Luftværn

I The Journal og the Royal Artillery, september 1965, har Aramis skrevet nedenstående artikel: »AIR DEFENCE FOR ALL«, der her bringes i oversættelse.

På den konventionelle krigs område fremkommer der fra tid til anden — i vore dage ca. én gang i hver generation - en ny faktor, som får stor taktisk betydning, og hvis rette udnyttelse fører til overlegenhed på slagmarken, altid betydelig og ofte afgørende. Den hær, der først erkender betydningen af denne faktor, og hvis militære doktrin og praktik udvikles i overensstemmelse med dens indførelse, kommer som regel ubemærket sin modstander i forkøbet. Faktoren kan være et nyt våben, f. eks. maskingeværerne i 1914, eller et taktisk princip, som den pansrede bevægelighed i 1939'-40. Tyskerne udnyttede begge disse faktorer med uhyre fordel for sig selv og et ikke ringe ubehag for os. De høstede belønningen for deres fremragende skarpsindighed og fremsyn i årene før de to krige.
I vor generation er den tilsvarende faktor utvivlsomt den store og voksende udnyttelse af luften af hidtil jord-bundne hære. Det er ganske klart, at flere og flere operationelle bevægelser af enhver art fra nu af vil ske gennem luften. Rekognoscering vil ske fra luften; fjenden vil blive angrebet fra luften; og jord-slagets natur vil gradvist ændres eftersom det udstrækkes opad for at medinddrage den tredie dimension. For at tage et hjemligt eksempel, så vil føreren ikke længere have behov for at finde ud af, hvad der sker på den anden side af bjerget; han vil til stadighed have den anden side af bjerget for øje via sine rekognosceringsfly. Det turde være let at indse, at den hær, der gør den mest effektive brug af luften, vil have en kolossal fordel overfor sin modstander. Og det er da klart: fugle dræber orme - og ikke omvendt.

Komplementært hertil - medaljens anden side - er så nødvendigheden af at forhindre fjenden i at benytte luften effektivt til sine formål. Standardmetoden til at forhindre bevægelser har altid været at indsætte ildkraft, og der er ingen grund til at tro, at dette ikke fortsat vil gælde også i fremtiden. Men fra nu af må forsvarerens ildplan øges og strækkes ud til at inkludere luft-flanken. Et tre-dimensionalt slag må udkæmpes med en tredimensional ildplan. Artilleriet er hovedleverandøren af ildkraft i hæren og må varetage den store del af hvervet med at nægte fjenden aktionsfrihed i vort luftrum. Men det ville være forkert at tro, at det kan gøre mere end det. Det vil også være ufornuftigt at forvente det. Ingen har nogensinde foreslået, at Infanteriet skulle fratages deres tunge våben. Det kunne ikke virke uden dem. Det behøver f. eks. sine morterer til særlige lejligheder, hvor artilleriild ikke er til rådighed, og som en reserveildkraft under førerens absolutte kommando. Ganske tilsvarende argumenter er gældende med samme styrke for ildplaner i den tredie dimension, eller som det normalt kaldes: luftværn (air defence).

Hvis vi erkender, at Infanteriet og andre våbenarter har behov for deres eget luftværnsvåben, så bliver det næste spørgsmål selvsagt: Hvad skal dette våben kunne, eller hvad skal være de militære krav til det? Man må i denne forbindelse først betragte truslen som en helhed samt overveje, hvorledes man vil imødegå den. Den moderne lufttrussel mod en hær i felten dækker et stort område. Den ene ende af skalaen dækkes af superhurtige angrebs- og rekognosceringsfly, som nærmer sig målet i meget lav højde og med overlydshastighed. De vil være synlige for det blotte øje eller for radar i den kortest mulige tid. For med held at engagere den slags mål har vi behov for et våben med en meget kort reaktionstid og i hvert fald nogen grad af automatik. I skalaens anden ende finder vi det langsomtflyven- de transport- eller rekognosceringsfly, der kan være fastvinget eller helikopter. Disse vil også flyve lavest muligt og anvende terrænet bedst muligt for at undgå fjendtlig iagttagelse; men de vil normalt være synlige som mål i længere tid, end de superhurtige fly, og når de kan ses, vil de være nemmere at ramme. Selv våben fra sidste verdenskrig vil have gode chancer overfor mål af denne art. Mellem disse to yderpunkter omfatter truslen fly og droner med vekslende egenskaber og hastigheder: Nogle kan operere om dagen og om natten, men størstedelen nok kun om dagen.

Engagement af superhurtige fly i lav højde over kampområdet præsenterer en vanskelighed, der er en hel størrelsesorden sværere end engagement af jordmål, og årsagerne hertil er ikke svære at få øje på. Fly vil flyve måske tyve gange så stærkt, som en kampvogn kan køre. Det vil manøvrere op og ned, til siden og frem og tilbage. Det vil kun være synligt i meget kort tid. Og det vil endelig komme uventet. En fører kan normalt stole på at få en antydning om et truende panserangreb mod sin front, men han får overhovedet intet varsel om et lavangreb fra luften. Dette er de simple kendsgerninger, der gør forsvaret mod lavtgående fly til det vanskeligste problem på slagmarken i dag. Det er derfor klart, at intet simpelt våben kan give løsningen på spørgsmålet. For at imødegå lufttruslen i sin helhed — selv ved dagslys — har vi behov for et smidigt, højtudviklet våben, der benytter den mest moderne teknik. Og det vil blive dyrt. Ønsker vi, det skal kunne virke om natten, som nogle fjendtlige fly utvivlsomt vil, må det være endnu mere kompliceret og vil være endnu mere horribelt dyrt. Økonomiske årsager er én blandt mange, som fører til tanken om, at man må have mere end et våben. Den rige vil kunne bestemme sig for en løsning med en enkelt våbentype. Han kunne købe et våben (hvis det eksisterer), der kunne ødelægge det vanskeligste mål ved dag og ved nat. Han kunne udstyre hele sin hær med dette våben og give en god dag i udgifterne. Men tiggere kan ikke tillade sig at vælge, og vor hær kan ikke sy sine sko over så simpel en læst. Vi må købe vore resultater på det billigste marked, og kan man imødegå en væsentlig del af lufttruslen tilfredsstillende med et relativt simpelt og billigt våben, må vi have dette våben. Faktisk peger økonomiske, styrkemæssige og operationelle overvejelser alle henimod en familie af våben af varierende finhedsgrad og styrke, og det viser sig da også at være den officielle politik i dag.

Det næste punkt, vi skal se på, er betjeningen af disse våben. Hvem skal have hvad? Skal vi fordele hele familien til alle våbenarter? Enhver enhed ville i så fald blive helt selvforsynende med luftværn. Den kunne tage sig af alt, hvad der kom. Men imod denne fordel må man afveje den kendsgerning, at f. eks. Infanteriet allerede beklager sig over antallet af specialvåben i en bataljon. Ethvert ekstravåben, de skulle bemande, ville yderligere nedsætte antallet af folk med bajonetter, og vi kan være ret forvisset om, at de vil se med nogen afsky på et forslag om at påtvinge dem en familie på 2 eller 3 luftvæmsvåben. Man kan næppe forvente, at de andre kampenheders synspunkter vil være ret forskellige herfra, og vi når derfor til den konklusion, at de ikke-specialiserede våbenarter ikke kan acceptere mere end ét luftvæmsvåben. Hvilket slags våben bør det være? Lad os for at simplificere argumenterne forudsætte, at vor familie består af to våben, et avanceret våben, der kan tage sig af de vanskeligste mål, og et simpelt våben, der er billigere, og som kun er effektivt imod den nedre del af den trusselskala, der tidligere er omtalt.

I almenhed afhænger fordele og ulemper ved at opdele våben i special- og ikke- specialenheder af tre faktorer, henholdsvis uddannelse, logistics og kommando. Hvad uddannelsen angår, så er det bedst at have specialenheder, hvis våbnet kræver højt specialiserede færdigheder. Den fortsatte uddannelse vil sandsynligvis være bedre organiseret og gennemført i en enhed, hvis hovedformål er at betjene dette våben, end noget andet sted. Hvis det yderligere er nødvendigt at have kostbart uddannelsesudstyr - og moderne luftværnsvåben vil bestemt kræve dette - så får vi behov for et mindre antal af trænings- udstyr og -personel, hvis vi benytter specialenheder, end ellers. Vi vil derved spare penge. For det andet er det mere økonomisk at samle våben i specialenheder, hvis specialiseret vedligeholdelse og forsyning er nødvendig. Teknikere og tekniske reparationsfaciliteter er sjældne og dyrebare, og hvis de skal kunne betale sig, skal vi undgå at splitte dem op i småstykker spredt over hele Hæren. De skal have en økonomisk arbejdsbyrde, og dette vil lettere være tilfældet i specialenheder end i ikke-specialenheder. Hvad angår kommandoforholdene er det nok rigtigt at sige, at jo større kraft, der er i et våben, des højere plan skal kommandoen over det føres fra. Et historisk eksempel herpå er tildelingen af Artilleri til de forskellige kommandotrin i hæren i de sidste to krige. Divisionerne havde deres lette feltkanoner, de middeltunge var placeret under korpset, det meste af det tunge artilleri var ikke decentraliseret under armé- plan, og endelig var de supertunge kanoner og jernbaneskyts på armé-gruppe-plan. Atomammunition kan nok modificere, men ikke ganske afskaffe, dette førings- princip; men på det konventionelle område har det stadig fuld gyldighed. Og dette er ikke blot som følge af den forholdsvise sjældenhed af magtfulde våben; ej heller fordi midlerne til at bestemme mål for magtfuldt, langtrækkende våben kun findes på højere føringstrin; men også i betragtelig grad fordi rækkevidden og kraften hos disse våben giver en smidighed, som kun kan udnyttes fuldt ud, hvis de føres på det højst mulige plan. Hvis vi anvender disse tre faktorer på vor familie af luftvæmsvåben, og hvis vi forudsætter, at de avancerede våben kræver flere specialister til drift og vedligeholdelse end de simple, samt at de avancerede er mere »magtfulde«, så er det klart, at de avancerede våben ikke bør fordeles til ikke-specialist våbenarteme.

I den særlige luftværns-sammenhæng skal endnu en faktor tages i regning. Luftrummet over slagmarken gennemkrydses af egne luftfartøjer; og vore våben skyder op i dette luftram. Når man ikke har et sikkert og pålideligt IFF-system (og et sådant vil næppe være til rådighed i den nærmeste fremtid, og selv om det findes, vil det ikke være billigt og simpelt nok til at kunne monteres på vores simple medlem al våben-familien), må der træffes foranstaltninger til at tillade begge parter størst mulig aktionsfrihed samtidig med, at man sikrer flyenes sikkerhed; disse foranstaltninger kaldes kontrol. Luft- væmsvåben er under kontrol dels af S.O.P. og dels af ordrer fra højere myndigheder, og disse ordrer er hidtil blevet bedpmt vigtige nok og af tilstrækkelig høj prioritet til at berettige et særligt radionet, idet alle luftværnsstillinger indgår på dette net. Men hvad enten man bibeholder et særligt net eller ej, så er en eller anden form for kommunikation vigtig, og den må være permanent besat, når våbnene er i stilling, hvis en effektiv kontrol skal kunne udøves. Det er klart, at betydningen af kontrol varierer direkte med rækkevidden og sårbarheden for de pågældende våben. Hvis vi ville tildele de avancerede våben til Infanteriet, ville de uundgåeligt blive indviklet i kontrolproblemer, og de ville nok føle dette som et ubehag. Hvis de kun fik de simple våben, kunne en rudimentær kontrol blot ved S.O.P. muligvis være nok. Denne faktor virker derfor også i samme retning som de andre tre.

Hidtil har argumenteringen peget på, at det avancerede medlem af luftværnsvåbenfamilien skal bemandes af specialtropper, d. v. s. af Artilleriet. Det er interessant at se, at amerikanerne synes at have bevist gyldigheden af disse ganske almindelige tanker ved vidtgående studier af den detaljerede indsættelse af et særligt våbensystem. REDEYE blev oprindeligt betragtet som et ikke-specialist våben. Det skulle have en rimelig virkning imod de fleste taktiske fly, og skulle være yderst simpelt at betjene og vedligeholde. Men under udviklingsfasen er der opstået uforudsete vanskeligheder med uddannelsen og vedligeholdelsen; og følgen er, at der nu synes tegn på, at når R ED EYE kommer ud til tropperne, vil det nok blive betjent af specialtropper. Den uundgåelige logiske konsekvens heraf er, at et »all-arms«- våben må være simpelt. Hvilken udformning skal det have?

Selvom det teoretisk er muligt at konstruere et våben med høj ydelse og dog simpelt nok til at tilfredstille vore betingelser, så kan man endnu ikke i praksis løse dette problem. Styrede raketter dur især ikke. Kompleksiteten i systemer med aktiv styring er for stor, og passiv- homende raketter lider under skelnevanskeligheder og er endnu ikke effektive nok. Vi tvinges henimod en kanon-løsning; og her bør man iagttage, at selvom det for få år siden var moderne — både her i landet og i U.S.A. - at betragte luftværns- kanonen som et forældet eller i hvert fald snart forældet våben, så er det nu modsat. Amerikanerne, der havde sat aDe deres 40 mm kanoner på depoter, og fordelt personellet til andre opgaver, blev alarmerede over hullet i deres luftværn under Cuba-krisen, og er nu bange for den fare, der er skabt ved svigten af deres luftværnsvåbensproduktions-program. De prøver målbevist at finde en løsning på deres vanskeligheder, og blandt de mulige løsninger er kanoner dominerende. Tyskerne, der altid har været realister og særligt følsomme, hvad angår luftværn, siden de sidste år af sidste krig, er nu ved at nyudruste deres luftværnsartilleri med en 30 mm kanon. Vi skal heller ikke glemme, at der på en enkelt dag fomylig (marts 1965) blev nedskudt fem højtmodeme fly fra U.S. Air Force af Nord-Vietnamesisk maskinskyts. Kanoner er på ingen måde forældede, og de bør være vores løsning som »all-arms«-våben, indtil noget bedre dukker op.

Indenfor rammerne af en kort artikel er det umuligt at undersøge dette emne udtømmende, og mange relevante og interessante argumenter er udeladt. Men der er måske alligevel sagt nok for at opfylde formålet, som har været ved hjælp af grundlæggende principper og helt almene argumenter at vise den kolossale betydning af luftværnet i fremtidens kamp; det heraf følgende behov hos alle våbenarter for at have deres egne luftvæmsvåben; samt årsagerne, der fører til den konklusion, at disse våben bør være kanoner (maskinskyts).

N.B.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon luftvaern_aramis.pdf

Litteraturliste

Del: