Libanon: muligheder for en arabisk vækkelse?

De arabiske lande har i alt for mange år være præget af politisk forstening og mange af dem af økonomisk stagnation, misrøgtet af en række diktatorer, der ved stærk repression var i stand til at holde befolkningen nede. Flere af disse lande er i mange år blevet betegnet ”moderate arabiske lande” og har været vigtige partnere for Vesten, mens styrernes modstandere blev dæmoniseret. Var Vesten reelt interesseret i demokrati i Mellemøsten, eller var det mere hensigtsmæssigt at have autoritære regimer, der sikrede vestlige interesser?

Foto: Krigsvidenskab.dk Fanen bliver tilbageleveret, da missionen i Libanon sluttes.

Den arabiske verden var i vidt omfang gået i stå. Mange mente, at demokrati ikke kunne forenes med islam. Andre fokuserede på staternes historiske oprindelse og strukturer, der var vanskelige at fjerne. Men omsider ser der ud til at ske noget, som måske vil ændre regionen uafvendeligt gennem de kommende år. Arab Revolution, Arab Uprising, Arab Awakening, Arab Spring er termer, vi alle har stødt på det sidste halve år hver gang, vi har åbnet aviser, internet og TV. De mange forskellige betegnelser signalerer både forskellige opfattelser af, hvad der sker og måske også forskellige forhåbninger. Mange er bange for, at ”foråret” vil blive afløst af ”efterår”, hvor nye ekstreme, udemokratiske religiøse styrer afløser de gamle regimer. Andre er mere optimistiske, og taler om, at man har passeret ”the point of no return”, hvor de folkelige krav om mere indflydelse og større lighed vil sætte sig igennem på et tidspunkt. Måske det er nyttigt at have den franske revolution i erindring og huske, at opgøret med det royale enevælde i 1789 kort efter blev afløst af et styre, der massivt undertrykte anderledes tænkende, og at vi skal frem til 1848, før der blev plads til noget, der bare ligner vore dages demokrati, som i øvrigt hurtigt blev afløst af kejserdømme for en tid.  

Tunesien og Egypten var de første lande, hvor opgøret med undertrykkelsen kom i gang. Senere har flere lande fulgt trop, bl.a. Libyen, Marokko, Algeriet og Bahrain med meget forskellige forløb. Og Yemen fortsætter sin vej mod afgrunden. Hvor alle disse protestbevægelser fører hen, er umuligt at sige. Men en ting er sikkert, og det er, at de arabiske lande generelt befinder sig i en mere usikker og ustabil situation.  

Vestlige medier peger særligt på den yngre generation, som bortkastede deres frygt for regimernes brutale repression og begyndte med store demonstrationer at fortælle de aldrende diktatorer, at man ikke længere ville acceptere at blive udelukket fra indflydelse og ikke ville acceptere det åbenlyse kleptokrati. Der lægges i forklaringen af forløbet stor vægt på anvendelsen af de nye sociale medier og de arabiske satellit-kanaler, særligt Al Jazeera, som nødvendige instrumenter i den folkelige mobilisering. Det er blevet mere acceptabelt at være uenig. Og det er gradvist blevet umuligt for de autoritære styrer at kontrollere den offentlige meningsdannelse.

Der er ingen tvivl om, at den skrigende kontrast mellem den virtuelle verden, hvor de unge havde frihed og lighed, og den virkelige verden præget af autokrater, korruption og nepotisme, har været en vigtig del af baggrunden for den arabiske vækkelse. Men andre iagttagere peger også på en bredere social og økonomisk utilfredshed. Bl.a. henviser den tidligere EU-rådgiver på Mellemøsten og i dag indehaver af tænketanken ”Conflicts Forum”, Alistair Crooke på, at der i Egypten i betydelig tid forud for demonstrationerne på Tahrir-pladsen fandt store arbejderdemonstrationer sted i Kairo og Alexandria, der trodsede Mubarak-styrets repression og dermed banede vejen for de unges krav om frihed og indflydelse.

Rami Khoury, leder af Issam Fares Institute for Public Policy and International Affairs, AUB, Libanon, har i sine mange analyser af den arabiske vækkelse kaldt termen ”det arabiske forår” for neo-orientalisme. Termen signalerer ifølge RK en opfattelse af, at alle arabere er ens og kan grupperes som en enkel kategori, der tænker og handler på samme måde. Vesten mangler at forstå implikationerne af de frie araberes egen søgen efter selvbestemmelse og definition af deres egenart i nationale politikker.

En tid så Levanten ud til at blive mindre berørt af den folkelige protest og opstand, og mange troede i lang tid, at de eksisterende styrer i Syrien og Jordan havde tilstrækkelig folkelig opbakning til at ville være i stand til at tilpasse sig situationen med mindre justeringer. Præsidenten i Syrien udtrykte i et interview i januar 2011 med Wall Street Journal  med stor selvtillid, at hvis de arabiske lande ikke havde reformeret allerede, så var det for sent. Den udtalelse har efterfølgende ramt ham hårdt i nakken som en boomerang. I dag anvender hans sikkerhedsstyrker brutale metoder til at bekæmpe de folkelige demonstrationer, som er ved at have bredt sig til de fleste større byer. Styret henviser til bevæbnede grupper med støtte udefra, som vil fjerne det sekulære styre. Styret har spillet ud med en række reformforslag, men mange tror efterhånden, at det er ” for lidt og for sent”.  Der er stor usikkerhed mht., hvordan Syrien kommer ud af krisen. Vil det lykkes – i første omgang, som i Teheran i 2009 mht. ”den grønne bevægelse” – at svække protesten ved massiv repression, eller vil Syrien ende med at gå op i den sekteriske limning og komme ud i et kaotisk forløb, hvor det er svært at se noget egentligt alternativ til det nuværende styre?  I Jordan har kongen også forsøgt sig med nogle tiltag, regeringsudskiftning, forhøjelse af lønningerne i den offentlige sektor og reformer. Selv om situationen der ikke ser så dramatisk ud som i Syrien, så har vi næppe heller i Jordan set de sidste aktioner fra den del af befolkningen, der ønsker større demokratisk indflydelse.

Libanons vækkelse blev foreløbig beskeden og kortvarig

Libanon har også mærket forandringerne i regionen, men ind til videre kun i meget beskedent omfang. I hvert fald hvis man ser bort fra den såkaldte ”Ceder-revolution”, der i 2005, efter mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri, omsider fik smidt den syriske hær ud af Libanon efter ca. 30 års tilstedeværelse. Nogle mener, at ”Ceder-revolutionen” indvarslede det, man nu er vidne til i andre arabiske lande. Demonstrationen med million-deltagelse i 2005 havde ganske rigtigt åbenlyst en umiddelbar effekt. Men reelt var der ikke tale om omvæltning af det libanesiske samfund. Den politiske iagttager Michael Young foretrækker at tale om en intifada og understreger dermed protestaspektet i aktionen.  Forløbet siden 2005 har klart demonstreret, at der ikke eksisterede en egentlig politisk platform, som de involverede parter kunne blive enige om og anvende som grundlag for gennemførelsen af samfundsforandringer. Med dannelsen af Mikati-regeringen sommeren 2011 blev 14. Marts-koalitionen, ”Ceder-revolutionens” kernegruppe, marginaliseret i rollen som opposition.    

Med tydelig inspiration fra Tunesien og Egypten var der også i Libanon tidligt i 2011 og frem til april tilløb til at etablere en demokratibevægelse, idet man koncentrerede sig om kritik af det sekteriske politiske system og den udbredte korruption. Der var både tale om små ”permanente” demonstrationer rundt om i Beirut med uddeling af løbesedler og underskriftsindsamling samt om store en-dagsdemonstrationer. Den største demonstration nåede op på vel 30.000 personer. Der blev talt om, at disse demonstrationer ville fortsætte og gradvist opbygge momentum til omsider at få afskaffet det politiske sekteriske system, som reelt har umuliggjort en egentlig modernisering af Libanon siden dets selvstændighed i 1943. Men i stedet for at vinde yderligere momentum, så det allerede før sommeren ud til, at demonstrationerne i denne omgang havde tabt pusten. Og det selv om Libanon er præget af nogle af de samme alvorlige problemer, som også har været drivende kræfter i de andre lande (mere herom nedenfor).

Der foreligger ikke præcis viden om demonstranternes baggrund, men vurderingen er, at der var tale om en bred kreds, hovedsageligt af unge, veluddannede og studerende – formentlig flest med en 8.Marts-koalition-orientering. Ønsket om et sekulært politisk system støttes retorisk bredt og har en fin reference i de spor, som Taif-aftalen af 1989 ved afslutningen af borgerkrigen lagde ud for Libanon, men som aldrig er blevet realiseret.

Ziad Baroud, der var indenrigsminister foråret 2011, erklærede, at hvis han ikke havde været indenrigsminister, ville han selv have deltaget i demonstrationerne i kampen for det sekulære samfund. Baroud er varm fortaler for demontering af sekternes monopol på privatretten og indførelse af forholdstalsvalgmetoden i Libanon for at bryde gamle familiers og gruppers monopol inden for de enkelte sekter. På et valgdonormøde i opfølgning på parlamentsvalget i juni 2009 provokerede han bevidst forsamlingen ved at gratulere den tilstedeværende irakiske ambassadør med Iraks valgsystem, som Baroud ”misundte”, fordi det netop illustrerede, at man udmærket kunne have et system baseret på proportionalitet på trods af en blandet religiøst sammensat befolkning. Med kendskab til den unge partiløse advokat og mangeårige civilsamfundsaktivist virker hans ord overbevisende. Men når de ældre politiske ledere, der har været ved magten gennem borgerkrigen 1975-90 og fortsat spiller dominerende politiske roller i dag, også retorisk støtter opgøret med sekterismen, så virker det mindre overbevisende for mange libanesere. De spørger om hvilke initiativer, der er blevet taget over de seneste tyve år for at afskaffe det ineffektive og udemokratiske sekteriske politiske system.  

Meget tyder på, at den begyndende protestbevægelse i Libanon i sidste ende havde svært ved at holde sammen på sig selv præcist på grund det, den ville bekæmpe, sekterismen. Identiteten hos de fleste libanesere er nemlig ikke bundet til nationen Libanon, men til den sekt, man nu en gang er født ind i. Med de atten anerkendte trossamfund, der findes, giver det mange skodder ned gennem samfundet, der gør det svært at mobilisere om fælles problemer. Det er også tidligere set i Libanon, at sociale krav og nye bevægelser, f.eks. i mange år miljøspørgsmål og studenterbevægelse blev ko-opteret af det sekteriske politiske system. Dertil kommer, at forårets protestbevægelse vurderes at have haft dominans fra venstresiden (i al dets upræcise definition). Mens mange borgerlige måske har haft sympati for det overordnede formål, så har metoderne ikke tiltalt dem. Der var åbenlyst i forbindelse med forberedelserne af demonstrationerne også uenighed om, hvor bredt parolegrundlaget skulle være. Bl.a. fik forsøg på inddragelse af spørgsmålet om kvinder i samfundslivet en kold skulder fra demonstrationsledelsen, selv om spørgsmålet er ganske relevant, hvis man vil modernisering af det libanesiske samfund. Der er p.t., efteråret 2011, ingen kvinder i Mikati-regeringen og kun tre ud af 128 parlamentsmedlemmer.

Ved forsommerens start, sammenfaldende med universiteternes eksamenstid, syntes demonstrationerne at have mistet momentum. Paradokset er, at den svage libanesiske stat, som normalt kritiseres for at være utilstrækkelig i et moderne samfund, netop har beskyttet landet mod den krise, andre lande har oplevet. Det kan dog slet ikke udelukkes, at nye forsøg på mobilisering vil følge, for sekterismen fortsætter med at være en afgørende forhindring for et moderne og økonomisk effektivt samfund, og grundlæggende genfindes i Libanon en række af de afgørende bagvedliggende sociale og økonomiske faktorer, som har båret protesten frem i bl.a. Tunesien og Egypten.    

Fattigdom, ulighed, arbejdsløshed og korruption: grund til utilfredshed

Libanon er i UNDPs seneste Human Development Index fra 2009 placeret mellem Jordan og Tunesien. Libanon er dog kendt for den ringe kvalitet i den offentlige statistik, selv om der på det seneste er inddraget teknisk assistance til forbedringer. En ting er, at man politisk har valgt ikke at gennemføre folketællinger siden 1932, da man er klar over, at en ny opgørelse ville udstille urimeligheden i, at de kristne, som engang var i flertal, fortsat i dag sidder på 50 % af pladserne i parlamentet og regeringen, mens de vurderes reelt i dag højest at udgøre 35 %. En anden ting er, at flere af de tal, der optræder i internationale statistikker om Libanon, er ”guesstimates”.  

        Libanon er præget af stor fattigdom. Ifølge UNDPs seneste opgørelse, så befinder 28 procent af befolkningen i dette øvre-mellemindkomstland sig under den officielle fattigdomsgrænse på 4 USD per dag og 8 procent lever i absolut fattigdom under 2USD per dag – dette samtidig med, at Libanon har et lag af beskidtrige, der demonstrativt udstiller deres rigdom med Beverley Hills-lignende kæmpevillaer og smarte biler, der ville få alle til at vende sig om i Bredgade. Fattigdommen er erkendt og drøftes politisk. Salim Sayegh, socialministeren i Saad Hariri-regeringen, fremlagde i 2010 en analyse og plan for det sociale område. Men den libanesiske stat er notorisk svag og ressourcefattig. Amal Ghorayeb-Saad, politisk analytiker, har i sin karakteristik af Hizbollahs placering betegnet partiet/bevægelsen som ”en stat i ikke-staten”. Hvis fattigdommen skal fjernes, skal bl.a. den nuværende skattelovgivning og gennemførelsen heraf reformeres kraftigt. Det bliver næppe i Mikati-regeringens tid frem mod parlamentsvalget i forsommeren 2013, at man skal forvente at se større ændringer herved.

Uligheden i Libanon er stor og Gini-koefficienten ligger på linje med de fleste arabiske lande på anslået ca. 0,37.  Fattigdommen er mest udtalt i Nord Libanon (særligt i Akkar-regionen), hvor ca. 21 procent af befolkningen lever, men som huser 38 procent af de fattige og små 50 procent af de allerfattigste. Også det sydlige Libanon ligger fortsat i den meget lave ende af indkomstskalaen trods de senere års forbedring af situationen der.

Arbejdsløsheden er ifølge UNDP, i international sammenhæng i dag beskedne 8 procent (et tal som antastes af mange økonomer, der mener det snarere er 20 procent!), men afgørende for den sociale og politiske mobilisering er, at næsten halvdelen af disse udgøres af gruppen på 15-24 år. Kvinder ser ud til at være hårdest ramt, formentlig fordi en større andel af mændene søger job i udlandet.

Libanon var i 2010 nummer 127 på Transparency Internationals indeks for korruption (hvor Danmark var nummer et). Der tales offentligt og kritisk om korruptionen i Libanon. Tidligere premier-minister Saad Hariri lancerede i 2010 et program til bekæmpelse af ondet og problemet har høj prioritet i Mikati-regeringens program fra sommeren 2011. Korruptionen fremmes af sekterismens nepotisme. Civilsamfundet er aktivt i sin kritik af fænomenet. Men der er ingen tvivl om, at det vil tage lang tid, før Libanon får korruptions-problemet ned på europæisk gennemsnitsniveau. Derfor vil dette problem og de andre nævnte økonomiske og sociale problemer fortsætte med at kunne være et vigtigt mobiliseringsgrundlag for nye bestræbelser på ændring af det libanesiske samfund sammen med et mere velfunderet opgør med det sekteriske politiske system.

Libanons egenart i den arabiske verden

Libanon adskiller sig på flere måder fra de andre arabiske lande. Der er ikke akkumuleret så megen protest i kedlen og derfor ikke udsigt til en eksplosiv proces.

Landet har med det særlige demokratiske system med mange partier, det har haft siden uafhængigheden i 1943, givet mulighed for fremførelse af kritik af den siddende regering og lancering af egne bud på en bedre samfundsmodel. Forskellige partier og grupper har domineret over tid. Ser man på de store sekteriske grupper og store linjer, så kan man tale om den kristne fase (med klar maronitisk dominans) fra skabelsen af landet Libanon i 1920 under det franske protektorat til borgenkrigen i 1975. Med Taef-aftalen i 1989 blev der justeret på magtforholdene og sunnitterne fik med overførslen af den eksekutive magt fra Præsidenten til Ministerrådet under premierministerens ledelse en markant forbedring af deres politiske indflydelse. Måske der snart skal justeres på denne model for at sikre shiitterne en mere passende indflydelse i forhold til deres sekts størrelse. I hvert fald så længe det politiske system er defineret som værende sekterisk.

På trods af det forhold, at flere præsidenter og premierministre er blevet likvideret i landets relativt korte historie, så kan landet også – f.eks. i modsætning til Egypten, Tunesien og Syrien - fremvise mange nulevende præsidenter og premierministre, som indikation på, at demokratiet lever til en vis grad. Libanon har altså ikke haft en autoritær politisk leder siddende i årtier, som har kunnet være mobiliseringsgrundlag for en bredt baseret protestbevægelse.

Libanon har, trods eksistensen af en censur-myndighed, der især er sensitiv over for, hvad der opleves at kunne puste til den sekteriske strid, en betydelig grad af ytringsfrihed. Der findes en sand urskov af trykte og elektroniske medier, hvorimellem den demokratiske debat i vidt omfang kan udfolde sig. Samfundskritik behøver således ikke at blive puttet til side og gemt. Stort set ingen libanesiske medier overlever ved egen kraft (salg og reklamer), men har politiske partier eller stærke pengefolk bag sig, der i meget vidt omfang bestemmer linjen. Det samlede oplagstal for alle libanesiske aviser svarer nogenlunde til oplagstallet for en af de danske omnibus-aviser.

Som ovenfor nævnt, er en meget vigtig bremseklods for den arabiske vækkelses udfoldelse i Libanon det politiske systems sekteriske karakter og identitetsskabelsen forbundet hermed. Den fattige maronit vil således typisk ikke forene sig med den fattige shiit og sunnit og gøre op med libanesiske klassesamfund. De vil formentlig først og fremmest søge at afhjælpe deres dårlige sociale og økonomiske situation ved at henvende sig til sektens lederskab og få hjælp gennem deres private sociale systemer. Den svage libanesiske stat (Libanon placeres som nummer 34 på Foreign Policy’s seneste opgørelse over fejlslagne og skrøbelige stater) finansielt, organisatorisk   - leverer på mange områder ikke serviceydelser eller ydelser af kvalitet. Staten fastholdes svag for fortsat at kunne give plads til sekterismen. Med en stærk velfærdsstat ville en betydelig del af det sekteriske systems raison d’être forsvinde. Der er mange interesser bundet op i sekterismen og ko-opterings-kapaciteten er veludviklet. Den britiske journalist og Libanon-ekspert, Robert Fisk, sagde efter 2006-krigen mellem Hizbollah og Israel, at så længe Libanon er sekterisk, kan det ikke blive en moderne stat. Andre er mere pessimistiske mht. fjernelsen af det sekteriske system. MaxWeiss  udtrykker fatalistisk i sin nye bog, In The Shadow of Sectarianism, at problemet er, at uden sekterisme vil Libanon ikke længere eksistere.

Det sekteriske politiske system fremelsker klientilisme. Men det er også netop denne vertikale opdeling af det libanesiske samfund, der gør det vanskeligere at mobilisere folkeligt og bredt. Tilhørsforholdet er til sekten/klanen. Der mangler en klar enstrenget personificering af system-problemerne som f.eks. i Tunesien og Egypten. Og selv om der sker krænkelser af menneskerettighederne (tortur, ulovlig tilbageholdelse mv.), så finder der ikke systematisk massiv undertrykkelse sted i Libanon som i andre arabiske lande. 

Foreløbig ser det derfor ud til, at den arabiske bølge ikke vil blive til meget mere end et lille skvulp i Libanon, hvor sympatisk den sekulære bevægelse ellers måtte synes. Nogle ser den store demonstration i 2005 efter Rafik Hariri-mordet med mere end en million deltagere som en forløber og inspiration til, hvad der i dag sker i de arabiske lande. Der synes ikke pt. mulighed for at Libanon igen vil danne forbillede, tværtimod risikerer Libanon at blive overhalet af mere moderne udgaver af demokrati de kommende år i andre arabiske lande.

Arabiske ustabilitets negative påvirkning af Libanon

Selv om man ikke foreløbig kan forvente markante ændringer i Libanon i lyset af den arabiske vækkelse, så er der ingen tvivl om, at landet på forskellige måder er blevet konkret berørt. Og mange Libanesere frygter, at landet specielt kan blive meget negativt påvirket af udviklingen i Syrien.

Libanons økonomi er i dag (efteråret 2011) mærket af den generelle usikkerhed og ustabilitet i regionen. Set fra Vesten er billedet af Libanon rodet og skrøbeligt. Også fordi der indimellem er sikkerhedsepisoder, der ikke har noget at gøre med den arabiske vækkelse, men som føjer brikker til klichéen om det farlige Libanon; f.eks. væbnede sammenstød med Israel ved den fortsat ikke anerkendte sydlige grænse, episoder i den nordlige by Tripoli, hvor to fattige nabolag jævnligt kommer op at toppes og bl.a. anvender RPGs i udvekslingerne samt andre voldelige småepisoder rundt om i landet. Selv om mange af disse formentlig ikke har politiske motiver, medvirker de til at fastholde billedet af Libanon som et land, der næppe er kommet helt ud af borgerkrigen. Det begrænser den kommercielle interesse i at engagere sig.

Over de seneste år har landet set vækstrater på 7-9 procent i BNP. Men i lyset af situationen er der sket et markant fald i aktivitetsniveauet. De seneste vurderinger for 2011 ligger på 2,0 procent fra forsigtige IMF og 3,5 procent fra investeringsfirmaet EFG-Hermes. Andre indikatorer peger i samme retning. Turismen, som er en meget vigtig indtægtskilde, er faldet markant. Færre flyver til Libanon. Hotellernes belægningsgrad faldt de første seks måneder med næsten 50 procent. Investeringslysten er dæmpet både hos de arabiske og vestlige investorer. Libanons traditionelle reeksport til særligt Syrien er også ramt. – Hvorvidt dannelsen af Mikati-regeringen over sommeren vil kunne bidrage til at bremse faldet i de økonomiske indikatorer er usikkert, men fra flere sider er der forventning herom, ja endda forhåbning om, at det vil kunne gå opad igen.

I Libanon følges udviklingen i den øvrige arabiske med stor interesse, men det er af historiske, geografiske, politiske og økonomiske grunde naturligvis konflikten i Syrien, der tiltrækker sig hovedparten af opmærksomheden.

Personer fra Syrien har søgt tilflugt i Libanon, særligt over nordgrænsen. UNHCR har angivet et niveau på nogle tusinde. Det er ikke oplyst, hvor mange af personerne formodes at være flygtninge. Strømmene er ikke taget til, og der har været en tendens til trafik i begge retninger. Som altid med UNHCR-assistance risikerer den at blive en ”pull-factor”. Strømmene vurderes foreløbig ikke at skabe de store problemer.

På sikkerhedsområdet har der ikke været signifikante ændringer, ingen markant ”spill-over” fra Syrien, selv om en del medier forsøger at dramatisere sikkerhedsepisoder over de seneste måneder. Men jævnlige konflikter mellem fattige sunnitter og alawitter i Tripoli-området har været ”traditionen” over mange år. Og de seneste to angreb på UNIFIL-konvojer sommeren 2011 – formentlig udført af små ekstremistiske sunni-grupper - føjer sig blot til listen over tidligere angreb (medmindre der kommer yderligere angreb inden for den kommende tid).

Der er betydelig bekymring hos mange libanesere for, at Libanon kan blive trukket med ned i det sorte hul, hvis Syrien begynder at falde fra hinanden efter sekteriske skillelinjer, og at sunni-shia-modsætningen kan skærpes. Andre har større tiltro til, at styret i Syrien, trods de seneste måneders store tab af menneskeliv, vil være i stand til at overleve i hvert fald for en periode ligesom styret i Teheran overlevede den ”grønne bevægelse” i 2009, og faktisk begynde at gennemføre nogle af de reformer, som der er lagt op til mhp. demokratisering af landet. En sådan transformation kunne evt. ske ved en slags teknokratregering med præsident Bachar Assad i spidsen og med involvering af islamistiske repræsentanter. Fra 8.Marts-tilhængere peges også med henvisning til flere eksempler på, at det bør undersøges nøje, om der er udenlandsk støtte til oppositionens væbnede kamp i Syrien. Og det påpeges, at hvis 14.Marts er involveret heri, så risikerer det at trække den syriske konflikt til Libanon.

Syrien-krisen deler ikke overraskende vandene i Libanon. Generelt er 14.Marts-koalitionen anført af Saad Hariri stærkt kritisk over for repressionen udført af Assad-regimet og forlanger, at den nye libanesiske regering deltager i Vestens kritik af det syriske styre, bl.a. via FN’s Sikkerhedsråd. 8.Marts-koalitionen og premier-minister Mikati forsøger at finde en position ud fra grundholdningen, at Syrien er og forbliver Libanons store nabo. Mikati har formuleret en position, hvor han forsøger at gå på to ben. Han henviser til, man ikke ønsker, at Syrien skal blande sig i Libanons indre anliggender. Derfor skal man overlade til Syriens befolkning at finde egne løsninger, men samtidig kritiserer han volden og undertrykkelsen af fredelige demonstrationer. General Aoun, leder af det største kristne parti, FPM, vil give syriske præsident en chance for at indføre demokrati og peger på, at de, der efter stor sandsynlighed ville tage over efter et sammenbrud (Muslimske Broderskab) med deres udgangspunkt i Sharia-lovgivning, er modstandere af demokrati. I starten af september kom der en overraskende støtte til Syrien-regimet fra den nye maronittiske patriark Rai med sæde i Libanon, da han lagde sig op ad Aoun og ville give Bachar Assad en chance. Udmeldingen kom i Frankrig kort efter møde med præsident Sarkozy. Rai’s bekymring er de kristne i Syrien, som har været beskyttet af det syriske regime. Den maronittiske kirke har historiske rødder i Syrien tilbage til det femte århundrede.

Hizbollah har haft svært ved offentligt at kombinere sin traditionelle selvopfattelse som forsvarer af de undertrykte og begivenhederne i Syrien. Hassan Nasrallah, leder siden 1992, har i sine mange taler givet støtte til Assad og samtidig peget på indflydelsen fra udlandet med støtte til væbnede grupper. I mindre fora er givet en mere nuanceret analyse, hvor det erkendes, at det syriske styre bliver nødt til at gennemføre en demokratisering og forhindre, at den øgede økonomiske frihed medfører for stor ulighed. Situationen i Syrien udgør en betydelig strategisk udfordring for Hizbollah, der i Bachar Assad har haft en solid allieret mhp. opbygning af Hizbollahs militære kapacitet over for Israel. Vil Hizbollah i givet fald kunne finde alternative ruter for våbenleverancer? Hvordan vil partiets forhold blive til en eventuel ny syrisk regering domineret af Broderskabet?

Libanon – fortsat en fredelig ø i det oprørte arabiske hav?

Den arabiske vækkelse vil ikke foreløbig sætte sig store spor i Libanon af de mange grunde, der er givet ovenfor. Men det sekteriske politiske system vil fortsat give anledning til utilfredshed og på sigt gradvist kunne udgøre et mobiliseringsgrundlag for en bredere bevægelse i takt med, at uddannelsesniveaet hæves og hvis en række af de andre lande får succes med etableringen af et moderne demokrati. Libanon har fortsat behov for at komme fuldt ind i moderniteten. Libanon er reelt ikke en efterlignelsesværdig model for religiøs sameksistens, ”a message” som en katolsk pave højtideligt formulerede det. Con-sociationalismen fungerer ikke. En gennemførelse af Taef-aftalen fra 1989, der lagde op til at etablere et sekulært Libanon er vejen frem. Vil eksterne interesser tillade det?

Indførelse af forholdstalsvalgmetoden, som den nye indenrigsminister har lagt op til skal drøftes i parlamentet efteråret 2011, vil kunne bidrage til at begynde at demontere de gamle sekteriske ledere og traditionelle politiske familier. Realistisk skal man forvente mange forsøg på benspænd i forhold til den proces. Mange af de kræfter, der i dag har fordel af nuværende system vil åbent eller skjult forsøge at sætte en kæp i hjulet.

Men Libanon står over for en udfordring, der her og nu kræver en umiddelbar mediering for at undgå, at særligt sunni-shia-modsætningen skærpes. Processen for det Særlige Tribunal for Libanon, der behandler mordet på Rafik Hariri i 2005, er startet. Hizbollah- medlemmer er blevet anklaget og sagen vil gå sin gang, uanset om de anklagede giver fremmøde i retten i Haag. Hvis Hizbollahs generalsekretær Hassan Nasrallah og Saad Hariri kunne genoptage den tætte dialog, som der var mellem Saads fader og Nasrallah, så kunne konsekvenserne af en proces, der af mange libanesere frygtes kan destabilisere Libanon, måske inddæmmes i tide.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

Litteraturliste

Kildehenvisninger

Ud over samtaler med en række libanesiske universitetsfolk, tænketanke, politiske kommentatorer og politiske aktører samt anvendelse af lokale arabiske, engelske og franske aviser samt magasiner er følgende skriftlige materiale blevet anvendt:

Challita, Dona (2010): Lebanon’s Economy. Growth Amid Turbulence. Economic Outlook 2010-2014. Ets Antoine Jalkh et Frères. Beirut.

Elbadawi, Ibrahim and Samir Makdisi (2010): Democracy in the Arab World.

Explaining the Deficit.  Routledge Studies in Middle Eastern Politics. London, New York.

Habib, Camille H. (2009): Consociationalism and the Continuous Crisis in the Lebanese System. Majd, Beirut

Hirst, David (2010): Beware of Small States. Lebanon, Battleground of the Middle East. Nation Books, New York.

Lebanese Center for Policy Studies (September 2011): Entering a Grey Area. Lebanon’s Economic in the Arab Spring. LCPS. Beirut

Lebanese Center for Policy Studies (September 2011):Lebanon between benefiting of the Arab uprising and the challenges of change. LCPS. Beirut

Nasnas, Roger (2007): Emerging Lebanon. Towards an Economic & Social Vision.

Editions Dar An-Nahar, Beirut

United Nations Development Program (2008): Poverty, Growth and Income Distribution in Lebanon   August 2008. UNDP

Weiss, Max (2010): In the Shadow of Sectarianism, Harvard

Young, Michael (2010): The Ghosts of Martyrs Square. An Eyewitness Account of Lebanon’s Life Struggle. Simon & Schuster. New York

Ziadeh, Hanna (2006): Sectarianism and Intercommunal Nation-Building in Lebanon. Hurst & Company, London.

Del: