Lord Moran: Winston Churchill. Kampen for at overleve, 1940-1965.

Under et besøg i København i oktober i anledning af bogens udgivelse på dansk opsummerede dens forfatter, Lord Moran, sin vurdering af Churchill således: »Hvis Churchill var død i 1939, ville han være husket som historiker og historisk forfatter. Krigen blev hans store stund. Ingen kunne have gjort, hvad han gjorde i sin urokkelige tro på sejren, en tro der greb hele det engelske folk.«

I bogens afsluttende kapitler uddyber Lord Moran denne vurdering. Han sammenligner Churchill med dronning Victoria og finder lighedspunkter i deres despotiske temperament, som ustandselig bragte dem begge i vanskeligheder. Men medens Victoria i sådanne situationer, hvor kritikken blev ualmindelig indgående, truede med at abdicere, lod Churchill sig nøje med at bede Underhuset om et tillidsvotum. 
Men, spørger Lord Moran, hvordan kunne det gå til, at England i krigsårene i den grad, som det blev tilfældet, lod Churchill få sin vilje? Hvordan kunne det gå til, at en mand, der i fredstid havde været en isolereta skikkelse, som intet parti stolede på, under krigen stort set fik lov at gøre, som han ville? Lord Moran besvarer spørgsmålet ved at sige, at der var noget i ham, som ikke fandtes hos andre. Han var hverken nogen viis mand, nogen genial soldat eller født administrator. Men han havde evnen til en usædvanlig koncentration om ét mål - nemlig sejr. En sådan egenskab er en væsentlig faktor i storhed, for, skriver Lord Moran, geniet adskiller sig ikke fra almindelige mennesker ved nogen medfødt intellektuel evne, men i de mål og formål, som det koncentrerer sig om, og i den grad af koncentration, som det lykkes det at frembringe. I andre tider ville denne egenskab blive vurderet anderledes, blive kaldt for egenrådighed, men krigen ændrede dette. Netop målbevidstheden hos Churchill var det, der indgød nationen mod. Da England stod uden våben og lå åbent for invasion var det Churchills målbevidsthed, sikre sejrsbevidsthed, der inspirerede alle.

Forfatteren til denne bog, den nu 84- årige Lord Moran, blev i 1940 af medlemmer af det engelske kabinet bedt om at blive Churchills livlæge. Han påtog sig hvervet uden større begejstring, men han kom - trods det han i sine første dagbogsoptegnelser forudser det modsatte - til at følge denne store statsmand på nærmeste Iiold, indtil dennes død den 25. januar 1965, ikke blot som lians læge, men som hans ven og fortrolige. Lord Morans pligter førte ham med Churchill på alle rejser, og han lærte ham at kende på alle planer: det politiske, det familiemæssige og det lægelige.
Det er på denne baggrund, Lord Moran fra mange sider blev tilskyndet til at skrive sine erindringer om sine 25 år med Churchill. Hans betænkeligheder ved at efterkomme opfordringerne var store, da hans ansvar som læge måtte binde ham i væsentlige henseender. Han gav imidlertid efter, fordi en række faser af Churchills virke vanskeligt lader sig vurdere uden kendskab til de forskellige sygdomstilfælde, der blev en væsentlig del af hans sidste 25 år.
Forfatteren er - med rette - afstået fra at skrive en egentlig erindringsbog og har i stedet ladet dagbogen stå, således som den oprindelig er skrevet. Den er ikke ført kontinuerligt, og lange perioder er ikke dækket. En del optegnelser, som ikke ville kunne offentliggøres endnu i mange år er udeladt, ligesom optegnelser fra de sidste fem år af Churchills liv ikke er medtaget, da deres indhold ikke kan siges at have historisk betydning.
Gennem den form, bogen har fået, hvor talrige samtaler er gengivet, således som de er nedskrevet kort efter, de har fundet sted, træder Churchill og de personer, han kom i kontakt med, lyslevende frem for læseren.
Lord Moran er en fin iagttager og skarp analytiker, der søger at klarlægge den psykologiske baggrund for sine personers handlinger. Bogen bliver herved et samtidsdokument af største betydning, ikke alene til forståelse af Churchill, men også til forståelse af en lang række af den 2. verdenskrigs og efterkrigstidens fremtrædende personligheder.

Men først og fremmest bliver den dog en redelig skildring af mennesket Churchill - af hans storhed og hans svagheder, hans vidtfavnende og inspirerende idérigdom og hans begrænsning, lians uselviskhed og ydmyghed og hans selvoptagethed. Bogen forklarer baggrunden for Churchills storhed i de første krigsår, da England stod alene og for, hvorledes det kunne gå til, at hans forhold til Roosevelt forværredes i krigens sidste år. Den søger også at give baggrunden for, at væsentlige dele af Churchills værk History of the Second World blev så vidtløftigt. Lord Moran argumenterer overbevisende i en række af sine optegnelser for, hvorfor han på trods af Churchills families og venners ønsker ikke forsøgte at overtale ham til at trække sig tilbage. Både Churchills familie og venner frygtede, at han måske ville foretage sig noget, der ville skade hans ry. Dette synspunkt, siger Lord Moran, måtte som læge være ham uvedkommende. Som læge vidste han, at Churchill ville føle, at livet var forbi, når han trak sig tilbage, og at han ville være ulykkelig, når der ikke var noget formål i hans tilværelse. Det måtte derfor være Lord Morans opgave, at udsætte denne dag så længe han kunne.
På rejserne med Churchill kom Lord Moran på nært hold af både Roosevelt og Stalin. Af dagbogsoptegnelserne at dømme ofrer han megen tid og kraft på at danne sig et sandfærdigt billede af disse to personligheder, men overfor begge må han give op. Stalin blev for ham kun en mand med sammenknebne øjne, der bakkede på sin pibe, og Roosevelt en dobbelbundet personlighed.
I et af bogens afsluttende kapitler foretager forfatteren en vurdering af Churchills forhold til de engelske værnschefer. Et afsnit, der giver et interessant indblik i disse sidstes personligheder og i deres vurdering af Churchill som strateg.

Om forholdet mellem Alanbrooke og Churchill, der følte sig stærkt generet af offentliggørelsen af AJanbrookes dagbøger, hedder det bl. a.: »Det blev snart tydeligt, at de ikke fra naturens hånd var beregnet til at gå i spand-------. Det var i Quebec i sommeren 1943 at muligheden af et åbent brud med alle et sådant bruds konsekvenser først strejfede min tanke. Men jeg tog helt fejl. Det mærkelige kompagniskab holdt til krigens slutning, og dette tjener begge mænd til stor ære. - — Jeg anede dengang ikke, hvad det betød for Brooke i daglig bodsøvelse at arbejde for Winston. ----Når jeg ser tilbage føler jeg, at Winston har ret til endnu højere anerkendelse for at have holdt sin del af aftalen. For ham kan det ikke have været let. At give efter, når han havde forelsket sig i et eller andet »strålende« projekt, stred fuldstændig mod hans natur.-------Han klamrede sig til sine planer med forbavsende hård- nakkethed. Men den ene gang efter den anden blev hans yndlingsplaner afvist af hærchefen med et glansløst nej.«
Lord Morans bog er blevet en omstridt bog, fordi den rokker ved myten om Churchill. Den er imidlertid ikke som så mange andre bøger skrevet med denne hensigt, tværtimod mærker man gennem hele bogen forfatterens beundring for storheden hos Churchill. Men netop dette, parret med forfatterens stadige stræben efter at analysere motiverne og finde frem til sandheden, gør denne bog til et betydeligt kildeskrift til forståelsen af krigstidens og efterkrigstidens afgørende politiske og militære dispositioner.
Det er en bog man ikke kommer udenom, hvis man ønsker at skaffe sig viden om disse problemer.

K. V. Nielsen.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon winston_churchill._kampen_for_at_overleve_1940-1965._lord_moran_k._v._nielsen_.pdf
 

Del: