven i Everyman's Library (No. 519), London: J.M. Dent & Sons/New York: E. P. Dutton & Co. 1911.
 
3. Den nyeste, mest udførlige og mest autoritative præsentation af teorien findes som kapitel 5 i Barry Buzan, People, States and Fear: an agenda for security studies in the post-cold war era, Wheatsheaf 1991.
 
4. Dette er ikke at finde i værket nævnt i foregående note. Det optræder først implicit som logikken bag scenarierne i Barry Buzan, Morten Kelstrup, Pierre Lemaitre, Elzbieta Tromer og Ole Wæver The European Security Order Recast: Scenarios for the Post-cold war Era, London: Pinter 1990. Selve denne firdeling findes første gang i Ole Wæver, "Danmarks sikkerhedspolitiske situation år 2000", i Militært Tidsskrift, årg. 120, nr.4. April 1991, s. 96- 130 og i Barry Buzan og Ole Wæver "Framing Nordic Security: Scenarios for European Security in the 1990s and beyond", i Jan Øberg (red.). The Changing Europe: Nordic Perspectives and Options, London: Pinter 1992, og mere udførligt i forskellige artikler, jeg har skrevet siden.
 
5. Adam Watson, The Evolution of International Society, London: Routledge 1992. Watson indskriver sig i traditionen fra Martin Wight og Hedley Bull, også kaldet "den engelske skole" i international politik-teori. Især inspirationen fra Martin Wight's Systems of States, Leicester: Leicester University Press 1977 er betydelig. Se dog også Hedley Bull, The Anarchical Society: A study of order in world politics, London: Macmillan 1977 og Hedley Bull og Adam Watson (red.) The Expansion of International Society, Oxford: Oxford University Press 1984. Forbindelsen mellem disse værker og herværende analyse er mere udfoldet i Ole Wæver, "Europe's Three Empires: A Watsonian Interpretation of Post-Wall European Security" under udgivelse i Fawn, larkins & Newman (red.) International Society After the Cold War. Den eneste bog, der kan gøre Watson rangen stridig som første ikke euro- centriske, samlede historisk oversigt over international politik er Adda B. Bozemans uhyre spændende men mindre komplette Politics and Culture in International History, Princeton, NJ: Princeton University Press 1960.
 
6. Se også Mogens Trolle Larsen (red.) Power and Propaganda: A Symposium on Ancient Empires (Mesopotamia 7), Copenhagen Akademisk Forlag 1979, kapitlerne af Trolle Larsen, Steiner, Gumey, og Frandsen. Særligt den definition, som Trolle Larsen selv foreslår, er nyttig i sin understregning af selve det radiale, hvorimod der er fundamentale logiske problemer med imperie-definitionen i den mest citerede, nyere bog om imperier: Michael W. Doyle, Empires, Ithaca, NY: Cornell University Press 1986 (der på mange andre punkter er ganske anbefaleis værdig); for kritikken, se min "Europe's Three Empires", forrige note.
 
7. Jiri Pehe, "Czechs and Slovaks Define Postdivorce Relations", RFE/RL Research Report (Radio Free Europe/Radio Liberty), Vol. 1:45, 13 Nov. 1992, s. 7-11.
 
8. Jvf. Wight, Systems of States, op.cit., s. 23f.
 
9. Uddrag fra et seminar organiseret af Moskvas Institut for International Politik: "Problems of Russia's Foreign Pohtical Strategy Regarding the 'Close Foreign Countries'", offentliggjort i Diplomaticheski Vestnik, 22 December 1992; oversættelse trykt i The Baltic Independent, March 5-11, 1993, p. 9.
 
10. Lennart Meri, i The Baltic Independent, 5-11 marts 1993, s. 9.
 
11. Om de nye udenrigspolitiske koncepter, se bl.a.: Karla Hielscher,"Der Eurasismus: Die neoimperiale Ideologie der russischen 'Neuen Rechten'" i Neue Gesellschaft, 1993/5, s. 465-9; "Russia's Foreign Policy Concept" (resumé af dokument fra det Udenrigspolitiske Råd), trykt i International Affairs (Moskva), 1993/1, s. 14-16; for en eksplicit erklæring om, at Rusland finder det acceptabelt at indtage en plads i et EF-centreret "Europa i flere hastigheder" men insisterer på en samtidig (CSCE og frihandelsesområde) ramme for det større Europa, se Alexander Bykov, "At the Cross-Roads of World Development" i International Affairs, 1993/3, s. 87-96. Om forsvarsdoktrinen, se Mary C. FitzGerald, "Russia's New Military Doctrine" i Air Force Magazine, September 1992, s. 76-78 og Gerald Holden, "Die Russische Militärpolitik und die GUS", HSFK-Report 4/1993, Frankfurt/M, især s. 30f. Et af de mest tankevækkende dokumenter om den nye russiske tænkning er: Andranik Migranjan, "Rusland og det nære udland: Udformningen af Den Russiske Føderations nye udenrigspolitiske kurs" i Nesavisimaja gaseta, January 12 and 18, 1994 (Dansk oversættelse ved Lars P. Poulsen- Hansen), udsendt af SNU, København.
 
12. Jeg baserer mig her først og fremmest på I§il Kazan, Omvendt Osmannisme og Khanaternes Kemalisme: Tyrkiets udenrigspolitik med særligt henblik på 'det nye Europa', EU og de tyrkiske republikker efter opløsningen af Sovjetunionen, Speciale ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet 1994. Se evt også Kazan og Wæver, "Tyrkiet mellem Europa og Europæisering" i Internasjonal Politikk, årg. 52:2, 1994, s. 139-176.
 
13. Johan Galtung forelæsning "Geopolitiske spændinger omkring Europa" på Center for Freds- og Konfliktforskning, København, 4 Maj 1993.
 
14. Militærhistoriker og rådgiver til Jeltsin, generaloberst Dmitrij Volkogonov, "Russia's security pohcy and the international situation", foredrag hos det Sikkerheds-og Nedrastningspolitiske Udvalg (SNU) i København, 18 Maj 1993.
 
15. Hielscher, op.cit.
 
16. Se Ulla Holm, Det franske Europa, Åihus Universitetsforlag 1993, og Ole Wæver "Det tyske problem og det virkelige problem" i Nordisk Kontakt, 1994, vol. 39, no.l, pp. 20-26.. 17. Se f.eks. Udenrigsministeriet: Danmarks sikkerhedspolitik.
 
18. Ole Wæver, EUs ansvar for Europa, Europabevægelsen 1994.
 
 
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_123_aargang_sep.pdf

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: