Linieofficersuddannelsens fremtid

Oberstløjtnant B. Hesselbjerg, der er næstkommanderende ved Hærens Officersskole, kommenterer i den følgende artikel en række af de synspunkter, der blev fremsat af major Knud Bartels her i tidsskriftet i februar i artiklen »Om underafdelingschefer i Hæren anno 1989«, idet han belyser en række af de problemområder, som den nuværende uddannelses- og personelstruktur indeholder for linieofficersuddannelsen i en bredere sammenhæng og peger på en række nødvendige ændringer 
og justeringer, som bør gennemføres snarest. Redaktionen håber, at også dette indlæg vil bidrage til en fortsat debat om et emne, som er af vital betydning for det fremtidige forsvar.
 
 
 
Indledning
Major K.Bartels indleder i Militært tidsskrift nr. 2/89 et indlæg »Om underafdelingschefer i Hæren anno 1989« med følgende:
»I den danske hær har underafdelingschefen (UAFDCH) omfattende beføjelser i alle henseender, i fredstid som i krigstid. Desto bedre han er uddannet, desto større er sandsynligheden for, at underafdelingerne er veluddannede med henblik på løsning af deres opgaver på den moderne slagmark. Men giver vi de kommende UAFDCH den rigtige uddannelse i den nye personelstruktur«?
Majoren ønsker med sit indlæg at lægge op til en debat om »Hærens Underafdelinger« med fokus på UAFDCH uddannelsesbehov, og han peger på nogle meget væsentlige problemer omkring uddannelsen af linieofficerer i den nye personelstruktur.
Jeg er meget enig med major K. Bartels i, at et primært mål for linieofficersuddannelsen er, at UAFDCH har den bedst tænkelige uddannelse. Han kan derved give enhederne en sådan uddannelse i fredstid, at mobilise- ringshæren er fuldt ud kampduelig set i relation til vore opgaver og den potentielle modstander. Det er imidlertid for simpelt kun at betragte uddannelsen ud fra dets evne til at gøre den enkelte linieofficer til en taktisk set god UAFDCH. Kravene til den dygtige moderne militære fører er mere nuanceret. Han skal både kunne forestå uddannelse, lede personel samt føre enheder og kunne forvalte (herunder kunne drive økonomisk ledelse) de personel- og materielmæssige ressourcer, han har til rådighed, til løsning af sine opgaver i krig som i fred. Jeg vil i det følgende belyse en række af de problemområder den nuværende uddannelses- og personelstruktur indeholder for linieofficers- uddannelsen, samt pege på nogle nødvendige ændringer og justeringer, som skal gennemføres snarest for at linieofficersuddannelsen kan følge med samfundsudviklingen og ruste UAFDCH m.fl. til at leve op til fremtidens udfordringer.
 
Linieofficersuddannelsens 275 års jubilæum
I forbindelse med linieofficersuddanelsens 275 års jubilæum den 26. august 1988 holdt generalmajor J. C. Essemann en forelæsning i Frederiksberg Slotskirke. Generalmajoren udtalte bl.a.: »Uddannelsen på Hærens Officersskole skal tilgodese ikke alene kravene til militær kunnen og virke, men også forståelse for disse relationer mellem udenrigs- og indenrigspolitikken, mellem det civile samfund og hæren. En sådan vidtspændende uddannelse er nødvendig, når officeren i sig skal forene evnen til at virke som fører i fred og krig i et politisk, socialt og teknisk miljø med en stadig stigende kompleksitet«. Generalmajorens forelæsning er i sin helhed gengivet i Militært tidsskrift nr. 7/1988.
Hvordan passer nu den uddannelsesvirksomhed Hærens Officersskole driver til generalmajorensitese? Herom udtalte Hærens Officersskoles chef oberst 0. P. Olsen i sin jubi- læumstale, at linieofficersuddannelsens indhold er bagud for udviklingen. Obersten sagde bl.a.: »Den nuværende uddannelsesstruktur er jo ganske ny, så ny, at de første elever, der har gennemgået den nye officersgrunduddannelse (OGU), først lige har påbegyndt den videregående officersuddannelse (VOU). Hæren har således endnu ikke oplevet en UAFDCH uddannet efter den nye uddannelsesstruktur. Selve strukturen er altså endnu ikke gennemprøvet. Derfor ~ og af mange andre gode grunde - bør strukturen næppe ændres lige med det samme. Men uddannelsernes indhold og sammenhæng bør løbende vurderes. Målsætning, indhold og form må nøje følge udviklingen og justeres for at leve op til nye udfordringer. Og allerede i dag må det konstateres, at officersgrunduddannelsen er bagud for udviklingen«.
I forbindelse med jubilæumsdagen udgav Hærens Officersskole yderligere et jubilæumsskrift »Landkadetakademiet og Hærens Officersskole 1713-1988«, hvori oberst Niels Berg gennemgår officersuddannelsens udvikling i perioden 1713-1988. Obersten redegør herunder bl.a. særdeles grundigt og meget kritisk for grundlaget for den nuværende uddannelsesordning (OGU/VOU m.v.). Jeg skal specielt henlede læsernes opmærksomhed på jubilæumsskriftets afsnit »Fra A- og B-officer til enhedsofficer« (side 121-139).
Såvel oberst 0. P. Olsens tale som jubilæumsskriftet er tilsendt samtiige tjenstgørende linieofficerer i hæren.
 
Uddannelsessystemet på lederniveau
Den nuværende uddannelses- og personelstruktur er baseret på »Betænkning nr. 902 angående forsvarets fremtidige personel- og uddarmelses- struktur samt personellovgivning« af juli 1980. Betænkningen opdeler militært personel i fire hovedniveauer:
 
  • Manuelt niveau: Menige 
  • Mellemleder niveau: Sergenter
  • Leder niveau: Officerer
  • Chef niveau: Officerer
og i tre tjenesteområder:
  • Operation 
  • Teknik 
  • Forvaltning (incl. sagsbehandling i stabe og lærervirksomhed på skoler).
Sammenhængen mellem hovedniveauer og tjenesteområder fremgår af figur 1.
 
Den militære personelstruktur fremgår i hovedtræk af figur 2, der viser hovedniveauerne, deres besættelse med personelgrupper og de påtænkte aldersgrænser.
 
 
Grunduddannelse
For hvert hovedniveau vil der være en grunduddannelse, der kvalificerer til at bestride stillinger på det laveste funktionsniveau inden for hovedniveauet.
 
Efteruddannelse
Ved efteruddannelser kan man vedligeholde, ajourføre, supplere eller forbedre tidligere erhvervet uddannelse på samme niveau.
 
Videreuddannelse
Ved videreuddannelse kan man kvalificere sig til at gøre fyldest på et højere niveau.
 
Uddannelsessystemet på lederniveau
Uddannelsessystemet på lederniveau har endnu ikke fået sin endelige form. Systemet, som det er i april 1988, er i hovedtræk vist i arbejdsskitsen figur 3. Ultimo 1988 har FKO imidlertid meddelt, at VUT I/MSU, VUT I/FUL og VUT I/DAU er enten udgået eller har skiftet status til efteruddannelse.
 
 
Funktionsniveau, grad og løn
I ethvert klassisk karrieresystem er der sammenhæng mellem grad og funktion. Er man nået op på et bestemt trin på karrierestigen er man udelukket fra funktioner sammenhørende med lavere grader. F.eks. kan en oberst ikke mere anvendes som delingsfører. (Med et billede kunne man kalde fænomenet iov Aleruse-virkningen: Ledegamene hindrer ålene i at bevæge sig tilbage).
Dette er da også det erklærede princip i den nye ordning. Indfører man imidlertid flere funktionsniveauer inden for samme grad, indsnævres anvendelsesmulighederne for personel af denne grad. En tendens i denne retning ses på figur 3, hvor betænkningens tre funktionsniveauer er ved at blive til fire. (Major på højere/højeste niveau). Kombinerer man yderligere funktion-grad-systemet med løntrin (lønramme), således at man aldrig kan gå tilbage til en lønmæssigt lavere placeret funktion, indtræder igen åleruse-virkningen, og vi ender i et både usmidigt og uøkonomisk system. Det er ved det beskrevne system lykkedes for bureaukraterne og fag- foreningsfolkene at skabe et system, der, som major K. Bartels beskriver det, udelukker den veluddannede major med VUTII/OFU fra at optræde som UAFDCH, med svækkelse af føringskvaliteten ved enhederne til følge.
 
Sammenhængen mellem OGU og VOU
Efter det nye uddannelsessystem skal alle på grundlag af officersgrund- uddannelsen (OGU) fungere på lederniveauets laveste funktionsniveau, og nogle af dem skal/kan senere gennemgå den videregående officers- uddannelse (VOU). Det betyder, at OGU skal være en afsluttet uddannelse, hvilket ved tilrettelæggelsen af OGU og VOU giver nogle vanskeligheder, hvis de to uddannelser skal udgøre samme helhed, som A-uddannelsen var. Vanskelighederne i så henseende kan overvindes, hvis tiden mellem OGU og VOU ikke bliver for lang. Oprindelig regnede man med op til 8 års tjeneste fra OGU til VOU. Heldigvis er man senere kommet på bedre tanker, idet Forsvarskommandoen nu (skrivelse af 30. september 1987) vurderer, at den generelle afstand mellem OGU og VOU vil være mellem ca. IV2 og ca. 3 år. Spørgsmålet er om ikke VOU burde komme som en direkte forlængelse af OGU.
 
Indholdet af OGU/VOU
Indholdet af de nye OGU/VOU uddannelser er tilsyneladende udelukkende fastlagt ud fra ønsket om at skabe et system, der dels tillader central styring og kontrol af specielt værnenes skolevirksomhed, dels tilfredsstille personaleorgansationemes ønske om at bevare og eventuelt at udvide deres territorier. Angivelserne af uddannelsernes indhold er alene bestemt herudfra og begrænses derfor til at omfatte kun op til fire hovedelementer. (Figur 4)
 
Disse elementer er imidlertid som begreber udefinerede, og deres logiske sammenhæng er derfor ikke umiddelbart indlysende.
 
Det militærvidenskabelige grundstudium
I fastlæggelse af den nuværende officersuddannelses indhold savnes en gmndlæggende analyse af følgende helt centrale spørgsmål:
  • Hvori består officerens centrale virke? 
  • Hvilke midler løser han sine opgaver med? 
  • Hvilke færdigheder skal officeren beherske for at kunne udøve sine centrale funktioner?
I forbindelse med udformningen af A-officersordningen blev disse spørgsmål bearbejdet. I december 1966 afgav det af Hærkommandoen nedsatte udvalg sin betænkning »Hærens Linieofficers Grunduddannelse« (»Den orange betænkning«), hvori er beskrevet »det militærvidenskabelige grundstudiums model«, som indeholder besvarelsen på de tre spørgsmål. Efter min opfattelse er denne model fortsat gældende, og den bør danne grundlaget for den meget nødvendige revision af uddannelsernes indhold, som bør iværksættes snarest. En detaljeret gennemgang af modellen er foretaget i HO jubilæumsskrift s. 85-107, og jeg skal her kun citere nedenstående (s. 95-98):
 
»Officerens centrale virke kan bedst karakteriseres ved de virksomheder, der betegnes som operationer og forvaltning. Da officeren i udpræget grad og ubetinget er statens tjener, når det gælder dennes potentielle eller faktiske magtudøvelse, er en dybtgående forståelse af denne del af hans rolle nødvendig. Derfor må statskundskab (politisk videnskab) være et naturligt centralt emne i hans grunduddannelse. Til disse centrale emnegrupper må føjes krigshistorien, idet de krigshistoriske begivenheder danner det empiriske grundlag for en videnskabelig behandling af krigen. Studiets keme er anskueliggjort i modellen (figur 5). Arealet af de cirkler, der forestiller emneområderne, antyder noget om emnets vægt. Forbindelseslinierne mellem emnecirkleme antyder organisk faglig konneksitet.
 
 
De midler til opgavernes løsning, der stilles til rådighed for officeren, er mennesker og materiel.
 
Som personelfaktor er mennesket en væsentlig del af de midler, officeren råder over til løsning af militære opgaver. Fysiologisk, biologisk og psykologisk viden må i rimeligt omfang indgå i hans basisviden. Organisk sammenhængende hermed er pædagogisk viden og kunnen som en nødvendig forudsætning for hans virke som lærer. Materielfaktoren (våben, maskiner m.v.) er den anden væsentlige del af de midler, officeren løser militære opgaver med. Teknikken er derfor en integrerende del af officerens verden. Matematik, fysik og kemi er at betragte som elementære basisfag for teknikken. Dette synspunkt betegner et afgørende brud med det 19. århundredes syn på matematikken og fysikken som de militærvidenskabelige centralfag, men udviklingen har gjort det rimeligt at lade disse fag forandre status fra mål i sig selv til midler for emnekredse, der er militært centrale, jf. figur 6.
 
Færdigheder nødvendige for at udøve de centrale funktioner fandt udvalget at kunne dele i tre grupper;
  • Fysisk færdighed,
  • fremmedsprogsfærdighed og
  • manuelle o.lign. færdigheder.
Fysiske færdigheder repræsenterer et permanent krav til alt militær personel, idet de altid har været, er og formentlig fortsat vil vedblive at være uundværlige for at udøve militære funktioner. Fremmedsprogsfærdigheder er for officeren i et lille land uundværlige. At beherske fremmedsprog i et eller andet omfang er nok et væsentligt uddannelsesfelt, men kan næppe ud fra rene funktionelle synspunkter betragtes som et centralt emne. For filologen og translatøren er fremmedsprog centrale, for officeren er de kun færdigheder, ved hvis hjælp han kan tilegne sig nødvendig viden samt udtrykke sig over for udlændinge om de emner, der er de centrale i hans virke. Hvilke sprog, officeren skal beherske, vil veksle med de gennem tiderne vekslende situationer, bestemt af f.eks. naboskab, kulturelt fællesskab, alliancemedlemskab. De stadig øgede differentieringsmuligheder i gymnasieskolen gør det - da officersskolen ikke kan begynde sin sprogundervisning på det helt elementære trin - umuligt at bevare førkrigstidens undervisning i engelsk, tysk og fransk som obligatoriske fællesfag. Sprogundervisningen må derfor blive stærkt diffenrentieret og udvalgets konklusion var, at engelsk burde være obligatorisk fællesfag og tysk eller fransk eller russisk valgfrit obligatorisk andet sprog.
Ved manuelle o.lign. færdigheder tænkes på færdigheder som skydning, motorføring, fremstillingsevne, møde- og diskussionsteknik, førstehjælp og maskinskrivning. Kriteriet for, om færdighederne skal optages som fag på undervisningsplanen, må være kravets væsentlighed. Kravene skifter med tiderne, f.eks. har ridning, cykling og dans været obligatoriske fag. Føjes færdighederne til studiets centrale emner (figur 6) tår vi det militærvidenskabelige grundstudiums model som vist på figur 7. Pilene, der udgår fra færdighedsbetegnelseme, viser hen til de centrale emner, færdighederne tænkes anvendt på. De antyder - ved ikke at være forbindelseslinier - at færdighederne, deres væsentlighed ufortalt, ikke er centrale dele af systemet. Forbindelseslinien mellem emneme Fysisk færdighed og Mermesket signalerer denne færdigheds position som et formentlig permanent led i ethvert militært uddannelsessystem.
 
Med opstilling af denne model havde udvalget skabt sig et begrebsapparat, hvormed den videre analyse med henblik på opstilling af undervisningsplanen kunne ske«.
 
Udvikling af linieofficersuddannelsen
Med udgangspunkt i det militærvidenskabelige grundstudiums model er det muligt at udvikle uddannelsernes indhold således, at linieofficersuddannelsen til enhver tid er på forkant med udviklingen.
Jeg skal her blot pege på to faktorer, som på afgørende vis kræver justeringer af undervisningens indhold. Den første faktor er den igangsatte modernisering af den offentlige sektor, som stiller kravene til statsadministrationen frem mod år 2000. Det må forventes, at der bliver tale om et samfund præget af stor bevægelighed, hurtigt ændrede behov og skiftende politiske målsætninger. Der vil blive stillet krav om et forbedret samspil mellem den offentlige sektor og det øvrige samfund. Til forbedringen af dette samspil vil der i større omfang end i dag blive gjort brug af på den ene side de såkaldte markeds- lignende styreformer, som er baseret på økonomiske incitamenter, befa- lingsordninger og efterspørgselsmekanismer, på de anden side »bløde styreformer«, såsom delegering af kompetence til lokal selvforvaltning, information og vejledning. Den nuværende linieofficersuddarmelse tager på ingen måde højde for den udvikling vedrørende økonomisk ledelse, der er sat i gang. For den interesserede læser, har Militært tidsskrift i særhæfte til nr. 2/88 udgivet en artikel af cand. scient, pol. Svend Winther Kristensen om »Effektivisering af den offentlige sektor«. Den anden faktor jeg vil pege på, er den hurtige udvikling af EDB- baserede hjælpemidler, som bevirker, at fagområder som manuelle færdigheder og teknik skal gennemgå en totaljustering, ligesom indholdet og undervisningsmetodeme i flere andre fagområder skal ændres.
 
Forslag til justering og udvikling af uddannelsessystemet 
Hvad skal der så gøres for at give hærens officerer den bedst mulige uddannelse til at løse sine opgaver i såvel krig som fred? For det første skal »Det militærvidenskabelige grundstudiums model« anerkendes som fundament for udviklingen af linieofficersuddannelseme. For det andet skal der atter indføres en slags formaliserede generalist- og specialistkarriereveje, hvor generalistvejen er den egentlige leder karrierevej. Det kunne f.eks. være ved offentlig at vedstå, at generalistvejen er kombinationen af OGU + VOU.
For det tredie er det nødvendigt at ændre den stive sammenhæng mellem uddannelserne og funktionsniveaueme. Eksempelvis bør en VUT II uddannet major kunne anvendes som UAFDCH, og en OGU uddannet premierløjtnant som NK/UAFD (hvilket sker i praksis). For det fjerde er det nødvendigt at betragte OGU -I- VUT I uddannelserne som et sammenhængende hele. Det er FKO erklærede hensigt, at alle OGU officerer skal gennemføre en VUT I uddannelse. Det er i konsekvens heraf nødvendigt allerede ved rekrutteringen til OGU, kun at udtage officerselever med et intellektuelt niveau og udviklingspotentiale, der gør dem egnede til at gennemføre den forventede uddannelse. Der skal altså ved rekrutteringen og udvælgelsen ikke mere ses på om ansøgeren er egnet til tjenesten som delingsfører, men om han kan udvikles til at blive en effektiv UAFDCH. Der skal i fremtiden satses på generahster og ikke specialister.
For det femte er det nødvendigt at justere uddannelserne således at linieofficeren ud over den militære leder og føreruddannelse modtager en uddannelse i økonomisk ledelse; kan denne del af uddannelsen så yderligere gøres civil kompetencegivende vil det gavne rekrutteringen af velegnede officersaspiranter.
Det er ikke nok, at hærens linieofficerer for tiden modtager den suverænt bedste lederuddannelse på markedet. For at forbedre hærens kampkraft la-æves det, at lederuddannelsen bringes på forkant med udviklingen og gøres så attraktiv, at Hærens Officersskole kan uddanne det nødvendige antal officerer til at besætte leder- og førerfunktioner i UACD, AFD og højere stabe.
 
Afslutning
Jeg har med dette indlæg om linieofficersuddannelsens fremtid forsøgt at trække nogle problemområder op, som jeg mener bør tages op til drøftelse og afklaring meget hurtigt.
Den nuværende personel- og uddannelsestruktur er udarbejdet af en styringsgruppe nedsat 31. januar 1973 med et kommisorium, der bl.a. sagde: »... tilrettelægge en fremtidig personel- og uddannelsesstruktur i forsvaret, der tilgodeser kravene om en smidig, enkel og økonomisk opbygning, og som løbende lader sig tilpasse samfundsudviklingen samt organisations- og aktivitetsændringer i forsvaret ...«. Ingen kan vel forestille sig, at de nuværende beslutningstagere vil afstå fra at gennemføre de nødvendige og hastende ændringer til personel- og uddannelsestrukturen, som samfundsudviklingen har medført.
 
Benyttet litteratur m.v.
 
»Landkadetakademiet og Hærens Officersskole 1713-1988«.
Udgivet i anledning af linieofficersuddannelsens 275 års jubilæum den 26. august 1988. 
 
Militært tidsskrift nr. 2/1988, særhæfte.
Effektivisering af den offentlige sektor, cand. scient, pol. Svend Winther Kristensen. 
 
Militært tidsskrift nr. 7/1988.
Forelæsning i anledning af linieofficersuddannelsens 275 års jubilæum, 26.august 1988. Generalmajor J. C. Essemann.
 
Militært tidsskrift nr. 2/1987.
»Om underafdelingschefer i Hæren anno 1989«, major K. Bartels.
 
Linieofficersuddannelsens fremtid, tale holdt af oberst 0. P. Olsen i anledning af linieofficersuddannelsens 275 års jubilæum, 26. august 1988. Udsendt til alle hærens tjenstgørende linieofficerer sammen med jubilæumsskriftet.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del: