Luftstridskræfters anvendelse under Operation ’’Allied Force ”

”The crews who flew the bombers, fighters and support aircraft carried out
the most precise air campaign in history ”
William S. Cohen, USA forsvarsminister.

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
De historiske årsager til konflikten i Kosovo rækker flere hundrede år tilbage i
tiden, men den nyligt afviklede konflikt havde sit umiddelbare udgangspunkt i
opblomstringen af ny-serbisk nationalisme som promoveret af Milosevic i talen
på Solsortesletten ved Kosovo Polje i 1989. Samme år blev Kosovo ligeledes
frataget den høje grad af autonomi, som provinsen var blevet tildelt efter Republikken
Jugoslaviens opløsning efter Tito. Den albanske befolkning i Kosovo
søgte at modsætte sig den tætte knytning til Beograd, men uden held. I 1996
dannedes væbnede oppositionsgrupper, og det kom til en væbnet oprørskamp
mellem Kosovos Befrielses Hær (UCK) og den serbiske hær (VJ) og specialpoliti
enheder (MUP) i 1997 og 1998. Kampene i 1998 resulterede yderligere i
systematisk serbisk etnisk udrensning af den albanske befolkning i Kosovo i en
sådan grad, at verdenssamfundet blev alvorligt bekymret. NATO Rådet trådte
sammen på udenrigsminister niveau 28 Maj 1998 og enedes om to mål for alliancen
i relation til situationen:
• At medvirke til en fredelig bilæggelse af krisen gennem konstruktive bidrag
til verdenssamfundets reaktion.
• At fremme stabilitet i nabostaterne.
12 juni 1998 bad NATO Rådet SACEUR om en vurdering af hvilke handlemuligheder
alliancen havde i relation til krisen. Dette blev understreget af en i
hast planlagt og gennemført luftøvelse, hvor 11 NATO lande - herunder Danmark
- 15 juni 1998 gennemførte en øvelses i Albansk og Makedonsk luftrum.
Øvelsen var tænkt som en demonstration af NATO evne til meget hurtigt at
sammendrage en større luftstyrke, og gennem de afstande hvorover øvelsen blev
gennemført at demonstrere evnen til at nå hele det serbiske luftrum.
En proces bestående af en kombination af diplomatiske initiativer og stigende
militært pres endte i begyndelsen af oktober 1998 med, at luftstridskræfter fra
søværn og flyvevåbner fra hovedparten af NATO medlemslandene var klar til
indsats fra positioner og baser i middelhavsområdet. FN sikkerhedsråd udsendte
23 september resolution 1199, der fordømte den serbiske adfærd og NATO rådet
aktiverede operationsplanen for ALLIED FORCE 13 oktober 1998. Det lykkedes
gennem forhandlinger mellem Milosevic, USA udsending Holbrooke, NATO
General Sekretær, Formanden for NATO Militær Komite og SACEUR, at få den
serbiske ledelse til at indvillige i en tilbagetrækning af VJ og MUP enhederne i
Kosovo. I løbet af oktober og november 1998 blev hovedparten af de serbiske
enheder trukket ud af Kosovo under overvågning af NATO og med en konstant
trussel om luftangreb mod Serbien som en mulig option. OSCE indsatte en observatørstyrke
for at monitere situationen, der i november blev vurderet som så
stabil, at hovedparten af de luftstridskræfter, der var deployeret til Italien, blev
trukket tilbage til deres hjemmebaser. Styrkerne var fortsat under operativ kontrol
af SACEUR og de skulle holde et beredskab, der muliggjorde en returnering
med dages varsel.
Serbien overholdt imidlertid ikke den aftale, der var indgået med Holbrooke
13 oktober 1998 og man søgte gennem forhandlinger i Rambouillet i februar og
marts ad diplomatisk vej at finde en løsning. Parallelt med dette returnerede
SACEUR luftstridskræfteme til deres operationsbaser i Middelhavsområdet. Den
Kosovo albanske delegation accepterede betingelserne i Rambouillet aftalen,
mens de blev afvist af Serbien, der fortsatte den voldsomme fremfærd mod den
albanske befolkning i Kosovo.
På dette tidspunkt fandt NATO, at de diplomatiske muligheder var udtømte,
og NATO autoriserede 24 marts 1999 gennemførelse af en selvstændig luftkampagne
med henblik på ad militær vej at påtvinge Milosevic verdenssamfundets
vilje. Offensive luftoperationer inden for rammerne af Operation ALLIED
FORCE blev gennemført i 78 dage og 9 juni kl 2103 underskrev en serbiske
delegation en ”Militær-Teknisk Aftale”, der krævede serbisk tilbagetrækning fra
Kosovo i løbet af 11 dage og som tillod indsættelse af en NATO implementeringsstyrke
(Kosovo Force (KFOR)).
 

Kampagne planlægningen
Operation ALLIED FORCE var en selvstændig luftkampagne gennemført på det
strategiske, operative og til dels taktiske niveau. En sådan kampagne er beskrevet
i NATO nyeste publikationer (AJP-1). Den blev planlagt i o.m. den seneste doktrinære
tankegang, der, ihvorvel denne endnu ikke er fuldt beskrevet i de officielle
NATO publikationer, vinder stigende accept og udbredelse i NATO. De
doktrinære grundelementer er at luftstridskræfters egenskaber skal anvendes til at
påvirke Centers of Gravity (CoG) på det strategiske niveau så hurtigt og direkte
som muligt, gerne så indirekte som muligt på det operative niveau og med et
minimum af fysisk ødelæggelse. Heraf følger implicit, at det drejer sig om at
påføre et antal mål en ønsket effekt, det drejer sig ikke om at nedslide et maksimalt
antal Çendtlige militærværdier.
 

Luftstridskræfters egenskaber
Luftstridskræfter defineres i denne artikels sammenhæng som platforme, herunder
våbenbærere og våben, der udnytter den tredje dimension uanset om de er
fremdrevne eller ballistiske, uanset væmstilhørsforhold. Operation ALLIED
FORCE var netop karakteriseret af, at det luftmilitære bidrag ikke udelukkende
bestod af bemandede fly fra de bidragydendes nationers flyvevåbner, men af
samtlige de platforme, der er nævnt ovenfor og fra 4 værn.
Luftstridskræfter har, takket været udnyttelsen af den tredje dimension, en
række karakteristika, der gør dem enestående fra en strategisk og operativ synsvinkel.
Luftstridskræfter kan meget hurtigt sammendrages. Til trods for geografisk
spredt basering kan de meget hurtigt koncentreres i et bestemt målområde
eller de kan indsættes mod elementer i det samme - geografisk spredte -
målkompleks. Luftstridskræfter er uafhængige af hindringer på overfladen, d.v.s.
at de i en konflikts indledende fase fysisk kan række en række mål, der ikke kan
rækkes af overfladebundne styrker, og den retning, hvorfra angrebet finder sted,
er delvis uforudsigelig. Moderne teknologi, der i meget væsentlig grad reducerer
modpartens evne til at opdage visse platforme (Stealth) indebærer en høj grad af
operativ frihed fra en konflikts indledende faser uden, at det er nødvendigt at
gennemføre en klassisk kamp om operativ frihed i luften. Dette giver luftstridskræfter
mulighed for - om ønsket samtidigt - at påføre effekt mod mål på det
taktiske, det operative og det strategiske niveau allerede i en konflikts indledende
faser. Kunsten ved anvendelse af luftstridskræfter er netop at udvælge målene.
Teoretisk set kan man ramme hvad som helst i modpartens samfund, og det er
derfor nødvendigt at foretage en omhyggelig analyse af samfundet for netop at
identificere de mål, der så hurtigt som muligt leder til opnåelsen af det militære
mål på det operative niveau med den mindst mulige indsats. Som en del af udvælgelsesprocessen
blev der foretaget en militærjuridisk afvejning af målenes
legitimitet i forhold til krigens love i relation til diskriminations- og proportionalitetsprincippet.
Efter at de militære ledere har identificeret de legitime mål, der
giver den bedste effekt, kan en efterfølgende politisk godkendelsesprocess være
nødvendig. Den politiske godkendelse er vanskelig, når der reelt er tale om, at 19
nationer skal godkende målene, hvor disse 19 nationer har individuelle indenrigspolitiske
og udenrigspolitiske forudsætninger for deres deltagelse i operationen.
Disse forhold gjorde sig gældende under kampagneplanlægningen til Operation
ALLIED FORCE. I Fig. 1 illustreres relationerne mellem Desired End-
State, CoG, Decisive Points og de mål der relaterer sig hertil på det strategiske,
operative og taktiske niveau.

Begrebsmodellen beskriver de klassiske elementer i planlægningen i vejen
frem mod den politiske og militær strategiske ønskede sluttilstand eller målsætning.
(Desired End State). Det essentielle er, at man ikke behøver at nedkæmpe
hele modpartens militære potentiel for at opnå det militære mål, men kan opnå
sine mål ved direkte påvirkning af CoG på det strategiske niveau, eller ved
indirekte påvirkning af det strategiske niveau ved påvirkning på det operative
niveau.
 

Den politiske målsætning
Den politiske målsætning for Operation ALLIED FORCE blev endeligt fastlagt i
et NATO rådsmøde 12 april 1999 og den blev bekræftet på NATO topmødet 23
april 1999. Den indebar følgende:
• Et verificerbart ophør af alle militære operationer i Kosovo og en ophør
af volden mod og undertrykkelsen af den albanske befolkning.
• En tilbagetrækning af alle VJ og MUP styrker fra Kosovo.
• Etablering af en international militær tilstedeværelse i Kosovo.
• En tilladelse til en betingelsesløs tilbagevenden af alle fordrevne personer
og uhindret adgang for internationale hjælpe organisationer.
• Etableringen af en politisk struktur baseret på Rambouillet Aftalen og i
o.m. international ret og FN charter.

Strategiske CoG og Operative Desired End States
Ovenfor nævnte politiske målsætning resulterede i følgende identifikation af
nogle af de i Fig. 1 illustrerede faktorer.

Den faseopdelte kampagne
Planlægningen, der blev gennemført af stabene ved COMAIRSOUTH og GAOC
5, anvendte den samme model, som blev anvendt under konflikten i den Persiske
Golf 1990 -1991 som illustreret i Fig. 2. I den militære planlægning blev Milosevics
vilje identificeret som det strategiske CoG. NATO identificerede derfor i
den indledende planlægning de i Fig. 3. beskrevne sammenhænge.

Tilkæmpelse af og bevaring af luftoverlegenhed blev identificeret som et
Decisive Point på det strategiske niveau og som en af flere Desired End States
(Operational Objectives) på det operative niveau.
I denne proces identificeres ligeledes de mål, der skal påføres en effekt for at
opnå den ønskede sluttilstand. Her er et grundigt landestudie en absolut forudsætning
for gennemførelse af en korrekt analyse. Studien skal ikke alene vurdere
den militære kapacitet og modpartens fysiske infrastruktur, mindst lige så vigtigt
er en vurdering af den politiske og historiske udvikling, befolkningens sammensætning
og kultur og psykologien hos modpartens toneangivende ledere. Resultatet
af disse overvejelser i f.m. Operation ALLIED FORCE er illustreret på Fig.
4

Forskellen i vestlig og serbisk tankegang og vigtigheden af at forstå
modpartens historiske og kulturelle baggrund kan illustreres med følgende
eksempel På et tidligt tidspunkt i konflikten blev et SA-3 batteri
og en enhed a f kompagniværdi forstærket med et selvkørende artilleribatteri
deployeret til at forsvare mindesmærket for slaget på Solsortesletten
i 1389 ved Kosovo Polje. Man havde muligvis en opfattelse a f
at NATO/UCK på et tidspunkt ville angribe dette for serbisk selvfølelse
så vigtige symbol Det ville svare til at Chefen for Det Danske Luftfor
svar deployerede et Hawk batteri til at forsvare Den Lille Havfrue eller
Skamlingsbanken. Mindesmærket er i sig selv ligeledes et eksempel på
forskellen i vestlig og serbisk tankegang, idet det er rejst til minde om et
nederlag ! Monumentes symbolske betydning var dog ikke blevet helt
overset a f NATO. Da COMKFOR var ude a f stand til at opslå sit fremskudte
hovedkvarter på Pristina flyvepladsen, valgte han i stedet at
etablere sig ved foden a f monumentet.

Ideelt skulle operationen herefter have været planlagt afviklet i o.m. krigens
principper om koncentration og udnyttelse af luftstridskræftemes evne til indledningsvis
at angribe strategisk betydningsfulde mål. Det blev besluttet, at gennemføre
en faseopdelt kampagne, hvor der gradvist blev lagt et stigende pres på
Milosevic. Det var den udbredte opfattelse (håb ?), at konflikten ville blive kortvarig.
Det var vurderingen, at Milosevic ikke ville udsætte Serbien for et længerevarende
luftangreb, men at han havde brug for et påskud til acceptere Rambouillet
aftalen, der indenrigspolitisk var overordentlig svær at håndtere. Operationen
blev indledt med ca. 350 fly, men efterhånden blev det klart, at Milosevic
ikke ville give sig uden kamp. Således øgede NATO antallet af fly til over 1000,
hvorved NATO kunne opretholde et massivt kontinuerligt pres mod FRY. Talrige
historiske erfaringer taler imod en sådan anvendelse af militære styrker til
forfølgelse af den politiske målsætning, men der var formentlig tale om det, der
var politisk opnåeligt i NATO Rådet. Operationen blev derfor opdelt i følgende
faser:

1. Opnåelse af luftoverlegenhed ved påføre effekt mod følgende mål: Flyvestationer,
kontrol- og varslingsstationer, luftforsvarets kommandocentre,
relæstationer og VJ/MUP statiske hovedkvarterer.

2. Vedligeholdelse af luftoverlegenhed og degradering af VJ/MUP militære
kapacitet ved at påføre følgende mål effekt: Som ovenfor samt kaserner,
tunge våben, færdselsårer og centre i disse, VJ felthovedkvarterer
og våben og ammunitionsdepoter.

3. Ødelæggelse af Serbiens vilje til undertrykkelse ved at påføre effekt
mod følgende mål: Olieraffinaderier, brændstofdepoter, den serbiske
centraladministration og ledelse og nøgle industriforetagender.

En nærmere analyse af ovenstående vil afdække, at NATO i operationsordren
for Operation ALLIED FORCE fase 1 og 2 udelukkende planlagde angreb
på det operative og taktiske niveau, mens det strategiske CoG først ville blive
adresseret under fase 3. Dette er i direkte strid med moderne doktriner for anvendelse
af luftstridskræfter som skitseret ovenfor. Da operationen gik i gang, kunne
man hurtigt konstatere, at NATO ledelse også var nået frem til den samme konklusion.
Under fase 1, kort tid efter operationens start, blev strategiske mål fra
fase 3 angrebet, men det begrænsede antal deltagende fly i starten af operationen
medførte, at man hverken opnåede chokeffekt eller strategisk lammelse.

Det jugoslaviske luftforsvar
Det Jugoslaviske luftforsvar bestod af en kommando-, varslings- og kontrolorganisation,
luftforsvarsjagere og jord-til-luft missilbatterier, som skitseret
på Fig. 5, 6, 7 og 8.
Kommandosystemet var på forhånd vurderet som værende overordentligt
robust og redundant ikke mindst f.s.v.a. kommunikationer og evne til at
operere under degraderede muligheder for centraliseret ledelse. Kontrol- og
varslingssystemet havde mangedobbelt dækning således, at det var muligt med
kun dele af systemet aktiveret at give fuld varsling og kontrol. Dette blev udnyttet
til hyppige stillingsskifter - hver 24 til 48 timer - hvor den aktive del gav fuld
varsling, mens dele af de øvrige komponenter blev flyttet. Dette vanskeliggjorde
selvsagt lokalisering og efterfølgende luftangreb. Varslingssystemet afgav yderligere
deres meldinger direkte til jord-til-luft missilbatterieme, således at regimentet
eller de enkelte stillinger ikke behøvede at anvende deres egne varslingsradarsystemer.
Det skulle senere vise sig at missilbatterieme yderligere kunne
foretage engagement alene baseret på oplysninger fra varslingssystemet, uden
anvendelse af ildlederadarsystemer.

Ved konfliktens start rådede Serbien over ca. 15 MiG-29 Fulcrum og ca. 100
MiG-21 Fishbed. Takket været en fleksibel logistisk struktur kunne begge flytyper
operere fra alle serbiske flyvestationer. Ca. 15 SA-3 og ca. 25 SA-6 batterier
organiserede i ca: 10 regimenter var til rådighed ved konfliktens start. Regimenternes
kommandoposter med tilhørende varslingsradar og alle batterierne blev
kort før konfliktens start deployeret til deres krigspositioner. Herefter foretog alle
disse enheder stillingsskifte med maksimalt 48 timers mellemrum. Ingen enhed
blev på noget tidspunkt konstateret aktiv to gange i træk fra den samme position.
 

NATO og USA luftstridskræfter
NATO styrke genererings proces
Alle NATO lande havde været i besiddelse af operationsordren til Operation
ALLIED FORCE med henblik på kommentering siden august 1998. Det var
derfor muligt temmelig hurtigt for NATO HQ at initiere styrke genererings processen.
Denne består af følgende trin:

1. NATO HQ udsender en Activation Warning (ACTWARN) kombineret
med Statements of Requirements (SOR), hvorigennem nationerne varsles
om en forestående operation og NATO behov for styrkebidrag.
ACTWARN blev udsendt 24 september 1998.

2. SACEUR udsender en Activation Request (ACTREQ) hvor NATO Rådet
anmodes om at godkende iværksættelse af en OPLAN. ACTREQ
blev udsendt 1 oktober 1998.

3. Nationerne tilkendegiver gennem Force Preparation Message
(FORCEPREP) en hensigt om i givet fald efter fornøden politisk accept,
at stille et nærmere defineret styrkebidrag. Danmark sendte
FORCEPREP 5 oktober 1998.

4. SACEUR udsender en Activation Order (ACTORD) til de bidragydende
nationer. ACTORD blev udsendt 13 oktober 1998.

5. På baggrund af trin 4 udsender nationerne efter politisk godkendelse en
Transfer of Authority Message (ORBATTOAAIR), hvor nationerne
overdrager operativ kommando eller kontrol til SACEUR. Herunder anføres
hvilken operation styrkebidraget er autoriseret til at deltage i og
dets operative formåen og begrænsninger specificeres. Danmark sendte
dette signal 13 oktober 1998.

6. Når operationen skal iværksættes sender SACEUR til NATO Rådet en
Rules of Engagement (ROE) Request (ROE REQ), der i detaljer specificerer
hvilke regler styrken anmodes indsat efter.

7. Rådet udsender efter behandling en ROE Authorization Message (ROE
AUT). Denne specificerer det regelsæt hvorefter styrkerne kan indsættes.
ROE vil som oftest være delt op i tre kategorier. ROE som rådet ikke
vil autorisere, men som tilbageholdes m.h.p. eventuel senere autorisering.
ROE som SACEUR er bemyndiget til at iværksætte, men som
ikke delegeres og ROE der delegeres til de underlagte chefer.

8. SACEUR udsender en ROE Implementation Message (ROE IMPL).
Dette er iværksættelseordren til de underlagte chefer, samt en specifikation
af efter hvilket regelsæt styrken kan indsættes. Procedurerne for
ROE er beskrevet i udkast til MC 362. De underlagte chefer vil typisk
igen bevare retten til selv at iværksætte visse ROE, men delegerer igen
visse ROE til underlagte chefer.
Da Serbien 13 oktober 1998 indgik en aftale om tilbagetrækning fra Kosovo
blev ROE processen indledningsvis ikke ført til ende. ROE IMPL blev først
udsendt efter sammenbruddet af anden runde af Rambouillet forhandlingerne.
ROE IMPL er den formelle ordre, der af SACEUR anvendes til at igangsætte
operationen. Den forpligter nationerne til at deltage i operationen med det
tildelte styrkebidrag, men den forpligter ikke nationerne til slavisk at følge alle
ROE. Under Operation ALLIED FORCE havde visse nationer reservationer og
begrænsninger til ROE, der så blev meddelt SACEUR. Danmark stod i den situ
ation, at det danske styrke bidrag opererede under en national ROE, der under
visse omstændigheder er mere vidtgående end de af NATO indledningsvis implementerede
ROE, nemlig Kongelig Dansk Forholdsordre. Danske styrker opererede
under ALLIED FORCE efter NATO ROE, men suppleret med ’’Forholdsordren”
således, at danske styrker, der observerede, at en anden dansk enhed var
under angreb uophørligt skulle komme denne til hjælp. Denne regel kunne være
blevet aktuel, hvis Serbiske styrker havde angrebet danske hærstyrker i Albanien
eller danske flådestyrker i Adriaterhavet. NATO har i det sidste udkast til MC
362 udvidet selvforsvarsbegrebet i o.m. de principper, der gælder i ’’Forholdsordren”.
De implementerede ROE var set fra den operative chefs synspunkt overordentligt
robuste. Der var således god harmoni mellem det mål man ønskede at
opnå og de autoriserede ROE.
 

M.h.p. gennemførelse af operativ kontrol med de tildelte styrkebidrag anvendte
NATO den i Fig. 9. skitserede organisation. COMAIRSOUTH udøvede
operativ kontrol over de underlagte luftstridskræfter via Combined Air Operations
Centre 5 (CAOC 5). SACEUR optrådte som Land Component Commander.
Parallelt med NATO organisation blev der etableret en amerikansk skyggeorganisation
og USA iværksatte Operation NOBLE ANVIL, der var den amerikanske
operation, der blev gennemført parallelt med Operation ALLIED FORCE. Indçn
for rammerne af NOBLE ANVIL gennemførte amerikanske luftstridskræfter
operationer, der var nøje koordinerede og synkroniserede med ALLIED FORCE,
idet COMAIRSOUTH og Joint Force Air Component Commander (JFACC) var
den samme person.
Konsekvensen af ovenstående var, at ikke alle styrker var givet i OPCON til
NATO, men da der var en horisontalt personsammenfald på de forskellige kommandoniveauer,
kunne operationen alligevel gennemføres uden koordinationsproblemer.
 

Flyvevåben bidragene fra NATO og USA nationale bidrag med kampfly,
kampstøtte fly og ubemandede rekognosceringsplatforme fremgår af Fig. 11 og
12. Et bemærkelsesværdigt bidrag er den amerikanske eskadrille med ubemandede
rekognosceringsfly (UAV) af typen RQ-1A Predator på Tuzla. Disse blev
suppleret med UAV enheder fra den amerikanske og tyske hær stationeret på
lufthavnen ved Skopje.
Det sømilitære bidrag til luftstridskræfteme bestod af et hangarskib fra USA
med bl.a. F-18 og F-14, et fra England med Sea Harrier og et fra Frankrig med
Super Etendard. US Marine Corps stationerede et antal F-18 i Ungarn. Herudover
bidrog USA med 5 overfladefartøjer udrustet til luftforsvar med overfladetil-
luft missiler og til angreb på landmål med Tomahawk Land Attack Missile
(TLAM). USA og England bidrog yderligere med hver en TLAM udrustet Ubåd.
Da styrkeopbygningen var på sit højeste have NATO i alt ca. 1000 bemandede
luftfartøjer og ca. 450 TLAMs til rådighed.
NATO luftforsvar baserede sig på det etablerede integrerede NATO kontrolog
varslingssystem inkl. E-3, jagere på Combat Air Patrol, jagere på beredskab
på jorden, et antal italienske Hawk enheder i den sydlige del af Italien og et luf
trum over den sydlige del af Adriaterhavet, der blev ilddæjcket af de tidligere
omtalte overfladeenheder. KFOR ilddækkede med kortholds jord-til-luft missiler
beredskabsområdet i den nordlige del af Makedonien.
 

Gennemførelse af strategiske luftoperationer
Strategiske luftoperationer blev gennemført som følger:

• Mod industrien med det formål at stoppe Serbiens raffinering af råolie,
produktion af elektricitet og produktion af ammunition. Da konflikten
stoppede, var Serbien ude af stand til at producere raffinerede
olieprodukter, alle brændstof- og smøringsprodukter skulle importeres i
færdig form. Store dele af Serbien var i op til 12 timer ad gangen uden
elektricitet. En sådan lammelse af den serbiske olieproduktion medførte,
at den serbiske hær på sigt ville være ude af stand til at gennemføre en
længerevarende krig, med større forskydning af enheder og genforsyning
af disse, da der ganske enkelt ikke ville være brændstof til rådig
hed. Afbrydelsen af elektricitetsforsyningen tvang store dele af luftforsvaret
til at operere på nødgeneratorer, der stiller krav til konstant
brændstofforsyning. Den afledte effekt var, at det også påvirkede
industrien, store dele af den offentlige sektor og samfundet som helhed.
Angrebene blev yderligere søgt rette mod foretagender, hvori Milosevic
og hans nærmeste omgangskreds havde personlige økonomiske interesser.

• Mod det overordnede samfærdselsnet. Formålet var at vanskeliggøre
forskydning af styrker nord for Donau og genforsyning fra depoter nord
fra Donau til Kosovo. Yderligere blev mange serbiske byer delt i to dele
således^ at det var vanskeligt at krydse Donau floden, og trafikken på
Donau blev stoppet. Når en bro blev angrebet blev den dels impassabel,
dels faldt den ned i Donau og forhindrede skibstrafik på denne en af
Europas vigtigste vandveje.

• Mod den serbiske centralledelses kommunikations- og kommandofaciliteter.
Formålet var at søge at degradere regimets evne til at påvirke befolkningen
og udøve central ledelse over VJ og MUP og at minde nøglepersoner
om, at de var personligt sårbare, hvis de skulle være så uheldige,
at de befandt sig i en facilitet, der blev angrebet.

Operationer mod dette målkompleks blev gennemført dels af NATO fly, dels
af TLAMs og Conventional Air Launched Cruise Missiles (CALCMs) affyret fra
B-52, F-117, B-l og B-2 under national amerikansk kontrol. Målkomplekset
faldt klart ind under fase tre mål, som det oprindelig var hensigten først at angribe
på et senere tidspunkt af konflikten, men visse mål blev meget tidligt på selektiv
basis frigivet af Rådet. Denne form for luftangreb har, hvis de gennemføres
koncentreret og beslutsomt, en direkte indflydelse på modpartens evne og
vilje til fortsat konflikt.
 

Gennemførelse af operative luftoperationer
Operative luftoperationer blev gennemført inden for følgende kategorier:

• Mod luftforsvarets aktive komponenter. Mod flyvestationer, hvis infrastruktur
blev ødelagt i en sådan grad at operationer med kampfly i høj
grad blev vanskeliggjort. Mod fly på jorden hvilket resulterede i ødelæggelse
af hovedparten af Fulcrum og ca. 30 % af Fishbed flyene.
Kombinationen af degraderingen af flyvestationernes evne til at understøtte
luftoperationer og ødelæggelse af luftforsvarsjageme på jorden og
i luften resulterede i, at NATO luftangreb praktisk talt ikke blev imødegået
af serbiske kampfly.

• Angreb på samfærdselsårer til, fra og i Kosovo (Lines of Communication)
med det formål at vanskeliggøre forskydning af VJ og MUP enheder
i Kosovo og vanskeliggøre genforsyning af enheder i Kosovo.

• Angreb på luftforsvarets kommandocentraler m.h.p. degradere systemets
evne til at udøve centraliseret kontrol.

• Angreb på VJ og MUP hovedkvarterer på alle niveauer fra korps og ned
til bataljon.

• Angreb på VJ enheder i deres belægnings- og træningsområder.

Angrebene blev gennemført med kampfly og TLAM. Angrebene skal ses i
kombination med de strategiske luftangreb. Ingen af dem kan stå alene, men
eksempelvis blev forskydning og forsyning af enheder væsentligt vanskeliggjort
gennem en samtidig degradering af evne til ordreformidling, ødelagte broer og
jernbanestrækninger og mangel på brændstof.

Gennemførelse af taktiske luftoperationer
Taktiske luftoperationer blev gennemført mod to målkomplekser:

• Indsatte VJ og MUP enheder og enheder i beredskabsområder i Kosovo.
I konfliktens afsluttende fase søgte VJ og MUP gang på gang at imødegå
UCK infiltrationer og forsøg på at tilbageerobre tabt terræn. Hver
gang VJ eller MUP søgte at gennemføre en operation i kompagniramme
eller derover blev enheden angrebet af NATO fly, der konstant i døgnets
lyse timer var tilstede over Kosovo. Hvis et artilleri eller tungt morter
batteri afgav ild, blev det i løbet af ca. to minutter stedfæstet af Task
Force HAWK artillerilokaliseringsradarsystemer og udsat for luftangreb.

• Luftforsvaret varslings- og ildlederadarsystemer. Begge systemer var
mobile og opererede aldrig to gange i træk fra den position, hvorfra de
en gang havde været aktive. Det var derfor ikke muligt at gennemføre et
forud planlagt angreb mod elementer i dette målkompleks. Mod varslingsradarsystememe
blev der anvendt en taktik, hvor fly, der var specielt
udrustet til at stedfæste radierende radarsystemer, rapporterede de
erkendte positioner til C AO C 5. Gennem indsættelse af platforme med
optiske sensorer blev det verificeret, at risikoen for uønskede følgeskader
(collateral damage) var lav og en formation i luften blev beordret til
at angribe radaren. Mod ildlederadarsystemer anvendtes AGM-88
HARM på to måder. Hvis radaren var aktiv, blev der affyret et eller flere
missiler, der styrede mod radarens udstråling. De serbiske radar operatører
var selvfølgelig opmærksomme på dette forhold og anvendte deres
systemer så sparsomt, så de alene af den grund dårligt nok udgjorde
en trussel. Hvis radaren ikke var aktiv, blev der affyret en eller flere
HARM mod den formodede position. Formålet var at afskrække operatørerne
fra overhovedet at aktivere radaren, men det resulterede også i
affyring af HARM mod positioner, hvor der ikke længere var en ildlederadar.
Operationskoncepten medførte imidlertid, at de serbiske radaro
peratører praktisk talt ikke gennemførte engagementer med jord-til-luft
missiler under anvendelse af ildlederadaren af frygt for at blive ramt af
en HARM.
 

Gennemførelse af taktisk kontrol med offensive lufistridskræfter
Operation ALLIED FORCE var nok mere end nogen tidligere konflikt karakteriseret
af en meget nøje kontrol med gennemførelse af hver enkelt offensiv mission.
Operationer mod stationære mål fiilgte en proces, der var velkendt fra et utal
af øvelser i Central Regionen. På baggrund af et møde afholdt i Joint Targeting
Coordination Board fremsatte COMAIRSOUTH til CINCSOUTH et forslag til
en liste over stationære mål (Joint Prioritized Target List (JPTL)), der skulle
planlægges angrebet i perioden 0600 - 0559 to døgn senere. Et stort antal mål
blev øjeblikkeligt godkendt på baggrund af de af Rådet fastsatte direktiver, visse
blev afvist og et antal blev videresendt til SHAPE for behandling. Resultatet af
processen var en godkendt JPTL, der dannede basis for udarbejdelsen af Master
Attack Plan og Air Tasking Order. Dette var udførelsesordren til de flyvende
enhedei og den specificerede sammensætningen af de offensive formationer,
hvilket mål de skulle angribe og hvornår. Inden gennemførelse af angrebet skulle
missionen have endelig godkendelse fra CAOC 5 via en EC-130 ’’Air Bome
Command, Control and Communication station” (ABCCC).
Visse måltyper i Serbien var mobile og det var derfor ikke muligt at gennemføre
et forud planlagt angreb mod disse, da de først skulle identificeres og
stedfæstes. Disse måltyper var bl.a. mobile søgeradarsystemer, ildlederadarsystemer
og kampfly. Mod disse mål blev der anvendt en FLEX targeting proces,
der baserede sig på en lang række sensorer.

• Satellitter udrustet til signalopklaring. Oplysninger fra disse var til rådighed
minutter efter en aktiv radar var erkendt.

• Satellitter med optiske sensorer. Oplysninger fra disse var til rådighed
timer efter et mål var erkendt. Disse oplysninger havde især betydning
ved angreb på fly, der var parkeret i det fri.

• EC-135 Rivet Joint og EP-3. Signalopklaringsfly, der afgav deres meldinger
direkte til CAOC 5 operationsrum så snart et signal fra en trusselsradar
var erkendt. Oplysninger fra disse fly blev præsenteret på det
samme oversigtsbillede som det der blev anvendt til præsentation af
luftbilledet.

• E-8 ’’Joint Stars” og Horizon. To flybåme radarsystemer, der kunne erkende
stationære og bevægelige mål, blot disse havde en vis radarreflektion.
Et billede fra disse fly var til rådighed i den efterretningssektion
i CAOC 5, der understøttede FLEX targeting.

• U-2 udrustet til signalopklaring og med optiske sensorer. Oplysninger
fra disse fly var i digital billedform til rådighed ca. 10 minutter efter
optagelse.

• Ubemandede luftfartøjer (UAV). Mindst et af disse var konstant i luften
over Kosovo. UAV’er var udrustet med TV kameraer, der virkede i det
visuelle og det infrarøde spektrum. Via link (evt. via satellit) blev billedet
sendt tilbage til kontrolstationen på luftfartøjets hjemmebase. Herfra
blev det via satellit sendt bl.a. til CAOC 5 hvor billedet blev præsenteret i operationsrummet.

M.h.p. hurtigt at kunne reagere på et pludseligt opstået mål blev et antal offensive
fly holdt på et højt beredskab på jorden eller i luften. Hvis et mål blev
erkendt via signalopklaring blev en platform med en optisk sensor (U-2 eller
UAV) dirigeret til området for at fastslå den nøjagtige geografiske position og
for at verificere, at risikoen for uønskede følgeskader (collateral damage) på civil
ejendom og non-kombatanter var minimal. Herefter blev en formation offensive
fly via ABCCC beordret til at angribe målet. Tidsforskellen mellem målfatning
og angreb varierede fra mellem 10 minutter til flere timer. Enkelte gange blev
TLAM anvendt mod FLEX mål, reaktionstiden var her typisk 45 minutter, hvoraf
de ca. 30 minutter var missilets flyvetid. Flere serbiske fly blev på denne måde
ødelagt på jorden mindre end en time efter de var landet på deres deployeringsbase.
I Kosovo var der i døgnets lyse timer konstant en luftbåren Forward Air
Controller (FAC) og en eller to offensive formationer i luften. Mål kunne, hvis
de blev erkendt af en FAC, blive angrebet af denne eller positionen kunne videregives
til en af de offensive formationer, der herefter angreb målet.
Både KFOR og Task Force HAWK havde langs grænsen til Kosovo deployeret
et antal artillerilokaliseringsradarsystemer. 1 - 2 minutter efter en artilleripjece
eller tung morter havde afgivet ild var den lokaliseret og dens position
var videregivet til ABCCC. ABCCC rapporterede den lokaliserede skydende
enhed til CAOC 5, der tog beslutning om et evt. angreb med en formation i luften
og iværksatte dette via ABCCC.
 

Information Operations
NATO engagerede sig aktivt i Information Operations. På den defensive side af
Information Operations gjorde man store bestræbelser på at beskytte egne informationskilder,
og man havde en meget aktiv pressepolitik, mestendels rettet mod
NATO egen befolkning m.h.p. at sikre dennes støtte til operationen. På et område
var NATO dog for sent ude. Først flere uger efter operationens iværksættelse
besluttede NATO sig for at undertrykke det serbiske propagandaapparat. Det
skal erindres, at Milosevic ikke er en diktator i traditionel forstand, men er demokratisk
valgt. Milosevic havde således et stort behov for at legitimere sin
politik i befolkningen. Milosevic havde allerede fra krigens start iværksat en
massiv propagandakampagne over for den serbiske befolkning m.h.p. at benægte
de påståede overtrædelser af menneskerettigheder mod den Kosovo-albanske
befolkning. Dertil kom en smædekampagne mod NATO, der sidestillede NATOnationeme
med regimer fra midten af dette århundrede. Samtidig blev vestlige
journalister nægtet adgang til Serbien, hvilket muliggjorde en ensidig serbiske
informationsstrategi. Denne kampagne havde stor succes i den forstand, at den
serbiske befolkning indledningsvis gav stor støtte til Milosevic, og udtrykte dette
ved store demonstrationer mod NATO, bl.a. gennem placering af civile på broer
over Donau. Det må formodes, at denne situation har givet Milosevic tiltro til at
hans magt i Serbien var velfunderet, og at han havde befolkningens støtte. Havde
NATO fra starten af, ved at angribe det serbiske informationsapparat, forhindret
denne ensidige informationskampagne, ville den serbiske ledelse ikke have haft
mulighed for at gennemføre en så massiv påvirkning af befolkningen, og dermed
ikke have konsolideret sin egen magtposition i en sådan grad som den gjorde.
Der er næppe tvivl om at befolkningen indledningsvis vil vende sig imod en
angribende part, men ret hurtigt vil befolkningen stå i en situation, hvor man skal
opgøre fordele og ulemper ved situationen. Det er muligt, at en mere nuanceret
indsigt i, hvad der reelt foregik i Kosovo, hurtigere kunne have undermineret
Milosevics magtposition, og dermed fremskyndet operationens afslutning.
 

Observationer
Det ville nok være for prætentiøst så kort tid efter konfliktens afslutning at begynde
at uddrage en egentlig ’’lære” af de erfaringer, der blev gjort under konflikten,
men det må være på sin plads at beskrive nogle observationer:
3 Juni 1999 accepterede Milosevic betingelserne i en aftale mellem Jugoslavien
og EU (G-7), der var blevet forhandlet af den finske præsident og den særlige
russiske udsending. 9 Juni 1999 underskrev Jugoslaviens militære forhandlere
den Militær-Tekniske Aftale, der bl.a. indebar en total tilbagetrækning af alle VJ
og MUP styrker fra Kosovo. De faktorer der indgik i de serbiske overvejelser
inden aftalens indhold blev accepteret kunne være:

• De skader, der var blevet påført under Operation ALLIED FORCE og
NATO fortsatte evne til uhindret at fortsætte luftkrigen.

• Tab af politisk støtte fra praktisk talt hele verdenssamfundet p.g.a. de
serbiske styrkers etniske udrensninger i Kosovo.

• Russisk pres på Serbien for at opnå en politisk løsning, der samtidig indebar
at Serbien måtte opgive håbet om russisk støtte med militært materiel.

• De serbiske styrkers manglende evne til effektivt at bekæmpe UCK
styrker i Kosovo, når disse fik støtte af NATO luftstridskræfter.
« En stigende risiko for at NATO ville indlede en landoffensiv.

• Anklagerne mod Milosevic for krigsforbrydelser, der i realiteten gør
ham fredløs uden for Serbien overalt i den civiliserede verden.
 

Krigens principper
Ideelt skulle operationen have været planlagt afviklet i o.m. krigens principper
(AJP-Ol(A) p. 2-2 - 2-3), men reelt forbrød NATO sig mod flere principper for
krigsførelse, med den konsekvens at krigen i bedste fald er blev unødigt forlænget.
I det efterfølgende er foretaget en foreløbig vurdering af Operation ALLIED
FORCE set i relation til ’’Krigens Princippet’.
Objective. Màlet med operationen skal fastlægges præcist, og alle bestræbelser
skal rettes direkte mod opnåelse af dette mål. De militære mål og det strategiske
Center og Gravity er beskrevet ovenfor. Disse var særdeles vel formulerede
og meget anvendelige for planlægningen af den militære kampagne.
Unity of Effort. Organisatorisk skete der brud på princippet om Unity of
Effort. Som illustreret ovenfor var der ikke en stringent NATO organisation efter
principperne for Allied Joint Operations, som beskrevet i AJP-Ol(A). Men det
klart fastlagte operative mål samt personsammenfald på chef niveau gjorde, at
der reelt var tale om en tilstrækkelig grad af Unity of Effort.
Concentration of Force. På det taktiske niveau anvendtes princippet om
koncentration kontinuerligt. Langt de fleste operationer blev fløjet i store formationer,
hvilket gav den fornødne beskyttelse af fly og besætninger. På det operative
niveau blev princippet om koncentration ligeledes efterlevet, idet man koncentrerede
sig om angreb på bestemte kategorier af mål, der understøttede opnåelsen
af det militære mål. NATO koncentrerede sig om kommando-, kontrol- og
kommunikationssystemer, Lines of Communication, infrastruktur og olie- og
brændstofforsyning.
Initiative - surprise. På det strategiske og operative niveau forbrød NATO
sig mod principperne om initiativ og overraskelse. Disse principper anvendes
bl.a. til at dominere modparten og få denne til at reagere i stedet for at agere.
Men da NATO i forvejen havde annonceret, at man ville angribe, var det serbiske
militær forberedt. Der er således god grund til at formode, at langt fra alle
angreb på faste militære installationer havde den ønskede effekt. En meget åben,
mellem nationerne mindre vel koordineret, pressepolitik delagtiggjorde ligeledes
alle interessenter i NATO politisk-strategiske overvejelser. På det taktiske niveau
var der dog stadig muligheder for overraskelse. Mange nationer omkring Serbien
havde givet tilladelse til anvendelse af deres luftrum, hvilket medførte at retningen
for angrebet blev mindre forudsigeligt.
Flexibility. Der blev i løbet af operationen udvist en høj grad af fleksibilitet.
Da B-l og B-52 blev indsat til Close Air Support anvendte man flytyper til missioner
de oprindelig aldrig var tiltænkt, men det var de fly, der i situationen gav
den bedste effekt. Ligeledes gjorde man store bestræbelser på at forkorte tiden
fra man opdagede et taktisk mål i Kosovo til man havde godkendt målet, tilsikret
at der ingen skade ville ske på civile, til man havde beordret et angreb.
Det kan i øvrigt bemærkes:

• NATO havde ingen tab af menneskeliv som følge af kamphandlinger.

• NATO Alliancen holdt sammen.

• Luftoverlegenhed var forudsætningsskabende for en forfølgelse af de
operative og strategiske mål.

• Luftstridskræfter opnåede ’’Desired End State” gennem strategiske, operative
og taktiske luftoperationer.

• Luftstridskræfter fra 4 værn og 13 nationer blev indsat ledet af én Air
Component Commander.

• Reaction Force koncepten viste sin værdi. Reaction Force Air Staff koordinerede
basering og deployering af de indsatte styrkebidrag. Enhedernes
evne til hurtig reaktion var funderet i den træning enhederne
havde modtaget, det etablerede opstillingsgrundlag og det korte reaktionsberedskab.

• Samarbejde mellem besætninger, formationer og enheder på det taktiske
niveau og i operative stabe er vel trænet og gennemførtes rutinemæssigt
og gnidningsløst.

• NATO Cross Service og Exchange Programmer viste deres berettigelse.

• Standardisering viste sin værdi i form af sprog, procedurer, materiel og
træning.

• NATO var afhængig af USA bidrag med Stealth platforme, tankningsfly,
specialfly til elektronisk krigsførelse, overvågnings- og indhentningsfly,
ubemandede opklarings luftfartøjer og indsats af Cruise Missiler.

• Der eksisterer til dels et teknologisk gab mellem de amerikanske luftstridskræfter
og de europæiske inden for evnen til at aflevere præcisionsstyrede
våben, og mængden af våben til rådighed.

Samlet kan det konkluderes, at Operation ALLIED FORCE, set fra et militært
synspunkt, langt fra blev gennemført under optimale vilkår. En række politiske
begrænsninger medførte, at visse af de centrale principper for krigsførelse
ikke blev efterlevet, hvilket gav den serbiske politiske og militære ledelse en
indsigt og en reaktionstid, de ikke burde have haft. NATO havde ganske korrekt
identificeret alliancens sammenhold som NATO CoG, og netop sammenholdet
og kravet om konsensus var nok de afgørende faktorer for de begrænsninger der
blev sat for krigsførelsen, men det fastlagte militære mål blev nået og Milosevic
accepterede at afslutte konflikten på FN, EU og NATO betingelser.

Resultatet i krig er aldrig noget absolut
Endelig kan man ikke altid betragte selv den totale afgørelse på en hel krig som
noget absolut, idet den tabende part deri ofie kun ser et forbigående onde, som
der i eftertidens politiske forhold vel kan rådes bod på.

Carl von Clausewitz.

Carl Von Clausewitz, Om Krig, 1. bog. stk. 9. Forlaget Rhodos, oversat ved Nils
Berg side 37.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_nov.pdf

 

Konsulteret litteratur
RFLV 150.”Flyvevåbneis Operative Doktrin”.
Anthony H Cordesman ’’The Lessons and Non-Lessons of the Air and Missile
War in Kosovo”, Center for Strategic and International Studies, 1800 K Street
N.W. Wash DC 20006.
Artikler i Aviation Week & Space Technology Magazine April - September
1999.
Artikler i Jane’s Defence Weekly April - September 1999.
Artikler i Air Force Magazine Juni - Oktober 1999.

Litteraturliste

Del: