Machiavelli oder Die Kunst der Macht. Eine Biographie

Anmeldt af Claus Eskild Andersen

”Machiavelli oder Die Kunst der Macht. Eine Biographie” af Volker Reinhardt. Udgivet i München af C. H. Beck i 2012 (2. oplag). 400 sider. Pris € 24,95.

Foto: amazon.de

Volker Reinhardt har siden 1992 besat posten som professor i nyere historie ved universitet i Fribourg ikke langt fra Bern i Schweiz (Lehrstuhl für Allgemeine und Schweizer Geschichte der Neuzeit). Forfatteren har således sin nuværende arbejdsmæssige og til dels akademiske baggrund i Schweiz. Ikke desto mindre er det foreliggende værk udgivet på et tysk forlag, og det må formodes, at målgruppen derfor primært skal findes i det tysktalende område. Derfor kan bogen godt have interesse for læsere udenfor det tysksprogede område. Det er i øvrigt slet ikke ofte, at der anmeldes schweiziske bøger i dette tidsskrift.

Volker Reinhardt har allerede en lang række akademiske udgivelser bag sig. Omdrejningspunktet i Reinhardts forfatterskab er schweizisk historie og italiensk renæssance, særligt har professoren interesseret sig for de italienske slægter Borgia, Medicierne og nu tillige suppleret sit forfatterskab med en biografi om Machiavelli, som naturligt har historisk berøringsflade med både Medici– og Borgia–slægten og selvfølgelig den historiske periode: renæssancen. Bogen er kommet i sit andet oplag for øvrigt indenfor samme år, som det første oplag udkom. Dette tyder enten på en voldsom stor interesse for denne biografi om Machiavelli, som kan have ramt en lakune i bogmarkedet, eller også har forlaget fejlkalkuleret antallet af bøger i første oplag. Dette spørgsmål får indtil videre stå hen i det uvisse. Reinhardt lægger sig med sin biografi ind i en lang tradition af biografi-skrivere som italienerne Pasquale Villari, som skrev The Times and Life of Niccoló Machiavelli i 1887, Roberto Ridolfi, som forfattede The Life of Niccoló Machiavelli i 1963, og Maurizio Viroli, som skrev Niccoló’s Smile i 2002 for blot at nævne ganske få af de utallige biografier, der gennem årenes løb er udgivet, og som jeg selv er bekendt med. Det er ingen tilfældighed, at det oftest er italienere, som skriver Machiavellis biografier. Det meste af det originale historiske kildemateriale om og af Niccoló Machiavelli forefindes naturligvis på italiensk, og et omfattende materiale henligger i de italienske arkiver, så det, at beskæftige sig med Machiavelli helt fra grunden, kræver som oftest et indgående kendskab til sproget.

Reinhardt har snarere, end at opdele sit værk kronologisk, opdelt sin bog tematisk. Til dette hævder den franske sociolog Pierre Bourdieu, ”at konstruktion af biografiske enkelthistorier i et kronologisk forløb har en uafrystelig nærhed til det litterære skemas udviklingsroman, hvor det levede liv tegnes over en model af lineær, subjektiveret – og objektiveret – sammenhæng. Bourdieu anfægter med rette, at denne konstruktion nok kan være æstetisk bevaringsværdig, men til gengæld ikke er teori- eller videnskabsværdig.” Skrev professor Birgitte Possing (Rubicon 3/2010, p. 90) i sin artikel om kunsten at skrive en biografi. Måske har Reinhardt derfor fat i en pointe, når han i stedet for at gå kronologisk frem griber emnet tematisk an.

Som det allerede fremgår af biografiens titel, er begrebet ”kunst” et gennemgående tema i værket. Forfatteren indleder sit værk med en prolog. Første afsnit handler om ”kunsten at skabe sig et navn”, andet afsnit om ”diplomatiet som kunst”, tredje afsnit handler om ”kunsten at overleve”, og fjerde afsnit omhandler ”kunsten at skrive” og endelig drejer sidste afsnit sig om ”provokationens kunst”. Til allersidst afrunder forfatteren værket med en kort epilog, hvor han særligt berører Machiavellis eftermæle.

Bogen begynder med et citat af en af Machiavellis tidligere venner, som i et brev henvendt til Niccoló anfører: ”jeg siger dig, at du er et helt igennem gement menneske, og jeg vil ikke have dig i mit hus ... du er fra grunden et helt igennem destruktivt menneske, med en sjæl sortere end kul.” Som man kan se af denne tirade, stødte Machiavelli allerede i samtiden selv nære venner fra sig med sine kompromisløse tanker om menneskets natur og samfundets orden – og han kunne ikke holde tand for tunge; det måtte ud. Men det er jo tillige det, som gør Machiavelli så interessant og spændende – provokationen læses med et gysende velbehag, uanset om man er enig med ham eller ej. Mange gjorde i eftertiden en dyd ud af at tage afstand fra hans tanker, således også den senere Frederik den Store af Preussen, som i sine ungdomsår forfattede et skrift mod Machiavelli filosofisk på formfuldendt fransk, hvorefter han som konge efterlevede alle Machiavellis råd om magt og bedrag med stor succes og skabte det Storpreussen, som hele Europa kom til at frygte som en effektiv militærstormagt.

Niccoló er, som medarbejder, en skræk for enhver organisation, som bygger på et autoritært fundament. Han vil nemlig altid sige tingene, som de er, også selvom det ikke stiller ham selv i et gunstigt lys. Ind i mellem kan disse typer slå sig igennem som ”fyrstens” hofnar, men i længden vil organisationen søge at holde ham fuldstændig ude af billedet, beslutningsprocesserne og måske endda afskedige ham, idet sådanne meninger rokker ved selvopfattelsen og i sidste ende tilsyneladende lederens egen autoritet. Det er derfor ikke tilfældigt, at Machiavelli aldrig kom tilbage på betydende poster i bystaten Firenze efter at Medicierne kom tilbage til magten i 1512. Han kan ikke lade være med at sige sin uforbeholdne mening, også selvom det måske havde været klogest at afstå fra det. Det er også det, som støder hans mere diplomatiske venner for brystet, at han til enhver lejlighed føler sig kaldet til at sige det, som han opfatter som sandheden. Det er også derfor, at hans tidligere ven, Filippo de’ Nerli, vender sig imod ham i så voldsomme vendinger. Fordi ved at pleje omgang med rebellen og oprøreren Machiavelli gør han også sig selv mistænkelig i magthavernes øjne, og det har den opportunistiske ven næppe behov for.

Ofte forstår organisationen ikke, at man i virkeligheden har brug for den hudløst ærlige og ofte visionære medarbejder, som kan rykke virksomheden i den rigtige retning. Fordelene ved at have en sådan medarbejder i organisationen opvejer langt de ulemper, som det kan føre med sig, hvis der i realiteten er nogen. I virkeligheden er det måske bare et spørgsmål om den rigtige ledelsesstil? Men hvem vil vove at ansætte en person som Machiavelli? Et fremstående medlem af Medici-familien overvejede at ansætte Machiavelli, på baggrund af hans ubestridelige kompetencer, men han bliver af magtfulde venner i stærke vendinger frarådet at antage denne. Til gengæld efterlever Machiavelli sine egne retningslinjer om ubestikkelighed. Han tilegner sig på intet tidspunkt statens midler eller beriger sig på anden måde på andres bekostning, som så mange andre gør på hans tid, selvom han indimellem har betydelige summer mellem hænderne. Resultatet er da også, at Niccoló Machiavelli dør fattig som en kirkerotte, hvilket arvingerne efterfølgende også beklager sig en del over.

Historikere ved på grund af manglende kilder ikke meget om Machiavelli, før han som 29 årig blev leder af det andet Kancelli og sekretær for udenrigs– og krigsrådet (De Ti) i Firenze. Efter 15 år blev republikken opløst og de tidligere magthavere – familien Medici – kom atter i bedste mafia-stil til magten i Firenze. Machiavelli mistede sit embede, og i den efterfølgende uvirksomme periode blev Niccoló Machiavellis vigtigste værker skrevet.

Volker Reinhardt tager i sine analyser blandt andet udgangspunkt i Machiavellis diplomatpost til ledelsen i republikken Firenze, som er skrevet, mens Machiavelli stadig var virksom, og som stadig ligger bevaret i de historiske arkiver i Firenze. I denne korrespondance og Machiavelli’s analyser kan man tydeligt se spiren til det, der senere bliver hans hovedværker, såsom Firenzes HistorieFyrsten og Drøftelser af Titus Livius.

Professor Reinhardt foretager desuden nogle tankevækkende skarpe analyser af Niccoló Machiavellis digte og skuespil, som i Reinhardts analyser med en spidsfindig og skarpsindig fortolkning lader sig overføre til Machiavellis politiske ideer og tanker. En uventet fortolkning, som giver værket en ganske ny og meget spændende vinkel. Desuden behandler Reinhardt de klassiske hovedværker af Machiavelli. Det drejer sig bl.a. om Firenzes HistorieDrøftelser af Titus LiviusKrigskunsten og endelig og ikke mindst FyrstenFyrsten er efterfølgende blevet kaldt en ansøgning om ansættelse ved de nye magthavere i Firenze og er selvfølgelig særligt kendt for sine hudløst ærlige beskrivelser af magten og dens anvendelse.

Biografien er, som tidligere nævnt, ikke en kronologisk fremstilling af Niccoló Machiavellis liv og levned. Der dvæles ikke meget ved Machiavellis barndom og opvækst – heller ikke i spekulationer om samme; da der reelt ikke vides meget om disse forhold. Ikke desto mindre kunne Reinhardt til dette spørgsmål godt have konsulteret den aktuelle forskning på området, idet farens dagbog eller notater – om man vil – i mellemtiden er dukket op med forholdsvis detaljerede redegørelser for familiens gøren og laden. Heri kunne forfatteren godt have fundet yderligere oplysninger om Niccoló, inden han tiltrådte embedet som leder af det andet kanslerkontor i bystaten Firenze. Så lidt historisk materiale findes der trods alt om Machiavelli, før han træder ind på den politiske scene.

Volker Reinhardt forsøger flere gange i sin biografi at afskrive Machiavelli som humanist på baggrund af hans meget direkte, irreligiøse og hudløst ærlige beskrivelser af begivenhederne i samtiden. Men det rejser imidlertid spørgsmålet, hvad man forstår ved en humanist? En humanist er ikke nødvendigvis en person, som er opfyldt af øllebrødsbarmhjertighed, og det var Machiavelli helt sikkert ikke. Men det kunne til gengæld opfattes som et individ, der gebærder sig som det hele renæssancemenneske med glubende appetit på livet, som sætter mennesket i centrum og bruger mennesket som målestok for alting; en person som med lige stor lethed skriver fagprosa som skuespil og digte. Hvis man definerer en humanist på denne måde, så må man henregne Machiavelli som en af renæssancens absolut førende humanister. Hvilket de fleste kendere af renæssancen da også gør i modsætning til Reinhardt.

Ironien med Machiavelli er, at han på den ene side råder politikeren og fyrsten til at omgås sandheden efter forgodtbefindende, når dette er opportunt, men på den anden side kan han ikke lægge bånd på sig selv; han må absolut sige sandheden og dermed tale magthaverne midt imod, hvilket medfører, at han efter sin embedsperiode i republikken stort set ikke finder beskæftigelse resten af sit liv i politik, selvom det reelt er hans højeste ønske.

Da forfatteren er tysk født men schweizisk ansat historiker, var jeg spændt på, om værket ville være fyldt med schweiziske uforståelige udtryk, men bortset fra en udpræget brug af udtrykket ”Eidgenossen”, er jeg ikke stødt på udtryk, som kunne virke meningsforstyrrende. Tværtimod er bogen velskrevet og letlæselig – om end naturligvis på tysk.

Afsluttende skal det anføres, at den schweizisk baserede professors biografi om Machiavelli er både velskrevet på et lettilgængeligt tysk sprog, veloplagt og underholdende. Om end man kan stille spørgsmålstegn ved, om bogen er en biografi i gængs forstand. Man får efter de første sider en ubændig lyst til at læse bogen i et stræk.

Afsluttende kan man jo stille spørgsmålet til læseren: Ville du turde ansætte Niccoló Machiavelli?

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.3_2012.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord