The Limits of Power. The End of American Exceptionalism

Anmeldt af Asger Bagge

Andrew Bacevich. Udgivet af Metropolitan Books, Henry Holt and Company, New York, 2008. 206 sider. ISBN 13 978-08050-8815-1. Pris: US $24.

Foto: Amazon.fr

Forfatteren, Andrew Bacevich, er historiker med en ph.d. i amerikansk diplomatisk historie fra Princeton Universitetet i staten New Jersey - men han er mere end det. Han udgik fra West Point i 1969 og blev pensioneret som oberst i begyndelsen af 1990erne. Han har altså en karriere på over 20 år som linieofficer i den amerikanske hær. Siden 1994 har han været professor i historie ved Boston Universitetet i staten Massachussets. Bacevich har flere bøger bag sig samt en række artikler publiceret i førende amerikanske aviser og tidsskrifter, hovedsageligt om amerikansk sikkerhedspolitik.

At man ikke afværgede terroristangrebene den 11. september 2001 skyldtes i virkeligheden, siger forfatteren, at landets politiske elite efter Den kolde Krig var komplet optaget af at udvide og kontrollere det imperium, man havde opbygget, og at ingen myndighed var tildelt opgaven at forsvare landet. Forsvarsministeriet var parat til at udsende styrker til alle hjørner af kloden, men ikke klar til at forsvare Amerika.

Formålet med denne bog er at give læseren indblik i, hvad der i virkeligheden gemmer sig bag USA’s udenrigs- og militærpolitik siden Den anden Verdenskrig, og hvordan arrogance, ideologiske hensyn, herunder amerikansk “exceptionalism,”  der her måske kan oversættes som selvovervurdering, grænsende til storhedsvanvid, mest udtalt efter den kolde krigs afslutning, har medført, at USA i dag er indblandet i to selvpålagte og som forfatteren siger unødvendige krige i Mellemøsten.

Det er udenfor al, tvivl at præsident Bush II har et meget stort ansvar for dette, men der er i virkeligheden tale om en lang udvikling siden Eisenhower. Systematisk overvurdering af den militære trussel fra USSR og psykologisk krigsførelse overfor den amerikanske befolkning i form af “fearmongering” har gjort sit til, at de sikkerhedspolitiske institutioner, det vil sige Det Hvide Hus, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Pentagon, CIA, Kongressen og industrielle interesser i våbenindustrien, i stor udstrækning fastsatte og gennemførte en udenrigspolitik, der efter forfatterens mening kun kan kaldes imperialistisk. Uanset, at man benyttede slogans som menneskerettigheder eller demokratisering, var målet at forstærke amerikansk indflydelse, velstand og magt. Under Den kolde Krig var der naturlige begrænsninger på grund af behovet for at undgå alvorlige forstyrrelser i magtbalancen og derved forhindre en atomkrig. Vietnamkrigen er det typiske eksempel, hvor den politiske elite fremturede som følge af overvurdering af egne muligheder og ikke mindst undervurdering af modstanderens vilje og evne til at modstå presset. Et ydmygende nederlag var resultatet og udover de store tab af menneskeliv og andre krigsomkostninger, medførte det en længerevarende selvransagelse i det amerikanske officerskorps, specielt i hæren. Dette førte blandt andet til den hær, som i den første Golfkrig viste verden, hvor magtfuld Amerika er, men også til udviklingen af Powell-doktrinen: “Vi indsætter kun vort militær, hvis vitale amerikanske interesser står på spil og alle andre metoder til at opnå det vi ønsker er forsøgt uden resultat, og vi gør det i så fald med overvældende styrke”.

Det man ikke lærte af Vietnamkrigen var, at indsættelse af militær styrke til at opnå politiske mål er en tvivlsom affære, der i sig selv ikke kan opnå det, man ønsker. Det fører næsten uundgåeligt til langvarige og opslidende krigshandlinger og urimelige tab af liv og penge. En anden væsentlig begivenhed fra Vietnam-æraen var, at præsident Nixon afskaffede værnepligten. Fra 1973 består det amerikanske forsvar udelukkende af frivillige. Der var derimod ingen ændringer til det sikkerhedspolitiske koncept: “At begrænse indflydelsen af “The Evil Empire” og opnå amerikansk hegemoni over resten af verden.”

Efter Vietnam blev et andet politisk problem presserende, nemlig den amerikanske betalingsbalance overfor udlandet, og præsident Carter tabte formentlig præsidentvalget i 1980 ved i en tale i juli 1979 (den såkaldte “Malaise speech”) at forklare amerikanerne, at man nu stod overfor et valg: Olieimport og manglende eksport til at dække omkostningerne hertil medførte, at udlandsgælden var stærkt stigende. Hvis man ikke strammede livremmen, herunder iværksatte en energipolitik med det formål at reducere olieimporten, betød det, at USA ville komme under stigende indflydelse udefra, fordi man levede over evne. Carter anbefalede reduktioner og besparelser, men amerikanerne valgte Reagan. Forbrugersamfundet var på vej, og gældsætningen steg med store tal. ”Giv os forbrugsvarer, olie og kredit” lød svaret fra vælgerne.

Forfatteren analyserer sig gennem de sikkerhedspolitiske kriser siden Eisenhower, men med hovedvægten på tiden efter Den kolde Krig.  Han beskriver de gnidninger, der var mellem de civile og de uniformerede i det sikkerhedspolitiske hierarki. Ikke mange af de forhold han skriver om er ukendte, men han har en evne til at sige tingene på en måde, så det fremstår klart, hvad problemet er og også en vilje til at kalde en spade for en spade.  Det er i sig selv forfriskende, og han lægger ikke fingrene imellem, heller ikke når talen er om hans tidligere kolleger. På side 152 siger han om tiden efter Den kolde Krigs ophør: “The senior officers exercising wartime command during that period have not lacked authority. They have lacked ability.” Under forsvarsminister Rumsfelt ”glemte man” Powell-doktrinen, men opfandt til gengæld “Preemptive War” en fuldstændig ansvarsløs handling, siger forfatteren.

Den sidste trediedel af bogen bruger han til at diskutere, hvad man har lært af disse “krige.” Han fremdrager, hvad der er den officielle holdning og fortæller derefter læseren, at det alt sammen er forlorne eller endog forkerte udlægninger.  Han giver derefter sine egne forklaringer. Han siger blandt andet, at politikerne ofte forveksler ideologi med strategi, og de ansvarlige militære chefer tilsvarende forveksler strategi med operationer.

Det fremstår klart, at Bacevich mener, at USA er i dyb krise omkring sikkerhedspolitikken og imperiebyggeriet. Videre siger han: Washington virker ikke. Den politiske elite er ikke længere i stand til at regere landet til gavn for den amerikanske befolkning, og hvis de amerikanske vælgere ikke forstår dette og gør noget ved det, kan det ende med en katastrofe for Amerika. Med andre ord, man bør sætte tæring efter næring, herunder gøre noget ved den urimelige indkomstfordeling mellem toppen af samfundet og resten af befolkningen, der er resultatet af de senere års finans- og skattepolitik. Sådan! Det er ikke snak man ofte hører eller ser i de førende amerikanske medier, men Bacevich argumenterer forståeligt og grundigt, og bogen bliver annonceret som en New York Times “bestseller”, hvilket kun kan betyde, at der er stor interesse for det, han skriver - hvad enten man er enig med ham eller ej.

Hans forslag er, at Amerika nedtoner sin udenrigspolitik, opgiver imperiebyggeriet og skærer ned på de “sikkerhedspolitiske” udgifter, hovedsageligt militæret, og anerkender, at man ikke kan fortsætte med at leve over evne. USA må finde sig en plads i det internationale samfund, hvor forhandlinger og gensidig respekt mellem nationerne kommer i højsædet og ikke amerikansk fremturen og enetale. Hans konkrete forslag til forsvar mod terrorisme er at genopfinde “containment” i en passende form. Han foreslår endvidere, at USA meget aggressivt bør arbejde på at reducere verdens atomvåbenarsenal ved at gå i spidsen for reduktioner med det mål, at sådanne våben med tiden kan forsvinde helt.

Bacevich er historiker og giver i denne bog et vægtigt tilskud til forståelsen af, hvad der er på færde i Amerikansk sikkerhedspolitik i denne periode. Men som tidligere officer er han også uddannet til at forstå muligheder og begrænsninger i anvendelsen af militære styrker og til at forstå, hvor sådanne styrker kommer til kort, når den underliggende strategi er forkert. Eller som bogens titel angiver med lidt andre ord: Militær styrke i sig selv, uanset størrelsen, kan ikke løse alverdens politiske, økonomiske eller kulturelle problemer.

PDF med original udgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.