Lidt om teknologi og asymmetrisk konflikt

”Machines don’t fight wars – People do and they use their minds”

Colonel John R. Boyd (ret) USAF

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Vi hører og læser i disse tider meget om bl.a. netværksbaserede forsvar, om selvsynkroniserende styrker, om sensorer til informationsindhentning, om ekstremt hurtige gennemløb af OODA loops og indsættelsen af effektorer til bekæmpelse af modstanderen. Man bliver helt forpustet og bibringes indtrykket af, at vi nu står over for en afgørende ”revolution in military affairs”. Der er forfattere – blandt andet i dette tidsskrift – der næsten når filosofiske højder i deres lovprisning af systemernes muligheder, og selv gode gamle Clausewitz udfordres i konteksten af det netværksbaserede forsvar. Oberstløjtnant Svend Bergstein kalder det i sin artikel i militært tidsskrift i december 2003 for ”nørdernes endelige triumf”. Det lo jeg meget af. Befriende selvironisk.

Der er på ingen måde noget reaktionært eller kontrarevolutionært formål med denne artikel. Artiklen skal alene tjene til, at vi i farten ikke helt glemmer den del af vores metier, der omfatter de mere basale militære færdigheder og teknikker, og som befinder sig i den lavteknologiske del af spektret. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi til stadighed skal søge at videreudvikle og perfektionere vore militære kapabiliteter. Jeg er således overbevist om, at netværkstanken, hvor sensorer og våbensystemer interagerer giver os nye og effektive muligheder for at gøre vores indflydelse gældende på hele kamppladsen, men dette skal ske i et afbalanceret samspil med de øvrige og knap så teknologifikserede militære færdigheder – og ikke på bekostning heraf.

Mit personlige erfaringsgrundlag for så vidt angår denne type konflikt begrænser sig til min seneste udstationeringsperiode i Afghanistan (2002/2003), hvor jeg ved siden af funktionen som chef for det danske kontingent fungerede som operationschef ved Kabuls Multinationale Brigade. Denne tjeneste indebar en unik placering på første parket for så vidt angår alle operationer og hændelser i det storkabulske område. Det er dog mit klare indtryk, at mange af de oplevelser og erfaringer jeg gjorde mig i Afghanistan kan overføres direkte til mange andre indsatsområder rundt om i verden. 

Teknologisk herredømme
Der er naturligvis en grund til, at Taleban i Afghanistan og Saddam Hussein i Irak hurtigt og effektivt blev ”klapset af” i de konventionelle kampagner, der blev rettet imod dem. Det kræver ikke de store analytiske færdigheder at gennemskue, at en absolut afgørende faktor hertil var de USA-dominerede koalitioners voldsomme teknologiske overlegenhed.  

Det er Amerika, der driver den teknologiske udvikling, hvilket ikke er forbavsende med den ledende rolle som USA indtager i den unipolære verdensorden. Mange har ihærdigt forsøgt at få Europa til at komme længere ”frem i skoene” og markere sig med en højere sikkerheds- og forsvarsprofil, herunder overtage en større del af udviklingen af NATOs militære kapacitet og påtage sig et større ansvar for gennemførelsen af internationale operationer. Men uanset de mange gode intentioner har de europæiske lande fortsat ikke på seriøs vis formået - eller ønsket - at udfordre den amerikanske dominans. Jeg er sikker på, at dette næppe heller lykkes, så længe Europa består af selvstændige stater med egne regeringer, egne udenrigs-, indenrigs- og sikkerhedspolitiske målsætninger samt egne væbnede styrker. Dertil er de nationale interesser alt for afgørende forskellige. Så indtil videre må vi acceptere (og måske endda takke for) amerikanernes ledende rolle, også selv om det ind imellem kan irritere lokale stormagter som Frankrig og Tyskland.

Men oven i al denne teknologiske formåen, må det vække til eftertanke, at perioderne efter de konventionelle kamphandlingers succesfulde afslutning har været og fortsat er så forbistret vanskelige at håndtere. Det findes der mange gode forklaringer på, men en væsentlig årsag er de reducerede eller manglende muligheder for at gøre den teknologiske overlegenhed gældende i det såkaldte efterkrigsscenarie. Det vender jeg tilbage til.   

Forbedret kampeffektivitet?
Jeg har lært, at den nye teknologi og ikke mindst det netværksbaserede forsvar i de kommende år på dramatisk vis vil forøge den militære organisations effektivitet. Der fokuseres meget på, at rettidige og valide informationer fordeles, behandles og præsenteres hurtigt og effektivt for derved at skabe et kvalitativt grundlag for en beslutning og efterfølgende succesfulde indsættelse af våbensystemer og/eller styrker. Denne proces eller cyklus er der i militær forstand ikke noget nyt i, og kan vel næsten betragtes som en eviggyldig sandhed. Den generelle teknologi og i særlig grad informations- og netværksteknologien skal alene hjælpe os med at accelerere hele processen samt placere relevant information ved de rette beslutningstagere i hierarkiet. Formålet hermed er at komme modstanderen i forkøbet ved så at sige at ”angribe ind” i dennes beslutningsproces og derved tvinge ham til at reagere på vore handlinger samt til stadighed forblive reaktiv.

De styrker, som vi har kæmpet imod i de tidlige faser af kampagnerne mod Irak, har mere eller mindre opført sig på traditionel og forventelig vis, hvilket har gjort det muligt at udvikle den fulde teknologiske overlegenhed, opretholde et højt operationstempo og derved knuse, neutralisere eller udmanøvrere modstanderen. Så teknologien hjælper os i høj grad til en forbedret effektivitet, når denne måles i forhold til den traditionelt agerende modstander på den konventionelle kampplads.

Men handler modstanderen ikke som forventet og således ikke følger spillets regler, risikerer vi hurtigt at løbe ind i alvorlige problemer. Vi kan omhyggeligt forberede at tildele denne det afgørende ”knock out” – men det kræver, at han forinden kan bringes i den rette position. Ellers bliver det ikke til andet end et slag ud i den tomme luft, med overhængende fare for, at vi derved kommer til at blotte os selv.

Asymmetrisk konflikt  
Dette populære begreb kan i sin korte form defineres som en konflikt eller kamp mellem parter/styrker, der ikke er sammenlignelige efter vore normale standarder og målemetoder og som udkæmpes uden hensyntagen til de normalt gældende regler og lovmæssigheder.

Asymmetrien kan selvfølgelig optræde gennem hele konfliktspektret, men opleves typisk i perioderne efter afslutningen af den konventionelle krig. Denne periode opfattes ofte fejlagtigt som en fredsperiode. Med sædvanlig vanetænkning erklærer vi således krigen for tilendebragt i det øjeblik, hvor modstanderens territorium er blevet erobret og/eller hans militære styrke er neutraliseret. Men det viser sig desværre, at kampene fortsætter. Denne fase betegnes paradoksalt nok som ”at vinde freden” men er reelt en forlængelse af den egentlige kampfase, nu blot ført i en anden dimension og ofte med en endnu større intensitet og vildskab og krævende langt flere ofre.

Denne ulige og uforudseelige kamp gør det vanskeligt at udvikle den teknologiske overlegenhed, som jeg kort nævnte ovenfor, og der består herefter en reel fare for, at den lavteknologiske modstander tilriver sig initiativet – indledningsvis på de lave niveauer, men over tid risikeres også, at han opnår det strategiske initiativ. Med mindre vi gør noget effektivt for at forhindre det.

Der må derfor stilles krav til, at militære enheder uanset den teknologiske formåen fortsat behersker evnen til også at operere og kæmpe i lavteknologiske miljøer, for derved at reducere graden af asymmetri.

Jeg vil i denne artikel ikke komme nærmere ind på FN’s og andre statslige såvel som ikke-statslige organisationers ansvar og opgaver i denne fase af konflikten – men en rettidig, tilstrækkelig og vedvarende indsats i relation til etablering eller retablering af alle vigtige samfundsfunktioner er en afgørende forudsætning for at ”freden kan vindes”. 

Eksempler
Disse to eksempler fra Kabul skal tjene til at understrege, at uanset graden af overlegenhed af den anvendte teknologi, så vil militære styrker, der indsættes i lavteknologiske miljøer, og der stilles over for metoder og taktikker, der er primitive og efter vores opfattelse amoralske, og som iværksættes på et uventet tidspunkt og/eller sted, hurtigt rende ind i vanskeligheder.

·         Raketangreb. Til trods for amerikanernes ultimative herredømme i luften og beherskelse af hele det elektromagnetiske spektrum lykkedes det gang på gang for taleban- og Al-Qaida-krigere at gennemføre angreb på såvel de amerikanske styrker som styrker fra den multinationale brigade i Kabul. Disse gennemførtes i et tempo svarende til et til to angreb i døgnet målt over den halvårsperiode, hvor jeg befandt mig i området.

Et flittigt brugt angrebsvåben var 107 mm kinesisk fremstillede raketter. Disse var normalt designet til at blive anvendt i forbindelse med et mobilt raketkastersystem, men blev i Afghanistan indsmuglet enkeltvis via grænsen til Kina gennem uvejsomme bjerge og udtørrede dybtliggende flodlejer. Transportmidlet var æsler eller muldyr. Raketterne blev efterfølgende affyret i serier fra to til ti fra meget primitive affyringsramper, hvor et par sten eller klippeblokke tjente til at rette raketten mod sit mål. Det skal medtages, at raketterne ofte blev affyret fra tæt beboede områder, hvor de blev klargjort og afskudt inde fra en gårdsplads omkranset af høje mure. På den måde kunne angrebet forberedes helt skjult. I stedet for den relativt komplicerede elektriske tændingsanordning, som raketten oprindelig var udstyret med, afmonteredes den bagerste (højteknologiske) del af raketten, og et stykke tændsnor blev presset op i drivstoffet. Herefter var det bare at bede til Allah og ”tænde lunten”. Det siger sig selv, at præcisionen var elendig. Heldigt for os og mindre heldigt for de afghanere, der boede i nærheden af vore lejre, og hvis huse blev ramt af raketternes brisant- eller fosforsprænghoveder.

Uanset den teknologiske overlegenhed opnåede hverken Kabulbrigaden eller amerikanerne på effektiv vis at forudse eller ”intercepte” de mange angreb.

I et forsøg på at imødegå disse angreb blev der etableret en lang række observationsposter, der skulle detektere affyringsområdet – alternativt nedslagsområdet. Dette kunne naturligvis ikke forhindre angrebet, men det gav os i det mindste en mulighed for at iværksætte en hurtig eftersøgning af terroristerne. En stædig, aggressiv og vedholdende forbindelsestjeneste til de lokale politi- og militærmyndigheder var et af de vigtigste våben i denne kamp, ligesom en intensiv fysisk tilstedeværelse i de oplagte affyringsområder blev forsøgt. Selv om angrebene var upræcise var terroreffekten høj, og betød et konstant og opslidende højt beredskab i lange perioder hvilket lagde beslag på store dele af brigadens sparsomme personelressourcer.

·         Eksplosiver. Andre yndede terrorvåben var miner og bomber af enhver art. Også selvmordsaktioner oplevede vi i Kabul, om end de heldigvis ikke var så almindelige, som det der opleves i Irak i dag. Bomber og eksplosiver blev lejlighedsvist indsat mod militære mål, men som oftest mod ubeskyttede civile mål. Sidstnævnte alene med det formål at demonstrere den internationale styrkes og amerikanernes manglende evne til at beskytte civilbefolkningen og derved skabe uro. Højteknologien kom til kort over for de meget primitivt udfærdigede bomber placeret i bagagerummet på en bil, i latrinen på en pigeskole, i en vejkant, på en æseltrukken kære, i dækkene på en bil, under burkaen på en kvinde m.m.

Bilbomber blev benyttet flittigt. En særlig snedig variant var den ”lille” bombe, der blev bragt til sprængning på en menneskefyldt markedsplads i Kabul. Den sårede kun få af de nærmest omkringstående, men tiltrak sig naturligvis stor opmærksomhed fra hundreder af afghanske mænd, kvinder og børn såvel som fra politiet og de sprængstofeksperter (EOD) med tilhørende sikringsfolk og lægeteam, der rutinemæssigt blev sendt af sted fra den multinationale brigade. 20 minutter efter den ”lille” gik så den ”store” bombe bestående af 100 kg. sprængstof placeret i bagagerummet på den bil, der stod parkeret få meter væk fra den første bombe. Resultatet var naturligvis rædselsfuldt.

Uanset brigadens teknologiske evner i retning af elektroniske detektionsmidler, automatiseret minerydningsmateriel m.m. kunne et område aldrig med sikkerhed erklæres frit for miner eller eksplosiver før en manuel og meget ressourcekrævende afsøgning og rydning havde fundet sted. Hvert døgn i det halve år, hvor jeg gjorde tjeneste ved brigaden blev der gennemført mindst tre til fire mine- eller ammunitionsrydningsoperationer, hvilket hver gang involverede et antal EOD/IED-specialister, ambulance med lægeteam, kommunikationskøretøj samt afspærrings- og sikringspersonel. Som en sidebemærkning skal nævnes, at intet teknologisk avanceret middel overgår en sød lavteknologisk bombehund med en fugtig og fintfølende snude.

At operere under sådanne forhold
Hvordan matcher man en modstander, der ikke optræder rationelt og som forventet? Det er naturligvis ikke nemt, men jeg mener dog, at kunne identificere nogle forhold, som bør tillægges stor vægt:

·         Informationsindhentning. Som i al anden form for kamp og konflikt vil kendskabet til modstanderen være en afgørende forudsætning for succes. Men i modsætning til den højteknologiske konflikt, hvor der fokuseres meget på at identificere modstanderens militære kapaciteter i form af enheder, materiel, våbensystemer, C2I, doktriner o.l. vil der i et asymmetrisk miljø opstå et relativt større behov for en detaljeret viden om religiøse, etniske, sociale og kulturelle forhold i lokalsamfundet. Kun ved at skabe sig et indtryk af ”normalsituationen” i ansvarsområdet, kan de små – men vigtige - afvigelser i forhold til normalbilledet konstateres. Sådanne afvigelser kan være indikatorer på, at noget er under opsejling, og passende foranstaltninger til imødegåelse og egenbeskyttelse kan iværksættes. Denne type information tilvejebringes kun gennem en stadig og tæt kontakt til civilbefolkningen samt lokale myndigheder og autoriteter kombineret med et finmasket net af overvågning og kontrolforanstaltninger.

Eksempel: Ved den multinationale brigade i Kabul var informationsindhentning kun i meget begrænset omfang baseret på højteknologiske sensorer og automatiserede indhentningssystemer. Ikke fordi man ikke rådede over sådanne, men anvendelsesmulighederne var begrænsede. Informationer blev primært tilvejebragt fra enhedernes daglige kontakt med lokalbefolkningen, fra ”human intelligence (HUMINT)” som jeg af diskretionshensyn ikke vil redegøre for i detaljer, fra en velfungerende forbindelsesorganisation placeret ved diverse afghanske civile, paramilitære og militære myndigheder og ved diverse hjælpeorganisationer. Endelig modtog brigaden solide og gode informationer fra brigadens CIMIC-personel. 

·         Vinde lokalbefolkningens tillid. Det er almindelig kendt, at modstanderen i et asymmetrisk scenario meget ofte benytter sig af muligheden for at kunne operere i skjul af den lokale befolkning. Mulighederne for på denne måde at unddrage sig opmærksomhed falder drastisk, hvis den indsatte styrke vinder befolkningens tillid og etablerer et detaljeret kendskab til normalsituationen i området. Tillid opnås kun gennem et målrettet og tæt samarbejde på de laveste niveauer. Vi skal opfattes som befriere og hjælpere og ikke som besættere, hvilket kan være en vanskelig balancegang, når hensynet til egen sikkerhed samtidigt skal prioriteres højt.

Eksempel: Den multinationale brigade i Kabul havde tre infanteribataljoner til sin disposition – en tysk, en fransk og en tyrkisk. Jeg deltog ved flere lejligheder i deres daglige patruljeringer og kunne ved selvsyn konstatere forskelligheden i måden at løse opgaven på. Jeg beskriver efterfølgende de to yderpunkter repræsenteret ved den tyske og den tyrkiske bataljon.

Den tyske bataljon gennemførte primært mobile patruljeringer inden for sit ansvarsområde. En sådan patrulje bestod af to til tre pansrede mandskabsvogne med i alt 20 – 30 soldater. Maskingeværer, maskinkanoner og panservænsvåben strittede i alle retninger når patruljen under gensidig sikring og med høj hastighed kørte igennem ansvarsområdet. Højt avanceret observationsudstyr, GPS-systemer og kommunikationsudstyr sikrede at enheden altid vidste hvor den var, kunne påkalde assistance øjeblikkeligt samt videregive informationer til andre enheder og eget hovedkvarter. Køretøjernes pansring ydede en fortrinlig beskyttelse og indbygget aircondition hjalp soldaterne til at modstå de 45 graders varme udenfor. Men signalgivningen var uheldig. Soldater og patruljer signalerede en decideret fjendtlig holdning, bevæbnet som de var til tænderne, med våben i nærkampstilling, med spejlglassolbriller og granitansigter. Som konsekvens heraf havde den tyske bataljon kun en meget sporadisk kontakt til lokalbefolkningen i området.

Den tyrkiske bataljon opererede på en anden måde. Langt størstedelen af patruljerne blev gennemført til fods, og de tættest befolkede områder blev prioriteret. Patruljerne bestod sjældent af mere end 10 – 12 mand og de arbejdede konsekvent snævert sammen med lokale afghanske politi- og militsenheder. Patruljen var meget opsøgende, men uden at virke anmassende eller truende. Personellet blev transporteret til og fra patruljeområderne i åbne og upansrede køretøjer og bar kun lette håndvåben. Bataljonens få pansrede køretøjer blev kun indsat, når der var akut behov herfor. De tyrkiske soldater var alle muslimer, og selv om langt de fleste praktiserede islam i en meget verdslig form, gav den dem en god forståelse for, hvad der rørte sig i de lokale miljøer og medførte en høj grad af accept i et samfund, hvor Islam har en altafgørende indflydelse. Tyrkerne havde derfor altid de mest valide og detaljerede informationer og efterretninger, ligesom der kun var relativt få fjendtlige episoder i deres ansvarsområde.

·         Flest mulige soldater i den ”spidse ende”. Såvel behovet for informationer som kravet om at vinde befolkningens tillid betinger tilstedeværelse af ”soldater på jorden” i et omfang, der tillader en daglig og tæt kontakt til det lokale samfund på de laveste niveauer. Om end informations- og anden teknologi kan supplere og lette visse arbejdsgange, er det stadig soldaten i den ”spidse ende”, der i et tæt parløb med en veludbygget struktur inden for PSYOPS-, CIMIC-, HUMINT og forbindelsestjeneste er afgørende for operationens succes.

Men også de fysiske forhold hvorunder sådanne operationer ofte gennemføres, kræver ofte mange soldater som kompensation for manglende mulighed for indsættelse af højteknologi. Mange sensorsystemer og avancerede våbentyper må give op over for en ugelang støvstorm, stærkt kuperede bjergområder, tæt bevoksning, bebyggede områder, hulesystemer, store forsamlinger af mennesker m.v. Det er i den forbindelse interessant at konstatere, at uanset amerikanernes høje teknologiske stade, så er det ”soldater”, der jager Taleban og Al-Qaida i Afghanistans sydøstlige bjergområder, og det var ”soldater”, der trak Saddam ud fra dennes skjulested i Tikrit.

Eksempel: I Kabul rådede den multinationale brigade over ca. 3500 mand. Kun 800 af disse var sendt til Afghanistan med henblik på at blive anvendt i infanterirollen. En rolle der skulle sikre den multinationale styrkes synlighed og tilstedeværelse, være befolkningens garant for sikkerhed og stabilitet og derved vinde befolkningens tillid. Denne opgave blev løst ved patruljering, overvågning, observation, kontrol, sikring og bevogtning af et operationsområde på 60 x 45 km inklusiv en hovedstad med ca. 3 millioner indbyggere. Herudover samarbejdede den enkelte patrulje eller postering med de lokale afghanske autoriteter (politi, milits og imamer). Blandt de ca. 20 bidragsydende nationer til denne brigade - herunder Danmark – kunne der ikke spores den store villighed til at sende almindelige ordinære soldater af sted til anvendelse i den vitale indsats ”på jorden”. I stedet tilbød man at placere officerer, befalingsmænd og enheder i mere politisk ”synlige” og attraktive funktioner. Resultatet var, at alle stabe var oversvømmet med personel, og at der var fyldt uforholdsmæssigt godt op i specialenheder og -funktioner som kommando og kontrol, informatik, close protection, specialstyrker, ingeniører, konstruktionsenheder m.m.

Alene til den daglige drift af IT-systemerne i diverse hovedkvarterer blev der anvendt mere end 150 soldater!!

·         Professionalisme og disciplin. En god portion militær professionalisme og disciplin er nødvendig i den udsendte styrke. En modstander i et asymmetrisk scenario vil med stor tålmodighed afvente det tidspunkt, hvor vi blotter os og dermed åbner for en gunstig mulighed for at blive ramt. Sådanne muligheder opstår ofte, når vi ”føler os trygge”. F.eks. når vi ikke har oplevet fjendtligheder et stykke tid, når vi føler vi kender operationsområdet godt eller har været i missionen længe, når vi ”har fri” og opholder os på basen eller i et andet sikret område, når vi optræder mange sammen, når vi føler os beskyttet af vore højteknologiske våben- og sensorsystemer m.m. Men uanset dette må vores professionalisme forhindre, at vi falder for fristelsen til at slække på agtpågivenheden.

Vi skal også være meget opmærksomme på den propagandamæssige værdi som en manglende professionel og udisciplineret optræden kan have. Særligt i muslimske lande vil beruselse, højlydt musik og fest, fremvisning eller distribution af erotiske eller pornografiske materialer, uhæmmet spisning i fasteperioderne, offentlig udstilling af hel- eller halvnøgne kroppe m.m. blive anvendt til at vende lokalbefolkningen mod den internationale styrke. Men uanset religion vil tøjlesløs og ubetænksom adfærd altid vække forargelse.     

Eksempel: I Kabul var der i det danske kontingent indledningsvis lidt ”knurren” i krogene over et sæt meget stramme regler, der skulle sikre, at kontingentets personel ikke gjorde sig selv sårbar hverken i fysisk eller propagandamæssig forstand. Hertil hørte de mere almindelige militære dyder som altid at have sit våben på sig, altid at have hjelm og fragmentationsvest på, altid bevæge sig parvist og under gensidig sikring, altid have signalforbindelserne i orden, altid holde sig i bevægelse og kun gøre ophold i sikrede områder, ikke bevæge sig uden for fast banet vej o.s.v.

Men personellet var også underlagt stærke restriktioner i deres ”fritid”, d.v.s. når de ikke var direkte indsat i opgaveløsningen. Begrebet tjenestefri eksisterede ikke. Disse restriktioner omfattede indtagelse af alkohol, hvornår personellet skulle være hjemme, forbud mod bevægelse og ophold uden for lejren, såfremt dette ikke var operativt begrundet m.m. Endelig blev der lagt stor vægt på en altid korrekt og veldisciplineret fremtræden.

I takt med, at personellet lærte de reelle forhold i Kabul at kende herunder beskydning med raketter og håndvåben, selvmordsbomber, bilbomber og miner opnåedes en høj grad af forståelse for reglernes berettigelse og med en efterfølgende bred accept.    

·         Undgå forudseelig adfærd. Modstanderen vil iagttage os hele tiden og forsøge at kortlægge vores adfærd, rutiner og reaktioner. Når han kender disse, slår han til. Derfor er det vigtigt, at man til stadighed ændrer sine rutiner og operationsmønstre, og derved begrænser mulighederne for modstanderen til at forudse vore handlinger. Hver gang vi ændrer vore mønstre f.eks. ved at gennemføre ”random checkpoints”, ændre patruljeruter. -tider og -steder, skæve rotationer af afløsningspersonel til poster, bevogtning og adgangskontrol, tvinger vi modstanderen til at ændre sin plan, hvorved han mister overraskelsesmomentet og må begynde forfra. Således kan vi komme modstanderen i forkøbet og bryde hans beslutningscyklus uden præcist at kende hans egentlige hensigt eller modus operandum. 

Eksempel: I Kabul oplevede vi dagligt, at vore rutiner blev iagttaget. Personer fotograferede og videofilmede baser og lejre og lokalt ansatte blev ”pumpet” for informationer på vej hjem. Brigadens og bataljonernes reaktioner blev afprøvet og kortlagt gennem konstruerede hændelser og falske alarmer o.s.v. Det er utvivlsomt dette, der førte til, at 4 tyske kolleger blev dræbt og 30 såret, da deres bus blev ødelagt af en bilbombe under en rutinemæssig personeltransport mellem den tyske base i den østlige del af Kabul og Kabul lufthavn. En trafik som der gentagne gange var blevet advaret imod. Vi oplevede også, at der blev placeret miner på patruljespor, der flittigt var blevet anvendt gennem længere tid, hvilket bl.a. ramte en hollandsk og en tysk patrulje.     

·         Færdigheder som enkeltkæmper og de små enheders taktik. Når vi opererer under sådanne forhold, kan vi aldrig være sikre på, hvor og hvornår vi bliver et mål for en fjendtlig handling. Derfor skal vi altid være rede til at handle/reagere korrekt. Særligt vigtigt er det at beherske diverse grundlæggende discipliner i relation til kamp i vanskeligt overskueligt terræn - herunder bymæssig bebyggelse - hvor netop vores teknologiske overlegenhed ikke kan udvikles fuldt ud. Evnen til at reagere korrekt over for miner og andre eksplosiver er naturligvis også et væsentligt område at beherske.

·         Robust fysik og psykisk udholdenhed. Operationer under sådanne omstændigheder kræver sin mand eller kvinde. Ekstreme temperaturer, dagevis med sand- eller støvstorme, vanskelige hygiejniske forhold, sygdomme, truslen fra modstanderen, ubehagelige oplevelser og diverse afsavn vil meget ofte virke overordentlig belastende for det enkelte individ. Ligeledes vil manglende eller stærkt reducerede muligheder for at kunne ”holde fri” øge den samlede belastning. Personel der udsendes må derfor være fysisk og psykisk stærkt og veltrænet. En solid og målrettet uddannelse, erfaring fra tidligere operationer samt det bedst mulige forhåndskendskab til operationsområdet vil i høj grad styrke individet.

Kommando og kontrol
Jeg vil ikke slutte uden kort at komme ind på kommando og kontrol. Informationsteknologien, behovet og mulighederne for vidensdeling, netværk samt ”real time”- kommunikation over alle afstande giver næsten ubegrænsede muligheder for at føre detaljeret kontrol med underlagte styrker. I dette ligger en akut fare for, at chefer og foresatte myndigheder forfalder til ”micromanagement”. Dette er ikke et ukendt problem, men forstærkes i udpræget grad i et multinationalt miljø. Jeg er indforstået med, at teknologien giver os gode muligheder for at skrælle lag af vores stærkt hierarkisk opbyggede organisationsstruktur samt giver den enkelte chef mulighed for at håndtere flere informationer samtidigt. Men det betinger, at foresatte chefer og myndigheder udviser stor disciplin, tålmodighed og selvkontrol. Princippet om, at man skal overlade det til de underlagte chefer og førere, selv at løse den pålagte opgave, er fortsat gældende – uanset de teknologiske muligheder.

Eksempel: Ved den multinationale styrke i Kabul var kommando-, kontrol- og kommunikationssystemerne relativt avancerede og veludbyggede. I Kabul blev der etableret flere typer for netværk, der bandt alle enheder og myndigheder sammen fra korpshovedkvarteret over brigaden ned til de enkelte funktionelle stabe og dispositionsenheder på bataljonsniveau. Missionen var på daværende tidspunkt tyrkisk ledet, og missionshovedkvarteret havde derfor etableret hurtige og sikkert virkende forbindelser hjem til det strategiske hovedkvarter i Ankara. Brigadehovedkvarteret derimod var tysk, og herfra var der direkte link hjem til ”Einsatzführungskommando” i Potsdam. Herudover havde de fleste af de mange kontingenter, der indgik i brigaden, forbindelser til egne nationale strategiske hovedkvarterer. Fællesnævneren for alle hovedkvarterer var, at de til stadighed ønskede at være opdateret med de sidste nye informationer. At generere og fremsende denne mængde information øgede selvfølgelig belastningen for alle i missionen.

I hovedkvartererne sad endvidere lange rækker af vagthavende officerer, der tilsyneladende ikke havde meget andet at tage sig til, end at afkræve underliggende myndigheder information om alt mellem himmel og jord. Værst var dog den utidige indblanding i de taktiske forhold og dispositioner, hvor hovedkvarterer på det operative såvel som det strategiske niveau prompte reagerede på ”real time informationer”, og krævede detaljeret kendskab til hvorledes brigaden og sågar bataljonerne agtede at løse et givent problem. Jeg oplevede derfor flere gange, at sideløbende med at en situation et eller andet sted i ansvarsområdet skulle håndteres, skulle jeg samtidigt modtage mere eller mindre gennemtænkte ordrer, direktiver eller gode råd fra en tysk officer i ”Einsatsführungskommando”, en tyrker fra Ankara eller vagtchefen i missionshovedkvarteret. Parallelt hermed kunne man opleve, at de underlagte enheder, som skulle håndtere problemet, også fik særlige direktiver hjemmefra om, hvorledes de skulle forholde sig til den givne situation. Dette hindrede i alvorlig grad en hurtig og effektiv respons fra brigadens side.

Efter flere frustrerende oplevelser lærte jeg, at den bedste måde at håndtere dette kaos på var høfligt men bestemt, at ”lukke ned” for den del af netværket, der havde forbindelse til de eksterne hovedkvarterer, iføre sig fragmentationsvest og hjelm, galopere ud til sit køretøj og så begive sig ud til det sted, hvor opgaven skulle løses. Her kunne man skabe sig et overblik, kommunikere direkte med relevante enheder og parter, se førerne i øjnene samt konstatere hvorvidt opgaven blev løst på ordentlig vis.

For blot to – tre generationer siden udsendte man styrker uden anden kontakt end hvad der kunne opnås gennem en bereden ordonnans, brevduer eller en telegraflinje. Var styrken udsendt til et andet kontinent, kunne der gå uger og måneder uden informationer, direktiver eller ordrer hjemmefra. En pragtfuld tid hvor der herskede tillid til, at den operative chef evnede at handle loyalt, selvstændigt og effektivt.

Afslutning
Som nævnt i indledningen var formålet med denne artikel ikke at gå imod udviklingen men at pege på nødvendigheden af at holde sig for øje, at konflikter, der gennemføres i et asymmetrisk miljø mod en lavteknologisk modstander, stiller krav til, at vore udsendte styrker kan udholde, overleve og kæmpe på samme niveau og under de samme betingelser som modstanderen. Jeg har peget på, at de manglende muligheder for at udvikle vores teknologiske overlegenhed i høj grad kan kompenseres for med flere soldater på jorden, hvilket samtidigt giver en stor synlighed i ansvarsområdet samt bidrager substantielt til informationsindhentningen. Ukendskab kan ændres til kendskab ved at tilvejebringe sig et klart billede af normalsituationen i området og reagere hurtigt når en unormalitet konstateres. Endvidere skal rutiner og standardoptræden undgås, og den indsatte styrke skal forsøge at tilrive sig initiativet ved at optræde uventet på uventede tidspunkter og på uventede steder. Endelig kan man nedsætte egen sårbarhed ved en konstant disciplineret og professionel optræden. Disse – samt klare kommando- og kontrolrelationer – er efter min mening nogle af de forhold, der kan gøre en forskel, når en militær styrke, indsat i et asymmetrisk scenario, skal vinde freden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.